Victorias næse blev fladere, øjnene grålige og håret en almindelig leverpostejsfarve, mens hun bevægede sig gennem mylderet. Zirra, der gik ved siden af hende, lagde næsten ikke mærke til forandringen, for hun var efterhånden så vant til at ændringerne kom og gik. Hun havde lært at fokusere på de dele af Victorias udseende, som ikke kunne ændres magisk - i hvert fald ikke endnu.
"Er du klar på opgaven?" spurgte Victoria og hankede op i den tunge sportstaske, der hang over hendes ene skulder. Hun var allerede bebyrdet af en anden rygsæk spændt til hende med remme over hofte og bryst. Hun ville ikke komme ind nogen steder uden at blive grundigt gennemsøgt. Heldigvis var planen, at kun Zirra skulle benytte hovedindgangen.
"Det er dig, der har den svære del," svarede Zirra og rakte en lille øresnegl til sin partner. "Så længe du ikke går ind, før jeg siger til, skal det nok kunne lade sig gøre. Fjortende etage, ikke?"
"Fjortende etage," bekræftede Victoria, mens hun satte øresneglen i. "Ses deroppe."
Med de ord drejede hun af, mens Zirra fortsatte ligeud mod den højeste bygning i Dianthos Central.

Den sorte obsidianfacade tårnede sig op der, hvor det legendariske Krystalpalads engang havde stået. Den høje, firkantede bygning havde et spir på toppen og plads nok til en helikopter. Øverste etage var ikke på nogen plantegninger, og de mistænkte, at det var den nye løsning til en fangekælder. På et tidspunkt skulle det undersøges nærmere, men lige nu havde de andre planer. Zirra satte et par briller på næsen, klipsede det forfalskede ID-kort på skjorten og trak sin tablet op af tasken.  Dagens opgave: At infiltrere hovedkvarteret for Mørck A/S.

"Jeg er klar," lød det en smule skrattende i Zirras øresnegl, mens hun gik hen ad en lang gang mod elevatoren. 
Det havde ikke været et problem at komme ind gennem den første sikkerhedsdør. Hun havde holdt sig lige i hælene på en anden sekretærlignende dame, og var kommet med igennem uden at sikkerhedsvagten havde tjekket hendes ID nærmere.
"Afvent," sagde Zirra lavt.
Hun fortsatte hastigt forbi rækken af elevatorer, inden nogen kunne nå at lægge mærke til det, og på en gang lidt væk fra det almene modtagelsesområde, fandt hun hvad hun søgte: Overvågningsstationen. 
Otte skærme prydede den ene væg og viste en fuld dækning af hele området omkring bygningen, så ingen kunne påtvinge sig uautoriseret adgang uden at det blev opdaget. Tre mænd sad i rummet, og en af dem havde konstant blikket rettet mod skærmene. Præcis som deres kontakt havde informeret dem om.
Det tog næsten al chakra, Zirra havde i sig, at trække skærmenes lys til sig. Med ét gik alle skærmene i sort, og hendes ellers mørklagte tablet lyste op. Med de meget større skærme presset ned på mindre plads, kunne hun ikke se det, de havde vist før - kun forskubbede og overlappende pixels i et væld af farver.
"Nu," sagde hun til Victoria, og indledte de mest nervepirrende sekunder af dagen, mens hun gik tilbage mod elevatorerne.
"Jeg er inde," lød det kort efter, og Zirra åndede lettet op, prikkede til skærmen og lod lyset vende tilbage til sikkerhedsfolkene. 
Der var ikke lang tid at handle i. Nok havde de snydt videoovervågningen et øjeblik, men som alle kompetente vagter, ville de straks tjekke optagelserne og få sat gang i en eftersøgning. Den slags flimmer skete ikke uden grund.

Ding.
Elevatoren åbnede op til fjortende sal, og Zirra begav sig ned ad gangen mod arkivet. Omkring hende lå åbne kontorlandskaber med rækker af stole og ansatte ved computere. Udefra så det ganske uskyldigt ud, men Zirra vidste, at de ledte efter folk med idéer, der skulle fjernes. Én forkert udtalelse på internettet, og den almene borger kunne forvente besøg fra myndighederne. De selv samme myndigheder, som burde regulere virksomheder som Mørck. Men når alle politikere var i lommen på de rigeste dæmoner i verden, var retfærdighed et definitionsspørgsmål, som den almene borger ikke fik indflydelse på. 
Skiftet i magtbalance var sket over flere årtier - langsomt og diskret. Man havde allerede vænnet sig til kameraer i gaderne og streng håndhævelse af loven, men da både politi og socialforvaltning pludselig blev opkøbt af Mørck, dukkede spørgsmålene, man burde have stillet for lang tid siden, op. Nu var det kun Victoria og hendes Lysbringere, der havde stillet sig op som modstandere til Mørck og forsøgte at opildne til oprør og revolution. En god tanke, der var svær at udføre, når enhver støttende kommentar blev anset som landsforræderi og straffet med døden. Det var en kende ironisk, at Lysbringerne var nødsaget til at operere i skygge.

