Éir løb ud af servicekorridoren, og formåede med fuldkommen elegance næsten at vælte over sine egne fødder som han trådte ud. Atter var heldet til hans fordel, for i netop samme øjeblik som Éir snublende anmeldte sin ankomst, trak en rigt udseende person alles opmærksomhed til sig. Hvordan hun gjorde det, ville Éir aldrig forstå – for ham virkede det som om intentionen alene havde været nok til at ti alle de fint påklædte godtfolk. Og sikke de var påklædt. Éirs øjne, skjulte af den ibensorte falkemaske han havde lånt, voksede sig større for hver person hans blik faldt på. Guld, sølv og andre ædle metaller, han dårligt kunne gætte navnene på, var fremvist i sådan en overflod at det fik Éir, i sit lånte tøj, til at ligne en tigger. Det var kun ved den strengeste selvkontrol at han formåede at holde sin kæbe fra gulvet.
Det var ikke svært for ham at finde sin ”scene”, hvis man kunne kalde den det. Han havde fået en taburet i et hjørne af salen ved et bord fyldt med yngre adelige, der alle så misbilligende på ham som han tog sin plads, og forstod endelig hvorfor det var så vigtigt at han skulle skifte tøj. På væggen bag ham var der hængt nøje udmålte, og højst sandsynligt skræddersyede, vægtæpper med farver, der passede til tøjet og fik ham til at falde i ét med baggrunden.

Uden at tøve begyndte Éir at spille dæmpet musik, og de adelige, som havde de været trænet til det, glemte alt om ham og begyndte at tale iblandt hinanden. Han spillede tavst, for han havde modtaget klare instrukser om hverken at tale med eller synge til gæsterne.

Dag stirrede tvært på den unge adelsfrøken som hun så let som ingenting trak alles opmærksomhed, og med den opmærksomheden fra den samtalepartener Dag endelig havde fundet, efter adskillige frugtløse forsøg. Trods hendes fader havde lært hende om manere og almen etikette, så var det en dråbe i havet i forhold til disse folk der var født og opvokset med det. Ikke for første gang forbandede Dag lydløst sin mor for aldrig at havde lært hende noget.

Med sin samtalepartner håbløst optaget andetsted, fortrak Dag sig, for at finde sig et mere passende hjørne at surmule i. Forhåbentligt et hvor hun stadig kunne holde øje med sin bror, der, guderne være lovet, lod til at have en værre fest end hende selv.

Det var først efter Dag fik sat sig, at hun lod mærke til musikken. Den havde vist ikke været der før? Eller, der var musik alle steder til festen, så meget det næsten var disorienterende! Men der havde været stille i hjørnet før.
Dags blik søgte rundt efter kilden, og gled forbi Éir flere gange, før hun endelig løftede sit slør og fik øje på ham. Det var med et højlydt tsk hun rullede med øjnene af ham, og lod sløret falde igen, ingen hun lagde armene over kors og så udover festen, søgende efter Nat.

Éir anså ikke adelige for meget, men fra sit udkigspunkt i hjørnet af balsalen fandt han den sociale dans imponerende. Det kunne virke tilfældigt hvordan de begik sig, og hvem der talte med hvem, men et mønster begyndte hurtigt at danne sig. Selv småsnakken var et eller andet bizart ritual, og selvom han ikke kunne forstå det, var det tydeligt at se.
En pige, tydeligvis på udkanten af den talende fællesdans, satte sig ned. Trods sit fine tøj og strålende smykker, stod hun ud af selskabet på en måde, Éir ikke kunne beskrive. Pigen vendte og drejede sig, sit blik søgende efter noget, og da hun løftede sløret gjorde han den umaskerede del af sit ansigt klart til et smil – indtil hun himlede med øjnene og tsk’ede af ham. Ikke så underligt at hun sad alene, hendes humør taget i betragtning.
Uden at tænke over det, gjorde Éir den eneste ting han kunne gøre når hans musik blev fornærmet; spillede en smule højere.

