Det var kommet bag på Declan, hvor meget han faktisk nød jagten. Han havde regnet med måske et myrde et uskyldigt væsen, bare for syns skyld, men det første drab havde fået blodet til at pumpe så hårdt rundt i hans krop, at lyden af det næsten overdøvede alt andet. Det havde sendt ham ind i en form for rus, så han næsten ikke kunne få nok af at se blodet flyde fra de stakkels væsner. På intet tidspunkt følte han anger eller fortrydelse, de var der for hans underholdning, intet andet. Til sidst var skjorten gået i stykker, så den afslørede hans brystkasse og han var smurt ind i blod nærmest fra top til tå, selv det i forvejen røde hår var nu en mørkere farve af rød. meget ulig ham bemærkede han det ikke engang. Jo, han lagde da godt mærke til, at ansigtet føltes lidt klistret, så han fiskede et lommetørklæde op af lommen og tørrede det værste væk, da jagten var ovre.

Det var lige før, at rusen ved jagten havde fået Declan til at glemme den egentlige grund til, at han overhovedet var dukket op. Forretninger.. Det var det, han var der for. Vigtige forretninger endda. Hele hans forretning i Dianthos var i fare, fordi et bestemt medlem, og desværre et rigtig vigtigt et, var blevet utilregnelig, så han blev nødt til at skaffe ham af vejen, men for at det kunne ske, skulle han have skaffet en afløser.

Med rolige skridt nærmede han sig kvinden, som stod bag hele dette arrangement. Solari, hvis han ikke tog meget fejl. Det havde bestemt ikke været nemt at finde frem til hende, og han havde været nødt til at trække på en del tjenester. Forhåbentlig var hun det værd, han brød sig ikke om at blive skuffet.
"De forstår så sandelig at underholde folk" Han bukkede for hende og smilede høfligt.

Af alle tidspunkter at fange Solari's interesse og opmærksomhed på, så var dette nok et af de bedste. Med gudindens domæner over alt omkring sig, hendes kærlige ord der hvislende bekræftede Solari i sine tanker angående selve nattens arrangement og den dybrøde månes fantastiske lys; alt dette spillede som mørkelverens helt egen lille symfoni af indtryk og udtryk. Hun lyttede til natten... de fjerne skrig brød den mørke illusion af stilhed, men det var kun et ekstra og momentært krydderi for Solari - skrigene var blot Gudindens ønsker udlevet... og det var ikke få gange hun havde siddet præcis sådan, også foruden skrig. Dette var blot første gang i mange år, at andre tog del i nattens glæde med hende. Præstinden smilede.
Af typer der var mødt op, var der ikke meget der havde decideret overrasket den sorte elver, der havde set sin del af Krystallandets rakkerpak og skæve personligheder igennem et langt liv. Nogle gange måtte man dog tage den lille arrogante tanke med et gram salt, fordi der var... overraskende mange mennesker. Bevares, menneskeracen var - ifølge præstinden selv i hvert fald, mere brutale end man ellers skulle tro ud fra deres svage fysik og simpeltænkende hjerner. De var væsner af vane, væsner af komfort. Hvilket kun gjorde dem dét mere farlige, når presset korrekt.

På en af de større klippesten sad Solari stadigvæk, ansigtet vendt imod den røde måne og et sjældent glimt af saglighed hvilede over hendes ellers skarpe ansigt. Hun havde ikke rykket sig meget i løbet af de timer Jagten havde stået på, og havde nok heller ikke planer om det, førhen solens første stråler ville krybe over Dunkelskovens mørke.
Oh? En blød stemme trak præstinden ud af hendes lille bobbel, og blege øjne blev vendt imod ejeren. Dækket af blod og med et høfligt smil om munden; Solari studerede ham kortvarigt inden at et leende smil trak hendes mørke læber op.
"Folk underholder sig selv i de rigtige rammer" en konstatering sagt med et underfundigt og afslappet smil. Fordi når rammerne endelig blev skudt i sænk, jah så viste folk en mere... sandfærdig side af sig selv. Måske endda ligesom denne rødhårede mand selv. Solari vinkede afværgende med hånden, og lod et studerende - jah undersøgende blik analyserer hans slanke skikkelse i nogle tunge, tavse sekunder, inden at hun endelig med et lille nik hilste igen; hvem var han?
"Men jeg gør mit for at sætte stemningen an..." fulgte hun op med, men gjorde ikke mine til at fjerne sig fra sin hævede position. Ikke endnu, i hvert fald.

