Det havde været en lang rejse fra Medanien, endnu længere end den burde have været. I sin nye, tunge krop, havde Jaris ikke været i stand til at gå i et normalt tempo. Noget ordentligt hvile ville gøre underværker, men han havde været fast besluttet på ikke at stoppe, før han var nået Dianthos. På vejen var han blevet tilbudt mad og drikke fra flere forbipasserende, der boede i nærheden og de fleste gange havde han takket ja. Han var blevet tilbudt en seng at sove i, som han også flere gange havde udnyttet, men angsten fra hvad der skete i Rubinien sad stadig i ham. Han befandt sig hos fremmede og kunne derfor ikke finde ud af at slappe ordentligt af. Når han endelig havde fået noget søvn, havde det ikke været mere end et par timer ad gangen. Selvom han havde skiftet tøj flere gange på turen, var der ingen tvivl om at han stadig kunne trænge til et rigtigt bad. Tasken med tøj var til sidst blevet smidt et tilfældigt sted på vejen. Han havde ikke overskud til at slæbe den med sig mere. Han var så træt.

Da Jaris endelig nåede Dianthos, var der flere som tilbød ham en hjælpende hånd, når han kom vaklende gennem gaderne. Men han var så tæt på at være hos Daphnie, så han ignorerede dem alle og tøffede videre. De slidte sko blev slæbt hen af gadernes sten. De brune hoser og den mørkegrå striktrøje havde begge skiftet farve, så meget jord og snavs, der havde sat sig på vejen. Det lange, fedtede hår var filtret sammen med jord, græs og små grene. Hver gang han havde sovet på jorden, havde lidt mere sat sig i håret.
Endelig nåede Jaris Daphnies dør, som han næsten gik direkte ind i, da han lænede hele siden op ad den og gled ned at sidde. Han hostede, forsøgte at tage lidt tilløb til at skulle sige noget, da han løftede den ene hånd og dovent klaskede den ind i døren.
”Daffe!” Hans stemme var hæs, mest fordi han var så udmattet, men også fordi den ikke var blevet brugt så meget det sidste stykke tid og der var ikke meget lyd på. Han lod øjnene glide i, idet han allerede var ved at falde halvt i søvn. Nu hvor han havde meldt sin ankomst, kunne han godt slappe bare lidt af. Han ænsede heller ikke de mange mærkelige blikke han fik fra alle dem, der gik forbi den halvsovende, hjemløse mand ved den unge kvindes dør.

Der gik dog ikke mange øjeblikke, før han forskrækket spærrede øjnene op og rettede blikket mod den byvagt, der forsigtigt havde lagt en hånd mod hans skulder. Han havde lagt mærke til de mange skeptiske blikke fra de forbipasserende og konkluderet at den beskidte mand ved den unge kvindes dør måtte være en hjemløs, lettere forstyrret fyr.
”Er du okay?” Spurgte byvagten med sin rungende stemme.
”Mhh.. Ja.. Jeg skal bare…” Jaris lagde en slatten hånd mod døren, for at indikere at han bare skulle derind, men byvagten rynkede brynene og rystede let på hovedet. Han kunne da ikke med god samvittighed lade den beskidte, forvirrede mand blive siddende her midt på gaden. Så han tog fat i Jaris’ overarm og trak ham op at stå uden problemer, selvom Jaris stadig var noget sløv.
”Nej.. Nej nej! Jeg kan ikke gå nu, jeg er jo lige kommet..!” Jaris forsøgte at hive sin arm til sig, men det fik kun byvagten til at tage lidt bedre fat. Nu rablede det jo tydeligvis for den hjemløse mand.
”Følg du nu bare med mig, så er jeg sikker på vi nok skal…” Byvagten nåede ikke at sige mere, før Jaris begyndte at råbe;
”Daffe! DAFFE!” Hans stemme var stadig hæs, men bestemt ikke lav længere. Denne gang ville Daphnie uden tvivl kunne høre ham gennem døren. Hvis Jaris ikke havde været så kvæstet, ville han have gjort mere modstand end bare at lægge al sin vægt i, som byvagten forsøgte at slæbe ham med.

 Efter at Aksel havde friet til Daphnie var alting blevet så meget mere besværligt. Pludselig skulle de finde et sted at bo sammen, der skulle planlægges bryllup og Daphnie følte generelt ikke hun længere havde tid til noget som helst hun selv ville. Især fordi Aksel hele tiden ville gøre ting sammen, som om han ikke stolede på Daphnie. Det var dog nok også ret rigtige valg, for halvdelen af den tid Daphnie ikke brugte med Aksel eller på arbejdet blev brugt på at besøge  Declan. 
 Daphnie savnede Jaris utroligt meget, og Declan var det næstbedste i forhold til spænding. Det hjalp også en stor del, at det pludselig var blevet lidt mer fy-fy at besøge  Declan, for hvad lavede en snart gift kvinde hos en ugift mand? Ja, det kunne hurtigt sætte gang i rygterne, hvis man ikke passede på!

 Endnu en af Daphnies dage var blevet brugt på at kigge på nyt hjem med Aksel. Selvom hun havde gået og smådrømt om et større sted at bo, var hun ikke særlig engageret i det. Det virkede forkert og selvom det var nogle fine huse de kiggede på, var det bare som om hun ikke rigtig kunne komme i det rigtige humør til det.
 " Det var da et fint sted! " Lød det begejstret fra Aksel, som de kom gående ned af gaden, hjem mod Daphnie. De gik arm i arm, og Daphnies hoved hvilede lidt fraværende mod Aksels arm mens de gik. 
 " Hm.. Ja.. Det var vel okay..  " Mumlede hun lidt, og skævede lidt op på ham med et skævt smil. Det var et fint sted, men det havde alle dem de havde kigget på været. Plads til dem selv, og til børn. Men intet af det fik glæden og spændingen til at boble frem. 

 Samtalen forsatte lidt sløvt som de forsatte ned af gaden og til sidst drejede af for at forsætte det sidste stykke hjem til Daphnie. Det var dog her en lyd fik Daphnie til at stoppe op. Hun synes at have hørt nogen kalde på hende. 
 "Hvad så, prinsesse? " spurgte Aksel forvirret, inden han så lidt rundt. Daphnies blik var dog et helt andet sted. Længere fremme, nemlig ude foran hendes hjem, stod en byvagt og kæmpede med en eller anden, som blev ved med at kalde hendes navn. I og for sig, burde det nok skræmme hende, men i stedet fik det blodet til at pumpe lidt mere rundt i hendes krop, og hun livede lidt mere op.
 " Jaja! Jeg.. Kom bare lige i tanke om at.. jeg havde glemt noget jeg skulle ordne.. På arbejdet..! " løj hun overraskende godt, og så på Aksel med et smil. Han vippede lidt undrende hovedet på skrå.
 "Så det vil jeg lige gøre.. Så du kan bare tage hjem! Så ses vi i morgen? " Daphnie stilte sig på tæer så hun kunne give Aksel et kys.
 " Men.. " klagede Aksel, der bare blev puffet lidt afsted af Daphnie. Han var ikke sikker på han nogensinde ville lærer at forstå hende fuldt ud.
 " Afsted afsted!  " da Aksel begyndte selv at gå, begyndte Daphnie at gå mod hendes arbejdsplads, mens hun med jævne mellemrum kiggede sig over skulderen. 

