Kyklopen var mere end blot et to etagers bindingsværkshus med skæve tagsten og tågede ruder. Det var afskummets kro, et hjem for enhver, der havde penge nok til at betale for mjød, hjemmebryg og musik af varierende kvalitet – der de fleste dage fyldte krostuen med tilpas larm til at de mange samtaler ikke kunne opsnappes af uønskede ører. Det ovale, bemalede skilt havde svinget i den lette aftenbrise, da Isla trådte ind over dørtærsklen og tog sit bestemmelsessted i nærmere øjesyn.
En broget beværtning sad på rustikke møbler af træ og skind omkring et firkantet ildsted, der var placeret i rummets midte. Der var travlt ved udskænkningsstedet, som ligesom det øvrige inventar, virkede skabt af et par grove hænder uden sans (eller talent?) for de finere detaljer. Når alt kom til alt, var stedet lige så skævt og groft som det publikum det tiltræk; Kyklopen forsøgte ikke at profilere sig som noget det ikke var – kunne man ikke lide rå charme skulle man finde en anden kro.

Den urtekyndige fik fat i et bord ved ildstedets ene side - den der vendte tættest mod den skæve skranke. Hun var nervøs og havde, for at dulme nerverne, bestilt husets stærke hjemmebryg, der rygtes at kunne slå kæmper ihjel. Allerede da hun havde fået overrakt kruset vidste den urtekyndige, at det havde været et fejlkøb. Så nu stod det urørt på bordets midte, med en flakkende skygge skabt af den levende ild tæt ved. Isla skævede til døren. Han havde sagt, at han ville dukke op. Eller, hans personel havde. Isla havde endnu ikke stødt på manden i egen (dystre?) person, og en vag men insisterende tvivl blev ved med at stille spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk havde lykkedes hende at lokke ham frem fra det mørke, som folkemunde sagde udsprang af mandens eget fordærvede hjerte – hvis han da overhovedet havde nogle rester tilbage?

Isla rykkede på kruset, flyttede blikket mod skranken, for dernæst at lade det ende ved døren igen. Naturligvis ville manden komme – ikke fordi at der var blevet hende lovet at han ville, men fordi Isla havde lagt så store brødkrummer ud, at selv Mørket ville være for fristet til at lade være med at række ud efter dem. Store lyse brødkrummer.  Isla pillede ubevidst ved det mørke kjoleærme og lod sine tanker forsvinde ind i flammerne, der knitrede lystigt sammen med den skrækkelige musik fra rummets fjerne ende.

Det varede ikke længe, før døren gik op, og Zahinael slentrede ind i krostuen. Ligesom gæsterne før og efter ham, trådte han ind som enhver anden formålsløs vandrende, lod et hurtigt blik glide over stuen, og fortsatte så op til disken, hvor han bad om den mest almindelige øl, der blev serveret. Mens han vendtede på udskænkningen, lænede han sig op ad disken og vendte igen blikket ud imod bordene, som om han håbede at finde et tomt sted at sidde for sig selv.
I dagens anledning havde han ladet skægstubbene stå ubarberet hen og iført sig en lysebrun særk og en godt slidt lædervest der gik ham til knæhaserne. Ligesom de fleste andre herinde var han bevæbnet, men ikke med sit vante, flot udsmykkede sværd, men med et lettere ramponeret et, der lignede det havde hugget mere brænde end det havde stukket hjerter ud. For når man kom et sted som Kyklopen, havde man ikke lyst til at vise sine finere egendele og skræddersyede brokadeveste frem. I hvert fald ikke, hvis man ønskede at blive overset.

Det havde ikke været svært at opdage kvinden, han skulle mødes med. Beskrivelsen havde været yderst passende, og den snehvide hud omgivet af kulsort hår stod ud i krostuen som en elver i hovedstaden. Hun sad med et urørt glas udefinerbar væske, som hun enten lige havde fået, eller ikke havde tænkt sig at drikke. Måske var hun for nervøs til at drikke det?
Zahinael  vidste ikke, hvor meget hun vidste. I følge de agenter, der havde snakket med hende, havde hun opsnappet dæknavnet Skyggen et sted og valgt at insistere på at møde ham i egen høje person. Det kunne han nu godt respektere - det vidnede blot om gå-på-mod. Hun vidste også, at de var interesserede i at få fingre i folk fra Lyset, tydeligvis, for hendes madding for at lokke ham ud var ekceptionelt interessant. Vidste hun, at det var Mørkets spionnetværk, hun havde fået rodet sig ud i, og ikke bare intern splid i Dianthos?

