Solen var dårligt stået op, da Darkhan vågnede denne morgen. Dagen forinden var han og Estera ankommet til palæet i Medanien. Palæet var ejet af en adelsmand, hvis yngste søn var blevet gode venner med Darkhan for et par år siden. Måske fordi den yngste søn var tæt på lige så højrøvet, som Darkhan selv. Rejsen fra Rubinien var lang og derfor sås de ikke helt så ofte, men et par gange om året tog en af dem rejsen, selvfølgelig eskorteret af en større gruppe vagter. Det var sådan den unge Kazimi foretrak det, omringet af vagter, så ingen kunne komme upassende tæt på. Eller det var sådan han for det meste foretrak det.
Han nød altid at have sin slave i nærheden, ikke kun fordi han dermed aldrig ville mangle noget, men fordi hun var så let at tale med, når han havde brug for det. Men efter den lange rejse og kun få timers søvn, havde Darkhan brug for at strække benene i fred. Derfor var han listet ud og ned mod markedet.

Flere på markedet var blevet noget så fornærmet over Darkhans flabede måde at tiltale dem på, men fleste havde set gennem fingre med det, fordi de kort efter havde set Kazimi navnet broderet på den fine pung, han bar rundt på. Han havde altid været virkelig nærig, men han havde da fundet et par ringe, der var blevet placeret på hver sin tynde finger.
Et par timer senere blev næsen vendt hjemad, gennem skoven fulgte han den lille sti, men han havde ikke lagt mærke til den lidt robuste fyr, der fulgte efter. Først da han var nået halvvejs, et godt stykke væk fra den lille by, mærkede han ubehaget snige sig ind på ham.

Darkhan havde aldrig brudt sig om at blive rørt ved og derfor lagde han også hurtigt mærke til den hånd, der listede sig ned i lommen på de løse bukser. Han vendte sig straks om, med det mest fornærmede udtryk han kunne fremmane i det lille ansigt, og så greb han fat i pungen den fremmede hurtigt havde fået fingrene i.
”Hey, stop! Slip, din usle tyv! Hvor vover du at stjæle fra mig?!” Vrissede han, med en stemme højere end man skulle tro kunne komme fra så lille en dreng. Den fremmede slap ikke, for så splejset Darkhan var, ville han ikke have stor chance for at vinde tovtrækningen af sin pung med den robuste fyr.
”Hjælp! En eller anden!” Lød det desperat fra ham. Forhåbentligt kunne han nå at få hjælp, inden han ikke kunne holde fast længere.

Cora var kommet godt syd på, som hun havde fået en opgave, der krævede noget sporing af en mand, der åbenbart havde gjort sig fortjent til et sværd igennem brystet. Han var selvfølgelig stukket af fra området, og Cora var nu på vej efter ham. Det virkede til, at han var på vej mod Fredskilde, men han kunne selvfølgelig dreje af mod Rubinien. Det håbede Cora ikke, tanken om at skulle følge efter idioten ud i ørkenen var ubehagelig. Hun havde endnu ikke været igennem ørkenen, og havde heller ikke planer om det.

Om manden, en rødhåret mand med en masse fregner og en skæv næse, havde troet, at det var lettere at skjule sig uden for stierne, vidste hun ikke, men han havde i hvert fald taget den ind over marker, en sump (hvor han havde mistet sin hest, stakkels kræ) og nu igennem en skov. Noget der sikkert var et forsøg på at skjule sig, havde haft modsatte effekt, som han havde efterladt så tydelige spor, at selv en blind kunne følge dem. Så ud over at han havde været et godt stykke foran, havde turen været rimeligt nem, ud over de halvtreds myggestik hun havde fået i sumpen og et par vrede bønder, der havde jagtet hende ud af deres marker med nogle racistiske skældsord og høtyve.

Men som hun gik igennem skoven, noterende sig et støvleaftryk hist og her, en knækket gren og den slags banaliteter, endte hun pludseligt på en sti. Pis. Det var straks sværere at finde ud af, hvilken vej, han var drejet på en brugt sti. Efter et øjebliks overvejelse, drejede hun den vej, der førte mest mod syd. De havde været hans retning ind til videre, så mon ikke, at han fortsatte den vej?