 Så snart Daphnie ikke længere kunne se Aksel, satte hun i småløb hen til byvagten og den fremmede mand. Som hun nærmede sig dem, blev hun ikke lige frem klogere på hvem den unge mand var, men der var et eller andet over det desperate kald af hendes kælenavn der gjorde hende nysgerrig. 
 " Bjork.. Hvad laver du dog!?  " Udbrød hun, da hun kom tæt nok på vagten og manden. Hurtigt fik hun sneget en arm rundt om livet på den fremmede mand, inden hun så på byvagten.
 " Det må De godt nok undskylde..! Det er min bror.. Bunden af flasken.. Den slår ham lidt hårdt, du ved..  " hun sendte byvagten et undskyldende smil. Byvagten kneb øjnene lidt sammen, inden han brummede lidt og slap den beskidte mand. Det var vel ikke hans problem, hvis hun erkendte 'ejerskab' af manden.
 " Det er i orden, Fru. Prøv om De kan holde ham lidt mere.. anstændig..  " Byvagten rynkede lidt på næsen, og lod blikket glide lidt ned over manden, inden han så gik sin vej. Daphnie nikkede blot lidt som svar.

 Så snart byvagten var ude af syne, fik Daphnie trukket manden med hen til en trækasse, hvor hun satte han ned, og trak sig væk. Begge hænder blev sat i hendes sider, og et undersøgende men bestemt blik gled ned over manden.
 " Hvorfor kender du mit kælenavn? Og hvorfor står du foran mit hjem og kalder på mig..?  " Den ene stod vippede lidt bestemt, som hun forventede at få et svar fra manden der forklarede alt.

”Arhaj, jeg synes du er streng…” Brokkede Jaris sig, bare ikke højt nok til at byvagten overhovedet kunne høre ham. Det var så fristende at give op. Bare lukke øjnene i og lade vagten slæbe ham med sig. Han var tæt på grænsen til at skabe sig, da Daphnie kom gående og straks lagde en arm om hans talje. Han rettede et undrende blik mod hende, men det ændrede sig hurtigt til helt tilfredst, da han så hvem det var.
"Oh, se.. Der var Daffe,” mumlede han, stadig ikke til at forstå.
”Bunden af… hvilken flaske..?” Jaris fulgte tydeligvis ikke helt godt med i deres samtale og han fik nok forvirret sig selv mere end nødvendigt, han var bare ikke vågen nok til at høre efter.

Der lød et helt lettet suk fra Jaris, så snart byvagten slap hans arm og så fulgte han tøffende med Daphnie, hvor han dumpede ned at sidde på kassen. Han rynkede brynene lidt, som om han lige skulle overveje hvad han skulle svare på hendes spørgsmål, men Jaris havde faktisk slet ikke hørt efter.
”Kaldte du mig lige Bjork?” Spurgte han undrende og smågrinede så lidt inden han fortsatte;
”Manden der prøvede at begrave mig, kaldte mig Johannes.” Han var ikke helt klar over hvad Daphnie skulle bruge den oplysning til og han kom aldrig til hvad han så rigtigt hed. Blikket dalede ned mod den vippende fod og Jaris fik et lettere nervøst udtryk i ansigtet.
”Åh-ååh, Daffe er sur. Du må ikke være sur, jeg har ikke slåsset… sloges? … - Din far har ikke slået på mig igen. Jeg kom-mhh…” Han sukkede tungt. Det var tydeligvis hårdt at skulle snakke så meget og hvis Daphnie ikke hørte ordentligt efter, ville hun sikkert ikke få meget ud af hans mumlende ord alligevel. Så snart Daphnie havde fået byvagten til at gå og han kunne slappe af igen, gled hans stemme tilbage til den hæse, udmattede tone. ”.. m-bare for at låne din seng igen.. Lige dengang jeg… talte blade. Kan du huske det? To og fe-ni… Hundrede… Halvfirs… Ehh… Mange blade.” Han var så træt. Det var slet ikke til at holde styr på de mange tal og han gav hurtigt op, mens han lige så stille begyndte at læne overkroppen mere og mere frem. Det var ikke let at blive siddende i oprejst position. Han kom heller aldrig til et ordentligt svar til Daphnie, for han tænkte kun over at forklare hvorfor han var der. Det var det vigtigste lige nu.

 Et leende smil gled over Daphnies læber, da der blev kommenteret på hendes ellers så kreative navn til manden. Hun trak let på skulderne til det, for ja det gjorde hun, men der var heller ikke så meget mere at sige til det. Desuden talte han hurtigt videre, så Daphnie nåede alligevel ikke at sige noget til det. Det næste han sagde fik nemlig hendes øjne til at åbne sig forarget op, og den bestemte stilling, løsnede sig lidt op.
 " Be.. begravede dig?" mumlede hun overrasket og forarget, som hun lod blikket glide ned over Johannes endnu en gang. Jo, det ville vel forklare alt snavset? 

