
Pax
Iagttager | Bandeleder af Ulvens Flok
Pax havde ikke opsøgt Ava efter, at hans spejdere havde meldt hendes hjemkomst. Travlt optaget havde han tilmed glemt, at børnehjemmet nu var hans territorium, indtil en sen eftermiddag hvori, ordene om bestyrerindens tilstand omsider nåede ham. Med sit ansigt dækket, så kun det ene øje, han nu havde tilbage, lod sig afsløre, drog han afsted op af undergrundens mørke, videre ned langs de mudrede gader, til han til sidst kunne skridte igennem den faldefærdige hoveddør.
Børnene var tilsyneladende blevet lagt i seng, for der var stille i stuen, der ligeledes agerede klasselokale i løbet af de tidlige dagtimer. Køkkenet syntes i samme grad forladt, og med effektive fingre afsøgte bandelederen skabe og skuffer, drevet af en formodning, der skulle vise sig sandfærdig. Økonomien haltede. Selvom den havde været sparsom før, var den nu grænsende til ikke eksisterende, og Pax forstod instinktivt, at det måtte hænge sammen med denne tilstand, Ava selv befandt sig i. Den Ava han kendte, ville aldrig forlade børnehjemmet, som det åbne sår, det var blevet til.
Pax skridtede videre igennem huset og dernæst op mod kvistlejligheden, hvor Ilfa sad på trappen. Hendes øjne var trætte og Pax satte sig på hug foran hende. ”
Hvad så, ven?”, spurgte han, og dernæst begyndte de små, småmumlende ord at flyde fra pigens mund, som et brusende vandfald, der var blevet holdt tilbage af mørkets magter.
Det var derfor en anelse mere forberedt, at Pax kunne træde ind på værelset og tage den brunhårede kvinde i nærmere øjesyn.
Sådan stod han en kort rum tid og betragtede hende, før han omsider aflagde afstanden til hende og satte sig på hug – for anden gang – foran bestyrerinden. ”
Du brugte kniven, ikke? Som jeg havde vist dig?”