Endnu engang sneg Noriana sig ud. Det var nærmest som en besættelse. Hun kunne ikke holde ud at være på Arysborgen, uanset hvor mange gange hendes moder satte hende på plads. Så var det godt man havde evnen til at gøre sig usynlig, for så var selv ikke låste døre et problem. Det var tidlig morgen, og Noriana havde taget sin hest i stalden og reddet væk. Måske det så lidt underligt ud at hun var usynlig på en hest, så hun gjorde sig synlig igen efter et stykke tid. Hun var iklædt sin brors aflagte bukser og en skjorte og håret skubbet godt under kasketten. Hun lignede en ranglet dreng og slet ikke den unge frøken som hun var. Hun nåede Dianthos lidt før solopgang og stoppede på en bakke for at se den. Hun elskede hvordan solen farvede himlen i varme farver. Så begav hun sig igennem porten som blev åbnet for hende. Heldigvis var der ingen af byvagterne der stillede spørgsmål. Heldigvis var hendes hest en arbejdshest som hun havde reddet fra døden, idet den var arbejdshest i minerne i Safirien. Den var blevet halt og skulle aflives, men Noriana havde trukket i nogle tråde, og havde selv betalt en healer for at heale benet.

Hun havde gjort det lige for nylig, så de kendte ikke rigtig hinanden endnu, hende og hesten. Hun havde knap nok kommet på et navn. Hun vidste at hendes moder ikke ville billige det, eller ville hun? Det var svært at sige, når Noriana aldrig rigtigt vidste hvilke humør hendes mor var i.

Noriana red igennem porten og stillede hesten ved et trug og betalte en dreng for at holde øje med hesten. Så traskede Noriana igennem byen, faktisk begyndte hun at løbe, og gjorde sig usynlig så ingen kunne se hende. Hun løb ned til markedet, men før hun var fremme løb hun ind i en der kom gående som hun ikke havde set. Hun faldt og blev synlig igen. Hun vendte sig om mod den hun var løbet ind i, og til hendes skræk, var det hendes søster, Arya.

Det var ikke så ofte mere at Arya så Noriana. Noriana var den sidste af Arys børnene, som stadig var i Zircon, mens både Arya, Aldamar og Rasmus var flyttet til Dianthos, af forskellige grunde dog. Dog ændrede det ikke på at Noriana var blevet efterladt i Zircon, mens hendes ældre søskende var taget videre.

Det var dog ikke noget Arya tænkte meget over. Hun havde hurtigt fundet sin plads i Dianthos, både med sine studier og det højadelige liv, men også da det gik op for hende hvor mange bogbutikker der egentlig var i byen. Hendes kollektion havde vokset eksponentielt over det ene år hun havde boet her, men ingen vidste det, da det som altid var godt gemt væk fra omverdenen.

I dag var hun stået tidligt op, og taget noget morgenmad, før hun havde været ude af huset, før Aldamar selv stod op. Hun havde sørget for lidt småpenge med sig, så hun også kunne købe noget at spise senere, og var ellers bare gået ned mod Markedspladsen.

Der var allerede masser af liv på markedspladsen, og hun prøvede at forholde sig roligt og ikke støde ind i nogen, men på et eller andet tidspunkt måtte hun ikke have set sig om, for hun mærkede en krop kolidere med sin egen, og hunv ar selv lige ved at vælte.
”Oh undskyld.. mig..” ordene døde lidt ud som hendes øjne så et meget genkendeligt ansigt, men i den grad ikke hvad hun normalvis så sin lillesøster i. ”Noriana?” udbrød hun uforstående, mens hun kiggede op og ned på hende. Hun burde hverken være her eller gå iklædt noget så... mandigt.

Det var lidt en bevaret hemmelighed for Noriana selv, hvad det var for en evne hun havde, for hvis nogen vidste det, kunne det få konsekvenser. Hun forestillede sig tit at hvis hendes moder fandt ud af det, så ville hun lænke Noriana til sengen, og Noriana ville for evigt være fordømt til at sidde på hendes værelse og kukkelurer, imens hendes søskende havde deres vilde liv i Dianthos. Hun brød sig slet ikke om det!

I virkeligheden vidste hun godt at det ikke var sandheden. Hun savnede bare friheden, og derfor blev hun ved med at kræve den. Hun forstod ikke hvorfor hun ikke kunne flytte til Dianthos ligesom resten af hendes søskende. Men hun vidste godt at det var fordi hun var for ung og for uansvarlig. Hun havde påvist gang på gang at hun ikke kunne leve op til sin moders forventninger. 

Og nu var hun løbet ind i Arya af alle mennesker. Søsteren hun ikke snakkede med særlig tit. Hun stirrede på sin søster og overvejede om hun skulle løbe sin vej. Men hun blev nødt til at sikre sig at Arya ikke sladrede til moderen. 
"Vær hilset søster," sagde hun og omfavnede kort sin søster, velvidende at Arya så hende i mandstøj, men hun lod som ingenting. "Hvad laver du hertil morgen?" spurgte hun som om alt var ganske normalt.

Vilde liv var nok så meget at sige for Arys-børnene. De havde hver deres måde at komme af med deres frustrationer på, uden at det var et problem med hvordan de opførte sig. Det var jo også derfor at Arya ofte skjulte sine erotiske noveller, for det var ikke passende. Hvis man skulle være udenfor normen, så gjaldt det i den grad om at stadig kører efter spillereglerne, eller i hvert fald ligne det. Man havde ikke snydt, så lang tid at man ikke blev opdaget. Fordi Arya også forstod det, så var hun også meget bevidst om at det ikke var hendes sted at fortælle andres hemmeligheder.

