Sted: Fæstningen Kzar Dûn - Fangekælderen

Tidspunkt: Aften

Vejr: Vind, regn

En forfriskende tur ud til skovene, der var i nærheden af fæstningen var netop lige det, som den kære torturmester havde haft brug for. Alt for mange timer i fangekælderen, havde været indelukket nærmest, og det var ikke meget luft der kom ind ad det lille vindue. Den indelukket kælder, havde aldrig været et problem for Azaic, men lige i dette øjeblik havde han haft brug for noget frisk luft. Det var aften, og der en god brise, og skovene var nogle omgivelser som altid havde været fantastiske for den dyster, bredskuldret mand. Som han vandrede rundt imellem træer, lod han de smalle øjne glide ned på den ene slanger som var rundt om den venstre arm. Den anden slange havde fundet sin plads rundt om halsen på Azaic, men han kunne fortsat godt få vejret. Han løftede en hånd op, og strøg en finger hen over slangen på armen. Med lette skridt gik han dybere ind i skoven, og betragtede omgivelserne. Men ikke ret lang tid efter han lige fik kigget sig lidt omkring, kunne han pludselig høre noget. Det lød som en høj larm nærmest, hvilket fik Azaic til at gå tættere på, bare for at undersøge det nærmere. 

Som han kom tættere på, kunne han se en lille alf. Straks løftede han undrende et øjenbryn og lagde armene over kors, som han lod de smalle øjne scanne alfen. Var den faret vild?, for hvad Zaladins navn lavede en alf herude. I mørket, og i disse skove og endnu mere undrende, det virkede til at den havde noget gemt bag ryggen. Nysgerrigheden spredte sig inde i den kære torturmester, og han ville vide mere og som han åbnede munden, for at skulle til at sige noget blev han afbrudt"Du mægtige gud, goddag med dem herre!"lød det venligt, glædefuldt, og muntert fra alfen som den kiggede op på Azaic med glitrende øjne. Endnu mere undrende kiggede Azaic ned på alfen, som han lagde hovedet på skrå, og hurtigt besluttede sig for, at gribe fat rundt om kraven på alfen. Med et irriteret blik, mødte han alfens glitrende øjne, og blev nærmest endnu mere irriteret. Hvad filan lavede en alf herude, vidste den slet ikke hvilke problemer den havde sat sig selv i. Pludselig løftede alfen den ene hånd, hvor der lå en rød krystal, ganske flot faktisk. Den fangede hurtigt torturmesterens opmærksomhed, og han slap alfen, hvorefter han sukkede som han løftede en hånd op til slangen, som var rundt om hans hals. 

"Så de er interesseret i min fine krystal de høje herre!"glad, og muntert lyste alfen op i hele ansigtet, som den kom op at stå på tæerne, og fløj lidt op over jorden. Pludselig svævede den foran Azaic, som den lod de funklende øjne møde hans, og stadigvæk uvidende stod torturmesteren, med lysten til at knække nakken på alfen, men alligevel var interesseret i krystallen. Den kunne han godt bruge til noget spændende, så han sukkede dybt, som han lod løftede en hånd hen imod alfen, vendte håndfladen opad, og da krystallen rørte hans håndflade, nåede han lige at smile tilfreds, før han pludselig kunne mærke noget inden i hans krop. Han lod blikket glide ned ad ham selv, før han hurtigt tog sig til brystet, og bed irriteret tænderne hårdt sammen"Hvad i!"nåede han at sige, som han løftede blikket op, men ikke kunne se alfen. Som der pludselig kom røde røgskyer frem, kunne han intet se, og først efter nogle minutter forsvandt skyerne og han sad på jorden. Han sukkede, som han løftede en hånd op til hans hals, for at ville kærtegne slangen, men den var der ikke. 

Han løftede undrende et øjenbryn og kiggede ned på jorden ved siden af ham, hvor slangen var. Den så ud til at væsse af ham, som var han en fjende. Han nåede ikke engang at tjekke efter om den anden slange var på armen, for den væssede også af ham som den kiggede på ham, ved siden af den anden slange. Hvorfor de lige så ham som en fjende forstod han ikke, og rejste sig op fra jorden. Pludselig var der noget der gik op for ham, noget der føles anderledes, han løftede begge hænder op foran sig, og gispede skrækslagen som han kunne se de små hænder. Hvad var det nu for noget, han bed tænderne uforstående sammen, som han lod blikket glide ned over ham selv. Tanken ramte ham hurtigt, og han satte straks to, og to sammen. Den alf var skyld i det her, han var ikke længere en voksen mand, og tankerne kørte rundt, og Azaic blev mere og mere irriteret, som han knyttede de små hænder og kiggede op imod himlen"Jeg dræber dig Alf!!" råbte han af fulde lungers kraft, lige i det samme øjeblik hvor han kunne høre to mænd kom løbende ind i skovene. De nåede hurtigt hen til Azaic, men kiggede undrende ned på ham, og kiggede derefter på hinanden, og det gik hurtigt op for dem at noget var helt galt. Azaic der knurrede kiggede hurtigt hen på de to mænd, som han trampede utilfreds ned i jorden med den ene fod"Hvorfor er jeg 10 år!!" de ord fik mændene til at kigge nærmere på den nu 10 årige torturmester, der stod irriteret med armene over kors.

