Nu var Faust kommet tilbage til Dianthos efter en længe rejse, hvor han havde oplevet en ting eller to, havde også rejse ny sted, hvor han ikke havde været før, men nu var han kommet til byen her, han var kommet om morgen, hvor han havde fået fandt i en brevdreng, da han havde et brev der som sendt, godt nok boer person her i by men ikke sikker på af hendes far vil bliver glad for af ser en mand som ham banke på hos dem, han betaling dreng lidt mere end normal for at være sikker på at han kun gad brevet til person som det var til, der stod så set ikke så meget i brevet, andet end han var i by igen og hvis hun stadig havde lyst til en lille rejse ud fra by var mulig der nu, hvis hun havde skulle hun møder ham ved hovedporte til by ved midnat.

Nu hvor han var kommet til by kun han lige så godt få salget nogen af sine ting og få købt noget nyt plus han skulle også havde lidt mad til rejse, nu hvis hun skulle med, han havde dog elvebrød men vidste ikke hvad hun vil synes om det, det smagte ikke af det vild men mætte godt ud men behøver af spise det hele vild af det, så hans dag var så set gået stille og rolig med lidt forskellig ting, han havde spist noget aftensmad på en af kro så han var mæt til rejse, da det var ved at bliver midnat havde han tager sine ting og gå mod hovedporte, han var klædt i nogen lidt løs rejse bukser i en brunlig farve, en rejse skjorten i hvid, sin bjørneskind kappe om skulder, sin rygsæk på rygge sammen med sin lang bue, et kort sværd ved den en side, en lille kæmp økse ved den anden side, et pilekogge på ryg dog under kappe, for en gang skyld havde han sammen sit hår i en hestehale.

Så der stod han og vente på om hun vil dukke op eller ej, sidste de havde mødet var det slutte så pluslig, at han ikke vidste om han havde sagt noget forkert eller hvad der var sket, men den mulighed var der at finde ud af, hvis hun dukke op og skal med ud på en lille rejse ud fra by her, selvom det var en stor by var der rimelig stille her ved hovedporte, der var store set ikke en vind som røre på sig og der var få skyer på himmel, stjerne der blikke oppe fra himmel, han kom ud af sine tanke da en af vagt vågne mere op da der kom en gå mod porte, kun det var hende for vagte havde ikke rigtig opdage ham da han var kommer.

Fahira havde slet ikke kunne være i sig selv, da han modtog et brev fra Faust. Fra den mand, som havde virket så spændende og havde oplevet meget mere end hende. Hun havde hurtigt pakket sin taske og havde i løbet af dagen fået hjælp af hendes kusine til at anskaffe noget tøj, som ikke var en kjole. Det var ikke ligefrem det, som var bedst at rejse i. Derfor havde hun anskaffet Fahira nogle bukser, en mørkegrøn, varm trøje og selvfølgeligt et halstørklæde, der matchede farven, så hun kunne skjule sit ansigt og ikke få nogle fremmede på nakken når hun skulle gå igennem byen i mørket. 

Da Fahira skulle afsted, hjalp hendes kusine hende ud og væk fra huset. Da de nåde kusinens butik tog de afsked og Fahira forsatte alene igennem byen. Imens hun vandrede igennem byen, satte hun sit hår op i en høj hestehale, skjulte sit ansigt og vandrede hurtigt til porten, hvor hun skulle mødes med Faust. Det tog hende ikke længe før hun så den høje mand, som ventede på hende. Nu mærkede hun, hvor nervøs hun var over at hun for første gang skulle væk fra hendes barndomsby. Hun havde aldrig været væk herfra. "Faust! Jeg er her nu. Jeg er klar!" Lød det begejstret fra hende og sendte ham et smil, men glemte kort han ikke kunne se det bag tørklædet, som skjulte halvdelen af hendes ansigt.

Jo tætter på kom på ham og vagt, jo mere sikker blev han på at det var hende, ikke fordi han rigtig kun ser at det var en kvinde ud over halstørklæde, grund til at han var sikker på at det var hende, var den aura hun havde som også var der sidste, den var dog ikke lige så kraftig her til aften som havde var sidste, men nu kun man heller ikke ser lige så meget af hende, han smiler til hende, "det er godt at høre, men så lad os kom afsted" sagde han og kiggede kort på hende end han vende rolig rundt og begynde af går mod porte for at kom ud af byen, han gik i et rolig tempo så hun kun følge med, da han ikke vidste hvor hurtigt hun gik, der gik ikke lang tid før det var ud af by og det svag lys fra den, forsvandt mere og mere bag dem.

