Det frodige og frugtbare område der var karakteristisk for Flodlandet, var et fantastisk syn for dem der første gang kom til nærområdet. Ferskvandet tiltrak et rigt dyreliv, og det milde klima gav masser af næring til planter, træer og enge. Alt i alt, jah så var det et af de bedre steder at bo her i landet, og det havde også været den primærer grund til at Lumine var rejst så langt, dengang for mange herrens år siden.
Udover at Azurien lå ret så langt fra den skyggefulde dæmonby; noget der var praktisk når man undgik de væsner området husede, så var det bare virkelig nydeligt at vandre i den flotte natur. Og selvom man ikke skulle forvente det af en dæmon som Lumine - en dæmon hvis essens var bundet op af de brændende magmastrømmer og svitsende flammer langt under jorden, jah så havde hun altid haft en forkærlighed for 'overfladens' finurlige liv. At hun så ikke kunne tage vare på det selv, se det var en helt anden side af sagen.

Kom man nemlig til det palæ Lumine boede i sammen med sin datter, jah så ville man hurtigt fornemme hvordan den vilde og frie natur forsvandt fra starten af grunden hun ejede. Omkring og rundt om palæet, jah der voksede skoven stadigvæk nok så idyllisk, vildt og smukt, og summende insekter vidnede også her om et sundt økosystem. Men inde ved selve palæet, var det en steril og opsat skønhed, der strengt blev kontrolleret og klippet hver dag. Ingen væsner puslede, ingen katte krydsede gårdspladsen. Nej, fronten var perfekt og en 'følelse' af symmetri favnede det større landområde.
Samme perfektionisme gennemsyrede palæet selv, der var indrettet med et øje for detaljer og en pung der var tung nok til at kunne finde hvad man søgte. Den røde facade - palæet var nemlig bygget op af ler-røde sten, var opmærksomhedskrævende imellem alt det grønne og blå. og det sikrede dertil også at de gæster der prøvede at finde ild-dæmonen så langt fra den store by, ikke ville have de store problemer med det.

Nok var det ikke mange gæster Lumine fik, men det skete da af og til at besøgende kom for at handle, at venner kom for at hilse eller fremmede forvildede sig lidt for langt væk hjemmefra. Den gæst som dæmonen dog tålmodigt ventede her til formiddag, faldt ikke under nogle af de tre kategorier. Nej...
De slanke fingre gled kærtegnende over det hvidlige papir i hendes hånd, der med svungne bogstaver havde formidlet et ønske fra en af hendes tættere venner, og de første spæde aftaler var blevet forhandlet i hus de følgende uger. Et navn som det hele handlede om; Yiyi. Nu var det dog tid til at se hvem alt dette postyr havde været til for,, og Lumine ventede at der ikke ville gå længe. Hun satsede i hvert fald stærkt på det, og så heller ikke på milde øjne med forsinkelser - med undtagelse af når det var hende selv, selvfølgelig.

Det havde taget så lang tid. Først en lejet grif henover ørkensandet, så et skib rundt om østkysten og nu en bumlende hestevogn ad hovedveje, mindre veje og nu en smal sti med virkelig mange ujævnheder.
"Hvad var det nu hun hed?" spurgte Iksenyi halvt distraheret af de fine, grønne planter. 
"Fru Lumine. Prøv nu at huske det, barn," svarede Lysander, der sad med næsen begravet i en bog.
"Og hvad er sådan en der?" fortsatte den unge pige. "Og det der træ! Sådan et har jeg ikke set før! Hvad med den der? Eller er det bare en stor sten?"
Lysander sukkede og svarede ikke, mens Yiyi blev ved med at hænge halvt ude af vinduet med vind i krøllerne og spørgsmål i munden.

Det havde været de bedste to uger nogensinde. Endelig havde hun fået lov til at komme lidt væk fra Ildtemplet, og det havde ikke bare været en kort tur - det havde været et påtvungent ophold hos en lavadæmon. Såvidt hun vdste, havde Yiyi vist ikke mødt en dæmon før, men det var heller ikke det vigtigste - hun kunne noget med lava. Ligesom Yiyi selv. Endelig ville hun møde nogen, der var ligesom hende selv. Lysander havde brugt meget af tiden på turen på at forsøge at få den alt for forventningsfulde halvelemental til at øve sig lidt med sin magi og bruge tiden fornuftigt, men havde måttet indse, at de nye omgivelser var en for står distraktion. Især når omgivelserne blev udskiftet hele tiden. 
En smule træning havde hun fået nået dog. Især mens de havde været til havs, hvor det havde været virkelig vigtigt, at hun ramte vandet og ikke skibet med sin magi. Sømændende havde ikke været helt tilfredse, da de fandt ud af, hvad hun var, men de var da alle kommet sikkert i land, så Iksenyi kunne ikke se, hvad de havde haft så store problemer med. Alt det var også allerede glemt, mens hun kiggede på smukke, grønne træer og prøvede at synke lysten til at kigge direkte på solen. 

Vognen drejede og et enormt, rødt palads dukkede op. 
"Oooooorh!" udbrød hun og vippede næsten hele vognen ved at kaste sig tilbage i sit sæde. "Vi er her! Vi er her virkelig!"
Lysander lukkede sin bog, rettede på sin vest og førte så tre vildfarne lokker af hendes ustyrlige krøller hen på den rigtige side. 
"Gør nu Onelyas stolt," sagde han blot. "Fru Lumine."
Yiyi himlede med øjnene. Hvorfor skulle alting altid handle om Onelyas - selv her flere tusinder kilometer væk? Brok skulle lige til at vælte ud ad hendes mund, da vognen stoppede op. Al irritation blev udskiftet med spænding, og hun sprang ud ad døren, før kusken kunne nå selv at komme derom og holde døren. Hendes bare tær landede tungt på gruset foran den enorme bygning, der sikkert måtte være skåret ud af en vulkan for at få en så flot rød farve. Og være så stor i det hele taget. 
Bag hende kom Lysander lidt mere afmålt ud af vognen med hjælp fra kusken. Nogle gange føltes han gammel, selvom de elviske aner gjorde op for det meste. Men han sprang ikke rundt lige som hun - måske fordi han vidste, Onelyas ikke kunne lide det. I det mindste var det Lysander og ikke en tilfældig anden slave fra templet, der var blevet sendt med hende. Lysander kunne hun godt lide, og han var ikke hverken for bange af sig til at tale med hende, eller for streng lige som Onelyas. Selvom Lysander godt kunne finde på at sætte nogle lidt irriterende grænser. 