Mændene havde nærmest mest af alt lyst til at bryde ud i latter, men de vidste det ville ende galt, og den ene mand samlede slangerne op, imens den anden hurtigt fik løftet Azaic op. En dyb knurren kom fra den bette torturmester, som han kiggede fra den ene mand til den anden"Hvorfor har jeg en lille krop! og hvorfor gider mine slanger mig ikke!!"tydeligt at høre at den bette Azaic slet ikke var tilfreds, og bare ville tilbage til hans fulde voksen krop, og sig selv igen. Han ønskede bestemt ikke at være et barn på 10 år. Mændene der fortsat havde lyst til at rulle rundt af grin, holdte masken som de begge to kiggede på den bette torturmester der mumlede en masse stædige, og grimme ord. Som de nåede hen til fæstningen, og gik ned i fangkælderen, satte de Azaic ned på stolen, som nærmere kunne være en trone. Det var normalt hans plads, når han skulle nyde synet af ofrer der blev tortureret, hvis ikke af ham så af hans slanger. Azaic der kiggede rundt på fangekælderens omgivelser, og ikke kunne nå jorden, sad med et vredt udtryk på ansigtet, og viftede febrilsk med begge arme"Jeg vil tilbage!!"råbte han, som han viftede lidt mere med armene. Mændene stirrede på den ret så cute, og bette torturmester, før de kiggede på hinanden med et frygteligt udtryk i øjnene, som deres ansigter straks viste frygt, og fare. 

De kunne da ikke lade et barn handle nogle former for opgaver, eller bestemme over fangere, men de kunne vel heller ikke tillade det kære barn at håndtere de farlige udstyr og våben. Det ville ende galt, den ene mand kiggede bestemt på den anden, de var begge to nød til at gøre noget. Som de snakkede med hinanden hørte de en høj larm, en larm som fik dem begge to til at dreje hovedet. Lige i samme øjeblik som de så den 10 årige Azaic havde fået fingrene i nogle kæder, og en økse som han hurtigt tabte på jorden, fordi den var alt for tung"Det er ikke legetøj du kære torturmester!!"råbte mændene i kor af ren panik, som de hurtigt tog kæderne, og øksen fra Azaic. Der kiggede på dem begge, og gik hen til stolen, hvorefter han surmulede med armene stædigt over kors. Den ene mand kiggede opgivende på den anden mand"Find den alf, der er skyld i det her, gerne hurtigt!"ordene var bestemte, for de vidste begge to at de ikke kunne lade torturmesteren forblive et barn, det ville ende galt. 

Den anden mand nikkede bekræftende som han sendte manden et bredt smil, han var ved at forsvinde væk før han blinkede til manden"Held og lykke med at babysitter det lille monster!"råbte han, før han var væk fra fangekælderen. Den anden mand sukkede, og kiggede af frygt hen på Azaic, der prøvede at komme op på den høje stol. Men slet ikke kunne, hvilket gjorde ham sur, og surmulede også meget mere. Som han sad på stolen fik han pludselig et lusket smil frem, og kiggede på manden foran sig"Jeg er torturmester..."spurgte han nærmest tilfreds, og manden kunne allerede mærke det ville blive et zaladins hul at babysitter den unge. Han nikkede dog til den bette Azaic, før han kunne se at barnet begyndte at hoppe ned fra stolen, og gik hen til manden"Jeg vil lege med dem der!"lød det højt, og bestemt fra ham som han pegede hen imod kæderne, og øksen der ikke var blevet gemt væk endnu. Manden gispede, og sukkede dybt som han bøjede sig en smule forover. Allerede udmattet ved at babysitte denne frygtelige torturmester. Det var bare indtil virkningen ville forsvinde, forhåbenlig snart. Manden løftede blikket op, og som han åbnede øjnene spærrede han hurtigt øjnene op, som han kunne se den 10 årige Azaic var endt bag tremmer, nogle tremmer der ikke var låste. 