"Jeg har tænk at vi gå i 2-3 timer, for så kommer vi til en lille skov, der kan vi slå lejer for natten hvis det er, vi kan også gå videre hvis du heller vil det" sagde han og kiggede på hende, for ham kun de nemt gå videre, for han havde fået sove ud men han vidste om hun havde det og hvor lang væk hun vil fra byen, ikke fordi han regne med af skulle rejse lang med hende men nok væk til man ikke kun ser by mere, var hans tanke med den her rejse, hvis hun var med på den selvfølger, "har du oplevet noget spænde side sidste" spurgte han og kiggede på hende, de kun jo lige så snakke lidt mens de går, godt nok var han vandt til at gå i stille fordi han rejse alene, men det var jo mere hyggelig af snakke når mulighed nu var der.

Fahira nikkede spændt og kunne ikke vente på at komme væk fra byen. Hun overvejede, hvad hendes far ville sige, hvis han opdagede hun var væk, men det ville hun ikke være der for at finde ud af. Hun så i hvert fald frem til at hun kunne bruge noget tid væk fra byen. Hun kunne ikke vente på at opleve verden, i hvert fald for en nat. Hun havde i hvert fald brug for det. "Jeg har virkelig glædet mig til at komme væk i hvert fald. Min far har virkelig været efter mig." Sukkede hun trist og rystede kort på hovedet. 

Fahira fulgte Faust uden tøven og havde ikke behov for  sætte farten op, da han gik i et rolig tempo, som hun sagten kunne følge med i. Det var rart han tog hensyn til hende og hendes korte ben. "Lad os starte med at gå dertil og så ser vi, hvad der sker. Måske kan jeg klare at gå længere." Fahira vandrede roligt ved siden af Faust uden tøven. HUn så virkelig frem til at bruge tid med ham og der var ingen tvivl om det her nok skulle blive hyggeligt. "Ikke andet end jeg fandt ud af nogen havde kopiret  min violin, så havde lidt nogle problemer, men det er okay nu. Har du oplevet noget spændende?" Spurgte hun nysgerrigt.

"Det er godt at høre at du har det, har også ser frem til af viser verden frem for dig og det er trist at høre at din far har været efter dig" sagde han og kiggede på hende mens han rolig gik videre, han kiggede kort op mod himmel for at være sikker på at de gik i den rigtig retning, men det gjorte de kun han ser ud fra stjerner, han var enlig glad for han ikke skulle opholde sig så længe i by, han tog den lille snore han havde i hår ud så hans hår kom til af hænge løs, hvorefter han tog den lille snore i lomme, mens han rolig gik videre, der var lidt mere vind som røre på sig nu hvor de var kommer ud af byen.

Han på det næste hun sagde og nikke kort til det, "så er det, det vi gør og ja måske kan du godt klar det men det ser vi på" sagde han og smiler rolig, det bliver spænde af ser om hun vil forsæt eller hvad hun vil, han tænke over det næste hun sagde og smiler svagt, "det er godt at du fandt ud af det og ja, har været ud af rejse i ny område, hvor jeg ikke har været før, og så har jeg være på noget af en opgave, som gik ud på af opspor noget familie til en som død for over 800år side og er genopstået som engel" sagde han og kiggede på hende og smiler, så ja han havde oplevet noget spænde vil han selv sige.

Fahira smilede for sig selv, da Faust ikke rigtigt kunne se det, men nu, hvor hun var sammen med ham kunne hun godt fjerne tørklædet fra hendes ansigt. Hun bandt det fast på rygsækkens rem imens hun fulgte Faust. "Sådan er min far og selvom jeg ved det ikke er okay, har jeg overvejet om jeg måske skulle stikke af. Bare for en stund." Det var første gang, at Fahira havde sagt det højt og det virkede meget underligt og hun vidste at Faust nok ikke syntes det var en god ide, men hvad kunne han sige? De havde jo kun mødt hinanden i to gange. 

"Jeg føler i hvert fald jeg har en masse energi!! Men man ved aldrig, hvad der sker!" Grinede Fahira og fjernede en hårtot, som røg foran ansigtet før hun rettede blikket mod Faust. Hun lyttede til hans ord. Det lød til at han havde haft en god tur, "Det lyder spændende! Hvilket nyt område var det? Og hvem var den der engel?" Spurgte Fahira oprigtigt nysgerrig. Det var altid spændende at høre om andres rejser.

