Man kunne tydeligt mærke en forskel på Daphnie, siden Jaris var dukket op. Han havde kun været der i et par dage, men hun var allerede væsentligt gladere end hun plejede, men også en hel del mere udmattet. At skulle jonglere at holde Jaris skjult for Aksel, og stadig se Aksel en gang i mellem, krævede en del energi, og så hold Jaris hende også lidt vågen om natten. Ikke at hun klagede.
 Udover at hun skulle holde Jaris skjult for Aksel, havde hun også haft en masse at tænke på. Hun havde jo trods alt være sammen med en anden lille rødhåret fyr, som ikke var Aksel. Nu hvor hun havde indrømmet hun skulle giftes, skulle hun så lægge alle kortene på bordet, og fortælle Jaris at hun havde været sammen med en anden, eller var det bedst hvis hun bare holdt det for sig selv? Men hvad så hvis Declan pludselig dukkede op igen, mens Jaris var hos hende? Så ville hun igen være i en utrolig uheldig situation. Det hele havde krævet så meget af hende, oveni at hun skulle passe hendes arbejde.

 Denne dag var også en af de dage hvor Daphnie havde efterladt Jaris hjemme hos hende selv, mens Daphnie var taget på arbejde. Hun havde frokost vagt og ville derfor have fri omkring aftensmads tid. Noget der stadig var et par timer til. Med et stort smil på læben rendte hun rundt mellem bordene og serverede de muntre kunder. Hun glædede sig til at få fri, så hun kunne komme hjem til Jaris, og så hun kunne slappe af. Hun havde endda fået lov til at få lidt mad fra kroen med hjem, så hun behøvede ikke en gang tænke på mad.
 Hurtigt tullede Daphnie ned mellem bordene da hun blev vinket ned til en lidt ældre herre. Smilet forblev på hendes læber og at hun nåede ned til ham, stoppede hun op, med hænderne foldet på ryggen.
 ” Er der noget jeg kan hjælpe Dem med? ” spurgte hun og vippede hovedet lidt på skrå. Smilet falmede dog lidt da hun så hvordan mandens blik gled ned over hende, hun formåede dog at holde smilet venligt.
 ” Det er der helt sikkert.. ” Brummede manden med et slesk smil, uden at flytte blikket op i hendes. Selvom manden ikke havde sagt hvad han havde i tankerne, løb det hende koldt ned af ryggen. Der var dog ikke andet at gøre, end forsøge at gøre hendes arbejde.
 ” De kunne måske være interesseret i dagens ret? Og noget at drikke? ” Prøvede hun. Hvis hun bare kunne få ham til at vælge et eller andet, kunne hun gå igen.
 ” Heh.. Hvis du følger med i prisen, smukke.. ” Manden flyttede endeligt blikket fra hendes krop, og op i hendes. Øjenbrynene var løftet i et sigende udtryk og Daphnie kæmpede for ikke at skære en grimasse. I stedet slog hun en let latter op.
 ” Det tror jeg ikke min kommende husbond ville synes om. Men nu skal jeg finde Dem noget mad og et krus øl! ” Lo hun og lagde kort hånden på hans skulder inden hun gik ud mod køkkenet. Så snart hun havde vendt manden ryggen gøs hun og skar grimassen hun så ihærdigt havde holdt tilbage. Der var da i det mindste en god ting ved at skulle giftes.

Jaris nød altid at være hos Daphnie. Det gav ham endnu bedre mulighed for at være ekstra doven, og så slap han også for alt papirarbejdet, som bordellet irriterende nok krævede. Det var jo bestemt ikke grundet bogførelsen, at han havde valgt at omdanne gården til et bordel. Alt det og mere til kunne skubbes til siden, når han var her. Selvom han altid gerne ville hjælpe Daphnie med at holde hendes hjem rent og pænt, så hun ikke skulle stå med det hele, så var han bare lidt for god til at lade være, fordi det selvfølgelig var meget mere behageligt at ligge i sengen og slappe af. Det var også meget sjovere at gå og drille Daphnie mens hun ordnede alt det praktiske, selvom hun nok fandt det mindre underholdende end han gjorde.

Det var ikke mere end et par dage siden Jaris var dukket op, og størstedelen af tiden havde han brugt på at halvsove. Han havde haft brug for det. Der var bare grænser for hvor meget underholdning han kunne finde, når han var alene. Efter børsten var blevet gemt og Daphnie havde fundet den, var han begyndt at gemme endnu flere ting. En bog, et par nipsting, en af hendes kjoler. Alt det skulle hun vel nok finde på et eller andet tidspunkt og hvis hun spurgte, så kendte han selvfølgelig intet til det.
Men nu havde han vist også udnyttet tiden meget uproduktivt i hendes lille hjem. Han måtte ud.

”Daffeeee!” Lød det halvråbende fra Jaris, da han trådte ind i kroen og straks vendte samtlige blikke sig mod ham. Han stillede sig op i døren og vinkede da lige pænt til alle gæsterne. Et par af dem vinkede lidt uforstående tilbage, inden han traskede op til disken og lænede sig halvt ind over den.
”Hvor er Daffe?” Spurgte han en ung mand der stod bag disken og var i gang med at tørre et glas.
”Øhm… Kender hun dig?” Spurgte han lidt skeptisk tilbage. Han ville vel ikke lade Daphnie tage over, hvis det viste sig at være en skummel fremmed, der spurgte efter hende. Jaris rynkede brynene og blev næsten lidt fornærmet at se på.
”Selvfølgelig kender hun mig,” svarede han lidt undrende, som om det var et direkte dumt spørgsmål at stille. Det synes Jaris helt bestemt også det var.

 Ude i køkkenet havde Daphnie ihærdigt forsøgt at få en anden til at gå ned med maden til den passende mand, men der var ingen kærlig hjælp at hente. Han havde åbenbart været på kroen før, og det var sådan han havde været hver gang, over hvor hvem end der betjente ham. I dag var det så åbenbart Daphnies tur. 
 Med en lettere irriteret suk og hænderne fyldt, gik hun ud igennem svingdøren med ryggen mod den, nu hvor hun ikke kunne bruge hænderne og først da hun var helt igennem, vendte hun sig om med det store, venlige smil på læberne igen. Hun nåede dog kun at gå et par skridt, før hun stoppede op med et forvirret udtryk. Da hun havde løftet blikket, var hun blevet mødt af flere øjne vendt med hende. Hendes blik flakkede lidt rundt inden hun så ned af sig selv. Hvad hun splidt eller et eller andet? 
 Manden bag disken havde brummet lidt mistroisk til Jaris kommentar, men som Daphnie var kommet ind i kroen igen, havde han vendt blikket mod hende. Han rystede lidt opgivende på hovedet over hendes forvirret udtryk, inden han rømmede sig.
 " Daffe? " Stadig forvirret over hvorfor folk kiggede sådan på hende, drejede hun mod Jurik, manden bag disken, med brynene rynket lidt sammen. Jurik nikkede lidt til siden med hovedet, og Daphnie flyttede blikket.
 " Oh..  " mumlede hun lidt, og kunne ikke holde et lille smil tilbage. Jaris. Trods glæden der voksede frem i hende og kinderne fik en svag lyserød kulør, kunne hun dog også mærke en lille nervøs knude snige sig frem. Derhjemme var det hele nemt nok, der var ikke nogen til at se dem. Ikke nogen der ville sige at Daphnie skulle giftes med Aksel, men her på kroen. Ja, her var flere af både Daphnies og Aksels venner, som alle vidste at der var et bryllup på vej. At Daphnie var Aksels. 

