Sted: Krians mors hjem, hvor han også bor
Tid: Efter midnat, der er mørkt
Vejr: Sommerlunt med et hint af nattekølighed. Stjerneklart

Der var stille omkring Krian, da han traskede ned ad gaden, en dejlig rolig stilhed, der var en stor modsætning fra den kro, han kom fra. Over skulderen havde han en taske, der var fyldt med skrammel, han havde forsøgt at sælge. Som altid var han på jagt efter krystaller, og det var da også lykkedes ham at få flere krystaller hjem end han brugte på drikkelse, men der havde ikke ligefrem været gevinst. Måske markedet dagen efter ville give nogle flere interesserede kunder.
Nej, den største gevinst var de to punge, han havde fået lusket til sig, inden han klogeligt var fortrukket fra kroen inden nogen skulle betale for deres drikkelse og opdagede manglen på krystaller.

Den rødhårede halvhjort så noget træt ud, som hans klove klikkede mod brostenene, det havde været en lang dag, og samtalen med hans mor om morgenen sad stadig fast i hans tanker. De var på røven, men det forstod hun ikke, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre ved det.
Huset de boede i nu, havde hun købt for nyligt. Krystallerne, ja, dem havde hun lånt af en eller anden lånehaj, helt uden at tænke over, at han nok gerne hurtigst muligt ville have pengene tilbage. Det var så typisk hans mor, at gøre noget uden at tænke over konsekvenserne, og somme tider kunne Krian godt forstå, at hans far var skredet.
Men Krian elskede sin mor, og han havde brugt de sidste par uger på at finde ud af, hvad han kunne gøre for at skrabe så mange krystaller sammen. Han tvivlede på, at de småtterier af kriminelle ting, han normalt gav sig i kast med, kunne gøre det denne gang, men han havde ikke fundet nogen anden løsning.

Huset dukkede op, og han gik om til bagdøren for at låse sig ind. Døren var så ikke låst, og han sukkede irriteret. Hun havde nok glemt at låse den, da hun gik. Han måtte lige huske hende på det. Igen. 
Der var ingen grund til at være stille, som han gik op af trappen, hun var ikke hjemme. Hun havde en veninde udenfor byen, nogle timer væk på gåben, som hun var ude for at besøge i et par dage. Egentligt havde hun efterladt butikken til ham, men han vidste ikke, hvor meget tid han gad at bruge på at stå nede i det rodede lokale. Hun havde ikke helt besluttet sig for, hvad hun egentligt ville sælge, så lige nu var det en blanding af gamle møbler, tingeltangel, tørrede blomster, lys og andre ubrugelige ting, kun gamle koner gik op i. 

Oppe på førstesalen skubbede han døren op og gik direkte ind i stuen. Der var mørkt, men gadens og stjernernes lys gjorde det muligt at se. Og så stod der en olielampe på lavt blus på spisebordet, som han, efter at have smækket døren med en klov og smidt tasken fra sig så den raslede, gik hen og skruede op for, så han kunne se noget. Måske noget at spise var en god idé, de havde både brød og ost i køkkenet. Som han ville gå mod køkkenet, fik han øje på noget i mørket ud af øjenkrogen. Han sprang et skridt væk og kom med et højt forskrækket udbrud.
"Ved alle Chances terninger! Hvem er du?! Hvad laver du her?!" Hans blik fløj over manden, inden det panisk gled rundt efter noget at forsvare sig med. Det nærmeste var en tung lysestage, og han greb den hurtigt og holdt den truende op foran sig.
"Jeg skriger til byvagten kommer!" 

Man kunne altid diskutere, hvor skræmmende den tynde, langbenede halvhjort var, som han stod der i en råhvid skjorte og bukser, der var bundet sammen om hans ben halvvejs nede. Selv geviret fik flere smil frem end så meget andet, da det ikke var så stort. Men han mente det nu, han skulle nok skrige til nogen kom og tog sig af indbrudstyven!