Han lytte til det hun sagde og smiler svagt, han tænke over hvad han skulle svar til det hun lige havde sagt, "jeg har svært ved at sidder mig i de sted, så kan ikke rigtig hjælp dig, med hvad du kan gør lige i det her punkt" sagde han og kiggede kort på hende, han passer på med hvad han sagde, for han skulle ikke havde sagt det forkert til hende, han kiggede kort rundt, det var en stille nat, der var ikke rigtig noget af ser, det få ham enlig til at tænke på at hun ikke kan ser her i mørke, eller ikke lige så godt som han kun.

Han lo kort af det næste hun sagde og smiler, "det er godt at høre at du er det" sagde han og kiggede på hende, han nikke kort til det som sagde som en form for svar, "det var også spændende, jeg starte med at sejle til et sted som hedder fristavn, som ligger ved azurien flodlandet, hvor jeg rejse videre derfra, for at prøve et nyt jagt område og ser noget andet end det jeg plejer, og engel var en som havde bruge for min hjælp med at finde hans familie" sagde han og kiggede på hende og smiler svagt, ja det havde været noget af en rejse han havde været på for at opspore hans familie, men han havde klar det men besværet.

Fahira vidste at han havde svært ved at forstå det. Det var ikke lige frem hans spids kompetance, men det gjorde vel ikke noget? Udover det, hvad kunne man overhovedet sige for at tingene kunne blive bedre? Intet. Kun hendes far kunne blive bedre. Bedre til at forstå, at hun ikke ønskede andet end frihed. Et suk forlod hendes læber og svagt rystede hun på hovedet og strakte sig roligt, som de gik igennem natten og lyttede til nattens væsner. "Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, men jeg må bare finde mig i at sådan er mit liv." 

Fahira lyttede til hans ord og der var ingen tvivl om at hun syntes hans historie var spændende. Han var så anderledes i forhold til alle andre han kendte og der var intet bedre end det. Så derfor nød hun hver enkel fortælling, som han kunne komme med på turen, da det tros alt nok den eneste tur, som hun nogensinde ville opleve. I hvert fald, som en fri kvinde. "Gid jeg kunne gøre den slags! Det er altid så spændende at hører om andres historier. At skabe dem, må være det mest fantastiske minder man kan få i verden." Fastslog hun og rystede kort på hovedet.

Han var glad for at hun tog det pænt, man havde han ikke havde rigtig noget af sige til det, "ja det bliver du nok nød til, medmindre du stikke af, som du selv snakke om" sagde han og kiggede på hende, det var ikke bare lige så af stikke af, når men ikke rigtig kender verden og heller ikke rigtig kender nogle ud for byen, så det vil ikke bliver nem for hende at skulle klar sig selv, men man kun lærer meget hen af vej men indtil da vil det ikke være sjov, han var selv glad for han havde lært en del om at overlever i natur og på vej og plus han havde fået kamp træning, både med våben og uden, så han synes selv at han havde fået en god start på at skulle rejse rundt alene.

Det virker til at hun hygge sig angår hans historie om hans rejse, det var godt at hun gjorte det, for han havde mange af dem og hun havde ikke rigtig hørt nogen af dem i nu, "det kan du jo godt kom til, hvis du endelig vil gør det" sagde han og smiler rolig til hende, men kun meget når man første vil det, "det er også fantastiske af skabe dem men det er heller ikke lige altid sjov, når men løbe ind i noget men ikke har lyst til" sagde han og kiggede på hende, det havde han oplevet flere gang men var heldig at kom der fra i liv, havde dog også fået nogen ar ud af det.

Fahira tænkte over det han sagde og måske var hun inderst inde ikke helt klar på at stikke af. Hun var stadig nervøs for det og der var ikke nogen tvivl om, at hun nok ville ende i en masse problemer, for sådan var hun altid. Problemer var hendes mellemnavn og nogle gange blev hun bange for sig selv. Bange for at hun kunne ødelægge hendes liv pga. de problemer. "Jeg tror jeg venter lidt. Måske bliver min far bedre." Hun vidste det ikke ville ske, men hun ville ikke afsløre, hvor svag hun følte sig og hvor bange hun var for at stille af. Måske kunne hun en eller anden dag gøre det, men hvornår det var, var ikke til at vide. Måske kun hun aldrig ud og opleve verden. 

