Nogen ville derfor påstå at det var derfor den ældre kvinde ikke behøvede lys for at finde vej hen over den ujævne jord og at hun ikke behøvede et kort for at vide hvor sumphullerne startede.
Natten var efterhånden på sit højeste og den halve måne gled frem fra en af de mange mørke skyer på himlen og kastede sit blege lys ned over landjorden. Viktorias blå øjne rettede sig fra bælgplanten og så op i den velkendte nattehimmel for en kort stund, før hun igen fokuserede på at skære de saftfyldte bælge fri fra den lavstammede plante. Kun landets velkendte lyde af dyr, vågne som sovende, og den lette vind i bladende fik plads i nattens ro.
For en stund. Men når man som Viktoria havde spenderet århundreder i naturen, var en forandring hurtig at spotte. Lyden af noget, ikke et dyr, men noget andet, der faldte rundt i buskene i kanten af engen. Langsomt rejste hun sig fra hug, og stod som en skikkelse i det sparsomme lys. Hendes øjne så omkring sig som var det højlys dag og opfangede hurtigt at bevægelsen kom fra højre af hende. De små bælgfrugter faldte roligt ned i den medbragte taske, men urtekniven forblev i hånden.
Hun stod stille til skikkelsen nærmest snublede ud af busken. Tilskadekommen. "Pas på" stemmen var rolig, som hun trådte over græs totterne og gik nærmere den fremmede. "Går du længere ud rammer du et sumphul" han kunne være farlig. Potentiel forbryder. Men ved at flytte tungen bare et par milimeter og mærke op af sine kindtænder for at genfinde roen, skulle hun være blevet bange.