Solen var kun lige begyndt at stå op, og Astrid traskede henover marken som var i forbindelse med Isenborg og staldene. Da hun tog afsted på hest for cirka 12 timer siden, sammen med hendes ene tjenestepige, Theresa, var Astrid klædt i en flot hvid skjorte, med store lange ærmer, og en stor mørk nederdel. Nu var begge ærmer på skjorten revet af, og det ene brugt som en alternativ forbinding til hendes skulder og arm. Skjorten i sig selv var blevet mørkerød af blod, både hendes eget og fra den varulv hun havde stukket ned for blot nogle timer siden. Om halsen bar hun en sølvkæde med et vedhæng, begge var blevet plettet af blod. Halskæden tilhørte tjenestepigen. Astrid kunne se der var lys i staldene og der var flere der løb rundt. De var nok i fuld gang med at gå på en nød jagt.

Tidligere på dagen havde Astrid valgt at tage en tur ud til en af de små byer i Medanien, sammen med Theresa. Hyggen havde dog indhentet dem, og ligeså timerne. Inden de havde set sig om, var det fuldmåne, og de måtte ride på fuld fart i retningen af Isenborg. Astrid havde ikke kunne hjælpe Theresa, eftersom Theresas hest snublede, hvilket resulterede i at hun blev tacklet af en af varulvene, som forfulgte dem.

Astrid selv var sluppet godt fra at blive jagtet, på trods af sårene på armen og noget af overkroppen. Den snigende sol ville højst sandsynligt gøre Astrids ankomst ret så synlig for dem der befandt sig nær stalden. Hesten som Astrid havde redet på havde efter deres styrt løbet hjem i angst, hvilket havde alarmeret det meste af borgen, eftersom hun ikke var med.

Hannah blev vækket inden solen overhovedet var stået op, hun havde været utrolig træt men de bekymrende stemmer der kom fra de to tjenestepiger der stod ved hendes seng gjorde at hun hurtigt vågnede helt op. De snakkede løs i munden på hinanden og Hannah fangede kun få ord, “hest”, “i går”, “ikke kommet hjem”. Hannah stoppede dem med en håndbevægelse og begge piger tav. “Hvad foregår der? Hvis hest?”, sagde hun imens hun stirrede på de to piger der så ekstreme bange ud. “Øhm, prinsessens hest frøken Hall. Den kom galoperende hen til staldende for flere timer siden og prinsessen er endnu ikke vendt hjem”, forklarede den ene af pigerne imens den anden nikkede. “Er hun væk?!”, Hannah kom helt til at råbe af pigerne som straks kiggede ned i jorden. Hannah trak vejret dybt et par gange og spurgte så, “hvor længe har Astrid været væk?”. Hannah brugte næsten altid Astrids fornavn med undtagelse af når hun snakkede med folk af højere rang. “Hun forlod Isenborg for ca 12 timer siden”, sagde tjenestepige nr 2. “Okay, send bud efter forstærkninger om at møde mig nede ved staldene om 15 minutter”, sagde Hannah og begge piger småløb ud af hendes værelse.

Hun gik i sit klædeskab og fandt er par brune bukser og en hvid bluse. Eftersom det var meget tidligt om morgenen var det stadig meget koldt udenfor og hun valgte at finde den brune jakke hun som regn havde på når hun skulle ud at ride.

15 minutter senere stod Hannah nede ved staldene og var vej at informere et eftersøgnings hold om hvornår Astrid var taget afsted, med hvem og hvor hun sandsynligvis kunne befinde sig. Imens Hannah stod og snakkede prikkede en af stalddrengene til hende og pegede ud mod en af markerne. Hannah kiggede derud og så en skikkelse nærme sig. Hun hoppede op på den nærmeste hest da hun genkendte Astrid og red ud mod hende. Da hun kom tæt på lagde hun mærke til at Astrid var fyldt med blod. Hannah hoppede af hesten og løb det sidste stykke vej hen til Astrid. “Er du okay? Hvad er der sket og hvor er Theresa?” spurgte hun bekymret imens hun krammede hende.

Astrid kunne høre en hest komme galopperende i hendes retning. Astrid blev dog ved med at gå mod Isenborg. Det kunne jo være rytteren ikke havde set hende, og var på vej ud i skoven. Så snart Astrid så op, kunne hun dog genkende rytteren meget nemt. Der var nemlig lange gyldne lokker i sigte, hvilket måtte tilhøre hendes tjenestepige igennem mange år, Hannah Hall. Da tjenestepigen kom tæt nok på, hoppede hun elegant, men hurtigt af hesten og løb i mod Astrid.

Da tjenestepigens arme svang sig rundt om Astrids krop, hev hun noget luft ind af munden, som en reaktion på smerte. "Av," jamrede hun.

