Iorvo havde for et par uger siden sendt bud efter Heru Al Kazimi efter at have gået og overvejet at få en jagtfugl. Han var ved at blive lidt gammel, og selvom han havde brugt sine trofaste hunde hele sit liv, når han faktisk jagede, så tænkte han at det også var på tid til noget nyt, for ikke at nævne at han måske så var mere tilbøjelig til at tage ud og jage. Hans hustru ville jo så gerne have at motionerede lidt mere.
Han havde i hvert fald hørt gode ting om denne Heru Al Kazimi, selvom han ikke umiddelbart kunne huske at have haft en rigtig samtale med hende. Måske havde de haft det, men den havde ikke været så dybdegående, at det havde siddet fast i hans hoved.

Men dagen var kommet, hvor hun ville ankomme, og allerede da hun var ankommet til Smarana fik Iorvo besked, så han kunne gøre sig klar. Derfor var det også selve fyrsten selv der var trådt udenfor, for at møde hende, med den friske vind omkring dem, og sommersolen højt på himlen. Han var pænt klædt, men det var tydeligt at han værdsatte praktikalitet over overdådighed. Tøjet var let at bevæge sig i, og ikke for tunge klæder. Det var i røde og grønne klæder, med Erneyll symbolet på hans bryst.

Hans øjne var små, men et venligt udtryk var på hans ansigt, selvom det godt kunne være svært at se. Han gik dog heller ikke nærmere, men ventede på at hun selv trådte op til hvor han stod, og introducerede sig selv, selvom hans evne allerede havde aktiveret sig selv, ligeså snart han havde lagt øjnene på hende. Hun var helt bestemt Heru Al Kazimi. 

Norden var kold.
I hvert fald i forhold til hvad Heru var vant til nede i Rubinien hvor solen bagte dag ud og dag ind, og regn ikke var en ting der skete andet end få gange om året. Hun var vant til støvede veje, sand der lå som et lag over huden og tørhed generelt.
Rejsen op igennem landet, bragte forandring i vejret som både var kærkommen og stærk ubehagelig. Hun nød den lettere kølige vind og det faktum at den ikke var som sandpapir mod huden, men regnen var tung og fugtigheden kvalmende til tider. Heru havde været nødt til at tage mere tøj på kroppen i stedet for det både løse hvor hun vidste meget af sin hud. Desuden var det klogelig at dække sig mere til i de andre adelige kredse, siden deres syn på hud var en del anderledes end i syden.

Dagen før de ankom til Smarana havde det regnet tungt. Heru foretrak at sidde på hesteryg og havde kun en vågn til sine dyr. Hvilket også betød at hun var gennemblødt til benet og hun overvejede hvordan man kunne bo sådan et sted.

Inden dagens sidste ridt startede, var det beskidte og stadig godt fugtige tøj skiftet ud. Hun bar ridebukser, for at fastholde det praktiske, som gled over i den tunge kappe der hang over hendes skuldre i en brunlig nuance med en hætte over det fine brune hår der sad fastspændt i en fletning. Det som afslørede hendes stand, gemte sig bag kappen, bestående af en rød kofte med smukke broderier af guldtråd og en læder brynje med indsyede mønstre. Den havde aldrig set kamp, men der var ingen tvivl om at den ville kunne klare mosten var det nødvendigt.
Som de nåede op til Fyrsten af Erneylls hjem, blev de modtaget allerede ved indgangen. Heru genkendte symbolet hurtigt og mandens størrelse og holdning dragede hende til konklusionen om at ingen anden end fyrsten bød dem velkommen. Et skævt smil bredte sig på hendes læber. Hun kunne godt lide når overhovedet ikke var nervøs for selv at tage imod sine gæster.
Heru stoppede sin hest, svang sig ned fra dens ryg og lod en af dem til fods tage tøjlerne. Hætten blev skubbet til side, for at afsløre det brune ansigt og hendes venlige øjne. Med hånden mod brystet stoppede hun op og bukkede for ham, som det var skik for hendes familie.
”Tak for Deres invitation Fyrst Iorvo. Jeg er Heru Al-Kazimi” Hun havde set ham engang som barn, men huskede ikke meget om manden af personlig erfaring. Men ordene om ham vejede positivt, selvom Heru foretrak selv at være dommer omkring folks karakter.

