Uger var blevet til måneder og månederne havde strukket sig langt med en uvirkelig tidsrytme. Amelia følte sig nogle dage mere død end levende, og andre dage, var hun frisk som en fisk, såfremt hun havde haft det vidunderlige drømmemiddel i sin varetægt. Haft en god lang drømmefyldt nat tilbage i sin lykkelige tid. Tilbage i hvad hun burde havde haft. Men når eftermiddagen kom, og hendes krop for alvor forstod at hun stadig var alene, ramte det som en fyldt kærre.
Amelia var efterhånden inde i systemet og begyndte at få fragtet mere og mere Nox til sit hjem. Hun var efterhånden ligeglad med om de andre byvagter opdagede hende, og hvorvidt hun blev fjernet fra lovens håndhævelse. Alt hun tænkte på var Nox.
Så langt at hendes krop havde tabt en del vægt, og selv hendes muskler begyndte at svinde. Hun gjorde intet ud af sig selv og den hullede trøje hang alt for løst over den spinkle krop, og hørbukserne var som et telt. Hun så ud efter det. Hun lignede en der var faldet så langt ned i hullet at der ingen vej var tilbage op i lyset.
Først ved lyden af banken på døren, kom der en form for liv i hendes øjne, der formentligt viste mere desperation end liv.

"Hvad i Zaladins navn tog dig så lang tid!" hun flåede døren op og knurrede ind i hans ansigt, for til sidst at stivne fuldstændig med hvad hun stod ansigt til ansigt med. Det rødbrune hård, den spinkle fysik og de brune øjne. Englen stod stivnet i døråbnende, som havde hun set et spørgelse, og stirrede på ham med store øjne og et komplet forvirret udtryk.
Efter lange sekunders stilhed, gled blikket ned af ham og hun trådte et halvt skridt tilbage. Hun måtte stadig være drømmepåvirket. Alt andet var umuligt. Det var ikke Lionel. Lionel var død!

Det var ikke normalt Theobald der rendte rundt med pakker som disse - hvilket måske også kunne mærkes på ham, hvis man kom tæt nok på. Sved havde dannet sig i nakken, som han små løb igennem de halv mørke gader i Dianthos - og da han kom ud fra skumringskvarteret, kunne han godt mærke lettelsen der gled over ham - så langt så godt. Han satte farten en anelse ned, som hans brune øjne gled hen over de folk som var på vej hjem - eller på vej ned mod bydelen der tilbød dem som havde lyster der skulle tilfredsstilles, eller en tørst der skulle slukkes. Måske hvis han skyndte sig, ville han nå tilbage inden at maden han havde lavet til hans søskende var kold. Også grunden til at hans fødder tog fart igen, han var en anelse forsinket, da hans yngste søster ikke havde haft lyst til at han skulle gå. Hængt omkring hans ben, som han havde taget den slidte trøje hen over hoved. 

Han måtte hellere skynde sig for at komme hjem! Ja - han nåede også endelig hen til huset, som han var blevet henvist til. Trods at det virkede til at være i den pænere del af bydelskvarteret - synes det stadig at se slidt ud. Som om at nogen havde glemt, at passe på det - han trak dog på skuldrene og bankede på døren - afventende. 
“Oh, oh undskyld frøken! Jeg - jeg blev lidt forsinket, og jeg -“ fik han fremsagt hurtigt, da hendes fremtoning bestemt ikke var god. Hvis hun fortalte videre at han var for sent på den! Så ville han nok ikke få sin andel af leveringen. 
Men da gik hun i stå, og han betragtede med en langsomt bekymring hvordan hun bare stirrede på ham. “Frøken?” Sagde han forsigtigt - hvad havde hendes navn nu været? “Amelia? Er du okay?” Spurgte han næsten hviskende, som han trådte et skridt frem - hun lignede noget der var ved at falde fra hinanden. Og han kunne mærke hans hjerte næsten knæk ved at se på hendes udsultede skikkelse - hvornår havde hun haft en god nats søvn?

