Det var en risiko at mødes på denne måde, det var Abel så sandelig klar over. Men på dette tidspunkt havde han ikke andre muligheder; hans egne forsøg var slået fejl og han var derfor nødt til at ty til.... andre metoder. Desuden; videnskaben kom ingen vegne medmindre man tog risikoer, og dette måtte så sandelig siges at være en sådan. For udover Abel selv var det kun hans butler, som vidste hvad der egentlig foregik. I aften ville der være én mere, der ville vide det.

Jason Senna. En ung mand Abel havde kendt en del år. De havde mødtes ved et tilfælde efter at Jasons moder havde kontakt Abel i sin desperation efter at gøre Jason rask fra en sygdom. En simpel opgave, der ikke havde voldt Abel meget besvær, men som til gengæld nu ville betale sig. Det var ikke fordi han og Jason havde set meget til hinanden, men engang i mellem havde Abel sørget for at give lyd fra sig for at sikre, at den unge mand ikke glemte ham. En pakke med penge hist og her, et enkelt brev hvori Abel havde udtryk en interesse i den andens liv og andre velgørenheder havde - forhåbentligt - betydet, at Jason ikke havde glemt ham.

Det havde i hvert fald været med det håb i det hjerte Abel havde stjålet for et par år tilbage, at han havde hyret et sendebud til at finde Jason i slummens kvarter. 
Abel selv vidste, at han aldrig ville kunne finde den unge mand selv, og han havde derfor givet Jason en stående invitation til at møde ham et udvalgt sted i den mindre gode del af byen. Abel selv befandt sig i sin store karat, hvor mødet ville finde sted. I dagens anledning havde butleren sørget for at sætte et bord fast mellem de bløde sæder og bordet var blevet dækket af både mad og kager. En fristelse Abel ikke faldt for, men som forhåbentligt ville få Jason til at blive og lytte mens Abel fremlagde sit formål for aftenens møde.

Ugerne havde været hårde for den hård arbejde bandet leder, som for tiden slogs om terrariums grænser for de forskellige bander, der var i slummens kvarter. Dog var der mange af de små grupper/bandet, der hurtig overgav sig eller blev end del af Jason's bandet, da mange ikke ville sætte op mod muskelbundet, da rygterne allerede gik på han var en form for udødelig. Selvom sandheden var han dødelige og knap så urørlig, men hans følelsesløshed i den tunge krop havde skabt rygte, da en anden bandeleder havde sat en kniv i skulderen på Jason og ikke vidst nogen tegn på smerte. 

Jason havde siddet tilbagelænet i et gamle lænestol, da en af krager var kommet løbet med et brev ind til ham ikke, fordi Jason forvente nogen breve af nogen, da han ikke havde lært at læse eller skrive fra barns ben af. Kunne han næsten godt regne ud hvem dette brev var fra, men for at være sikker havde han valgte en af sine krager, som han godt vidste kunne læse dette brev for ham. Da 'kragen' fik stukkede brevet i hånden og navnet blev læst op løb den koldt ned af hans ryg. Da havde han valgt at brænde brevet. Der gik nogen dage, da han blev mødt af et sendebud et dybt sukken kom frem for den muskelløse mand " Sig jeg kommer " Mumler han utilfreds frem til sendebudet og valgte at gå videre mod den karat han var henvis til. 

Der var gået nogen timer før Jason havde fundet vej frem til Abel karat, det var ikke fordi Jason var fare vild. Det var fordi Jason skulle ordene nogen små ting, før han mødte op til Abel. Han stillede sig foran døren med et dyb sukken, før han banket hårdt på døren, det havde altid været et stor ulempe for Jason, da han ikke kendte sine egen styrke, men det var igen hans følelsesløshed, der spillede ind det var tit Jason forbande Kile væk, da han mente det var guden Kile's skyld han skulle levede sådan. 

