Den hvide skulptur af Isari med udstrakte hænder tårnede sig op ved indgangen til Labyrinthaven. Sommersolen stod stadig lavt og badede de smukke hække i et svagt gulligt skær. Morgenluften var frisk og duften af blomster begyndte at fylde haven, idet de åbnede sig for at byde dagen velkommen.
Ved siden af marmorskulpturen stod Adena og forsøgte ihærdigt at holde sig fra at vride sine hænder i hinanden. Hun trak vejret langsomt og afmålt, og bare det tog næsten al hendes opmærksomhed. Den indespærrede, nervøse energi pressede på for at hyperventilere og løbe en tur rundt om statuen. Men sådan noget kunne hun ikke tillade sig. Ikke i dag. ikke når hun stod til at møde sin potentielt kommende mand for første gang.

Adena havde ikke troet sine egne øre, da hendes forældre havde fortalt hende nyheden. En potentiel alliance med fyrstefamilien Arys var blevet fremlagt, såfremt de to unge mennesker gik godt i spænd. Arys. Fyrstefamilie. 
Adena vidste godt, at hendes storesøster havde givet sit eget liv for at redde en Arys, men at det kunne skabe disse muligheder, var aldrig faldet hende ind. Hun havde været for meget i sorg over tabet af sin søster til at tænke mere over, hvem der var blevet reddet af hendes heltegerning. De kunne ikke bringe hende tilbage igen jo. Årerne var gået og sorgen var blevet mindre. Ikke væk, men heller ikke så altopslugende. Og Adena havde altid troet hun blot ville blive givet til en anden baronsøn, eller måske en hertugsøn, hvis hun var heldig. Næppe en arving. Og da slet ikke fra en fyrstefamilie. 
Den alliance var noget af det mest verdensomvæltende, hun havde oplevet, siden hun var blevet en del af Evlyns bande kun små to år tidligere. Hun havde det sjovt med at snige sig ned til Proteaus og vennerne hun havde i det miljø, var næsten bedre selskab end de fleste adelsselskaber, hvor hun altid følte sig en smule uden for netop på grund af sin ugifte stand. 

Moder havde sørget for at iklæde hende en nypresset kjole med så mange små detaljer som muligt. Bånd ved de korte ærmer, der var bundet i fine små sløjfer, der blev hevet let i af brisen. Blondekant i underkjolen, der lige tittede frem bag det broderede kantbånd. Ekstra fine perler nedarvet gennem familien i det opsatte hår. Selv skoene var nogen, Adena ikke engang havde fået lov til at gå med til de fineste bal.
Der var ikke blevet sparet på noget som helst i forberedelserne på at behage fyrstesønnens øjne. Adena selv havde øvet sig hele morgenen på at slå knuder på sin tunge. Ofte fik hun at vide, at den svirpede for hurtigt, og sidst den havde gjort det over for en fyrstesøn, var det ikke ligefrem endt godt for hende.

Hun havde kun hørt gode ting om Aldamar af Arys, og hendes moder var opsat på at få dette til at lykkedes, så da hun så en skikkelse komme gående i hendes retning, tog hun en dyb indånding og tvang sig selv til at lægge ansigtet i afslappede folder. Hænderne lagde hun langs siden, klar til at hive op i skørtet og levere et perfekt udført nej.

Det var jo ikke sådan, at Aldamar havde tænkt han kunne undgå ægteskab for evigt. Nej, han havde altid været ret så bevidst om at det skulle ske, og i kraft af hans titel alene, var der heller ikke meget chance for at han havde meget medbestemmelse i hvem. Det var dog også et faktum han var afklaret med, og altid havde været. Men derfor formåede det alligevel at overraske ham en anelse, da beskeden om et passende parti endelig nåede hans trædør. Dagen var velsagtens kommet, hvor at han skulle... møde hende. Og hvem var hun så? 
Adena, næppe en fra de større fyrstefamilier og et underligt lavt parti at sætte ham op med. De mørkeblå øjne gled hastigt over papiret i hans hånd, hvor at enkelte ting var skrevet ned om den unge kvinde. Af Reier familien, ungdommelig og slet ikke en person han havde forestillet sig hans mor ville være på udkig efter, da hun spurgte hvad han selv foretrak. Men alt gav mere mening, da det blev gjort klart at dette var lillesøsteren, til den kvinde der havde reddet hans mors egen lillesøster.
Ah, et taknemmeligheds-ægteskab. Hvor belejligt. 

Læben vrængedes kortvarigt opad ved den tanke, og med en mumlende hovedrysten greb Aldamar halskæden med Arys symbolet, som var det sidste han tog på inden at han skulle ud af døren. Spejlet foran ham viste reflektionen af en ungdommelig mand, mørkt krøllet hår og kønne, skarpe træk. Klæderne var skam også fine, og funklede i sølvtråd og kongeblåt. Men øjnene bar en skygge af træthed over sig; en skygge der kun syntes at blive en anelse mere prominent, når han trak de smalle læber op i et høfligt smil. Det var trods alt ikke hendes skyld.

Sommersolen stod lavt i den tidlige morgenluft, og det var derfor et friskt pust at komme udenfor, var fyrstesønnens tanker idet at han bevægede sig imod Labyrinthaven og dertil også det mødested der var blevet udpeget. Det tog ham heller ikke lang tid at spotte hendes slanke skikkelse, der næsten så en anelse ensom, i nærheden af den smukke Isari statue. Og der tog det heller ikke lang tid for hende at spotte ham, sådan som hun med ansigtet i venlige folder og en rank statur, nejede for hans fremadgående skikkelse, da han var indenfor passende afstand.
Aldamar's smil sitrede en anelse idet at han stoppede op, og med hånden på hjertet og den anden lagt langs lænden, blev den adelige hilsen genkendt med et lille buk. 
"Frøken Reier, formoder jeg?" en dyb stemme, og Aldamar's blå øjne studerede hende med passiv nysgerrighed, og et smil der - for den opmærksomme vel og mærke - aldrig helt nåede øjnene. 
Hvilket der heller ikke var noget galt i. De fleste havde trods alt deres forbehold lige i starten. 