Efter et par minutter mere ved disken, skubbede Zahinael sig ud fra trækonstruktionen og slentrede hen til bordet, hvor den unge kvinde sad. 
"Er her ledigt?" spurgte han, mens han satte sig ned over for hende.

De grimme røde djævle havde vist sig i ilden. De havde blandet sig med flammerne; ladet dem slikke deres små, nøgne kroppe. De sorte kuløjne havde glødet ildevarslende, skarpt og intenst.
Det var ikke fordi Isla havde de store betænkeligheder ved det, der lå til grund for mødet som sådan. Hun var hverken angerfuld eller beklemt ved situationen, for hun vidste at det var en nødvendighed – at det var for deres begges fælles bedste; især for Eadgar, hvis han fortsat skulle overleve og bibeholde sin frihed.
Nej, den urtekyndige var primært nervøs for selve mødet, selve manden, som skulle udgøre den anden part af det, som forhåbentlig skulle ende med en aftale. Hun var spændt på, hvordan det ville foregå, hvordan han ville være – og vigtigst af alt: om han ville dukke op.

Den ukendte stemme fik Isla til at se op, og et underfundigt smil bredte sig på hendes læber. De grimme røde djævle hvinede af fryd i ildstedet, da Isla med et nyfigent blik betragtede sit selskab.
Manden. Det sagnomspundne mørke i en forholdsvis beskeden person.
”Jeg er glad for, at du kunne komme,” begyndte Isla med tilkæmpet ro i stemmen. Det var egentlig ikke det, hun havde ønsket at sige, for det virkede så underligt banalt taget i betragtning af mandens rang og rygte. Hun suttede eftertænksomt på fortænderne med sin tunge, et øjeblik i tvivl om, hvordan hun skulle gribe situationen an herfra. Det tog dog ikke længe; den urtekyndige var ikke kendt for at pakke tingene ind men foretrak at gå direkte til sagen. Så det var netop hvad hun valgte at gøre.

”Er du bekendt med en soldat af Lyset, der går under navnet Renny - Renny Calil-Gandir?”

Isla overhørte den svage lyd af Eadgar den Andægtige, som bad om nåde dybt inde i hendes splittede bevidsthed.

Lysets hær indeholdt over titusind væsner i Lysets hær, så at blive mødt med et enkelt navn, var det mest ubrugelige, Zahinael endnu havde været ude for. Det venlige smil falmede, og hans ansigtstræk syntes at blive mørkere og mere faretruende, idet han satte sig over for kvinden og derved blev indhyllet i skygger. Lyset fra pejsen lå bag hans skuldre og fik flere skygger til at danse over hans figur. De isblå øjne borede sig dog stadig klart ind i kvindens. Hans blik veg ikke fra hendes på noget tidspunkt, mens han fik sat sig til rette. 

"Jeg fik at vide, du havde en spion til mig," sagde han. "For din egen skyld håber jeg ikke, du har spildt min tid, Isla."
Hvor der var store mængder soldater og andre ligegyldige folk i hæren, var der kun omkring hundrede spioner. Det gjaldt faktisk både hos Lyset og Mørket, selvom Mørket efter kampene i Kzar Mora lige for øjeblikket lå væsentligt under det og trængte til nye ansigter. Det ville komme med tiden, men for første gang i Zahinaels lange karriere var han faktisk en smule utålmodig. 
Lyset lå blottet og svagt efter den lange strid med Kileordenen, og skulle de havde folk til at infiltrere rækkerne, krævede det ligesom folk.
Selvom han ikke umiddelbart kunne bruge et enkelt navn til noget lige nu, blev navnet dog arkiveret i hans hukommelse. Forhåbentligt ville Isla give ham noget mere information, og forhåbentligt ville hun forstå, at han ikke gad bruge sin tid på ligegyldige sætninger. Hun havde opsøgt ham af en grund, og hun havde ikke forlangt krystaller for informationen, inden hun gav den. Det betød, hun ønskede noget mere ud af mødet, det værende sig enten et længerevarende samarbejde eller et nedslag i prisen på en ellers virkelig dyr mand at leje til en tjeneste. Var det at komme ind i hans tjeneste, skulle hun vide, hvordan han forventede at få fremlagt sine informationer. 