Da døren gik op blev Jason mødt af Abel's bulter og et kort nik kom fra den muskelløs mand, som ikke denne gang var ude på ballade. Han trådte langsom ind i det store Karat, hvor han lod bulten føre ham af sted. "Ja, det er Jason Senna " Svarede han halv irreterne frem, da han ikke følte han havde særlig meget tid. Den gang han havde mødt Abel var i sygesengen og Jason var kun en spinkle knægt dengang. Han vil nok få sig noget af chok, når han så Jason var blevet double større af sin spinklehed. Jason trådte rolig ind, hvor Abel befandt sig og så hurtige maden og kager. Det var ikke fordi Jason sultet, men han levede ikke prage liv i forvejen og han gik langsom hen og sat sig overfor Abel " De spurgte efter mig hr. Reier" Sagde han med den ru og hæse stemmen, som mange nok ville tror var forgrund af råbe og en god druk tur, men det var sådan hans stemme var blevet, da han var blevet ældre. " Og vil lige husk på dem på, jeg kan ikke læse, hvis de skulle skrive et brev igen. " Svarede Jason ydmygt til Abel, det var trods alt ham der havde redt hans liv i tidendes morgen.  

Abel brød sig egentlig ikke om slummen, men som med så meget andet var man sommetider nødsaget til at frasige sig sine standarter for at få tingene til at ske. Som nu, hvor han mødtes med Jason i en skummel gyde.
Det var år siden han sidst havde set Jason, dengang havde knægten været et barn, men på trods af årerne lignede han alligevel sig selv. Abel var generelt dårlig til navne, med mere end tusinde års levetid var det noget man hurtigt mistede interessen for, men han var god til ansigter, og Jasons ansigt havde stadig samme træk som det havde haft da han havde været barn. Skønt han naturligvis var blevet noget større og stærkere.

”Huh,” Abel sendte den unge mand et granskende blik, så lænede han sig over mod døren i den lille karat og bankede på den. Der gik et mere end et splitsekund fra han havde banket på døren til den gik op og afslørede den store kusk, som så noget overvågen ud, som var han klar til at gribe ind, hvis Jason skulle prøve på noget. ”Jasper, vil du være så venlig at minde mig om, at vi skal have lavet en skole for slummens børn-” Abel kastede et blik mod Jason, ”og alle andre, der skulle have lyst til at lærer at læse og skrive?” Kusken tøvede et sekund, stadig med blikket rettet mod Jason, inde han endelig flyttede blikket til Abel og nikkede en enkelt gang. ”Fornemt, det var det.” Jasper nikkede igen og lukkede døren igen, tydeligt instruerede af den gamle mand, som igen satte sig tilbage i sædet og så på Jason.
Som han sad der i karaten så Abel ikke ud af meget: gammel og skrøbelig udgjorde Jason næsten dobbelt af hans størrelse, og dog var der noget i Abel der afslørede, at han ikke var en mand man skulle løbe om hjørner med. De arrede hænder hvilede på sølvstokkens greb og øjnene – det der ikke var mælkehvidt – var skarpt og overvågent og afslørede en skarpsindig hjerne bag det grå hår. ”Det er sandt jeg har sendt bud efter dig, det var venligt af dig at komme.” Begyndte Abel, som havde Jason haft noget valg. ”Jeg hører du har fået skaffet dig en titel her i kvarteret?” Han sendte den unge mand et blik. ”Fortæl mig – åh vent, hvor er mine manere? Du bør da naturligvis forsynes først. Tag hvad du vil have.” Han slog ud med hånden mod maden der var sat frem. Han ventede mens Jason besluttede om han ville have noget eller ej, inden han fortsatte. ”-Fortæl mig: kan du skaffe hvad som helst hjertet skulle begære? Det forholder sig nemlig sådan, at jeg har behov for at finde noget, og jeg havde håbet du ville kunne hjælpe mig?”  Han lagde det op som et spørgsmål, som noget frivilligt, skønt de begge vidste, at der ikke var noget frivillighed bag Abels ord. 

Da døren gik op var det ikke et glædelig gensyn for den unge muskelløse mand. Det var ikke fordi han hadet Abel på nogen måde, han vidste blot at det var denne mand, som redet hans liv da han var en ung knægt engang. " Tak " Svarede han kort med den hæse stemmen, før et koldt blik blevet givet til butleren.  Jason var ikke humør til særlig meget fortiden, da der var meget at se til og kæmpe, som måttes kæmpes for at opretholde hans status. 

