SLAM! BAM! og så et bestemt GONK!

Der var larm nede i kundemodtagelsen på Enzel Silenes bordel den morgen. Typisk hvis Hr. Silene larmede på den måde, holdt bordellets piger sig væk fra ham, for han var normalt stille som en kat på jagt, men ingen ville i nærheden af en vred chef. Vred var han dog ikke. Men han var just heller ikke glad for ubudne gæster.

Her stod han nu ved bordet. Hans forretningspapirer havde fløjet sig en tur og blækhuset var væltet og havde malet bordet mørkeblåt. På mirakuløs vis, var rødvinsglasset stadig intakt, på trods af, at Enzel havde så godt som slynget det på hovedet ned i bordet. Hans hænder holdt det presset ned omkring hvad der lignede en stakkels alf på knæ. Men hun, alfen, var på ingen måder nogen stakkel. Hun var en uønsket gæst, der havde forsøgt at snige sig ind på ham med et grin i hendes lille luskede ansigt. En indbrudstyv i den størrelse kunne man jo ikke hamle op med som et almindeligt menneske. Men Enzel var ikke et menneske. Og han var i den grad heller ikke almindelig. Han var en kat inde bag sin menneskeforklædning.

Forsigtigt turde han flytte hænderne en smule, og han så hende an. Hendes drilagtige smil var forsvundet sammen med hendes fremtid i frihed hurtigere end hun måske havde forstillet sig, og man kunne se hvordan hun lå krøllet akavet sammen, for overhoved at kunne være nede i glasset. Hendes hjerte hamrede bag det lille bryst, og man kunne se at hun var blevet chokeret og bange. Enzel havde ingen medlidenhed for hende. Hun var i hans øjne et insekt. En støvkilde i hans rene, pæne hjem.

”Du har valgt det forkerte sted at bryde ind, alf.” Knurrede Enzel med en modbydelig grimasse i det ellers kønne, ungdommelige ansigt han havde. Han begyndte at skrabe glasset med alfen hen langs bordpladen, indtil hun kom ud ved bordkanten, hvor hans hånd var rede til at knuge stramt om hende. Hun forsøgte selvfølgelig at vride sig fri og sågar bide ham. Men det havde ikke den ønskede effekt, så hun opgav det hurtigt, og måtte i stedet ty til konversion med bordelejeren; ”Undskyld, undskyld. Jeg var ikke ude på at bryde ind, jeg ville blot -” Hun kunne Krystalisiansk. Men hendes sætning døde næsten ud, fordi hun løb tør for luft i lungerne. Den lille mandsperson var uden tvivl ondere og stærkere end han så ud til. ”Jeg er her som kunde. Jeg kan betale.”

Det var svært for Enzel at tro på, at en kvindelig ungalf havde et behov for seksuel omgang med hvad der for den var en kæmpeenorm partner. Og lige ledes kunne han ikke tro, at hun havde råd til at købe en omgang med en af hans luksuriøse halvdyrspiger. Hun løj uden tvivl over for ham. En alf kunne da maksimalt bære på én enkelt krystal, og selv hvis denne ene enkelte krystal var af ren diamant, ville han ikke slippe grebet om hende. Han vidste ikke hvor meget man kunne sælge en alf for på det sorte marked, men han kunne snildt slippe afsted med at rippe hende for hendes rigdomme og samtidigt tjene fyrsteligt på et godt salg.

Han bevægede sig ud i køkkenrummet med hende og skænkede hende et uimponeret blik, for at lade hende vide, at hendes chancer var små. ”Betale med hvad?” Alfen så ikke hvor Enzel var ved at tage hende hen, men forsøgte udelukket at holde øjenkontakten med hendes tilfangetager og forsøge at holde ham interesseret. ”En… værdifuld krystal?” Forsøgte hun at forklare, uden at afsløre den store overraskelse. Lige nu var det nødvendigt at ly- eh… tilbageholde sandheden, i hvert fald, for at komme helskinnet væk fra den voldspsykopat. ”Jeg har den lige her. I min taske.”

