Det var en dulmende fornemmelse der havde lagt sig over hendes krop. 
Og pludselig vågnede hun op, anede ikke hvor hun var - hvad der var sket, ud over noget klamt og størknet lå hen over hendes hage. Fingre gled hen over hagen, og da hun begyndte at skarpe lagde hun mærke til blodet der sad fast på den nedslidte beskidte fingernegl. 
Hun hvæsede hæst, havde hun drukket det sidste? Febrilsk begyndte hun at lede rundt i hendes lædertaske, og kunne konstaterer at - det havde hun. Endnu et hvæs, der næsten ikke kunne beskrives menneskelig, forlod hendes læber. 
Hvordan kunne hun være så dum!? Det var det allersidste hun havde tilbage! Og hun anede - faktisk slet ikke hvor hun var hende. Slukøret satte hun sig ned på en sten, som de beskidte fingre gravede ind i de, normalt hvide, men nu grå lokker. Det var fedtet og snasket, hun var hellere ikke sikker på hvornår hun sidst havde været i bad.
Hvor lang tid var der gået den her gang? Hun fik stadig hendes blackouts, selvom at dæmonen ikke længere havde bolig i hendes krop. Det var alt sammen, meget mærkeligt - for det virkede til at intet hjalp. Hendes grønne øjne betragtede den helt sorte hånd, hvor at der pulserede nogle røde åre, fra der hvor tatoveringen drejede voldsomt rundt omkring sig selv. Før havde den vidst hende hvor nord, syd, øst og vest. Nu var det bare en viser der drejede i alle retninger, og det der havde været bogstaver - de var ja næsten ikke andet end sorte pletter. 
En smule modvilligt skubbede hun sin trætte krop op fra stenen. 
Der var ikke så meget andet at gøre, end at komme videre. Forhåbentlig var hun ikke langt væk fra civilisationen; ind til at en hånende stemme mindede hende om, at hun jo ingen krystaller havde at betale sig for at komme i nogen lunde stand igen. Hvordan var hendes liv blevet så skidt? 
Lige siden, at en eller anden dæmon havde teleporteret hende hele vejen til Rubinien, også bare efterladt hende! 

Sur og tvær, træskede hun hen over en ned stampet sti - så måtte det da betyde at hun var i nærheden af noget med liv! 
En smule mere energisk forsatte hun - for så at snuble på en sten, hun mistede fodfæstet og rullede ned af skrænten hun gik på. Smerten rullede igennem den spinkle krop, som hun til sidst stoppede. Sky fra grus hvirvlede rundt omkring hende. Hun hostede og satte sine hænder i jorden under hendes krop. “For Zaladin - hvad i ånderiget er det her for noget røvnosse lort!” Stønnede hun, næsten noget til det punkt hvor hun ikke en gang havde lyst til at rejse sig op. 

En dag lige som alle andre dage. Ikke særlig betydningsfuld, og bestemt ikke særlig spændende heller. Det havde Abraham det fint med. Han ville langt hellere kede sig halvt ihjel end at opleve noget spændende i hvert fald. Han sad for sig selv i sin lille, triste lejr, et lille bål foran ham mens han sad og snittede rundt i en pind komplet tabt for omverdenen. Det varede dog ikke længere, for var der noget, Abraham var blevet pinligt opmærksom om, så var det at han var en magnet for underlige situationer, gerne ofte akavede eller decideret voldelige. 

Så da en kvinde tumlede ned af en skråning og landede, ikke langt fra hans bål, var han næsten ikke overrasket. Hun lignede noget, katten havde trukket igennem Kzar Mora fangekældre og dernæst slæbt hjem. Det havde han dog ikke lyst til at nævne, fordi, for det første vidste hun det sikkert selv, og for det andet havde han sjovt nok ikke lyst til at risikere at hun fik næseblod.