Krammet kom lidt bag på Arya, men tog kortvarigt i mod det, selvom hendes blik var fast og en anelse strengt. "Godmorgen Noriana," sagde hun selv, lidt mere tilbageholdende, end det tidligere udbrud, og hun var også hurtig til at samle sine hænder foran sig, mens hun kiggede overvejende på Noriana. "Jeg var ude og gå en morgentur. Hvad laver du her... I Dianthos af alle steder? Har moder sendt dig på besøg herop?" Den skæld ud der uden tvivl ville komme, lå også på kanten af Aryas stemme, fordi selvom hun kunne have diskussioner med Aldamar om at hun ikke måtte noget, så var hun også meget bevidst om at det var farligt at rende rundt alene som kvinde.

Noriana følte at det var uretfærdigt at hendes ældre søskende var i Dianthos og derfor tog hun glædeligt rejsen på fire dage fra Ædelborg for at hun kunne udleve det liv hun elskede. Der skete altid noget uventet i Dianthos og spændingen omkring dette, holdt hende igang. Hun vidste godt det var et opbrud mod det at hun var prinsesse og alt det, men hun var bare ikke rigtigt parat til at være en ordentlig dame. Selvom hun prøvede, så var det som om hun havde jord i munden hele tiden!

Men hun delte ikke rigtigt disse frustrationer med nogen. Hvem skulle det være? Hun havde godt nok sin søster, men hvordan skulle hun fortælle hende, hvor bund ulykkelig hun egentlig var? Og var det overhovedet legitimt at en adelsfrøken, tilmed en prinsesse, var ulykkelig over hendes liv?

Så derfor anede hun ikke hvordan hun skule adressere sin søster. Eller opfører sig for den sags skyld. Hun skrabede i jorden med foden, usikker om hvordan hun skulle forklare sin søster hvad hun dog i alverden lavede her i Dianthos. 

"Godmorgen! Jeg skal flytte ind i huset," begyndte hun. Det havde hun slet slet slet ikke snakket med hendes moder om. Men det var den eneste undskyldning hun kunne komme på. "Jeg ville bare besøge jer, før jeg for alvor flyttede ind," sagde hun og smilede uskyldigt.

Det var underligt som det lød som om at samtlige søskende efterhånden ville flytte til Dianthos eller allerede boede der. Arya havde trods alt været meget alene i et års tid, inden først Aldamar var flyttet tilbage, og nu åbenbart også Noriana. For ikke at nævne at Arya ikke havde hørt noget om det indtil da.

”Du flytter også ind?” spurgte hun overrasket, selvom hun selvfølgelig ikke havde noget imod at Noriana skulle bo der med hende. Hun havde savnet sin familie, men Noriana var ikke ligefrem kendt som den lydige af børnene. Det havde krævet meget overtalelse fra Aryas side da hun selv ville afsted, og hun havde ikke nogle problemer med opførslen i hvert fald. ”Men... hvorfor er du så klædt sådan på?” Hendes næse rynkede sig lidt men hun var ikke afvisende overfor idéen eller hvordan Noriana var klædt. Bare lidt forvirret. En følelse der nok lidt for ofte opstod mellem de to søstre.

Noriana havde ikke engang ondt af hendes moder. Hun havde trods alt stadig Norianas fader, og hendes børn var langsomt ved at blive voksne. I hvert fald udadtil. Noriana havde dog en smule dårlig samvittighed overfor hendes mor. Og det nagede hende at hun rent faktisk ikke havde taget snakket med hendes mor. Men hvordan skulle hun kunne fortælle Arya at det var en løgn? Og var sandheden ikke meget værre? 

"Ja... ja jeg flytter ind," sagde Noriana en anelse for begejsteret. Hvad ville der ske hvis Arya fandt ud af at det var purre løgn, det Noriana stod og fortalte hende? Nu fik hun også dårlig samvittighed over at lyve for sin egen søster!
"Ahh, jeg tænkte det ville være mere praktisk med mandstøj," sagde hun kækt. "Du ved på grund af den lange rejse," løj hun videre. 
"Hvad laver du herude så tidligt?" spurgte Noriana.

Det gav absolut ingen mening i Aryas hoved, selv som Noriana kom med undskyldninger for tøjet hun bar. Hvis man tog herop, især fordi man skulle flytte, så ville deres forældre vel have sendt hende med en karet? Turen på hesteryg var i hvert fald lang, og det var i hvert fald ikke sådan Arya havde taget den personligt.

Hendes øjne blev også lidt smallere, men hun begyndte ikke helt at pille det fra hinanden. Forhåbentlig havde Noriana en grund, men hun kunne næppe tvinge det ud af sin lillesøster. ”Jeg var bare på vej ned mod markedspladsen,” sagde hun, siden hun jo faktisk havde en god grund til at være ude. Vejret så ud til at blive dejligt, så jeg ville hellere udnytte det.” At hun også håbede på at besøge et par boghandler, behøvede Noriana ikke at vide, eller hvad Arya søgte efter. Hun var heldig at den del af hende, var sådan en nem del af skjule over. 

//13-02-2021: Lukker grundet inaktivitet. Vi kan altid se på noget nyt senere.