Et lille puf i ryggen fortalte hende, at det var på tide at gå op til hovedindgangen, hvor de skulle møde denne Lumine. Yiyi kunne næsten ikke holde spændingen inde, og et par svedperler dukkede kortvarigt op som lysende prikker af lava, før de størknede, og hun hurtigt gned sig over panden for ikke at se beskidt ud.
For enden af trappen op til indgangen stoppede hun lidt usikkert op og så sig over skulderen mod Lysander. Det var noget med at hilse nu, ikke? Før man gik op ad trappen? Han stod allerede med bøjet hoved, og Iksenyi sugede nervøst sin underlæbe ind i munden, hvorefter hun trak ud i den simple, røde kjole og nejede. 
"Fru Lumine."

Klædt i vinrødt, guld og funklende drageskæl var dæmonen, der endelig så hvordan en karet begyndte at bevæge sig nærmere hendes hjem og hus. Dæmonen vidste at det var et prægtigt syn der mødte dem, og havde bestemt også ladet sit hus dekorerer med blikfang i tankerne, hvilket betød at hun faktisk så frem til to ting lige nu. Selvfølgelig så Lumine frem til deres funklende øjne og måbende ansigter ved alt den indvendige og udvendige pragt hun skulle vise dem! Men hun så også frem til at de viste sig selv frem. Opførsel og udseende betød meget i fruens verden, især når det gjaldt førstehåndsindtryk, hvilket også var derfor, at det som noget af det første, var et næsten kritisk og afmålt blik der mødte de to skikkelse der sprang - og trådte, ud af den nydelige karet.
Fordi dét måtte være elementbarnet og hendes mere voksne følge, hendes medbragte slave. Hurtigt fandt de røde øjne hende af interesse - slaver havde det med at glide i baggrunden med Lumine's arrogante indstilling, og tilfreds over hvad hun så, trak et lille smil op i de buede læber. Et smil der formåede at mildne dæmonens helhedsindtryk en anelse; hun var jo slet ikke helt grim at betragte. Hun ville passe fint ind, og den røde kjole var en smuk detalje til hendes mørke hud.

Hvilket var en god start for de to sjæle, da Lumine's fordømmende og perfektionistisk øjne næppe ville have kunne levet længe eller levet fredeligt med en plet i sit hus.
Med et knejs af nakken betragtede hun tavst hvordan de gjorde ophold ved den lange trappe, og det var først ved den passende tiltale og hilsen at Lumine selv endelig bevægede sig, og kortvarigt nikkede til halvmennesket. "Velkommen, Lille Flamme" hilste dæmonens melodiske stemme igen, og gjorde tegn til at de begge gerne måtte komme nærmere med en enkelt slank finger. "Og vær hilset" tilføjede hun med et blidt smil, idet at de gjorde antræk til at bevæge sig op af trapperne.
Omkring hende flimrede luften kortvarigt af en sådan grad af varme, at de to tjenere der stod bagved hende ufrivilligt trak et skridt tilbage; noget som Lumine heldigvis ikke så i sin nuværende observation af sine gæster, da det bestemt ikke var en beslutning de uden videre kunne træffe - førstehåndsindtrykket var jo vigtigt! Der skulle dog ikke gå længe inden at de atter var i bevægelse, fordi da dæmonen slog armene modtagelig ud, var det med henblik på at hente eventuel bagage at de bevægede sig synkron ned af trapperne, og forbi de nyankomne uden at spilde tiden unødvendigt, da de ikke ville tiltrække sig hendes opmærksomhed. "Jeg har taget mig den frihed at sørge for forfriskninger - det må have været en trættende tur at begive sig ud på. Kom, Lille Flamme, jeg har sådan glædet mig til at møde dig - sådan glædet mig til at tale med dig!" Yiyi blev mødt med fornøjelse, og elveren hun bragte med sig, måtte nøjes med knap nok at blive set til sammenligning med hvordan hun fulgte halvmennesket med de røde øjne. Så fin...

Lumine drejede sig med en fejende kjole omkring sine ben, for at lede både sig selv og sit selskab ned imod baghaven, hvor at mad, drikkelse og lidt sødt var blevet sat frem

Iksenyi gik Lumine i møde og faldt ind ved siden af hende, idet hun vendte sig for at gå... hvor end de nu skulle hen. Hendes blik var klistret til den smukke kjole, de funklende smykker og det lange, røde hår. 
"Det-det lyder fantastisk," fremstammede hun til lidt det hele - forfriskninger og at Lumine havde glædet sig til at møde hende. 
Lidt nervøst så hun sig over skulderen på Lysander, der holdt sig så langt væk, at han ikke ville komme i vejen. Han gav hende et opmuntrende smil og viftede med hånden. Hun var uden hans hjælp nu, og måtte bare håbe, hun huskede alle hans endeløse etikettelektioner. 
"Men-eh, jeg..." begyndte hun og gned sine hænder foran sig. "Jeg kan ikke rigtig smage ting, alligevel, så jeg er ked af du har måttet gøre dig besværet-eh, Dem besværet. De-deres kjole er virkelig smuk!"

Iksenyi kunne mærke hvordan angstsveden brød frem i håndfladerne og på panden. Hun havde glemt den formelle taleform, og hun kunne ikke engang nyde de forfriskninger, Lumine havde været så venlig at få sat frem. 
Derudover kunne hendes hjerne ikke tænke på andet end den smukke, smukke kjole. Gid hun selv kunne gå i sådan noget! Med funklende smykker og ikke bare dem, hun selv lavede til obsidian. Pludselig følte hun sig som en slave i forhold til den yndefulde kvinde. Hendes eget tøj slæbte ikke henad gulvet i fine folder. Der var ingen guldbroderier eller påsatte funklende sten. Inden ekstra fin søm og snittet var ikke alt for kompliceret. Kjolen sad på hende, som den skulle, men den var heller ikke så stram, at den fremhævede hendes former som Lumines kjole gjorde. 