Det skete utroligt sjældent, at Declan indgik dårlige handler, når man havde været i gang så længe som han, lærte man han vurdere sine investeringer grundigt. Selv for Declan, kunne der dog ske svipsere, hvilket førte til dårlige handler eller missede muligheder. Til hans held, var de dårlige handler ofte på små beløb, og langt de fleste gange var han endt med at give en advarsel f en art, og så ellers lade kunden slippe, han kunne jo ikke slå alle ihjel, som gik ham imod, men engang imellem blev han jo nødt til at stå fast, bare for at sætte et eksempel, og det var grunden til, at han henover aftenen var søgt mod et hus i den centrale del af Dianthos.

Huset, som han var på vej mod, kendte han ganske godt, det var trods alt ham, som havde betalt det, og selvfølgelig havde han gjort sit hjemmearbejde, bare i tilfælde af, at han ville have brug for at komme ind i huset ubemærket. Det havde ellers virket som en ganske fin handel, en kvinde som ønskede at starte sin egen forretning, og hun havde forsikret ham om, at hun sagtens ville kunne tjene pengene ind igen. Normalt ville Declan have sikret sig, at denne påstand var sand, men hun havde fanget ham i et svagt øjeblik, så nu stod han med en kunde, som ikke kunne betale sin gæld, på trods af flere trusler og 'pæne' beskeder. Hun havde ikke engang nogen indflydelse eller sladder af værdi, som kunne gøre op for hendes gæld. Han havde dog fundet ud af, at kvinden havde en søn, måske han ville være lidt mere villig til at betale gælden af.

Declans første stop var butikken, bare lige for at undersøge, hvad kragen overhovedet solgte. Misbilligende vrængede han på næsen, med de varer var det da ingen overraskelse, at hun ikke kunne betale sin gæld. Bagefter gik turen ovenpå, hvor alle rummene blev gennemgået, inden han til sidst endte med at sætte sig i et hjørne af en stue, nu handlede det bare om at vente på, at nogen kom hjem, heldigvis havde han ikke andre planer for natten.

Declan sad og rensede sine negle med den lange kniv, som han ofte gik rundt med, da han hørte en komme ind i huset, men han rørte sig ikke ud af flækken, personen skulle nok komme ned i køkkenet på et tidspunkt. Kort tid efter hørte han ganske rigtig trin nærme sig køkkenet.
Hurtigt kunne Declan konstatere, at det måtte være kvindens søn, som var kommet hjem. Han så godt nok ikke ud af meget, faktisk var han nok mere spinkel end Declan selv. Han var tydeligvis heller ikke ret observant, da der gik overraskende lang tid, inden han opdagede, at der var andre i rummet.
"Gør du endelig det, så kan jeg smide besværet for at håndtere byvagten oven i den gæld, som din mor allerede har til mig"

Krian blev stående med lysestagen i hænderne, truende løftet, og med munden halvt åben, som ville han faktisk skrige. Nok var han ikke gode venner med byvagterne, de fleste af dem fandt ham faktisk pisseirriterende, men de var der trods alt for at beskytte borgerne mod kriminelle, og selvom Krian somme tider var den kriminelle, så skulle de stadig beskytte ham mod mere kriminelle!
Men han skreg ikke, som manden i hans hjem begyndte at snakke, og hurtigt nævnte den gæld, Krians mor havde skaffet sig.

”Hønserøv,” bandede Krian lavt for sig selv, mens hans blik flakkede rundt. Var der flere end bare den ene mand? Det virkede ikke sådan, men nu havde han ikke været inde på værelserne at kigge. For et meget optimistisk sekund overvejede han, om han skulle prøve at slås med manden, men bare tanken om blå mærker og hvor galt det ville gå, fik ham til at sænke lysestagen en smule. Mistroisk kneb han øjnene sammen og så på manden i mørket, der kun var oplyst af olielampen på bordet bag Krian.
”Jeg ved ikke, hvad du snakker om. Der er ikke nogen her, der har nogen gæld.” Løgnen gled fra ham og lød ganske troværdig, han havde trods alt brugt hele sit liv på at lyve og svindle.