Hun nåede ikke at gå ret langt, før stien tog et sving om en stor busk, der blokerede udsigten. Hun nåede også kun lige rundt om den, som et råb lød i mod hende. Lidt fremme stod en mand og en dreng og, ja, hvad der nok bedst kunne beskrives som at trække torv over et eller andet. Knægten skreg efter hjælp, og med et kraftigt ryk trak manden noget ud af hænderne på ham og begyndte at løbe ned af stien mod Cora. Overrasket stoppede han op foran hende, hvilket bare fik hende til at løfte hænderne og træde til side, så han kunne løbe videre. Det kom ikke hende ved. Ungersvenden så rig ud. Havde han været en pige, så havde Cora tævet manden til han græd som en baby, men en teenagedreng var ikke noget, hun gad at sætte liv og lemmer på spild for, selvom manden nu ikke så synderligt bevæbnet ud.

Manden gloede lidt på hende, inden han løb forbi hende. Hun så efter ham, og begyndte så at gå ned ad stien mod drengen - det var trods alt den vej, hun skulle.

Det føltes som en evighed, at Darkhan stod der og desperat forsøgte at trække sin pung til sig. I virkeligheden gik der ikke mange øjeblikke, før tyven fik rykket pungen ud af drengens tynde fingre og begyndte at løbe. Med en helt fornærmet lyd trak han straks hånden til sig, som det hårde ryk havde fået fat i en negl og nu stod han der og blødte en lille bitte smule. Men inden længe var Darkhan selv på vej i samme retning, løb så hurtigt han kunne efter tyven.
Det var ikke langt han nåede at løbe, før han så mørkelveren lade den usle tyv passere og selvfølgelig blev drengen kun mere frustreret. Var det sådan det fungerede her?! Man kunne bare tage hvad man ville og slippe afsted med det. Selv hvis han nåede at indhente den anden, var han jo godt klar over at han ikke ville kunne tvinge pungen fra ham igen.

I stedet stoppede han op ved mørkelveren, fik lige skubbet til den, ja, dén, med skulderen og så rettede han et direkte rasende blik op.
”Du lod ham slippe væk?! Hørte du mig ikke råbe efter hjælp?!” Han var tydeligvis ikke tilfreds med at ingen var kommet adelsdrengen til undsætning.
”Urgh, det er vel hvad man kan forvente af din slags. Elendige, misfarvede spidsøre,” vrissede han, efterfulgt af et tungt suk. Han lagde armene over kors og vendte blikket mod stien, samme vej som tyven var løbet. Nu måtte han jo tage stilling til, om han ville spilde tiden med at sende et par vagter efter en, som uden tvivl ville være kommet langt inden Darkhan nåede hjem alligevel. Han manglede ikke ligefrem de krystaller, men han havde samtidig virkelig ikke lyst til at lade tyven slippe afsted med det.

Cora følte allerede, at det der skete omkring hende, var sket og glemt, hun var mere fokuseret på sine tanker om den rødhårede mand. Hun nåede lige at konkludere, at drengen enten var meget dumdristig eller idiot, da han begyndte at løbe mod hende og efter tyven, inden han løb ind i hende. Uden tvivl med vilje, for der var fint med plads til at han kunne smutte udenom. Hun måtte træde et halvt skridt tilbage for at holde balancen, normalt lod hun sig ikke overrumple sådan, men han var ved Zaladin en dreng, hun havde ikke ligefrem regnet med, at han ville vælge at skubbe til en voksen mørkelver med to sværd på ryggen og et altid arrigt udtryk i sit androgyne ansigt.

De første ord og skubbet fik hende til at se vredt på ham, men som han fortsatte sin snak, stivnede hendes ansigtstræk kort. Cora selv var racistisk, det lå lidt til hendes race at hade alle andre end dem selv, men derfor fandt hun sig ikke i racisme fra andre mod hendes egen race. Hendes ansigt trak sig sammen i vrede, som hun fik vendt hans ord i hovedet og forstået, at den lille snotklat tydeligvis regnede sig selv mere end hende.