Det var en lettelse, at hun faktisk valgte at anerkende hans tilstedeværelse, det havde han for længst lært ikke var en selvfølge. Uden tvivl noget der havdw været lettere, hvis han havde beholdt titlen fra sit gamle liv, men han havde nu ikke noget imod at arbejde hårdt for at få, hvad han ville have. Desuden slog Solari ham ikke som typen, som lod sig imponere blot af en pæn titel.
Hænderne blev samlet på ryggen, og han smilede høfligt til hende.
"Det har de uden tvivl ganske ret i" Det havde han jo så ofte selv udnyttet. I realiteten havde hun blot gang i manipulation, ganske givet en noget sofistikeret form for manipulation, men ikke desto mindre manipulation. Tage en gruppe mennesker, som man i forvejen vidste var utilregnelige, fjerne alle rammer, regler og normer.. Slippe dem løs, og lade dem gøre som de ville. Først senere ville konsekvenserne ramme, for de få som da ville få disse komsekvenser at føle. For resten havde det her sikkert blot vækket nogle langt dybere og mørkere lyster, som de sikkert ville handle på før eller siden. Han havde jo selv mistet kontrollen, ganske vist kun for et kort øjeblik, men stadig. I realiteten var alt religion jo manipulation, men det var ikke, hvad han var her for at diskutere. Men en ting var sikker, han blev nødt til at holde sig skarp, når han var i selskab med denne Solari.

Det irriterede ham en anelse, at hun ikke gjorde den fjerneste mine til at rejse sig, men det kunne selvfølgelig ikke ses på hans ansigt.
"Vil de tillade mig at stjæle et øjeblik af deres tid? Jeg har nogle private forretninger, som jeg ønsker at fremlægge for dem" Tanken om at have en så religiøs som partner i forretningen var ikke ligefrem behagelig, men han havde jo set, at hun havde ordet i sin magt og at hun kunne kontrollere folk. Bu var spørgsmålet jo så, om han ville være i stand til at kontrollere hende, men det ville deres samtale nok vise.

En lyd der til forveksling kunne mindes om en spinden kom fra mørkelveren da han gav hende ret, og de hvide øjne funklede en anelse ved de bløde ord, der kun fodrede et voksende ego. Så sandelig om hun havde ret, hun sagde eller gjorde sjældent noget halvt, og så slet ikke for at det skulle slå fejl eller være forkert. At det så ikke altid var sandheden, var et faktum der hårdhændet blev skubbet under måtten. Skulle nogle kigge efter, blev øjnene da også gerne prikket ud, dertil. 
Ypperstepræsten lod sine egne hvide øjne granske ham nøje, en stirrende energi i de blege pupiller der dog umærkeligt syntes at udvide sig en anelse - for det skarpe øje - da menneskebarnet fulgte op med hvorfor han havde opsøgt hende i hendes Blodsnat, hvorfor hans stod foran hende. Forretninger? Hun kunne ikke benægte den gnist af nysgerrighed det spørgsmål affødte, og selvom Solari næppe lod det vise, var hendes opmærksomhed tændt. Sidst nogle havde begivet sig ud i forretninger med hende, var det endt ud i blod og legemsskadelse i bedste kaliber - det havde været intet mindre end fantastisk, og havde sendt en længe savnet gnist af liv ud i de gamle knogler, havde stimuleret et grådigt sind. Og selvom hun ikke nødvendigvis forventede samme af den rødhårede mand, lå muligheden fremme, alt efter hvad dennes forretninger var. 