Usikker over hvordan hun lige skulle forholde sig til at Jaris pludselig var dukket op, valgte hun blot at forsætte med at servere for den ubehagelig mand. Det gik jo heller ikke hans mad blev kold. Skålen med grøden blev sat foran ham sammen med ølkruset.
 " Hverskod min gode herre! " Sagde hun og nejede kort inden hun drejede rundt for at gå op til Jaris. Hun nåede dog ikke langt, for manden greb fat om hendes arm, og hev hende lidt tilbage mod ham. 
 " Sådan en sød pige som dig, kan da godt holde mig ved selskab, ikke? " Man kunne hører på stemmen at han havde skumle tanker og endnu en gang mærkede Daphnie det løbe hende koldt ned at ryggen. Hun var glad for hun ikke længere gik i baglås når folk tog fat i hende, for ellers havde han nok kunne hevet hende ned på hans skød, uden problemer. 
 I stedet stod hun lidt imod, noget det lette grynt fra manden viste, han ikke helt var tilfreds med. Hun rømmede sig lidt, og trak lidt mere i armen.
 " Det kan jeg desværre ikke, jeg har flere kunder at skulle tage mig af.  " prøvede hun, nu lidt mere sammenbidt. Manden virkede dog til at være ligeglad, og strammede grebet lidt om hende, og prøvede at hive hendes lidt tættere på. Hans anden hånd sneg sig ind mellem dem, og fandt vej til hendes numse der var gemt bag stoffet. 
 " Jeg er sikker på vi kunne få det rigtigt sjovt, du trænger bare til at blive sat på plads. Af en rigtig mand! " brummede manden dybt.

Lige som Daphnie kom gående ud gennem svingdøren med ryggen først, skævede Jaris lige kort mod hende. Han fik hurtigt rettet det lettere fornærmede blik tilbage på fyren bag disken, og han var stædig nok til at blive stående sådan, indtil han fik fat på Daphnie. I mellemtiden gik det op for Jaris, at den anden måske var lidt forsigtig med hvem han hentede hende for, fordi han havde hørt om den sindssyge mand, der havde stået og råbt ude foran hendes dør et par dage tidligere. Det var den slags snak, der hurtigt spredte sig, men det ændrede jo ikke på, at Jaris ikke havde tænkt sig at gå. Det lod da også til at virke, da den unge fyr endelig kaldte lidt forvirret efter Daphnie.

Jaris sørgede lige for at sende ham et ekstra flabet blik, inden han rettede sig mod Daphnie. Han lænede sig op ad disken, ventede pænt på at hun havde serveret for sin kunde. Lige så snart hun vendte sig, åbnede han munden for at sige noget, men han blev noget så ubehøvlet afbrudt af kunden, som straks havde grebet fat i hende. Han ville ikke blande sig, det var vel ikke unormalt at nogle af kunderne fik lidt for meget at drikke, og ikke kunne lade være med at lægge an på de unge piger. Det var uden tvivl også noget Daphnie havde oplevet før, gættede han da på. De fleste gange kunne det klares med en bestemt tone og Jaris ville komme med så meget mere end dét, hvis han valgte at blande sig.

Tænderne blev alligevel bidt lidt mere sammen, da den fremmede ikke lod til at ville slippe hende, trods hendes forsøg på at gå. Jaris kunne jo ikke lade være. Så lige så stille gik han tættere på og så lagde han hårdt en hånd mod mandens skulder, der ligefrem så ud til at få et lille chok.
”Har du aldrig lært at man ikke rager på andre, medmindre de selv beder om det?” Spurgte han. Et morende smil var bredt over hans læber, som hånden tog endnu hårdere fat om skulderen. Man kunne næsten se hvor irriterende smerten var begyndt at blive for den anden. Han bukkede sig lidt længere ned, så han lidt lavere og lidt mere diskret kunne fortsætte;
”Jeg synes du skal slippe, ellers skal jeg sørge for at du bliver sat lidt på plads… af en rigtig mand.” Trods den meget venlige tone, skulle det uden tvivl forstås som en trussel. Den anden ville sikkert også gerne undgå en større scene midt i kroen, så lige så stille slap han Daphnie og trak sine hænder til sig. Først der slap Jaris hans skulder og så trak han Daphnie med sig lidt væk.
”Kan du ikke fylde noget mere alkohol på ham? Jeg tror han vil være virkelig sjov at irritere, når han er godt fuld,” sagde han smågrinende.

 Selvfølgelig var Daphnie glad for at få lidt hjælp med manden. Det var altid nemmere for kunderne at acceptere et nej når andre blandede sig, men fordi det var Jaris kunne  Daphnie ikke lade vær med også at blive lidt irriteret. Hvad ville andre ikke tænke? De ville selvfølgelig ikke lægge noget i det, for det var jo ikke unormalt at folk hjælp til, heller ikke folk de ikke kendte. Alligevel skulede Daphnie kort til Jaris.
 " Jaris..!" bed hun af ham, det var dog ikke mere end en lav hvisken. Så  var hun sikker på andre ikke ville høre hende men at Jaris ville.
 " Bland dig udenom, stump.. " snerrede manden lidt af Jaris, inden han lavede et lille ryk i skulderen for at komme fri. Han stoppede dog op da grebet om skulderen strammede til, og han skar en grimasse. Han bed tænderne sammen ved Jaris' næste kommentar, og med utilfredse og utydeligt lyde slap han Daphnie. Hurtigt trådte hun væk, og lod sig trække lidt væk med Jaris. 

 Daphnie lod dog ikke Jaris føre an længe, før hun tog over og trak Jaris med hen i et hjørne hvor der ikke sad nogen. Armene lagde sig lidt over kors ved hendes brystkasse, mest for at ikke at holde sig selv fra at ligge armene om ham, og trykke sig ind til ham. Det var ekstra fristende nu, for hun havde det en smule ubehageligt efter mandens tilnærmelser. 
 " Hvad laver du her?  " spurgte hun så, med øjenbrynene løftede. Hende blik gled for et kort øjeblik forbi Jaris og rundt på de forskellige borde og kunder. De fleste var vendt tilbage til deres mad og samtaler, men enkelte sad stadig og holdt øje med Daphnie og Jaris. Det var hovedsageligt stamkunder - dem der kendte måde Daphnie og Aksel. Enkelte af dem sendte hende et spørgende blik, men Daphnie smilte bare forsikrende til dem, inden hun så tilbage på Jaris. 
 " Det er ikke fair, at du er her...  " mumlede hun lidt lavere så hun var sikker på andre ikke ville hører det. Blikket blev slået lidt ned og hun foldede læberne sammen. Åh hvor det sitrede i hele hendes krop efter at træde ind til ham og presse læberne mod hans. 

Det var jo ikke fordi Jaris ikke hørte Daphnie, som hun hviskende bed af ham, så kun han ville kunne høre det. Han vidste da også godt at hun var sikker på at han havde hørt det, men han valgte stadig at ignorere hende. Skulle han virkelig bare stå og se til, som Daphnie forsøgte at rive sig fri fra den fremmedes greb? Det var vist ikke sådan Jaris fungerede. Han havde kedet sig så meget, og nu hvor han endelig kunne få lov til at blande sig i et eller andet, så havde han da ikke tænkt sig bare at give op. Heller ikke da den sure mand snerrede at han skulle blande sig udenom. Det gav ham da kun større grund til lige at tage endnu hårdere fat. Men det var tydeligvis kun Jaris der morede sig.