Og uden et ord slog hun ham lige midt i ansigtet med en stenhård knyttet næve. At han tydeligvis nok var adelig, eller i hvert fald deropad, rørte hende ikke. Han så ud til at være et sølle menneske, og hun var allerede klar til at give ham en røvfuld. Han var gammel nok til at kende konsekvenserne af sine ord, og selvom hun nok ville være mindre hård ved et mindre barn, var hun af den overbevisning, at børn lærte bedst ved at føle – sådan var hun selv og alle omkring hende vokset op i mørkelverklanen. Te dig og få smæk.

Darkhan var klar til at tage det første skridt, som han egentlig ville vende muggent tilbage til huset. Nu havde han givet mørkelveren skylden for sin stjålne pung, og slynget et par vrede ord i hendes retning, som han selvfølgelig regnede med, at hun ville tage imod. Han var jo vigtigere end hende. Han nåede bare dårligt at flytte foden, før den knyttede næve ramte direkte hen over næseryggen og Darkhan endte på ryggen, på jorden. Nogle smertende lyde kom fra drengen, der meget langsomt fik skubbet sig op at sidde. Slaget havde ikke kun fået blodet til at løbe fra næsen, men også synet til at sløre. Om hun rent faktisk havde formået at få brækket hans fine lille næse på det ene slag, var han ikke klar over. Det tog ham lidt mere end et øjeblik at få orienteret sig igen og i mellemtiden var han helt stille. Hvad i alverden var der lige sket? Man kunne ane tårerne snige sig frem i hans øjne, ikke så meget over smerten, men af overraskelsen over, at hun faktisk havde slået ham.

Da Darkhan endelig rettede blikket mod den fremmede igen, var det med et direkte rasende udtryk i de blå øjne, der grundet en fejl i pigmenten ikke kun var blå i deres iris, men i hele øjeæblet.
”Hvad bilder du dig ind?!” Vrissede han, idet han kom på benene. Han nåede lige at få fodfæste, inden han væltede til den anden side. Slaget havde alligevel gjort ham lidt svimmel, men det skulle da ikke slå ham ud.
”Hvor vover du at lægge hånd på mig?! Jeg forlanger en øjeblikkelig undskyldning!” Som han lagde tryk på det ene ord, trådte han tæt nok på den anden til at hamre hænderne ind mod hendes brystkasse og skubbe så hårdt han kunne. Han var så vred, at han ikke engang lagde mærke til blodet fra næsen, der dryppede ned på den broderede åbne jakke af silke. Han bed ikke engang mærke i det blod som underlæben nåede at fange, inden det gled videre ned over hagen.

Slaget ramte perfekt, drengens næseryg sendte et stik af smerte ud igennem hendes hånd, men hun kom ikke noget til. Det gjorde bare ondt at slå på knogler, men lige nu var det kun en tilfredsstillende følelse. For det gjorden uden tvivl mere ondt på ham.
Der var åbenbart kræft nok i hendes slag til at sende ham i jorden, og vreden i hendes ansigt veg lidt tilbage for tilfredsheden, som han lå der og klynkede. Hun sagde stadig ikke noget, men man kunne nok lige ane et smil, for det var nu lidt morsomt at stikke sådan en højrøvet menneskedreng en på snotten.

Da han begyndte at kæmpe sig på benene, trådte hun et par skridt tilbage g løftede et øjenbryn, som han tydeligvis ikke havde forstået, at han havde mødt sin overmand. Nej, han havde overhovedet ikke lært noget, som han råbte op om en undskyldning, og derefter trådte hen i mod hende med tydelige intentioner om at ... skubbe til hende. Var han helt idiot, lærte rigmandssønner ikke at slås?!
Hun så skubbet komme i god tid, og som hans hænder fór mod hendes bryst, trådte hun tilbage, så han knapt snittede hende. Ærligt talt kunne hun have haft ham nede at ligge og græde efter sin moar, inden han havde rørt hende, men det her var næsten lidt sjovere. At se ham rode rundt på den måde.

Men hun brød sig ikke om at blive rørt ved, og hendes reaktion kom dog også prompte. Hun nåede knapt at lægge vægten på den bagerste fod, før hun skubbede sig frem for at mindske afstanden i mellem dem med et skridt. I en hurtig bevægelse rakte hun ud for at lægge hænderne på hans skuldre, og samtidigt løftede hun det ene knæ for hårdt at banke det ind i skridtet af ham. Han var stor nok til at lære, at man ikke rørte ved en kvinde uden samtygge, og hvad der skete, når man gjorde.