Iorvo så kvinden an som hun stod af hesten og kom nærmere. Han havde forventet flere folk, som det var med Kazimi slægten. Fyrst Sephyran selv kunne jo nærmest ikke forlade sit værelse, uden at der var folk der skulle opvarte ham og passe på ham hvorend han gik væk. Et værre cirkus, hvis Iorvo skulle være ærlig, og de to fyrster havde haft deres forskelle gennem årerne, hvis han skulle være helt ærlig. Heldigvis var Al-Kazimi familien ikke helt det samme, selvom han kun kunne gå efter hvad han selv havde oplevet, og hvad han havde hørt om familien.

Det betød dog ikke at Heru Al-Kazimi ikke fik lov til at lade tvivlen komme til gode hos den noget ældre fyrste. Enhver der kunne vise deres værd, fortjente også hans respekt, og hun var trods alt en gæst i hans hus nu.
”Det er en fornøjelse endelig at møde Dem, Komtesse Heru,” sagde han. Stemmen var dyb, så det næsten rungede lidt i ens knogler, men den var ikke ubehagelig. I øjnene var der dog et spørgsmål, som han havde sagt hendes navn, om hun kunne læse det var en ting, men hvis hun ønskede en anden form for tiltale, så var han åben for det. Han vidste hvordan adelige havde deres fortrukne måde, og det var aldrig rigtig til at gennemskue for ham.

Hvis hun ikke sagde noget, ville han dog blot forsætte med at tale. ”Jeg sender nogle folk til at tage sig af Deres hest og... vogn.” igen et spørgsmål i øjnene, som han ikke stillede. Var det der hun havde fuglene, og krævede de noget ekstra? Iorvo var ikke en nem mand på mange punkter, og mest af alt fordi han var vant til at dem omkring ham, accepterede at han stillede rigtig mange spørgsmål uden faktisk at sige noget. Hidtil var det dog primært hans hustru der kunne formå at læse hvert et lille blik og grynt der kom fra ham. Normalvis var han dog også blevet bedre til at huske sig selv på det, men det her var ikke så officiel en sammenhæng som så mange andre, og der var ingen kære hustru til at prikke ham i siden for at minde ham om det.

Der var noget dybt beroligende, men også rystende ved den dybe stemme som gled over fyrstens mund. Ikke rystende som at hun blev bange, men mere bekræftende i at hun stod overfor en mand med magt, men også en mand der ikke udnyttede den på samme måde som hendes slægtninge var kendt for.
Som han tiltalte hende Komtesse kom der et bølgesmil hen over hendes ansigt, der sammenpressede et grin. ”Bare Heru, er helt fint” svarede hun høfligt. Hun fik altid lyst til at grine når nogen tiltalte hende så pænt – hun havde dyb forståelse for at det hørte hendes rang til og var et tydeligt tegn på høflighed og respekt fra den anden mand. Det var hun taknemmelig for, men mellem dem, var hun Heru, såfrem han ønskede at tiltale hende kun ved fornavn. Hun ville ikke rette ham skulle han fortsætte den anden tiltale.

”Mange tak – Vognen skal køres forsigtigt da mine fugle opholdes der når de ikke er på jagt.” forklarede hun, som hun løftede sin hånd, et kort signal til mændene bag hende om at de skulle hjælpe til med at få dyrene og vognen ind.
Af en eller anden årsag faldte hans talemåde hende nem at forstå. Han stilte som sådan ikke direkte spørgsmål, men hun tog hans tryk i ordene som tegn til at han ønskede uddybelse af visse ting. ”Jeg har flere eksemplarer af mine jagtfugle med til Dem så de frit selv kan vælge” Uddybede hun – havde han allerede valgt en specifik race ville hun ikke havde haft en vogn med, men derimod én fugl på armen som kunne flyve ved siden af.