Jason satte sig hvor han fik besked på at sidde, mens han var hos Abel et rolig blik gik hen over denne ældre mand. Det var tydeligt at se de mange ar på den synlige hud. Abel havde ikke haft et nemt liv, så det ud til, men da Jason ikke kendte særlig meget til Abel kunne han kun tænkte på det. " Når du sende bud efter mig, må jeg kommer. Selvom jeg ikke har meget tid til snik snak. " Svarede han lidt hårdt igen, selvom Jason ikke mente så hårdt, det var nok mere den frygte i den muskeløse mand indre, som viste sig for Abel. " Det gavmildt af dem at lave velgørheden for de unge i dette kvartet, men nedre kvartet her ikke særlig mange penge til at sende, deres børn i skole, selvom min mor er i den pænere del af det.. Er det kun to af mine søskende, som blev sendt afsted." svarede Jason rolig og tænkte kort på Gaja hans storesøster, selvom familien så ham som værende overhovedet havde han altid lod Gaja bestemme, selv i de her tider. 

Et rolig blik faldt ned på bordet imellem dem og da Abel snakkede til den unge herre, som kun kort blev opfanget, da han var en smule mere optaget af maden på bordet. De mørkebrune øjnene blev smalle, da han hørt om noget kort efter omkring en ny titel. " Ny titel? Mener de  sine sensu? Som er skrået ind i brystkassen på mig eller hvad mener de helt bestemt hr. Reier?" Spurgte Jason letter mistrodiske mest, fordi han ikke ville havde det kom videre til hans mor, selvom hun godt vidste hendes egen søn lavet noget han ikke skulle, da det nær havde kostet ham livet for ca.  15 år siden, hvor Abel havde hjulpet ham tilbage igen. " Undskyld hr. Reier... jeg er lidt mistroisk for tiden.. og vil helst ikke havde for mange fjerne. " Sagde han undskyldene, selvom Jason ikke mente noget med det, begyndt han rolig og taget noget maden på bordet. Det havde været et godt stykke tid siden sidst han havde spist. " hvad søger du? Jeg kan måske hjælpe er ikke en miracle mager, hvis du tror det.. men har mine kontrakterne her i byen. " Svarede han mere afvæbnede, da han godt kunne fornemme, der lå mere bag og hans familien var ikke indblandet i dette emme. " Du redet mit livet.. og jeg står jo teknik set i gæld til dem.. så jo vil gerne hjælpe dem. Hr Reier..."  Sagde han efter han havde taget noget af maden i munden. Det var let at se at han ikke kom for den fine del, da han snakket meget mere hårdt og nær så pænt, som mange andre ville havde gjort overfor Abel. 

Den unge mands hårde tone gik bestemt ikke forbi Abels gamle øre. Han valgte dog at overhøre dem, dels fordi han havde en formodning om, at den nok skyldtes nervøsitet mere end noget andet, og dels fordi han jo trods alt havde sendt bud efter Jason af en grund. Abel havde planer for den unge mand, men de kunne kun lykkedes hvis han spillede sine kort rigtigt. Han havde heldigvis altid været god til at få folk til at gøre hvad han ville - det var aldrig særlig svært når først man havde fundet frem til folks motivation. "Og det sætter jeg pris på." Svarede han derfor, med den lettere tørre stemme.
Jasons næste ord fik Abel til at rynke brynene svagt, hvilket gjorde det arrede ansigt endnu mere grotesk at se på. "Åh jeg havde skam ikke tænkt mig det skulle koste nogle noget. Undtagen mig, men det er mit lod i livet at dele min rigdom." Ja goddaw med et økseskaft, i bund og grund kunne han ikke være ligeglad med slummens børn, men det var alt sammen en del af det skuespil han spillede.

Jasons spørgsmål blev besvaret af et underforstået smil. "Nej, det er ikke det jeg mener, Jason. Men, bare rolig, det forbliver mellem os." Der var dog ikke nogen tvivl om, at Jason heller ikke skulle anse Abel for at være en idiot der kunne snøres. Abel havde så sandelig en idé om hvad der foregik i slummen, ja i det meste af byen, og det skulle der ikke være nogen tvivl om for den unge mand. "Fjender? Åh nej da. Jason, min dreng, jeg er sikker på, at vi nok skal blive fine venner." Om Jason så ville det eller ej. Abel havde reddet hans liv, men han kunne også tage det fra ham igen.
Han så den unge mand an et langt øjeblik mens Jason forsynede sig. Det var godt, han ville få brug for sine kræfter med det Abel ville kræve af ham. For Abel var godt klar over, hvad det var han ville bede Jason over, og det var noget de færreste ville være tilpas med. Men forhåbentligt havde Abels kontakter ikke taget fejl af Jason, som ville være med på Abels bøn om hjælp. "Hvad ved du om alkymi?" Spurgte han, da det var det bedste sted at starte. Hvis Abel skulle gøre sig nogen forhåbninger om at få Jason med om bord krævede det, at den unge mand forstod meningen bag.