 Det næste Johannes sagde gjorde bare Daphnie endnu mere forvirret, og hendes blik slog kort ned på foden der vippede, inden hun fik den til at stoppe, og så tilbage på ham. Hvad havde hendes far med noget af gøre? Troede han hun var en anden? Selvom det havde været for sjov at hun havde hentydet til vagten, an Johannes var fuld, så var hun da lidt usikker lige nu. Var han kommet i unoder med en piges far, og havde prøvet og drikke sorgerne væk? Det lød sandsynligt, og Daphnie trådte lidt tættere på, for at sætte sig på hug foran ham, hænderne på hans knæ mens hun studerede ham lidt. Hun åbnede munden for at spørge om hun skulle hjælpe ham med at komme hjem, men han kom hende i forkøbet, og hans ord fik hende til at rynke panden, og vippe hovedet undrende på skrå. 
 Der var noget underligt bekendt over det manden sagde, men hun kunne virkelig ikke sætte fingeren på hvad det var. Hun var normalt utrolig god til at huske ansigter og folk, men ham her kunne hun simpelthen ikke placeret i hukommelsen. En knude af ubehag havde lige så stille vokset sig frem i hendes mave, han virkede så sølle og Daphnie fik virkelig ondt af ham.
 Daphnie løftede den ene hånd op til mandens hage, for at løfte hans hoved lidt op, så hun bedre kunne se ham. Måske hun bare ikke havde kigget grundigt nok? Da hendes blik fandt vej til de orange øjne, tog hun hurtigt hånden til sig, som om hun havde brændt sig og faldt forskrækket bagud. Det kunne da ikke.. Daphnie sank og mærkede hvordan ubehage meget hurtigt voksede sig størrer.
 ".....  " Målløs og måske en anelse bange fik Daphnie rejst sig op igen, og gik hen og møvede armen ind under manden så hun kunne få ham op at stå.
 " .. Kom..  " hendes stemme var lille og utydelig. Med Johannes på slæb fik hun fragtet dem det sidste stykke op til hendes dør, låst den op, og derefter fragtet Johannes hen til hendes seng, hvor han blev lagt. Hun burde virkelig ikke bare tage denne fremmede, beskidte mand med hjem, bare fordi der var en change for det kunne være Jaris.. Der var sikkert mange andre med orange øjne.
 Nu havde hun dog gjort det, og der var ingen vej tilbage! Med Johannes lagt i sengen, gik Daphnie hen og lukkede døren, og så satte hun sig hen på en stol, med kroppen vendt med manden i hendes seng, som hun med et uroligt blik bare stirrede på. 

Havde Jaris ikke været så kvæstet, ville han måske have tænkt lidt mere over sin måde at forklare på, men indtil videre mente han selv, at han fik sagt alt han behøvede. Han ville jo bare låne en seng, hvilket han havde gjort flere gange før, så det var vel ikke noget problem denne gang. Måske han ville blive mindet om at han ikke var i sin normale krop, når han havde fået sovet lidt.
Hans øjne var begyndt at glide i, mens han stadig lænede sig længere og længere frem. Han stoppede først da han mærkede Daphnies hænder mod sine knæ og kun fordi han virkelig forsøgte ikke at ende med at glide ned over hende. Han var sikker på, at han ikke ville kunne rejse sig når først han lå ned og det ville nok ikke være helt fedt for Daphnie.

Vejrtrækningen blev hurtigt lidt tungere, som om Jaris var ved at falde i søvn siddende, lige så snart han var stoppet med at snakke og det var nok heller ikke helt ved siden af. Hvis han ikke måtte låne Daphnies seng, så var hvilket som helst andet sted helt fint. Det gibbede let i Jaris og han åbnede straks øjnene igen, da hun lagde hånden mod hans hage. Det blev ikke uden en lille brokkende lyd, men han lod hende stadig løfte hans hoved, indtil hans blik mødte hendes. Han rynkede brynene en smule da hun lod til at blive forskrækket over hans øjne. Han kunne ikke helt tænke sig frem til hvorfor, hun havde jo set hans orange øjne mange gange før.
Jaris rettede ryggen for at gøre plads til hendes arm, der møvede sig under ham. Han lagde selv en arm hen over skuldrende på hende og tøffede så lidt langsomt med.
”Okay..” Mumlede han, som et lille barn, der fulgte træt med sin mor. Han kunne ikke lade være med at smile svagt, for han gik da ud fra at hun ville få ham med hjem.

Jaris dumpede ned i sengen og forsøgte lige at fange Daphnie med en udstrakt arm. Hans alt for langsomme bevægelser sørgede bare for at det langt fra lykkedes, så med et noget opgivende suk lod han armen falde ned i sengen. Der gik ikke længe før han faldt i søvn, og lå præcis som han altid gjorde. Helt op mod væggen, med en arm og et ben flydende ud over hele sengen, som når han lå og holdt om Daphnie. Munden var åben og savlet hang truende ud af mundvigen, ned mod puden.

-----------

Jaris vågnede først tidligt næste morgen og ikke engang fordi han var udhvilet. En god del jord var drysset af ham i løbet af natten og han fik inhaleret noget af det, der lå på puden. Han vågnede midt i et hosteanfald og var nødt til at sætte sig op for at kunne komme ordentligt ud med det.

 Normalt havde Daphnie ikke noget imod at putte, faktisk elskede hun det, og nød det altid til det fuldeste. Alligevel undgik hun Johannes arm, da han nærmest prøvede at gribe ud efter hende, godt nok utroligt dårligt men stadig. Hun kendte jo ikke manden, og det at hun i det hele taget havde ham til at ligge i hendes sengen, var i og for sig utroligt og forkert af hende. Derfor satte hun sig blot og kiggede på manden som lynhurtigt faldt i søvn. 
 Længe sad Daphnie på stolen og så på manden folde sig ud i sengen. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende, for lighederne mellem manden og Jaris blev størrer og størrer, men Daphnie kunne ikke rigtig finde ud af, om det var fordi hun bare savnede Jaris, for han så jo ikke sådan ud. Det kunne jo ikke være ham, kunne det? Stillingen skiftede lidt, men det meste af tiden sad hun dog med den ene fod med oppe på sædet af stolen, og hagen hvilende på knæet, mens hun holdt øje med manden. 

 I længden begyndte det dog at blive kedeligt, og hun blev også sulten. Han lå jo alligevel bare og sov! Så Daphnie endte med at rejse sig fra stolen og gå i gang med at lave noget mad og og ordnede lidt forskellige ting i hjemme. 
 Resten af dagen gik utrolig langsomt, for da der ikke var flere ting at gøre, kunne hun ikke så meget andet end at sætte sig på stolen og vente på manden vågnede igen. En gang imellem var hun lige henne for at prikke til ham, tjekkede at han godt nok var i live, og egentlig håbede hun vel lidt på at han vågnede, men han var helt væk. Til sidst blev Daphnie selv træt, men hun mente trods alt stadig ikke at det var en god ide at lægge sig i sengen med den fremmed. I stedet fandt hun et ekstra tæppe, og satte sig tilrette op af døren. Hun skulle ikke nyde noget af, at falde i søvn, og vågne op til et tomt hjem, fordi manden var gået med halvdelen af hendes ting. Nej nu kunne han ikke gå, uden at skulle flytte på hende. 
 Der gik noget tid før hun fandt en god position at sidde i. Lige inden hun satte sig helt godt til rette, greb hun ud efter en pind hun havde stående ved siden af døren. Hun havde brugt den lidt som støtte da hun havde haft forslået knæet, og nu boede den bare der, ved siden af døren. Med pinden i sin favn, fik hun endelig sad godt og lagt tæppet om sig. I et godt stykke tid sad hun blot op af døren og kiggede på den sovende mand igen, ind til hendes øjenlåger blev for tunge, og hun selv faldt i søvn.