I stedet rejste han sig langsomt og gik over til hende. Han kiggede ned på hende, med et halvgnavent blik. Det var bare sådan, hans udtryk altid var. Intet nyt der. "Farverigt.." konstaterede han tørt før han satte sig på hug. "Dit sprog... Du ved..." han sukkede dybt. Hans evne til at kommunikere var, og blev bare for evigt værre end en gaffels evne til at skovle suppe op. "Jeg vil ikke til at spørge om du er okay. Det ved jeg allerede at du tydeligvis ikke er. Så.. Vil du ha' min hjælp eller ej?" Så direkte, Abraham. Pisse flot klaret. Du er den største gentleman nogensinde. Sarkasme kan forekomme.

Der gik ikke mange sekunder, før at Pandora fór sammen, som hun hørte en stemme henvende sig til hende. Hun havde ikke regnet med nogen i miles omkreds, og da slet ikke - så hurtigt efter hun var kommet til sig selv. Og selvom, at det i første omgang skulle være glædelig nyhed, at hun havde fundet nogen. Skabte det mere nervøsitet, der buldrede for fulde kræfter igennem hendes krop.
Hun var oppe og sidde, dog for hurtigt - og hun lod begge hendes endnu mere besudlede hænder gribe omkring hendes pande - næsten krampagtigt. Hele hendes krop skreg af smerte og abstinenser.
Derfor reagerede hun ikke på hvad han sagde til at starte med - det at hendes sprog var farveridt. 
Men de næste ord, der forlod hans læber - ja det hørte hun godt. Især fordi det fik en tør latter, til at glide hen over hendes læber. Hun åbnede endelig for de grønne øjne, og kastede sig blik hen imod ham. Tørrede noget af snavset væk fra hendes ansigt - hvilket højstsandsynligt bare gjorde det værre. 
Ja - hvad hun ikke måtte ligne. 
“Sådan udenvidere?” Måtte hun spørge vantro, som hun satte sig ordenligt, med benene strakt ud foran sig. Hendes øjne gled over den lille lejer, hun var rullet ned i - ikke meget, men nok til en person - tænkte hun en smule forvirret. Fingrene gled igennem det beskidte hår - “Så hjælpe mig.. ja.” Mumlede hun desorienteret “Hvor - hvor er jeg?” Fik hun så endelig frem, og lagde hoved på skrå - stirrende øjne imod hans skikkelse. 

Abrahams blik fulgte kvindens bevægelser som hun forsøgte at fjerne snavset fra sit ansigt. Det gjorde det kun værre for hende, men han gjorde intet for at stoppe hende. Hun havde jo ikke sagt ja til hans hjælp endnu. Han vidste heller ikke hvem hun var. Hun kunne teknisk set være bindende gal og forsøge at æde hans ansigt hvis han kom i nærheden. Ikke at det var noget, Abraham frygtede, for han var så dødtræt af alt og alle at der sjældent var noget, der kunne jage en skræk i livet på ham.

"Ja, sådan uden videre," gav han hende ret med et lavt suk. Han rejste sig da hun sagde ja til at blive hjulpet og gik hen for at finde sin vandsæk. Med den i hånden kom han tilbage igen og satte sig på hug over for hende igen. Han rakte den mod hende uden at forklare noget som helst. Forhåbentlig vidste hun selv hvad det betød.

"I Tusmørkedalens bjerge.. Nærmere sagt, min lejr.. Ja, jeg ved godt at den ligner en røv der er træt af at skide," mumlede Abraham, som han øjnede hvor trist hans lejr egentlig så ud. "Abraham.." han pegede på sig selv, som for at præsentere sig. "Og hvem er du så?"

Hendes bryn foldede sig mod hinanden, så dybe rynker opstod. Især da han kom gående mod hende, og næsten venligt satte sig ned på hug og rakte hende vandskindet. Alt omkring ham, fortalte hende at han var vred - og træt. Men var det blot en tilstand af at han var træt af verden, træt af ham selv? Men hvorfor så hjælpe en kvinde, der bare var brast ned i hans lejer. 
Hun tog mod vandskindet, og begyndte grådigt af drikke af det. Dog kunne hun modstå fristelsen af tømme den helt, og rakte det tilbage - efter hendes håndryg havde fjernet vandet der var landet på hendes læber. 