Dags mine under sløret blev stramt. Det var da umuligt at koncentrere sig med det kattejammer! En anden ung frøken kom hen til Dag, men hun afviste hendes godmodige forsøg på samtale, med en afvisende håndbevægelse. 

Det var egentlig ikke fordi musikken var så dårlig, på en bedre dag havde hun nok endda nydt det! Men lige nu, var det det værste. 

Dag var nød til at gøre noget, men bare det at komme hen til hvor hun sad nu havde drænet hende, og bragt en begyndende migræne. Hun gnubbede sin tinding mens musikken, som hun sværgede var blevet højere, skar igennem hendes tanker.

Til sidst fik Dag en idé. Hun viftede en tjener over, og gav en simple besked. Tjeneren nikkede, og satte retningen mod Éir..
"Frøkenen er utilfred med din musik" sukkede tjeneren opgivende, og rullede let med øjnene "Men hun er ikke nogen særlig, så bare dæmp det en smule eller noget" tilføjede tjeneren henkastet, inden de gik videre, for at passe deres pligter.

Èir greb om strengene for at forstumme sit instrument, da tjeneren nærmede sig. Den pludselige tavshed stod kraftigere ud end musikken havde gjort det, og han fik mere opmærksomhed, end han havde gjort mens han spillede. Drengen ventede til tjeneren gik, og plantede derefter solidt blikket på den unge adelskvinde. Hun kunne dårligt mene det alvorligt – han gjorde trods alt kun sit arbejde, og sågar ganske glimrende, hvis han selv skulle sige det. Hvor bitter skulle man ikke være, for at deltage i en fest og ikke forsøge at nyde musikken.
De er sku nogle sære nogen, de der adelige, tænkte Éir i fortrolighed for sig selv, som han begyndte at spille, lavere end før. Efter blot et øjeblik gled han i ét med tapetet, og alle de, der havde fået øje på ham, mistede interessen.

En sang eller to senere fangede Éirs sit blik i at glide over på kvinden, med den dårlige musiksmag. Hun så ikke ud til at nyde aftenen meget mere end før, selvom hun var faldt i samtalen med en pompøst udseende ung mand. Éir kunne ikke bestemme sig for hvad der var værst ved ham, hans højrøstede stemme, eller den dyre parfume, der kunne lugtes selv på denne afstand. Mellem numre fangede han en tjeners opmærksomhed, og fik vinket ham over. Et par udvalgte ord senere, meldte tjeneren sig ved bordet, og med trænet ynde indsatte sig selv i den unge mands ensidige talestrøm, uden at fornærme.
”Troubadouren ønsker mig spørge Dem, om der er noget De og Deres selskab ønsker at høre?”

Dag mærkede den kvælende tavshed, og flyttede på sig, en smule ubehageligt til mode. Det havde måske været en fejl at bede om stilhed.. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det.
Hun fandt sig dog lidt bedre til mode da musikken kort efter flød igen, i et mere moderat lydniveau. 

Det lille, behagelige øjeblik skulle dog ikke vise sig at varer længe, før Dag blev antastet af en adelig herre. Hans overdrevet pompøse påklædning, og ustyrlige ego pegede i én retning. Nyadel. Ligesom Dag selv var, teknisk set, selvom hun bestemt ment hun havde mere takt end ham! Hun mistænkte Nat for at have sendt manden hende vej, vel vidende at hun ville hade hvert sekund af det.
Hun ville ikke have ønsket noget mere end at jage ham bort, men hans evige talestrøm var så stålfast, at hun havde svært ved at få et eneste ord indført.

Først da den veltrænede tjener trådte ind og afbrød, gav det en tiltrængt pause. En pause herre straks brugte på at væde ganen. Dag udnyttede åbningen "Lyden af stilhed" svarede hun tørt. Det var ikke noget nummer. Dag kendte ikke nogle rigtige stykker musik når det kom til stykket, men hun håbede hendes partner fattede hintet. Hun satte sine forhåbninger for højt.