Amelia sank en klump hun havde i halsen, trods hun mere følte at alt væske havde forladt hende. Hun følte sig svimmel, som var hendes hjerte ved at tage livet af hende. Det slog så hårdt mod hendes brystkasse, at hun var overbevist om at det var på vej ud. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Var hun virkelig nået så langt ud at hun så ham i alle? Hun hørte ikke at han begyndte at undskylde over sin forsinkelse. Faktisk virkede alt til bare at være en summen omkring hende med en brummen i baggrunden der vidste sig at være hans stemme der forsøgte at trænge igennem til hende.

Det var først da hendes navn blev nævnt at hun vendte tilbage til virkeligheden. Løftede blikket og så direkte ind i de brune øjne. Hendes ansigt fortrængte sig i sorg som hun slog hovedet, sammen med resten af kroppen, til siden og gik væk fra den åbne dør. "Fint.. jeg.. jeg har det... " hendes ben begyndte at give efter under hende, hvilket gav hende en usikker gang, der ikke varede andet end et par skridt før hun rakte ud efter en reol. Det bragede som reolen rystede af den pludselige vægt, og der faldte et par småting på gulvet.
Amelia tog sig til det summende hoved og hendes vejrtrækning var tung og påvirket. "alt er fint"

Alt var jo tydeligvis ikke fint!
Han trådte et skridt ind i huset, glemte lidt at huske og spørger om det var okay - lukkede døren efter ham. Mest af alt, fordi at hun nok ikke ville bryde sig om, at nogen ville se hende sådan. Det ville han i hvertfald selv havde det svært ved. Han lagde pakken han havde gemt under trøjen på gulvet, og greb ud efter hulingen i hendes arm ved albuen - mest af alt for at støtte hende. Hun lignede en der enden var ved at besvime, eller kaste op - han kunne ikke helt finde ud af hvilken en han skulle gå med. 
“Det - virker umiddelbart ikke som om du har det okay?” Hans blik gled rundt i rummet - og kunne godt se, hvad dette lignede. Det lignede hans faders værelse - ting som ikke var blevet gjort rent. Mest af alt, lignede det at hun bevægede sig en bestemt sti frem og tilbage i huset. Hvilket kunne se genkende tegn ved hans egen afhængige far - han var blot afhængig af de gyldne væsker også kaldet whiskey og rom. Han sank langsomt det vand der var formet sig i hans hals - selvom hans plan havde været at aflevere pakken, få betalingen og smutte igen. Så kunne han ikke få sig selv til at gå fra hende - slet ikke når det så ud til at gå skidt.
“har du fået noget at spise i dag?” Spurgte han forsigtigt, og lod de brune øjne glide over hendes skrøbelig skikkelse.

Hvorfor var han ikke forsvundet endnu. Hvorfor var han her overhovedet? Hvem var han?! Amelia havde glemt alt om pakken hun skulle modtage. Pakken med den gyldne væske som fik hende til at se netop ham. Der var et eller andet fuldstændig galt, og hun kunne på ingen mulig måde finde hoved eller hale i hvad der var sket.
Hun tog en dyb skælvende indånding og lukkede øjnende. Uvillig til at svare på hans spørgsmål. Alt imens hun skulle bearbejde at hun kunne mærke at han havde fat i hende, samtidigmed at det summede i hendes hud som var det helt uvirkeligt.