//Undskyld for det sene svar, har haft sygt meget arbejde på det sidste.

Jason havde aldrig langt skjule på sit temperament ellers hans hårdhed, da den altid havde været der siden han begyndt at træne sin krop. Dog havde denne temperamentsfulde mand en større respekt for Abel end så mange andre, da Abel havde hjulpet ham igennem en svær tid da han var ved at dø, som barn. " Det gælder mig Abel, men har dog en smule travlt. " Svarede han halv usikkert, da Kragerne ikke havde brug for ham lige nu, men der var noget ved denne mand, som skræmte Jason lidt og det var nok mest at miste livet igen. " Jeg skylder dig mit liv i følgene min mor, så skal nok prøve at skrue ned for min charme " Sagde han med en mindre hårdhed i stemmen og lød sig slappe lidt mere af i den ellers anspændte krop. 

Et kort fnys udbryd mellem læberne på den muskelløse mand, da han hørt den ælder hans ord om hjælp til de fattige borgerne skolegang. " Jeg vil se det, før jeg tror på det. Jeg ikke selv ude i velgørenhed.. Det ligger ikke til min stil, dog kender jeg til gadens livsstil. " Svarende han rolig og tog en bid af en kage han havde fundet på bordet. " Men sig frem. " kommandere Jason kort frem med den hæse stemmen, mens de mørkebrune øjnene faldt hen mod den gamle mand. Blikket var mere rolig end da Jason ankom til vognen, der kunne man næsten se et arrige dyr i den mørkebrune, som nu var blevet tæmmet af en art. 

Maden på bordet var mere spiselig end hvad den hårdført bandet leder var vant og et skarp blik blevet kort givet til Abel. " Abel.. hvilken titel snakker de om ? " Spurgte Jason igen, da tog en bid af noget mad, mens nogen af de små muskler grupper på overarmen blev anspændt igen, men da ordene faldt på det blev mellem Jason og Abel forsvandt spænding lige så stille igen. " Tak. Hr. Reier det betyder meget for mig. " Svarede den robuste mand før han langsom hældte noget vand op til sig selv og lyttede til den gamle mand. " Fine venner? hvad skal gøre for dem?" Spurgte mistrodiske mange ville nok tror muskelbundet var dum som en dør, men sandheden var Jason godt kunne tænke og engang mellem var det mere spil for galleriet end dumhed denne bandleder vist frem. " Nej desværre så fine ord kender jeg ikke så meget til, men du kan prøver forklare mig hvad det går ud på. " Svarede Jason i et rolig toneleje mens han så afventede på Abel, der havde fået skabt en interesse i hans snak. 

// Det gør ingenting, kende til meget arbejde <3 

Ligesom den hårde tone ikke var gået Abels aldrende øre forbi gjorde den lettere usikre tone heller ikke. Om Jason virkelig havde travlt anede den gamle mand ikke, men han var også ligeglad. "Er det virkelig sådan du behandler en, der inviterer dig som gæst?" Spurgte han, og hævede det ene øjenbryn hvilket gjorde hans udseende endnu mere grotesk. "Javel, det er bemærkelsesværdigt." Abel vidste godt, hvordan han så ud. Engang havde han været en ganske attraktiv mand, men de mange års alkemiske forsøg havde ændret ham. Ikke kun udseendsmæssigt, men også personligt. Fordrejet ham til noget andet. Et let skuldertræk forlod manden, da Jason endte med at sige, at han nok skulle skrue ned for charmen. "Du kommer fra andre kår end jeg, det er naturligt du har en anden charme." Jason kunne have været grov, det ville ikke have gjort nogen forskel med de planer Abel havde for ham.

