Det var tidlig morgen og Katirra var som regel vågen ved denne tid. Hun stod op og vaskede sig og tog tøj på; en florlet hvid kjole i bomuld. Hun tog et sort bælte på omkring livet og tog sine sorte støvler på. Hun burde virkelig få anskaffet sig nogle sandaler!

Imens gik hun ned af trappen til Helbredelseshuset. Hun var den første som var oppe og gik ud i køkkenet og lavede en portion grød. Derefter tjekkede hun de patienter som lå i Helbredelseshuset.
Klokken lød og hun gik ud for at tage mod post. Det var en dreng i mørkt tøj med en kasket på hovedet. Hans tøj var i laser og han havde et gavtyveagtigt blik i ansigtet. Han gav hende et brev også løb han sin vej igen. Katirra tog imod brevet med en undrende mine. Ikke at det var ukendt for hende, for hun fik tit mærkelige breve på alle tider af døgnet. Hun hjalp alle i nød og hun havde en eller anden tendens til at det at vælge dem fra underverdenen, selvom det var farligt for en elver at befinde sig dernede. Hun åbnede brevet. Der stod:

Mød mig ved Undergrunden ved tusmørke.
-E

Katirra havde aldrig været i Undergrunden før. Hun havde bevidst holdt sig til steder hvor der var lys. Hun brød sig ikke om mørke. Og slet ikke i tillukkede steder som Undergrunden. Men hvis det var en der havde behov for hjælp, så måtte hun jo tage af sted. Men hvem var denne E? Hun havde ingen anelse.
Katirra var rastløs hele dagen. Hun kørte mekanisk i arbejdet og healede sår sammen uden rigtigt at være til stede. Lidt før tusmørke, begav hun sig afsted igennem byen. Hun kunne godt lide Dianthos som by. Det var hendes hjem og havde været det hele livet. Hun vidste godt at hun en dag ville besøge Elverly, og selvom hun længtes så forfærdeligt efter de grønne skove. Men det måtte vente.
Hun nåede til indgangen af kloakken nede ved Skumringskvarteret. Hun krøb ind i mørket og ned ad stigen til bunden af kloakken. Her lugtede forfærdeligt og instinktivt holdt hun sig for næsen. Hun havde taget en fakkel med. Hvordan skulle hun dog finde den anden under denne labyrint af… ja rør. Hun vendte sig om da hun pludselig hørte skridt bag sig.

Det havde været risikabelt at bruge en af Pax drenge til at aflevere brevet. Men som planerne var lige nu, så skulle der gang i gruppen. Proteaus havde lidt for længe under at hun ikke havde kunne forholde sig til andet, end dæmonen som konstant rumsterede rundt i hendes tanker. Derfor var hun så småt ved at samle folk som kunne være interessant - derfor havde hun sendt et Katirra en besked, i håb om at få fanget hendes interesse nok til at møde hende i undergrunden. Og grunden til hun havde valgt lige netop denne healer? Fordi hun vidste Pax havde brugt hende, og hun skulle ikke være bleg for at hjælpe de kriminelle. Og det var lige præcis sådan en som hun havde brug for - også selvom at gruppen ikke gjorde sig super meget i andet end tyveri, var der jo tidspunkter hvor at de opgaver og mål de havde udset, ikke helt gik som de skulle. Derfor behøvede det trods alt, ikke være et arbejde hun skulle gøre fuldtid. 
Med mindre hun selvfølgelig havde lyst. 

Valget af deres mødested var ganske strategisk, hvor langt ville denne elver gå for at møde en mystisk fremmet. Og det gav et godt grundlag for at holde sig anonym i kloakgangene. 
Hendes små fugle havde sunget om, at Katirra var ankommet, og den blonde kvinde begav sig hurtigt hen til stedet, som halv elveren var blevet spottet. 
Et velkommen smil var at se på Evlyns læber, som hun trak hætten ned over hoved og afslørede de blonde lokker der lavede en kaskade af blonde lokker som lagde sig omkring det smalle ansigt. "Velkommen til undergrunden Katirra - mit navn er Evlyn, og er personen der har inviteret der herned - vil du følge med mig?" hun gestikuleret at hun skulle følge med, og ventede pænt på at Katirra besluttede sig for at følge hende eller ej.