Måske han burde have valgt at holde sin kæft efter det første slag. Han burde vel have set det komme, at hvis den fremmede kunne finde på at hamre sin knyttede næse direkte mod hans fine lille næse, så kunne også finde på en hel masse andet. Han havde hørt mange grimme ting om mørkelvere, men aldrig mødt en før nu. Alligevel var den unge dreng højrøvet nok til at tro, at alle ville behandle ham præcis som han ville behandles. – Med den respekt han selvfølgelig fortjente, når han nu ikke bare var hvem som helst.
Et skub måtte da være mere end rigeligt til at udtrykke hvor utilfreds han var. Han var trænet i kamp med våben, til dels også med de bare næver, men der var virkelig langt fra at træne, til at bruge det som forsvar, når det virkelig gjaldt. Måske endnu mere denne gang, fordi han da ikke havde forventet at blive slået. Det var jo helt forkert.

Darkhan nåede kun lige at snitte hende med en hånd. Fordi han havde lagt en god del vægt bag, var han også ved at miste balancen, men hendes hænder mod skuldrene reddede ham.
”Sli-hng!” Ikke engang en hurtig befaling om at hun omgående skulle slippe ham, før han mærkede knæet mod sit helligste og derfra endte på jorden igen, denne gang helt krøllet sammen og med et par beskyttende hænder mellem sine ben, selvom den ufattelige smerte allerede havde sat sig. Hvad havde han lige gjort for at fortjene det?!
Han havde mistet pusten, alt luften var røget ud af ham, idet knæet havde ramt. Det var først efter et øjeblik på jorden, at han endelig begyndte at trække vejret igen, dog ikke helt normalt. Det lød som om han skulle kaste op. Skulle han kaste op? Det var han ikke helt klar over. Et par klamme lyde kom hver gang han pustede ud, men intet kom.
”Hvad er der galt med dig?!” Hvæsede han hæst, efterfulgt af et host.
”Jeg burde forlange dit latterlige hoved på et spyd, for hvad du har gjort! Hvad er du for en underbegavet undskyldning for en kvinde, der ikke kan behandle en mand ordentligt?!” Trods hans rasende tone lød ingen af hans ord den mindste smule truende, for den var tydeligt påvirket af både dyb smerte og gråd. En smerte han aldrig have oplevet før, og så kunne han ikke holde tårerne tilbage længere. Og han rejste sig ikke, det kunne han ikke.

Ah, følelsen af at bore knæet ind i en mands genitalier var som altid utroligt tilfredsstillende. Cora var en knoglet kvinde, og hun var ikke i tvivl om, at hendes knæ var det ultimative spidse våben i mod en mand og hans ære. At manden i dette tilfælde stadig var en knægt, det gav hende ikke dårlig samvittighed. Han var ikke et barn mere, han var gammel nok til at kende forskel på at være respektløs og respektfuld. Og han havde uden tvivl været det første, sikkert fordi han ikke havde lært andet. 

Cora trådte et skridt tilbage for at lade ham falde sammen på jorden, noget hun så på med et smil. I forhold til, hvor meget magt mænd lagde i deres forplantningsorgan, var det utroligt nemt at knække dem ved et lille slag lige netop dér. 
Hun blev stående lidt og nød synet, sikker på, at han måtte have lært noget, men så snart han åbnede munden og begyndte at gylpe ord ud, viste det sig, at han ikke havde lært noget som helst.
Hun himlede med øjnene og satte sig på hug foran ham, inden hun rakte ud og begravede fingrene i det ildtre pandehår og trak hans hoved op, så det var nemmere at se ind i hans øjne. Særprægene øjne, men ikke mere end hendes egne, der var sorte i stedet for hvide, og røde i irisens farve.