Så Solari Seravill nikkede, og lod slangesmilet favne de mørke læber.

"Tid har jeg nok af" gled det glat over hendes tunge, måske også en anelse leende i kanten af stemmen. Hun havde en hel evighed, og kunne godt give ud til menneskeracen, når det gav mening. Tiden ville - ironisk nok - vise om det var tilfældet her. 
"Så sig frem, Blodsbarn, mine ører er dine for en stund" ønskede manden op, eller ønskede han hende ned - eller ønskede han dem begge et helt andet sted, måtte det gøres tydeligt for den fanatiske præst, der helst holdt sig så tæt på nattens måne som muligt. Hænderne flettedes idet at det ene kne blev trukket op, og afslappet placeret derover, som en støtte idet at hun lyttende lænede sig en anelse frem. 

Selvfølgelig kunne Declan ikke lade være med at studse over, at hun kaldte ham blodsbarn. På grund af hendes tilbedelse af de ligegyldige guder, uden tvivl. Det irriterede ham, at hun skulle tilbede de opfundne væsner i en sådan fanatisk grad, det talte imod at vælge hende som en erstatning. Ligesom hendes race. Det var ikke fordi, at han nødvendigvis betegnede sig selv som diskriminerende eller racist, egentlig var han ret ligeglad med racer og religion. Sandheden var bare, at de fleste af hans kunder var ganske normale mennesler, og de foretrak oftest at handle med nogen, som mindede om dem selv. Det kunne vel egentlig være ligegyldigt, hvis det gik som planlagt, var der ikke mange kunder, som skulle møde hende.

Lettere tøvende så Declan rundt. Jo  de kunne da sikkert godt tage snakken her, men det var jo et yderst følsomt emne, for ham i hvert fald. Hvis nogen fra Dianthos' undergrund hørte, hvad han havde at foreslå Solari, kunne de meget vel gå meget galt for ham. Nej, så var det nok langt klogere at tage tingene et mere privat sted, hvis hun selvfølgelig kunne lokkes væk fra festlighederne.
"Jeg er ked af, at jeg sådan hiver dem væk fra de festligheder, som de selv har arrangeret, men jeg tænkte, om vi evt kunne tale et andet sted?" Hans kølige grå øjne hvilede på hendes ansigt, forsøgte at læse hendes reaktion.
"Hvad jeg har at tale med dem om, vedkommer ikke nysgerrige øre, som måske lytter med" Det car jo aldrig til at vide, om nogen lå på lur og smuglyttede til samtalen. Han havde trods alt nok fjender, som sagtens kunne finde på det.

Nogle gange kunne mørkelveren virke til at glemme, hvordan ikke alle syntes at vægte de samme prioriteringer som hende selv. Et alt for langt liv havde velsagtens også gjort sin del for at fremme den arrogance i hendes væsen, og det lå utrolig naturligt til hende, at vægte deres kortlevende eksistens som hvad den var; kortlevende og intetsigende. 
Hun vidste selvfølgelig godt at det ville være utrolig dumt, jah utrolig naivt at affeje menneskeracen som værende ubetydelig... de havde trods alt sat dybe spor i landets historie, og blev ved med det, selvom de ikke havde meget tid at gøre det i. Og måske handlede det lige præcis om at de ikke levede i en evighed, og derfor ikke havde uendeligheden til at forme verdenen i den retning de ønskede. 

Hvilket var hvad der gjorde dem værdifulde, i den tid de levede. Eller, det var hvad der gjorde de... spændende typer, værdifulde... og af og til værd at lytte til.