"Ahh ja, en klassiker" løg han, som han ikke anede hvad hun sankkede om, men hvertfald ikke skulle tabe ansigt "Men Møens tur under stjernenatten passer bedre til selskabet, så få ham til at spille den" insisterede herren i stedet, og fik dag til at himle med øjnene, med et tungt suk. Et suk der naturligvis også gik hendes nye samtalepartner forbi.
Som tjeneren fortrak sig, fortsatte herren ufortrødent. "Virkelig, det er et femragende nummer, du vil simpelthen elske det, jeg kan for mit liv ikke forstå hvordan du ikke har hørt det før! Du har vel ikke hørt det før? Selvfølgelig ikke, ellers ville du uden tvivl selv have foreslået det!"

Uden at stoppe med at spille, gjorde Éir sit bedste for at høre hvad tjenerne og kvinden sagde til hinanden, uden held. Den bredskuldrede herre med den frastødende parfume, var en anden sag. Som var det en æressag talte manden højt nok, til at hele salen i deres ende kunne høre hvad han sagde – til ikke så få giftige blikke fra mange i rummet. Den mand måtte godt nok ikke have den bedste situationsfornemmelse. På den anden side passede det meget godt ind i Éirs billede af de adelige.
Éir sank en klump, som adlingen gjorde sit musikønske klart. Møens tur under stjernenatten var alt andet end passende til selskabet, men endnu værre – det var et sangstykke. Efter en kort indledning gentog musikken sig igen og igen, for at få publikum til at synge med på det sjofle omkvæd, men uden en sangstemme var den bare forvirrende. Det var en druksang, mere almindelige jo billigere et vandhul man befandt sig på. Éir havde fået et klart forbud mod at synge, selvom det var drengens sang, der havde fået ham plads som en del af underholdningen. Han rystede på hovedet, som tjeneren kom tilbage med budskabet. Den anden nikkede sympatisk tilbage, og efterlod drengen til sin pinsel.

Hans nummer nåede til sin ende, og musikken tav mens Éir tænkte sig om. Han kunne se på selskabet omkring ham, at den højtrøstede adling på ny havde draget opmærksomheden mod musikken, og dermed også musikkeren. Måske ventede de blot på at Éir dummede sig – for begyndte han at synge sjofle viser, ville han blive smidt ud på røven hurtigere end han kunne sige 'Pik og Patter' - og det ville de sku nok find mere underholdende end musikken. Han rømmede sig, pinligt berørt over det fine selskabs opmærksomhed, og gjorde det eneste, han kunne finde på.

Da han begyndte at spille indledning af Møens tur under stjernenatten, kunne han se adlingens ansigt lyse op triumferende. Efter indspillet, da sangen skulle begynde, vendte han ansigtet bort, for at koncentrere sig. Hvis ikke han kunne synge, måtte han spille for to. Med fingersnilde formåede han at spille både melodien og sangtonerne, i et højere toneleje, samtidigt.
Han var så koncentreret om sin musik at det først var da sangen var færdig, at han bemærkede hvor tavst, der var blevet. På de nærmeste borde var al samtale stoppet. Luften var spændt, men med hvad, kunne han umuligt gætte. Drengens kinder blev blege, hvilket blev pinligt fremhævet af den højrøde maske, der kun dækkede den øvre del af hans ansigt. Stilhed var netop det han ikke måtte lægge op til.
Før han kunne nå at spille noget andet, blev der slået på et glas, og den urolige sal faldt hurtigt til tavshed. Han gjorde sit bedste for at høre hvad der blev sagt, men stilhedens skingre intethed brummede stadig for kraftigt i hans øre. Men effekten på adlen var umiskendelig; der var blevet budt til dans, og fyrsteparret havde den udelte opmærksomhed. Éir kunne mærke adlens opmærksomhed blive løftet fra ham, som havde han siddet med en kappesten på nakken. Han havde brug for luft. Stillende lutten fra sig, sneg han væk fra scenen og ud mod altanen, tætteste på indgangen. På vejen greb han et glas fra en tjener, der, heldig som Éir var, ikke lagde mærke til noget. Altanen var tom for mennesker, der alle søgte mod dansegulvet.