Der var ingen tvivl om, at Jason havde set sin dystre side af livet, ikke med det svar han kom med. Men Abel valgte at overhøre det, for det gav mening med det liv han havde levet. Og desuden ville det fungere meget godt med den plan han havde - omend Abel ikke brød sig om Jasons måde at forsøge at snakke uden om tingene, som han lod som om han ikke var bekendt med den titel Abel referede til. "Bandeleder for Kragerne, naturligvis." For modsat Jason havde Abel ikke tænkt sig at tale udenom tingene, det var han for gammel til.
Som Jason syntes at forstå, hvad Abels planer var for ham, kunne Abel ikke lade være med at smile. Han ventede dog med at svare, men valgte i stedet at gribe fat på noget andet: nemlig alkymismen. "Alkymi er en videnskab, hvor man forbinder kemi, metallurgi, fysik, medicin, astrologi, semiotik, mystik og kunst og skaber andre ting. Nogle alkymister skaber - eller forsøger at skabe - guld. Det er en stræben efter åndelig fuldkommenhed gennem foreningen af modsatte elementer For eksempel vand og ild. Det er århundrede siden jeg lagde jagten på guld fra mig, men jeg er i stand til at brygge elikserer der healer folk, eller gør dem syge, hjælper jorden til bedre afgrøder endda som våben. Og Jason, min største oplevelse til dato: jeg har fundet en måde at forlænge kroppens levetid." Han tav mens han lod oplysningerne synke lidt ind, inden han fortsatte. "Det har vidst sig, at den evne arbejde glimrende sammen med min anden magiske evne: jeg kan tilføje livsmagi til min egen krop. Det vil sige, at hvis jeg er så uheldig at brække armen i morgen, kan jeg skifte den ud med en anden - en brugbar en - og forene den med min krop. I samarbejde med min eliksir, naturligvis. Men det er hårdt arbejde at holde sig selv i live, og det er her du kommer ind i billedet, Jason. Jeg har brug for friske dele mens jeg finder den korrekte opskrift på kilden til evigt liv. Til gengæld vil du aldrig mangle noget igen." Han lænede sig tilbage i sædet og rakte ud efter den the der var blevet skænket op inden Jason var kommet, træt af at have talt så meget.

Jason hørt den ældre mand snak og blev mere utilpas over hans egen være måde, men Jason havde også et ry at opretholde, som den hårdkogte bandeleder han prøvede at opretholder overfor Abel, selvom det hurtig gik i vasken. " Det må de undskyld hr. Reier " Svarede Jason mere ydmygt overfor Abel.  De mørke brune øjnene så op fra trægulvet og op mod Abel aret ansigt, det var tydeligt at Jason havde en vis repket eller nærmerne frygt for denne mand, som engang redet han liv. " Som de selv nævnerne det, så har den barske opvæskt sat sine spor hr. Reier. Men..." Jason tavst og lavet et kort hovedrysten " Det ikke relvant Hr. Reier" Svarede han efter et tavst øjeblik. 

Selvom den muskelløse bandleder som nemt kunne knækkede den ældre mand midt over og led af et voldsomt temperamen holdt ham selv i kort snor, da Abel havde rede ham engang og Jason skyldig hans liv. Så han længe sig tilbage i stolen for at vise en form for respekt overfor denne ældre mand, som havde spurgt efter kragernes leder. Jason tog rolig fat omkring et glas med vand, da Abel snak kom på hans status omkring kragerne kunne man tydelig se utilpas udtryk, som samlede sig i ansigt i form af rynke, der kom frem. " Ja.. det var det du fiskede efter.. Jeg holde normal lav profil omkring den titel.. fordi jeg ikke vil havde min familie blandet ind i det. Det også derfor jeg går under navnet Amet. " Svarede den mere seriøst leder til Abel. 
Den robuste bandeleder studere manden foran ham, mens han langsom førte glaset op de smalle læber, mens smilet for den ælde mand satte lige dens spor i den let nervøse bandeleder. Selvom snakken hurtig blevet skriftet over til Alkymi. Da Abel snakkede om hvad dette emme bestod af miste den ellers selvsikker Jason lidt overblikket  " Stop lige.. Du sier Alkymi er videnskab og det kan skabe guld?" Spurgte Jason af hvad han mest opfattede, men læne sig lidt forover og lyttede opmærksom med på Abel fortælling. 