Zirras åndedræt satte sig fast i halsen, og hun samlede al sin viljestyrke for ikke at stoppe op og gispe. De smukke, mørke krøller var genkendelige selv på ti meters afstand og mellem utallige andre kontorhoveder. Storm. Hun havde troet sig i sikkerhed og under radaren indtil den dag, hvor han havde fundet hende. Til hendes held, havde han ikke været ligesom de andre, der var ansat til at opspore og afskaffe sådan nogle som hende, og hele situationen havde... Udviklet sig. 
Zirra havde efterfølgende tigget og bedt ham om at sige op, men var man først en del af Mørck, forlod man dem ikke bare lige. Nu sad hendes skønne Storm lige dér, midt i hvad der snart ville være orkanens øje, på en dag hvor han ellers havde lovet hende, at han ikke ville være der. Zirra tvang sine følelser ned i maven og blinkede febrilsk et par gange, før hun tog i døren til arkivet.

"Hvad nu?" Victoria læste som altid Zirra som en åben bog. 
Håret var stadig den kedelige leverpostejsfarve, men øjnene havde fået den lyseblå farve tilbage. Hun stod mellem vinduespanelet og en lang reol ifærd med at hælde en bunke papirer og USB-stik ned i den store sportstaske, der nu var tom. Bag hende så udsigten til byen dyster ud igennem det mørke glas.
"Storm er her," svarede Zirra blot og rystede på hovedet. "Men jeg ved, vi ikke kan stoppe nu."
Victoria prøvede at fange hendes blik, men hun undveg det. 
"Det er jeg ked af," sagde hun en smule sørgmodigt. "Han var god nok på bunden."
Zirra nikkede og bed sig selv hårdt i læben. Det her var et offer, hun havde gjort alt i sin magt for at undgå. Et offer, hun virkelig ikke ønskede at bringe. De havde taget så meget fra hende allerede. Hele hendes familie. Så mange venner. Uden Storm ville hendes egen verden blive lidt mørkere.
Zirra borede neglene ind i sine håndflader. Sorg måtte vente til senere. "Hvor langt er du? Har vi alt, vi kom efter?"
Døren klikkede bag hende, og Zirra vendte sig om. Det første hun fik øje på, var de isblå øjne. Det næste var pistolen i hans hånd. 
"Du er ikke autoriseret til den her del af bygningen, er du?" spurgte Zahinael. "Det er som om du ikke er autoriseret til noget af bygningen, faktisk."
"Jeg skulle blot arkivere..." begyndte Zirra sin indøvede forklaring.
Zahinael skød hende i benet. 

Med et skrig faldt Zirra om. Hun klamrede sig til benet, hvor bukserne allerede var sølet ind i blod. Hjertet hamrede upraktisk hurtigt i hendes bryst, og hun bed tænderne sammen og trak vejret ind i små, skarpe stød. Hun turde ikke dreje hovedet og afsløre Victorias position.
"Jeg har hørt om dig, lille Lysbringer," sagde dæmonen og trådte et skridt tættere på. Zirra formåede at hive sig en smule baglæns og efterlade et blodigt håndaftryk på gulvet. "Al den ravage, du har lavet ved at stjæle og flytte på lyskilder - ha, se nu ikke så overrasket ud. Som om sådan en evne ville gå ubemærket hen."
Han sigtede på hendes brystkasse. Zirra kneb øjnene i. Braget fra skuddet var højere end forventet, og hun var væsentlig mindre død end forventet, da hun åbnede øjnene igen. En arm var rakt frem forbi Zirras ansigt og ud fra en medaljon i hånden skød et lysende, gult skjold. Små gnister sprang fra det sted, hvor kuglen var blevet reflekteret. Hadefulde gnister sprang fra Zahinaels blik.
"Fint, så får jeg to af jer i dag," snerrede han. "Det skjold holder ikke for evigt."
"Det her er for at slå mine folk ihjel," sagde Victoria blot.
Hun vendte sin hånd en kvart omgang og en detonator kom til syne. Zahinaels øjne spærredes op i forfærdelse. Victoria trykkede på knappen.

Eksplosionen kom fra midten af fjortende etage. Ildtunger bredte sig og slugte alt på deres vej. Zirra så, hvordan alt bag dæmonens skikkelse blev en sammenhængende masse af orange, rød og gul, og hans vredesbrøl blev slugt af det rungende brag. Trykbølgen samlede dem op og kastede dem ud ad de splintrende vinduer, mens Zahinaels skikkelse blev opløst af flammerne, uden et magisk skjold til at beskytte mod varmen. Victorias arme holdt fast om Zirras krop, mens de faldt baglæns ned mod fortovet. Med et ordentligt ryk blev de hevet tilbage opad, idet Victoria løsnede faldskærmen på sin ryg. 

De gled på vinden omgivet af gløder og glasskår. Paniske råb steg op fra gaden. Det var lykkedes, selvom det havde været lige lovligt tæt på til sidst. De havde lokket overhovedet for opsporingsenheden ud, og selvom eksplosionen kun skadede hans fysiske krop, ville det tage tid for dem at genetablere både krop og afdeling. Offentligheden ville få at se, at Mørck ikke var så langt uden for rækkevidde, som de ønskede at være. Et skår af tvivl ville opstå. Kunne Lyset vende tilbage til Krystallandet?