Guderne hjælpe hende, der var de igen! Øjnene, de iskolde blå bæstøjne. Synet derved fik maven til at trække sig sammen og rive op i det hele igen; de sære drømme, den ødelagte samvittighed, forbitrelsen over sin egen forbandelse.
Den bryske facon gjorde bestemt ikke situationen nemmere og Isla rykkede sig en smule tilbage på sin pelsbeklædte skammel. Hvor vovede han? Hun var mødt op, villig til at agere stikker, villig til at risikere konsekvenserne hvis det etisk-korrekte borgerskab og/eller Lysets hær fik nys om det og sågar uden at kræve en klækkelig mængde krystaller for det – og det var takken?
Isla bed tænderne sammen, mærkede det værke i kæbemusklerne.
I det mindste havde han netop bekræftet det, hun havde ventet på, hvorfor det lykkedes hende at forvandle den boblende harme til et løftet øjenbryn og en spids mund.

”Ved nærmere eftertanke.. ” svarede Isla, alt imens hun lod en tot af det sorte hår blive sat bag øret. Hun åbnede munden for at færdiggøre sin sætning, da en muskuløs mand med uplejet fuldskæg og store pupiller omkranset af en tynd, grå ring, pludselig henvendte sig ved deres bord.
Manden havde front mod Zahinael:
”Jeg ved, hvem du er!” Stemmen var mørk og kraftfuld og stod i kontrast til de flakkende øjne, der ikke syntes at kunne finde et passende sted i skyggespionens ansigt, hvor det kunne lægge sig til rette. Læberne var sprukne og resterne af tørt, svagt orange spyt kunne anes i mundvigende på den store mand: Hvis ikke Zahinael gjorde noget for at afbryde handlingen, ville Fuldskægget lægge sin ru hånd på dennes skulder, klemme til og røbe med sin klare, og gennemtrængende røst til Kyklopens øvrige beværtning, at han netop nu stod med hånden på Mørkets Spionmester.

Zahinaels blik vandrede dovent fra Isla og op til manden, der lagde hånden på hans skulder. Det hårde blik, han havde sendt Isla var med det samme blevet byttet ud med et træt, let opslidt et af slagsen. Hans holdning sank en smule sammen, hvis man kiggede godt efter, og mens den store mand talte, skiftede han i stedet sit blik mod bartenderen, hvis opmærksomhed, påstyret også havde tiltrukket.
"Undskyld mig, men jeg tror denne mand har fået forvekslet mig med et spørgelse," sagde Zahinael med en overbærenhed i stemmen, der ikke var til at overse. "Eller for meget at drikke måske."

Latter steg op fra to af de nærmeste borde og bartenderen vinkede sin dørmand hen til sig som tegn på, at han havde tænkt sig at stoppe et større slagsmål, der brød ud. 
En kvinde med viltert hår og øl ned ad blusen rejste sig og lænede sig op af den store mand, der syntes at have genkendt Skyggen. 
"Sjig mig," drævede hun. "Tror dju sjelv en spionmestjer ville spjille tid på en så ljatterlig lille kro, hva?"
"Tal pænt om Kyklopen, eller skrid ud i rendestenen!" råbte krofatter, men der var et smil på hans læber nu, hvor latter havde overtaget den kortvarigt trykkede stemning. "Hey, tosse, jeg tror du skal hjem til din seng nu."
Mere latter brød ud, og flere begyndte at tale omkring deres borde om, hvor langt ude mandens udtalelser var. Selvfølgelig ville selveste en spionmester ikke være her, på en lille ubetydelig kro. Havde der været adelige til stede, kunne det være, men selv der ville de jo ikke nå igennem byporten. Skulle de måske tro på, at denne tilfældige mand på kroen kunne genkende nogen fra Mørket bedre, end deres byvagter ved porten kunne?

Mens de talte, lænede Zahinael tilbage i sit sæde igen efter elegant at have vristet den store hånd af sin skulder. Han tog et par slurke af sin øl og så beklagende på den store mand, som ønskede han at sige, at han kunne hjælpe ham med hans spøgelsesproblem. 
Han anede ikke, om den store mand havde set ham engang, fået noget at vide, eller om det var en af Islas venner, hun havde fortalt for meget. Zahinael vendte blikket tilbage til kvinden for at følge hendes reaktion i optøjet.