Han nåede ikke at trække Daphnie langt, inden hun selv tog over og hev ham med over i et tomt hjørne. Han kiggede sig over skulderen mod manden og smågrinede stadig, lige indtil han hørte Daphnies spørgsmål. Hun lød ikke helt tilfreds og selvom smilet om hans læber ikke forsvandt helt, falmede det stadig lidt. Det var generelt ikke så svært at gøre hende i godt humør igen. Det krævede ikke mere end et lille kys og et kram, men det kunne han ikke nu. Lige meget hvor underholdende han ville finde de bebrejdende blikke og kommentarer fra andre, når de så Daphnie stå og kysse en anden end Aksel, så vidste han godt at hun næppe ville finde det lige så sjovt. Så han måtte vel, for en gang skyld, opføre sig ordentligt.
”Kom nu, Daffe. Jeg keder mig så meget, giv mig noget at lave. Du må ikke sende mig hjem igen,” bad han, men skyndte sig at tilføje lidt mere;
”Bare ikke bed mig om at rydde op. Det har jeg gjort nok i dag.” Med det mente han selvfølgelig alle de småting han havde gemt, for alt det andet rod han havde efterladt lå stadig lidt alle vegne i hendes hjem.

 Det gjorde da lidt ondt på Daphnie at se Jaris smil falme. Det var jo næsten som at se et lille barn der virkelig havde glædet sig til noget, og så sagt at det måtte de ikke. Hun bed sig lidt i underlæben og sukkede lidt. Hun ville nok også kede sig en masse, hvis hun bare skulle sidde hjemme hele dagen, ikke at han ikke kunne gå ud og lave noget. Da han sagde hun ikke skulle bede ham om at rydde op, slap en let latter ud mellem læberne og hun himlede med øjnene over ham. Hun havde godt lagt mærke til hvordan hendes ting fik nye pladser.

 " Fint..  " mumlede hun og kunne alligevel ikke dy sig helt fra ikke at røre ham, så hun lænede sig til frem og lod panden støtte sig mod hans brystkasse. Armene holdt hun stadig folde foran sig, for ikke at trække sig for meget ind til ham. 
 " Men det er stadig ikke fair..  " mumlede hun lidt igen. Hun håbede at han ville huske på at han ikke kunne pille og drille på samme måde som når de var hjemme hos hende. Og hun håbede hun selv kunne holde sig fra at gøre noget dumt. Med endnu et suk rettede hun sig op igen, så hun stod ordenligt og så op på ham. 
 " Jeg har først fri lidt senere.. Men hvis du venter her så ka.. " 
 " Er alt okay, Daffe? " blev Daphnie afbrudt af en ung mand, lidt ældre end Daphnie. Han havde kort, lyst hår og lignede en der normalt lavede hårdt fysisk arbejde. Daphnie foldede læberne sammen og så lidt mellem Jaris og manden med et lille glimt af panik var at finde i hendes blik mens hun overvejede hendes muligheder.
 " Lukas! Hej! Alt er fint..!  " Daphnie sendte ham et stort smil, inden hun så tilbage på Jaris.
 " Det her er min fætter.. " Panikken var blever erstattet med et lidt flabet glimt, som hun holdt blikket i Jaris' blik.
 " .. Bjork! Han er på besøg fra... Rubinien..! " hun nikkede og så tilbage på Lukas. Ja, det kunne vel godt virke. Daphnie så forbi Lukas, ned til et bord hvor flere af stamkunderne sat, og vinkede til dem. 
 " Oh.. Jamen.. godt at møde dig! Jeg hedder Lukas. " Lukas rakte hånden frem mod Jaris. 

 Inden Daphnie nåede at sige eller gøre mere, blev der kaldt på hende ude fra køkkenet. Et kort øjeblik gled et forvirret udtryk over hendes ansigt, som hun lige skulle finde ud af hvad hun skulle gøre, inden hun klappede Lukas på skulderen.
 " Det er nu dit ansvar at underholde Bjork! " hurtigt efter så hun på Jaris med et bestemt og lidt skulende blik. Den fri hånd blev løftet og hun pegede mod ham.
 " Og du opføre dig ordenligt! " hun hentydede selvfølgelig mest til at han ikke skulle få rodet hende ud i en masse problemer, fordi han ikke kunne holde sin mund, men også at han ikke skulle rode sig selv ud i problemer. 
 Og så trak hun begge hænder til sig, og skyndte sig forbi de to mænd for at komme tilbage til arbejdet. Indtil hun fik fri, ville hun ikke have tid til tjekke på Jaris, eller have mulighed for at komme hen til bordet. Først da hun havde smidt forklædet og sagt tak for i dag i køkkenet, kunne hun bevæge sig over til bordet, uvidende om hvad der var sket i den tid hun havde arbejdet.

Helt tilfreds kom smilet frem igen, nu hvor Daphnie gik med til ikke at sende ham hjem igen, også selvom det måske var lidt modvilligt. Han skulle til at gøre som han plejede, lægge begge arme om hende og trække hende ind til et kram, men kom straks i tanke om at det kunne han vist ikke her. I stedet nøjedes han med den ene arm, så det ikke blev helt så intimt. Det ville vel ikke være et problem. Alligevel kunne han stadig se folks blikke da han skævede rundt i kroen, som om de stadig mente at det var virkelig upassende, men lige så snart Daphnie rettede sig op igen, trak han armen til sig og trak let på skuldrende som svar. Det var da fint fair.

Jaris skulle lige til at sætte sig til rette på den nærmeste stol, som Daphnie bad ham om at vente, men en ung mand afbrød hende og Jaris blev stående. Han kunne ikke lade være med at fnise over den lette panik, der straks dukkede op i hendes øjne, som hun ihærdigt forsøgte at finde ud af hvad hun nu skulle gøre. Men hans morskab stoppede næsten brat, da hun lige holdt en kort pause og sendte ham et direkte flabet blik. Virkelig? Men nu var det for sent. Nu var han jo også gået i hele to dage uden at blive kaldt det en eneste gang, han var ikke klar over hvorfor han regnede med, at det ikke ville ske igen. Men han fandt det høflige smil frem, da han rettede sin opmærksomhed mod Lukas og gav ham hånden.
”Hyggeligt at møde dig, Lukas.”

Daphnie blev kaldt væk, men inden hun forlod dem, gav hun lige Lukas til opgave at underholde Jaris, hvilket ingen af dem så ud til at have noget imod.
”Jeg opfører mig da altid ordentligt!” Skyndte han sig lige at sige, inden Daphnie vendte tilbage til sit arbejde. Han rettede sig mod Lukas igen, som stod og smågrinede over Jaris’ kommentar. Det var ikke nødvendigt at kende ham, før man udmærket godt ville vide at det ikke passede.
De satte sig begge til rette ved bordet og begyndte at snakke, men der gik ikke længe før de sneg sig ud ad bagdøren.