 

"Deres Højhed," hilste Adena idet hun rankede sig igen og mødte hans smil. 
Hun lagde mærke til, hvordan smilerynker ikke helt nåede hans øjne, og blev selv i tvivl om, om hendes smil var ægte nok, eller bare en underlig grimasse af nervøsitet.
Prins Aldamar var i den grad en smuk mand. De sorte krøller, der indrammede et skarpt markeret, let skægget ansigt. Idet han kom tættere på, gik det op for Adena, at de var lige høje - noget hun ikke ligefrem havde forventet, men en overraskelse, hun tog positivt i mod.
Hendes hjerte tog et par ekstra slag i farten, mens hun betragtede ham. Hun havde aldrig kunne drømme om et så godt ægteskab. Hvorfor føltes det hele så så nervepirrende? Burde hun ikke være ovenud lykkelig lige nu?

Den næste del var heller ikke noget, hun havde en klar plan for hvordan skulle foregå. Måske ville han tilbyde hende sin arm, og så ville hun selvfølgelig indfinde sig ved hans side med sin egen hånd ved hans albue, men måske ville de starte ud med at gå hver for sig i haven. Så hun slog elegant ud med armen mod indgangen til haven som tegn på at de kunne fortsætte deres samtale, mens de holdt fødderne i gang - en praksis Adena var godt tilfreds med i sin rastløshed. Hun ventede med at starte samtalen til de havde passeret indgangen. 
"Hvor hurtigt tror De, man ville kunne gallopere en hest rundt i labyrinten?" sagde hun. "Min tanke er, at de skarpe hjørner vil give problemer, men jeg har ikke selv gjort mig i ridning." 

Netop at starte samtalen var noget af det vigtigste på denne gåtur. Moder havde givet hende noget viden om Aldamars interesser, men at finde et relevant emne, havde været op til Adena selv. Det var hendes egen opgave at sætte sig ind i sin kommende mands interesser, og sørger for at være uddannet nok til at kunne tale med ham om den. Derfor havde hun også brugt tiden imellem at have fået nyheden og datoen til netop nu på at læse op på de af hans interesser, hun ikke før havde haft behov for at vide meget om. Især heste var noget, hun ikke havde arbejdet med før - altså ikke medmindre de var spændt foran en karet. Egentlig havde hun altid ønsket sig at prøve at ride, men efter storesøsterens død, havde Adenas mor været bange for at lade Adena komme i nærheden af noget som helst, der kunne starte en interesse for ridderlighed.
Måske var det også derfor, hun bragte netop det emne op. Hun kunne ikke helt slippe rebelskheden, og her kunne hun endda skjule den bag den fornemme forklædning af høflighed. 

Havde Adena mødt ham for blot en måned tilbage, jah så ville hun næppe se den samme person, som den hun så nu. En lille - næsten ikke synlig forandring var umærkeligt gledet over Aldamar's hidtil utroligt trætte statur, og havde glattet nogle af de alt for tidlige rynker en anelse ud. Det var ikke sådan at han ville tilskrive Fabian hele æren - så meget ville han aldrig indrømme at en anden person kunne gøre - og så endda ubevidst. 
Men selvom han ikke var hele grunden, var han i hvert fald startskuddet der havde fået Arys prinsen til at tage sig bedre af sig selv, at faktisk se en pointe i måske at fremstå præsentabel, selvom han sagtens kunne være arrogant nok til at have ladet værd. Og under kategorien 'selvpleje', jah så blomstrede gamle interesser også op igen. 

Såsom ridning. At adelsfrøkenen med det samme hoppede på en snak om interesser overraskede ham ikke - det var nok blevet understreget lige tydeligt for begge, hvor vigtig en samtalestarter var. Og han kunne sagtens lege med på den overfladiske udveksling af ord, idet at han tilbød en gallant arm til 'støtte' til en tur rundt i haven. Endnu en ting han aldrig helt havde forstået, men etik var etik. Og Aldamar havde altid fulgt de skrevne og uskrevne regler. Næsten altid. 
Dybblå øjne blev vendt imod kvinden - hun var ligeså høj som ham men heldigvis ikke højere, og et overvejende udtryk gled over ham ved hendes spørgsmål. Hvor hurtigt...
"Hvis det skal gøres sikkert og med hensyn til dyret, ville jeg kun gallopere på de lange strækninger" Aldamar slog en hånd ud som de passerede et sving, og man kunne se hvordan den forsatte en god 20 meter, inden at man blev tvunget ind i et sving igen. "Som De selv siger, de skarpe sving ville skulle tages i trav, alt andet ville være uhensigtsmæssigt" kom det med et eftertænksomt smil fra ham. 

Heste havde været den primære stenstøtte for adelsmanden, der i hårde og mørke perioder havde kunne læne sig op af de milde og beroligende dyr. De havde et helt specielt sind. Og duften af læder og hø kunne stadigvæk den dag i dag, bringe en fantastisk ro frem i ham. Nogle gange, jah så fortrød han at være... 'vokset fra det'. Måske skulle det genoptages en dag?
"De er måske selv interesseret i heste?" kom det som en selvfølgelig opfølgning på hendes spørgsmål, og Aldamar's høflige stemme lød da også oprigtigt interesseret. 

Aldamars arm var varm under hendes hånd, der nu lå som en blid vægt på hans underarm. Hun lod ham lede igennem stierne - det var trods alt kotymen. Selvom haven virkede mennesketom denne morgen, lod Adena sig ikke nare. Der var helt sikkert sat tjenestefolk herud for at holde øje med dem. Fandt de ikke hinandens selskab behageligt, ville tjenerne kunne melde til forældrene om det stemte overens med hvad, de havde set i haven. Som adelig kunne man sjældent få friheden til at være helt alene.

"Desværre kun på afstand," svarede Adena. Nu skulle hun sørger for ikke at komme for meget ind på, hvorfor hun var blevet nægtet ridning som interesse - det ville uden tvivl bare bringe akavethed ind i samtalen. Hvordan måtte Aldamar ikke have det med at skulle giftes med hende, blot fordi hendes storesøster var død? "Heste er noget af det mest prægtige at male, dog. Min læremester tog mig engang med ud i en lille hytte i Tumelinien, hvor vi brugte et par dage på at tegne de flade landskaber - og de smukkeste vildheste."