Iorvo nikkede, med et lille smil på læberne. Hans øjne rynkede sig lidt ude i kanterne som var den største indikation på det, da skægget ellers gjorde sit for at dække hans mund, selvom det var umådelig velplejet. Måske ikke til Fyrst Kazimis standarder, men tydeligvis en mand der gik op i det. Hvilket lidt var en løgn, for det var i den grad alle andre omkring Iorvo der gik op i at det skulle fremstå pænt, og han lod dem bare gøre det. De havde styr på at være velplejet, og så ville han få fred.
Selvom han måske accepterede at Heru ville kaldes bare Heru, så fik hun ikke den ære selv mod fyrsten endnu. I gamle dage havde han haft det fint med det, men han havde været fyrste i mange år, og det var først når man nåede et vidst punkt at Iorvo var alt de behøvede.

Det var dog rart at Heru virkede til at forstå de usagte spørgsmål, hvilket nok bare ville bekræfte at han ville forsætte med det, nu når han ikke behøvede at være frustreret over at de ikke blev besvaret.
”Godt,” sagde han og nikkede, og kiggede en sidste gang mod mændene, som heldigvis havde lyttet til dem, som de tog fat i vognen. ”Skal vi starte med en bid mad?” spurgte han, men inden hun kunne svare på det, så var han allerede på vej ind af de store heftige døre. De skulle nok komme til fuglene, men det var også vigtig at være værtslig. Desuden ville hun nok ikke tage af sted sydpå igen lige foreløbig. Turen var lang, og hun skulle nok også få rig mulighed for at udforske landområderne heromkring.
Hans øjne var dog igen spørgende mod hende, som hvis hun havde behov for lige at skifte tøj eller finde sig til rette, så ville det også være fint. Hun blev dog selv nødt til at vokalisere det, til trods for at han næppe lignede en mand der ville dømme en anden for at afvise hans forslag.

Fyrsten ansigt var et af de svære at aflæse fordi han havde meget skæg der dækkede for hans træk. Noget der kunne gøre det hele mere kompliceret, hvis ikke det var fordi Heru ofte gik efter sin mave fornemmelse. Hun smilede tilbage til ham, som hun så rynkerne ved øjnene trække sig på den velkendte måde hun så ved sin bedstefar.

”Meget gerne, Deres højhed.” holdte hun det kort, som hun fulgte ham. At han var begyndt at vise vej inden hun havde svaret, generede hende ikke. Faktisk, skulle han ikke være i tvivl om at hun råbte højt hvis der var nogle indvendinger fra hendes side af. Desuden, var det ganske rar en afveksling at hun ikke med det samme skulle til at vise sine fugle frem som det første, før de havde fået lov at falde til ro efter rejsen.
Imens de gik lod Heru sine øjne vandre omkring dem og tog forskellen til sig. Hun havde ikke travlt med at skulle vende snuden hjemad igen, specielt ikke når hun befandt sig i en landsdel hun endnu ikke havde haft mulighed for at udforske.
Som de nåede længere ind, løsnede hun spændet om halsen og lagde kappen over sin arm.
Hun regnede med at han havde sagt til, forventede han at hun skiftede sit tøj. Men noget sagde hende at det ikke var et problem. Mange forstod at hun var nødt til at være praktisk for at kunne håndtere sit arbejde – desuden afspejlede hans eget tøjvalg, trods det var pænt, rent og elegant, at han havde en tanke på det praktiske selv. Noget Erneyll slægten trods alt var velkendt for.

Iorvo var en mand der let overrumlede folk, hvis de ikke turde sige deres mening om dem. Han var vant til folk der havde ben i næsen, og kunne stå op for sig selv, når der var noget de mente der var vigtigt. Derfor var det også meget specifikke typer der blev ansat i de høje stillinger, for hvis det var en der var for fintfølende, og for forsigtig, så ville Iorvo få intet ud af dem.

Borgen Erneyll familien boede i var nok markant anderledes end palæerne Heru var vant til. Selvom det var stort og overdådigt, så var det tydeligt præget af at skulle holde på varmen der var her, når den kolde tid udentvivl ville komme. Der var nærmest en pejs i hvert lokale de gik igennem, og vægtæpper var noget de gjorde sig meget i.
Heldigvis bagte den varme sol ind på borgen, og flere af vinduerne stod også åben, så der var luftcirkulation i rummene.

