Melian havde lige nu ikke en helt et mål med sin tur til Amazonitskovene. Hun havde i nogle dage søgt efter en stjålet halskæde, som hun havde sine problemer med at finde. Der var tale om en tyv, som havde haft fingrene for langt fremme og nu skulle hun finde denne halskæde for en adelig, som åbenbart ikke kunne leve uden denne. Det var altid sådan det var med de adelige, men de gav gode penge og Melian havde brug for penge for at kunne købe mad eller andre nødvendigheder i byen. 

Melian lod hendes pande falde mod et træ, som stod i en lysning for at tale med det. Hun denne evne havde stadig været hende en gåde, men efter hun havde forladt sin landsby havde hun fundet frem til, at styrken kun blev stærkere med tiden. "Tyven var her, men han forsvandt i den vestligeretning." Et suk forlod Melian. Hun følte hun gik i ring og det gik hende på. Hun havde aldrig været udsat for sådan en forfærdelig mission før, men igen, hvis det gik glat, kunne hun intet gøre. Sådan var livet. "Emiko, jeg ved ikke om jeg nogensinde finder den mand." Brummede hun skuffet og kiggede på den drageligende væsen, som sad på en af træets grene. Den udstødte en lav, skuffet lyd. "Jeg ved det godt. Jeg lover at jeg nok skal anskaffe dig din yndlingssnack næste gang vi kommer til byen. Det lover jeg." Det fik Emiko til at kravle ned ad træet og sætte sig på hendes skulder, hvorefter den kærligt lod hovedet glide blidt over hendes kind. Melian grinede svært og rystede kort på hovedet. Hun havde ikke mange bekendtskaber, men Emiko gjorde, at det ikke betød så meget. Hun var lykkelig for at have ham. Generalt var hun heldig, for han bragte hende held og det var også meget sjældent at nogen så det slags dyr. Hun fik altid mange kommentar på ham og ønsker om at købe ham, men Emiko var ikke til salg. Han var jo hendes ven. "Lad os søge lidt videre. Dagen er stadig ny, og måske kan vi møde nogen, som kan fortælle mig mere om tyven. Måske kunne det være en bjergelver? Hvem ved?" Hun trak kort på skulderne og lod hånden glide ned i lommen og finde en snack til Emiko før hun forsatte sin tur.

Eftermiddagssolen var begyndt at lade sine mere rødlige stråler skinne ned igennem træernes blade, i hver fald den smule lys, som slap ned igennem de høje træers kroner. Lyset fortalte ham at dagen efterhånden var ved at gå på held og det passede Altairon udemærket. Efter sit sidste besøg i Amazonitskovenes lysning havde han tilbragt nogle dage i byen inden han var taget hertil igen. Det havde været nogle interessante dage med et lille slagsmål på værtshuset der og en snak med en yndig adelspige her. Specielt sidstnævnte havde gjort ham i ekstra godt humør, for den halskæde hun havde 'tabt' på deres gåtur lå nu trygt og godt i hans lomme og ventede på at blive solgt i Dianthos for nogle gode penge. Det var ellers kun sjældent at han gjorde sig i den slags nu til dags, men gamle vaner var svære at slippe helt.

Men visheden om gode penge i lommen, friske rationer af mad i rygsækken og godt humør var han draget mod skovene igen, denne gang for at undersøge dem nærmere og gå dybere ind end sidst. Han foretrak at rejse i løb, for gang var for langsomt til hans smag og med en bjergelvers store udholdenhed var det ikke en slem rejseform. Derfor var han nået vidt omkring i dag, havde set dybe søer, gamle træer og enkelte mystiske dyr han ikke kendte til. Alt i alt en rigtig god dag, tænkte han fornøjet og begyndte at fløje melodien til en druksang om en livlig jomfru, han engang havde lært på et værtshus i Fristavn. Tonerne var ikke helt rene og tempoet var for langsomt, men det tog han sig ikke så meget af.
Og på en god dag hvad har man så brug for? spurgte han sig selv, og stoppede et øjeblik sin fløjten for at give sig selv et lille smøret grin, god mad selvfølgelig!.

Stadig fløjtende den samme melodi slog han sig ned for foden af et større træ. De havde haft nogle virkelig velsmagende blommelignende frugter i byen, som han havde købt et par stykker af. En af disse tog han nu frem fra rygsækken og begyndte at skære ud i mindre stykker med kniven fra sit bælte.