Dag kendte ikke 'Møens tur under stjernenatten', men hun hadede den allerede, ud fra det simple faktum, at klaphatten havde foreslået det. Hadet voksede sig støt stærkere som det meste af forspillet blev overdøvet, af adlingens fortsatte plapren. Alle andre lod dog til at være blevet stille, i spændt forventning, og endelig fik Dag nok.

"SUSH!" tyssede hun på adlingen, der blev så forbløffet over Dag faktisk hævede stemmen, at han blev stum af forbløffelse. Et par andre nærtsiddende folk drejede blikket i deres retning, nogle i taknemlighed, andre med skarpe blikke. Dag ventede ikke på adlingen genvandt fatningen, men pressede sit held med det lille vindue af taletid hun havde skabt sig. "Jeg vil gerne hører stykket" tilføjede hun tørt, og måtte rulle med øjnene bag sløret, som adlingen straks lyste op, og nikkede ivrigt.

Adlingen forlod dog snart Dags tanker, som hun gav sin opmærksomhed til musikken. Den opslugte hende straks, og trak hende med sig på sin musikalske rejse. Hun lukkede øjnene, og tonerne dansede som ildfluer under natte himmelen. Som bleg hud i måneskin. Som dugvådt græs.

Der gik et langt øjeblik før Dag ænsede musikken var stoppet, efter de sidste toner var dødt ud. Hun var som resten af drengens publikum, lamslået. Bifald virkede for billigt, og inden vovede at bryde tavsheden.

Kling kling kling

Ingen, udover Fyrstinden selv, der næppe havde ænset hvad der var sket i dette lille hjørne af hendes fest. Magien blev brudt, og folk brød op. Hastede mod dansegulvet og rystede den særprægede oplevelse af sig, til fordel for deres noble facader.
Dag blev sidden tilbage, stadig tavs. Adlingen ved hendes side havde rejst sig, og holdt en hånd ned mod hende, der pænt blev ignoreret, mens hans hastigt mistede tålmodigheden.
Endelig spurgte han "Skal vi ikke danse?". Dag løftede blikket, men gjorde inden mine til at rejse sig. "Nej." svarede hun blot og straks åbnede han munden for at argumentere, men Dag var hurtigtere. "Jeg er lam i begge ben. Jeg kan ikke danse". Hans underkæbe ramte gulvet. I lange, ubehagelige sekunder stod han bare og gloede på hende, inden han endelig trak sin hånd til sig, drejede om på hælene og forlod hende uden et ord.

Dag sukkede lettet, som hun endelig blev fri for ham, og ventede til han var forsvundet i mængden, inden hun samlede sin magi, og rejste sig. Hun havde brug for luft!
Dag løftede sit slør og trak det op, så det faldt nedover hendes hår i stedet, som hun krydsede fra den oplyste sal, til balkonen. Månen var oppe, men forskellen fik hendes stadig til at misse med øjnene, som hun satte retningen direkte mod bænken, der løb langs balkonens kant. Med et dybt suk lod hun sig dumpe ned på sæddet, og gav slip på magien. Hendes ben gled prompte ud til en side, og hendes ene fod væltede, så anklen sad i en ubehageligt udseende vinkel.
Dag lukkede øjnene og gnubbede sin tinding. Hvis aftenen fortsatte sådan der, så ville den blive uendelig lang.. Og hun håbede stadig at kunne sparer nok på energien til måske at få bare en dans ind, med andre end hendes far.

Pludselig stivnede hun i bevægelsen og åbnede øjnene, da det gik op for hende, at hun ikke var alene. Hun sænkede hånden, og lod blikket glide over omgivelserne, til det endelig fandt spilledrengen. Et langt, opgivende og anstrengt suk forlod hende. Lige hendes held. Selvfølgelig skulle hun ende alene med spilledrengen hun havde svinet, der så havde vist sig at være et eller andet musikalsk geni!