Så snart Hannah ville slippe armene om Astrid, begyndte hun at forklare, "Vi blev jagtet af varulve," lød det lidt besværet fra Astrid. Smerten dunkede på ny i skulder og overkrop efter krammet. Hun så kort ned på sin brystkasse hvor Theresas blodplettede halskæde hang, "Theresa klarede den ikke," lød det kort og en anelse kynisk  fra Astrid. Som altid undertrykte hun så vidt muligt de sørgelige følelser. Hun skævede så ned mod sin venstre skulder, som var bundet ind i et afrevet ærme. Hun lagde sin højre arm ind mod sine ribben op venstre side. Man kunne se at berøringen vakte hende smerte. "Jeg er blevet revet. Jeg er ikke blevet bidt," fortalte hun så. Det var ret så vigtigt at vide hun ikke var blevet bidt, da et bid ville kunne resultere i Astrids død, eftersom familien selv jagtede varulve.

Ved lyden af Astrids beklagelse stoppede Hannah hendes omfavnelse og trådte et skridt tilbage. Hannah betragtede hende nøje. Hun var dækket af blod of så faktisk virkelig forfærdelig ud. Hannah gispede da hun hørte om varulvene og at Theresa var omkommet. Hannah havde aldrig kendt Theresa godt men hun havde altid kun hørt gode ting om hende fra de andre tjenestefolk. 
Hannahs tanker blev brudt da Astrid nævnte hendes sår. “Er du sikker på at du ikke er blevet bidt?”, spurgte hun og gik en lille runde rundt om Astrid. Hannah bemærkede nogle rifter og andre mærker men ingen af dem lignede bid. Hannah nikkede og gik hen og hentede den hest hun var redet herud på. Hun gjorde tegn til at Astrid skulle hoppe op på hesten og gav hende en hestesko. “Lad os få dig hjem, så du kan få et bad og så sørger jeg for at få noget mad og rent tøj bragt op på dit værelse”, sagde hun imens hun trak hesten tilbage mod borgen.

Astrid nikkede beslutsomt som der blev spurgt ind til ingen bid. "Jeg er helt sikker," lød det fra hende beslutsomt inden hun hev lidt efter vejret. Hvis hun havde bidmærker ville de i hvert fald finde dem, når hun blev afklædt.

Astrid fulgte tjenestepigen med øjnene som hun hentede hesten, som hun var kommet ud til hende med. Da hesten stod tæt nok på rakte Astrid kortvarigt op mod sadlen, for at kunne hive og støtte sig selv på vejen op. Bevægelsen gav dog smerter og Astrid måtte stige op på den modsatte side af hesten. Her var det langt nemmere, eftersom det var højre arm der her skulle lave arbejdet og ikke den skadet arm. Det hjalp i den grad også at få en hestesko op af Hannah.
"Det lyder godt," lød det fra Astrid som blev helt søvnig af ikke at skulle bære på sin egen krop nu hvor hun sad på hesten. Hun fangede sig selv i at hænge lidt ud over hestens hals, mens hun greb om manen.

Da de nåede borgen var der straks stalddrenge til at overtage hesten og hjælpe Astrid ned. Som benene ramte jorden skulle Astrid et kort øjeblik lige finde balancen, før hun lagde hun sin højre arm ind mod ribbene igen og skar en lille grimasse. Hun var klar til at blive ført til enten sine gemakker eller et bad. Så hun kunne få tilset sine sår.

Hannah trådte tilbage da stalddrenge og vagter kom hen til dem for at hjælpe Astrid ned fra hesten. Hun kiggede rundt og fik øje på to tjenestepiger der stod og kiggede på begivenheden. Hun vinkede dem hen og gav dem ordre på at gå op for at forberede et bad til prinsessen, gå ned i køkkenet for at få bragt noget mad op på hendes værelse og derefter ligge noget rent tøj klart til hende.

Hannah vendte tilbage til Astrid for at hjælpe hende ind på borgen. Hun tog sin ene arm rundt op hende og de begyndte sammen at gå op mod Astrids badeværelse.

På gangene kunne man høre hvisken fra diverse tjenestefolk som de passerede. Hver gang sendte Hannah dem et blik som straks fik dem til at tie stille. Man kunne tydeligt mærke respekten som tjenestefolkene følte for Hannah.

Da de kom til badeværelset blev de mødt af duften af lavendel og de kunne se to piger der lidt var blevet færdig med at fylde badekaret med varmt vand. Hannah hjalp Astrid af det ødelagte tøj og fik hende op i karret. “Skal jeg tilkalde en healer?”, spurgte hun imens hun gjorde en vaskeklud klar.