Det havde været en fantastisk tur. Evlyn og hende havde delt en lidt hård briks i hytten, og der havde slet ikke været noget af den vante luksus fra Dianthos. Adenas hår havde været løst og flagrende i vinden, nu hvor der ikke havde været andre til at dømme hendes udseende, og hun var kommet hjem med græsstrå imellem tæerne. Ingen af alle de fine fester og luksuriøse besøg, hun havde været på, kunne måle sig med den korte hyttetur i ingenmandslandet.

Adena skævede op på Aldamar. Han virkede så rolig og en behagelig aura af venlighed emmede fra ham i stor kontrast til de sommerfugle, hun selv snart kastede op. At se hans eftertænksomme smil og følge hans rolige tempo fik dog nogle af dem til at bakse lidt mindre voldsomt med vingerne.
"Holder De stadig ridningen ved lige eller har andre interesser fanget Deres opmærksomhed?"
Adena vidste jo egentlig godt, at han ikke blev set i staldene så tit mere. Ridningen var blevet præsenteret for hende som en af hans gamle interesser - men hun tænkte, at han måske var typen, der kunne finde på at snige sig til en ridetur i tide og utide uden at nogen opdagede det, så han kunne få tiden for sig selv.

Hele sit liv havde adelsmanden vidst, at han ville komme til at gå sådan her, så det var utroligt nemt for ham at distancere sig selv fra det. Det var blot en ud af mange pligter, og Adena var - lige meget hvor spændende en person hun sikkert gemte på under de raffinerede og forfinede kanter - blot en ud af mange han havde gået sådan her med. Hvor mange danse havde han ikke taget i løbet af årene? Hvor mange samtaler? Det her føltes utroligt bekendt, selvom det var med en helt anden vægt at udfaldet skulle være godt. 
Og derfor var det godt at Aldamar var, som Aldamar var. Familiens interesser kom før hans egne, og derfor var det et lyttende smil der strakte sig over det markerede ansigt, og Aldamar nikkede en anelse. Vildheste og små hytter? Det lød sundt for sjælen. 

Ikke at han selv ville foretrække sådan en tur - fyrstesønnen var lidt for magelig i de royale rammer, og ville aldrig udskifte sin bløde seng for små stråmadrasser og tynde vægge. Men Adena lød joh næsten helt glad, selvom et mere vrængende udtryk måske havde været at forvente, med en kvinde på sådan en tur. Men måske ikke? Næppe kunne Aldamar kende til Adena's hungren efter et mere nuanceret liv, men overraskende nok, så var det også hvad han ville have. Ikke et helt nyt liv, men et mere... farverigt et af slagsen. 
"Vildheste er i sandhed prægtige" nikkede han derfor, og kunne næsten forestille sig hvor inspirerende de havde været at betragte. De havde helt bestemt en helt anden energi omkring sig. 

Aldamar førte dem ind ad et sving, og selvom han måske lignede en der vidste hvor de gik, var det ikke helt sandheden. Labyrinten var ligeså meget en labyrint for ham, som for mange af de andre beboere i landet. Men lige nu var det vigtigste heller ikke hvor de endte, men nok nærmere hvordan... eller, hvor behageligt de endte der. 
Et undersøgende blik blev vendt imod hende, og Aldamar af Arys måtte lade en afværgende hånd slå ud. "Ah, det er lang tid siden... det sidder velsagtens stadigvæk i kroppen, og sætter jeg mig op på en hest, ville det overraske mig hvis jeg decideret faldt af" Aldamar smilede en anelse mere af de ord. Han ville bestemt ikke falde af, turene var bare blevet mere private, end at alle burde kende til dem. "Men andre interesser har taget tiden fra det. Desuden, ville det ikke være det samme her i Dianthos" kom det som en tilføjelse fra ham. 
Blå øjne mødte hendes egne isblå, en afmålt nysgerrighed i dem. "Hvad med Dem? Maler de meget?" Selvfølgelig gjorde hun det. Men derfor ville han stadigvæk gerne høre mere om det; malerier kunne formidle historier på en helt anden måde end de bøger Aldamar selv læste. 

Adena smilede ved hans ord. Det lød ikke til at han helt havde opgivet den interesse. Måske skulle hun prøve at lokke ham til at et næste møde skulle være en ridetur. Hun havde altid ønsket at prøve det, og det var en situation, hvor hendes mor næppe kunne sige nej. Var der for meget brok, kunne Adena altid sidde foran hos Aldamar og ikke få sin egen hest - selvom hun enormt gerne ville prøve at ride det prægtige dyr selv. 

"At male og tegne er en stor del af min hverdag," bekræftede Adena. "Jeg har altid været magisk disponeret for netop den kunst." 
Hendes hånd smøg sig ud under Aldamars arm og hun tog et skridt hen imod et blomsterbed, der var anlagt hen langs hækken på denne sti. 
Nænsomt plukkede hun en lys, rød blomst - sådan noget ville pøblen aldrig få lov til, men gartnerne ville sikkert snakke om det i ugevis; at prins Aldamar havde fået en af deres blomster. Adena berørte en blå blomst og lod dens farve blande sig med de røde blade. Som når farve ramte vand, løb det blå over i det røde i små snirkler og røglignende mønstre. Hun lod hvert blomsterblad få lidt blå, og bibeholdt den røde farve inde i midten. Nogle af snirklerne blev lilla mellem hinandens farvespil. 
Adena rakte Aldamar blomsten og gjorde mine til at tage plads ved hans side igen.