Et smil blomstrede dog frem på hendes læber, og en hæs latter forlod dem bag efter. Hendes blik gled rundt omkring lejeren. Hvis dette lignede noget som en røv der var træt af at skide; "Hvad fanden ligner jeg så? En person som er blevet spist af en kæmpe og gylpet op igen - fordi den fandt ud af jeg smagte af rødne tæer?" - "Pandora.. uheldig jæger fra norden." svarede hun, og lod de grønne øjne møde hans - hvad lavede en ensom mand ude i Tusmørkedalens bjerge - helt alene? 
"Så.. du - bor her helt alene? .. hvorfor?" på et intet tidspunkt tænkte hun over, om det var en uhøflig ting at spørger om. Især efter at abstinenserne bestemt ikke var blevet bedre, som vandet havde gjort hende en anelse mere klar i hoved. 

Abrahams øjne udvidede sig let da kvinden valgte at drikke fra vandskindet i stedet for at rengøre sit ansigt. Hun måtte virkelig være tørstig. I stedet for at pointere det, lod han hende om den sag og endte i stedet med at trække meget let på smilebåndet over hendes beskrivelse af sig selv. Den ramte nu engang ret perfekt med, hvor beskidt hun så ud, men han var sikker på at der nok skulle gemme sig et kønt ansigt under al det møg og skidt. "Jeg ser ingen grund til at lyve.. Den beskrivelse er ret rammende.." kommenterede han i et tonefald der lød som om at han morede sig en lille smule over det.

Hans blik blev dog hurtigt distanceret idet Pandora spurgte ham hvorfor han boede her for sig selv. Han havde sin ene, meget personlige grund, som han holdt sig fra at sige til nogen som helst. Hans eneste løgn i livet. "Det er bedst at det er på den måde.. Desuden foretrækker jeg stilheden frem for larmen," han trak et lommetørklæde op af lommen og hældte noget vand på det, før han rakte det mod hende. "Hvorfor ligner du noget ka-.. Ja, du ved hvad jeg mener, du sagde det selv.. Men hvorfor?"

Hans måde at være på, den ligefremhed han udtrykte sig i - det var helt igennem fantastisk. Det var længe siden, at nogen bare havde været så - ja, som hun lige havde beskrevet; ligefrem. 
Hun tog en dyb indånding, som hun hurtigt fortrød - da duften, eller lugten af hende selv ramte næseboret. 
Hun nikkede også ganske forstående, da han forklarede hvorfor han var her alene. Hun kunne sagtens sætte sig ind i følelsen, af at man hellere ville være alene frem for andre. Og larmen, ja den evige larm i de store byer. Der savnede hun naturen - hvor det eneste man hørte var lyden af hendes fødder i den nyfalden sne, lige så langt hendes syn rakte. Hende, naturen og hendes bytte. Men det var efterhånden mange år siden, at hun havde været hjemme i norden. Hvilket var tydeligt, den måde at hendes udtryk ændrede sig fra at være moret, til at være en anelse mere mut. 
"Fordi jeg er afhængig af dæmon blod, også ender jeg steder jeg ikke kan huske hvordan jeg er kommet til." svarede hun fuldkommen bramfrit, som hun tog mod kluden. Det var først efter noget tid, at det gik op for hende, hvad hun lige havde sagt. Øjnene blev store, som hun kiggede på ham - "jeg mener.. øh... ved zaladin da." bandede hun, og lod lommetørklædet glide hen over hendes beskidte ansigt. Ikke at det hjalp synderlig meget på tilstanden af skidtet i på hendes blege hud, men det var dog nemmere at se arret der løb ned over hendes øje - "Tak" mumlede hun en smule forlegen, og overvejede kort at give ham det nu helt sorte lommetørklæde tilbage. Men det ende mere, med en halvt fremrakt hånd med stoffet i hånden. Så måtte han tage det, eller lade være.