"Hvorfor skulle jeg som kvinde behandle en dreng som dig ordentligt, når det ikke sker den anden vej rundt? Man får respekt, når man giver respekt. Og du, lille ven, opfører dig som en, der aldrig har vist nogen kvinde i dit korte liv nogen form for respekt. Jeg er glad for, at jeg ikke er din mor." Hun spyttede på jorden i afsky og slap ham så igen for at rejse sig og gå hen til et ungt træ med smidige grene. Med et par hurtige snit skar hun en gren af med sin kniv, inden hun gik tilbage til ham.
"Tag det her som en livslektion i, at kvinder ikke er kvæg, mænd kan behandle som de vil." Hun satte et underben ned mod hans side og greb fat i tøjet ved hans skulder for at holde ham fat, inden hun løftede den tynde gren op over hovedet, for derefter at lade den falde ned over hans bagdel. Hun gentog bevægelsen igen og igen.
"En pik er ikke en magisk våben, der gør mænd mere værd end kvinder," hvæsede hun arrigt, mens hun gav ham de sidste to slag.

Han burde vel have set det komme, præcis lige som sidste gang. Han kunne ikke finde ud af at holde munden lukket, så den fremmede lod ham ikke være. Han var bare så frustreret! Tænk at man kunne reagere sådan på en ung drengs fornærmelser. Det var jo ikke første gang han havde talt sådan til en anden, men han var alligevel aldrig blevet straffet for det, kun med lidt hårde ord fra en ældre søster.
Der lød et hvin fra drengen, der hurtigt forsøgte at krølle sig mere beskyttende sammen, men i stedet blev tvunget til at se hende i øjnene. Han bed tænderne sammen, som det hårde greb i hans hår ikke var specielt behageligt for den skrøbelige hovedbund. Han lagde en hånd mod hendes knæ og forsøgte at skubbe til, men han skubbede uden tvivl ikke så hårdt, som han gerne ville.

Trods den frygt han nok burde føle, var det ikke andet end vrede man kunne se i hele hans mørke ansigt, hvor en let rød nuance var begyndt at lægge sig. Han respekterede ikke engang den fremmede nok til at erkende hendes ord, for ingen kommentar, end ikke den mindste reaktion kom fra ham, som tegn til at han overhovedet havde hørt hende. Han ville bare have hende til at slippe, et ønske hun kort efter opfyldte, som han sukkede lettet op og lagde sig tilbage mod jorden.
Med overbevisningen om at det hele var overstået nu, førte han hånden ned mellem benene igen. Han kunne vel godt lige blive liggende og komme sig over den smerte, som endnu ikke havde fortaget sig. Det var bare ikke længe han fik lov til at blive i troen. Hendes truende ord tvang ham til at skubbe sin smerte til side, men han nåede ikke at flytte sig meget, før hun allerede holdt ham fast mod jorden.
”Argh! Slip mig!” Han gav sig til at vride sig vildt og voldsomt, selvom underbenet mod siden ikke gjorde det helt smertefrit. Den tynde gren smældede over bagdelen første gang og Darkhan udbrød et højlydt klynk, en lyd der kun tog mere til for hvert slag derefter.

En sidste kommentar blev hvæset, inden de sidste to slag ramte hen over ballen, og så kunne han ikke kæmpe imod længere. Trods han ikke lød som en der græd, var der ikke plads til flere tårer på drengens kinder, der vitterligt ikke kunne blive mere våde. Han burde ikke åbne munden igen, det vidste han godt, men Darkhan havde aldrig været god til at holde munden lukket, når han var utilfreds eller vred. Så han tog en dyb indånding;
”Det siger du jo kun fordi du ikke selv har været så heldig at blive født med én.” Han var jo sikker på at den fremmede ville se meget anderledes på det, hvis hun selv var blevet velsignet med en anden kønsdel. Stemmen var afdæmpet, ikke nær så kæphøj som den havde været før, og skælvende ved hvert ord der forlod hans mund, for nu var han bange.
”Slip mig,” beordrede han. ”Jeg vil ikke have dine beskidte fingre på mig.” Han ville ikke slås igen, så han slyngede ikke nogen alt for fornærmende ord ud, men forsøgte stadig at hundse med hende. Hvis han kunne formå at rejse sig efter, skulle hun ikke forvente at han ikke ville forsøge at slå igen bagefter.

Det havde ikke været let at holde drengen nede, mens hun slog ham, men hun viste ingen nåde, heller ikke da han ynkede sig af smerte. Han skulle lære det på den ene eller den anden måde, og Coras måde var altid fysisk vold. Hun mente ikke, at mænd kunne lære ved at man snakkede til dem, det var de for dumme til. De tænkte med pikken, og det var ikke ligefrem grobund for nogen videre intelligens.
Så hun brugte sin vægt og sin styrke til at holde ham i jorden, mens hun gav ham en velfortjent røvfuld.