Så Solari så ned på hans kølige øjne, og lod den stemme der hviskede at dette måske var en af de typer, bundfalde sig. Han virkede til at have et formål med sin tilværelse. Og med de flakkende øjne i nærområdet, kunne hun fornemme at det var et af den mere lyssky, hemmelighedsfulde slags, som fik mørkelverens hoved til lyttende at vippe på skrå, og langsomt nikke i sin stirrende venteposition.
Hun kunne godt lokkes væk, og med et sidste taknemmeligt, misvisende kærligt blik på månens røde, hellige lys, satte elveren fra og landede med en klirrende lyd af metal ved siden af den navnløse mand. 
Mørkelverpræsten rejste sig roligt og målte ham tavst op fra sin nye position fra jorden. "Ked af det ligefrem?" en lille latter i hendes stemme, da hun tvivlede på at det bragte ham meget sorg, ud fra  hans nøgterne blik. 
Mørkelveren nikkede imod en en mere åben del af det engområde de befandt sig i, og slog en arm ud; man gemte sig bedst i de åbne omgivelser, når skyggerne var lange og mørke desto tættere man gik på skoven. 

Og ønskede gerne at han gik ved siden af hende - holdt armen inviterende ud som en gammel ven ville invitere sin ven afsted, til en lille, rød, måneskinstur. 

Det var et lille signal, ikke meget mere end nogle små nik, som han knapt kunne se grundet afstanden. Alligevel fortalte de dog mere end tydeligt, at han faktisk havde fanget hendes interesse. Ikke at hun slog ham som typen, som ville lytte til ham ud af ren høflighed. Generelt virkede det ikke til, at høflighed sagde hende ret meget. Egentlig ganske forfriskende, man kunne blive så træt af de evindelige høflighedsfraser, som så ofte aldrig rigtig førte noget med sig. Det var spild af tid, og selvom han da havde forfinet sine evner til at holde en høflig samtale gående, brød han sig egentlig ikke videre om det.

Han tillod sig at lade blikket løbe over hende, som hun landede foran ham. Hun var højere end ham, og så endda med et godt stykke. Det ville ikke undre ham, hvis det var noget, som skræmte mange mænd, men han var efterhånden vant til at være mindre og mere splejset end de fleste andre indenfor hans fag. ofte var det en god ting, det fik folk til at undervurdere ham.
"Om ikke andet beklager jeg, hvis jeg forstyrrede dem" han smilte høfligt, det var ganske vist stadig en løgn, hvilket hun sikkert godt vidste, men han var jo trods alt ordentlig opdraget.

I et roligt tempo, begyndte han tavst at gå. han forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle præsentere sit forslag. Direkte var sikkert den bedste metode med hende.
"Jeg har et forretningsforslag til dem" sagde han endelig, da de var kommet væk fra potentielt nysgerrige øre.

Gående igennem det fugtige græs var der rigeligt med nataktivitet til at fylde de sekunder af stilhed ud som der var, når de kom. Insekter, skrig, enkelte hvislende lyde af latter båret med vinden. Ikke at der var mange af de sekunder, da hverken hende selv eller hendes selskab for natten syntes at være af den tavse slags, hvilket hun kunne værdsætte. Stilhed var forbeholdt specifikke tidspunkter, men ikke samtaler. Og når det var en samtale han havde ønsket, kunne intet aspekt af... stilhed for dramatikkens skyld, bringe noget godt. Han var ikke stille for at skabe stemning, han var stille fordi at han tænkte - endnu et godt tegn. Det skete så ofte at menneskene følte deres ord havde mere vægt, når de holdt dem tilbage her og der. 
Men ordendes vægt kunne ikke måles af hvad han tilbageholdt. 

Solari kunne derfor værdsætte hans direkte indgangsvinkel, og selvom han ikke tog imod hendes arm, tog han imod hendes lille gåtur; de mælkehvide øjne gled i et lille ryk til siden da han talte, og et halvmåneformet smil splittede elverens mørke læber. Et forretningsforslag, simpelthen. 
Hun gjorde sig sjældent i forretninger - krystaller var nu engang et forsimplet mål at gå efter i den her verden, og det vidste han nok udemærket, kendte han bare lidt til elverens agendaer. Men hun kunne respektere dem der gjorde det, da deres agenda som regel var ret så ligetil. "Og hvorfor så det?" smilede hun, en lille nysgerrighed lagt frem i stemmen, og de gik roligt videre. 
Fordi hvorfor fremfor hvad, havde mere interesse lige i det her øjeblik... indholdet ville nok komme senere, om hans grund var god. Sjældent ønskede nogle at lave forretninger med mørkelverne, de var af race, ikke... foretrukne. Svigfulde, ville nogle vove at påstå, hvilket ikke var usandt. Så hvad der motiverede mennesket til at indgå en aftale med hende, se det fik sund undren frem i de hvidlige øjne. 
Det var ikke et forslag for nemhedens skyld... hvilket gjorde det bemærkelsesværdigt. 