Fuldskæggets stemme fik de fleste til at vende sig, for at se hvem, der turde komme med sådan en tåbelig påstand. Selv musikken mistede noget af sin kraft, så dem der sad længest væk, havde mulighed for at høre ordudvekslingen og grine med, når det hele blev slået hen som en fuld idiots forvirrede ord. Isla rykkede på sig. Hun havde sat albuerne i bordpladen og lagt nysgerrigt sin hage på de foldede hænder, da den højtrøstede mand havde lagt hånden på skulderen. Det var svært ikke at anderkende spionmesterens evne til at forgive at være en anden, selvom det ikke var nogen overraskelse – selvom Isla ikke havde det mest dybdegående kendskab til en spions vitale egenskaber, antog hun dog, at evnen til at være en anden uden at folk fattede mistanke, måtte være blandt de vigtigste.

Med latter i krostuen lod Isla albuerne glide ned fra bordet igen. Diskret rettede hun sine ærmer inden de stærke, lyse fingre flettede sig om det store ølkrus. Øjnene fæstnede sig til Skyggemanden, der netop tog en tår: ”Hvor var det jeg kom til.. Oh, jo spionen-”
”Hun kom noget i kruset” En ny afbrydelse, denne gang fra en kvik ung pige med store øjne af skinnende rav og spinkel stemme. Pigen skævede fra kruset som Zahinael netop havde drukket af og til det krus som Isla holdt mellem sine hænder. ”Hvorfor gjorde du det?” vedblev pigen skingert og skævede til manden, som Fuldskægget kort forinden havde sagt var selveste spionmesteren. ”Så du det ikke?”
”Smut hen til dit eget bord, gider du?” Isla viftede pigen med et par hårde øjne og en skarp tone.
Først da pigen trak sig tilbage, løftede den urtekyndige sit eget krus, og inden hun selv tog en tår – med synligt krusede mundvige på hver side - spurgte hun (i hvad der skulle forestille at være en betænksom tone) sin bordherre:

”Smagte øllen?”

Det var forfriskende at manden gik sin vej igen, om end det var med nogle noget forurettede blikke tilbage på Zahinael. Spionmesterens blik fulgte manden, idet han gik mod udgangen og lige som han nåede udgangen, var en anden person fra krostuen også på vej ud. Hun holdt døren for ham og lod ham komme ud først. Han vrissede et eller andet, men lod hende holde døren, og den lukkede efter hende. Zahinael undertrykte et smil og gemte det bag ølkruset. Så var der i hvert fald styr på dén løse ende.

"Det er det billigste pis, man kan købe," svarede Zahinael blot, da folk efterhånden fattede, at de skulle lade deres bord være. 
At hun havde hældt noget i et krus, ragede ham ikke så meget. Han havde haft hænderne på sit eget krus hele tiden, og hun skulle være overordenligt fingernem, skulle hun smide noget i dét. Hvad hun hældte i andre glas, vedkom han kun, hvis det kunne have en utilsigtet virkning på hans aften. 
Nu så han selvfølgelig ikke ud som han plejede, så man kunne ikke se på hans beklædning, at han plejede at komme på pænere kroer, men netop det her... Hvordan kunne nogen nyde det her sprøjt?
Langsomt, afmålt tog han tre dybe indåndinger, mens han så hende sippe fra sit krus. 

"Nu," sagde han så. "Fortælle du, hvad jeg kom her efter. Og hvorvidt du kender ham den skæggede mand."
Zahinaels stemme var blevet lav, så den var svær at høre over musikken, der var steget i volumen igen. Hans tålmodighed var virkelig blevet sat på prøve allerede, og han havde ikke engang siddet ved bordet i tyve minutter. Ideen af at han var en tilfældig rejsende, lå nu kun på hans udseende. Stemningen omkring ham - som heldigvis ikke nåede længere end ud over deres bordkant - dryppede af irritation, som ingen ville have lyst til at hjælpe ham med at afreagere på.

Han rokkede sig ikke. Selv de afskyelige blå øjne bibeholdt et næsten dovent udtryk i det uanfægtede ansigt. Dog bekræftede det Isla i, at hun havde handlet rigtigt. De færreste havde set Spionmesteren – af åbenlyse grunde – og hun havde været nødt til at tjekke, om det virkelig var ham. Og selvom hun naturligvis ikke kunne garantere det helt, følte den urtekyndige sig tilfreds med hvad hun havde set. ’Du foretrækker måske kryddervin fra Rubinen?’ skulle Isla til at svare, men afholdt sig fra det.
Det viste sig at være et klogt træk, for der gik ikke mange øjeblikke før Spionmesteren snakkede igen; med en tone ikke lagde skjul på stigende irritation og for længst tabt tålmodighed. Isla gnavede sig i læben.