Med et tungt hoved drejede hun sig igen for at kigge på ham, selvom det var smerteligt for hende. Hendes krop kom med nogle små rystelser hun ikke engang registrerede længere, mens hun rystede på hovedet. Nej, hun mindes ikke at havde spist i dag. Eller i går. Hun huskede ikke sit sidste måltid, men vidste at hun engang imellem købte noget ind. Selvom hun mest af alt lignede en der ingen nærring havde fået i flere uger.
Hun skammede sig over at han skulle se hende sådan her. Det var som om at hun først nu fik øjnende op for hvordan hun var. Hvad hun var blevet til. Hvilket medførte at hun forsøgte at undgå hans øjne, og hun derfor aldrig fik kigget godt nok på ham til at finde ud af at det slet ikke var den hun troede det var, som befandt sig i hendes støvede hjem.

At hun slet ikke svarede ham - det tog han ikke slet ikke som et godt tegn. Faktisk blev han blot stående, med hans urolige brune øjne og betragtede hende. Hvis der var en ting som Theobald aldrig nogen sinde ville kunne, så var det at gå fra folk der tydeligvis havde brug for hjælp. Og det var længe siden, at han havde mødt en der lignede en der ville knække sammen så tydeligt som hende. Det var næsten ubærligt at betragte øjnene der svømmede på den måde - den spinkle fremme som udgjorde hendes krop. 
Og før han forstod hvad det var han lavede - især da han så hvordan hun ikke kunne se ham ind i øjnene. Lod han i stedet armene glide rundt omkring hende i stedet. Han tog sig ikke af hvordan hun duftede, fordi alt omkring dette var forkert - et var at forsvinde i et stof der gjorde man kunne drømme, noget andet var at stoppe at tage sig af sig selv. Så måtte et eller andet være gået i stykker hos personen, det samme havde han set hos sin far. Det var jo ikke kun at de havde mistet deres formue, det var jo trods alt også fordi at både moderen og storebroderen havde mistet deres liv til dæmon pesten, som havde herset over landet. Om hun krammede igen, eller skubbede ham væk - så blev hans arme omkring hende i et stykke tid endnu.
“Sæt dig ned, også ser jeg om jeg kan lave noget mad til dig..” han var dog en anelse bekymret for, at han ikke kunne finde noget mad i hendes køkken - men det måtte tiden jo vise. Han var heldigvis ved at blive ganske god til at lave mad, ud af næsten ingenting. 

Amelia stivnede og spændte op i hele den spinkle krop som armene lagde sig omkring hende. Hendes øjne, der i øjeblikket virkede for store til hendes ansigt, var mindst dobbelt så store og stirrede direkte frem for sig uden at hun så noget. Hun turde ikke trække vejret, bevæge sig eller drejede blikket overhovedet. Hun kunne alt for tydeligt mærke kontakten fra et andet levende væsen, til at hendes hoved kunne kapere at det var rigtigt. En ting var at hun var overbevidst om at det var Lionel, en anden ting var at hun før kunne argumentere for at han ikke var levende, og at alting bare var noget hun opdigtede. Nu, hvor hun kunne mærke han var der, ramlede verden umuligt endnu mere sammen.
Hun mærkede ikke at tårene begyndte at trille ned ad kinderne på hende. Hun lod det bare ske, mens hun stod stiv som et bræt og ikke turde bevæge sig så meget som en tomme. Hun tillod ikke engang sin egen krop at begynde at ryste, selvom en svag dirren alligevel trak sig igennem hende.

Langsomt hev hun vejret ned i sine lunger igen som han slap hende. Hun kunne ikke flytte sig ud af stedet. Hun var fuldstændig neglet fast og forsøgte langsomt at forstå hvad det egentlig var der foregik. Det var meget flygtigt hun hørte noget med mad, men ikke rigtig forstod hvad han mente. Hun havde da.. et eller andet.. Men det var ikke væsentligt.
Hun drejede kroppen meget langsomt og stift, for at kigge efter ham. Hans opførsel undrede hende ikke, så længe hun troede at det netop var den afdøde hun længtes efter at få tilbage, men logisk set kunne det heller ikke være rigtigt. Det var så lang tid siden hun havde set ham, at hun pludselig blev i tvivl om sin første indskydelse. Men hun lystrede.
Med skælvende skridt bakkede hun og landede tungt på en køkkenstol, mens hun stirrede fremfor sig. Sikker på at verden var gået i stykker.