Yiyi sænkede sit blik mod gulvet, hvor det blev mødt af de bare tær, der nu havde lidt sten og sand siddende på sig efter den korte gårtur over gårdspladsen. Ikke engang pæne sko, kunne hun havde på uden at smelte dem. 
Havde det ikke været for Lysanders fremsynethed, var hun også dukket op i en hullet kjole efter det sidste uheld, hun havde haft med at løbe lidt for hurtigt. Svedperler var dryppet ned på kjolens midterstykke, og hun havde lavet en række små huller lige henover maven. Det var hendes held, at Lysander havde gemt en kjole til netop denne dag og havde fået hende til at skifte på deres sidste stop inden de nåede det store palæ. At sidde stille på den sidste del af turen havde været en umulig udfordring, men hun havde da formået ikke at lave huller i den... Endnu. 
Hvordan ville Lumine ikke tage det, hvis hendes kjole pludselig var hullet, eller endnu værre - uanstændig?
Tabt i sine destruktive tanker, prøvede Yiyi at få et par genstridige krøller om bag øret. Hvorfor kunne håret ikke have været lige så lige og blødt og langt som Lumines? Hendes lå så smukt ned ad ryggen, men Yiyis eget var en eksplosion rundt om hendes ansigt. Med Lumines skønhed som standard, hvordan kunne hun så på nogen måde holde ud af have Yiyis rodede udseende nær sig? 
Iksenyi begyndte at forstå, hvad Lysander havde prøvet at forberede hende på i løbet af rejsen. Sprugte man Lysander, lå den unge halvelementals tanker ret langt fra det, han havde tiltænkt.

Lumine sænkede farten ved hendes nervøse stemme, og stoppede helt op da det gik op for hende at pigebarnet mumlede. Eller, snakkede uden at have orden på sine tanker - et eller andet sad i klemme. Derfor var det også med en undrende panderynken at Lumine lyttede og betragtede den unge halvelemental, og først i slutningen af hendes ord, brød et tilfreds smil med den observerende mine. "Jeg ved det, Lille Flamme" Lumine's hånd gled kærtegnende over kjolen, imens hun skødeslyst ignorerede det første omkring maden. Det var fint, hun skulle heller ikke have andet end vin selv. Lumine trådte nogle skridt tættere på Yiyi igen, og lod en varm hånd overtage arbejdet med krøllen. Bogstavelig talt, Lumine's hånd bar en høj temperatur, og hun kendte til nogle af de kvaler hun følte. Det var bare lang tid siden, og...

"Vi ordner alt det her" Lumine slap krøllen der med en fjedrende bevægelse gled op igen, og ild-dæmonen smilede selv sikkert. Hun så sådan ud, fordi hun havde muligheden for nogenlunde at forme sit eget skind, sit eget tøj. Det var noget man prioriterede til, og hun følte hun kunne arbejde med den usikre skikkelse foran sig. "Men det kommer, du lille" Lumine trak hånden til sig idet hun lod blikket glide fra hendes ansigt og ned, og så op igen. "De, Dem, Deres eller Fru Lumine, det skal sidde fast.." med to fingre pegede Lumine dovent imod hendes ansigt, og vendte sig derpå omkring. Der var mange ting at tage sig af, men de var overkommelige, på trods af at kravene var og altid ville være ret så høje hjemme hos hende. Det havde det også været før i tiden, og hendes kræsne behov gjorde livet svært på nogle punkter. Men hvis tøj var en af de problemer, jah så var hun havnet det rigtige sted; Lumine havde adskillige finurlige tilføjelser af ting i sit liv, en god del af det var tøj.

Stadigvæk med retning imod haven gik hun, og forventede også at Yiyi rubbede de bare fødder og fulgte med. Uden at kigge sig tilbage, slog hun hånden ud "Hvor meget ved du om mig, palæet og de folk der kommer her?" hun var, først og fremmest, en forretningskvinde og det måtte den unge elemental forstå, hun agtede nemlig ikke at rykke sin dagsorden for meget... selvom hun i sidste ende vidste det ville blive anderledes med hende lidt omkring. Gad vide hvordan hendes datter og halv elementalen kom ud af det med hinanden?
Der var mange ting. Lumine ledte med afmålte skridt på vej ud i en lille men fint anrettet havedel. På trods af at haven ikke ligefrem besad en vild skønhed, var den nydelig. Meget kontrolleret, men nydelig at se på.

Den lille halvelemental trippede nervøst, mens Lumine berørte krøllerne, men fik forholdt sig ellers nogenlunde roligt, og var klar på at følge med, da tempoet blev hævet igen. Den ekstra varme, der sivede ud af kvindens krop så ikke ud til på nogen måde at blive bemærket af Yiyi. Lysander holdt sig stadig i baggrunden, sikkert både af høflighed og af hensyn til sin egen hud. Yiyi derimod var så vant til at være varm, at hendes hjerne opfattede det som helt naturligt at Lumine også var det. De havde lava til fælles, og varmen føltes kun som endelig at møde en, man havde noget til fælles med.

Hun nåede at gispe et lille "Ja, fru Lumine," til kommentaren om de rigtige tiltaleformer - hvordan kunne hun dog så skødesløst have tiltalt hende forkert? Nok kom hun fra et ildtempel, hvor hun blev anset som gudedatter, men opdragelsen havde fokuseret mere på kamp en etikette. Alle slaverne i templet kunne den slags langt bedre end hende selv, og Yiyi ville næppe lægge mærke til det heller, hvis nogen tiltalte hende forkert. For hvad betød det for hende? Kunne hun lokke en slave til at bryde sin loyalitet til Onelyas og læse en bog op for sig, var det ugens højdepunkt.

"De har en stor tjenestestab og en en datter fastboende, fru Lumine," svarede Yiyi mens de gik mod haven. Den her del havde Lysander fået hende til at gentage et par gange under rejsen. "Jeg glæder mig meget til at møde hende. De driver en forretning, som jeg selvfølgelig ikke vil komme i vejen for."
Driver en forretning... Yiyi var ikke engang helt sikker på, hvad det egentlig betød. Forretninger og handel og arbejde var lidt et koncept, Yiyi ikke helt havde forstået, og generelt var ordene i de sætninger, hun lige havde ytret, mere udenadslære end de var nogen, hun selv ville bruge i almindelig samtale. Men hun havde fået alle tiltaleformer rigtigt, og tillod sig at føle en smule stolthed.