Den varme aftenluft var behageligere end luften i salen, selvom der var glimrende udluftning indenfor. Indenfor var luften domineret af parfumerne, der lagde sig i lag ovenpå hinanden og blandede sig med luften af relikvier og dyre træsorter, som åndede de adelige en finere luft end andre dødelige. Eller måske var det larmen, for hvor salen var fyldt af hundrede dæmpede stemmer, der alle mente de var den vigtigste i rummet, var alt man kunne høre på altanen insekternes sang i parken, der strakte sig ud i det åbne land langt under ham. Lige meget hvad, var det mere behageligt.
Éir stirrede stædigt ud i luften, som en anden skikkelse kom ud på altanen og ødelagde hans frirum. Først da han hørte et kraftigt suk, drejede han hovedet og så den unge kvinde, der havde siddet med den højlydte adling. I det øjeblik priste han sig lykkelig for masken, der skjulte den stramme grimasse, der løb over hans ansigt. Af alle personer, der kunne forstyrre hans ro, skulle det være musikkritikeren. Hendes suk virkede pludseligt fjendtligere, end han havde tænkt da han hørte det.
Men måske havde han fået et forkert indtryk af hende. Ingen var en dårlig person, blot fordi de ikke kunne lide musik, og selvom hun havde været uhøflig, kom de ikke fra den samme verden. Han kiggede sig over skulderen, for at sikre sig at ingen holdt øje med dem. Hvis han blev set tale med gæsterne, ville de trække i hans betaling.
”Skal du ikke d–” begyndte Éir, men stoppede sig selv da han så pigens fødder. Hvad end der var galt, var det tydeligt at hun ikke kunne danse.
”Áh, om forladelse,” mumlede han flovt, og så sig atter over skulderen. Hvem end, der havde bragt hende herud, kunne ikke være langt væk. Det havde nok været bedst, hvis han havde holdt sin mund lukket.

Der var ingen tjener eller hjælper, hvor Éirs blik søgte. Enten var de forsvundet med unaturlig hast, eller også, så havde der aldrig været nogen der, til at bærer den unge komtesse ud i aftenluften. Der var ingen, udover ham og hende på balkonen.

Éirs kommentar og blik mod Dags ben gik ikke uset hen. Med et dybt, irriteret suk tog Dag fat i benet til den skæve ankel, og med besvær fik hun det hele anbragt, så det så mere naturligt ud. Hendes reaktion havde ikke som sådan været rettet mod ham, men mere mod situationen. Ikke at hun havde i sinde at uddybe det.

"Det musik du spillede derinde, lige før.. det var det han bad om, var det ikke?" spurgte hun, uden så meget som at anderkende hans forsøg på en undskyldning. Der lå dog noget under spørgsmålet. 
Klaphattens reaktion på starten var ikke til at tage fejl af, men Dag ville heller ikke i 100 år tro på, at den idiot kunne have ønsket et stykke så smukt. Der stak noget under, og Dag var ikke et sekund i tvivl om, at musikkeren havde de svar hun søgte.