"Hvilke interesser har fået lov at sluge Deres opmærksomhed?" spurgte hun samtidigt.
Hun havde lovet sin mor, at hun ikke for sent i forholdet til Aldamar ville fortælle om de mere... Ufrivillige dele af hendes magi. Hvordan billeder sneg sig ind i malerierne uden at hun ønskede det. For det meste bare ligegyldige ting, der ikke passede ind, men nogle gange morbide og skræmmende motiver, som hun vidste alle havde rod i virkeligheden. Men den slags følte hun ikke, hun burde belemre ham med på det allerførste møde. Hun ville trods alt gerne have en chance for at vinde hans venskab og hjerte... Hvordan end man formåede den slags. 

han havde hørt enkelte ting om hvordan Adena bestemt havde en rolig hånd når det gjaldt kunstværker, men havde ikke set sig selv opleve det så hurtigt. Ikke desto mindre skulle det vise sig at han tog fejl, da hun efter bekræftende ord sneg sig ud under hans arm, og bevægede sig imod et af de mange blomsterbede der var at finde i den snirklede have. Hvad nu? Aldamar ville ikke kalde sig selv uromantisk, han var trods alt sin mors søn, og forstod sig overraskende godt på de fleste kvinder. Men alligevel nåede han lige at bande over ikke at aflæse hende korrekt nok - det burde have været ham der hentede den blomst. 
Men det var nu engang ikke for søde smil eller blafrende blikke at blomsten blev hentet. Fordi med en utrolig nænsomhed, var det nu som om at Adena... farvede blomsten, hun havde i hånden. Dybblå snirklede sig ind imellem de primære, rødlige farver, og hvor blåt og rødt mødtes, chancerede farverne ind i en violet lille strimmel af en tredje farve. Det var kort sagt magisk. Og Aldamar forstod nu bedre hvorfor det havde været en af de overraskelser han skulle opleve selv. 
Trods han næppe var mere kunstnerisk anlagt end hvad der blev forventet, kunne han ikke stoppe det lille glimt af betagelse der fulgte med, da hun rakte ham den bemalede blomst. De bløde hænder greb om den med en nysgerrig mine, imens han næsten på automat pilot tog imod hende igen, ved sin anden side. 

Han hørte hendes spørgsmål, og idet at de langsomt satte i gang igen, var det et eftertænksomt blik der faldt tilbage på Adena, efter et sidste fascineret blik på blomsten. "Hvad der har slugt min opmærksomhed..." Aldamar havde - hvis han dog havde været alene - smilet bredt af den ret så uskyldige kommentar; det var vel en måde at formulere sig på. 
Hånden med blomsten blev strakt vurderende frem for sig, og dens farver syntes at favne solens milde stråler, selvom han regnede med at det var umuligt. "Studier, primært" de blå øjne faldt undersøgende tilbage på hende, for at se... jah, vel bare se om det vækkede modvilje. Det var ikke alle familier der dyrkede 'skole' på samme måde som han selv gjorde. "Studier, og her de sidste par måneder er studierne blevet ført ud i praksis, i Dianthos" det var ingen hemmelighed at fyrstesønnen havde brugt meget tid i hovedstaden siden maskeballet. 
Måske lidt for meget i følge nogle. 

Aldamar nikkede imod en af de mindre bænke, i tilfælde af at hun ville side en smule. "Og her havde jeg aldrig set mig selv som et by-menneske" smilede han en anelse småleende, men dog også sandt. Han havde aldrig forestillet sig at falde så godt til i byen, som han gjorde. 

Det glædede Adena at se Aldamars reaktion på hendes evner. Ofte fik hun mange påskønnede ord og misunderlige blikke, så den helt stiltiende fascination varmede hendes hjerte. Den var så oprigtig, som den kunne blive, og selvom hun var parten, der havde mindst at sige om sit ægteskab, betød det uendeligt meget, at hun endte med en mand, der kunne påskønne hendes passion for kunst.

Han guidede dem hen til en bænk, og hun tog gladeligt imod muligheden for at sidde ned. Lige så meget som hun havde haft brug for at gå rundt, havde hun nu brug for at sidde ned. Nervøsiteten for det første møde var blevet erstattet med nervøsiteten for at træde forkert, snuble eller generelt virke akavet i hans nærhed. Hendes hjerte bankede stadig lidt for hurtigt. Åh hvor var det svært at gebærde sig på de helt rigtige måder, mens der lå et så stort forventningspres på én. 

"Hvilken slags studier?" Adena tog imod det nye samtaleemne med iver, mens hun  trak ud i sine skørter og sørgede for ikke at sidde på for mange folder.
Selv elskede hun at fordybe sig i kunstens historie, teknikker og perioder, og selvom hun var lidt ensidig i interesse på den front, holdt hun lige så meget af samtaler om andre områder - også hvis hun blot lyttede med. På den front var det heldigt for hende, at hun var kvinde. Så kunne hun slippe af sted med at stå i udkanten af en samtale og blot lytte med, mens mændene snakkede om deres nyeste interesse. Nogle gange kunne den slags samtaler blive til sladder, som hun kunne tage med til de kvindelige tanter til festen, men egentlig søgte hun mod den slags samtaler, netop fordi det gav så meget mere end sladder.
Derfor følte hun også, at hun burde tilføje lidt kontekst til sit spørgsmål, så Aldamar kunne høre, at hun ikke bare spurgte ind til hans interesser, fordi hun skulle. Især den del med at de var praktisk udført i Dianthos, var hun interesseret i. Kunst kunne hun udføre over alt i verden, hvis det skulle være. Hvor mange studier krævede, at man befandt sig i Dianthos?
"Jeg ved mest om kunst, men erfaring siger mig, at alle emner er spændende, når fortalt af en med interesse - og det lyder sandelig til at Deres interesse er blevet vagt, hvis De er blevet her længere end først planlagt," sagde hun og gengældte hans smil. Hans latter løsnede noget af hendes nervøsitet, og smilet på hendes læber blev mere afslappet.

Meget kunne man sige eller føle om Aldamar, men han havde næsten altid været en stille eksistens. Han var sjældent centrum for frivillig opmærksomhed, og selvom han sagtens kunne underholde en større skare af mennesker, foretrak han så bestemt ikke at skulle gøre det. Nej... og på det punkt handlede det ikke så meget om nervøsitet, eller forlegenhed - fyrstesønnen manglede ikke meget naar man talte om en fornemmelse for selværd. 
Det handlede om nødvendigheden - eller måske formuleret bedre, unødvendigheden i den opmærksomhed mere larmende eksistenser kunne tiltrække sig. Det bragte ofte ikke mere, end lidt for magtsultne øjne, i deres følge. Lidt for ivrige blodhunde. 