Mens han begyndte at rumstere rundt i hendes køkken, var det ikke uden at kaste nogle bekymret glans hendes vej. Hun lignede en der var ved at kile over hvornår det skulle være, det var ikke et rart syn for den unge mand. Men han fortsatte ufortrødent med sit gøremål, selvom han ikke følte at han super heldig. Hvorfor havde hun næsten ingen ting i hendes hjem?
Han fandt nogle løg, og tomater - og der var også nogle kartofler! Men det kød han fandt, måtte han vrænge næse af - det duftede ikke helt som det burde. Han tog en dyb indånding, betragtede hendes skikkelse igen. Måske hvis han stegte det til ukendelighed, så ville det ikke være noget problem. Han havde trods alt spist noget tvivlsomt kød i hans tid, og hun havde brug for proteinen og stivelsen. Måske egentlig fedt, men det ville sikkert få hende til at kaste op, og det kunne der ikke komme noget godt ud af.

Uden at sige noget, gik han igang med at tænde op i komfuret, han havde heldigvis nogle svovlstikker på sig. Og derefter trak han sin lommekniv op, vaskede den af i baljen med vand - for han gik igang med at skære løg, tomater og kartoflerne i skiver og stykker. Det var måske ikke det mest overdådige måltid, men bedre end ingen ting.
Hvilket nok var mere end den stakkels krop havde set, i flere uger - måske endda måneder, sådan som hun så ud.

Hun forstod ikke hvad der foregik. Hun forstod ikke hvorfor han hjalp hende så meget. Hun lukkede øjnende let og lod lydende fra køkkenet få mere og mere plads i hendes sind. Lukke hende tilbage til virkeligheden om at der faktisk var en person der rumsterede rundt i hendes køkken i søgen efter mad han ville lave til hende.
Hele situationen var til at græde over. Noget hun også formåede at gøre i stilhed og uden selv at ligge mærke til det.

Som varmen begyndte at brede sig fra ildstedet under komfuret, åbnede hun sine trætte øjne igen. Forventede at se en anden skikkelse i sit køkken end hvad hendes underbevidsthed havde skabt, formentligt med en rest af Nox i årene. Men nej, der stod han igen og fik hendes øjne til at flakke.
Hun kiggede tavst ned på sine hænder, gned dem let mod hinanden og tog nogle dybe indåndinger før hun genvandt bare en snert af den standkraftige kvinde hun engang havde været, som var svundet bort som hun var blevet genfødt og havde fået vinger på ryggen. Vinger hun havde lært at trække til sig, og ikke længere følte sig værdi til at bære. Intet hun ønskede at dele lige nu. ”Hvorfor hjælper du mig?” hun havde mange spørgsmål.
Hvad lavede han her?
Hvorfor var han kommet nu?
Hvad betød alt det her?
Men det virkede alt sammen som spørgsmål hun godt vidste at han ikke kunne svare på. For selvom han lignede og egentlig også på mange måder agerede som en hun kendte, var det næppe ham. Så småt var hun begyndt at se forskellene, om end hun ikke følte der var mange. Så hvorfor hjalp han hende? Det kunne på ingen måde gavne ham, specielt ikke som udsending fra Romulus. Hun regnede med at det var hvad han var.
En kølig tanke gik igennem kroppen på hende. En hun havde haft før, men ofte valgte at gemme væk. Lionel ville være kommet videre efter hendes død. Dette kunne være en efterkommer. Tanken fik hende igen til at lukke øjnende. Hvorfor ramte den tanke hende? Følte hendes sind ikke at hun havde det dårligt nok allerede?