Først da hun var færdig med at slå, opdagede hun, at han græd. Ikke at det ændrede noget for hende, selvom hun måske ikke godtede sig, som hun ville have gjort, hvis det havde været en voksen mand.
Et eller andet sted havde hun regnet med, at han i det mindste havde forstået at holde sin kæft, men nej, hans mund gled op og han forsøgte at fornærme hende igen. For et kort sekund så hun helt overrasket på ham, inden hun begyndte at le. Det var en ægte, overrasket latter, der for et øjeblik løsnede hendes hårde træk. 

Hendes latter blev dog afbrudt, som han krævede at blive sluppet og endnu en gang fornærmede hende. Hendes ansigt vendte tilbage til det let hadefulde, irriterede udtryk, han virkede til at give hende, og hun lænede sig lidt ned mod hans ansigt ligeglad med, at hendes ben lagde en hårdere tryk mod hans brystkasse.
"Du må være dummere end du ser ud, lille ven, hvis du tror, at jeg på nogen måde misunder I mænd for jeres lille ubrugelige vedhæng. Jeg er en kvinde, og jeg er stolt af det." Hun løftede en hånd og gjorde noget så simpelt som at knipse ham på øret for at understrege sine ord, inden hun slap ham og kom på benene. "Vær du i det mindste glad for, at du ikke er ældre, så var du gået herfra en kropsdel mindre." Hun spyttede på jorden igen, gav ham et spark og rettede så på sin taske, inden hun begyndte at gå ned af stien, som hun var ved, da han startede hele denne lille affære.

Hun så sig ikke tilbage, og hun skænkede han kun en enkelt tanke senere på dagen, som hun endeligt havde fået den rødhårede mand i syne. Det var svært at gøre noget for at lære mænd at respektere kvinder, når de allerede i så ung en alder var indoktrineret med kvindehad. Det gjorde hende lidt trist, men det hjalp at banke tænderne ind i kraniet på den rødhårede. Mænd var nogle svin.

Det var lige før Darkhan ville have foretrukket den fremmedes hårde træk. At hun blev ved med at se på ham, som hun hele tiden havde gjort. Hendes overraskede latter gjorde ham direkte utilpas, fordi han var blevet mødt med hårde ord og vold, og selvom det kun havde været et resultat af hans respektløse opførsel, så var det dét førstehåndsindtryk han havde fået af hende. Nu begyndte hun at le i stedet, hvilket gjorde ham usikker på hvad han kunne forvente.
Det var dog ikke andet, end hvad han hele tiden havde fået serveret, som hun lænede sig længere ned og dermed også lagde mere pres mod hans brystkasse. Han var ellers lige stoppet med at gøre modstand, men nu klemte hun mod lungerne og gjorde det sværere for ham at trække vejret ordentligt. Lidt hivende efter vejret lagde han albuen mod hendes ben og trykkede til, men hun fjernede sig ikke før hun besluttede sig for det.
”Arh!” Et halvkvalt hvin blev presset ud som hun knipsede ham på øret, uden tvivl en større reaktion end man kunne forvente at noget så simpelt, men han blev forskrækket, og han kunne ikke lade være med at tro, at det ikke var det eneste hun ville gøre.

Han lagde beskyttende en hånd op for øret og vendte sig halvvejs rundt for at kunne se om der mon blev smidt mere efter ham. Det var lige tids nok til at se hende komme med sin sidste trussel, og sørgede for at sparket ramte ham direkte mod ribbenene. Det fik skubbet al luft ud af ham, som han straks trak sig sammen og forsøgte at få nok luft ind igen, men den nye smerte gjorde det ikke let.
”Det skal du få betalt!” De ord han forsøgte at råbe, blev ikke til mere end en hæs hvisken, og hun var nok allerede for langt væk til at kunne høre ham alligevel.

Det var først da en lidt ældre mand kom forbi og hjalp, at Darkhan endelig kom på benene igen. Han tog lidt modvilligt imod hans hjælp til at komme tilbage til huset, og derfra tog det ham ikke længe at sætte kursen tilbage mod Rubinien. Han ville hjem og det kunne kun gå for langsomt.