Det var utroligt som den unge dame sukkede. Enten var hun gnaven som et ondt år, eller havde et vejrtrækningsproblem. Éir så – ud af sin øjenkrog, naturligvis – fascineret med, som den unge dame rettede sine ben ind. Der havde ikke været nogen tæt på, der kunne have hjulpet hende med at komme herud. På den anden side, var det tydeligt at hun ikke kunne have gået. Så snart benet var på plads, sørgede Éir for at kigge ud i gården. Nok var han nikke en dannet mand, men at stirre på en lam kvinde, som hun indrettede sig, ville være grænseløst uhøfligt. Derfor gjorde Éir en helhjertet indsats for at gøre det uden at blive fanget.
Emneskiftet fik ham til at skære en grimasse. Alt drengen forstod var at sangen havde været uigenkaldelige, med alle de friheder han havde taget sig. Han var generelt dårlig til at bedømme hvornår nok var nok, og dygtighed på instrumentet var langtfra alt en skjald måtte arbejde med. Forhåbentligt ville hofsmesteren ikke få nys om hans opførsel, for så kunne han regne med en slag i betalingen.
”Var det sá svärt at hóre?” spurgte drengen med en stemme og et kropssprog, der tydeligt fortalte at han var bange for svaret. Uden at give hende chancen for at svare, da han allerede kunne høre hendes anklagende stemme runge i hans hoved med fantasifulde fornærmelser, begyndte han straks at undskylde sin adfærd. At han ikke måtte tale med gæsterne, var blevet glemt fuldstændigt.
”Jeg var nód til det! ’Móens Tur’ er alt for sjofel. Hvis han var begyndt at synge med, var jeg blevet smidt på porten!”

Om Dag ikke bemærkede spillemanden glo, eller blot undlod at reagere på det, var uvist. Sandheden lå nok mest i retning af, at hun antog alle gloede, høj som lav, og hun kun tog sig af at reagere hvis hun ønskede at gøre en pointe af det.
Selv hvis hun ikke bød ham nogen opmærksomhed nu, mens hun rettede sig ind, så var det svært at antage andet end at han gloede, med samme diskretion som han havde pointeret problemet med til at starte med.

Dag åbnede munden for at kommentere på hans svar, men drengen fortsatte inden hun kunne få et ord ud, og en tvær mine satte sig på hendes ansigt. Hun synes hun var blevet afbrudt lige lovlig meget den aften allerede! Hans undskyldning fik dog ikke mere medlidenhed, end et fnys med på vejen.
"Det tænkte jeg nok" proklamerede hun ud i luften, inden hendes kølige blik atter lagde sig på drengen. "Den idiot ville næppe have bedt dig om at spille.. det du spillede" Dag kastede en lok af sit hår tilbage over skulderen "Så god smag havde han næppe" kommenterede hun tørt, og lod det indirekte kompliment hænge i luften. Måske var det ikke meget af et kompliment at sige hans musik var for god til den tåbe der havde påtvunget hende sit selskab, men det var dog et kompliment.

Éir skævede til den unge adelige, som hun sagde hvad lød som et kompliment viklet ind i en fornærmelse af en anden. På en besynderlig måde fik Éir indtrykket af at dette var så stort et kompliment, som man kunne forvente fra hende. Hendes ord var vægtet med bitterhed af en meget ældre kvinde, og han behøvede ikke at lede længe efter en forklaring. Alt hvad de adelige gjorde, fra deres selskaber til deres væremåde, virkede drænende. Nu hvor han tænkte over det, var det muligt at komtessen aldrig havde leet en dag i sit liv – en tanke, der passede perfekt til det stoiske billede af den unge kvinde, der kiggede ud i mørket, som en buste hugget i sten.
”Tak,” sagde drengen tøvende efter en pause, medlidenhed dårligt skjult i hans ellers muntre stemme. I mangel på ord hengav han sig til at sidde i tavshed og kigge ud i mørket, fanget mellem lyden af højsamfund og nattens stille lyde.
”Er de altid sådan?”

Dag overvejede at sige mere, at forsøge at sætte ord på hvordan hans musik havde rørt hende. Måske var det bare for at lindre hendes egen skyldfølelse over at havde været så hård ved ham til at starte med. Måske var der et oprigtigt ønske om at give hans talent den respekt det fortjente.

Hvad end årsagen var, døde alle positive ord i hendes mund, da medlidenheden i hans tak nåde hendes øre. Medlidenhed var det sidste hun havde brug for mere af i sit liv. Det var det eneste hun fik. Hun druknede i medlidenhed!
Så hun forblev tavs, med ikke andet end et svagt "Hmf" inden stilheden igen lagde sig over balkonen. Men det var lige før hun foretrak stilheden, hvis medlidenhed var alternativet!
Alligevel løftede hun hoved en anelse ved hans spørgsmål. "Hvordan?" spurgte hun tilbage, hendes stemme rolig, søgende en uddybning. Den lød næsten helt mærkelig uden den underlæggende sarkasme eller bitterhed.

