I den profession Aithlin befandt sig i var det umuligt at undgå skader af forskellig art. Det mest var heldigvis blot overfladiske skræmmer som tiden kunne klare, men fra tid til anden var det af mere alvorlig karakter. Natten var egentligt begyndt med en helt almindelig aften, hvor Aithlin havde fået noget mad indenbords inden han ville tage ud og udføre en kontrakt. De sidste dage var blevet brugt på at opsnuse et menneske, der var ønsket død. Efter længere tids søgen var det endelig lykkes at finde manden, der på daværende tidspunkt havde været omgivet af venner på markedspladsen midt på dagen. Det havde derfor ikke været muligt at afslutte kontrakten på daværende tidspunkt, men Aithlin havde heller ikke haft travlt. Han havde fundet mandens hjem og ville gøre visit i løbet af natten.

Da tidspunktet endelig kom, hvor det var tid til et besøg, var manden som håbet dog ikke gået i seng. Derimod var han vågen og havde venner på besøg. Aithlin havde egentligt droppet planen om at myrde manden denne nat, men blev opdaget af nogle nye gæster, som han ikke havde set komme. Tingende udviklede sig og det var ikke i den gode retning. En af årsagerne var de mange flasker af alkohol der var hos aftenens selskab. Efter en længere kamp, som mirakuløst ikke var blevet opdaget, lykkes det Aithlin at få ramt på sit mål før han tog bene på nakken og tog flugten inden hans held løb alt for meget ud. Desværre virkede hans held allerede at være løbet ud mens han tog flugten for på vejen væk fra gerningsstedet blev han ramt af en pil i den ene skuldre. Intet fatalt, men heller ikke noget han kunne gå med længe uden det kunne risikerer at blive fatalt og bestemt heller ikke noget hans lille medicinske viden kunne klare. Helbredelseshuset var derfor den eneste løsning.

På vej mod sin destination formåede Aithlin at få brækket det meste af pilen af, så han ikke tiltrak sig alt for meget opmærksomhed med en pil ud af skulderen, selvom mørket hjalp med at skjule ham. Blodlugten var dog umulig at komme udenom og med vampyrerne som befandt sig i byen kunne tingene hurtigt udvikle sig - igen. Så hurtigt som det var muligt hastede Aithlin derfor mod hans redning, hvor han efter kort banken på deres dør gik ind uden at vente på at nogle ville åbne op. "Pilespids i skulderen." Forklarede han til den første, som virkede til at være bare det mindste kyndig.

Det havde været en ualmindelig stille aften i Helbredelseshuset. Katirra havde en sjælden aftenvagt. Der var ikke rigtigt kommet nogen ind, og Katirra havde siddet og stirrede ud i luften, imens hun barnligt prøvede at vippe stolen tilbage for at se hvor langt tilbage hun kunne komme før stolen væltede. Den væltede hver gang og til sidst stoppede hun. Det var for åndssvagt at gøre skade på sig selv på den måde. Hun gik frem og tilbage i Helbredelseshuset og ryddede lidt op. Hun var ikke god til at sidde stille. Altså sådan i al almindelighed. Og nu havde hun været her i Helbredelseshuset i 122 år. Det var på tide hun tog væk til Elverly. Hvis de altså lukkede hende ind!

Det ringede på klokken og Katirra sprang hen til døren og åbnede. Hun så manden foran hende med en pilespids i skulderen. Han sagde det selv, men enhver kunne jo se det hvis de altså var ved deres fulde fem. Hun tog imod ham og ledte ham ind i Helbredelsesstuen. Hun fandt ham en ledig seng. ”Ja det kan jeg se,” sagde hun og sendte ham et blidt smil. Hun spurgte ikke om hvordan det var sket, for det var en del af kodekset at man ikke gjorde. ”Jeg bliver nødt til at tage frakken af så jeg kan se såret,” sagde hun. Forsigtigt lempede hun frakken af hans skulder så hun bedre kunne se såret. Pilen var gået igennem skulderen og hvis hu fjernede pileskaftet, ville han forbløde.