 Som natten skred frem, og Daphnies krop blev mere og mere afslappede, faldt hun også mere og mere sammen, ind til hun til sidst lå som en lille kugle på gulvet, foran døren. Hun vågnede med et sæt, der fik hende til lynhurtigt at sætte sig op, og holde pinden forsvarende frem for sig, da manden begyndte at hoste. Hun sagde dog ikke noget. Nu skulle hun lige se om han blev kvalt i hans morgensavl først, jo. Hendes hjerte bankede hårdt og hurtigt i hendes brystkasse, og hendes øjne så vilde ud, efter at være blevet vækket så pludseligt, fra den egentlig ret så dårlige nattesøvn.

Jaris forsøgte ihærdigt at få styr på sin lettere voldsomme hosten. Det her var en af grundene til, at han sjældent fandt det rart at være udenfor. Han fik altid slæbt en masse jord, støv og sand med sig hjem og det endte altid steder det ikke skulle. Som i hans luftveje. Han måtte banke sig lidt på brystet, hvilket hjalp en del, men samtidig fik drysset endnu mere jord fri fra hans tøj og ned i Daphnies seng.
”Daffe?” Mumlede han hæst, da han fik rettet et undrende blik mod hende, der sad og så noget forskræmt ud foran døren. Han rømmede sig lige, for at rydde halsen for den kradsende følelse og slimen, der var skyld i den hæse stemme.

Lidt sløvt fik Jaris møvet sig ud af sengen, men i stedet for at rejse sig, sank han ned på alle fire og kravlede lidt tættere på Daphnie. Han lagde blidt en finger mod den truende pind og skubbede så let til den.
”Hvorfor prøver du at give mig en pind?” Spurgte han lettere forvirret. Efter nogle gode timers søvn, var det som om de sidste par dage mere føltes som en drøm og derfor tænkte han ikke over at forklare sig. I hvert fald ikke endnu.
”Jeg ville nu hellere have noget vand…” Han lød måske lidt skuffet, for en pind var ikke det han havde forventet at blive budt på, når han endelig var vågnet. ”… Og småkager,” tilføjede han lige og det forvirrede udtryk blev straks til søgende, som han rettede blikket fra pinden til Daphnie. Nu havde han nævnt det, så han forventede tydeligvis at hun nu ville finde nogle småkager til ham.

 Der var ingen tvivl om at Daphnie var forvirret. Forvirret og måske en lille smule utryg ved den her fremmede mand i hendes seng. Endnu en gang lød Daphnies kælenavn fra mandens læber, og det fik hende til at rynke panden, og hun stirrede lidt mere indgående på ham. Hun kunne simpelthen ikke sætte fingeren på hvor hun kendte ham fra, så hun var næsten sikker på hun ikke kende denne mand. 
 " Hvem er du..?" spurgte hun så. Det var vel den hurtigste vej til at finde ud af hvor Johannes kendte hendes kælenavn fra. Det var selvfølgelig ikke en hemmelighed at hun blev kaldt Daffe, men det var jo ikke fordi folk hun ikke kendte normalt kaldte hende det. 

 Johannes kravlede pludselig mod Daphnie, hvilket fik hende til at møve sig så tæt op af døren hun kunne komme, og pinden blev taget ved med begge hænder så hun havde bedre fast. Da han skubbede til pinden, svagede den lidt, inden Daphnie fik rettet den op og prikkede den mod hans bryst så han ikke kom tættere på. 
 " Johannes-Bjork..!  " Startede Daphnie så ud, en smule skulende, mens hun brugte pinden til at holde ham på afstand. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle kalde manden, for selvom han havde sagt at folk kaldte ham Johannes, kunne hun egentlig også meget godt lide Bjork.
 " Jeg giver dig en pind, så jeg ikke pludselig ender med at få din pind! " brummede hun lidt.
 " Desuden er du vildt beskidt og fremmet.. " forsatte hun. På intet tidspunkt fjernede hun blikket fra ham, for hun skulle ikke nyde noget af, at han kom tæt på, hvis han var ude på ballade. Hun havde lært lidt fra mødet med Zane - når farlige mænd kom helt tæt på, så havde hun ikke en chance! Blikket blev dog lidt mere skulende da han spurgte efter småkager. Pinden sank sig en smule som Daphnies tanker igen løb i retningen af, at det kunne være Jaris der sad foran hende. Men han så jo ikke sådan ud!? Hendes hjerne gjorde ondt.
 " Jeg har ikke småkager.. til dig..  " svarede hun så bare.

Måske Jaris glemte at høre efter. Han tænkte mere på vand og småkager, end han tænkte over at lytte til Daphnie og derfor reagerede han heller ikke på hendes spørgsmål, som hun forsøgte at finde ud af hvem han var. Derudover ville han egentlig også bare gerne hen til Daphnie. Give hende et dejligt, beskidt kram. Han havde brug for at have hende tæt på, specielt lige nu. Men det så ikke ud til at han fik lov til at flytte på pinden, som blev peget truende mod ham. Han kunne mærke spidsen mod sin brystkasse, men skulle alligevel lige til at skubbe lidt mere, indtil Daphnie kom efter ham med de underlige navne.

I stedet rykkede Jaris sig en anelse bagud og satte sig på gulvet, lige nøjagtig ikke tæt nok på til at pinden kunne nå ham. Han lagde hovedet let på skrå, det var tydeligt at han ikke helt kunne følge med i hvad hun sagde, ikke fordi han ikke lyttede efter, men fordi det var noget vrøvl. Han blev noget skuffet at se på, som hun lige skulle nægte ham småkager, det samme udtryk Jaris altid fik i ansigtet, når han ikke fik sin vilje.
”Nå… Jeg kan da bare finde dem selv.” Han lød en smule fornærmet og satte en fod i gulvet for at gøre klar til at rejse sig, men så langt kom han aldrig.
”Og du plejede altså ikke at have noget imod at få min.. pind.” Selvfølgelig kunne han ikke lade være med lige at kommentere på det, nu når hun selv havde bragt det op.

Den tørre jord generede og Jaris førte en hånd om i nakken for at klø. Da han mærkede det lange hår, der næsten var lige så tørt som jorden, fik han et noget tænkende udtryk i det støvede ansigt.
”Oh… Du ved ikke hvem jeg er…” Konstaterede han endelig. Han burde undre sig over hvorfor han ikke lige havde skænket det en eneste tanke, at Daphnie selvfølgelig ikke kunne vide hvem han var, men det gjorde han egentlig ikke. Han var distræt nok til at glemme den slags.
”Det er bare mig. Jaris..?” Han lød lidt usikker, for han var ikke helt klar over om hun overhovedet ville tro på ham.