Endelig nåede de dog til en af de mindre spisestuer, hvor der var ved at blive sat mad på bordet, og en tjenestemand kom over for at hjælpe Heru af med sin kappe og hvad end hun ellers havde behov for.
Der var tydeligt kun dækket op til de to af dem, og Iorvo var hurtig til at tage sin egen plads, og forventede tydeligvis bare at Heru også tog plads. ”Desværre kan min hustru ikke være med denne gang,” indrømmede han. Dionisia havde mindst ligeså mange pligter som ham selv, så det var ikke underligt når borgen lå øde fra den ene eller anden af dem.

Maden der stod foran dem ved fed, og det var til trods for at det her var nogle af deres 'sommer-retter'. Det var desværre lidt den forkærlighed Iorvo havde fået for mad over årerne, selvom der også var lidt mindre fed mad ind i mellem. Højst sandsynlig fordi Dionisia forsøgte at sørge for at han spiste ordentlig, selv når hun ikke var der.

Det var markant anderledes. Ikke på nogen dårlig måde nogen art. Derimod var det yderst interessant for Heru at overvære. Hun kom oftest ikke meget længere end Rubiniens grænser, med mindre rejsen gik direkte til og fra Dianthos. Tumelinien var meget mere grønt. Hun ville ikke sige mere frodigt, for haverne hjemme i palæet bar så megen flora at det føltes som en jungle. Men det hele her havde en dybgrøn nuance der indfangede hende på en ny måde. Fyrstens hjem var ligeledes anderledes og bar præg sf det praktisk der måtte stå for døren hver gang vinteren blæste ned over dem. Allerede nu var temperaturen markant koldere her end i syden og Heru havde også tøj på derefter. Uld kradsede noget så forfærdeligt, især hvis hun tænkte for meget over det.

Men stedet var stadig pragtfuldt og ikke mindst mægtigt af udseende. Hendes tanker om skønhed i det ukendte, var tydelig i hendes blik som hun nysgerrigt så rundt. 
Vanligt lod hun en tjener tage sin tunge rejsekappe og bæltet om livet hvor hun bar enkelte men effektive våben. Nogle hun ikke mente hun på nogen mulig måde fik brug for i fyrstens selskab eller indenfor hans hjems trykke mure. Heru tog de sidste skridt hen til bordet hvor maden allerede bugnede, og Fyrst Iorvo allerede havde sat sig på din plads. Uden at tøve satte hun sig på den ledige stol med en rank holdning og et nysgerrigt blik på maden. 
“Hvor beklageligt. Jeg havde håbet at kunne takke jer begge for Jeres gæstfrihed inden jeg rejser tilbage” hun havde hørt godt om Erneyll slægten, omend fyrsten af Kazimi virkede mere optaget af andet end den standhaftige slægt der bosatte sig i dette for Heru mere nådesløse terræn. “Hvis det ikke er til for megen besvær, vil jeg anmode om at blive her et par dage. Både for mine mænds skyld, men også ganske vel for min egen, da jeg har et ønske om at se egnen mere nærgående end fra landevejen.” Heru havde ikke noget ønske om at være til besvær eller blive vartet op. Hun var blevet anmodet om at komme fordi hun havde et arbejde at udføre. Det ville være uhøfligt at tage af fyrstens gæstfrihed uden tanke for hans planer. Men jo længere tid hun blev, des mere hjælp kunne hun tilbyde i overbringningen af fugle, såvel som oplæring i mere rettelig pleje af deres enkle behov. Ingen fugl var ens.

Iorvo begyndte at hælde op på sin egen tallerken. Ingen grund til at takke guderne for maden, eller andet. Desuden var han også blevet sulten, måske fordi han altid lidt var det. Den store mand havde også behov for en god mængde mad der kom indenbords, så hans krop forsatte med faktisk at fungere. Heldigvis var det også nemt at få den mængde mad, når man havde ressourcerne og krystallerne til at få det.