”Jeg advarer dig, det er bedst at smutte nu, inden min onkel kommer hjem, han er stor som et bjerg og knækker dig midt over. Der er ikke noget af værdi her i huset, så du kan tage den der drabelige kniv og skride, inden nogen kommer i problemer.” Ordene begyndte at vælte ud af ham som skidt fra en spædekalv, et godt tegn på, at han var lidt presset. For selvfølgelig vidste han, hvad manden snakkede om, hans mor skyldte mere væk, end Krian havde haft mellem hænderne hele sit liv, men derfor var der ingen grund til at indrømme det og komme i problemer. For Krian var ikke dum, og han vidste godt, hvorfor nogen sad i deres hjem og ventede på, at de kom hjem. Og det var ikke af nogen barmhjertig, god grund. Hvilket kniven bare understregede.
”Du er i det forkerte hus, makker, døren er der.” Han trådte et par skridt bagud for at gøre plads til mandens gang mod døren, men var selvfølgelig lige ved at vælte over en af hans mors forbandede pynteting, denne gang en skammel. Han blev dog på benene, og rømmede sig for at nikke mod døren.

Nok virkede det til, at hele Declans opmærksomhed var rettet mod neglene, som nøjsomt blev renset med spidsen af kniven, men langt det meste af hans opmærksomhed var faktisk rettet mod Krian. Hver lille bevægelse, hvert lille ord, blev taget ind og nærstuderet. Det var en vigtig del af Declans arbejde, og havde han været mere møjsommelig med det, havde han måske ikke siddet her nu. Sket var dog sket, og nu skulle han regne ud, hvordan han kunne få det bedste ud af situationen. Det burde ikke være slemt, knægten virkede allerede nervøs og bestemt ikke villig til at slås, hvilket passede Declan helt fint.
"Lad være med at lyve overfor mig Krian. Du kan måske narre andre, men det er mig, som har givet din mor pengene til det her hus, så selvfølgelig ved jeg, at det er det rigtige." Det var gennemtænkt, at han havde valgt at bruge knægtens navn, han skulle vide, at Declan vidste alt om dem.

Declan sukkede lavt, og så endelig op fra kniven og neglene, den her samtale irriterede ham allerede en anelse.
"Vi ved jo begge to godt, at du ikke har en onkel, som kommer hjem om lidt. Så ville du slet ikke være så ivrig efter at komme af med mig" Knægtens adfærd fortalte rigeligt i sig selv, men det hjalp selvfølgelig også, at Declan havde haft folk til at holde øje med huset, og han havde ikke set nogen mand som passede beskrivelsen komme og gå.
"Men hvis du da så gerne vil af med mig" Han rejste sig op, og satte kniven på plads i bæltet.
"Det er heller ikke dig, som jeg er interesseret i. Jeg kommer bare igen på et senere tidspunkt, så jeg kan overtale din mor til at give mig mine penge"  Han trak ligegyldigt på skyldrene og gik mod døren. Selvfølgelig var hans plan, at Krian skulle stoppe ham, inden han forlod huset, men det betød nu ikke det store, hvis det ikke var tilfældet. Declan havde dog alle intentioner om at komme holde sit ord og komme tilbage, for enten at få sine penge lave et eksempel ud af knægtens mor.

Det fregnede ansigt fortrak sig i en utilfreds grimasse, da den fremmede mand bad ham om ikke at lyve og samtidigt sagde hans navn. Pis. Det gjorde det lidt svært at arbejde sig udenom hele situationen, når manden tydeligvis vidste, hvem han var. Ikke at han var svær at genkende, det var ikke ligefrem fordi, at det vrimlede med halvhjorte i Dianthos. 
Krians hjerte bankede hårdt i det spinkle bryst, selvom forskrækkelsen havde lagt sig lidt. Alt i ham skreg efter at komme væk, manden foran ham var en trussel, selvom han ikke så så stor ud, men der var noget over hans udstråling. Hans aura, som hans mor ville sige. Hvordan kunne hun indgå en handel med denne skurk?!

Da han kommenterede på Krians trussel med onklen, trak Krian let på en skulder, uden dårlig samvittighed over at forsøge at stikke ham en løgn, der ville skræmme ham væk. Han havde ikke så meget andet end sin mund at bruge som beskyttelse, så løgne smed han gerne til højre og venstre, så længe det kunne få ham ud af en træls situation. Og det var det uden tvivl nu.
"Det var et forsøg værd," mumlede han lidt surt som svar.