Ikke længe efter Adena havde sat sig fulgte Aldamar trop, og krydsede det ene ben over det andet i en mere tilbagelænet siddeposition. Lyttende fulgte han med, idet at en ivrig stemme samlede op på den spæde snak om studier, og med et lidt bredere smil strakte sig derefter over Aldamar's buede læber. Det føltes ikke som et emne hun samlede op på at pligt. Og et eller andet sted, var det med til at danne et mere invisteret fundament for Aldamar, da han så i sidste ende valgte at uddybe; nysgerrighed kunne han altid respektere. 
"At pleje - at vedligeholde de relationer mine forældre har, med mere prominente og 'vigtige' handlende her i Dianthos. En masse høflige middage, og af og til, et glas vin eller to" Aldamar lod et mere leende smil trække op, da det bestemt ikke nødvendigvis lød som studier udadtil, hvilket han var meget bevidst om. Og slet ikke hårde studier, for den sags skyld. Men 'fyrstelige' studier var det alligevel for ham, der især de sidste par måneder havde skulle opleve hvordan en sober tone blev holdt på trods af uenigheder og værdiforskelle. Som værende boglig af natur, havde det været den del af 'fyrsteuddannelsen' han ikke havde gjort sig meget i. 
Ikke før nu i hvert fald. 

Fyrstesønnen slog forklarende ud med hånden. "Studiet for mig, ligger nok mere i de... reaktioner min tilstedeværelse skaber. Den effekt det har at 'Prins Aldamar af Arys' dukker op, må ikke undervurderes" Aldamar smilede en anelse bredere, inden at han med et glimt af humor trak på skuldrene. "Har jeg hørt" afsluttede han. 
Det var helt konkret mor Arys han havde hørt det fra, men kunne nogle gange kunne det være en anelse meget at fremhæve sig selv sådan, trods at han sagtens kunne dyrke sit ego mere uden de store følger. 

Adena lo med Aldamar - ikke på den overfladiske, høflige måde, man var så vant til at høre fra adelskvinderne, men en oprigtig, lys latter inspireret af hans. Samtalen var blødt op, og Adenas skuldre faldt tydeligt et par centimeter. Hendes hænder hvilede i skødet og holdt sig helt naturligt fra at vride sig i hinanden, som de havde gjort, mens hun stod alene foran indgangen til Labyrinthaven.

"De er jo en anset og eftertragtet mand - det kan være svært for andre at håndtere," kommenterede hun og rykkede en smule tættere på ham på bænken, så deres ben rørte hinanden, dog med flere lag stof imellem. Adenas mor havde sørget for, at hun huskede alle de vigtigste dele af flirteri og frieri inden hun tog afsted, men lige nu havde hun mest bare lyst til at tale med Aldamar som en ven og ikke tænke på, hvad der var forventet af dem. 
Hun burde lægge sin hånd over hans og skabe noget mere kontakt. Hun burde smigre ham og understøtte hans ego ved at lægge op til at han kunne tale mere om sig selv og sine interesser.
Det var det dydige, kommende hustruer skulle gøre, ikke?
Det var ikke det, Adena havde lyst til. Hun havde lyst til at være en del af samtalen - og heldigvis var samtalen noget, hun fandt enormt interessant.

"Jeg har malet en del forsamlinger for nyligt, og det er nok noget af det mest spændende, jeg nogensinde er blevet sat til," sagde hun ivrigt og lod lysten til at tale om noget spændende overtage presset på at gøre sig til. Det måtte sløjfer og perler gøre for hende i stedet. "Selv når de er fæstnet til lærredet, er det så tydeligt at se, hvem der kan lide samtalen, de er i, og hvem der ikke kan. Kropssproget siger utroligt meget om sindstilstanden - det må De også have opdaget i studierne."

I takt med at stemningen blev mindre opstillet, jah der kunne det mærkes hvordan at begge mennesker slappede mere og mere af. Aldamar havde selv havde ikke meget røre i vandet indeni - det var en spejlblank overflade med enkelte krusninger her og der. Og det var nok fordi, at han på ingen møde følte det samme form for pres, som Adena muligvis havde på sine skuldre. Men ærlighed i alle dens former var altid noget han kunne falde til ro omkring, og den ægte latter var behagelig. Den var værdsat. 

Roen gjorde det nemt at lytte ordentligt - jah interesseret efter, men Adena formåede alligevel at overraske fyrstesønnen, der med en brummende latter dog måtte give hende ret. "Så sandelig, meget eftertragtet" smilede han selvironisk, trods at det ikke var helt løgn. 
Adena rykkede en lille my tættere på, og snart kunne det mærkes at han faktisk.. rørte ved hende. Eller hun rørte ved ham - benene rørte ved hinanden bagved de mange lag stof i hendes kjole og hans bukser. 
Hverken smil eller latter falmede på adelsmandens kantede ansigt, der dog ikke selv samlede mere op på de små hentydninger han alligevel burde aflæse, men samlede i stedet taknemmeligt - og faktisk også interesseret - op på hendes input. Forsamlinger? 
Enkelte nik kom her og der ved hendes ord, og i sidste ende havde Adena ret, han kunne godt genkende selvsamme mønster igennem de observationer han selv havde gjort sig i, i løbet af de sidste mange år. Kropsproget var noget af det mest sigende... givet at man ikke havde magi til at hjælpe sig. Med årene var kropsprog, stemmeføring og i sidste ende magien, et rigtig godt middel - eller våben - at benytte sig af i de store forsamlinger Adena havde malet. 

"Helt bestemt. Forsamlinger - især imellem nogle af de større familier kan være ganske... underholdende at se til, fra afstand" Aldamar's øjne glimtede en anelse, da underholdende var en anden måde at sige 'fascinerende'. Det lød dog ikke ligeså pænt, når man fandt sine med-adelige 'fascinerende af natur'. 
"Men at male et billede i bevægelse... er det ikke svært?" et nok så oprigtigt spørgsmål, og fyrstesønnen lænede sig en anelse længere frem fra ryglænet, undersøgende øjne over den rødhårede kvinde. 

Som Aldamar lænede sig frem mod hende, spejlede hun hans bevægelse. Hans tydelige interesse for hendes kunst, gjorde hende kun mere interesseret i ham. Da hun havde læst op på hans interesser, havde hun haft svært ved præcist at finde ud af, hvad han fandt spændende, fordi interesserne var så brede i natur, og hun ikke lige havde haft tid til at grave i, hvilke bøger, han holdt af at læse. 