”Du når nok at møde hende inden du rejser tilbage,” sagde han, uden at uddybe præcist hvad det var at fyrstinden endelig gjorde sig i, siden hun ikke kunne være her for at byde Heru velkommen. Det var egentlig ikke noget der vedkom Heru som sådan, selvom han sagtens kunne uddybe det, hvis hun endelig spurgte. Iorvo lavede dog ingen indikation på at han ønskede at det skulle ske.
”Men de skal være mere end velkommen at blive så lang tid de har behov for,” sagde han nikkende. ”Jeg tænker også at vi eventuelt ridder ud og ser de områder vi normalvis jager.” For at finde den rette fugl. Iorvo havde ikke meget viden om fugle trods alt, men der var sikkert nogle der var mere beregnet til terrænet heromkring end andre, og kun kvinden ved bordet, ville kunne besvare de spørgsmål.

Han begyndte at spise, da han var sikker på at Heru også selv var gået i gang med maden. 

Madskikkene var anderledes, men Heru var i stand til at tilpasse sig i de flestes selskab. Hun fulgte hans bevægelser og begyndte kort tid efter selv at tage af maden. Hun var ikke helt sikker på hvordan tingene smagte, men at prøve nyt var en del af at rejse. Mængden af mad på hendes tallerken afspejlede en fysisk aktiv kvinde der havde brug for energien, men også at hun ikke var vant til at spise efter kuldens tag.

Heru nikkede høfligt, accepterede hans udlæg om at fyrstinden nok skulle være at traffe inden hendes rejse hjem blev påbegyndt. Hun havde ingen interesse i at snage i hvad fyrstinden foretog sig, andet end at det måtte være vigtigt siden hun ikke var til stede, men privat anlæggende nok til at der ingen grund var til at nævne det for Heru.
"Det ville være perfekt, for at se terrænet og hvilke fugleracer der vil falde bedst til heroppe. Ud over at fuglen selvfølgelig skal passe til Jeres behov." om fuglene var vant til klipper, skove eller mose, var vigtig for at få det bedste match. Hun havde udvalgt nogen hjemmefra, da det ville være idiotisk at tage en ørkenfugl med hele vejen til midt i landet. Den ville fryse, være utilpas og aldrig komme på tale til salg.

Der gik ikke mange sekunder fra at Iorvo havde taget første bid før Heru selv gik ombord i maden. Hun ventede ikke på tilladelse, men tog hans tavse gerninger som al den indikation hun behøvede.
Kødet og rodfrugterne var forventet anderledes end hun var vant til, og smagte også mere fed, men derimod også mindre sejt. Brødet overraskede hende, da hun næppe tænkte over at det ændrede sig fra område til område. Heru var vant til fladbrød og dette var både svampet, med knasende skorpe. Noget der også frembragte en kort Mhm lyd af overraskelse fra hende.
Da de havde spist noget tid, og hendes sult var mere eller mindre stillet, lod hun et opfølgende spørgsmål falde. "Hvilke dyr jager I mest her på egnen?"

Det var meget forskelligt hvor meget folk spiste når de kom herop. Dem i familien tog ofte godt til sig, men op til flere af de mere fine frøkener spiste så lidt, at det nogle gange skræmte Iorvo. Derfor kiggede han også med stærk tilfredshed mod Herus tallerken, som viste at hun ikke var bange for at tage for sig, og formegentlig også havde energiniveauet til at støtte op om det. Hun var jo ikke ligefrem en tyk kvinde.

Han nikkede med en eftertænksom mine, da hun nævnte at det var vigtigt at få fuglen til at passe til området, for det mente han også bestemt. Især da han ikke havde meget forstand på fugle, så det måtte han overlade til Heru at bedømme, og han ville blot stole på hendes viden for det.

