Perseus elskede når han fik en god beskrivelse, af en person som han skulle finde. Men især når han fik noget med, som gjorde Hades ville kunne lugte sig frem når de kom tæt nok på personen. Hans blik ligger på det store dyr, som den bruger den røde flod til at blive helt ren. Tydeligt man ikke kan se at han vasker blod af sig, som vandet allerede er helt rødt. Snart bliver han helt hvid igen, inden det store dyr vandre op på land til Perseus. Det drypper med vand fra Hades, imens han smasker lidt som ørene vipper frem. Snuden vipper lidt op, imens han kan se hvordan dyret står og snuser til luften. Den han ledte efter skulle være her omkring skovene, at de kom ind fra en helt anden side end mange gjorde er jo bare en mindre detalje, de skal nok finde ham. Hades er god til at finde folk, så længe de er på det rette spor fra starten.

Der gik få sekunder, inden Hades fik et bestemt blik som Perseus kendte alt for godt. Et lusket smil lagde om hans læber, som han nikkede til det store dyr. "Vis vej," kommer det fra ham på dæmonisk. Det eneste sprog Hades gad at reagere på, meget intelligent dyr når det kom til stykket. Det var nemt at følge med Hades, han var et stort rovdyr, så han gik selvsikkert, men alligevel langsomt for ikke at vække for meget opmærksomhed når han skal snige sig. Det var han god til at snige, opspore folk og slå ihjel. Perseus havde dog advaret Hades om, det ikke var denne person han måtte slå ihjel. Det havde haft lidt diskutioner, Hades havde måske brokket sig lidt men valgt bare at acceptere det, efter han fik lov til at smage på halvdyret sådan en lille smule, intet voldsomt. Han stopper op et øjeblik, som han ser Hades trykke sin store krop mere mod jorden. Perseus havde camoufleret sig i omgivelserne, som han stod tæt på et træ, imens han så på at Hades gjorde klar til at angribe halvdyret han havde opdaget lidt længere fremme. Bare lige vælte ham lidt omkuld, samt holde ham nede, det altid sådan en god start at skræmme folk med Hades. Men så der de gange Hades ikke kan skræmme folk, hvilket kan irritere det store dyr lidt når det sker.

Misha så forvirret rundt, som han gik igennem dunkelskoven. Han havde aldrig før været i denne del af Amazonitskovene og han havde skam heller ikke tænkt sig at blive her særlig længe, vis det stod til ham. Han bar en lang mørkebrun nærmest kappe, samt brune ruskinds bukser og råhvid skjorte og en sammenbundet hør taske, som han selv havde bundet, eftersom han var ret så langt fra den nærmeste by.
Han var helt opslugt i sine egne tanker, som han gik rundt for at prøve at finde ud, indtil han nåede en mærkværdig sø?. " Hvad.. rød? ". Han så nervøst rundt, dog intet tydet på et slagsmål, så han gik tættere af ren nysgerrighed, før han knæede ved siden af vandet.

Misha gik derefter videre, før han hørte en lyd ikke langt væk fra sig. Langsomt tog han hør tasken af sin skulder, før han vendte sig rundt for at kigge. Han kunne ikke se noget, men.. hans næse opfangede en svag duft. Han nåede dog ikke at trække ud efter daggerten der var i en lille læder rem, rundt om hans ben, ved siden af den lille  lomme ved siden af.. i det han pludselig så fandt sig selv læggende på jorden. " UFF! ".

Han gispede svagt, i det et klagende støn undslap hans læber, før han så op mod det store kattedyr. " W-Woah! " udbrød han, mens han prøvede at få sin ene arm fri, mens den anden skærmede hans ansigt, som han fumlede efter at få fat i sin daggert nede ved låret, men.. han kunne ikke rigtig nå den.

"Leg pænt!" Kalder han på dæmonisk efter dyret, som den har fået halvdyret ned at ligge. Han bevæger sig tættere på, imens han hurtig finder ud af hvad han prøver at få fat i. "Det hjælper ikke rigtig at prøve gøre ham noget, så bliver han bare sur, også kan jeg slet ikke styre ham, også vil du være væk i en mundfuld," siger han langsomt som han nærmer sig, sproget et han ved halvdyret forstår, samt alle andre nok forstår. Han satte sig ned på hug, inden han tog daggerten fra ham. Inden han gjorde sig selv synlig, med et lusket smil, tydeligt han allerede vidste hvad han havde tænkt sig at gøre. Samt hvorfor ikke bruge hans eget våben, det gør det hele mere intens som han kan tænke over det næste gang han selv skal bruge den, hvordan han blev tortureret med den selv. "Du burde gemme dig bedre, du er alt for nem at finde når man søger dig. Er du klar over folk ikke kan li du løber om hjørner med dem? Det for folk til at hyre forfærdelige folk," siger han langsomt, imens han peger daggerten mod ham, få cm fra hans kind.

Hades står over haldyret, imens han prøver at styre sit savl, som han var klar til at prøve smage på dette halvdyr, dog vidste dyret det skulle bare være uden at dræbe ham. Hans hoved kom tæt ned på dette halvdyr, imens Haddes pustede i hans hoved. Dyret så op på Perseus med et glad blik, tydeligt stolt over han endnu engang fik fanget sit bytte. Halen svingede lidt fra side til side, klar til at gøre hvad den ellers fik besked på. De små pjuskede øre var vippet frem, imens han holdte godt øje med hans bytte. Perseus fandt det reb frem, som han havde haft bundet omkring sin egen talje, lige hvor det ikke var til at se for andre. "Husk, alt sker fordi du valgte at løbe om hjørner med den forkerte, Killian Gareth." Siger han, lød nærmest helt begejstret over det hele. Men det var han også, var der en ting Perseus var glad for udover Hades så var det bestemt hans arbejde, hvor han kunne dræbe eller torturer andre. Man kunne ikke være i tvivl hvilken type han var, ikke ligefrem en man faktisk havde lyst til at støde på, slet ikke hvis han skulle videre give en besked fra en anden.