”Feberen har varet i knap et halvt døgn…”
”Og der er stadig ingen forbedring?”
”Ingen. Han ligger bare og sveder, mumler…”
”Jeg har hørt, at han forsøgte at lege soldat.”
”Nogle gange prøver han at rejse sig, ja… hvad han forsøger, ved jeg ikke…”
For blot et øjeblik faldt tavsheden over de fem unge mænd, hvis tilskuer alle svedte af nervøsitet. Ingen af dem turde adskille deres læber, eller gøre indsigelse mod den plan, der var under opsejling, for siden deres leders tilbagekomst, var mange ting hændt i skyggerne. Et magtspil var igangsat og Kongen stod – i hvert fald for den lille forsamling i undergrundens mørke – alene tilbage på skakbrættet, kun omgivet af nytteløse og patetiske bønder, men måske vigtigst af alt, således også uden en Dronning ved sin side. Det havde næsten været for godt, til at være sandt, havde de hvisket til hinanden i krogene, men langsomt begyndte planen at tage form. Det var nu eller aldrig, havde den nye anfører bekræftet, og derved sømmet den sidste, summende tvivl til jorden. Derefter var rekrutteringen sat i gang og den havde haft fatale konsekvenser. Den flok, Pax havde efterladt, var smuldret for næsen af ham, og ikke længere stod den som en enhed – men derimod som to, oprørende med et sparsomt mindretal til trods.

Edward lod sine gamle hænder væde kluden for endnu engang, hvorefter han lagde det kølige stof på den gråhårede mands ansigt. Der var stille i udhulingen, anså man ikke manden i halmens hvæsende, overfladiske åndedrag eller de uforstående kvæk, der forlod hans sprukne læber, som en lyd, der var værd at anerkende. Sådan havde bandelederen af Ulvens Flok ligget i to dage, men først nu var han omsider bukket under for den uundgåelige sygdom, der havde spredt sig fra hans betændte sår i hovedet, til resten af hans forslåede, udsultede krop. Det havde trods alt været nemt, havde Edward tænkt adskillelige gange, for der var ikke noget i Pax’s krop, der kunne bekæmpe infektionen – faktisk var det et vidunder, en gave skænket af Isari selv, at den yngre mand overhovedet var vendt hjem.

”Hun… hun er her igen! Hun er tilbage!”, lød det i et lavmælt udbrud, hvilket fik Edward til at fare sammen, så han, siddende på hug, nær var faldet så lang han var – eller måske snarere ikke var, med sin krumme og fordrejede ryg.
Edward vendte rundt mod stemmen, synderen, med øjne, der havde potentiale til at dræbe. Det syntes dog ikke at hæmme den indestængte begejstring, fra den rødhårede og kortklippede kvinde der stod placeret i udhulingens indgang. De mørkebrune øjne lyste af den slags lettelse, kun de magtesløse kunne mønstre, og Edward ville ikke være den, der for endnu engang tog den følelse fra hende. De havde, blot få timer forinden, haft netop sådan et møde, og instinktivt vidste den gamle helbreder, at det snart blev tid til endnu et.
Med et lavmælt fnys og en irettesættende kommando, rettet mod en af de utallige mennesker i udhulingen, der alle stod og vogtede over manden i halmen, forlod Edward Pax tilbage og skridtede hastigt igennem undergrundens snoede gangtunneller – naturligvis med Edna lige i hælene.

De to usammenlignelige skikkelser nåede næsten hele vejen op til overfladen, i det en forslået og blond kvindeskikkelse trådte dem i møde. Brat gjorde Edward holdt, som han tog Evlyn i nærmere øjesyn og med en næsten rødlig glød i hans ansigt, hvæsede han uforstående ord under et tungt suk. Velvidende at tiden var knap, viftede han gestikulerende med sin rynkede hånd, hvorefter han drejede rundt på hælen og forsvandt tilbage til, hvorfra de var kommet.
”Der… der er sket noget… vi har ikke megen tid”, begyndte han stakåndet at fortælle, imens de tre mennesker søgte ned i de dybere lag af sten og jord. ”Pax kom tilbage for to dage siden… han, ja, jeg… jeg ved sgu ikke, hvordan jeg skal sige det, Evlyn, så du får det direkte! Du bliver nødt til at forberede dig, for… for den er helt gal med ham og der er et oprør under opsejling. Det ligner Zaladins forgård dernede, så vi tager bagvejen frem og tilbage nu…”

Edward gjorde ikke holdt i løbet af deres korte vandring i mørket, men satte farten op, så snart han havde genvundet pusten. Omsider nåede de ned og tilbage til det så velkendte territorium, og da Edward, Edna og Evlyn trådte ind i udhulingen, så alskens øjne op på dem. Instinktivt hævede Edward begge hænder, hvilket fik utallige muskuløse skikkelser til at sænke deres våben, der alle lå gemt væk i hoser og skjulte tyvelommer. Dernæst ledte Edward – det var nu ganske nemt, for Evlyn var vadet trodsigt forbi ham – den blonde kvinde hen til den feberramte Pax, hvis hoved var indbundet i rene og kridhvide forbindinger.
For blot et øjeblik lod Edward Evlyn tage sin partner i nærmere øjesyn, men momentet var knapt, før også han satte sig tilbage på hug med knirkende knæ. ”Nogle har taget hans ene øje”, begyndte Edward at forklare, i det han overtog afvaskningen af den unge mand, i håb om det ville afkøle ham blot en smule. ”Infektionen er… ja, den har et godt tag i ham, som du kan se… jeg ved ikke, Evlyn… jeg ved ikke, om han klarer sig igennem dagen…” 

