En gammel og gnaven mand nærmer sig ønskespringvandet. Hans plan for dagen er at skaffe sig nogle krystaller på den ene eller anden måde. Han skal trods alt leve af et eller andet. Hårdt arbejde kan han ikke længere udføre, hans krop kan ikke holde til det i længden. Så han må i stedet tigge hvor end der kommer folk. Dog er han heller ikke særlig glad for at tigge, så han tager i stedet andre metoder i brug. "Hallo unge mand! Har du tænkt dig at lade en gammel mand sulte ihjel!?" Elias kigger sur og gnaven på en ung mand der har kurs mod springvandet. Den unge mand kigger forvirret på ham, han skal til at åbne munden for at svarer, men Elias kommer ham i forkøbet "Du burde skamme dig over at behandle de ældre på den måde! Havde du været min søn havde jeg givet dig en omgang prygl for den opførsel!" den unge mand sender Elias et irriteret blik, men sukker efterfølgende hvorefter han give den gamle mand 3 rav. Derefter vender han rundt for at gå. Elias kigger på de 3 rav i sin hånd "3 rav?... Er det virkelig det bedste du kan præstere? I mine dage gav vi minimum en jade til de gamle" den unge mand stopper igen op, tager en dyb indånding og finder sin pung frem, for at fiske en jade op. Han forlader efterfølgende Elias ved springvandet "Hvad vil din kommende kone ikke tænke, hvis du er ligeså nærig overfor hende?" er det sidste den unge mand hører fra Elias. Elias kigger på krystallerne han fik af den unge mand "Sikke et fjols" mumler han for sig selv imens han bevæger sig hen mod springvandet for at fiske et par krystaller op.   

Elias formåede kun at tage et par skidt før en eller anden fladpande stødte ind i ham og sendte ham til jorden. Han prøvede i et desperat forsøg at støtte sig til sin stok, men hans balancepunkt var allerede helt ved siden af, til at det kunne gøre nogen forskel. Med et bump landede han på jorden, hvorefter en regn af bøger faldt ned over ham. Under faldet havde han formået at tage fra med den ene arm, hvilket sænkede farten en smugle og mindskede de knubs han ville få, men på trods af dette endte han stadig med først at falde på maven for kort efter at ende med ansigtet i den støvede jord “Det må de så sandelig undskyld,” var der lidt efter en stemme der sagde. Elias lå i noget tid på jorden imens han i tavshed ømmede sig over de smerter han havde fået alt imens han forbandende, hvem end der var stødt ind i ham. “Tilgive mig, den herre jeg så dem desværre ikke for mine bøger,” "du så mig ikke for dine bøger..." tænkte Elias gnavent "havde du læste lidt mere i bøgerne, i stedet for at løbe ind i folk, så kunne du måske finde en smart måde, at undgå sådan nogle uheld" Elias slog hånden til side "hvis du ikke kan se folk for dine bøger..." sagde Elias imens hans sendte et køligt blik "...så burde du nok gå med lidt færre bøger" var det sidste han sagde inden den gamle mand langsomt kom på benene ved at støtte sig til sin stok.     

Elias ignorere den forklaring som Malik giver angående hans arbejde. Han ser det mere som en dårlig undskyldning end et ordenligt argument. Han kunne vel anskaffe sig en trækvogn eller låne en trillebør fra stalden. Der var adskillige måder han kunne transportere de bøger uden at stable dem, så han ikke kunne se en pind for sig.


"Hvad står du der og smiler for?" sagde Elias i det sekund han så Maliks uskyldig smil "Der er sgu ikke noget at smile af!" Malik begyndte at samle bøgerne sammen til de igen var stablet som et tårn.

“Er der en måde som de vil godtage for en undskyldning?” kom det lidt efter fra Malik. Elias drejede hovedet, kiggede på manden og løftede et øjenbryn “Jeg vil gerne gør det godt igen, på en eller anden måde,” fortsatte Malik. Elias fortsatte med at kigge på manden, stadig med et løftet øjenbryn.

"Hvor mange krystaller har du på dig?" spurgte Elias imens han undersøgte Malik med øjnene for at finde en pung.
"Hvis du har en jade eller 2 vil jeg forsøge at glemme den her episode" Elias så Malik i øjnene "Men det vil kræve noget tid, at glemme hvad der skete"

Elias kiggede på Malik imens hans smil ændrede sig til et alvorligt udtryk. Dejligt at der var noget han langt om længe havde forstået, tænke den gamle for sig selv. Elias fortsatte med at kigge på Malik med øjne der gennemborede og undersøgte hans sjæl, Elias besad dog ikke denne evne, men hvis man kiggede på ham under forløbet ville dette være en passende beskrivelse af øjnene der for tiden var rettet mod Malik. “Jeg har et par stykker, hvis jeg da må stille bøgerne fra mig først?” lød svaret omkring pengene. Elias sagde intet, men fortsatte blot med at kigge på Malik imens den store albino satte bøgerne sikkert på jorden og begyndte at lede efter pengene "Hvorfor spørger du om tilladelse fra mig knægt?" tænkte Elias for sig selv "Ligner jeg din far, din chef eller anden person som bestemmer sådan nogle ting" Elias forstod slet ikke, hvorfor han pludselig skulle give tilladelse til sådan noget og hvad ville albinoen have gjort, hvis han havde sagt nej? Ville han så have ledt efter pengene imens han ballancerede bøgerne? “Vil det være nok til en godtaget undskyldning?” ordene rev Elias ud af tankerne hvorefter han kiggede på hånden med de fire, fem jader.

I noget tid stod Elias og kiggede på jaderne, men vendte derefter blikket mod Malik.
Hans blik og mimik gav udtryk for foragt "Jeg sagde 1 eller 2 jader og nu vil du give mig fem..." Elias fortsatte med fastholde blikket mod Malik. "Tror du jeg er ude på at tage alt hvad du ejer og har?" den gamle rækte en hånd mod Malik "Giv mig 3 jader og smut" da den gamle sagde "smut" kombinerede han det med en håndbevægelse fra den anden hånd der gav udtryk for det samme budskab.   

// Det er helt i orden ^_^