Siden hvornår var helbrederne blevet så flabet? Aithlin gryntede utilfreds. Kunne hun ikke bare lappe ham sammen? Heldigvis var det også en seng de skulle hen til. Udmattet lod han sig dumpe ned i den, men blev siddende op. Pilen sprang jo ikke selv ud når han lå ned. Nej, den skulle jo nok skubbes eller hives ud. Hvad der gjorde mest ondt vidste han ikke, men ingen af de to muligheder lød specielt behagelige.

At frakken skulle af kommenterede han ikke på, men forsøgte at hjælpe efter bedste evne, mens han skar et par grimasser. Pile var smarte, når man selv skød dem af sted. Ikke når man var skydeskiven. Den ene arm kom til sidst ud af frakken og den anden fulgte kort efter. Tænk det skulle være så hårdt at få tøjet af.

Mens såret blev inspireret vendte Aithlin selv sit fokus mod sin frakke, der var blevet farvet smuk rød. Skønt. Så skulle den både vaskes og lappes sammen, hvis det overhoved var muligt. Med sin raske arm flyttede han lidt rundt på den for at sikre, at lommerne stadig havde deres indhold - og for at have noget at lave for at distrahere sig fra smerten.

Katirra undrede sig over den andens stilhed. Han sagde ikke et pip. Men han var vel i smerter? Hun så indgående på såret og stirrede olmt på pileskaftet. Hun brød sig ikke om det. Selvom hun under normale omstændigheder havde med sår at gøre, så var det sjældent at folk kom ind med pile side gennem skulderen!

Hun kaldte efter en assistent da hun ikke mente at hun kunne klare dette selv. En af lærlingene sprang til. "Pil gennem skulderen," mumlede Katirra og instruerede lærlingen til at hente gaze og kogende vand.

Lærlingen smuttede hurtigt ud i køkkenet for at koge vand, og Katirra så indgående på denne mand. Han måtte være bjergelver. Hårdfør. Hugget ud af sten. 

"Sagen er, min gode herre, at hvis jeg fjerner pileskaftet, så kan De risikerer at forbløde og det skulle vi nødigt have. Jeg vil prøve at fjerne pileskaftet alligevel. Derefter prøve at stoppe blødningen. Jeg kunne bruge min healing, men det er svært når det er et så åbent sår. Så jeg vil gøre mit bedste," fortalte hun i et roligt tempo. Normalt fortalte hun proceduren til folk, men der var noget ved hans hårde ydre, der fik hende til at blive nervøs. Hun gned sine hænder mod hinanden. Hun plejede aldrig at være nervøs. 

Fokus forsvandt fra frakken da en anden pludselig sprang hen til dem, men heldigvis var det ikke en person Aithlin skulle forholde sig til. Godt, for det ville måske alligevel være for meget at forlange fra hans hoved, der fik det mere og mere udfordrende for hvert minut der gik. Heldigvis syntes inspektionen af såret også at være overstået.

Resultatet var ikke meget anderledes end, hvad han havde forventet. "Vi skal jo alle dø af noget - og ærlig talt har jeg glemt hvornår jeg har fødselsdag." Det var ikke fordi Aithlin gik og var kronisk deprimeret, eller bare deprimeret, men frygten for at dø kunne han ikke have hængende over hoved hele tiden. Slet ikke med det arbejde han valgte at udføre. "Men hvis jeg nu skulle dø, så begrav mig venligst i jorden. Der er ikke noget mere ildelugtende end lig over jordens overflade - og vand gør det ikke meget bedre." Han rynkede næsen bare ved tanken. Han havde afgjort set mere end nok lig i hans liv, i forskellige tilstande. Hvis han kunne, ville han da gerne skåne andre for at se nogle af de mest frygtelige syn han havde fået. Det kunne virkelig få en til at genoverveje det med at spise.

"Har du noget ... stærkt drikkelse?" Spurgte han lidt efter. Det kunne forhåbentligt sætte en dæmper på smerterne, som nok ville blive rigelige, især nu hvor hun havde dømt ham til at dø. Ikke at han bebrejdede hende. Hvorfor skulle hun gide at bruge sine magiske evner på ham? Det var jo ikke ligefrem fordi han var godheden selv og hun ville sikkert hellere hjælpe en kvinde i nød. Det valg kunne han næsten endda selv have gjort sig.