”Han er et insekt –” responderede hun med genfunden alvor og rankede ryggen en kende. ”Han er en forvildet sjæl, der lever af nogle bestemte orange bær, som jeg forsyner ham med. Man kunne se resterne i hans mundvige.” Isla trak på skuldrene; manden var et beklagende eksempel på ødelagt liv, men brugbar i visse situationer og yderst samarbejdsvillig, hvis flere bær blev stillet i udsigt. ”Han er smed.” Eller var. Isla var ikke sikker længere.

”Du skal nok få din spion,” forsikrede den urtekyndige, ”- men vi bliver nødt til at drøfte betalingen først – Jeg har brug for din viden. Dit kendskab til et bestemt mørkt væsen..” Hun løftede kruset og tog en ny tår.

Ah, så det havde været et spil for galleriet. Så gav det også mening, hvorfor nogen ville være så idiotiske at prøve at sige hans identitet i det offentlige rum. Hvis man rent faktisk vidste, hvem han var, og ikke var på hans gode side, var det sidste man ville gøre, at konfrontere ham åbenlyst med det. Bogstavligt talt. 

Hvad han havde fået samlet af informationer om Isla Oakes tydede ikke på en udpræget ondskab eller ringeagt for liv - det var de færreste bryggekoner, der ønskede at slippe af med deres kunder, trods alt - men han kunne sagtens være underinformeret. Der havde ikke været megen tid til at få folk ud at samle viden ind, og det vigtigste havde været at sikre sig, at hun ikke kunne være en brik i nogen andres spil om at få lokket Zahinael på neutral grund. Så neutralt, som noget blev midt i Lysets hovedstad. Intet havde tydet på det, så derfor var han her. Sammen med mere end rigeligt af krostuens ansigter værende hans folk, i tilfælde af at dette var en virkelig god fælde fra Lysets nye spionmester. Dræb én myre, og en ny tager dens plads. Han kunne blot håbe på, at den nye spionmester ikke var lige så kompetent som den sidste.

Hendes ord trak ham tilbage til krostuen, og han lænede sig lidt frem i sædet og hvilede albuerne på bordet.
"Normalt ville min tålmodighed være sat for meget på prøve af det her," sagde han. "Men ved at udvise en villighed til at smide om dig med menneskeliv, har du fortjent min opmærksomhed. Fortsæt."

Det var første gang, at Isla bramfrit havde berettet om sit mere skyggefulde foretagende uden at der blev sendt etiske overvejelser eller belærende fraser tilbage – og i særdeleshed intet der kom bare tilnærmelsesvis tæt på Spionmesterens respons – en verbal ytring som Isla valgte at tolke som ros. Eller i hvert fald noget, der kunne minde om den anderkendelse, som hun i det skjulte havde sendt hans vej, da manden overfor ikke havde reageret med andet en mild irritation over hendes små.. - lad os kalde det udfordringer.
Selvom Skyggens svar objektivt set både var skræmmende og udtryk for en decideret forkastelig holdning til levende væsner, mærkede Isla en sprød fornemmelse af knitrende varme, der ikke skyldtes ilden. At han samtidig lænede sig fremad, tog Isla som en indikation på, at hun rent faktisk havde formået at vække hans interesse, selvom den øvrige mimik var minimal. Den urtekyndige skjulte et smil.

”Jeg har hørt rygter om et væsen, som er i stand til at adskille en person til flere fysiske personer, og samtidig sikre at et stykke af samme sjæl bibeholdes i begge legemer...” Isla lod en finger glide over bordpladen. Hun var i tvivl om hvordan hun skulle forklare det, således at det ville være nok til at Skyggen forstod det og ikke per automatik kategoriserede det som nonsens eller spøgefuld snak:
”- de fleste har flere sider gemt i sig – flere typer af personligheder, om man vil. Jeg vil gerne vide – og i så fald hvordan – om det er muligt at udvinde en eller flere af disse personligheder og putte dem over i en selvstændig krop med egen autonomi, og samtidig sikre at der er en vis - lad os sige.. åndelig forbindelse mellem parterne”

De mørke øjne funklede i genskæret for ilden bag Spionmesteren, da Isla fæstede sit blik til ham:
”Kan man det? Findes et sådant væsen?”