Faust ord fik hende til at sukkede og ryste svagt på hovedet, "Ja, det kan jeg, men ikke så længe min far holder øje med mig. Hvis han opdager jeg er væk i nat, så sørger han for at sikkerheden bliver endnu højere. Måske læse han mig inde? Får en byvagt til at holde øje med mig?" Han havde penge nok, det var helt sikkert og hun kunne slet ikke forstå, hvorfor det ikke var sket noget før. Hendes blik fangede Faust ved hendes side. "Har du oplevet mange farlige ting? " Spurgte hun nysgerrig og afventede et spændende svar.

Han nikke til det hun sagde og tænke kort over det, så hun havde fortalt om sin far, tror han nu ikke at han bliver bedre end det han var i for vej, men man kun da altid bliver overrasker, så mulighed for at hendes far bliv bedre var der men chancer var nok ikke så stort for det, "man kan altid håbe at han gør" sagde han og kiggede kort ned på hende, han var begynde at kun ser skov længe ud, så var der ikke så længe igen før de var der, "har du enlig fået noget af spise her til aften" spurgte han og kiggede på hende, han havde fået noget af spise men kun vel altid spise lidt igen, hvis hun ikke havde fået noget af spise her til aften.

Han blev dog lidt overrasker over det næste hun sagde om hendes far, kun finde på at låse hende ind, det havde han ikke lige set kom, "for håbeligt låser han dig ikke inde, hvis han opdage at du har været væk her i nat, men ja måske sætte en  vagt på dig" sagde han og kiggede på hende, en vagt var heller ikke sjov at få sæt på sig men bedre end at bliver låse inde, han kom ud af sine tanke da hun spurgte ham om noget, "ja har oplevet en del, jo mindre sjov end andre, nogen gang også været heldig at været kommer ud af det" sagde han og kiggede på hende og smiler rolig.

Fahira så sig kort over skulderen for at sikre sig at ingen fulgte efter hende og et suk forlod hende læber svagt, "Nu må vi se, hvad der sker. Jeg kan ikke andet end at vente på at jeg bliver ældre. Måske bliver han god nok?" Lød det håbefuldt fra hende og hun kunne ikke lade vær med at lade et suk forlade hende læber endnu engang. Det var for hårdt at flygte hele tiden. 
Hende blik rettede sig mod Faust, da hans ord fangede hende, "Jeg har spist lidt ja, men ikke særlig meget." Forklarede hun og var klar på at spise lidt, hvis det var det han tænkte på. 

"Jeg ved ikke, hvad min far gør, men jeg er sikker på at jeg kommer til at få nogle problemer, hvis han opdager det, men pyt med ham. Han har godt af en der ikke følger hvert et vink."
Lød det muntert og rebelsk fra Fahira. Faust var god til at lytte og det satte hun pris på, men sommetider fik hun ondt af at han hele tiden skulle høre på hendes problemer. 

"Nej det er der nok ikke andet at gør og man kan altid håber at han bliver bedre" sagde han og kiggede kort på hende og kiggede derefter kort rundt, han havde godt lagt mærke til at hun havde set sig over skulder, men der var ikke nogle som fulgte efter dem, eller han havde ikke hørt nogle eller set noget, og han har jo natte syn som gjorte at han så bedre når det er mørke, han nikke kort til det hun sagde angår om hun havde spist, "vi kan spise når vi ankommer til skov, hvor jeg også regne med at vi slå lejrer for natten" sagde han og smiler rolig, de kun lige så godt venter da der ikke var langt i nu end de var i skov, hvor han vidste at der var en god lille lysning, der havde han slået lejrer mange gang før.

Han lo kort af det næste hun sagde, men kun godt hører på hende at hun var godt på vej til at gør alt andet end hvad hendes far synes om, "det tror jeg at du har ret i at han har" sagde han og kiggede kort på hende, der gik ikke længe end de var noget til skov og derefter gik han videre, til de var noget en lille lysning med en lille sø til, "det er så her min plan var, at vi slog lejrer for natten, her plejer at være stille" sagde han og gik over og sæt sig på en halv store sten, som stod sammen med nogen andre i en cirkel, hvor der er lavet til bålet i midt at cirkel, "skal jeg lavet et bål" spurgte han og kiggede på hende, hvorefter han tager sin rygsæk af og åbne den og finde noget stof frem, som han åbne så indeholdt kom til syne, det var elvere brød, han tog et op og del det i to og rakte den en del til hende, end han pakke det sammen og lad det tilbage i sin rygsæk.