Han var fuldt optaget af hvad han lavede, at han faktisk lidt glemte at der var andre i rummet. Sådan var han altid, især når han lavede mad for hans familie derhjemme. Det var også derfor han elskede at gøre det. Det var en af de tidspunkter, hvor han slet ikke tænkte. Eller det passede jo ikke helt, han tænkte selvfølgelig. Tænkte over hvornår hvad skulle steges, hvornår det skulle skæres. Men alt det andet, hans hverdag og hans problemer. De røg alle sammen væk, hvilket i sig selv var den største og bedste velsignelse. Man skulle dog passe på, for man skulle jo ikke skure hårene i modsatte retning. Eller, var det mod hunden? Nej, det - han rystede på hoved. Måske var det ikke helt uden tanker, men mest positive! Som var vigtige at holde fast i, ja - meget vigtige.
Så da hun endelig spurgte ham noget, gibbede det meget tydeligt i hans krop og han vendte sig mod hendes. "øh." fremanede han, mens han tog det han havde snittet og smed sammen med kødet i gryden. Trak lidt på skuldrene; "Hvorfor skulle jeg ikke hjælpe?" hans typiske signatur smil spredte sig hen over hans læber. Ja hvorfor ikke?
"Du ligner en - undskyld jeg siger det, men en på dødens rand. Eller i hvert fald en der snart besvimer for de ikke noget ordenlig mad i maven. Så, derfor laver jeg da mad til dig." sagde han og rørte rundt i gryden.
"Hvorfor skulle man ellers lave mad til en person?" spurgte han tilbage, mens øjnene fjernede sig fra hendes skikkelse og lagde sig på gryden.

Hvorfor virkede det så normalt for ham at være i hendes køkken og lave mad fra bunden af de tvivlsomme ingredienser. Amelia var faktisk ikke helt sikker på hvor hun skulle gøre af sig selv i den her situation. Hun følte sig så ubeskrivelig ynkelig for bare at sidde der, stadig med våde streger ned ad kinderne hun end ikke havde kræfterne til at fjerne. Hvordan var det kommet så vidt?
Hans forvirring over det pludselige spørgsmål, fik hende til at trække sig en smule tilbage og dermed rette ryggen op fra den slunkne tilstand hun før havde siddet i. Hans svar kom dog endnu mere bag på hende end at han havde virket som om, at han havde glemt hun sad der. Smilet der bredte sig, passede ikke overens med hendes tanker om hvordan en af Romulus’ mænd måtte være. Det gav absolut ingen mening for hende, og hun sad med let åben mund og stirrede målløs på ham.

Hans spørgsmål tilbage fik hende til at blinke og kigge ned af sig selv. Rigtig kigge ned af sig selv. Hans ord var trængt igennem, men det var ikke sådan hun havde set sig selv. Hun kiggede på sine tynde fingre der var blevet endnu tyndere den sidste tid. Noget der kun kunne give bange anelser til hvordan resten af hende så ud. Der var ikke megen sul tilbage på hendes ben heller, trods hendes muskelmasse ikke var helt forsvundet.
”Jeg forstår bare ikke hvorfor du vælger at gøre det, trods de ting” kom der en smule mere fattet fra hende, som hun forsigtigt og modstræbende løftede hånden op til at røre sit eget ansigt. Hendes kinder var indsunkne. Hvornår havde hun sidst spist?!
”Desuden – kommer du ikke i problemer med din arbejdsgiver?” kom der en smule mere dystert fra hende. Hun var afhængig af Romulus, men hun vidste godt hvad han var for en type. Han var ikke en rar mand, trods hun i sine mørkeste stunder så ham som det bedste på denne jord.