Yiyi blev overvældet af skønheden i haven, da de nåede den. Åbenlyst vidste hun ikke så meget om palæet i sig selv, men nu vidste hun da lidt mere: Den havde en smuk have. 
I sin egen fritid brugte Yiyi lang tid på at skabe og forme små skulpturer og smykker ud af sin egen lavamasse. Obsidianringe prydede hendes ankler, håndled og hals, og synet af den pænt og ordentligt anrettede have, lod hende forstå, at andre kunne tæmme selveste naturen og få den til at bøje sig efter deres vilje. Den vilde natur, de var rejst igennem på vej herhen, blegnede til fordel for den manipulerede udgave her i haven. At have den magt til at tæmme det ellers utæmmelige... Hvis nogen kunne det, var der måske stadig håb for at Yiyi kunne få kontrol over hvilket tøj, hun kunne have på, og hvordan hendes hår artede sig.

Iksenyi sugede intryk til sig. Haven havde stadig så meget, hun ikke havde set endnu, men bordet var mere overdådigt end noget, hun før havde set i Ildtemplet, og selv det falmede ved Lumines bevægelse for at komme ned at sidde. Hvordan hun yndefuldt fik skubbet skørtets stof til side. Hvordan hun holdt ryggen rank men ikke for stiv. Fødderne, der kun lige blev synlige under skørtet, uden at vise de bare ankler.
Yiyi selv var ikke uden elegance, men hun havde svært ved at blive siddende i den samme stilling for længe ad gangen. Det var som om lavastrømmende krævede konstant bevægelse for at blive gjort tilfredse, og forholdt hun sig helt stille for længe, havde hun brug for at løbe eller hoppe eller danse for at få afløb fra al den ophobede energi i sit system. 

I en efterligning af Lumines bevægelse, satte Yiyi sig til rette på den klargjorte stol overfor hende. Der var ikke lige så meget stof at rode rundt med, men hun sørgede da for at det ikke foldede og krøllede under hende. Den del havde hun lært, men det var ikke af etiketteårsager. Jo flere folder, des større risiko for huller, hvis hun fik udskillet noget lava.
"Jeg-eh, jeg kender ikke lige mine mål. Men Lysander har vist styr på det," svarede hun og foldede hænderne i skødet. Hun havde ikke taget noget glas, for hvad var meningen, når hun kun nåede at smage væsken et øjeblik, før det blev til kul i hendes mund? Hun havde altid haft svært ved at se, hvorfor andre kunne nyde at indtage ting på den måde. "Jeg plejer kun at have den her på," Hun nikkede ned mod sin simple, røde kjole. "Onelyas fik den lavet til mig, fordi den ikke er så stram, at jeg kommer til at svede i den. Men den holder som regel ikke mere end et par dage, før der er huller i. Så jeg har nogle flere med i samme type. Åh hvor ville jeg ønske, jeg kunne klæde mig som Dem, fru Lumine."
Iksenyi sukkede ved den sidstre sætning og blikket fæstnede sig på det lange, vide skørt og de fine detaljer i hendes kjole. Hvordan det sad stramt om kvindens former og fremhævede alle de rigtige steder. Selvom Ildtemplet nogle gange føltes som et fængsel for hende, var det ingenting i forhold til den følelse, der nu trykkede i hendes bryst. En følelse af at være fanget i sin krop, altid afholdt fra de smukke ting, andre kunne have, fordi de ikke svedte og spyttede ren lava.

Lumine's røde øjne betragtede uden meget pause i deres observerende stirren, den yndige lille skabning foran sig. Hendes syn på mennesker havde altid været en anelse distanceret, og på mange punkter, kunne hun knap nok forholde sig til alle de følelser sådan en lille krop både kunne rumme, men også udtrykte. Når hun ikke kunne li' noget, så rettede hun det. Kunne det ikke rettes, så fjernede hun det. Kunne det ikke fjernes... jah så ødelagde hun det; ild og magma i en lind strøm fra de slanke fingre. 
Derfor ville Lumine aldrig kunne forholde sig til den frustration der luerede i barnets halvmenneskelige sind, og betragtede derfor blot med en ulmende interesse, hvordan hænderne foldedes i skødet og stemmen den sukkede. Observerede hvordan en tone a nederlag prægede hendes ungdommelige stemme, og kunne til det ikke andet end at vente på at det gav mening til hvorofor den tone gennemsyrede hendes stemme. 
Fordi selvfølgelig kunne hun komme til at klæde sig som dæmonen selv. Det var ikke længere et spørgsmål om at hun kunne, men derimod skulle. 

De klikkende negle gled over vinglassets bund i den lille pause efter hendes ord, og Lumine løftede det med elegance til munden, for at tage endnu en tår. Og smilede så. "Det kommer du også til, du lille" nynnede hendes forræderiske blide stemme, og selve tanken om hvad der lå forude, fik en lille raslen af gløder til at stryge omkring hende, idet den frie hånd kort rettede på det perfekt opsatte hår. 
"Tøj er som sagt... et af de mindste problemer vi har omkring her" selv hvis det viste sig at hendes krop kunne ødelægge drageskæl og fejende stof fra Rubiniens varme egne, ville magi muligvis kunne tæmme hendes fritsindede udseende. "Men hvad er problemet helt præcis? Din magi virker ikke synderlig... udfarende" Kurrede hun, og tog endnu en nydende slurk af vinen. 

Lumine havde fået en forklaring tilsendt i et brev, men vidste at breve aldrig fortalte den fulde sandhed. Barnet her havde velsagtens sine egne idéer om hvad der var galt - og hvad der ikke var - og kunne derfor også muligvis demonstrer. 
Intet i denne simple baghave var værdifuldt nok, til at det ikke kunne erstattes. 

Iksenyi kunne næsten ikke tro sine egne ører. Havde Lumine lige sagt, at det ville være muligt for Yiyi at gå i lige så smukt tøj som hende? Overraskelsen kom til syne som opspilede øjne og vidt åben mund. Og ved Lumines næste spørgsmål, åbnede Yiyi kun munden mere og stak tungen ud. 
Tungen glinsede af lavaets skær og så man nøje efter, kunne man se, at skæret fortsatte hele vejen langs indersiden af hendes kinder og helt ned i svælget. 