Da Hannah vendte tilbage til Astrid, støttede hun sig op af hende som de bevægede sig ind mod borgen. Smerterne overdøvede alle sammen hinanden. Hun kunne næsten ikke vente på at få tilset sine sår. Astrid koncentrerede sig om sig selv som de bevægede sig gennem gangene mod badeværelset. Hvert et skridt hun tog, gav smertejag i skulderen, armen og langs ribbenene. Astrid nåede dårligt nok at registrere de hviskende stemmer før Hannah med et blik fik gjort dem tavse. Hannah klarede det så fint selv. Det var rart, eftersom det gjorde Astrids fokus kunne være på hende selv, hvis nu hun skulle få det dårligere.

Lavendelduften var rar, og havde med det samme en beroligende effekt på Astrid. Som de stod ved siden af badekarret fik de sammen fjernet hendes tøj. Først nederdelen, så skjorten, underkjolen og til sidst det der tidligere var et ærme, som var blevet lagt som en forbinding.
Som Astrid blev ført op i badekarret hev hun et par gange efter vejret, som smerterne kom forsat i jag og vandet mod sårene virkede ubehageligt. Spørgsmålet om healeren fik Astrid til at nikke, inden hun skar en lille grimmase og så på sårene. Det var i hvert fald ikke kønne. En healer ville nok være på rette plads.

Da Hannah havde hjulpet Astrid i badet rejste hun sig op. Hun fortalte Astrid at hun ville være tilbage i løbet af bare få minutter da hun ville gå ud for at finde en tjenestepige der kunne hente en healer. Da Hannah gik ud på gangen så hun to tjenestepiger smutte rundt om hjørnet. Hun gik efter dem og bad den ene om at skynde sig ud for at hente healeren, og bad den anden og at gå ned i køkkenet for at sige at det nok ville trække ud før Astrid var klar til noget at spise.

Da Hannah kom tilbage til badeværelset satte hun sig på en skammel ved siden af det kar som Astrid lå i. Hun begyndte at vaske blod og jord ud af Astrids hår da hun var bande for at hjælpe hende med hendes krop da den slå virkelig skadet ud.

Efter omkring 20 minutter kom der en tjenestepige ind i rummet. Hannah havde lige fået Astrid ud af badet og hun havde viklet et klæde rundt om hende så hun ikke skulle stå helt nøgen. Tjenestepigen fortalte at healeren stod klar på Astrids soveværelse og hun hjalp Hannah med at få Astrid ind på værelset og fik hende sat på sengen.

Healeren var en lidt ældre dame som var den healer som folk på Isenborg oftest brugte. “Nå skal vi få kigget lidt på dig, du ser jo forfærdelig ud”, sagde hun med et smil.

Astrid sendte Hannah et blidt smil, som hun fortalte hun ville være tilbage inden længe. Mens hun sad alene i badekarret, tog hun sig tid til at falde til ro, og vænne sine sår til at være i vandet. Hendes øjne var lukket i og hun tog nogle dybe vejrtrækninger, før hun åbnede øjnene og med en lille kande fyldte noget af vandet i den for efterfølgende at hælde ud over sin skulder. Det sveg og Astrid bandede da også.

Det varede ikke længe før Hannah kom tilbage og startede på Astrid utrolig beskidte hår. Der var sikkert også nogle blade og grene, ud over jord og blod. Astrid forstod udmærket at det kunne være svært med Astrids sår og det var da også derfor at Astrid selv, med våde fingre, roligt gled sine fingre rundt som sårene, således hvert individuelt sår blev mere tydeligt, så det hele ikke bare var rødt. Ved selv at gøre det, kunne hun også mærke hvor hårdt hun pressede og hvor ondt det gjorde.

Da Astrid var kommet ud af badet var hendes hår rent og hendes hud så pæn som den kunne blive. Ja der var nogle blå mærker hist og her og sårene stod da også i stor kontrast til den lyse hud. Da det bankede på og en tjenestepige fortalte om en healer der var klar, smilede Astrid en anelse. Astrid takkede tjenestepigen og inkluderede hendes navn, så hun følte det var helt fra Astrids hjerte.
Med en hjælpende hånd fra begge tjenestepiger blev hun ført ind på sit værelse og placeret i sin seng, som var fyldt med puder og dyner. Katten Charles var også hurtig til at følge Astrid hele vejen, som hun kom ind og den hoppede straks op i hendes skød, som hun satte sig. Den havde nok savnet hende.

Astrid klukkede af healerens kommentar, men stoppede brat som det gav en smerte sårene ved ribbenene. Hun greb sig kortvarigt ved ribbenene før hun sænkede klædet hun havde om sin krop, således alle sårene var synlige. Dette betød også at hendes brystparti var tydeligt fremme for enhver. Astrid trak dog ikke en eneste mine over det, eftersom hver af kvinderne i lokalet havde set det hele op til flere gange.