Melian var træt, hvilket hun også kunne mærke hendes trofaste ganger var og Emiko, som hele tiden halvsov en smule på hesten, Alikai, men hun vidste hun ikke kunne stoppe før byttet var fanget. Træernes hvisken førte hende længere ind i skoven, hvor der var en smule mørkere. Ikke fordi hun var bange, for det var hun aldrig, men det var svære at finde nogen her. "Måske skal vi tage en pause?" Hendes blik på de to dyr blev fast holdt kort indtil hun pludselig hørte nogle grene knække. Det fik hende til at skynde sig om bag en busk og lytte stille til lyden af træerne. Tyven var tæt. Hun kunne mærke det. Stille fjernede hun nogle grene fra busken hun stod bag ved og fik øje på en elver. Helt klart en bjergelver. Det var ligesom hun troede. Han sad under et træ og virkede yderst fornøjet. Melian tog sin bue frem, meget stille. Derefter tog hun en pil og gjorde sig klar. 

Melian holdt vejret. Hun gjorde sit bedste for ikke at larme og da hun var klar sprang hun ud af busken og sigtede med buen mod manden. "Slip alt hvad du har i hænderne og giv mig den halskæde du har stjålet!" Lød det bestemt fra hende og fjernede ikke blikket fra manden. 

Det var en rar fornemmelse at sidde her og mærke hvordan de spættede pletter af solskin gled hen over hans hud. Det, og den lækre smag af blomme fik ham til at smile et ærligt og glad smil, som han ikke havde gjort det i lang tid. Men smilet var kortvarigt, for ikke så snart havde det bredt sig på hans ansigt førend en raslen i busken fangede hans opmærksomhed. Hans første tanke var at det måtte være et af skovens dyr, men synet af elverkvinden med buen klar til skud fik ham hurtigt på andre tanker. Lidt for hurtigt.

Han trak vejret hurtigt ind for at gøre sig klar til kampen, men et af de halvtykkede blommestykker satte sig fast i hans hals og i stedet for at springe op i kampklar stilling, blev han tvunget i knæ af et voldsomt hosteanfald. Skønt, bare skønt, tænkte en sarkastisk del af ham, imens en lille sky af halvtyggede blommestykker og rødligt savl stod ud af munden på ham. Det meste af det ramte jorden under ham, men en del af det - og det til hans store ærgelse - ramte hans nye skjorte og frembragte en stor rødlig klat ved kraven.
Stadig gennemrystet af hosteanfald kastede han kniven ud af højre hånd og rakte den i vejret - venstre hånd måtte han endnu støtte sig til på grund af hosten. "Jeg ved ikke noget om nogen halskæde" sagde han tvært, og ordene var grødet på grund af hosten. Det hele havde kun varet et par sekunder, men det var de sekunder han skulle have brugt på at gå til modangreb på denne ... den horetøs af en elverunge som stod der og sigtede på ham med buen. Nu var hans chance forspilt, og Altairon var klog nok til ikke at gå hovedkuls til angreb når det var en åbenlys dødsdom.

Melian så på ham og slap ham ikke ud af syne. Buen var stadig spændt og sigtet mod elveren, som hostede en del og havde problemer med at få vejret. Melian overvejede kort at hjælpe ham, men så igen, havde hun ikke behov for ham i live. Hun skulle blot have den halskæde, som hun manglede for at få sine penge. Måske kunne hun få prisen lidt højere op, hvis hun var heldig? Efter hans lille optræden, sagde han endelig noget. Noget, som Melian ikke kunne bruge til noget som helst. "Jeg ved du har den. Den adelige kvinde beskrev alle hun havde været sammen med, du var den eneste bjergelever og det at naturen fører mig her til kan ikke være et tilfælde." Fnøs hun vredt og holdt blikket fanget på ham. Hun kneb øjnene sammen og holdt skarp øje på ham. 

Melian gik en smule tættere på ham, så han var et nemmere mål. Hendes blik fjernede sig slet ikke og hun afventede bare på han rakte hende smykket. "Hvis det betyder så meget for dig, så kan du også bare betale den sum jeg er blevet lovet, så vi kvit." Det raslede i busken og frem kom den fyrige Silvia Felix, Emiko, og prøvede at se farlig ud. Desværre uden held. Det fik blot Melian til at ryste på hovedet, men uden at fjerne blikket fra hendes mål.