"Jeg er stødt på sjælesplittere før," svarede Zahinael. "Næppe med formålet at hjælpe sjæle væk fra en krop dog. De har nærmest alle brugt deres kræfter offensivt. I den forbindelse har offeret fået en del af sin sjæl skåret fra og blevet efterladt i stykker, så at sige. Ønskede man et væsen kun bestående af aggressioner, har man kunnet fjerne resten af personligheden for at opnå dette, men jeg vil ikke kalde resultatet for særligt vellykket."
Det var blevet brugt i en kamp, han engang have været med i. De mindre værdige soldater var blevet berøvet alt andet end instinktet for at dræbe, men det havde vist sig uholdbart, da kampene var vundet. De fleste måtte holdes i kæder eller dræbes for ikke bare at fare i struben på de andre tropper fra samme side. Men magikeren, der i dette tilfælde havde udført sjæleoperationen, havde været et menneske, og var således for længst blevet til muld.

"Så tænk mindre på det som et væsen og mere som en magi," tilføjede han. "Alt er muligt med de rette midler og de rette magikere. Jeg har et ret godt netværk til at opstøve begge dele."
Herefter tav han og afventede hendes reaktion. Det var ikke tydeligt, hvorfor hun ønskede at splitte nogens sjæl - eller sin egen egentlig. Måden, hun omtalte det på, virkede næsten for desperat til at det kunne være en andens sjæl, hun snakkede om. En mavefornemmelse fortalte Zahinael, at der var meget mere til denne kvindes historie end han havde fået snuset sig frem til. 

Han var gået let henover delen med at finde en anden krop at proppe noget sjæl ind i. Det burde være det mindste problem. Der var masser af dæmoner derude, der snyltede på kroppe for at leve et kødeligt liv, og selvom han selv indtil videre havde vedholdt sin fysiske form, tænkte han ikke på det som en svær ting, skulle han få brug for at besætte en krop, skulle denne forgå.

Spionmesterens svar var både nedslående op opløftende. Nedslående fordi han ikke prompte kunne sige et enkelt navn og hvor det kunne findes, ligesom han beskrev en anden form for ’sjælesplitting’ end den Isla havde i tankerne.
Og dog var det opløftende, fordi han trods alt kunne svare og ikke fejede det hele bort som en skrøne eller afkræftede den mulighed som den urtekyndige søgte. Ja egentlig, indså Isla pludselig, virkede han rent faktisk samarbejdsvillig – og syntes sågar, om muligt en smule indirekte, at tilbyde sit netværk, så hun komme fortsætte jagten. Erkendelsen fik hende til at trække mundvigende let op og blotte tænderne.
Skulle det ske at Spionmesteren løb fra sin del af aftalen, at han fortrød og ikke ønskede at bruge sit netværk til at hjælpe hende alligevel, var en risiko Isla var villig til at tage. For hun turde ikke bede om en verbal (og slet ikke skriftlig) garanti. Han havde trods alt netop bekræftet det hun var kommet for; at det nok skulle være muligt, så al anden hjælp ville kun blive anset som en kærkommen bonus. Derfor valgte hun at dele sin viden, på samme måde som Skyggen netop havde gjort det.

”Renny Calil-Gandir er spion.” Når sandheden skulle frem vidste Isla det egentlig ikke med sikkerhed. Hun vidste at Renny havde og fortsat spillede en betydningsfuld rolle i Lysets hær, at hendes onkel var en anderkendt og berømt dragerytter og at Renny havde nære venskaber med huset Arys – i hvert fald Aldamar, som hun sås med i de hellige templer. Men spion var som sådan ikke bekræftet.

”Men jeg vil råde dig til at vente med at gå efter hende” Fortsatte Isla roligt:” Min kilde har mulighed for at optrevle mere nyttig information, hvis hun ikke har mistanke om, at der bliver holdt øje med hende.” .. Ikke alene ville det give tid til at undersøge om hun rent faktisk var spion, og hvis ikke, hvem af hendes venskaber der så var. For Renny – med den position som hendes onkel havde givet hende - kendte med sikkerhed et par stykker.

Zahinael lyttede og observerede Isla intenst. Blikket opfangede enhver ansigtstrækning, og hver en lille tøven på åndedrættet blev talt i sekunder. Der var stadig noget, han ikke helt kunne lure ved hende. Motivet virkede for nemt, for... ligetil? At få en del af sjælen splittet ud af nogen virkede som noget, virkede som noget de fleste præsteskaber med glæde ville forsøge at gøre sig i - om end måske på bekostning af værtkroppens liv i forsøget, fordi de fleste præster aldrig vidste, hvad de lavede. Men at gå til Zahinael virkede næsten mere dumdristigt. Troede Isla at han ville forsøge at finde den bedste kandidat til hende for at få det gjort? Gå ud af sin vej for at holde hende i live, skulle ritualet gå galt?
Han ville stikke sit sværd i hende som en syg hund, hvis det endte som de sjælesplittelser, han før havde set. 