 Spidsen af pinden faldt lidt mod jorden, da Johannes flyttede sig lidt væk fra pinden. Daphnie strammede grebet lidt om pinden og løftede den hurtigt op i den truende position igen. Pludselig ville han til at rode rundt i hendes hjem, og han satte foden i gulvet for at kommer op at stå. Det fik Daphnie til at rette sig lidt op i hendes siddende position.
 " Du skal ikke bare rode rundt i mit hjem!?  " lød det en smule utilfreds og anklagende. Hvad bildte han sig da ind!? Hvem troede han lige han var? Hun skulle til at åbne munden for at sige han kunne få noget brød, hvis han var sulten, men inden hun nåede at sige noget kommenterede manden på hende pinde-kommentar. Selvom hun ikke vidste hvem han var, og var ret sikker på hun ikke havde fået hans pind på noget tidspunkt, så gled den røde farve hurtigt op i hendes kinder.

 Hurtigt kom Daphnie op at stå, så Johannes ikke bare kunne overmande hende, fordi han stod op, og hun sad ned. Og så var det ligesom om det gik op for manden at Daphnie ikke vidste hvem han var. Selvom hun ellers havde sagt det en del gange efterhånden. Daphnies øjenbryn løftede sig lidt, mens hun rystede let på hovedet, og da han sagde hvem han var, skulede hun til ham igen. 
 Selvom det virkede underligt og mystisk troede Daphnie inderst inde på manden foran sig. Der var så mange ligheder til Jaris at det sagtens kunne være sandt, men i sidste ende vidste Daphnie jo ikke særlig meget om Jaris. Han kunne sikkert sagtens have en bror, og det var han der nu stod og prøvede at snige sig til at være Jaris? 
 " Hvordan ved jeg du taler sandt? " Det ene bryn blev løftet måske en smule udfordrende, og pinden blev løftet lidt mere selvsikkert på. Hun ville virkelig gerne tro på at det var Jaris, uden det mindste tvivl, men hun kunne vel i teorien også bare se de mange ligheder, fordi hun savnede ham så meget.

Jaris kom med en noget utilfreds grimasse, som passede til Daphnies anklagende ord. Han rodede da altid i hendes hjem, han kunne da ikke se problemet i at han gjorde det igen nu. Måske den lettere perverse kommentar også var lidt for at gøre hende mindre mopset, og taget hendes røde kinder i betragtning, så det da ud til at virke nogenlunde.
Han var ikke ligefrem vant til at skulle overbevise nogen om, at han virkelig var, hvem han påstod at være. Jaris havde aldrig skiftet krop før, det havde aldrig været nødvendigt. Efter Baghera var kommet tilbage, burde han måske have tænkt bare lidt over en ordentlig forklaring på en drastisk ændring af sit udseende, for han havde jo allerede bekymringer om at han ville være tvunget til at finde en ny krop, men så langt havde han aldrig tænkt.

Derfor stod Jaris nu og så lidt fortabt ud, som Daphnie lod til at ville have ham til at overbevise hende.
”Ehm.. Fordi…” Han rynkede på næsen og tøffede så over til et af Daphnies gemmesteder til småkagerne, hvor han hurtigt fandt et par stykker frem. Han skubbede lige en af dem i munden, før han holdt resten ud mod hende.
”Fordi jeg ved  hvor småkagerne er gemt?” Spurgte han, med munden fuld af knasende krummer. Han tvivlede på at det ville være bevis nok, men det var da en start.
”Ellers… Spørg mig om hvad som helst. Så skal jeg se om jeg kan huske det,” foreslog han, endnu engang lidt usikkert, for de vidste begge godt at Jaris ikke havde den bedste hukommelse. Men han kunne da forsøge.

 Daphnie blik var som limet fast på Johannes og det fulgte ham som han begyndte at gå rundt og rode i hendes ting.
 " Hey! " Kom det klagende og irritereret fra hende da han stod og proppede småkager i munden. Da han endda var så flabet at holde dem frem mod hende, kunne hun ikke lade vær med at fnyse en smule fornærmet og forarget over ham. Det var da lige godt utroligt! Lidt mere frusteret over Johannes end bange, blev pinden sænket, og Daphnie lagde utilfreds armene overkors, ikke særlig imponeret over hans forsøg på at over bevise hende.
 " Held..  " mumlede hun bare og træk på skulderne. Hun troede dog ikke helt på det, for det var bestemt et underligt sted for småkager. Hun havde dem dog gemt over det hele, så de fleste steder ville han næsten kunne åbne op og finde småkager. 

Det næste forslag fik Daphnie til at ryste på hovedet. Så nemt slap han ikke. Daphnie vidste ikke hvorfor hun følte at det ville være snyd hvis hun kom på tingene. Måske på grund af Fru Svendsen og hendes lange, nysgerrige næse.
 " Fortæl mig noget, som kun Jaris og jeg ville vide.  " Det burde være masser af ting at fortælle, hvis det virkelig var Jaris. Det var hun sikker på. Håbede hun da i hvert fald. 
 Som Daphnie stod der med armene over kors, og følte sig pludselig meget mere bevidst om ringen på hendes finger, der lige nu heldigvis var gemt lidt væk. Hvis det var Jaris der stod foran hende, i ny krop, var hun så egentlig interesseret i at han fandt ud af at hun faktisk rigtigt skulle giftes. Blikket blev slået lidt ned mod hånden, og hun sank kort. Ville de ændre noget? Det tog hende egentlig ikke mere end et meget kort sekund, at komme frem til, at hun ikke ønskede at Jaris vidste noget. Blikket blev flyttet tilbage på Johannes. Hvis han var Jaris. 

Jaris kiggede sig lige over skulderen, som Daphnie virkelig ikke lød særlig tilfreds med at han alligevel gav sig til at rode i hendes ting. Han følte sig dog ikke yderligere truet, heller ikke med pinden rettet mod sig, for han kendte jo godt Daphnie. Hun ville da ikke kunne få sig selv til at gøre en anden ondt, heller ikke selvom de egentlig havde fortjent det. Han rynkede lidt på brynene, som hun børstede hans fund af småkager af som held.
”Held… Jeg brugte en hel dag på at finde de gemmesteder,” mumlede han lettere fornærmet, efter at have slugt den gennemtyggede småkage i munden. Daphnie ville nok ikke kunne høre mere end nogle lidt utydelige ord fra ham. Han trak hånden til sig igen og skulle lige til at lægge den lille håndfuld småkager i lommen, men da han skævede ned mod de meget støvede bukser, lod han være.

Småkagerne blev lagt på bordet, så Jaris kunne få fat i et krus og fylde det med vand. Han havde i forvejen været noget tør i halsen på grund af jord og støv, og den krummende kage havde ikke hjulpet. Daphnie ville have ham til at fortælle noget kun de to vidste, men Jaris svarede ikke med det samme, som han i stedet lidt protesterende satte kruset for munden og drak hele indholdet. Han fyldte kruset igen og tog det så med sig, da han satte sig hen på en af stolene ved bordet.
”Hvorfor har du overhovedet taget mig med hjem, hvis du ikke anede hvem jeg var?” Han trak let på skuldrene og så lidt afventende på hende, selvom han egentlig ikke forventede et svar. Han vidste jo godt at han ikke ville slippe for at fortælle.