Enzel stoppede henne ved vinduet ud til den storslåede rosenhave, som Enzel brugte så meget tid på at holde pæn. Vinduet stod åbent, og i vindueskammen var der placeret et fuglebur med en lille sangfugl – der dog var for deprimeret til at synge, formentligt på grund af den trange plads den havde fået. Enzel drejede hende i hånden og fandt frem til hendes skuldertaske. Det var som at tråde en nål, at åbne låsen i hendes taske. Men den poppede op, og Enzel pressede tasken indhold ud med en finger. Der var utroligt nok en krystal i hendes taske. Forbavsende nok…! Og her troede han at hun løj for ham, eller forsøgte at få ham til at åbne op for en fælde. Han holdt den lille, babyblå krystal op mod morgensolens stråler og lod sig mineløst forblænde af krystallens blege farve. 

”Den er flot, ikke?” Forsøgte hun og gav ham et helhjertet forsøg på et smil. I det samme hoppede sangfuglen væk fra sin gynge og hen på burets forgyldte tremmer, hvilket gav hende et uventet chok, og inden længe blev hun så godt som kylet ind i buret sammen med fuglen, og lågen blev lukket i med et behersket smæk. ”HEY! LUK MIG UD, DIN FRIHEDSRØVER! Din… DIN TYV!” Udbrød hun skingert, og panikslagent fløj hun op til lågen og ruskede i tremmerne, hvilket fik rødkælken til at skrappe og baske forskrækket ”Jeg forbander dig og hele din forretning! Luk mig så ud!”

”Bevares, hvor I dog larmer.” Enzels mundvige vippede underholdt opad, til hvad der næsten kunne ligne et smil. Men det var tydeligt at katten ikke var vant til at smile, for det var stadig et uvenligt, mobbende smil. Nu hvor han havde en fe i sin varetægt, kunne han godt mærke hvordan adrenalinen og sejrsrusen sprudlede i ham. Det kildede nærmest og det gav ham lysten til at le. ”Som at stjæle slik fra et barn!” Hoverede han hele vejen hen til et skab i køkkenet, hvor han gemte på sine dyre vine. Det kunne godt være at det var tidligt på dagen. Men dette skulle fejres med en moden, medansk vi- Men… Hvad var nu det?

Som Enzel ville række ud efter vinen på midterste hylde, som altid var placeret i en passende højde i forhold til Enzels arme, kunne han ikke nå? Det hele var meget underligt, og denne sejrsrus begyndte at føles ubehagelig. Pludselig i et splitsekunds panikken, troede han at han var ved at skrumpe ned til ingenting, som han selvfølgelig var blevet bevidst om, var en magisk gøren – meget muligt forårsaget af en magisk evne, der kom fra alfen i buret. Var hun ved at trylle ham om til en alf!? Men… hele forvandlingen skete fra et øjeblik til et andet. Det var ubehageligt, men på ingen måder smertefuld. Han tjekkede sine arme og kiggede ned ad sig, hvor hans klæder var blevet så store, at hans bukser og bælte var faldet til jorden, og hans for store trøje hang ned af ham som en tunika.

Alfen var holdt op med at ruske i tremmerne. Nok havde dette været en leg for hende indtil nu. Men nu var det en seriøs forretning. ”Hvem er det lige du kalder et barn, igen?” Hun smilte skævt og med samme hoverende kækhed, som hun følte sig en smule mere overlegen igen. Velvidende om, at realiteten snart ville komme til livs hos den nu 13 år yngre bordelejer. Hun ventede blot på at han skulle reagere på det, men det virkede mere som om han fik travlt med at tilrette sin turban og dække hvad der… lignede en killinge-skovkattehale til? ”Øh… hallo?” Kaldte hun fortvivlet ”Hvis du gerne vil vide hvordan du kommer tilbage til dit gamle selv igen, skal du blot lukke mig ud først. Så kan vi tale om det.”

En nu meget sjusket, men velklædt 10-årig dreng, skulede hadefuldt til hende, alt imens han vadede hen til bordet og trak en af spisestolene med sig hen til skabet. Og forarget… ja ligefrem med åbenmund, så hun på, alt imens den ret lille skikkelse stædigt klatrede op på stolen, for at trække en rødvinsflaske ud. Han holdt vinen i favnen og hoppede ned fra stolen. ”Jeg tager mig af dig senere.” Lød det så truende og modent, som det overhoved kunne komme fra en barnestemme.