"Alt i mig er lava," Yiyi trak tungen ind og trak på skuldrene. "Så hvis jeg sveder, spytter, savler... Alt, der bare er en smule i nærheden af at være en væske, min krop udskiller... Det er alt sammen lava. Udover at onkel Onelyas synes at mindre dækkende tøj er upassende..." Yiyi holdt en kort pause - Lysander havde jo sagt at Onelyas og Lumine var gode venner, så hun skulle helst ikke tale dårligt om ham i hendes selskab. "Hvilket det jo sikkert er, men altså Deres tøj er jo stilfuldt og, og smukt og... Altså, selvom De har bar hud er det jo ikke... skidt, vel? Nej, men altså, Åh, undskyld, jeg kom væk fra spørgsmålet. Mit problem er lidt, at når jeg sveder, svitser jeg hul i mit tøj. Og jeg kan så godt lide at danse, når jeg bruger magien."

Iksenyi samlede en god klump spyt i sin mund. Lumine virkede til, at hun gerne ville have en demonstration, og Yiyi håbede bare på, hun ikke ville finde det ulækkert, at hun blev nødt til at bruge sine egne kropsvæsker for at få gang i magien. 
Forsigtigt og så høfligt som muligt, fik hun spyttet en ordentlig klat ud i sin håndflade, hvorefter hun aktiverede magien og holdt klumpen fra at størkne. Så begyndte hun at skille den ad i flere dele, få delene til at svæve mellem sine hænder som holdt af usynlige tråde, sætte dem sammen igen, forme det hele som en klase vinduer, et lille glas og formen, som en af Lumines øreringe havde.
"Jeg kan også tage kontrol over ild, der allerede findes. Så et vokslys eller et bål. Eller hvis en anden ildmagiker laver magi, kan jeg tage det fra ham," tilføjede hun, mens hun stadig holdt liv i lavklumpen.

Lumine lyttede, enkelte nik her og der til de forklaringer som det unge menneskebarn kom med, og en voksende tilfredshed over de komplimenter der gled over hendes ungdommelige læber. Åhh, de kære små, det kære tøj... mindre dækkende tøj, hah; Lumine ville finde en middelvej. 
At være født med lava i sin krop og ilden i sit hjerte, se det var to ting dæmonen snildt kunne forholde sig til. Derfor skurede det hende ikke imod hårene at se barnets blandede følelser omkring sine evner, og heller ikke da hun... spyttede en klump lava ud i sin lille hånd. Ikke det mindste, med tanke på hvorfor hun gjorde det. 
Så man Lumine i hendes originale form, ville man nemlig erfarer, at menneskebarnet og dæmonen var nok så ens, på den front. Hylsteret - denne krop hun havde fået skabt sig, holdt det så vidt som muligt indespærret, holdt det så vidt som muligt under en form for kontrol. Men foruden den, var det et smertefuldt syn og nærvær Lumine bragte med sig, med sine lysende flammer og magmaskabte eksistens. Hun havde ødelagt utallige hylstre - nok ligeså mange som mennesket havde ødelagt, af kjoler. 
Forskellen var bare, at hendes tøj sjældent led samme overlast. 

De slanke ben blev krydset, og dæmonen lænede sig en anelse tilbage idet at pigebarnet begyndte at forme den flydende lava, et svagt glimt af begejstring i de røde øjne. Hun var dygtig, formene dannede sig ubesværet, og med et underfundigt smil, var det at dæmonen noterede sig det sidste. Hun kunne tage kontrol over ild... 
Mere skulle der ikke siges, førhen at Lumine løftede sin frie hånd, og åbnede håndfladen. Med en 'swoosh' lyd tændtes en ildsøgle i den slanke hånd, og sigende nikkede hun til hende. Hun måtte gerne få den. 
Imens, jah så kunne dæmonen ikke skjule sin tilfredshed over hvor varmt her pludselig blev. Der skulle være ingen tvivl om at hun ikke bare var lavet af det, men levede også i det - og pigebarnets svagelige tøj til trods, jah så var det ikke for sjov, at tjenestefolkene langsomt bakkede en anelse væk rundt om dem. De kendte det ivrige smil der lurede i Fruens mundvig. Og det var lang tid siden det sidst havde været der, men stadigvæk tæt nok på til at de brændte mennesker, skyede ilden. 

Selve Iksenyis hud var 48 grader varm. Ikke nok til at brænde folk, hvis de rørte hende, men nok til at man lagde mærke til det. Ilden, der pludselig skød frem fra Lumines håndflade var dog stadig væsentlig varmere, og Iksenyi kunne mærke heden skylle ind over sin krop. Modsat tjenestestaben, lænede hun sig imidlertid ind imod varmen. Varmen var i hende, og ilden var hendes. Der var intet så godt som at tage ild fra kilden og selv etablere kontrollen. 

Yiyi rejste sig op - for det var en meget stor søjle ild, og hun sad ret tæt på bordet - og lod sine håndflader vende mod himlen. Chakraen rørte på sig i hele hendes væsen, og hun tog en indånding af både overvældelse og spænding, da magien helt af sig selv  trak ilden mod hende. Givet frivilligt var alting nemmere, og magien vidste hvad den skulle - det var ligesom vante dansetrin. 
Idet ildsøjlen vandrede mod hende, formede den sig til små slanger, som hun fik til at sno sig om hendes krop. Varmen steg og ilden var forholdsvist tæt på det skrøbelige tøj, men Iksenyi var ligeglad. Det var længe siden, hun havde fået lov til at lege med ild. Ting havde en tendens til at brænde ned, når hun gjorde det. 

Ildtungerne dansede omkring hende, og hun trådte et par skridt væk fra bordet, så hun ikke fik træet til at fænge - det vigtigste for Yiyi værende at det ville mindske den mængde hun havde at gøre med. Små hvirvelstrømme af varme steg op omkring hende, og hun fik nogle af ildtungerne til at følge med. 
Hendes lyse, milde latter fyldte luften. Hun elskede det... Denne magt - omend hun ikke var bevidst om, at det var det hun følte - og evnen til at kontrollere noget så voldsomt, levende og fyrrigt. 
Alt blev drejet i en lysere retning af det unge, naive sind. Det her, som så meget andet, var blot en leg for det lille halvelemental.