Der måtte være noget mere i det. En grund til at hun havde valgt at gå til netop Mørket og ikke søge andre veje. 
"Hvad ved din kilde om spioner?" spurgte han. 
Det var respktløst at bede folk udlevere sine kilder, det vidste alle med en smule politisk orientation i livet. Alligevel var det en del af spionmesterens arbejde at sikre sig, at de informationer, der kom ind i Mørket, kunne bruges til noget. Når det i en situation som denne viste sig at være informationer fra en tredjepart, og ikke Isla selv der var kilden, blev han nødt til at få en føling med personen, der gav dem. Hvis Isla stolede på denne kilde ville det tælle for lidt, men uden at kende Islas egne motiver, var det svært at sætte helt højt på listen over, hvor meget han stolede på oplysningerne.

Spionmesteren ville have svært ved at læse de bagvedliggende bevæggrunde i Islas ansigtstræk – med mindre han naturligvis besad en evne, hvor mimik ikke var nødvendigt at læse. Hendes ansigt var glat som blikstille vand. De mørke øjne reflekterede ilden på samme måde som Skyggens ord ville præge kvindens krop og udtryk, men det hele var fortsat kontrolleret.

Spørgsmålet var forventeligt. Nu hvor Isla havde afsløret, at det ikke var hende, som egenhændigt havde indsamlet informationerne, stod spionmesteren nu pludselig i en situation, hvor han skulle sætte sin lid til flere ubekendte – det var ikke sært, at han ønskede at få valideret kildens troværdighed. Dog kunne det hurtigt udvikle sig et et fangernes dilemma, hvor både Isla og Spionmesterens ønske om rationel egennytte kunne ende med at skade alle involverede i stedet for at gavne dem - hvor Skyggen gav udtryk for at ville vide så meget som muligt, var Isla ikke indstillet på at give mere end absolut nødvendigt, når nu der ikke var stillet større garanti for det ytrede ønske om modydelse.

”Jeg kan fuldt stå inden for de oplysninger, som jeg er kommet i besiddelse af, hvis det er min kildes pålidelighed du hentyder til,” tonen var venlig men bar præg af at den urtekyndige var vant til at lave forretninger og stå ved sit produkt, selvom det normalvis ikke var informationer men urter der blev handlet om:” - Skulle informationerne, mod forventning, ikke være retvisende er det mig, og ikke min kilde, som vil stå til ansvar.”

"Meget vel," lød svaret fra Zahinael. 
Det var udtalelser, der behagede hans forretningshjerte. Klart og kontant og med en sans for, hvilket ansvar det indebar at videregive informationer til en mand som ham. I sær i en tid som denne, hvor han havde et ekstra stort behov for gyldig information.
"Yderligere informationer om denne Renny kan vidergives til bogbinderiet Bind og Sting. Blot læg en bestilling på specialindbinding i akarskind med ekstra detaljer. Jeg vil ikke altid være tilgængelig til personlig rapportering," fortsatte han. "Er der yderligere informationer, jeg bør have nu, både angående hende, men også dit eget ønske om betaling?"

At få selveste spionmesteren i tale var en ting i sig selv. At forvente at man kunne rapporterer til ham personligt ville være næsten uhørt. Han havde både alt for travlt til at tage hver rapportering selv, og ofte måtte han tage på lange ture uden for Dianthos med så kort varsel, at ingen kunne bruge det til noget, hvis han stod for det hele. Derfor havde han sørget for at samle sig en stærk kerne af direkte underordnede, der alle havde udvist loyalitet og dygtighed i erhvervet. Et par af dem var faldet i kampene om Kzar Dûn, og det havde efterladt ham mere presset i organisationsstrukturen. Der var flere ting at ordne på det samme antal timer i døgnet. 
Meget af hans tid blev stadig brugt på Obsidianøerne, for det var vigtigt, at lederne viste deres tilstedeværelse, og mange af de nyforfremmede spioner krævede hans træning og overblik for at de ikke blev sendt ud i landet på opgaver, de ikke var rustet til at klare. At pleje den del af hans virke, der befandt sig i Dianthos var en vigtig del af den nye struktur, og hvis denne unge kvinde kunne vise sig dygtig nok, kunne hun ende som en vigtig ressource for ham.