"Du store gud!!"udbrød manden, som skyndte sig hen til tremmerne, og skulle lige til at hive toturmesteren ud, før han hørte en stemme, den kom bagved ham. Hurtigt vendte han rundt og kiggede på den ganske nydelige kvinde der stod i midten af kælderen. Han drejede hovedet hen imod Azaic der så ud til at være fascineret af tremmerne, som han lå hænderne glide hen over dem. Manden sukkede, det var som at have en baby i en kravlegård, men i det mindste vidste han hvor den kære torturmester var, så han gik hen til kvinden. Bukkede foran hende, for hun lignede en høflig og elegant kvinde"Kan jeg hjælpe med dem noget"spurgte manden som han sendte kvinden et smil, og lagde kæderne, og øksen fra sig. Slangerne havde manden fortsat på hans arm, for de væssede og gad ikke Azaic. Kvinden kiggede på manden, og opdagede den bette Azaic, der havde lusket sig ud fra tremmerne og sad nu på jorden med kæderne i hænderne"Er det...Vores kære torturmester...Han er jo et barn!"udbrød kvinden uforstående, og manden sukkede som han kunne mærke han sank langsomt ned, og bøjede sig forover i dyb udmattelse. Han nikkede dog til kvinden, og skulle til at forklare hende, hvad der var sket før kvinden så ud til at kigge forbi manden, og af ren nysgerrig fulgte manden hendes blik, lige i samme øjeblik til at se Azaic sidde og prøve at slå kæderne ned i jorden, og rundt omkring"ÅH NEJ!!"råbte han af panik, som han skyndte sig hen til barnet, og hurtigt løftede ham op, og kiggede på kvinden igen. 

Hvad skulle han lige sige, var der overhovedet nogen ord, og før han overhovedet nåede at forklare sig var kvinden på vej op ad trappen til fangekælderen. Manden sukkede dybt opgivende, som han havde den dybt irriterende og belastende torturmester, som nærmere var en møgunge i hans øjne, men fortsat holdte han, ham i armene"Jeg vil være voksen!!!"græd Azaic pludselig højlydt, som han baskede med armene, og nærmest græd mere og mere. Manden der blev helt overrasket vidste slet ikke, hvordan han skulle trøste ham, fordi hvad filan kunne det barn finde på. Han satte barnet ned på jorden, og kunne pludselig se den anden mand kom tilbage. Han forklarede ham, at virkningen skulle aftage meget snart, det var kun et spørgsmål om tid. Den anden mand sukkede som han prøvede at trøste den grædende torturmester. De satte sig begge to ned ved Azaic, og bad med alt deres håb til guderne, om at han ville blive til deres Azaic igen, den voksne og respektfulde torturmester. Der gik mange minutter, nærmest timer, både hvor Azaci græd, og prøvede at få fingrene fat i kæderne og øksen, og som var her og der, nærmest overalt inde i fangekælderen. Pludselig faldt han i søvn, af at have grædt så meget. De to mænd kiggede lettet på hinanden, og vidste med dem selv de skulle være stille, for ikke at vække møgungen. 

Efter flere timer, dukkede der nogle røde røgskyer op, og de kunne ikke se Azaic. Dog som de forsvandt kunne de se den Azaic de kendte, de udbrød i glæde som de begge to græd af glæde imens de krammede hinanden. Torturmesteren tog sig til hovedet, og rejste sig op, hurtigt kiggede han ned ad sig selv, og knyttede den ene hånd i glæde, før han hurtigt kunne se slangerne forlod manden, og hurtigt slyngede sig hen til deres mester igen"Det var på tide....Den alf skal være glad for at den ikke er i nærheden"lød det koldt, og bestemt fra Azaic, som han nød synet af hans voksne krop, og store hænder igen, han var sig selv igen. Gudskelov for, at virkningen aftog, selvom han ikke ville vide, hvad der var sket imens han var et barn på 10 år. Mændene græd af glæde fortsat som de hoppede rundt af glæde, som kun fik Azaic til at undre sig, men hurtigt greb han fat rundt om halsen på den ene mand. Manden gispede som han stirrede ind i de smalle, grusomme øjne torturmesteren havde. At den 10 årige Azaic havde været frygtelig vidste han, og havde han fundet ud ad, men han vidste den nuværende var ligeså slem, og generelt meget værre. Han kunne næsten ikke få luft, som han rystede af skræk, før Azaic gav slip på ham og skubbede ham hen imod væggen"I skal være glade, for at jeg kan lide jer to...."lød det dybt og neutralt fra ham, før han gik hen imod hans stol, trone hvad det enlig var. Satte sig afslappende og nød synet af mændene der rystede af skræk, som de kunne se det luskede smil på Azaic's ansigt.