Da den fremmede rejste sig op, trådte Krian lidt længere væk fra ham og løftede lysestagen igen, som for at sige, at han var klar til at slås, hvis manden ikke gik. 
Fregnerne stod noget tydeligere frem, som han blev bleg ved mandens ord. Han sagde ikke noget om, hvordan han ville overtale hans mor, men det lå i tonefaldet, og det gjorde Krian dårlig. 
"Vent." Hans stemme var hæs, og han sank en klump, som han stoppede manden i at gå. "Du må ikke gøre min mor noget. Hun kan ikke gøre for det." Han sank igen, mens hans blik flakkede lidt over omgivelserne, som håbede han, at der dukkede en stor sæk penge op. Det gjorde der bare ikke, og han skar ansigt igen, inden han tøvende stillede lysestagen fra sig.
"Vi må kunne finde ud af et eller andet, noget med at betale af eller... altså, der er ingen af os, der har nogle krystaller. Ikke sådan lige nu og her. Altså, jeg kan skaffe nogle løbende." Han endte med at sukke og slå ud med armene. "Jeg ved ikke engang, hvad hun skylder dig?" Meget. Så meget var han klar over, men Sybille havde ikke ville snakke med ham om hendes problemer med lånehajen. Hun vidste vist godt, at hun havde dummet sig.

Som Krian begyndte at snakke, stoppede Declan op, nærmest allerede med foden ud af døren. Da Declan stod mod ryggen til Krian, kunne ingen se det tilfredse smil, som spillede om hans læber. Selvfølgelig virkede hans plan, han havde jo ikke forventet noget mindre, men derfor var det nu altid meget rart at få bekræftet, at han havde regnet knægten rigtig ud.han sørgede for, at det sædvanlige neutrale ansigtsudtryk var på plads, før han vendte sig om, så han kunne se på knægten foran sig.
"Jeg er ikke kendt for bare sådan qt ændre vilkårene for et lån" Det var løgn, faktisk ændrede han ofte de vilkår, som var stillet fra starten, men det behøvede Krian jo ikke vide.

Declan lagde hovedet på skrå, og lod blikket glide overvejende op og ned af Krian.
"Når det så er sagt.. Jeg har også en chef, som jeg skal gøre tilfreds" Han gik over til stolen, som havde siddet på før, og satte sig på den igen.
"Så lad os se, om vi ikke kan finde ud af noget" Han havde allerede flere ideer til, hvordan Krian kunne hjælpe med at indtjene pengene, men han ville lade knægten lede den del af forhandlingerne, i hvert fald for nu.
"Jeg lader ikke flere folk være ansvarlig for det samme lån, så hvis du vil sørge for, at der ikke sker din mor noget, så overtager du lånet" det var ikke et krav, som var til forhandling, og det burde være tydeligt at høre på hans stemme.

"Jeg er ingen urimelig mand, jeg er villig til at give dig de samme betingelser, som din mor fik. To uger til at skaffe den første del, som skal betales tilbage, den er vil selvfølgelig være højere end de efterfølgende betalinger, så jeg har en form for sikkerhed. Derefter skal der betales hver uge. De nærmere detaljer om beløbets størrelse kan du jo passende tage med din mor" Han pausede et øjeblik for at sikre sig, at knægten forstod alt, som der blev sagt.
"Hvis du fejler i at betale fast, vil der komme yderligere tillæg på gælden. Hvis det er en gentagende forseelse så.. Ja, jeg behøver vel næppe fortælle dig, hvad der så vil ske" Han klappede sigende på kniven, som hang på sin plads.

Krian vidste ikke helt, om han skulle føle lettelse eller gru, som hans ord fik manden til at stoppe op og vende sig væk fra døren. Hans adamsæble hoppede tydeligt op og ned på den tynde hals, som han sank en nervøs klump. Selvom han rystede i bukserne af skræk, forsøgte han at se knapt så bange ud, som han var. Nok var han en halvhjort, men han behøvede vel ikke at stå der som et byttedyr foran nogen, der var ude på at slagte ham! Så han trak øjenbrynene lidt sammen og så så utilfreds ud som muligt, stadig med den dumme lysestage i hånden. Han var nok ikke stærk nok til at slå nogen ud med den, men han kunne da prøve!