”Fint. Sidste gang jeg var her, mødte jeg dine forældre. Jeg bildte dem ind at vi skulle giftes og din far lød ikke helt begejstret. Din mor kunne til gengæld rigtig godt lide mig,” sagde han og smilede småperverst. Nu han var i emnet om det falske bryllup, kunne han ikke undgå lige at skæve mod hendes hånd. Var det en ring, han kunne se? Han ville gerne spørge ind til det, hvis han altså havde set rigtigt, men han måtte hellere fortsætte sin overbevisning;
”Du bandt mig til sengen, jeg bad dig om at blive ved… Og så gik du.” Han løftede let det ene øjenbryn, som han ikke så yderligere imponeret ud over, at hun var gået fra ham. Samtidig afslørede hans smil dog, at han måske morede sig lidt over at hun faktisk havde gjort det. Smilet falmede dog en anelse, da han kom i tanke om en detalje, der nok ikke ville være dårlig at nævne nu.
”Jeg nævnte også engang for dig at min far var tilbage. At jeg ikke turde at tage hjem, fordi jeg var bange for at han ville tage hævn for at jeg slog ham ihjel. Det var samme dag du fortalte mig, at du var blevet…” Han bed tænderne sammen og måtte holde en lille pause. Han kunne stadig ikke holde tanken ud, at en fremmed havde gjort Daphnie noget.
”… Slået af en.. eller anden…” Han valgte ikke at forsætte i samme emne, for det gjorde ham kun mere irriteret og det var ikke nu han skulle føle sådan. Han sukkede tungt, rystede den frustrerede følelse af sig.
”Jeg kom vist også op at slås med dine møbler engang… Behøver jeg at fortælle mere nu?” Brokkede han sig. Nu havde han virkelig givet det et ordentligt forsøg og han havde ikke helt overskud til at snakke så meget.

 Trodsigt blev Daphnie stående ved døren. Hun skulle være sikker på at Johannes ikke pludselig stak af, selvom han på intet tidspunkt havde givet det mindste udtryk for at det var noget han ville. Desuden var Daphnie jo også en smule sikker på at det var Jaris, så der var i realiteten ingen grund til hun stod vagt foran døren. Men det gjorde hun. Og inderst inde vidste hun godt det var for hendes egen skyld. Så hun kunne stikke af. 
 Daphnies blik fulgte Johannes som han gik rundt, og Daphnie lænede sig lidt op af døren. Blikket så stadig på ham med en skulende tendens, men hendes blik var blevet noget blidere og måske endda en smule håbende. 

 Spørgsmålet om, hvorfor hun havde taget ham med hjem, fik hende til at slå blikket ned i jorden, med et måske lidt mut udtryk. Hun sank kort som hun et øjeblik overvejede  hvorfor. Hun vidste godt hun ikke bare skulle tage hjemme med hjem. Især hun hvor hun skulle giftes. Hun kunne ikke vide om han ville hende noget ondt. Måske det lille håb der havde vokset sig frem i hende, da hun så hans øjne, havde gjort det. Håbet om at det måske var Jaris. Hun endte derfor også bare med at trække lidt flovt på skulderne. 
 Blikket blev lidt mod gulvet da han så begyndte at fortælle ting, men da han begyndte at snakke om hendes mor, fik hun igen et skulende blik, og lynhurtigt blev det slået mod ham. Den rødelige farve havde igen fundet vej til hendes kinder. En smule sur og mobset åbnede hun munden for at kommentere på det, men hun blev distraherende at Johannes' blik, som hun følte han kiggede mod hendes hånd. Nervøst sank hun og skævede kort ned til hånden selv, inden hun hurtigt fik gemt hånden helt væk i armen og hendes kjole. 

 Daphnies blik fandt tilbage på Johannes som han snakkede videre, og selvom det han fortalte fik mere af den røde farve til at vise sig på hendes kinder, kunne hun heller holde sig fra at trække lidt op i mundvigene. Antrækningerne til et smil forsvandt som Johannes smil falmede og hendes blik blev slået lidt ned igen, som han fortsatte med at snakke. Armene knugede sig lidt mere om hende, som om hun prøvede at beskytte sig for hvad Johannes fortalte. Lige godt hvor mange gange Daphnie snakkede om det, eller andre snakkede om det, følte hun ikke det blev nemmere at tænke tilbage på. Det hjalp heller ikke at hun kunne høre han blev påvirket af det. 
 Lidt forsigtigt nikkede Daphnie til det da han prøvede at forklare hvad det var sket, uden at gå i detaljer eller at uddybe for at vise hun var med på hvad han snakkede om og at det var okay. Hun var ikke længere i tvivl om det var Jaris der stod med helt nyt udseende i hendes hjem. 

 Da Jaris kommenterede på at have været oppe at slås med hendes møbler kunne hun ikke lade vær med at smile og grine lidt, mens hun rystede på hovedet til om han behøvede at fortælle mere. Hun bed sig lidt i underlæben, med et lille smil og kunne mærke det krible i hele kroppen. Hun skubbede sig væk fra døren, så hun kunne bevæge sig over mod Jaris, for nu kunne hun ikke længere vente på at mærke ham tæt på sig. Først satte hun dog pinden mod væggen ved siden af døren, og som hun gik mod Jaris med rolige skridt, havde hun hænderne på ryggen, så hun kunne tage ringen af fingeren. 
 Daphnie kom hel hen til Jaris og stolen han sad på, satte hun sig på ham, med benene på den ene side af hans, så hun sad med siden mod ham, på hans skød. I samme bevægelse blev ringen sniget ned i en lomme på kjolen, inden armene blev lagt om han nakke, og Daphnie trykkede sig ind til ham i et krævende kram.
 " Jeg har savnet dig..  " mumlede hun med hovedet gemt lidt ind mod hans hals. Hun havde så mange spørgsmål, og ting hun ville have han gjorde - som at blive vasket - men det var ikke rigtigt lige nu. Ligenu havde hun bare brug for at mærke hans nærhed. 

Jaris lænede sig helt opgivende tilbage på stolen og et lige så opgivende suk lød fra ham. Selvom han burde have været forberedt på at skulle overbevise Daphnie om at det virkelig var ham, så var han det ikke. Han var kun klar på at skulle være hos hende, netop så han kunne få lov til at slappe af. Få en masse væske og nok også et bad. Han så næsten mest frem til badet, så han i det mindste kunne forsøge at få styr på det lange hår. Han var ved at være godt træt af at det hele tiden var i vejen.