Katirra vendte sig mod kvinden. Hun fandt kvinden underligt smuk. "Vær hilset, Evlyn," sagde hun en anelse højtideligt. Hun gik ned af den gang som den anden pegede i retningen imod. Hun gik ned ad gangen med kloakvand op til knæene. Men selvom lugten generede hende og hun missede hele tiden med øjnene fordi hun ikke kunne se ordentligt på trods af at hun havde en fakkel i hånden. Hun blev ved med at gå, indtil Evlyn, ville fortælle hende hvilken vej  hun skulle gå. Og i takt med hendes fodskridt, blev hun mere opmærksom på sine tanker. Hvad var det egentlig hun skulle hernede? Hun burde planlægge sin rejse til Elverly i stedet, men nu gik hun et sted hun tvivlede på at nogen elver havde sat sin fod før. Hun bevægede sig på afgrunden og havde gjort det længe. Men var det i sidste ende ikke det værd? Hun hjalp andre, og uanset hvad denne Evlyn ville, så indgik Katirra en kontrakt i at hjælpe andre. Pax havde skræmt hende for sans og samling. Men hun tvivlede på at denne smukke kvinde ville gøre det samme. Det var mere det faktum at de gik i undergrunden med kloakvand op til knæene!
Hun vendte sig mod Evlyn. "Hvor meget længere skal jeg gå?" spurgte hun og så afventende på den anden. 

Stilheden lagde sig mellem de to kvinder, som de begyndte at bevæge sig ned af de mange rør - igennem den halv lugtende vand der gik dem til knæene. Men trods at Evlyn ingen fakkel havde i hånden, var det ganske tydeligt at hun ikke havde problemer med at finde vej.
Nogen ville måske tro, at hun havde et bedre syn end gennemsnittet. Men sandheden var dog en helt andet - lidt lige som en blind rotte, så ville hun altid kunne finde rundt hernede. To år i kloakkerne lagde ganske enkelt op til, at man brugte tiden til at finde ikke blot de hurtigste veje - men også de sikreste veje. 

Den eneste lyd der var mellem dem, var lyden af det skvulpende vand, og deres ånddragt der slog mod de klamme fugtige vægge der udgjorde disse stenrør. Det havde måske ikke været det bedste at tilbyde kvinde, at møde hende hernede - det viste sig i hvert fald ikke fra sin bedste side. Og nogen havde da også snakket om, at man skulle lave en forhindring til de der ville tilslutte sig dem. Men elveren som gik et par skridt bag hende, skulle ikke lide denne skæbne. I hvert fald ved første øjekast, ville Evlyn mene hun ikke kunne meget andet end det hun var godt til - nemlig at helbrede alskens væsner, der gik på denne jord. 

Lige som den sprøde stemme fra elveren brød igennem, og ramte Evlyns øregang - vente hun sig med et skævt smil. "Vi er er allerede" svarede hun, og hendes behandskede fingre gled ud, og pressede en flise ind. Symbolet af Proteaus var at se - en heksagon med en bølge i midten. En mekanisk lyd gav sig til kende, og en usynlig dør blev pludselig synlig som den gled væk og lys vældede ud til de to skikkelser. "Velkommen til Proteaus" svarede Evlyn og ventede på at kvinden ville gå ind igennem hullet der var kommet til syne. 
Hvad der ville møde Katirra - ville kunne beskrives som en drypstenshule - en stor en af dem. Lange cylinder formede sten hang ned, som var de tænderne i en drags mund fra loftet der var fem meter oppe i luften. I midten var der en stor sø - hvor der af og til kunne høres lyden af vand der ramte vand. Hele rummet var lyst op med fakler der hang på de stenet vægge. Så man til højre ville man se at en lille del af rummet var indrettet med en bar - hvor en bartender stod bag og pudsede et glas - noget Evlyn ville gætte på han havde gjort den sidste time, hvis ikke længere. Og sikkert det samme glas. Slidte egetræsbordet stod rundt omkring, hvor der sad nogle folk og drak - snakkede stille og roligt og inden hun ville føre hendes gæst videre. Lod hun Katirra tage det hele ind.