Der var ikke mange forsøg på at skjule den begejstring der blussede frem i Lumine, som ildbarnet valgte at tage den brændende kilde af lys til sig, og snart vendte den i hendes unge hænder. Sikke en elegance, sikke en holdning! De røde øjne begyndte svagt at lyse - dæmonens ulmende, indvendige gløder blussede op, og Lumine's røde læber skiltes en anelse i et langsomt men spindende smil. 
Så yndigt dette syn var, hun kunne godt vænne sig til at have en som Yiyi i haven, hver dag. 
Dans for mig, lille flamme. 

Det var ikke fordi at ild og varme som sådan var en fremmed magi i Kzar Mora, og Lumine havde af og til vendt hendes fyrige fascination med ligesindede dæmoner. Men værende dannet i de dybe undergrundskilder af magma, jah så var det ikke bare en fascination for hende - ikke bare en interesse. Det var så meget en del af hendes essens, at hun følte det trække i hende når dansen tog til i fart, og længselsfuldt mindedes hun en tid hvor at hun selv havde haft en mere letsindig tilgang til den destruktive kraft. Og hvorfor var hun stoppet med det? 
Fordi hendes ægteskab havde fyldt nok i hverdagen. Fordi den indelukkede følelse i deres mørke land havde kvalt hende, hviskede en leende stemme tilbage. 

Men nu var de dage forbi, og under solens glimtende stråler, tændtes dæmonens gnist igen - betaget af hvor smukt halvmennesket beherskede den. Men kunne hun andet end at danse? 
De røde øjne gled i et ryk hen på en af de mange tjenestefolk, en kvinde med blå-grønne øjne og sølvglimtende hår. En kvinde der med et lille gib mødte sin frues blik, og modvilligt trådte frem ved det lille vink af fingeren. 
"Ild er destruktiv, fortærende og skræmmende for dem der ikke forstår dens natur" Lumine rejste sig langsomt, greb ud efter den andens sølvhår; strøg eftertænksomt hænderne igennem hendes hovedbund, ned af hendes skuldre og ned af hendes arme. "Og et fantastisk middel af kontrol". 
I et lille puf gav hun slip, og den spinkle menneskekvinde væltede overrasket fremad, kiggede sig nervøst tilbage en sidste gang, inden at hun med en sammenbidt mine begyndte at mumle. 
Ikke længe efter, tog en kopi af hende form. Så tre kopier og i sidste ende 10 kopier af hendes tynde skikkelse. Med et sidste, synkront blik på Lumine vendtes deres hoveder tilbage, inden at de med et vink satte i løb. Alle vegne. 
"Brug den til noget mere praktisk end din egen underholdning" Lumine's hænder blev forventningsfuldt smækket sammen, idet hun så kaosset udfolde sig. 
Hvad Yiyi valgte at gøre, vidste hun ikke - hun havde ikke engang en forventning lagt ud. Nej, hun ville blot se om hun formåede at tænke kreativt med sine evner, om de kunne anvendes til andet end smuk dans. 

Det tog Iksenyi alt for lang tid at fatte, hvad Lumine mente. Selv der, forstod hun det faktisk ikke. Hun skulle gøre noget ved alle de kopier af en kvinde, der lige var dukket op foran hende... Men hvad?
Kontrol. Lumine havde sagt kontrol. Yiyi havde svært ved at se, hvordan kontrol spillede ind i hendes magi og de løbende kvindeskikkelse. 
Ooooh.
Måske hun skulle forhindre dem i at løbe væk? 

De var noget meget længere væk end hvad godt var, mens Yiyi havde tænkt. Hun kunne have spurgt Lumine, hvad det gik ud på, men der var ligesom ikke blevet lagt op til spørgsmål, og Onelyas plejede at blive sur, hvis hun ikke forstod, hvad han mente.
Hun kiggede rundt for at lokalisere dem alle sammen, tog en dyb indånding og  lukkede øjnene for at samle magien. Hun kunne mærke den pulsere om sig. Hun trak ilden tættere på og formede den i sit sind til lange tråde frem for en kugle. Så skød hun dem ud i alle retninger mod de ti kvinder, hun havde set på før. 
Yiyi åbnede øjnene igen og dirigerede hver tråd ud mod dem. Ildtungerne skød ud i hver sin retning gennem luften. Henover bordet, forbi tjenestefolk der kastede sig ned på jorden efterfulgt af Yiyis eget "Undskyld!" og forbi hække, der hvor kvindekopierne var nået meget langt væk.

Når en ildtunge nåede en kvinde, buede den rundt om hende og lagde sig som en ring om hende, så snart hun stoppede med at løbe. Det var dog svært for Yiyi at holde øje med dem alle på en gang, og nogle af hendes ildtunger nåede for langt ud, og hun måtte bruge ekstra energi på at hive dem tilbage rundt om en lettere forvirret kvinde. 
Da hun havde fået lagt en lille ildcirkel omkring dem alle, slap hun sit eget tag i tungerne, der fór hen til hver kvinde og lagde to ekstra ringe, så hun ikke bare lige kunne sætte sig på knæ og hoppe ud under. Hun havde leget noget lignende med Rilis engang, indtil hun var kommet til at sætte ild til hans hår. 

Yiyi stivnede og kiggede rundt. 
"Åh nej," hviskede hun forfærdet. 
En af kvindernes hår brændte. To andres tøj var ved at gå op i flammer. Dugen havde fænget og var ved at flamme hele vejen hen til frugtskålen. Fire buske var godt på vej til at starte en skovbrand. 
Ilden omkring kvinderne svandt hen og blev opløst i luften, mens Yiyi tog hænderne op foran munden og vendte et skrækslagent blik mod Lumine. Ilden de andre steder var fænget fra hendes magi og den havde hun ikke styr på. Skulle hun slukke den, skulle hun helt hen og først tage fuld kontrol over den. 
"Undskyld, Fru Lumine!" sagde hun oprørt og brødebetynget, ventende på ordren til at få slukket det... Og den straf hun forventede ville følge.