------------

Inden Daphnie nåede at få fri sad Jaris og Lukas ved bordet igen. Lukas havde bestilt et krus øl til dem alle tre og fordi Jaris selvfølgelig var flink, sad han og sippede lidt til sin. Det var dog et noget underligt blik han havde fået fra Lukas, da han havde valgt at hælde sukker i sit krus. Det havde hjulpet en hel del på den beske smag. Selvom de sad i hjørnet, sørgede de for at dæmpe stemmerne lidt, så hele kroen ikke skulle blandes ind i deres samtale.
”Jeg var jo bare venlig. Jeg skal da nok tage dig lidt hå…” Straks blev Jaris afbrudt af Lukas;
”H-heej Daffe! Har du a-allerede fri? Her, tag en øl,” sagde han med en tydelig nervøs latter, for han vidste godt at der ikke var stor chance for, at hun ikke havde hørt Jaris’ kommentar. Han havde også fået lidt rødere kinder, og det var ikke kun fordi han var så forlegen over, at han lige havde lavet uanstændige ting med Daphnies fætter. Hvad ville hun dog ikke tænke om ham, som han sad der med rødmende kinder og lidt uglet hår. Jaris kunne ikke lade være med at grine lidt. Det var jo ikke en hemmelighed at han ikke kunne holde fingrene for sig selv og Daphnie havde selv bedt Lukas om at underholde ham.
”Bare rolig, Daffe. Jeg har opført mig ordentligt. Lukas har været virkelig god til at underholde mig,” smilede Jaris og han kunne som altid ikke lægge helt skjul på den let perverse undertone.

 Det var med et stort smil Daphnie stoppede op ved bordet. Hun så lidt mellem drengene, som Jaris begyndte at snakke, hendes pande rynkede sig lidt, nysgerrig over hvad de snakkede om, men hun nåede ikke at finde ud af det, før Lukas afbrød Jaris. Daphnie rynkede brynene lidt og så lidt overvejende på Lukas som han stammede og snublede over ordene. 
 " Hm.. Tak..  " mumlede hun lidt, tydeligvis ikke helt tilfreds med hvordan Lukas var. Hvad var der sket mellem dem? Hun trak stolen ud og satte sig ned. Lod blikket glide undersøgende rundt på Lukas. Røde kinder, uglet hår, nervøs og stammende. De havde vel ikke.. 
 Daphnie slog blikket væk fra Lukas, og mærkede en underlig knude og ubehagelig følelse vokse frem i hende. Som latteren forlod Jaris flytte Daphnie blikket hen på ham. Tonen og ordene der forlod hans læber fik hende til at fnyse et lidt fornærmet hmpf, for nu var hun da ikke i tvivl om hvad der var sket mens hun var væk.
 " Nåh..? Det var da godt.. " mumlede hun mod ølkruset hun havde løftet op til munden, inden hun slog blikket væk fra Jaris og tog en ordenlig slurk af øllen. Lukas, der tydeligt kunne mærke den lidt trykkede stemning fra Daphnie, fulgte hendes eksempel og tog også en slurk af øllen. 

 " Så.. Bjork.. Rubinien.. Det er noget af en tur.. Træt af varmen, eller hvad bringer dig til Dianthos? " lod det fra Lukas, i et forsøg på at lettet stemningen. Han kunne ikke helt forstå hvorfor Daphnie reagerede som hun gjorde, selv hvis hun havde regnet ud hvad de havde lavede, var der da ingen grund til at blive så fornærmet som hun virkede lige nu. 
 Daphnie sad bare med et lidt surmulende udtryk og hvilede hænder og hage mod kanten af kruset, og blikket rettet mod Jaris, som om hun ventede på hans forklaring om hvorfor han var der. Det ville hun egentlig også gerne hører. Om end ikke så i hvert fald hvad han havde tænkt sig at fortælle. 
 Han nåede dog ikke at svare, da en tanke slog ned i hende. Hun kunne vel godt drille lidt. Han drillede jo altid hende, så var det vel også kun fair hun drillede tilbage?
 " Han er stukket af til Dianthos for at få lidt fred fra hans kone.. Har han ikke fortalt det? " Daphnie holdt blikket lidt på Jaris inden hun flyttede det hen på Lukas, med et lidt spørgende udtryk. Der var vel intet galt i at få ham til at svede lidt.

Daphnies tydelige utilfredshed med Lukas, der ikke kunne finde ud af at skjule hvor forlegen han var, gjorde ham kun mere usikker. Gik det hende virkelig så meget på, at han havde været sammen med hendes fætter? Ikke at han højlydt ville indrømme det, for det ville kun gøre ham mere nervøs. Jaris kunne som altid ikke se problemet. Hverken hvorfor Lukas var så forlegen, eller hvorfor Daphnie lod til at være lidt irriteret over, at han havde været sammen med ham. Jovist, det var gået lidt stærkt, men havde hun virkelig forventet andet, da hun bad Lukas, en pæn ung mand, om at underholde Jaris, der ikke kunne lade være med at pille, hvis han fik lov. Det kunne da umuligt komme bag på hende, at det ikke havde taget ham længe at få trukket Lukas med ud bagved.

Jaris fik ikke lang tid til at tænke videre over det, da han blev distraheret af et spørgsmål fra Lukas. Han åbnede munden for at svare, men det tog ham et øjeblik at få nogen lyd ud og inden han overhovedet kom så langt, kom Daphnie med et svar i stedet. Jaris var næsten helt lettet.
”Du er gift?” Selvom han kunne høre overraskelsen så tydeligt i Lukas’ stemme, var den forklaring stadig bedre end sandheden. Lukas blev kun endnu rødere i hovedet. Han havde altså ikke kun været sammen med Daphnies fætter, men den fætter var også gift med en kvinde. Siden Jaris ikke selv kunne finde ud af at lyve, satte han pris på at det kom fra Daphnie, også selvom han egentlig godt vidste at det var sagt for at drille ham.
”Jep. Skulle du nogensinde komme til Rubinien, må du love ikke at sige noget. Det er kun dig og Daffe der ved hvad jeg laver, når konen ikke kigger,” sagde han, stadig storsmilende og halvt grinende fordi han løj. Lukas tog hans latter som at han var direkte ligeglad med sin kone, hvilket kun gjorde ham mere utilpas.
”Oh…” Han skævede mod Daphnie, med et helt undskyldende blik. Han havde lyst til at gå, men det ville også være virkelig uhøfligt bare at rejse sig og skride, så han blev akavet siddende.
”Er du okay, Daffe? Jeg synes du virker lidt anspændt.” Nu hvor Lukas var blevet så stille, havde Jaris lige tid til at rette sig mod Daphnie. Han kunne jo stadig ikke helt forstå hvorfor hun virkede så irriteret, måske lidt fornærmet over at han havde lavet perverse ting med Lukas.

 Hvorfor var det at hun havde det sådan her? Hun vidste jo godt at Jaris nok ikke kun holdt sig til hende. Det burde ikke komme bag på hende at han pillede ved andre. Det var selvfølgelig aldrig noget hun havde fået bekræftet eller Jaris havde givet udtryk for han gjorde, men derfor var hun stadig ret sikker. Var det fordi han havde givet udtryk for at hun var hans? At hun var begyndt at tænke at Jaris så også var hendes? 
 Daphnies drillen virkede ikke helt så godt som hun havde håbet. Jo, Lukas blev mere forfjamsket, men Jaris virkede næsten helt glad for hendes løgn. Det var jo ikke sådan det skulle være. Daphnie fnøs lavt da Jaris kørte videre på løgnen og hun så lidt til siden mens hun tog en ordenlig slurk af kruset, der allerede nærmede sig at blive tømt. Havde det kun været halvt fyldt? 
 Det undskyldende blik fra Lukas, fik Daphnie til at trække lidt på skulderne og sende ham et opgivende smil. Han virkede ikke glad for hvad der var sket længere, men han havde også altid været en ordenlig mand. Det kom egentlig lidt bag på hende, at han ikke havde afvist Jaris blankt. 
 " Verdens bedste fætter... " mumlede Daphnie surmulende, uden at se hen på Jaris. 