Stadig unormalt tavs fulgte Krian ham med blikket, som han gik over og satte sig på stolen i hjørnet igen. Der var ikke nok lys til at se ham tydeligt, men det var ikke svært at møde hans blik. Krian var lige ved at åbne munden for at lukke et eller andet ud, men manden snakkede videre, og Krian fortsatte med at være tavs. Lige nu var det vist bedst at lytte.
Da der blev sagt, at han skulle overtage lånet, skar han ansigt. Hvorfor skulle det nu være hans lån? Et stik af vrede mod hans mor gled igennem ham, men blev hurtigt byttet ud med opgivenhed. Hans mor ville aldrig få det betalt tilbage, og hvad ville der så ske med hende? Hun var alt for skrøbelig til at nogen kunne gøre hende ondt.

Stadig lyttende gned han en hånd over sit ansigt og gnubbede sine øjne lidt, inden han sukkede og så tidsnok op til at se ham klappe på sin kniv. Det fik ham til at synke igen, mens han overvejede sine muligheder. Ikke at han rigtigt havde nogen, ud over at tage gælden og se om han kunne få den betalt af. Måske han kunne få overtalt sin mor til at forlade Dianthos, men han tvivlede. Hun havde altid boet her.
Til sidst trak han en stol ud fra spisebordet og satte sig på den, efter at have stillet lysestagen fra sig. Han var en besejret mand, hvilket kunne ses på hans hængende skuldre.
”Hvis jeg tager gælden og gør, hvad jeg kan for at betale dig tilbage, så lader du min mor være?” Det var det vigtigste. Krian kunne klare sig selv, han levede da endnu, hvor han altid havde skulle passe på sin mor. Og selvom hun gjorde en masse dumme ting, var hun stadig en uskyldig sjæl. Han måtte gøre sit bedste for at beskytte hende. Og så måtte han arbejde hårdere for at skaffe krystaller, end han gjorde nu. Tanken gjorde ham ærligt talt en smule træt.

En del af Declan håbede på, at knægten foran ville gøre lidt mere modstand, måske endda blive voldelig. Det var alt for lang tid siden, at han for alvor havde været nøst til at kæmpe for en handel, men det gjorde vel heller ikke noget, når tingene var lidt nemme engang imellem. Declan havde aldrig været typen, som havde brug for spænding og fare ii sit liv, det var ikke derfor, han havde startet forretningen, det var for at tjene penge. Men mon ikke han kunne have det lidt sjovt med knægten, selv uden at han nødvendigvis behøvede at ty til vold og tortur.

At svagt smil fandt vej til Declans læber, ved Krians ord. Folk skulle bare altid forsøge at sno sig udenom! Forstod de da slet ikke, at når først hans krav var stillet, var han utroligt svær at handle med.
"Du tager gælden, og betaler tilbage, hvad du skylder mig. Hvis jeg accepterede, at alle bare gør, hvad de kan, ville forretningen være kørt i sænk indenfor en måned" Han kunne endnu ikke afgøre, om knægten havde sagt det, i et forsøg på at snyde ham, i et forsøg på at måle ham, eller om han virkelig var dum nok til at tro på, at det var sådan tingene fungerede. Lige umiddelbart var han tilbøjelig til at tro på det sidste.

Lavmælt begyndte Declan at nynne, mens han rejste sig op og gik helt hen til Krian. Måske han skulle have tingene lidt bedre forklaret.
"Jeg troede ikke, at det ville være nødvendigt at forklare det, men det viser sig, at jeg tog fejl, så lad mig fortælle dig præcis hvad der sker, hvis du ikke betaler din gæld til tiden. De første par gange vil der komme renter på, flere og flere hver gang. Hvis du stadig ikke forstår budskabet, må vi jo begynde med hårdere midler. Du virker til at være så glad for din mor, så måske jeg skulle starte med hende. Man kan sagtens undvære en finger eller to, uden det har den store betydning. Du får selvfølgelig lov til at se det ske, bare så du ikke tror, at jeg snyder dig. Hvis jeg bliver virkelig gal, kan det være, at jeg går efter huset her, det er vel teknisk set mig, som ejer det trods alt. Jeg kan sætte ild til det, imens din kære mor ligger og sover, og du render panisk rundt for at finde mine krystaller" Kendte man Declan ville man vide, at han aldrig kom med tomme trusler, men selvom Krian ikke kendte ham, burde det være tydeligt på hans holdning og tonefald, at han labgt fra lavede sjov.