Med en mine der ikke skjulte hendes underliggende lille smil, lod Lumine hvad der nu kom til at ske, blot ske. Slavern-tjenestefolkene var løbet, og med hvad hun nu havde til rådighed, forventede den ulmende ild dæmon et show med alt hvad det medbragte.
Og hun blev ikke skuffet. 

Ildtunger strøg omkring, søgte at cirkle de stakkels folk i et fængsel af flammer, der ville afholde dem fra at nå andre steder hen end hvor ildbarnet valgte de skulle være. Og Lumine måtte indrømme, det lykkedes da også til dels. Mange blev stoppet, dem der ikke blev stoppet blev i den grad forfulgt og for en stund - jah bare et lille øjeblik - lignede det at Yiyi ville have succes med sin opgave, og få indrammet alle de undvigende skikkelser. 
Men nej, så let skulle det ikke gå. Først var det et enkelt skrig der lød.. derefter to. Og med ild i hår og tøj, flammer i dugen de lige havde siddet med, gnister der sprang hen til buskene - antændte dem - og en intensiveret varme over alt omkring dem... jah der glimtede dæmonens hvide tandsmil i det orange lys; de lange ben bar hende langsomt og fornøjet frem imod heden. 
Åhh hvor havde hun savnet den. Den knitrende velsignelse af ildens magt, der stødte spredte sig overalt omkring dem. Trods det ikke lå til Lumine at slukke en ild når først den var antændt, trods hun hellere så den velsigne området så smukt som hun vidste den kunne...
... jah så havde hun ingen interesse i at miste alt andet på bekostning af den monetære fornøjelse det ville give hende. Ikke idag. 

Så Lumine knap nok værdigede hende et blik da hun hvinede sit lille undskyld, men spredte i stedet armene ud, og trak vejret dybt ind. 
Og trak ilden tilbage. 
Hun kunne ikke nænne at slukke den endnu, men flammerne slap deres greb i det fysiske materiale de blev fodret af, og dansede igennem luften imod hende. Buskene stod tilbage forkullede, dugen og bordet var ikke andet end et minde blot, og som noget af det sidste, slap ilden også sit jerngreb om tjenestefolkene. Et inferno af flammer der knitrede, dansede, lyste og varmede, samlede sig som en kugle foran dæmonen og de vigende tjenstefolk bagved hende. Og med en næsten fornøjet nynnen, lod hun den langsomt æde sig selv op, nu hvor at den ikke længere havde materie at indtage. 
Da dens brølen var blevet til en lille, dansende flamme på spidsen af hendes ene lange pegefinger, var det med et knips at hun slukkede den, og endelig pustede ud. 

Den stilhed der fulgte var næsten larmende, kun afbrudt af de forbrændte menneskers enkelte hulk her og der. Dæmonens hoved vendtes imod himlen idet at hun lænede det tilbage, med led der knækkede i nakken, og hun vendte sig ikke om. "Undskyld for hvad, flammebarn?" smilede hun, og ænsede ikke hvordan nogle af tjenestefolkene tavst listede sig forbi hende, for at tage sig af de forbrændte folk. Da kopierne med et puf forsvandt, kunne man konstatere at Yiyi desværre havde fanget den rigtige, nu knap så kønne kvinde. 

Iksenyi stod som forstenet, mens Lumine hev ilden til sig. Inddæmmede den. Kontrollerede den. Hendes øjne blev store af respekten og forundrelsen, der buldrede op i hende, mens ilden blev mindsket. Den magt Lumine havde over ilden. Yiyi selv ville måske kunne rydde op i det, men hun ville blive nødt til at løbe rundt til hver enkelt lille flamme og fange den, før hun kunne slukke den. At hive alle flammerne ind på en gang... Det havde hun ikke engang turdet prøve på. 

"Jeg-Jeg..." stammede hun, betaget og brødebetynget. "Jeg satte ild til ting. Det var ikke kontrolleret. Jeg så ikke, hvor det fik fat. U-Undskyld, fru Lumine."
Imens hun talte blev hun mere og mere i tvivl om, hvorvidt Lumine faktisk var sur på hende. Gråden og de svitsende lyde faldt i baggrunden, mens den unge pige blot stirrede på kvindens smil. Hun smilede. Yiyi forstod det ikke. Havde Onelyas bedt hende om noget, ville han aldrig have sat hende til det et sted, hun kunne forvolde skade. Havde hun forvoldt skade - bevidst eller ubevidst - ville han blive rasende. 
Det var trods alt grunden til, at hun ikke måtte nærme sig bøger. Efter bare ét lille uheld.

"Jeg... Jeg..." Yiyis ræsende hjerteslag dulmedes langsomt. Som ilden var blevet kvalt, begyndte hun selv at falde til ro. "Er De... Er De ikke vred på mig, fru Lumine?"

Grundlaget for undskyldningen havde været forventet, men Lumine måtte kun finde sig enig i den ene af de ting hun sagde, som var at hun ikke var vred. Hvilket... var specielt. 
Dæmonen havde nemlig et forfærdeligt temperament, et helt forfærdeligt, hysterisk og opblussende temperament, der aldrig syntes at ville eller gide tage hensyn til dem omkring hende. Temperamentet sat sammen med hendes stolte ego, jah den blanding var... ubehagelig, mildest talt. Men ikke lige nu. 

Det forekom hende absurd at blive vred over noget så... simpelt. Givet, Lumine skiftede sine ting og sine folk ud når de begyndte at kede hende, og det her var blot et blidt skub i den rigtige retning - hun havde alligevel trængt til at få omdekoreret sin have. Yiyi havde ikke ødelagt noget af synderlig værdi - hverken de tjenestefolk hun havde, eller de ting hun havde, og selv hvis hun havde... så var det et ansvar Lumine så som sit eget. 
Ilden var destruktiv og krævede at blive set, hørt og følt. Hvis man ikke var okay med de præmisser, skulle man slet ikke have den omkring sig til at starte med. 
"Du er ikke i tvivl om når jeg er vred, Flammebarn - og det her var... en anelse forventet. Din kontrol skal i hvert fald trænes, og kan den ikke det, må du gennemtænke dine måder at bruge magien på" Lumine vendte sin regale skikkelse omkring, og tog nogle lange skridt hen imod halvbarnet; greb om hendes kinder med sine varme hænder. "Men vi finder ud af det?" de hvide tænder glimtede i et blændende smil, og havde dæmonen ikke haft en underliggende kant af ildevarslende farer omkring sig, noget der kun blev understøttet af gråden bagved dem, jah så havde hun næsten set.... moderlig ud. 
"Jeg er sikker på at vi finder ud af det, du lille"

Det lille halvelemental stod frosset i Lumines hænder. Pupillerne udvidede sig og overtog for den brune iris efterladende et sort hul midt i de glinsende lavastrømme, der flød henover hendes øjenæbler. Munden var let åben i forbløffelse.
Hun var ikke vred. Lumine var ikke vred. Det tog flere lange sekunter for Yiyi faktisk at fatte, at det var det, hun havde sagt. Der ville ikke komme en straf om lidt. 