"Enormt svært," svarede hun, mens hun nikkede. "Men alt efter opgaven, egentligt. Hvis vi laver et studie i kropssprog, tegner jeg kun omrids af folkene til stede og sørger for at sætte kun de vigtigste detaljer på. Hvis nu en kvinde har et misbilligende ansigtsudtryk på, vil jeg lave en hurtig skitse af det, inden jeg går videre til den næste. Nogle gange bliver man nødt til at skitsere omridset af en hel gruppe og så håbe, de bibeholder ansigtsudtrykkene nogenlunde, så man ikke misser den del. Skal vi i dybden med billedet, bliver jeg nødt til at gøre det ad omgange - altså starte med én gruppe og tegne den færdig, før jeg går videre til den næste. Så taber jeg en smule af stemningen, fordi grupperne ikke nødvendigvis interagere med hinanden mere. Meget af det handler også om hukommelse. Alting bliver lettere, hvis man kan se sig om i et rum og få det ned på papir fra hukommelsen - farvedetaljer om de enkelte kjoler og veste vil man i det mindste kunne vente med, fordi de stadig er i rummet bagefter, modsat bærernes humør og udtryk."

Det gik op for Adena, at hun havde talt et stykke tid. Spørgsmålet havde også krævet et fyldestgørende svar, men det var ikke altid lige velanset, at en kvidne plaprede derud af over for en mand. Andre mænd, hun talt eller danset med til fester, havde i hvert fald udtrykt deres misbilligelse af, at hun var så åbenmundet og hurtig til at kaste sig ind i en samtale, der interesserede hende. 
I undergrunden var det aldrig sådan. Der kunne hun tale lige så meget og lige så frit,  hun havde lyst til, og det var nok nogle af de timer, hun havde tilbragt sammen med Proteaus, der havde gjort, at hun til tider kom til at tale lidt mere end hun burde i adelige sammenhænge. Eller måske burde hun bare være blevet født en mand, så der ikke lå den slags begrænsninger. At stille kvinder var bedst, var Adena ragende uenig i - men den slags kunne man ikke tillade sig at sige, hvis man ønskede at blive godt gift.

"Jeg blev vist revet lidt med der," sagde hun med røde kinder og en underforstået besked af, at hun ikke håbede, hun havde kedet prinsen med sine ord.

Han havde aldrig kunne benægte hvordan at passioner interesserede ham, og det var betryggende at vide, at han ikke var alene om at ville tale om hvad der tiltrak og fastholdt ens opmærksomhed. Det var dog noget af et tankemylder prinsen havde fået åbnet op for, og han måtte - da han indså at hun slet ikke var færdig med at snakke, lade et skævt smil strække sig over de buede læber. Så meget at fortælle! 
For en der ikke vidste mere om kunst end hvad der var ham forventet, jah så var det en hel lille lydbog man fik åbnet, og bagved det lå en nok så brændende interesse også. Det kunne høres i hendes stemme, ses i hendes blik, og mærkes på hendes energi. 
Hvilket da kun var et godt tegn; en kvinde med interesser for andet end sladder? Han ville sjældent være så stereotypiserende, men... det var ikke ofte, givet hvor ung hun var. 

Derfor var det at Aldamar afværgende rystede på hånden da hun virkede til at blive en anelse pinlig over vandfaldet, og Arys prinsen fik et næsten drillende glimt over sig, skjult i sin rolige facade. "Det gjorde du vist" nikkede han bekræftende, dog foruden spot eller irritation. Hånden der stadigvæk holdt den unikke lille blomsterkreation, snurrede den fraværende rundt imellem hans fingre, idet at han atter åbnede munden. "Jeg har altid fundet ansigter svære at tegne. Måske er det fordi at jeg ser dem hver dag, og derfor sammenligner dem med noget jeg burde kunne, men... de få gange jeg griber en pensel, er det bestemt ikke dybde der dukker op på lærredet" få gange var det at han prøvede, og for det meste, jah så var det prinsens egen videnlyst og 'jeg vil gerne kunne alt' der pressede ham til det. 
Det var selvfølgelig ikke et krav... men han højnede sig selv på sine færdigheder, og selvom han ikke behøvede at mestre kunst, skulle han gerne kunne gøre det, hvis situationen en dag kom hvor at det var brugbart. 
Den tvefarvede blomst blev med et smil placeret bagved øret, godt sat sammen med de sorte krøller, og han vendte blikket lyttende tilbage til den rødhårede kvinde. 

Adena var følte et sug i maven af lettelse og glæde over Aldamars reaktion. Hvor andre ville have været afvisende, virkede han oprigtigt interesseret - og måske endda påskønnende over for hendes talestrøm om sin hobby. Hun havde slet ikke tal på, hvor ofte hendes fader havde formanet hende mod at lade ordene løbe af sted med hende - for det kan ingen mand jo lide - men det lod til at være forkert netop nu. Noget, der kun gav Adena større incitament til at se trolovelsen gennemført. Tænk sig at blive gift med én, der ikke blot så hende som pynt i huset og en kilde til arvinger. 
I sin position som mellemstående adel fra en lavhierarkisk familie havde hun drømt om netop dette ægteskab, hvor hun kunne opnå en forståelse og måske endda et venskab med sin husbond. Hvis hun var rigtig heldig, kunne det måske endda være en forelskelse, men selv med hendes forældre var det tydeligt, at kærligheden var vokset gennem årene og ikke havde været til stede fra starten - som det ofte skete med arrangerede ægteskaber. 
Med en bedsteveninde, der var så ulykkeligt trolovet som Amelia havde været det til Athelstan - og så grusom som Adena havde opdaget, Athelstan faktisk var - havde hun ikke selv haft høje forventninger til sit ægteskab. 

Da hendes mor havde snakket om fyrstesønner og arverækker... Så meget som Adena gerne ville bringe ære til sin familie, lige så meget var hendes drømme om lykke blevet knust. Ligesom Amelia ville hun ende som underkuet avlshoppe, der kun i smug kunne mødes med tidligere bekendtskaber og frygte for straffen, hvis hun begik et fejltrin. 

