Krystallandet
Sparks 22.07.2020 03:42
Endnu en dag, endnu en gave. Sådan var det altid at fyrstinden af Erneyll tog gaven, at hun endnu en dag kunne stå og nyde sin te som solen stod og betragtede solopgangen fra hendes altan. Gaven var dog ikke at kunne se endnu en dag, med hendes egne øjne - men endnu en dag med hendes mand ved siden.De blå øjne betragtede hvordan at solen var ved at stå op i horisonten og kastede de gule og røde lys hen over deres land.
Hvilket privilegie at hun havde, at hun kunne være sammen med en mand så mange år. At hun kunne få lov til at stå op hver morgen og se dette scenarie. At der allerede var en te kande klar til hende, som hun stillede sig ud på altanen og trak den friske sommerluft ned i hendes lunger. Det kunne godt være at Dionisia var en kvinde, der ikke følte at hendes slægt gjorde, at hun skulle overveje hvordan at hun var bedre stillet en andre mennesker. For det var hun blot, der skulle ikke være nogen der kunne fortælle hende, at hun burde tænke over hvor hun var blevet stille i verden. Hvorfor skulle hun undskylde, blot fordi hun var blevet født? Hvis folk følte de var i et uheldig sted, eller uheldig stillet. Kunne de vel blot gøre noget ved det.
Hendes hånd viftede lidt, for at få tankerne af vejen. Der var ingen grund til at ødelægge en perfekt dag, med sådanne mørke tanker så tidligt på morgenstunden.
Hun drak resten af teen, satte koppen fra sig før hun gik ind til hendes mand, der stadig lå i sengen. Hendes hånd lagde sig blidt mod hans kind, inden hun lænede sig frem og kyssede hans pande. “Jeg sørger for der er mad om en halv time - hvis du sørger for at gøre dig klar inden. Lang dag i dag!” Grinede hun, som hun bevægede sig ind i deres baderum for at få hjælp til at få dagens tøj på. Det at de havde lang dag, var måske meget at sige - men sådan var det vel som liv som adelig, når man efterhånden var nået ind i årerne hvor man overførte mere og mere af ens arbejde til ens børn. De skulle jo også efterhånden lære posten de skulle overtage, når det en gang blev deres tid.
Da hun var færdig med at få tøj på, bevægede hun sig stille og roligt ned mod spisesalen, med en bog i hånden som hun satte sig ganske hjemmevant på en stol og ventede at maden blev serveret for hende.
Sådan som deres rutiner altid var, hver morgen - de sidste mange år.