En trækning løb over Krians ansigt, det lød mere som en ordre end et foreslag denne gang. Det tydede ikke på, at han ville kunne undgå at overtage sin mors gæld, men selv hvis det ikke var et krav, ville han så lade være? Der var ingen tvivl om, at Sybille ikke var i stand til at skaffe så stor en mængde krystaller. Så om Krian ville det eller ej, så det nu ud til, at han havde gæld til op over geviret.
Han havde som sådan ikke forsøgt at snyde manden, han havde bare lige diskret forhørt sig, hvor løse reglerne var, og det fortrød han lidt, som manden rejste sig og kom over til ham. Nynnende. Havde situationen været en lidt anden, ville Krian have gloet underligt på ham, var han hjerneskadet eller hvad? Men nu flakkede hans blik lidt i stedet for ikke at stirre for meget.

Selvom han følte sig ubehageligt lav, fordi han stadig sad ned, da den anden kom derover, blev han dog siddende. Det havde været en lang dag, og han var træt, og ærligt talt ville det ikke ændre noget om han stod eller sad, så han så op mod manden, der begyndte at ævle løs om konsekvenserne ved, at der ikke blev betalt til tiden. Det første var ikke så overraskende, var det ikke sådan gæld fungerede? Det var ikke første gang, at Krian skyldte penge væk, bare ikke et så stort beløb og slet ikke til en skurk som den her idiot.

Det var først, da han begyndte at snakke om at skære fingrene af Sybille, at Krian rettede sig lidt op og mærkede angsten komme snigende. Hvis han ikke kunne skaffe penge nok, ville det gå ud over hans mor. Han vidste ikke engang, hvor meget det drejede sig om. Da han begyndte om at sætte ild til huset, rejste Krian sig brat. Huset kunne rende ham, det var ikke hans idé, at de skulle bo her. Men han kunne ikke holde til at høre flere trusler mod sin mor.
"Hvis du rører min mor, får du slet ikke nogle krystaller." Han forsøgte at lyde bestemt og skræmmende, som han slog det fast, hvilket halvvejs lykkedes. Han var ikke meget højere end lånehajen, men han strakte sine ben lidt og håbede geviret hjalp på det, som han forsøgte at nedstirre ham.

Langt de fleste kunder, som Declan 'handlede' med var besværlige på en eller anden måde. Ofte endte det endda fysisk, men i sidste ende fik han altid, hvad han ville have. Han var ikke bange for at ty til mere modbydelige midler, mord, afpresning, kidnapning, tortur.. Han havde prøvet det hele før, og han havde ikke nogen kvaler ved at skulle gøre brug af det igen. Mange af kunderne valgte at makke ret, når han først var begyndt på truslerne, og han ville ikke have troet, at Krian var dum nok til at protestere, men der tog han så åbenbart fejl.

Det var da alligevel utroligt så tungnem denne unge mand var, det varjo næsten ligefrem underholdende. Declan smilede da også og rystede svagt på hovedet, han skulle virkelig have slået fast ind med de helt store søm.
"Du er ikke i nogen som helst position til at stille krav" i en hurtig bevægelse trak han sin kniv og pressede den mod Krians hals, ikke hårdt nok til faktisk at bryde huden, men hårdt nok til lige at markere.
"Der er intet, som holder mig fra at slå dig OG din mor ihjel, bortset fra udsigten til, at jeg får mine krystaller. Så hvis jeg var dig, ville jeg passe utroligt meget på" Han trak kniven lidt væk, men holdt den stadig hævet, fuldt ud forberedt på at lade det skarpe blad glide hen over knægtens hals, hvis han ikke snart fattede budskabet.
"Har du efterhånden forstået, hvordan det her fungerer?" Måske var han normalt en nogenlunde tålmodig mand, men han havde hverken tiden eller lysten til at bruge meget mere tid i dette hus.

