Sted: I udkanten af en meget stor skov i det sydlige Azurien
Tid: Tidlig eftermiddag, fire dage før fuldmåne
Vejr: Sommerligt med sol og kun få hvide skyer på himlen

Solen varmede ned i mellem træernes grønne blade og insekter fløj brummende rundt i mellem blomsterne. Fuglene sang sange for hinanden eller skældte ud, når det var passende. Vejen, der snoede sig igennem kanten af skoven, var ikke mere end et hjulspor med grønt græs og små blomster i midten. Det var ikke så ofte, at man mødte nogen på denne vej, og freden var beroligende.

Luca kunne godt nyde omgivelserne, men hans indre var begyndt at blive uroligt. Han var sulten, selvom han havde spist et solidt morgenmåltid, og han knurrede en smule irriteret over en flue, der ikke ville lade ham være. Fuldmånen nærmede sig med hastige skridt, og han skulle skynde sig for at nå hjem i god tid til at den store lysende skive ville overtage nattehimlen og hans sind. Hans hjem var en lille robust hytte midt inde i skoven, et hjem han selv havde bygget fra bunden hen over et års tid. Sammen med hytten lå der et skur, der virkede som om det var bygget til at holde en gal minotaur inde. Her låste han sig selv ind, når det var tid til at skifte. Det skete, at han slap ud, for selvom dyret overtog ham, var det åbenbart ikke helt uden intelligens. Han kunne aldrig huske, hvordan han nu havde fundet en vej til friheden, men han forstærkede skuret hver gang i håb om, at han ikke kunne komme ud der igen.

Som altid havde Luca sin tunge taske på ryggen. Den azuriske sommervarme var nok til at han kun var iklædt en vest, der var lidt for kort i livet, og derfor ikke gjorde noget for at skjule hans imponerende muskler, ud over et par slidte bukser og sine gode støvler, han mere end én gang havde overvejet at tage af, da hans fødder føltes pænt varme.
Det eneste synlige våben var hans kniv, der så ud til at være for dyr til sådan en som ham, der hang i bæltet. Det lange hår var samlet i en høj hestehale for at lade luften køle ham ned om nakken. Skæggen var klippet kort, igen for at køle lidt ned, men helt væk var det ikke.

Han var på vej nord på. Der var ikke langt, inden han ville dreje ind af en usynlig sti ved en å, som han ville følge et stykke ind i skoven, inden den drejede mod vest og han skulle længere syd på. Der var ingen, der boede så langt inde i skoven, faktisk var de nærmeste et par klaner af mørkelvere, men de boede oppe i bjergene.
Som altid, når han bare gik for at gå, var han væk i sine egne tanker, men stadig en smule opmærksom på sine omgivelser, selvom han ikke regnede med, at der lå røvere på lur herude, der var som sagt ikke den vildeste trafik.