Der var stille inde i rummet, udover de knasende lyde fra deres tænder og mad som de begyndte at spise af maden. Han kiggede først op på hende igen, som hun begyndte at tale, og tyggede lige af munden inden han selv begyndte at snakke. ”Det kommer an på sæsonerne,” indrømmede han. ”Og hvad der er at finde.” han skar lidt i kødet der var på hans tallerken. ”Råvildt, vildsvin, fugle, den slags,” sagde han og trak på skuldrene. Det var nok lidt bredt, men når man alligevel boede et af de mindre frodige steder, så måtte man tage hvad man kunne få. De var ikke så heldige som dem i Medanien eller Safirien, som begge boede mere sydpå.
Han tog kødet på gaflen og tog det i munden for at tygge. Mon ikke at Heru ville se nogle af de dyr, som de så det, og ellers så kunne han vel godt spørge hushovsmesteren, i hvilket omfang de jagede hvilke dyr. 

Heru var ikke opvokset med reglerne om at kvinder var tyndere end siv, og ikke spiste med mindre de ellers ville vælte om at udmattelse. Hun var en arbejdskvinde, og hun spiste også derefter! Hun var ligeglad med hvad andre, og især mænd, tænkte om det. Noget i hende håbede vel også at det kunne afskrække de værste bejlere hvis hun ikke fremstod som en normal fin frøken.

Desuden, var det et spændende udvalg hun var blevet præsenteret for. Smagen af salt var meget gennemtrængende, men generede hende ikke. Måske var det mere fordi hun var vant til andre krydderier. Smagsnuancerne tog hun til sig, og fandt hurtig frem til hvad hun nød at spise mere end andet.
Heru lyttede, og gjorde sig mentale notater og afkrydsninger af hvad der ville fungere for netop fyrsten af Erneyll. "Meget varieret. Men heldigvis jager ingen fugle kun én dyreart" det var der virkelig ingen rovdyr der gjorde. Men om fuglen kunne tage råvildt var et spørgsmål om størrelse, men de små ville være bedre til fugle, hare og lignende. Vildsvin, det var formentlig for stort et dyr ligemeget hvilken fugl hun fandt frem til ham.
Hun ville være mere sikker i sin sag når hun kom ud og se omgivelserne, og formentlig også stødte på nogle af de dyrearter som lige nu lå på tallerkenen foran hende.
Hun vendte derfor tilbage til at spise, mens hun velovervejet lod tankerne strejfe. Et held hun vurderede at Iorvo ikke var den som behøvede at tale hele tiden, nu hun blev optaget af sin egen koncentration.

Hvis det var for varieret, så måtte Iorvo jo bare købe mere end en. De havde også nok i familien til at de kunne deles lidt om dem, så de kunne afprøve lidt af det hele. Han havde i hvert fald mere end en i familien som gerne ville prøve det, hvis han købt det, selvom han så måske også måtte sørge for at nogle kunne undervise videre om hvordan man gjorde det. Iorvo var ikke ligefrem den bedste underviser, fordi han ikke var så god til at sætte ord på tingene.

Iorvo nikkede derfor også med en eftertænksom mine, men sagde ellers ikke noget, og ville nok heller ikke sige noget resten af middagen, hvis Heru ikke gjorde det.
Stilheden passede ham fint, og det var med en stor slurk af den fortyndede vin han færdiggjorde sit måltid og lænede sig tilbage i stolen.
"Intet som et solidt måltid," sagde han tilfredst, og skulle nok også sidde lidt inden de kunne begynde at overveje at komme videre i programmet. Han havde trods alt spist lidt mere end hvd han måske brugte af energi, men det generede ikke den store mand. Han var jo ikke fed endnu, og slet ikke i stil med Kazimi fyrsten.

Heru havde aldrig været meget for de høflige overfladiske samtaler som altid florerede blandt de adelige. Ingen skulle føle sig tvunget til at tale hende at ren høflighed. Desuden havde hun rigelig tanker om at finde den perfekte fugl, eller måske anbefale at han havde to forskellige. Hun tvivlede i hvert fald på at fyrsten jagede alene. Ikke at han ikke var i stand til det, men normen var en anden.