"Jeg... Jeg har lært meget om kontrol," svarede hun med blikket fastlåst i Lumines. "Jeg bliver bedre hver dag. Jeg håber De kan lære mig meget."
Det var virkelig Yiyis håb. Onelyas hadede at hun ikke kunne styre sig - og det ikke kun magien, men også følelserne - og Yiyi vidste ikke noget værre end de skuffede blikke han sendte og de straffe, han udførte, når hun gik over gevind. Mistede besindelsen og sagde dumme ting. Hun havde i den grad brug for at lære at blive ikke-dum, og Lumine emmede af kontrol. Kontrol, som det lille lavabarn længtes efter også selv at opnå. 

Lydene fra omgivelserne begyndte at trænge ind i Yiyis bevidsthed. Så meget som hun fuldkommen havde overset det faretruende i Lumines stemme og positur, så meget trængte den spage gråd sig nu på. 
"Bør vi ikke... Hjælpe dem?" spurgte hun stille, stadig stivnet i fruens hænder.

I den tid hvor at Lumine og den unge elemental blot kiggede på hinanden, jah i den tid følte dæmonen sig utrolig... hørt. Ikke at det ikke var normen, det var de færreste der vovede at direkte ignorere hvad Lumine havde at sige, specielt hvis de var i hendes selskab, hendes hjem og under hendes præmisser. Men hun kunne næsten føle iveren og lysten til at lytte og lære der lå bagved de store, brune, kønne øjne. Og hun brød sig om den, det var et forfriskende pust i hendes almindelige hverdag, og kunne føle hvordan at hun faktisk så frem til hvad der kom til at ske. 
Hendes egen datter var utrolig selvstændig. Og selvom flammebarnet ikke var noget nær hendes datter, og aldrig ville kunne komme op på samme piedestal i det ildbårne hjerte, jah så var det et skridt i den rigtige retning. 
Ville nogen sige. 

Lumine blinkede, og med blinket var fortryllelsen brudt; grebet om hendes kinder blev sluppet og røde øjne skævede over skulderen imod det forskræmte og tragiske rod mange af de stakkels folk var. Hjælpe dem? Blikket gled tilbage på flammebarnet, og med et rettende 'tsk' rystede Lumine mildt på hovedet, så det violette hår bølgede hende om skuldrene. Hjælpe dem.... 
"Der er ikke noget vi" slog hun fast, og vinkede en tjener hen, der med en hurtig mumlen nævnte at healere allerede var blevet hidkaldt, og de folk i standen som havde en form for elemental magi til at ordne haven, skulle melde sig. "Men der er dig. Hvis du vil bruge din dag på at slæbe jord og sten, tilse sår og ordne alt det her" hun slog ud med hånden imod den ødelæggelse hun havde forvoldt. "Så skal du være velkommen. Men hvis du hellere vil med indenfor og få ordnet det tøj, min kære..." smilet omkring Lumine's læber blev en anelse bredere. "Så er du også velkommen til det, det er dit valg". 
Det handlede om at vælge selv.. og det ville ikke overraske hende om barnet følte dårlig samvittighed og ville rode bod på sine ugerninger, men. 
Men hun var kun et barn. Og i den her husholdning, var det okay ikke at tage hensyn til laverestående væsner; Yiyi skulle blot vende sig af med den empati der bad hende hjælpe, så skulle det hele nok ordne sig. Og hvilken bedre måde at gøre sådan på, end at motivere til beslutninger der fulgte den agenda? 
Roligt vendte dæmonen omkring, for at bevæge sig ind imod huset igen. Blive eller tage med - det var hendes valg. 

Som Lumine slap hende og begyndte at gå væk, fik Yiyi rigtig mulighed for at overskue de ødelæggelser, hun havde forårsaget. De klynkende lyde var næsten for meget for hende at bære, men hun så også, hvordan buskene røg og jorden var forkullet. Så mødte hun tjenestefolkenes blik. Hendes eget var skamfuldt og søgte efter tilgivelse, men alt hun fik tilbage var frygt og usikkerhed. Ved hendes fars aske, var de bange for hun ville gøre det igen? At hun havde gjort det med vilje?

En knude formede sig i hendes mave, og hun sank en klump. Derhjemme ville Onelyas have givet hende en skideballe, og tjenestefolkene ville stadig forgude hende. Havde hun bare aldrig lagt mærke til frygten i deres øjne, fordi hun bildte sig ind, at hun kendte dem?
"Jeg... Ved ikke rigtig noget om healing eller jord," mumlede hun for sig selv - og satte så i løb efter fruen.

Hun gik i stilhed mod paladshuset med blikket sænket mod sine fødder og hænderne foldet foran sig, hvor de pillede uroligt ved hinanden. Hun besteg trinnene med afmålte skridt og lagde ikke engnag mærke til, at Lysander, der uden tvivl havde overværet hele optrinnet, bukkede for Lumine og gjorde mine til at få flyttet deres ting ind på deres respektive værelser. Måske var han blevet overbevist om, at han ikke behøvede at holde øje med Yiyi hele tiden nu, og at hun godt kunne opføre sig pænt i hendes nærhed, for da hun kiggede sig over skulderen efter ham, var der kun en tom gang bag dem. 
"Hvordan... Hvordan kan tøjet... Ikke bare gå ild i? Frue?" tillod Yiyi sig at spørge lige dele for at bryde tavsheden og fordi spørgsmålet havde ligget og luret i hendes baghoved siden Lumine først havde bragt det på banen.