Han trak på skuldrene, som hun igen understregede hun ikke forstod, hvorfor han gjorde det her. Nej det var vel de færreste, især i denne del af byen og med hans erhverv der ville gøre det her for nogen.
"Jeg har to søskende, som der er meget afhængig af mig. Hvis de nogen sinde var en situation som du var i, ville jeg håbe der også ville komme en forbi - og bare fordi personen kunne, hjælpe." svarede han så ærligt, i håb om at det ville give mere mening for hende. 
Han trak tingene til side, og lod det simre, som han gik hen stillede sig op ad væggen med krydset arme. De brune øjne betragtede hende med venlighed, trods han ikke helt forstod hendes spørgsmål. Kom i problemer med din arbejdsgiver? 
"Næ, det er min sidste tur i dag - og jeg skulle egentlig bare tilbage hjem efter at jeg havde afleveret denne pakke." han fugtede læberne - "Desuden har jeg ikke oplevet at klanen går umådelig meget op i, hvordan opgaven bliver fuldført, bare den bliver gjort." han sukkede, og rullede lidt med skuldrene, da han flyttede sig fra væggen. Med lange skridt, gik han hen til gryden igen, og trak den af varmen. Begyndte at hælde op i en ren skål han fandt og en ske. 
Han gik hen og rakte skålen frem til hende - "her - spis."

Amelias mave snurrede sig sammen på en helt anden måde end sult normalvis fremtvang. Hendes blik sank sig hurtigt til sine hænder, hvor de tynde fingre begyndte at pille ængsteligt mod hinanden. Hun havde lyst til at svare ham. Fortælle ham at han var et fåtal. At der ikke fandtes mange som ham der var så uselviske. Men ordene forhold hende ikke som hun ønskede. Faktisk forlod ingen ord hende overhovedet.
”Romulus plejer ikke virker som den forstående type” påpegede hun, og mærkede en klam smag i munden ved at nævne hans navn. Hun foragtede ham og det var ikke svært at fornemme. Om end hun også var afhængig af ham. Af hans drømmemiddel. Hun hadede sig selv for at være sunken så dybt. Men ingen havde grebet hende på vejen ned. Ingen havde stoppet faldet.
Amelia bebrejdede heller ingen. Hun var ikke andres ansvar. Men hun følte sig som en sørgelig undskyldning for en byvagt. En sørgelig undskyld for en engel.

Amelia tog langsomt imod skålen, uden at være i stand til at løfte blikket til ham. Blikket forblev på skålen og den varme mad han havde lavet til hende. Hvornår havde hun sidst fået et varmt måltid? Hvornår havde hun spist andet end halvgammelt, hvis ikke helgammelt brød med mug i kanten. ”T-tak” Der gik noget tid hvor hun bare kiggede på maden og mærkede varmen fra skålen før hun tog mod til sig og satte skeen ned. Gad vide om hendes mave overhovedet kunne finde ud af at få mad?
Det var varmt og smagte bedre end noget hun selv havde formået at skabe i meget lang tid. Hun havde aldrig været god i et køkken. Langsomt vendte sulten tilbage og skeen fik mere fart på.

Han betragtede hende med et blidt smil, som hun begyndte at tage mere for sig af maden. Så appetitten havde ikke forladt hende helt, hun skulle bare have tid til at genfinde den igen. Hvilket var godt, meget godt. Han tog en dyb indånding, som han satte sig ned for en stund, gav hende en ny skål hvis hun ønskede det, men deltog ikke længere aktivt i samtalerne. Han var der bare for hende, hvis det var hvad hun havde brug for. Med et blidt smil, rejste han sig til sidst op og vaskede det han havde brugt af. 
“Jeg bliver nød til at gå nu” sagde han og lagde hoved let på skrå, som han tog sin kappen hen over armen, og fedtede lidt rundt med en løs tråd. Han ønskede egentlig ikke at forlade hende, da hun jo tydeligvis havde brug for hjælp. Men der var andre der var afhængig af hende. 
“Jeg håber du får det bedre, måske jeg kan kigge forbi igen snart, hvis du har lyst til det?” Spurgte han forsigtigt, som han gik hen mod døren, og betragtede hende afventende. Da han ikke ville gå, før at han faktisk havde fået besked på, at det var okay.

