( Tråd fungerende under Arys-slægtens bal til dem der skulle have lyst til at opdage, eller bare snakke med Celyon..  )

Det var et godt stykke tid siden at Celyon først havde hørt om maskeballet; et stortslået bal der efter sigene skulle overgå selv det årlige bal på Krystalpaladset. Beskeden havde hun fået fra en lettere fordrukken budbringer, en sen aften på Den Jamrende Madamme, en af landets mindre kroer.
Hun havde af ren nysgerrighed, øjnende muligheden for muligvis at kunne komme til et bal uden at skulle tage til Dianthos, som hun for år tilbage havde svoret på aldrig at sætte sine fødder i igen, fået overtalt ham til at fortælle hende alle detaljerne, sågar vise hende en af de uåbnede invitationer. Noget budbringeren nok ville fortryde pænt meget, hvis han altså vidste hvad hun havde brugt den givne viden til. Hun havde kke været sen til at forsøge at opspore forfalsknere, og var til sidst kommet til en pige som hun havde betalt godt for den høje kvalitets invitations-falskneri, inden hun selv havde arbejdet hvor end hun kunne finde betalt arbejde rundt omkring, for at spare sammen til en magisk illusions-amulet og noget tøj hun kunne have på til ballet. Da hun ikke kunne få råd til en amulet der ville give hende en anden kvindes udseende, endte hun i stedet med at købe en lang gyldenbrun krøllet paryk, og istedet købe en anden og del billigere amulet der ville ændre hendes øjenfarve til værende blå, så længe hun bar den.

Masken varen simpel sag, overdækket med små hvide, lyseblå og gyldne perler som hun sirligt havde broderet ind på vejen hen til ballet.  Kjolen var nok noget nær det dyreste hun havde købt, udover da hun købte sig til at få bygget sit hus, og var en gulvlang og gradient-skiftende blå silke kjole med tyndt, næsten helt  gennemsigtigt perlebesat stof hen over, givende det hele et glitrende lag. Begge skørter lange nok til at skjule hendes hale, som hun dog for en sikkerheds skyld halvde snoet løst om sit liv, også selvom det fik hende til at seud ssom om hun havde større hofter end hun reelt set havde. Amuletten havde hun skjult under det armbånd hun bar på venstre håndled, for samtidig at skjule hendes tatovering; hun tvivlede pænt meget på at de fornemme adelige damer havde nogen tatoveringer, desuden ville det være en dårlig ting at vise hvis hun skulle blive gennemskuet.  Parykken havde hun sat op så den sad en smule højere på hovedet men stadig så nogle lokker kunne dække ned over hendes skuldre, og  havde friske hvide samt blå småblomster, sirligt syet ind. Noget godt var der vel kommet ud af de mange kedelige timer i templet...? Om halsen var en simpel, tynd kæde med små perle-blomsterknopper syet ind i den.  Ørerne kunne hun ikke rigtigt gøre noget med, så hun håbede på at folk bare gik ud fra at hun var en elver eller en halvelver, hvis de skulle hænge sig ved længden og spidserne på dem. Øjenbrynene var blevet barberet af og en lille børste med brunt farve på havde hjulpe hende til at få malet øjenbryn der var mere 'passende' til hendes 'hårs' farve.

Bevæbnet med invitationen og et selvsikkert, men høfligt smil, og med en kropsholdning samt attitude der bød på at hun da bestemt var en adelig, gik hun op af trapperne og viste invitationen frem. Hun nåede lige akkurat ind i salen som kvinden der tydeligt var værtinden, gik i gang med sin tale. Celyon gik forbi en tjener og tog en velkomstdrink, mens hun lyttede, opmærksom som hun altid var det. Da talen var forbi skålede hun høfligt med de andre vigtigt udseende væsner.
Og fulgte med hen til bords. Hendes hjerte bankede lidt mere, som frygten for at der var navneskilte ved pladserne dukkede op.
Det lod dog ikke til at være sagen denne gang.
Heldigvis.

Celyon var ivrig efter at prøve de mange forskellige retter, og måtte hive sig selv mentalt i nakkehårene for ikke at komme til at droppe sit spil som en fin rig dame, og bare nippe til hvad der så mest spændende ud, selvom hunda havde en lys til at følg tjenerne ud i køkkenet for at se om hun kunne få mere, men med sikkerheden på stedet var det ikke en god ide. Hun kom i høflig samtale med dem hun sad til bords med og priste sig lykelig for at ingen lod til at have lugtt lunten, i al fald ikke endnu. Men selv hvis hun skulle blive taget i det, havde hun i al fald altid en historie mere til hendes samling.
Mens er blev gjort klart til at danse, gik Celyon roligt til det andet rum, nysgerrig efter at få set bedre på de mange forskellige attraktioner dette bal åbenbart havde, mens hun smånippede til en kage.

Da dansen kom i gang kunne hun ikke helt lade være med at stirre på de åbende par.



Celyon følte sig i sandhed som om hun var endt i midt af et af de eventyr hendes mor havde fortalt hende og hendes søster da hun var barn.