 I et øjeblik var der helt stille ved bordet. Støjen fra kroen tog over, og Daphnie overvejede om hun bare skulle gå hjem. Så kunne Jaris underholde sig selv her. Han kunne sikkert også finde andre til at underholde ham. Da Jaris brød stilheden reagerede Daphnie ikke med det samme. Hun lod spørgsmålet hænge lidt, inden hun så hen på ham.
 " Jeg er bare træt.. Det har været en lang dag..  " hun trak på skulderne inden hun rejste sig med øllen i hånden. Hun var kommet i tanke om hun havde fået lov til at tage mad med hjem, men nu kunne hun vel bare spise det her.
 " Jeg er tilbage igen om lidt!  " Lukas skævede mod Jaris inden han så mod Daphnie og åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen, da Daphnie bare vendte rundt og gik ud i køkkenet. Og tilbage sad Lukas og Jaris alene igen. 

 Da Daphnie kom tilbage var det med en skålfuld mad og et fyldt krus. Der var egentlig nok til at dele med Jaris, men hun gad ikke dele med ham. Heller ikke selvom hun var ret sikker på hun ikke ville kunne spise det hele. Og Lukas. Ja han kunne vel sørger for sig selv.. 
 Hun satte sig ved bordet uden en lyd, og begyndte at spise. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. På den ene side havde hun lyst til at møve sig hen til Jaris, putte sig ind til ham og vise Lukas at han skulle holde sig væk, men af flere grunde var det en dum ide. Ikke nok med hun skulle giftes med Aksel, så havde hun også sagt Jaris var hendes fætter. De tre unge fik dog ikke til at sidde for sig selv længe, da en gruppe folk kom hen til dem.
 " Hvad sidder i her og gemmer jer for? " Lo en ældre herre. Lukas så en smule lettet ud, og han skyndte sig at rode hånden gennem håret, så det sad lidt bedre. Han rømmede sig lidt og prøvede ikke at tænke over hvad han havde lavet med Daphnie fætter, for det behøvede de andre da slet ikke at vide.
 " Vi gemmer os da ikke, Olander! " Lukas lo en lidt akavet latter, for egentligt gemte de sig måske lidt. Han gjorde i hvert fald.
 " Aha.. Daffe rykker du ikke lidt? " lød det fra Olander, som han og to andre trak stole hen til deres bord. En ung mand og en ung pige. En smule utilfreds over at skulle flytte sig tættere på Jaris, flyttede hun sig selv og stolen hen så der ikke var mere end 10-20 centimeter mellem dem.
 " Det her er min fætter, Bjork.. " mumlede Daphnie med munden halvt fuld af mad, og en hånd foran munden, så det ikke var alt for ulækkert for de andre. Hun så ikke hen på Jaris, han kunne vel fint selv præsenterer sig yderligere.

Man kunne ligefrem se hvor meget det irriterede Daphnie, at hendes drillende kommentar kun havde virket på Lukas og ikke på Jaris, i hvert fald hvis man så efter og det gjorde Jaris altid. Det var måske ikke helt pænt, man han kunne alligevel ikke lade være med at smile lidt for meget over det, ikke kun fordi hun blev lidt muggen, men fordi han egentlig var fint tilfreds med ikke at skulle ind på sandheden om hvorfor han var her. Hans smil forsvandt dog igen, da han hørte den mumlende kommentar fra Daphnie, så fornærmet hun kunne formå at lyde og så vidste han ikke engang hvorfor. Var det virkelig så stort et problem, at han havde pillet lidt ved en anden? Hvis de ikke havde haft selskab af Lukas ved bordet, og Daphnie ikke havde sagt at Jaris var hendes fætter, ville han havde gjort som han plejede; Irritere hende med spørgsmål om det, indtil han fandt ud af det. Det kunne han bare ikke nu, og slet ikke da Daphnie hurtigt forlod bordet.

Ligesom Lukas åbnede munden for at ville sige noget, gjorde Jaris det samme, men ingen af dem kom så langt, før hun var væk. Han rynkede brynene, troede selvfølgelig ikke på hvad hun havde svaret, for hun plejede aldrig at blive så muggen, bare fordi hun var træt. Medmindre det kun var når hun kunne komme hjem efter en lang vagt, og ikke blev siddende på kroen.
Daphnie kom tilbage og inden længe blev tavsheden brudt af en ældre herre. Jaris havde intet haft imod stilheden, der skulle meget til at få ham til at blive akavet, men han lagde da hurtigt mærke til hvor akavet Lukas fandt det hele. Den ældre mand fik Daphnie til at rykke sig tættere på, som flere satte sig ved bordet, og Jaris endte med hende på sin ene side og Lukas på den anden. Han lod blikket glide rundt på alle fire nytilkomne og nikkede pænt og smilende til dem alle som hurtig hilsen.
”Godt at møde jer,” sagde han og de alle sammen hilste pænt igen.

Under bordet fandt Jaris’ ene hånd diskret hen til Daphnies lår, hvor han blidt lagde hånden mod. Det var et lydløst forsøg på at vise hende, at han ikke havde ment at gøre hende utilpas, men samtidig kunne han jo ikke lade være med at drille hende yderligere.
”Så måske kan I fortælle mig noget om Daffes kommende mand? Hun har jo ikke fortalt så meget selv.” Han smilede stort og et par af de andre lo, som om de da selvfølgelig kunne fortælle en hel masse om Aksel. De så vist også mere til ham end Jaris nogensinde ville komme til.
”Aksel? Den stakkels dreng var aldrig kommet så langt med Daffe, hvis Olander ikke havde blandet sig,” sagde den spinkle pige Aljia og så lo hele bordet igen.
”Det er sandt!” Udbrød Olander. ”Hans ansigt blev lige så rødt som hans hår, da Daffe bad ham om et kindkys.” Jaris grinede og rettede så blikket mod Daphnie, der sikkert ikke var blevet i bedre humør.
”Virkelig? Så det er dig der beder om kys fra de unge fyre, det havde jeg ikke gættet.” Han forventede et direkte ondt blik fra Daphnie om lidt, hvis det da ikke allerede var sket, som han sad der og fik hele bordet til at tale om hende og Aksel.

 Det var en hel del nemmere for Daphnie at sidde og være sur og tvær på Jaris, nu hvor der var kommet flere til. De kunne snakke og Daphnie kunne passe sig selv og hende mad. Det gik dog ikke så godt, slet ikke da Jaris' hånd fandt vej til hendes lår. Benet blev flyttet lidt væk fra hånden, men ikke nok til at den ville falde ned, med mindre Jaris selv flyttede på hånden. Da Jaris pludselig spurgte ind til Aksel, drejede hun hurtigt hovedet i hans retning og sendte ham et skulende blik. Det var da et mega uretfærdigt at spørge om her! 
 Daphnie så rundt på de andre som de begyndte at grine, og endnu mere surmulede spiste Daphnie bare videre uden at sige noget. Da Olander så begyndte at snakke om et kindkys, fik Daphnie næsten maden galt i halsen og begyndte at hoste lidt inden hun fik sunket det.
 " Det var overhovedet ikke det der skete!  " udbrød Daphnie tvært, inden hun skuttede sig lidt og skyndte sig at putte mere mad i munden, nu med røde ører. Daphnies blik var bare flovt vendt mod skålen som hun tyggede af munden og efterfølgende tog endnu en stor tår af øllen. Jaris kommentar gjorde ikke hendes  ører mindre røde, og hun så en smule panisk hen på Jaris.
 " Nej jeg gør ikke! " det lød langt fra lige så overbevisende end hun gerne ville have det til, for der var vel en eller anden form for sandhed i det han havde sagt. Olander puffede grinende til Daphnie.
 " Åh hold op, Daffe. Du ved vi driller! I er et sødt par.. " Daphnie skævede hen på den ældre mand og rakte tungen ud af ham. De skulle bare vide hvor meget sandhed der var over deres drillerier. 
 " Du skulle hører alle de rygter der går om lille artige, uskyldige Daffe! Hun er noget mere vild, end man skulle tro! " Lød det drillende fra Aljia, og Daphnie sendte hende hurtigt et skulende blik. Det var bare overhovedet ikke det her hun havde brug for Jaris skulle hører! 
 "  Men det er jo bare rygter..! Det er ikke sandt..  " Skyndte Daphnie sig at sige og flyttede blikket hen på Jaris. Det var svært at holde det lidt paniske glimt fra øjnene. Hun var alt for nem at læse. For at Jaris ikke skulle nå at se alt for meget af panikken i Daphnies øjne, vendte hun blikket tilbage på skålen, og proppede et par skefulde mad mere ind i munden.
 " Men det er nogle gode nogle! " lød det underholdt fra Lukas.