Ynkelig var ikke engang beskrivende nok for hvordan englen følte sig. Hun følte sig så gennemtrængende ussel, at hun virkelig ikke forstod så meget som et gram af hvorfor han hjalp hende.
Men hun spiste som var blevet hende påbudt og hun mærkede en underlig følelse hun ikke havde haft i måneder.
Hun var mæt. Hun lagde en hånd fraværende på maven der endda afslørede en lille bule. Hun havde næsten glemt hvordan det føltes. Følelsen bragte hende en virvar af medfølger hun ikke helt kunne tage stilling til. Så i stedet fjernede hun hånden igen og trak sig mere ind i sig selv igen.

Amelia var tavs og hendes træk ændrede sig ikke som han nævnte at han var nødt til at gå. Han havde også ting at tage sig af. Formentlig også en familie der havde mere brug og ret til hans hjælp end hende. Hun løftede tungt hovedet og forsøgte sig med et antræk til et smil der aldrig rigtig blev mere end en kort trækning. "Min dør er åben" svarede hun, trods hun absolut ikke ville garantere ham for hvad han fandt. Hun låste den aldrig mere, for hun var ligeglad. Hvad end der kunne komme ind af den dør, kunne ikke være værre end det hun frivilligt havde lukket ind.

"Selv hvis det ikke føles sådan, så er der altid lys forenden af tunnelen, på den ene eller anden måde" hvis han havde vidst hvem hun var, hvad hun havde gået igennem havde han nok ikke valgt de ord. Men det var ord, en sætning som han så tit havde hørt hans mor sige. Så hvorfor ikke give dem videre til det nye bekendtskab han havde gjort sig. Da hun ikke havde bedt om at få hendes medicin som egentlig  var grunden til at han var kommet. Valgte han hellere ikke at give hende det, hun virkede til at søvnen i aften nok ville komme bedre end nogen af de andre. Men af den grund, vidste han også at han var nød til at komme forbi i morgen tidlig. En dårlig undskyldning om man ville.
"Til vi ses igen Amelia" sagde han med et smil på læben, og lagde to fingre mod hans pande, som en tyve hilsen Pax havde lært ham. For derefter, at smutte ud af døren og med hastige skridt bevæge sig hjemad. Hvis han skulle få dette til at lykkes, var han nød til at finde endnu et job. Et mere retskaffent et af slagsen, men selv der, var hans evige optimisme ikke til at ødelægge!

Amelia kunne ikke undgå at slippe luft ud gennem næsen mens et bitter smil kom frem på hendes læber. ”Du har sikkert ret” hun så ingen grund til at angribe ham for hans ordvalg. Det var ikke hans skyld, og hvordan skulle han vide sig noget af at hun havde set det lys. Ladet sig omhylde af det. Hun havde set kiles porte, selvom hendes hukommelse ikke strakte sig videre end ren tomhed. Hun havde forsøgt at genskabe alt hun havde haft før det lys skinnede og tog alt hun havde væk fra sig. Hvordan skulle han kunne vide det? Hvordan skulle han kunne forstå.

Amelia drejede dovent hovedet og nikkede til ham. Hun var løbet tør for ord igen, men godtog hans hilsen. Hun genkendte den, og den var ikke positiv for en med hendes job. Hvis hun da stadig havde værdighed til at stå blandt byvagterne. Amelia sad tilbage og stirrede tomt frem for sig. Hun forstod ingenting. Hendes hjerne tonsede ud af en tangent, men kroppen var så træt. Den havde fået den næring den havde hungret efter uden hun havde opdaget det. Hun var træt. Hun faldte næsten i søvn siddende, inden hun fik sig kantet kluntet under sit tæppe og faldte i en tung drømmeløs søvn så snart hun ramte puden bag sig.
Drømmeløs. Det skete ellers aldrig for hende mere.