Heru lævnede intet på sin tallerken af det store måltid hun havde taget sig, og lænede sig ligeledes tilfreds tilbage i sin stol da måltidet var indtaget. Hun gav ham ret med en tilfreds brummen og et nik.
Der var intet som et velfortjent måltid, og efter flere dage på den støvede landevej, så var et roligt måltid, som svømmede med appetitlige valg utrolig kærkommen!
Tilbagelænet, sad Heru med sit glas i hånden og lod det hele bundfælde sig. Hun havde hørt meget om fyrstefamiliens aktivtets niveau der passede mere til hendes eget, end de mere afslappede tendenser fundet i Kazimi slægten. Hvilket lagde grundlag til at hun afbrød stilheden. "Må jeg spørge Dem om noget, Fyrst Iorvo?" hun uddybede ikke før hun havde hans accept. Høfligheden var trods alt stadig banket ind i hende, til trods for mængden af spørgsmål der oftest løb over hendes læber.

Det var ikke unormalt for Iorvo selv at sidde i stilhed, især når der intet var der trykkede ham. Hvad end der var af bekymringer kunne dog også oftest vente til efter maden, og det var næsten udelukkende Dionisia at han talte forretninger med over brodet. Mest fordi ellers kunne han nok finde på bare at gå fra dem, hvis han ikke fandt dem så vigtige. Maden blev han trods alt med.

Nu når de havde spist, så var Iorvo dog ikke overrasket over at Heru måtte have nogle spørgsmål. Der var altid nogle, selvom han ikke var helt sikker på hvilke hun måtte have. De var langt mere på bølgelængde, end Iorvo var med mange af de adelige, men han følte ikke rigtig at han vidste hvor han havde hende endnu. Måske var det de fordomme der kom med at være fra Al-Kazimi familien.
”Naturligvis,” sagde han bekræftende og nikkede. Han lagde hænderne flettet sammen over maven, som han lænede sig godt tilpas tilbage i stolen og ventede tålmodigt på at Heru stillede spørgsmålet. 

For Heru var der intet forkert i stilheden. Den var ikke trykkende eller påtvungen men føltes bare normal på disse kanter. I hendes familie og især den omkringliggende slægtning, var der altid nogen der talte. Nogen mere højtideligt end andre og ærligt, kunne det efter en lang arbejdsdag være direkte kvalmende at høre på deres prædiker.

Som Iorvo gav hende lov til at stille sig spørgsmål, kom der et let træk i hendes læber. Hendes opdragelse havde trods alt båret frugt, selvom hun i sine hjemmelige omgivelser blot lod munden løbe af mig sig uden de mindste tanker på om det var høfligt eller ej. ”Jeg har hørt meget forskelligt om Dem og Deres familie. Jeg er især fascineret af hvor tætte i er med jeres land. Er det rigtigt at I hjælper til blandt jeres undersåtter?” det var ikke fordømmelse der var i hendes stemme, men ren fascination og nysgerrighed. Kazimierne var kendt for at ligge på bløde puder og helst undgå at løfte så meget som en lille finger. Noget Heru aldrig havde fundet sig særlig godt til rette i.

Man kunne se hvordan munden bevægede sig under det påbegyndte grålige skæg, i et smil, som det noget mere vovede spørgsmål kom frem. Ikke ligefrem det han havde forventet, men heller ikke bange for at svare på det. Han var ligeglad med hvordan de andre fyrstfamilier gjorde, men heroppe havde de klar idé om hvordan tingene lå.

”I varierende grad, så kan man godt sige det,” sagde Iorvo næsten lidt grinende, men gjorde ikke meget mine til at rykke meget på sig som han talte videre. ”Alle i familien skal stifte bekendtskab med minerne og vores træproduktion, kvinder såvel som mænd, og mange af dem forsætter med at arbejde med det, selv efter de har stiftet familie,” svarede han nikkende, inden han lod en hånd flette sig løs, for at stryge skægget lidt. ”Hvis man aldrig har set sit folk i øjnene, hvordan kan man så bedst vide hvordan man skal lede dem?” Der var ganske vidst ikke meget af det, efter at Lyset var blevet den regerende magt, men her i Turmelinien, så var det stadig en vigtig del. Derfor var det også vigtigt for Iorvo at bibeholde traditioner og forholdet med dem der ikke blot var adelige. Deres årlige fest var også for alle, ikke kun for de adelige. Et land var kun så stærkt som dets svageste led. Der var dog nok en grund til at Iorvo var elsket mere blandt folket end blandt adelen dog. 