Lige som Jaris havde forventet, så rykkede Daphnie benet for at få ham til at fjerne sin hånd, men i stedet for at gøre som hun hentydede til, klemte han en lille smule til. Selvom hun måske ikke havde lyst til at få det at vide, skulle hun da stadig vide at han var her, lige meget om hun ville have det eller ej. Siden han ikke kunne sige det lige nu, måtte han klemme lidt kærligt til om hendes lår og derefter flyttede han heller ikke hånden. Forhåbentligt ville hverken Lukas eller Olander lægge mærke til det, når det nu var dem, der sad ved siden af dem og måske kunne se lidt mere end de andre.

Intet af det der blev sagt gjorde det den mindste smule bedre for Daphnie, der ikke kun så noget utilfreds ud, men også direkte panisk efter Jaris’ kommentar. Det blev kun værre som snakken begyndte at dreje sig over mod de rygter, der efter sigende skulle løbe rundt om hende, men Jaris blev selvfølgelig kun mere nysgerrig. Han havde slet ikke været i byen længe nok til at høre nogle af dem, og både Aljia og Lukas’ kommentarer hjalp ikke på hans nysgerrighed.
”Rygter? Hvilke rygter er det?” Spurgte Jaris og smilede kun endnu bredere. Lukas havde sluppet sin forlegenhed og kom straks på banen med det første svar;
”Det første jeg hørte, var at Daffe skulle giftes med en fyr fra Rubinien. Jeg husker det kun fordi der blev nævnt noget om hans orange øjne. Det er ikke den farve øjne man ser mest her i byen.” Lukas skævede lige kort mod Jaris, for han havde da ikke kunne undgå at lægge mærke til selv samme farve i hans øjne.
”Ja, hvis vi ikke vidste bedre, kunne man da næsten tro, at det var dig, Bjork!” Olander grinede og de andre synes også han var mægtig skæg, sådan at hentyde til at Daphnies egen fætter skulle have været hendes kommende mand. Jaris grinede med, men kun fordi han vidste at det var sandt.
”Uha ja, det ville da have været forfærdeligt.” Han kunne ikke dy sig fra lige at rette et sigende blik mod Daphnie, som ikke helt ville betyde noget for de andre, der ikke anede hvad der rigtigt foregik.
”Er der flere?” Spørgsmålet var egentlig rettet til gruppen, men Jaris holdt blikket på Daphnie, der panisk sørgede for at proppe mad i munden.

 Det var da utroligt hvordan det at kende Jaris og bruge tid med ham, igen og igen første til Daphnie værende flov. Det var lidt som om hun lige så stille gled mere og mere ned af stolen, og langsomt blev lavere og lavere, jo mere de andre fortalte Jaris. Som sådan var det ikke pinligt at Jaris hørte lige dét rygte, mest fordi det var sandt, og fordi han allerede vidste det. Det var til gengæld netop pinlig af den grund - fordi det var ham det handlede om, og de andre pointerede man næsten skulle tro det faktisk var ham. 
 " Det må være en Rubininenen... Rubinsk ting.. Orange øjne..  " mumlede Daphnie lidt snøvlende både på grund af at hun var gledet så meget ned på stolen, men også på grund af alkohollet. Daphnie var en lille pige, der ikke drak særlig tit. Der skulle derfor ikke særlig meget til, og hun havde næsten drukket to krus øl allerede.  De andre kiggede lidt undrende hen på Daphnie.
 " Hvad sagde du, Daffe? " sagde Aljia med en let latter. Daphnie rømmede sig og satte sig ordenligt op på stolen igen. 
 " Ik noget..  " mumlede hun så lidt. Var Rubinsk overhovedet det rigtige ord. Aljia trak bare lidt på skulderne og så hen på Jaris, da han snakkede. Hun lo sammen med de andre og lænede sig lidt frem. 

 Imens var det som om Daphnie lidt havde glemt at være sur. Selv havde hun flyttet blikket hen på Jaris, og hans sigende blik fik alligevel et lidt skulende udtryk frem hos hende. Da han så spurgte efter flere, skyndte Daphnie at skubbe skålen med mad over til ham.
 " Her! Spis! " Skyndte hun sig så at sige, i håb om det kunne få ham til at holde mund lidt. Derefter så hun på de andre.
 " Og der er ikke flere rygter..!  " skyndte hun sig så bagefter at sige. Lidt i håb om det om at det ville få de andre til at holde mund, men så heldig skulle hun ikke være. Aljia var nemlig lige ved at hoppe ud af stolen.
 " Det sidste rygte jeg har hørt, er at denne mystiske ægtemand skulle have lånt Daffes seng, til at hygge sig lidt med en rødhåret fyr! " Dette rygte var nyt for Daphnie, og mens de andre gav sig til at grine over hvor surrealistisk og komisk det lød, var Daphnie ved at få øl galt i halsen, og hun drejede hurtigt hovedet i Jaris' retning.
 " Han hva?!  " Hun så på ham med smallede øjne. Var det derfor hendes seng havde været så rodet da hun kom hjem, efter Jaris var taget hjem? Hun håbede virkelig ikke det passede. Bare tanken fik en dårlig smag frem i hendes mund. 
 " Har du holdt en hemmelig elsker hemmelig for os Daffe? " spurgte Lukas, med et drillende smil på læberne.
 " Du opføre dig som om rygtet kunne være sandt. Er der lidt sandhed i dem? " De andre så pludselig meget nysgerrigt på Daphnie, og irritationen der var blusset op i hende fest ud, som hun satte sig ordenligt på stolen.
 " Selvfølgelig ikke.. Jeg har kun Aksel.. " mumlede hun lidt mod kanten af kruset, inden hun tog en slurk af øllen, med blikket rettet mod bordet. Hvorfor skulle de også til at blande sig i alt det.. Måske det havde været en dårlig ide, at Jaris skulle vente her. 

 " Jeg har hørt at hun tit har forskellige mænd på besøg.. Nogle kommer flere gange, andre er der i længere tid af gangen.. Det hele lyder meget.. uhumsk.. " Denne gang var det fyren som endnu ikke havde sagt noget, der snakkede. Daphnie kendte ham ikke særlig godt, han var ikke med så tit, og han gav også Daphnie en dårlig fornemmelse i kroppen. Han hed vidst nok Dorian eller sådan noget. Daphnie sendte ham et skulende blik, hvad var det dog for noget at sige. Selvom det var meget sandt.. 