Krageres leder folderne hænderne sammen foran det maskuline ansigt, mens han lyttede opmærkesom med og begyndt at fange helheden i det Abel snakkede. " Selvom der mange ting og ting man skal kende bedre til, forstår jeg nogenlunden med hvad du siger og mener " Svarede han rolig og lad den gamle mand snakke videre. Da snakken kom ind på hvad Jason kunne gøre for manden, som rede ham for mange år siden lyttede han mere intersant med. " Jeg ikke helt med...Har jeg forstået dig rigtig du skal havde mennesker til noget forsøg?" Spurgte han usikkert om, og de rynket bryn mødte hinanden et kort øjeblik. " Skal det være levede menneske eller døde?" Spurgte Jason så mere alvorlig frem, før han langsomt stillede glasset med vand fra sig, da hans appitet var ved at forsvinde. Selvom Jason havde lyttede med og kunne godt bruge Abel til at komme af med nogen af de rivalerne, som var i bandet mijløet og især nu, hvor Jason havde trådt frem på gaderne, var Amet blevet et mere kendt navn og flere prøvede ude held at få fat i han terrioum. " Kan godt hjælpe dig Hr. Reier, jeg skal bare havde vidne præcis hvad jeg skal hjælpe dem med. " sagde med mere ro i stemmen. 

Det glædede Abel at se, at Jason så tydeligt forstod hintet bag hans ord. Andet havde da også bare manglet, men som Abel selv havde påpeget kom Jason fra andre kår, hvilket han også var nødt til at minde sig selv om. For på trods af at Abel donerede alverdens guld og krystaller til diverse projekter for fattige var det faktisk sjældent han omgik dem. Og når han gjorde var det på andre vilkår og ikke med en mand som Jason, men familier. Eller enkelte landstrygere, men rang og kår var ligegyldigt når Abel opererede på en mand: alle reagerede på samme måde ved at tigge for deres liv eller bande ham til det helvede han arbejdede så hårdt på aldrig at blive en del af.

”Jeg fisker aldrig, kære Jason,” svarede Abel med et lille smil. ”Du kan regne med, at jeg nok skal sige tingene som de er.” I hvert fald de ting der gavnede ham. De andre… ja dem ville han naturligvis ikke behøve at tale om. ”Jeg har ingen tanker om at blande din familie ind i dette. Det er ikke min plads at de finder ud af det.” Forsikrede han hurtigt, for at sikre sig, at Jason forstod, at Abel ikke havde tænkt sig at bruge hans familie imod ham.
Det kom egentlig ikke bag på Abel at det var guldet der havde fået Jasons opmærksomhed, som det havde fået så mange andres. ”Det påstår folk det kan.” Nikkede han. ”Meeeen, hvis jeg skal være ærlig har jeg aldrig hørt om nogen for hvem det er lykkedes. Man kan ikke skabe noget ud af ingenting, alt kommer fra noget – selv magi – så hvis man skal kunne lave guld er det fordi man bruger noget til det. I teorien kunne man bruge en sten og ændre dette til guld, men igen, jeg har ikke hørt det er lykkedes for nogle af mine kollegaer at gøre endnu.” Det var ikke fordi Abel troede, at Jason ville bede ham lave guld lige-nu-og-her, men for en sikkerheds skyld havde han alligevel fundet det bedre at advare den unge mand om, at det altså endnu ikke var lykkedes for nogle. Nej det guld han havde tænkt sig at betale Jason for sin hjælp var hans egen, skabt efter århundredes investeringer.

”Selvfølgelig gør du det, ud fra hvad jeg har hørt er du kvik.” Forsøg var en ganske rammende betegnelse for det Abel skulle bruge de uheldige ofre til, for det var i bund og grund det de var: simple forsøgsdyr. ”Ja, på sin vis.” Nikkede han derfor. ”Forsøg og… dele.” Fortsatte han, og slog ud med hånden mod sin krop, som for at understrege sine ord. ”Levende. Jeg kan ikke bruge døde til noget. Den døde krop har jeg brugt århundrede på at studerer, det er den levende der er mig interessant nu.” Et smil trak det arrede ansigt endnu ud og gjorde det det mere grotesk, som Jason medgav at hjælpe. Han sagde ikke noget, men bankede en enkelt gang på døren til vognen, der straks blev åbnet af butleren, der også fungerede som chauffør. Uden et ord rakte Abel en behandsket hånd frem, hvori butleren lagde en stor pose, som Abel efterfølgende lagde fra sig på bordet foran Jason. ”Betragt dette som et forskud,” sagde han, og nikkede mod posen, som var fyldt til renden med krystaller. ”Jeg skal bruge en krop. En mand, helst en i samme hudfarve som jeg. Gerne yngre med god fysik. Levende, naturligvis. Hvem det er og hvordan du får fat i ham er mig ligegyldigt.”