Men her midt i Labyrinthaven under morgensolens skær, begyndte de knuste drømme langsomt at lappe sig sammen igen. Aldamar var ikke som hun havde forventet, og slet ikke som hun havde frygtet. 
Han bragte lysten til at tale frem i hende med interessen i sit blik - og han satte hendes spontante lille blomsterkreation bag øret.
"Ofte handler det om at se det man ikke ser," svarede Adena. Hun rykkede lidt på sig, så hun kunne sidde mere frontalt imod ham og anskue hans ansigt lige på. "Hvis De skulle tegne mig lige nu, ville De nok starte med øjnene. Mit hår og perlerne er med til at fremhæve dem. Men fordi De endnu ikke har nærstuderet mit ansigt, vil De nok overse den lette skævhed i min underlæbe og ikke vide, at tjenerne til morgen har overdænget mig med så megen pudder, at nogle af mine fregner er skjult. Så det er ikke sikkert, at en nær ven vil kunne se mig i Deres tegning."
Egentlig burde hun ikke sige det med pudderet, men hun kunne ikke lade være. Hun fandt det morsomt, at de prøvede at skjule fregner som var det en sygdom, når meget mere af hendes krop havde de små prikker på sig, og en kommende husbond rimelig meget havde krav på at se det hele. 
"Skulle jeg tegne Dem, ville jeg fokusere på..." Adena holdt en kort pause, mens hendes blik fæstnede sig ved de mest karakteristiske tegn ved Aldamars ansigt. "Den meget lige næse... Lidt dybe øjne- åh og arret ved mundvigen. Glemmer man de små detaljer, er man ikke meget værd som portrætør."

Det gjorde måske et eller andet ved en person, at være vokset op i et hjem af så stærke kvinder som Aldamar var. Ikke blot hans mor, men også hendes mor havde været utrolige mennesker og fantastiske fyrstinder, så en respekt var blevet banket ind fra barnsben af. Derudover kunne man roligt kalde fyrstesønnen for ufattelig høflig omkring kvinderne i hans liv, og selv Adena som han måske kunne - og burde være en smule mere 'aggressiv' og frembrusende i sin tilgang overfor, blev mødt af den afholdne rolighed der ofte syntes at omgive Aldamar. Som var han ikke meget mere end en stille eksistens, der ofte fordybede sig i sine bøger og sine tanker. 
At Adena havde sine egne fordybelses emner var dertil kun godt, fordi så behøvede han næppe at underholde hende forfærdelig meget, blev ægteskabet først fastlagt. Og det var godt.
Fordi han kunne være en god ven, men det ville måske hurtigt blive tydeligt hvor meget mere end det han ikke kunne være. Romantik og hvad der mindede om var noget han beherskede, det var ikke uden grund at Aldamar ikke slap den unge kvinde med sit blik på noget tidspunkt, da han gerne ville udtrykke en form for fascination. Men det blev så sjældent dybere end det.  

Så Aldamar nikkede lyttende - og også enig, han ville uden tvivl være startet med håret, eller ansigtsformen for den sags skyld, og rankede sig instinktivt en anelse op da hun vendte sig mere imod ham, og betragtede hans ansigt. Hun havde virkelig blå øjne. Et kort øjeblik føltes det som prøvede hun at se igennem ham, så studerende som hendes øjne var, og adelsmanden ventede i lige dele spænding og simrende, ikke anerkendt bekymring. Fordi hvad mon hun så? 
Heldigvis kun den fine facade, og Aldamar's smil blev en anelse bredere. Så Adena ham for nogle måneder siden, ville det uden tvivl have været andre fokuspunkter, mumlede en påpegende stemme. "Det må De vise mig en dag, hvis De har tid. Det er altid sjovt at se sig selv igennem andres øjne" måden han så sig selv på, og måden hun så ham på, var nok så langt fra hinanden som noget kunne være. 

"Med glæde," lød Adenas svar. "Og måske De kan tage mig med på en ridetur."
Skulle de giftes, ville der blive masser af tid til at vise ham malerier og tegninger. Og masser af tid til at se hendes ustyrlige evner i fuld flor - dem håbede hun på at holde for sig selv lidt endnu, så det ikke kom til at veje ind over hans beslutning om ægteskabet. Hvor meget han havde at sige til det hele, vidste hun ikke, men mon ikke det var mere end hun selv havde. 

"Hvad ynder De at bruge mest tid på udover rideture og studier?" Adena prøvede at fortsætte samtalen på en naturlig måde, men det blev altid en smule opstillet, når man endte ud i disse spørgsmål, synes hun. I hvert fald når man som de to unge mennesker i haven var blevet påbudt at tale sammen og ikke var faldet i snak som man ville under normale omstændigheder.
Men nu havde hun lige plapret ørene af ham, så det var nok bedst at hun også gav ham lidt plads til at fortælle om sig selv - forhåbentlig lå der ikke en grum trang til at mishandle kattekillinger lige under overfladen.

Aldamar's læber krølledes opad i et smil idet at han nikkede, en ridetur ville ikke være en helt dårlig idé. Det var lang tid siden han havde færdedes omkring de store dyr, men deres beroligende sindelag og fantastiske størrelse havde altid været godt for ham, og ville måske falde i hendes smag. Selv den dag idag kunne duften af hø... og bizart nok også deres afføring, bringe en underlig nostalgi frem i ham. 
Zircon var ufattelig smukt at ride omkring i, og det var så lige meget hvilket tidspunkt af dagen, at man valgte at drage ud i. Solnedgang og solopgang var dog fyrstelige favoritter, gik rygterne. 

Dog kunne han også fornemme hvordan hendes næste spørgsmål var en anelse famlende, og samtalen flød næppe så naturligt som man ville ønske - selvom han faktisk syntes det var gået meget fint indtil videre. Givet at fyrstesønnen var en anelse reserveret, var svaret der lå på tungen heller ikke med til at hjælpe på den samtaledynamik, og Aldamar stoppede sig selv i blot at trække på skuldrene og sige 'ikke det store'. 
Det hjalp ingen at gøre det mere besværligt end det var, og fyrstesønnen rømmede sig derpå, og vendte blikket frem foran dem i stedet for at betragte den unge kvinde så stille som han godt kunne komme til, af og til. Han fremstod vidst ikke som den mest spændende person, hvilket bestemt også var meningen i de fleste tilfælde. Her måtte det dog gerne være bare en smule anderledes, kunne han næsten høre sin mor hviske i baggrunden. 