Dag nåde dog aldrig at hører svaret, før en ny person gjorde sin entré, og tog ordet. Det var den højtråbende idiot fra tidligere, der var kommet tilbage, denne gang med et farligt glimt i øjet.
"Jeg vil tage den dans De skylder mig nu" erklærede han, som han med målfaste skridt trådte hen mod Dag.
Dag himlede med øjnene "Hvilken del af 'lam i begge ben' fejlede De i at forstå?" svarede hun blot tørt, men det bragte kun et sultens smil frem på adelingens læber. "De kan ikke narre mig, frøken! Jeg så dem gå herud" han stoppede op tættere end hvad der var strengt høfligt, og lænede sig indover hende. "Så det ser for mig ud til de sagtens kan gå, og derfor sagtens kan danse. Jeg bryder mig ikke om at blive holdt for nar lille frøken, så De vil tage den dans med mig nu" fortsatte han, og greb hendes hånd med en hurtigt bevægelse.

"Jeg er bedøvende ligeglad. Slip mig" bed hun, og forsøgte at trække sin hånd til sig, uden held. Adelingens smil blev hårdt. "Nej." svarede han kort, og begyndte med langsom selvsikkerhed at trække hende op.

Éir nåede ikke at svare før en nytilkommen brød ind i samtalen. Den unge kvindes bordmand havde fundet dem. Éir åndede lettet ud, som den unge mand gik direkte til Dag uden at anerkende hans tilstedeværelse. ”Sådan,” tænkte Éir til sig selv, men forblev tavs. Han havde impulsivt talt med pigen, for selvom han var blevet beordret til ikke at omgås gæsterne, virkede hun ikke som typen, der ville få ham smidt på porten. Den unge mand, på den anden side, ville uden tvivl tage stor fornøjelse i det.
Éir vendte opmærksomheden med mørket væk fra altanen, og besluttede sig for ikke at blande sig i deres samtale. Men det var umuligt ikke at høre adlingens højrøstede stemme og følge med i deres samtale, der hurtigt havde taget en mørk drejning. Et skamfuldt øjeblik overvejede Éir at forblive tavs, og ikke sætte sig selv i skudvidde. Hvis han blandede sig, satsede han alt uden håb om gevinst, uden venner til at støtte ham eller midlerne til at komme sikkert tilbage til hovedstaden.
Desværre for Éir, havde han mere empati end forstand.

”Fróknen sagde nej.” En trodsig stædighed varmede ham mod efterårskulden. Alle hans interaktioner med adelige blev og alle de uretfærdigheder han havde oplevet ved deres hånd, antændte en pludselig vrede i den unge mand. Han besluttede sig for at fortsætte, før modet kunne forlade ham.
”Tillad mig ydmygt at fortolke; Det betyder at hun hverken kan eller vil danse med Dem.”

Adelingens trækken i Dag stoppede brat da skjaldens ord skar igennem den stille aftenluft, og den større mands blik vendte sig faretruende mod Éir.
"Hvem tror du du er, sådan at blande dig i adlens affære skjald?!" bulrede han, men hans forsøg på at tryne skjalden, fik kun Dag til at himle med øjnene.
"Tydeligvis har han mere forstand end-arh!" Dags ord blev afbrudt af adelingen der kort vendte opmærksomheden mod hende, og gav et træk i hendes arm, i endnu et forsøg på at få hende på benene, inden han igen vendte opmærksomheden mod Éir.

Gestussen var nok til at gøre Dag tavs for nu, men det krævede ikke megen empati at se hvordan hun sydede. Ved alle guderne hvor ville hun gerne rejse sig for ham, bare for at se hans dumme ansigtsudtryk når hun så sparkede ham over skinnebenet!
Men det ville ikke gøre andet end at bevise hans pointe, og det havde hun virkelig ikke brug for lige nu.