Nogle gange var værre end andre, men det var efterhånden bare sådan det var. At Daphnie på et eller andet tidspunkt endte med at blive pinlig berørt, når Jaris var i nærheden. Han gjorde det for det meste mest vilje. Lige i dag gjorde han i hvert fald, mest af alt fordi hun havde virket så mopset over at han havde været sammen med Lukas, så han drejede samtalen hen på noget andet, og fik hende til at tænke på noget andet. At det så måske ikke var et helt retfærdigt emne, det var jo ikke hans problem. Det lod da stadig til at virke, og det var hele pointen.
”Det må det være…” Mumlede han tilbage og fnes lydløst over hendes lidt snøvlende måde at tale på. Jaris havde næsten helt glemt at drikke sin øl, han var meget bedre til at snakke, men for ikke at smile alt for bredt over hende, satte han kruset for munden og tog et par gode slurke. Det var med en lille grimasse han satte kruset tilbage på bordet, for lige meget hvad smagte det jo ikke helt perfekt.

Det var lige før Jaris ikke engang nåede at færdiggøre sit spørgsmål, inden skålen med mad blev skubbet ind foran ham og han blev beordret til at spise. Med et alt for morende smil bredt om læberne tog han et par skefulde i munden, som han var lige med at kløjes i, da han hørte Aljias kommentar. Han nåede at redde den, fik slugt maden inden han grinede. Sådan et grin Jaris altid kom med, når han var dybt skyldig, men det var vel kun Daphnie, der kunne vide det. De andre troede bare at fætteren fandt det morsomt, hvilket det virkelig også var. Lukas’ kommentar hjalp heller ikke, det var først da den stile fyr begyndte at snakke, at Jaris kunne holde op med at le. Næsten.

”Så I tror ikke på noget af det?” Spurgte han og måtte lige rømme sig for at gøre halsen klar igen.
”Selvfølgelig ikke. Den slags kunne Daffe da slet ikke finde på, hun er alt for uskyldig. Måske lige med undtagelse af ham fyren der skulle have lånt hendes seng, det kunne sikkert godt være sandt,” sagde Aljia og morede sig lidt over tanken, men mente da også helt alvorligt, at Daphnie ikke kunne finde på den slags. Lukas sagde intet, han var tydeligvis ikke så sikker, men skyndte sig at tage noget mere at drikke for at skjule det. Olander sagde heller intet, han var en lidt ældre mand og vidste da udmærket godt hvor uforudsigeligt livet kunne være. Det var ikke usandsynligt at nogle af tingene kunne være sande.
”Jeg har boet i Rubinien i mange år, der er nogle underlige typer dernede. Det er nok varmen, der stiger dem til hovedet. Hvis I nu sagde at ham der lånte sengen, også var bordelejer, så ville det jo næsten give mere mening.” Dermed tilstod han også over for Daphnie, at det rygte virkelig var sandt. Han havde slæbt en rødhåret fyr med hjem til hende og lånt hendes seng.
”Hvad laver du egentlig i Rubinien, Bjork?” Spurgte Olander og tog en slurk af den øl han var blevet serveret lidt tidligere. Jaris rettede blikket mod ham og smilede bredt. Han kunne jo ikke lyve.
”Jeg er da bordelejer,” svarede han straks og så grinede hele bordet, som de selvfølgelig havde taget det som en direkte joke, nu hvor Jaris selv havde bragt bordelejeren fra Rubinien op.

 Smilet fra Jaris fik knuden fra tidligere til at vokse frem igen, og med et fnys og en hurtigt bevægelse lænede hun sig tilbage i stolen og så frem for sig, med armene over kors. Han kunne få lov at sove udenfor i nat! En ting var at være sammen med nogen nærmest lige foran hende, men i hendes egen seng! Uden hende! Daphnie fik næsten lyst til at slå på Jaris, og hun slog ellers aldrig! 
 " I er super tarvelige alle sammen...  " mumlede Daphnie tvært, med hagen mod toppen af brystkassen, hvor den nu kunne nå. Lukas sad og stirrede en smule på Daphnie. Det var tydeligt at han mistænkte et eller andet. Olander puffede bare lidt opmuntrende til Daphnie mens han lo.
 Da Jaris så spurgte ind til hvorvidt de andre troede på rygterne, flyttede hun først blikket hen på Jaris, og var allerede blødt lidt mere op. Derefter så hun hen på Aljia der var hurtigt til at svare. Slet ikke finde på.. Daphnie slog blikket ned på bordet og bed sig i læben. Resten af sætningen fik hende til at rynke lidt på næsen. Jaris vidste at Daphnie ikke var så uskyldig som folk troede, men hvor mange af rygterne troede han mon på?

 I stilheden som kort lagde sig over bordet, løftede Daphnie arme sig lidt fra deres korslægning, og gled lidt ned over hende. Da Jaris begyndte at snakke, satte hun sig lidt mere ordenligt op igen hvilket også gjorde, at hendes ene hånd fik lidt nemmere ved at få Jaris hånd, mod hendes lår. Hun tog ikke fat i hans hånd, men lod i stedet meget diskret - synes hun selv - en finger strejfe Jaris' hånd. 
 Daphnie fulgte ikke rigtig med i samtalen. Det snurrede i hendes krop, og selvom hun stadig var lidt irriteret over Jaris, havde hun på en eller anden måde lyst til at vise at Jaris tilhørte hende, og de andre skulle holde sig væk. Aljia lænede sig lidt ind over bordet, og smilede stort og lidt flirtende til Jaris.
 " Har du så en kæreste på det bordel, Bjork? " Spurgte hun en smule kælent med en drillende undertone. Daphnie løftede blikket og så lidt på Aljia med øjnene smallet lidt. Hun var tydeligvis ikke helt tilfreds med spørgsmålet, men i stedet for at give samme svar som til Lukas, lod Daphnie hånden under bordet glide lidt mere over Jaris hånd. Hånden over bordet, tog fat i hendes øl, og førte den op til munden, så hun kunne tage endnu en ordenligt slurk af den efterhånden tomme øl. 

Det var vel ikke fordi Jaris ikke havde forventet at Daphnie ikke ville være helt tilfreds, hvis hun nogensinde fandt ud af at han lige havde lånt hendes seng. Da han havde trukket Declan med derind, havde han bare tænkt at det selvfølgelig ikke ville være et problem, fordi han havde fået lov til at lukke sig selv ind. Han ville måske have set det som et større problem hvis Daphnie var hjemme, da han gjorde det, men det var hun jo ikke, og hvis hun ikke skulle bruge sengen lige der, så kunne han vel godt lige. Selvom han burde forsøge at være lidt forstående over for hende, kunne han alligevel ikke lade være med at smile lidt morende. Han havde jo ikke lånt hendes seng på det tidspunkt for at gøre hende ked af det. Han havde derimod kun tænkt på sig selv i det øjeblik.