Heldigvis lod det til at hans uendelige ævl havde virket fint, da Daphnie rystede på hovedet og inden længe var på vej over mod ham. Han ænsede ikke at hun lige fik sneget ringen i kjolens lomme, som hun satte sig til rette på hans skød. Det opgivende udtryk i det støvede ansigt ændrede sig straks til lettere sørgmodigt. Nu hvor Daphnie langt om længe troede på ham, kunne han skubbe den dårlige facade af, at han var helt okay fra sig. Han lagde straks armene om hende og klemte lidt til, som han begravede ansigtet mod hendes hals.
”Jeg har også savnet dig,” mumlede han. Han forsøgte at lægge skjul på at han måske havde lidt let til tårer i øjeblikket, men den rystende stemme afslørede det vist. Han havde grædt foran Daphnie en gang før, han kunne ikke gøre det igen. Heller ikke selvom han endnu ikke helt havde bearbejdet det, der var sket i Rubinien. Det ville være lettere at skubbe det til siden, lade som om intet var hændt, for så ville det også være lettere at komme videre. Det var sådan han altid havde gjort og det havde virket fint.
”Daffe?” Han ventede pænt på hun svarede, ikke fordi han ikke kunne spørge om det næste uden, men fordi han kunne trække deres kram længere ud hvis han gjorde. Han var jo ikke helt klar til at slippe hende endnu.

 Det var underligt at Jaris ikke længere helt var Jaris, og det gjorde da også Daphnies følelser en smule forvirret. Men som hun sad tæt ind til ham, med øjnene lukkede og sugede hans omfavnelse til sig, var det næsten som at sidde med den gode gamle Jaris. Hun skulle nok bare lige vænne sig til det. Daphnies ene hånd knugede sig lidt hans trøje, mens den anden gled en smule undersøgende op igennem hans hår. Det var noget anderledes end hans korte, lettere strittende hår, og så var det ret filteret og ulækkert lige nu. Ikke at det fik hende til at trække hånden til sig. 
 Med ansigtet gemt væk med Jaris hals, sad hun og smilede lidt dumt. Mest fordi hun ikke kunne stoppe med at smile, nu hvor hun sad med Jaris igen. Det falmede dog ret meget da Jaris åbnede munden at sagde han også havde savnet hende. Ikke på grund af det han sagde, men måden det blev sagt på. En stor, ubehagelig klump voksede sig lynhurtigt frem i hendes bryst og mave og fik hende til at stramme grebet om hans hår lidt. Hun kunne godt lægge to og to sammen. At der var sket eller andet andet, hvilket var grunden til den nye krop. 

 Jaris sagde Daphnies navn, og hun måtte synke en klump og bide tænderne lidt hårdt sammen, for ikke at lade den gråd der så hurtigt voksede op i hende, når andre var kede af det vise sig i hendes stemme. Kort efter nikkede hun lidt, og et skævt og lidt drilsk smil gled over hendes læber.
 " Hmm.. Bjork?  " Godt nok havde det været et fiktivt navn hun havde givet ham, da hun ikke vidste hvem han var eller hvad han hed, men det var groet lidt på hende, og hun var jo nødt til at have et eller andet og kalde ham, hvis de nu skulle støde på nogle. Eller hvis hendes forældre skulle dukke op igen, på et uheldigt tidspunkt. Ikke at det ville se for godt ud, at hun havde en ung mand i sit hjem, med vielsesringen af fingeren. 

Jaris tog en dyb indånding, i et hurtigt forsøg på at holde øjnene tørre. Han nægtede at lade Daphnie se ham græde igen, ikke kun fordi han så sig selv som umådelig svag hvis han gjorde, men også fordi han godt vidste hvad det gjorde ved hende. Det var vel en af de letteste måder at tage hensyn til andre på. At lade som om intet var galt, nogensinde. Han havde det fint og det var også det, han skulle overbevise sig selv om. Nu var han hos Daphnie, det eneste sted han følte sig tryg i øjeblikket og alt andet var overstået. Baghera havde taget sin hævn og derfra regnede han ikke med at se ham igen. Eller håbede.

Han klemte lige lidt mere til, prøvede ihærdigt at trække Daphnie endnu tættere på sig, selvom det vist ikke var muligt. Han åbnede munden for at fortsætte, spørge om det han egentlig havde planlagt, men blev distraheret af hendes nye kælenavn til ham i stedet.
”Eej, virkelig? Jeg slipper aldrig for det navn igen, gør jeg vel?” Med et mindre imponeret suk løftede han hovedet og rettede blikket mod hende. Han så stadig voldsomt træt ud og selvom han virkelig forsøgte at holde tårerne på afstand, kunne man alligevel godt ane dem i øjenkrogene.
”Kan jeg måske slippe for det, hvis jeg lover at tage et bad snart?” Han kunne vel lige så godt prøve. Selvom han tydeligvis ikke var det bedste sted psykisk, havde han endnu ikke mistet evnen til at komme med lidt vittige kommentarer. Han nåede bare ikke helt til det han egentlig gerne ville spørge om.

 Smilet på Daphnies læber voksede lidt, da Jaris tydeligvis ikke var tilfreds med hendes nye kælenavn til ham. Da Jaris løftede hovedet lidt, fulgte hun hans eksemplen, så hun kunne se på ham. Synet der mødte hende fik smilet til at falme en smule, og hendes blik blev en smule bekymret over hvad der egentlig var sket, selvom hun ikke var sikker på Jaris nogensinde ville fortælle hende det. Hun foldede læberne lidt sammen, inden hun rystede lidt på hovedet, og lod smilet vokse lidt frem igen, dog kunne hun ikke slippe af med bekymringen i blikket. 
 " Nej.. Det gør du ikke..  " et lille kort grin gled over hendes læber, mens hånden der før havde fast i Jaris trøje, flyttede sig op på hans kind, som hun blidt nussede for at vise en eller anden omsorg for hvad han følte, nu hun ikke rigtig vidste hvad der var sket. 

