Noriana havde glædet sig til denne aften. Ikke noget hun ofte gjorde til de større arrangementer mellem adelige, men lige denne dag, så hun frem til. Hun havde fået skræddersyet den pæneste kjole i en mørk rosenrød farve med tæt kjoleliv, så det faktisk lignede hun havde en eller anden form for former. Masken var udført i samme stof med sorte blonder henover. Hendes hår var opsat i et net af store flødefarvede perler.
Det eneste hun ikke så frem til var, at på denne aften skulle hun fremstå som en rigtig adelsfrøken og hun havde pligt til at hilse på alle og være imødekommen. Allerhelst ville hun meget hellere sidde et sted hvor der var stille og fredeligt med en god bog, men pligten kaldte og det måtte hun bare bide i sig. Hun frygtede sin moders reprimande dagen efter, hvis hun ikke opførte sig anstændigt og korrekt.
Hun stod i noget der mindede om flere timer sammen med fyrsten, fyrstinden og hendes to brødre, og hilste på de andre adelige og andre inviteret. Der var noget der klemte i ryggen fra korsettet og af flere omgange prøvede hun at rette det til uden at vække opmærksomhed.
Da de endelig satte sig ved højbordet, smagte hun på alle retter i små portioner. Hun talte høfligt med de omkringsiddende og var godt tilfreds med sig selv. Måske drak hun lidt for meget af vinen, for på et tidspunkt følte hun sig en smule frembrussende og sendte sin mor et nervøst blik i tilfælde af at hun havde lagt mærke til noget. Hun følte sig dejligt svimmel og snøvlende. Hun nippede til et glas koldt vand og håbede det ville bryde hendes rus.
Efter den overdådige middag rejste Noriana sig og bevægede sig mellem folk og snakkede. Hun dansede et par danse med unge mænd og trak sig så ud på den store balkon for at trække noget luft. Hun havde bevidst undgået sin mor og far og brødre, for hun var bange for de ville bemærke hvor beruset hun egentlig var. Hun træk vejret godt det i lungerne og nød den kølige luft.

Eftersom at bordet havde masser af mad, den røde væske blev ved med at blive fyldt i hans glas, var han overrasket over hvor godt det egentlig var gået med denne aften. Han havde endnu ikke sagt hvem han var, for måtte man overhovedet det indtil man skulle tage masken af? Den røde maske var så småt ved at irritere ham noget så voldsomt, og det fine tøj var så småt begyndt at kradse på hans krop, men han kunne ikke tillade sig at smide tøjet. Det ville ikke være pænt, og slet ikke til en fest. Nej han skulle være anstændig på alle tænkelige måder. For en alliance var en alliance alt efter om det kunne lade sig gøre. Men der skulle snakkes politik, og endnu var der ingen der havde vækket hans interesse i at kunne hjælpe ham, og hvis han havde nævnt noget med Aquarin havde folk bare leet af ham. Han var faktisk ved at være godt træt af denne her aften. Det var slet ikke sjovt at være en del af det længere. Han ville hellere slippe for resten af tiden, og så bare give sig i kast med noget helt andet. Men han måtte jo være her til denne røde maske kunne smides. Desuden glædet han sig helt sikkert til at se Maximillian at se igen. Ikke at han havde noget specielt godt at fortælle, men det skulle vel nok komme på et eller andet tidspunkt. Men lige nu havde aften bare gået sin gang, og han var allerede tør i munden af alt det snak, men denne røde væske gik lige til hovedet, mere end den nok burde.

Han kiggede sig lidt omkring og afsøgte et sted at få fred bare lige for en stund. Et sted han kunne trække vejret, og ellers bare lade verden være verden, et sted han kunne længdes efter havet og det rolige vand nede i Aquarin. Hans glas var blevet fyldt på ny, det var som om at hver gang han næsten var færdig med væsken så blev den på magisk vis fyldt op igen. At nogle havde hældt op i glasset hver gang havde han ikke lige tænkt over, eller helt lagt mærke til som man måske burde have gjort. Alt den snak om alt muligt mærkeligt gik ham også lidt til hovedet, og han forstod slet ikke hvordan nogen kunne snakke om det samme hele tiden. Dog endelig fandt han et sted han regnede med at kunne være lidt alene. Men det var langt fra sandheden. Der var allerede en ude for at trække luft og han kunne ikke lige frem banke nogle steder til at kunne give sig i kast med at komme med en undskyldning. Han rømmede sig derfor og sagde. "Undskyld, jeg forstyrre ikke vel?" han var blid i stemmen og han rettede lidt på sit fineste pus han nu havde på. Hvor Maximillian havde fundet det tøj henne anede han ikke. Det magiske halskæde lå til fuld skue rundt om halsen på ham, men det var den eneste grund til at han kunne gå på landjorden. Det var dens skyld at hans røde mærker på arme og bryst var forsvundet og istedet havde erstattet hans hale med ben.

Noriana stod i sine egne tanker og overvejede sit næste træk. Hun kunne ikke bare gå ind igen. Ikke i denne tilstand, så hun ventede på at fuldheden ville gå væk. Som om den bare ville det. Hun stirrede ud over byen, men lysene flimrerede svimmelt for hendes blik. Hun ville bare stå her et øjeblik, også ville hun gå ind igen!
Men som hun stod der i egne tanker, hørte hun stemmen bag sig. Hun vendte sig om og så på den nydelige unge mand der kom ud. Selvfølgelig skulle det ske nu, hvor hun var allermest udsat. 
Hun smilede og rystede på hovedet. 
"Nej min gode herre, De forstyrrer ikke," sagde hun, idet hun ikke vidste hvem han var og hvilken titel han hørte indunder. 
"Nyder De aftenen?" spurgte hun og pillede lidt ved sin maske. Det kløede indenunder. Hun følte sig varm og svedig, og ville allerhelst op til sine gemakker hvor hun kunne være i fred. 

Han bed sig lidt i læben og kiggede på hende med et smil, hvis man overhovedet kunne se hans smil bag denne her røde maske, han var ikke sikker, men det var altid høfligt at smile når det kom til stykket. Faktisk var det sådan han var opdraget, og det var der ingen der skulle ødelægge for ham. "Fantastisk" kom det fra ham og lagde hovedet lidt på skrå. Han var lige ved at tage masken af, men det måtte hellere vente til de måtte, også selvom denne her maske irritede ham godt og grundtigt. Den var varm, og han orkede egentlig ikke at have den på længere, hvis han nu bare kunne tage den af for bare nogle minutter. Han drejede sig lidt rundt for at finde hovede og hale i om der var andre end bare de to, men der var ingen, så han tog chancen og tog masken af for at ligge den på balkonens gitter. "Åh ja tak, det er fremragende my lady" kom det fra ham og vendte sig imod hende så hele hans ansigt kunne ses