Hans hoste var stoppet, så han rakte begge hænder let op i vejret og rettede sig op på knæ fra sin lettere sammenkrummede stilling. Han var pinligt bevidst om den røde plet på skjorten, og irriteret over at han havde været så uforsigtig at lade sig blive overrasket her i skoven. Han burde vide bedre end det. Men noget ved det hun sagde fangede hans opmærksomhed. Naturen førte hende til mig, tænkte han, så må hun være skovelver, det er den eneste race som ligefrem bruger tid på at snakke med noget så uintelligent som træer. Det var ikke kun fordi han var sur på hende, at hans tanker var vrede. Det var i lige så høj grad vrede, som var rettet imod ham selv.

Hun gik tættere på ham og han besluttede sig for ikke at lyve mere om halskæden. Hvis hunvidste at han havde den, ville det bare være ynkeligt at foregive uvidenhed. "Hvad har adelspigen tilbudt dig for den?" spurgte han så. For han var ret sikker på at findelønnen lå under salgsprisen for sådan et smykke i hovedstaden. Det håbede han i hvert fald. For hvis der var én ting han ikke gad, så var det at bruge penge på at købe sig selv fri.
I det han tænkte tanken til ende fik han øje på det underlige væsen som sprang ud af busken. Det kendte tydeligvis denne elverpige, og det lignende ikke noget dyr han før havde set. Apropos penge, tænkte han, så er sådan et væsen sikkert noget værd. Måske han kunne tilbyde hende pengene for halskæden og så stikke af med dyret i stedet? Han slog tanken hen. Lige nu skulle han bare fokusere på situationen, så kunne han prøve at få det bedste ud af den senere. Som han sad her, våbenløs og på knæ foran en fremmed elver med buen rettet imod ham, burde han ikke tænke på den slags.

Hendes blik var fanget af hans og hun vidste med sig selv, at hun ikke ønskede at han slap af med halskæden. Han så forfærdelig ud efter hans lille optræden før og det var tydeligt, at han ikke helt var kommet over det der var sket, men igen havde han ikke rigtig tid til at fokusere på, det lige nu. Hans spørgsmål fik hende let til at ryste på hovedet. "Nok til at jeg kan sørger for at mine dyr får de bedste af det bedste. Det er det vigtigste lige nu." Gjorde hun klart. Melian havde ikke spist i en del tid nu, men hun vidste godt med sig selv, at hendes dyr var vigtigst, selvom flere havde sagt at hun skulle sørger lidt for sig selv også, men hun sultede næppe. Hun skulle nok få noget at spise. 
"Du virker, som en rimlig elver. Så bare giv mig halskæden og så ender denne pil ikke i dig okay? Så kan du forsætte med at spise..." Melian stoppede op og så kort på elverens skjorte og løftede et øjenbryn, "Hvad det nu end var du spiste." 

Melian havde behov for at afslutte denne mission for ellers ville hun miste en god kunde. Hun havde før hjulpet denne adelige kvinde og der var gode penge i det. Det betød en del for hende.

Han kunne mærke hvordan fugten fra skovbunden langsomt trængte ind igennem hans stoffet på hans bukser imens han sad her på knæ. Så nu havde han både en flod rød plet på skjorten og matchende mørke pletter på knæene? Det var jo bare skønt. At så dejlig en dag kunne ændre sig sådan her, var han ikke glad for. Og dog, tænkte han, så er det jo kedeligt hvis der aldrig sker noget, og det her er helt bestemt noget. Hun virkede til at være meget knyttet til sine dyr, så det ville nok ikke være nemt at få væsenet vristet fra hende og han droppede hurtigt tanken. Han havde mere presserende ting at bekymre sig om lige nu. Såsom den pil hun stadig havde på strengen, pegende imod hans bryst.

Det er bare typisk skovelvere at være rigtig dyreelskere, tænkte han, men han sagde det ikke højt. Han ville ikke risikere at gøre hende mere vred end hun allerede var. "Hør nu her", sagde han i stedet, "Den halskæde er mange penge værd, og helt sikkert nok til at både jeg og dine dyr kan få det godt fremover. Så sænk buen og lad os snakke om det over en bid brød" Afsluttede han med et skævt smil. Hun virkede som en der ikke havde spist ordentlig i en længere periode. Det ville også forklare hvorfor hun havde påtaget sig denne opgave for at få nogle flere penge i lommen. Så han håbede at tilbuddet om mad kunne formilde hende en smule - i det mindste nok til at lade ham tage armene ned. Hans sår efter pilen i skulderen var endnu ikke helet fuldt ud, så det smertede af at blive holdt oppe på denne måde.