"Lad os se. Jeg holder af krybdyr, og de er lidt af en fascination for mig. Jeg har selv en slange - hendes skæld glitre som noget af det smukkeste du kan finde her i landet... hun hedder Dina" fyrstesønnen fiskede sin pibe frem af lommen, hvis hoved var skåret ud som en slanges, hvor at røgen ville vælte ud af munden på den. Resolut valgte Aldamar at forsætte sin ordstrøm, så hun ikke behøvede at... fiske så meget, for at gøre stemningen behagelig. 
"Flytter vi sammen, håber jeg du kan ynde mig den hobby" et lidt drillende smil fulgte med, og Aldamar gav sig til at stoppe piben med trænede fingre. "Jeg holder af liljer, men er ikke i stand til at holde blomster i live - om det så gjaldt mit eget liv... og! Jeg bruger en god del tid på at rydde op efter mine søskende, hvis sådan noget tæller?" ikke figurativt, men bogstaveligt. "Selvom jeg ikke ville sige jeg 'ynder' at gøre det" sidstnævnte var mest for hans egen skyld, og han kunne være lidt af et uhyrer når han svingede pisken over palæet i Dianthos. 
De rodede bare så meget hele tiden, og han kunne ikke leve i det. 

Adenas blik faldt til jorden og lidt farve steg op i hendes solbrune kinder, hvor de ellers tilpuddrede fregner kom til at stå tydeligere frem. Flytte sammen...
Det virkede som et så langvarigt projekt, og begge vidste de, at alting ville gå hurtigt, blev kontrakten først skrevet på ægteskabet. Adena vidste faktisk ikke præcist, hvordan det fungerede bag linjerne, men hun forestillede sig fyrstinden og hendes egen mor skrive under på en kontrakt for at fuldbyrde aftalen, ikke ulig hvad man ville gøre, købte man et større parti varer hjem. 

"Liljerne skal jeg nok stå for," kunne hun dog ikke lade være med straks at sige, da hans stemme falmede. 
Tankerne om et stort palæ - Arysfamiliens her i Dianthos var allerede væsentligt større, end hvad hun var vant til - og om at holde det rent, pænt og fyldt med smukke blomster og... slanger? Det var tiltalende for Adena at tænke på, hvordan de sammen ville indrette rummene, vælge farverne og stoffet til gardiner. Det var vel sjældent noget man gjorde sammen, egentlig, men måden Aldamar talte om at rydde op efter sine søskende på, lød som om han gerne ville have noget at skulle have sagt i den daglige husholdning. Det kunne hun kun påskønne. At blive gift ind i en stor familie og ikke anset som andet end pynt og barneføder ville hun nok ikke holde ud i længden. Drømmen om et samarbejde kunne blomstre i denne anordning. 

"Jeg holder ingen dyr, men det har vist mere bare været fordi min kærlighed faldt på blomsterne," fortsatte hun og rakte forsigtigt en hånd op mod blomsten i Aldamars hår. Den komplimenterede hans øjenfarve - noget hun ikke havde tænkt over, da hun lavede den. Måske underbevidst valg af netop den blomst? "Jeg holder selv en lille vindueskarmhave med blomster, jeg selv har malet ligesom denne. Det går af i vand, ser De."
Hendes blik havde igen fundet hans, lidt tøvende lige efter hendes egen knapt så gode samtalestarter, men noget mere afslappet nu hvor han havde fået gang i ordene. 
"Jeg vil ikke tro, jeg har noget imod slanger, omend jeg ikke har haft meget med sådanne dyr at gøre," tilføjede hun. "Det eneste er vel... De kan godt bide sådan nogen, kan de ikke? Og nogen er giftige?"

Rammer var med til at skabe tryghed, og lige nu kunne fremtiden godt virke en anelse... utryg. Ikke fordi at Aldamar var den værste at blive sat sammen med - det ville han bestemt ikke mene at han var, men det var derimod en stor omvæltning for dem begge. Han havde haft mange år af forberede sig i, og tanken om ægteskab og alt hvad det indebar var ikke særlig fremmed for ham, selvom han ikke ligefrem så frem til det når han sad i sine egne tanker, alene for sig selv om natten. Men for Adena måtte det være noget af en omvæltning. 
Ikke alene skulle hun flytte et helt andet sted hen, men hun ville også stå til, hvis ikke - og Isari forbyde det - at der skete ham noget, at blive Fyrstinde over Safiren en dag. Om hun tænkte så langt endnu, se det kunne han dog ikke vide, men det måtte vel også betyde noget. 
Trods alt det uvisse, var der det han vidste om sig selv. Hvad han brød sig om og hvad han ikke brød sig om, kunne gøre det nemmere at forestille sig en fremtid sammen med. Og derfor varmede det en anelse da luften syntes at vende tilbage i den unge adeliges lunger, og hun med en mere ivrig energi omkring sig, bød ind. 

Blomster og dyr, liljerne ville hun tage sig af... Aldamar lænede sig en anelse frem idet at hun rakte ud efter hendes lille kreation, og nikkede her og der for at vise at han lyttede. Da hun så luftede sin bekymring om at de bed, kunne han ikke helt lade værd med at smile; den havde han trods alt hørt et par gange før, også fra andre end hende. 
"Alle dyr kan bide" svarede han med en lille latter tilbage, men forstod hende godt. Før han vidste af det, var det en lidt betryggende hånd der gled over hendes knæ, og fyrstesønnens øjne glimtede en anelse i den ærlige interesse omkring de koldblodige væsner. "De giftige ville jeg ikke inviterer ind i hjemmet, ligesom De næppe ville fylde deres vinduskarm med giftige planter?" det var dog spørgende, da han... selvfølgelig ikke vidste om det havde været hendes intention. 
"Desuden, er der andet end slanger. Dina var blot hvad fyrstinden allernådigst kunne nikke jah til at få ind, til at starte med" endnu et lille glimt af latter idet at han mindedes den diskussion han havde haft med sin mor. Den havde været ret så saglig, men stadigvæk fjollet, hvis man hørte den udenfor kontekst.