Det var vise ord, som forlod Iorvos mund og tiltate Heru's øre. Hvordan kunne man kende sit folk og se dem i øjnene hvis man ikke vidste hvad de havde med at gøre. Det var ikke et princip der blev brugt i Syden. Eller mange andre steder for den sags skyld. Det måtte være end Nordboer ting at der ikke på samme måde var klassetrin. Ingen Kazimi ville nedværdige sig til at gå i minerne eller passe kamelaer, bare fordi det var en del af deres eksport.
"Det er ikke en udbredt mening blandt adlen" svarede hun ærligt og med en streng af morskab i stemmen. Men hun kunne trods alt respektere ham for det.

"Kan kvinder lede her?" en virkelig dyb overraskelse gled over hende som hun virkelig bed mærke i den del. I Kazimi slægten var det en umulighed. Specielt med den nuværende fyrste. Heru havde ikke udsigter til at styrer noget som helst, og det var hun opvokset til hang sådan sammen. Heru var også opvokset til at skulle i et arrangeret ægteskab. Noget hun ønskede at undgå så længe som overhovedet muligt. Hun måtte da også efterhånden være for gammel!!

Iorvo vidste kun alt for godt at adelen var noget mere fornem, end hans egen familie og særdeles ham selv. Hvis han selv havde haft et valg, var han nok blevet skovhugger, men det var ikke sådan kortene havde ligget til ham. Han var fyrste og måtte omgås med de andre adelige, uanset hvor meget han kunne hade det til tider.

Han hævede lidt af et øjenbryn af hende, da hun nævnte om kvinder kunne lede. "Min hustru styrer meget af den daglige gang i huset," startede han ud med, og strøg sig over skægget. "Men hvorfor skulle en kvinde ikke kunne finde deres egen succes?" Det var beregnet at den førstefødte søn skulle arve, men derudover, så ville han næppe stoppe en kvinde fra at følge sin passion. Hvis hun ønskede at styre træproduktionen i en af de vestlige skove, så ville han ligeså glædeligt give det til en kvinde, som en mand. Kønnet var lige meget, da det handlede om resultaterne. Dog ville han aldrig rigtig benægte at en mand ofte var stærkere end kvinder, så det fysiske arbejde, var nok bedste beregnet til mænd. Men det var også det mere praktiske arbejde.

Heru smilede skævt og nikkede. Kvinder var oftest dem som styrede den daglige gang og generelle husholdning. Sådan var det også hos Kazimi slægten. Hun havde overhørt sine fætre omtalte det i fællesskab hvor de ikke troede hun lyttede. Kvinder var bedst, når de var optaget af andre gøremål, som netop husholdningen. Det var der de hørte til. Men det generede hende ikke at høre igen. Det var bare sådan det var.
Den anden del af samtalen var derimod mere spændende for hende, og det krævede sin styrke at fastholde sin tunge fra at spille oplysninger ud om sig selv. Flere end hun havde lyst til, blot fordi det var noget hun følte trang til at lufte.
”Det er en.. en smuk måde at tænke” det var hvad hun kunne give ham, uden at bide sin egen tunge over. Det var ikke svært at aflæse på hende, at hun hungrede efter den accept fra sin egen familie. At en kvinde kunne finde lige så meget succes i livet som hun bestemte sig for, men hun ville altid være et påhæng til en mand, når først en blev fundet hende.

”Tak fordi de fortalte mig det” hun satte pris på hans ærlighed, også selvom den skred meget imod det han vidste hun kom fra. Men nervøsiteten meldte sig. Panikken for at havde forrådt sin egen familie ved at havde vidst for meget af sine egne idealer, håb og drømme. Det havde været for nemt at snakke om, og nu måtte hun pakke det tilbage ind i sin lukkede beholder. Hun havde også en familie at ære.