Jaris bemærkede godt den ene finger, som strejfede hans hånd. Han gættede på at det ville hjælpe Daphnie lidt, hvis han gav udtryk for at han ikke bare ignorerede hende, så lige så stille gav han sig til at nusse hendes lår med fingrene. Han rettede blikket mod Aljia og smilede lidt flirtende tilbage, fordi han selvfølgelig ikke kunne lade være.
”Han er gift, Aljia,” skyndte Lukas sig at sige i en lettere irriteret tone, som om det da var fuldkommen upassende af Aljia at spørge, men det var det vel egentlig også. Jaris trak let på skuldrende.
”Nårh ja, plus det løse. Du vil måske gerne være med?” Spurgte han hende, og resten af bordet begyndte at komme med opmuntrende lyde. Det var da forkert ikke at holde sig til sin kone, men de vidste ikke hvilke aftaler Jaris havde med sin falske kone, og derudover fandt de det alligevel lidt friskt af ham.
”En mand der ejer et bordel må da vide hvad han laver,” svarede Aljia og hentydede dermed til at hun da ikke ville klage over at deltage.
”Lukas brokkede sig da ik-av!”
”Bjork!” Straks blev Jaris afbrudt af Lukas, der hamrede en hånd hen over hans skulder. Jaris rettede smågrinende og rettede blikket mod den forlegne unge mand.
”Åh, det beklager jeg, var det en hemmelighed?” Med det samme kunne man høre latteren om bordet, nogle lød mere forarget end andre, men de morede sig tydeligvis alle sammen over at Lukas, den søde unge mand, lige blev taget med bukserne nede.
”Lukas dog! Og så med en gift mand, jeg troede slet ikke du kunne finde på den slags!” Olander skraldgrinede, han fandt det kun mere morsomt fordi Lukas selv lige havde pointeret over for Aljia, at Bjork altså var gift og derfor kunne hun ikke spørge om den slags.

Mens de andre sad og drillede Lukas, der kun blev mere og mere rød i hovedet, lænede Jaris sig lidt ind mod Daphnie, så han kunne hviske;
”Jeg skal nok gøre det godt igen. Du siger bare til og så tager vi hjem, så jeg kan pille ved dig også.” Lige så stille rykkede han hånden længere op ad hendes lår, så han lige kunne lade fingrene strejfe hende mellem benene. De andre bemærkede ikke noget. Hans hvisken til Daphnie var vel bare lidt hemmeligheder mellem fætter og kusine.

 Det hjalp med det samme på Daphnies humør, da Jaris begyndte at nusse hende lidt. Det var dog en kort fornøjelse, for da hun så det flirtende smil det blev sendt i Aljias retning, voksede utilfredsheden med det samme frem i hende. Ikke en gang med Lukas prøvede at stoppe flirteriet blev Daphnies humør lettet, for Jaris var hurtig til at snige sig let og elegant uden om det falske ægteskab. Hun kunne heller ikke holde et lavt fnys tilbage inden hun prøvede at drukne følelserne i øllen, men der var kun en sølle slurk tilbage og efter at have drukket den vendte Daphnie kruset lidt for hovedet, bare lige for at tjekke at der ikke lige gemte sig lidt ekstra i kruset. En smule fornærmet over at kruset havde forrådt hende på den måde, satte hun kruset en smule hårdt med bunden i vejret på bordet. 
 Med opmærksomheden tilbage på samtalen om bordet, nåede Daphnie lige at se Lukas slå Jaris, og hendes mundvige trak sig lidt op. Så kunne han lærer det! Da de andre begyndte at grine over Lukas og drille ham med at han havde været sammen med Jaris, trak hendes mundvige sig endnu mere op af. Han kunne bare holde fingrene fra hendes Jaris, kunne han! 

 Tilfreds over hun indirekte fik hævn over Lukas, glemte hun lidt at være sur på Jaris, så da han lænede sig mod hende, lænede hun sig også mod ham, for at høre hvad han hviskede. Hans ord mindede hende dog om, hvor utilfreds hun var med ham, og hun fnøs lavt og rynkede panden lidt i en sur mine. Den forsvandt dog hurtigt igen, da hun mærkede Jaris' hånd flytte sig op af hendes lår. Et sug gik gennem hendes krop, og hun bed sig lidt i underlæben, med blikket slået lidt væk. Da hans hånd fandt vej op mellem hendes ben, flyttede hun sig lidt uroligt på stolen. Han var urimelig unfair lige nu. 
 " Har du ikke nok i dit lille hararam.. Har.. rem? " hviskede hun snøvlende tilbage med panden let rynket i forvirring over ordet, inden hun flyttede blikket over på Lukas og efterfølgende Alija. Hvad skulle han med Daphnie, når han havde de to andre, han bare kunne pille ved? Selvom hendes ord virkede afvisende flyttede hun hverken sit ben eller sig selv væk fra Jaris. Han var så tæt på, det var så nemt at lade læberne ramme hans. 

 " Jeg giver øl til hele bordet! " Lød det pludselig fra Olander. De andre jublede, men Daphnie havde stadig alt hendes opmærksomhed på Jaris.
 " Vil du hjælpe mig, Bjork? " han flyttede blikket hen på Jaris, mens han rejste sig op. Han ene bryn var løftet en smule, og hans blik sagde lidt, at han ikke helt havde at valgt. Han havde noget at spørge Jaris om, og det var nok bedst at spørge om alene. Den ældre mands blik flyttede sig kort hen på Daphnie, inden han så tilbage på Jaris, og vendte sig så rundt for at gå op til baren - forhåbentligt med Jaris i hælende.

Hvis det var sådan her Daphnie blev hver gang hun drak, så måtte Jaris fylde alkohol på hende noget oftere. Godt nok blev hun noget utilfreds at høre på, men han morede sig alt for meget over hvordan hun snublede over sine egne ord. Han havde ikke selv fået drukket så meget, han var kun næsten færdig med sit første krus. Han havde bare haft alt for travlt med at snakke, hvilket han helt bestemt også var meget bedre til. Alligevel kunne han godt mærke varmen sprede sig i kroppen, for han var ikke selv vant til at drikke overhovedet. Ingen alkohol smagte jo særlig sødt, og det var også en af grundene til, at han ikke var kommet så langt med sin øl. Heller ikke selvom det sukker han havde hældt i uden tvivl havde hjulpet på det. Han skævede mod Aljia. Han ville da lyve hvis han sagde, at han ikke ville sige ja til at være sammen med hende, hvis hun for alvor spurgte, men derfor skulle Daphnie da ikke tro, at han ville droppe hende.
”Måske, men du pynter nu også rimelig godt i det,” hviskede han og smilede. Hun var muligvis utilfreds, men hun havde tilsyneladende ikke det mindste imod hans hånd mellem benene heller, så han fortsatte da lidt endnu, drillede hende kun med nogle langsomme, næsten ubetydelige bevægelser.

Ikke engang da Olander henvendte sig til ham, rettede han sig mod ham. Han var lidt distraheret.
”Bjork, du kan dele hemmeligheder med din kusine senere! Let så måsen og hjælp den gamle mand.” Kommentaren kom fra Lukas, der ikke kun var lidt frustreret over at Jaris havde afsløret deres beskidte lille hemmelighed, men også fandt det lidt irriterende, at han ikke hørte efter. Først der rettede Jaris sig mod Lukas og derefter så han mod Olander. Han nåede kun lige at se blikket han sendte ham, der straks sagde at han vist ikke havde noget valg.
”Jep, jeg kommer,” sagde han, idet han trak hånden til sig og rejste sig. Han skævede lige tilbage mod Daphnie, bare for at se om han fik et muggent blik rettet efter sig, inden han gik op til baren og stillede sig ved siden af Olander.
”Det så ud som om du ville noget?” Han kunne da ikke undgå at undre sig over hvorfor Olander havde bedt ham om at gå med, for det var helt sikkert ikke kun for at få hjælp til at bære. Hvad var det han ikke kunne sige ved bordet?