Hendes kontante tone måtte være faldet i Skyggens smag; i hvert fald blev der ikke protesteret eller spurgt ind til yderligere om kilden eller informationen rigtighed. Så langt så godt.

Isla nikkede, yderst tilfreds med mødets udvikling. Det hele lød overkommeligt og professionelt – det sidste Isla ønskede var at komme til at videregive informationer til den forkerte. Eller tiltrække sig unødig opmærksomhed, når hun henvendte sig. Med denne fikse anordning ville begge problemer kunne undgås:
”Med hensyn til tilbagebetaling ville jeg være meget taknemlig, hvis du kunne etablere et møde med én fra dit netværk, som du tror ville kunne hjælpe mig videre med.. med min søgen. Alternativt give mig et navn, et sted – noget konkret.” Isla blottede tænderne i et lille smil, da hun tilføjede en afsluttende høflighedsfrase: ”- Hvis du vil være så venlig.”

"Selvfølgelig," svarede Zahinael med samme høflige tone. Fra uvedkommende ville hele samtalen ligne en handelsaftale eller måske et møde mellem to nye venner. "Giv mig en uges tid til at sende følere ud. Jeg lægger det frem hos bogbinderen som en bestilling fra Isla Oakes, som du så kan hente, når det passer dig. Såfremt jeg ikke finder tilstrækkeligt vil jeg aftale et nyt møde, hvor vi kan diskutere alternativ betaling."

Tankerne var allerede begyndt at kredse om de kontakter, han havde, der gjorde sig i enten sjælemagi eller ville kende nogen, der gjorde. Det ville blive et interessant lille sideprojekt at finde frem til den rette, og hvis det virkede, ville det helt sikkert være noget, Zahinael kunne overveje at bruge mod fjender. Eller allierede, hvis det var praktisk. Han havde stadig svært ved at lure hvorfor Isla ønskede en sjælesplitning, men han begyndte at blive mere og mere sikker i sin sag på, at det var til hende selv og ikke til en ven.

Den urtekyndige kunne ikke overse den mærkbare forandring der var sket mellem dem. Deres tonefald var blevet mindre skarpe, mindre mistroiske og mere høflige. Hun undertrykte et nyt smil – noget der også kom lettere til hende nu, end da de netop havde påbegyndt informationsudvekslingen:
”Mange tak –” startede hun og bukkede let sit hoved for at tilkendegive sin påskønnelse af hans ord og villighed til at give igen.

”Jeg vil se frem til det,” afsluttede hun forsikrende og tog derpå en sidste tår af sin indkøbte øl. Det gjaldt om at slutte det, mens de var på god fod, hvorfor Isla pludselig trak stolen tilbage og rejste sig: ”Jeg vil sørge for, at du får de tilstrækkelige informationer – ”hånden blev rakt frem til Skyggen, selvom det ikke var givet at han ville besvare det med et håndtryk. 

Tog han den ville hun afsluttende sige: ”Det var en fornøjelse at handle med Dem” og derefter uden flere ord begive sig mod udgangen.

Zahinael rejste sig ligeledes og lod sin hånd mødes med Islas. Hans håndtryk var fast, men ikke omklamrende, og han trak armen til sig efter et kort og præcist håndtryk. Han havde på fornemmelsen, at Isla ville være én, han kom til at se igen om ikke alt for længe. 

"Fornøjelsen er gengældt," svarede han igen. 
Selvom han havde rejst sig op, lod han hende forlade krostuen først. Med et veltilfreds smil  nikkede han til bordet ved siden af deres og forlod kort efter selv stedet. På vejen hjem igennem de mørke gader, stødte han tilfældigvis på kvinden, der havde afbrudt den fulde mand og med sin hån vendt krostuens stemning og fokus væk fra Zahinael. De udvekslede et par sætninger og gik hver til sit. Inden han nåede helt hjem mødte han hende, der var fulgt efter den fulde mand ud i natten. Der blev givet nye ordre, og snart var hun på vej ud af byen på nye opgaver. 

Hjemme i lejligheden over bogbinderiet kom han ud af det forfærdelige, normale tøj. Alt imens lå en uheldig mand i lignende almindeligt tøj med åbne øjne og mund, fastfrosset i et forskræmt, lydløst skrig. Fra mundvigen løb stadig en tynd stribe orange spyt, og da det nåede hans hage, dryppede de ned i blodpølen under ham.