Altså, han havde næsten regnet ud, at det ville komme. De mere fysiske trusler. Men han havde krydset fingre for, at lånehajen var mere interesseret i at få alle sine krystaller tilbage end at slå Krian ihjel, selvom han var nok så irriterende. 
Knivens metal var koldt mod Krians hals, som han lænede sig en smule tilbage for at komme væk. Det hjalp selvfølgelig ikke noget, kniven fulgte med. Frygten sad som en kold knude i brystet af ham, og det krævede alt i ham ikke bare at forsvinde ind i den anden dimension. Faren ved det var bare, at han ville falde en etage ned, siden den anden side bare var tom, og han var ikke i tvivl om, at hans tynde ben ikke ville tage det fald specielt godt. Han ville dog gøre det, hvis han mente, at det var den eneste udvej. Lige nu ville lånehajen bare true. Ikke?

Man skulle måske tro, at jo mere man truede Krian, jo mere ynkelig ville han blive, men det resulterede ofte i, at hans hjerne slog fra og overlod styringen til hans kæft. Og det var jo ikke fordi, at han var dum, han vidste godt, hvordan en mand som lånehajen fungerede. Eller skulle fungere, i hvert fald.
Så han trådte lidt bagud, væk fra ham, da kniven flyttede sig og så åbnede han munden.

"Nu ved jeg ikke, hvor sindssyg du er, meget, efter hvad jeg har set ind til videre, men jeg tænker, at dine krystaller betyder mere end to døde lig, der ikke kan betale dig noget som helst tilbage. Jeg mener det skam, når jeg siger, at jeg ikke har tænkt mig at give dig nogen krystaller, hvis du rører min mor, og hvis du så slår en eller begge af os ihjel, så kan jeg jo slet ikke betale tilbage, så selvom det er en god trussel, så vil den bare ikke være ret praktisk at udføre. Men hey, jeg har ikke sagt, at jeg ikke vil forsøge at betale dig tilbage, for jeg forstår godt, hvordan det hele fungerer, og jeg har ikke lyst til at stifte nærmere bekendtskab med den kniv der. Men vi er helt enige, så længe du ikke gør min mor noget, det kommer ikke til at hjælpe dig med at få penge ud af mig." Selvfølgelig ville det nok gøre det, og Krian vidste allerede, at han ville slide sine klove op i et forsøg på at få fat i alle krystallerne, men han håbede, at manden ville være bare lidt fornuftig og se, at han skulle blande Krians mor ud af  det.

Hans ansigt udtrykte stadig skræk, men så snart han var begyndt at snakke, var han lidt mere i sit rette element, og som han ikke kunne holde sine hænder i ro og de blå øjne holdt op med at flakke, videre han en smule mere afslappet. Det var lidt en løgn, han var ved at dø af skræk, men at sætte en facade op var trods alt dét, han var bedst til.

Det var tydeligt at se på Declan, at han efterhånden var godt irriteret. Det var meget få folk, som havde overlevet at gøre ham så irriteret. Han skulle bare have stukket ild til huset og have fået det overstået. Ja, det ville betyde at han ikke fik sine krystaller tilbage, men det var jo ikke fordi der var tale om nogen ret stor sum. Desuden kunne han sagtens undvære den smule krystaller, hvis det betød, at han ikke skulle håndtere denne yderst irriterende knægt længere. 

Han stak kniven tilbage på sin plads, og greb i stedet ud efter Krians trøje, så han igen kunne hive ham helt hen til sig.
"Du har ingen ide om, hvad du taler om, knægt. Den smule krystaller, som i skylder mig, betyder i realiteten ingenting. Normalt ville jeg bare have slået jer ihjel, men jeg bliver nødt til at sætte et eksempel en gang imellem" Han var træt af den her knægt, han burde bare skære halsen over på ham og få det overstået. Eller måske endda slæbe ham med hjem, og forsøge for alvor at banke reglerne ind i hovedet på ham. Det var nok hvad det ville ende med, hvis han ikke stoppede med de flabede kommentarer.
"Hvis du ikke rettet ind og holder din store mund lukket, så skal jeg med glæde finde en måde at lukke den på, er det forstået?" Knægten ville jo trods alt ikke have brug for sin tunge for at tjene penge, der var så mange måde man kunne gøre det på, som ikke krævede nogle former for talegaver.