Heru var efterhånden ved at havde ondt i røven af at ride på landevejen. Hun havde insisteret på at de fløj, men Baatar brød sig ikke om vejrets udvikling og havde derfor skåret igennem overfor hendes far, at heste var den rigtige vej. Det betød flere vagter, og længe rejsetid. Selvfølgelig havde der været dårligt vejr på vej til Dianthos, men på vej hjem var der perfekt flyvevejr.
Det betød selvfølgelig også at Heru ikke havde været skånsom med sine kommentare og bemærkninger der ikke var positive overfor Baatar lige nu.
”Hvis nu, vi havde taget Iroh og Abba. Så havde vi allerede været hjemme nu!” Knurrede hun under hætten som regnen piskede ned over dem. ”Og åh åh, så havde vi ikke haft det her regnvejr fordi vi ville allerede være hjemme! Der kan man jo bare se. Men nej, ingen lytter til Heru fordi Heru har jo aldrig nogensinde ret” Hun fnøs og skuttede sig sammen.
Baatar den tredive år ældre vagt med en krigerbaggrund der havde efterladt hans ansigt arret og håret gråspændt grinte brummende bag sin egen sorte kappe. ”Hvis jeg havde lyttet til din dømmekræft, Frøken, så var vi blevet fanget i en tordenstorm på vejen op, og formentlig været fanget i denne storm på vej hjem” fuldstændig upåvirket af hendes dårlige humør. Han havde holdt øje med den unge lømmel de sidste ti år, og intet kom bag på ham længere. ”Men vi havde kun været os, og ikke resten af karavanen af dummernikker fordi min far er en overbeskyttende skid!” knurrede hun irritabelt og satte hælene ind i hesten.

Hesten kom med en lille bemærkning om at det da ikke skulle gå ud over ham at hun var sur, men satte alligevel farten op for at nå Zircon. Den første by de ville gøre holdt i, før rejsen gik videre syd på.
Det betød heldigvis også at Heru slap for de fleste af vagterne, undtagen Baatar der følte det var nødvendigt at overnatte på samme kro som hende og nyde det varme aftensmåltid sammen, mens Heru brokkede sig både højlydt og lavmælt.

Men hvor muggen hun end var, med den våde rejsekappe hængende over stoleryggen, lyste hendes humør op ved synet af en velkendt skikkelse. Baatar himlede med øjnende, lænede sig tilbage i sin stol og trak hans eneste ølkrus for aftenen til sig. ”Gå du bare. Jeg er udmærket klar over at mit gamle selskab ikke længere interessere den unge dame”
Heru grinede lavmældt og daskede til hans arm. ”Årh hold kæft, dit gamle fjols. Dig ser jeg jo hver dag” svarede hun med et varm mine i stemmen, før hun rejste sig, og gik frem til Dalton.
Hun var rejseklædt, i solide ridebukser og varmt tøj der afvekslede sig en del fra hendes normale rubinske tøj når hun gik i varmen.
”Chance må tilsmile mig, siden jeg af alle mennesker støder ind i dit gamle fjæs” grinede hun muntert, som hun drillende daskede til Daltons skulder med en rolig bevægelse. Det var vel efterhånden et år siden hun sidst havde set hans blege ansigt.

Dalton havde haft en ganske lang dag.
Efter han var blevet angrebet af dæmonerne, havde han haft en smule svært ved at vende tilbage til den normale rytme. De søvnløse netop synes at blive flere og flere, i takt med at de mange blikke blev ved med at jagte ham, i hans indre.
Det var til tider svært at være et simpelt menneske, i en verden hvor man hurtigt var forsvarsløs og ikke havde en chance, hvis man stod overfor den forkerte gruppe.
Dalton havde i mange år forsøgt sig på at blive en mester til kamp, og hvis han selv skulle sige det, så vurderede han da bestemt heller ikke sig selv som værende nogen dårlig skytte eller dårlig fighter. Men han vidste jo godt at i mod den rette magi, kunne selv den skapeste kniv, hurtigt komme til at flyve i den forkerte retning.
Måske det var derfor stemningen ikke var helt så høj i hans indre, som den ellers så ofte var, og han følte sig nok som en mand, der havde brug for at blive løftet en smule op.

Dalton måtte nok indrømme at det ikke var hans mest muntre dag, som han følte han sad en smule i hjørnet, omsluttet af sine egne tanker.
Han var en mand der altid havde et charmerende smil på læben, altid var med på den værste og altid gerne ville komme med en kæk kommentar.
Han fik da også et mindre chok som en stemme talte til ham, og han kiggede hurtigt rundt og op: "Hvad Fanden?" fløj det fra ham, som et smil helt automatisk fandt vejen frem til hans mundvig: "Det er sgu alligevel lidt tid siden at jeg sidst har set dit ansigt" smilede han, og rejste sig op for at ligge en halv arm omkring hende i en velkomst.
Dalton svømmede da ikke i venner, nok fordi han fokuserede på sit arbejde med liv og sjæl, men det skete da engang imellem at der kom nogen forbi, som han rent faktisk havde det godt omkring.

Et øjenbryn løftede sig for en kort bemærkning. Han lignede lidt en druknet mus, men hvem gjorde ikke det i sådan et vejr som dette. Nej, det var mere den lidt mere mutte den af ham hun bed mærke i, selvom han lignede sig selv på mere eller mindre alle punkter.
Hans reaktion var dog alligevel af den positive og muntre, hvilket fik Heru til at grine varmt og klappede ham solidt på ryggen som hilsen.
"Ja, du er fanme svær at finde! Men du må indrømme at mit skønne ansigt er som sent fra guderne!" kommenterede hun og blinkede kækt.

Vant, og uden at sprøge om lov, slog hun sig ned i hans hjørne af kroen som virkede meget afskåret fra det hele. Så for søren, havde det været så dårlig en dag.
"Nå, fået fanget nogle lømler den sidste tid?" Heru var ikke ligefrem perlevenner med ordensmagten, men det bundede mere i hendes opvækst end noget andet. Hun gik ikke og brød loven, og havde egentlig heller ikke intentioner om at begynde på det.
Men når alt kom til alt, var det godt med folk der beskyttede den almene befolkning!

Han kunne ikke lade være at grine af hendes kommentar.
"Ja, det er da ihverfald ikke mit kønne ansigt, som Guderne har sendt bud efter" sagde han og tørrede sin både pande med sit ene ærme.
Han følte sig ikke ligefrem super smuk lige nu, omend han til tider godt kunne være lidt en damernes mand. Han mente dog ikke selv han var noget dårligt menneske, men hvis han skulle være ærlig - så kunne han ikke se for sig at blive gift, få børn eller noget som helst af alt det pjat.
Han holde sit arbejde, han havde sin gode fritid - og det var de ting han nu engang havde valgt at leve for. Det simple liv, dét var værd at leve.

"Jeg blev sgu overfaldet af nogen dæmoner i sidste uge, så jeg måtte en tur forbi healerne, har kun arbejdet en vagt siden, for armen vil sgu ikke rigtigt som jeg vil" sagde han og svingede let med den, imens den anden hånd havde fat omkring hans skulder.
Den drillede ham lidt, og han vidste ikke helt om det bare var et slag, men han håbede mest af alt at det hurtigt forsvandt.
"Hvad med dig? Har du kæmpet med nogen fugle for tiden?" spurgte han i en drillende bemærkning, han syntes faktisk hendes job var ganske sejt, men hvis han skulle være helt ærlig, så var han nok en smule bange for de store dyr.