Hendes blik faldt endelig på skjalden, med lige dele trodsig selvstændighed og taknemmelighed. Hun havde på ingen måde forventet han ville bryde ind, og da slet ikke med så skarp og kløgtig en tunge. Måske den lille mand havde mere karakter end Dag havde ladet sig tro? Ikke at det ville hjælpe ham meget mod adelingen, der både var større, og havde mere magt end ham. Men han forsøgte da.. ikke ulig hende selv.

Éir kunne ikke lade være med at være lettet, da den unge mand vendte sin opmærksomhed væk fra ham og over til den unge frøken – en lettelsen, der straks blev til skyldfølelse, da han begyndte at trække i hendes arm. Den skravlede dreng var uhyggeligt klar over forskellen i højde, styrke og status mellem ham selv og den unge adelsmand. Kom det til en åben kamp, var han ikke et øjeblik i tvivl om at han ville ende udover altanen. Hvis han så meget som strejfede den anden, ville hans liv være ovre. Den fornuftige ting at gøre, ville være at kry væk fra altanen, og lade de adelige forgribe sig på hinanden. Desværre var Éir ikke en fornuftig dreng.

”En rotte!” råbte drengen, højt nok til at de yderste udkanter af balsalens forsamling ville kunne høre det. ”Der er en rotte i salen!” Den unge mand løftede blikket fra Dag, og så forvirret på Éir. Først, da han vendte blikket tilbage mod salen, for at se om rotten var virkelig – han var ikke den skarpeste kniv blandt sølvtøjet – så han de mange adelige ansigter vendt mod dem. Eller rettere, vendt mod ham. Med en gestus som havde han brændt sig, gav han slip på komtessens arm, og trådte væk fra hende.
Hans blik fandt Éir. Hvis blik kunne dræbe, ja, så havde Éir nok alligevel ikke været med denne aften. Og selv da, havde han ikke overlevet aftenen ud. Den rødhårede dreng sang en klump som det faldt ham ind, at aftenen endnu ikke var ovre.
”Dette er ikke ovre, skjald,” hvislede adelingen, før han trådte tilbage ind i balsalen, og forsvandt af syne.

Éir ventede til han var sikker på at den anden var udenfor hørevidde. Han kunne allerede høre flere tjenestefolk nærme sig, og blandt de bjæffende befalingen af hofsmesteren. Det var på tide han forduftede- ingen mængde rav ville gøre det værd at blive myrdet af en forhånet adelsmand.
”Og nu, froeken, má jeg tage min afsked,” han bukkede hurtigt, og gjorde anlæg til at forlade altanen.

Råbet om rotte kom så pludseligt at selv Dag vendte blikket i retningen skjalde pegede, inden det et øjeblik efter gik op for hende hvad han havde gang i, og ikke mindst hvad det ville bærer med sig. Hun sendte skjalde et kort taknemmeligt blik som adlingen slap hende, og forlod dem slyngende trusler omkring sig.

Dag gnuppede sit håndled kort, mens tjenestefolk hastede til for at hjælpe hende op at sidde igen.
"Skjald" kaldte Dag, inden han foravandt helt fra balkonen "din musik var smuk. Ulig noget andet jeg har hørt. Jeg er sikker på min fader ville værdsætte din kunst ligeså, hvis du nogensinde rejser til Azurien". 
Ordrene fik de to tjenestefolk der hjalp hende til at udveksle et blik. Den tværer komtesse var ikke ligefrem kendt for at give komplimenter ud, og med lidt held ville det sprede sig. Det var vel det mindste hun kunne gøre for hans hjælp.

Mere opmærksomhed skænkede Dag ikke drengen, for så snart hun var sat og anstændig igen, vrimlede det ud med andre adelige, med bekymrede spørgsmål om hende helbred på deres læber, og hungren efter sladder i deres blikke.