Når man brugte meget tid sammen med slyngler og banditter, blev man hurtigt vandt til, at det først og fremmest var krystaller de tænkte på. Når man gik til dem med et handelsforslag, var det jo nærmest som om, at alt som blev sagt efter, blev fuldkommen ignoreret, for det var profit frem for alt. Ikke at Declan på nogen måde skulle spille hellig på dette punkt, han holdt da selv af krystaller og havde fået sig en ganske anseelig mængde af dem. Men krystaller var kun et middel, ikke det endelige mål. Nej, hvad han virkelig ville have, var magt, og det havde det altid været. 

Nok fordi, at han var så vandt til at lave forretninger med slyngler og banditter, fik hendes spørgsmål ham til at smile ganske svagt. Hvorfor.. ikke hvor meget, eller hvad hun ville få ud af det. Ikke engang et hvad, men i stedet et hvorfor.
"Jeg tror på, at det kunne være af interesse for dem. Der vil selvfølgelig være en indtjening for dem, men i meget højere grad handler det om magt og at skabe forbindelser" I realiteten var nogle af hans primære grunde til, at det netop skulle være hende, at hun var en af de få, han havde fundet, som passede hans kriterier. Håbet var, at hun ikke ville blande sig for meget, hun havde allerede erfaring med at styre ting, hvilket aftenens arrangement jo tydeligt beviste, og så kunne man håbe på, at hendes race gjorde, at de fleste ville ønske at handle med ham fremfor hende. Hele måden han havde arrangeret sin organisation afhang af, at hvem end der så ud til at være den øverste leder, egentlig kun var en kransekagefigur, som ikke rigtig lavede noget. 

Det var ufatteligt lidt Solari Seravill interesserede sig for de kære menneskers små stikpiller og slag imod hinanden. Bander ville altid kæmpe i kampe der nogle gange strakte sig over ubetydelige generationer, soldaterne ville altid prøve at fange og fængsle dem, og Lyset ville altid hovedkuls støde sammen med mørket; alle de små spioner og krigere som brikker i det store skakspil. 
Siddende som en der studerede det hele fra de skeptiske skygger, blandede hun sig kun når endemålet kunne nåes, og rykkede derfor kun ved balancen når den virkede til at være faldeet til ro. Kaos, forandring - alt for at slippe væk fra livets stilstand. Der var dog intet som kunne gøres, uden ballast. Og selvom Solari havde sin del at forhandle med.... kunne det vel aldrig skade med mere, og mørkelverens hvide blik tog en anelse til i sin inderlige intensitet. 

Interesse delen havde han - i hvert fald lige nu - ret i. En enkelt hånd gled ud i luften foran dem, og påbudte ham at forsætte, jah uddybe, om han kunne være mere specifik. Kirken manglede ikke penge, og ville ikke involveres i det her. Det ville blive et... et af de mere personlige projekter som ypperstepræstinden tog til sig. 
"Aha... lad mig endelig høre" tilføjede den melodiske stemme, og det slanke hoved gled lyttende på skrå, trods blikket blev holdt på nattens mørke foran dem. Nettet af forbindelser strakte sig som edderkoppens spind over landet, i forvejen. Måske ville det her styrke det spind yderligere, eller...! Mørkelverens indvendige rovdyr spandt sagte. Eller også, ville han komme til at ødelægge det, og gøre hendes greb slapt og vagt. Og værende selvdestruktiv af natur, kunne Solari ikke lade værd med at se den mulighed, som en interressant vinkel.