 En svag latter forlod Daphnies læber ved Jaris forslag, og hun rystede blot lidt på hovedet igen. Rolig lænede hun sig frem, og lod panden støtte mod Jaris'.
 " Hmm... Neeej.. Men du skal have et bad alligevel..  " bestemte hun. Han var så beskidt at det næsten ikke var til at tro det var muligt. Daphnies grønne blik hvilede i Jaris orange øjne, og for et lille øjeblik glemte hun alt, som hun blev lidt opslugt af den.
 Hun glemte alt om Aksel, alt om snavset og alt om at Jaris ikke så ud som han plejede. Det eneste der for en stund fandtes var Jaris, hende selv, hendes hjerte der bankede hårdt, tungt og hurtigt i hendes brystkasse, og et hav af sommerfugle i hendes mave. Langsomt lænede hun sig ned, og lod hendes læber møde Jaris lidt tørre og støvede læber i et savnet kys. Daphnies øjne gled i, og hånden på Jaris kind, gled langsomt om i hans nakke til den anden hånd. 
 Daphnie hold kysset lidt. Der var noget kærligt og dybt over det, og det fik sommerfuglene i hendes mave til at gå helt amok. Hænderne i hans nakke strammede deres greb lidt, så hun kunne presse ham lidt tættere ind mod sig. Hun havde kysset med både Aksel og Declan, men på intet tidspunkt havde Daphnies følelser kunne hamle med hvad hun følte lige nu. Om det var savnet der havde været til Jaris, eller fordi hun skulle giftes med Aksel eller bare fordi hun havde fået udvidet hendes kysse horisont, var ikke til at svare på.

 Som sommerfuglene i maven voksede og gik amok, var det lidt som om Daphnie ikke helt kunne være i sig selv, og som om overvældet følelser løb ud af hende, begyndte der ligeså stille at dukke lysende sommerfugle omkring dem. De gjorde ikke noget, men fløj bare rundt omkring dem, og gav et lille lys i det ellers dunkle rum.

Lige som Jaris havde forventet, kunne han straks se bekymringen hos Daphnie, da hun så hans ansigt. Det var lige nøjagtig derfor han forsøgte så ihærdigt at skjule det, selvom det stadig ikke gik helt som han ville have. Lige meget hvor desperat han så prøvede, kunne han ikke holde et par tårer fra at snige sig langsomt frem, fordi han endelig var et sted, hvor han faktisk kunne tillade sig at bryde lidt sammen. Fordi han vidste at Daphnie ikke ville dømme ham. Men det ville samtidig gå ud over hende og det var jo ikke meningen. Han rynkede lidt utilfredst i panden over hendes svar. Han var da godt klar over at det kun gjorde det endnu sjovere at kalde ham ved det navn, fordi han ikke kunne lide det. Han sukkede lige så utilfredst over hendes næste ord.
”.. Og så får jeg ikke engang noget ud af det..?” Han lød lidt skuffet, som et barn der ikke blev lovet dessert, hvis han gik med til et bad. I dette tilfælde var hans dessert at slippe for navnet, men så heldig var han ikke.

Det blide kys gjorde det næsten nemmere at skubbe alle de dårlige tanker til side og lægge skjul på hvad han egentlig følte. Ikke kun fordi Daphnie ikke kunne se ham, men fordi det bare var tryggere. Han tøvede ikke med at gengælde det noget tørre kys, men undlod at lukke øjnene helt i, bare så han ikke ville blive overrumplet af noget, han ikke nåede at se.
Den plan lod til at give bagslag, for ud af øjenkrogen så han de bevægende lys der dukkede op omkring dem og han blev helt ængstelig.
”Mh!” Udbrød han, lige inden han trak sig fra kysset, strammede grebet om Daphnie og rejste sig fra stolen, med hende i armene. Han nåede kun lige at trække hende med sig et par skridt til siden, stille sig med ryggen mod væggen og Daphnie foran sig, som om hun ville kunne beskytte ham, inden det gik op for ham hvad der havde givet ham et chok. Han slap hende ikke, men åndede helt lettet ud.
”Undskyld.. Det beklager jeg. Jeg blev.. forskrækket..” Jaris blev vist ikke kun forskrækket, men han ville ikke indrømme at han i et kort øjeblik blev direkte bange. Hans lidt for hurtige og overfladiske vejrtrækning afslørede det nok bare mere end han ville anerkende. Og det faktum at han stadig ikke kunne få sig selv til at slippe Daphnie, der fungerede som et lille, spinkelt skjold for den fare der ikke eksisterede.

 " Mon ikke vi kan finde ud af et eller andet?" Hviskede Daphnie lige inden deres læber mødtes. Det var sikkert andre ting han kunne få, som ville være lige så godt, og han havde masser ting han kunne drille hende med, så hun havde ikke tænkt sig bare lige at afgive den mulighed. 

 Daphnie var meget mere opslugt af kysset end Jaris var, hvilket nok også hvad derfor et forskrækket hvin lød fra hendes læber da Jaris pludselig rejste sig fra stolen med hende i armene. Forvirret over hvad der skete, knugede Daphnies arme sig om Jaris hals, så hun ikke bare faldt ned, hvis han skulle slippe hende, eller ikke kunne holde ham. Blikket gled undersøgende rundt, efter hvad det var der havde fået Jaris til at reagere sådan, men det eneste hun kunne se var hendes lysende sommerfugle. Hov. En let rosa farve fandt vej til hendes kinder inden hun rømmede sig lidt, og viftede med den ene hånd omkring dem, så det fleste sommerfugle forsvandt i en lille lyssky. Vidste Jaris hun havde en evne? Ikke så vidt hun kunne huske.
 "  Det er okay..  " Sagde Daphnie i en stille stemme, mens hendes blik fandt Jaris. Et blik der sagde at hun ikke troede på han bare blev forskrækket, men hun valgte også at hvis det var det dét han ville have hun vidste, så var det også okay.
 " Det er min fejl.. " forsatte hun og lod den sidste sommerfugl lande på hendes pegefinger, så hun kunne føre den lidt tættere på dem.
 " De gør ikke noget.. De lyser bare..  " det var en ret kedelig evne hvis hun skulle sige det selv, men det var hvad hun kunne. Lyset fra sommerfuglen lyste op mellem dem, og fik Jaris udtryk til at virke endnu mere trist og ødelagt. Et lidt sørgmodigt suk forlod hendes læber, inden hun lagde hovedet mod hans bryst og trykkede sig godt ind til Jaris. Hånden der havde holdt sommerfuglen viftede kort for at så den til at forsvinde, inden den lagde sig om hans nakke igen. 
 " Du er sikker her..  " hviskede hun stille, og tråde så tæt på af ham hun kunne. Øjnene lukkede hun lidt i, i det hun et øjeblik kæmpede med at holde tårene tilbage. Tårer der havde lyst til at løbe for Jaris. Hvis ikke han ville græde kunne hun da i hvert fald sagtens gøre det for ham. Også selvom hun ikke vidste hvad der var sket. Hun hadede at hun var få følsom. 

 Med et snøft rettede Daphnie sig lidt mere op, og nussede Jaris lidt i nakken, inden noget gik om for hende. Hendes panden rynkede sig lidt, som hun, stadig med hovedet mod hans bryst, stillede sig lidt på tæer, flyttede hovedet lidt rundt, og til sidst stillede sig ned på flad fod igen.
 " Hmm.. Du er højere..  " mumlede hun lidt overvejende. Hvor meget mon havde ændre sig?