Hendes blik var stadig stift på ham. Hvorfor pokker var han så stædig? Ja, han kunne måske få penge for halskæden, men ville han virkelig miste livet for det? Han virkede umådelig irriterende. Ikke en, som Melian ville kunne holde ud længe af gangen. Han var helt sikkert lige som alle de andre. Det var der ingen tvivl om. På den anden side, så var det heller ikke i orden at slå nogen ihjel, som ikke havde mulighed for at beskytte sig og tiltrods for at han sikkert kunne forsvare sig, virkede han nu ikke, som den væreste tyv, som Melian havde mødt. Måske havde han virkelig mere brug for pengene end hun havde. 

Melian var stille, da hans ord fyldte hans mund. Hun var sikker på, at hun nok ville slippe af med ham på en eller anden måde, men måske var det ikke lige nu. "Pyt med det. Jeg finder pengene på anden måde." Melian så ned på Emiko, som stadig knurrede ondt af elveren. "Emiko, stop." Mumlede hun svagt til ham, hvilket hurtigt fik dyret til se på hende med venlige øjne. Hun vidste ikke, hvad det var der fik hende til at at holde igen for normalt ville dette have fået hende til at myrde ham, men så igen, så virkede han ikke lige så skidt, som hun havde regnet med. Han var i hvert fald ikke ond nok, som hun havde regnet med med. Hans tilbud om et bid brød var dog fristende, men igen, så kunne hun ikke få sig selv til at give efter og lade som om alting var godt nok. Hun ville ikke frivilligt spise hans mad. Hun ville ikke vise sin svage side. "Du har nok mere brug for det end mig. Både maden og pengene." Lød det ærligt fra hende og nikkede bestemt. Hun forstod stadig ikke, hvad det var der fik hende til at være så god, måske var det tanken om at ødelægge den stolthed hun stadig havde i sig? 

Nu var Altairon for alvor forvirret. Først var denne ... denne elverkvinde sprunget ud af buksen med draget våben, hvilket nær havde kvalt ham på grund af blommen i hans mund. Så havde hun forlangt at få halskæden fordi hun skulle bruge penge til mad, og nu afviste hun både hans tilbud om mad og penge? Han forstod det ikke og forvirringen var tydelig at se i hans øjne. Heldigvis var det lille væsen nu stoppet med at knurre af ham, men det hjalp ikke på hans situation. Hvis hun nu bare havde truet ham på livet, forlangt at få halskæden fra ham eller holdt en kniv for hans strube, så havde han vidste hvad han skulle gøre. Men denne situation var forvirrende.
"Du-" sagde han tøvende og tav så. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Så hankede han op i sig selv. Hvad var det nu for noget det her? Han han, Altairon Haldori sad her på knæ og stammede for en simpel lille skovelverknold? Hvad er verden ikke blevet til, tænkte han irriteret. Så kiggede han på hende igen, og denne gang var hans blik bestemt, men roligt. "Hvis du lader mig beholde halskæden, så ønsker jeg at dele pengene med dig. Ligesom jeg ønsker at dele min mad med dig" Sagde han, og tonefaldet lod ingen tvivl om at han mente det. Han ville simpelthen ikke acceptere at denne skovelver sagde nej. Hun havde overrumplet ham og ikke været specielt behagelig, men han var ikke en ussel tyv som tog enhver chance for profit som han så. At sjæle halskæden havde lige så meget været et resultat af hans egen kedsomhed.

Melian stod og overvejede, hvad hun skulle gøre. Hvorfor skulle hun støde på sådan et problem? Normalt var det så nemt og så alligevel ikke. På det seneste havde hun haft sine problemer og måske var det hendes udmattelse, som gjorde at hun ikke lige kunne klare tanken om at myrde ham på stående fod. 
Melian sukkede overvejende og prøvede at finde ud af, hvad hun ville gøre. Skulle hun tage i mod hans tilbud eller skulle hun bare gå? "Okay, men jeg har ikke meget tid. Jeg vil gerne videre så hurtigt som muligt. Min rejse er lang." Slog hun bestemt fast og skjulte buen væk. Hun lod pegefinger og tommeltot falde ind i mundvigen, hvorefter hun piftede efter Alikia, den gråskimlet hest, som hurtigt dukkede frem fra træerne. Hun gik hen til ham og startede med at tage sadlen af. 

"Hvor vil du sælge smykket hen af? Jeg håber det er en storby, så  jeg kan anskaffe nogle ting imens." Lød det bestemt fra hende. Det kunne være rart at få ordnet nogle små ting og når hun nu fik nogle penge, så kunne hun bruge sine penge på noget fornuftigt der.