Der var sket meget hen over de sidste fire uger, måske lidt længere end det, siden hun var taget afsted? Hun var ikke sikker, men hvad hun var sikker på, var at hun aldrig havde vendt så hurtigt tilbage til Dianthos – som den blonde kvinde hvad gjort denne gang. Og det var ikke kun hende der var vendt tilbage, nej – det var hendes gruppe, som der var vendt tilbage i tifold. Klar til at tage byen med en storm de ikke ville se komme. Men det var trods alt ikke det, som lå hende for tankerne – nej der var en hvis gråhåret mand, der tog hendes fokus og grunden til at hun skynde sig så hurtigt.
De blonde lokker var blevet længere, svævede hen over hendes ryg nu nede ved lænden. Da i dagens anledning ikke var blevet samlet sammen i en hestehale eller fletninger. Trods den hårde omgang, hun ellers var gået igennem. Var kinderne pludselig med fylde, øjnene med mere glans og en glødende hud der fortalte en historie om – at hun havde det godt. Hvis man så bort fra det hævede kindben, de blå mærker der plamagerede der var over det hele på kroppen. Hun var øm, men hun havde det bedre end nogen sinde.

Derfor – var det ikke et godt tegn, da hun var blevet stoppet ved indgangen. Det havde været med rynket bryn, hun havde set mændene an der havde nægtet hende adgang. Hun havde været tæt på at sige, hun var her for at se Pax – men noget i måden de havde kigget på hende – havde gjort hun havde forstummet. Der var noget galt, hun kunne mærke det helt ned i hendes knogler.
Så hun havde sneget sind ind i stedet, og trådte kun frem da hun så en hun genkendte – en hun stolede på kunne fortælle hende, hvad der var sket og føre ham til manden hun var her for at opsøge.
Det var med dybe fuger i hendes ansigt, at hun fulgte efter dem tilbage ind i dybet.
“Fantastisk” sagde hun tørt, og gik næsten i forekøbet – hvis det ikke var fordi hun mindede sig selv om, at det ikke var en god ide at komme brasende tilbage.
Men så snart hun så sit snit, var hun gået forbi ham og så manden hun var kommet for – manden hun elskede og ham der skulle blive hendes for resten af hans leve tid. Lå – næsten nærmere dødensrend end hun nogen sinde selv havde fundet sig selv.
Hun hvæsede igennem sammebidte tænder, som hun tog ham ind – vendte sig imod Edward “Ja jeg er sgu da ikke blind” kom der en dyb og irettesættende stemme. Men det var han.
“hvad har han brug for? – er Isi ikke i byen?” hun knælede foran ham, og lod sine fingre blide glide hen over hans svedne pande. Der gik et sug af smerte igennem hende, hvis hun havde vidst hans planer ville tage ham herhen. Hvis det ville gå så galt! Hvorfor havde han ikke ventet på hun kom tilbage! Hun dog et skarpt sug igennem hendes tænder, som hun lagde sit hoved ved siden af hans. “Idiot… hvis du dør for mig nu.. så får jeg bragt dig tilbage i live – kun for at slå dig ihjel igen.” hendes skarpe blå øjne vente sig der efter imod Edward igen.
“Godt” hvæsede hun, mens hendes blik slog lyn hen over de folk der stod i udhulingen. “En ting adgangen, hvad skal vi bruge – og hvad skal jeg gøre for at sikre at der igen kommer styr på flokken?” hun vidste at ting skulle gå stærkt nu, og hun havde nok mænd til at sikre at ingen ville vælte ham af posten som leder af klanen.

Edward syntes ikke at reagere synderligt, som Evlyns irettesættende stemme brølede igennem udhulingen. Den gamle mand kunne ikke bebrejde hende, for han havde trods alt øjne i hovedet og var så udmærket klar over, at den blonde kvinde og den gråhårede mand ikke længere kun var rivaler. Hans stemme end ikke knækkede, i det han svarede; ”problemet er, at Pax, som en sikkerhedsforanstaltning for Isiodith, har aftalt med hende, at ingen andre end ham selv, må få hende herned. Efter Ava Stormbjerg – hende med børnehjemmet – blev kidnappet, fordi hun blev sat i relation til ham selv, har Pax forsøgt, at beskytte sine udefrakommende.” Edward sukkede tungt og gned sin trætte pande, hvorefter han slog opgivende ud med den ene hånd, tydeligvis lige dele frustreret og imponeret. ”Jeg kan ikke engang henvende mig, fordi jeg, i den kønne mands optik, kunne være blevet overtaget af en af de andre klaner. Isiodith har strenge ordre om, ikke at komme i nærheden af flokken, medmindre Pax selv møder op. Jeg ved, at de endda har et kodeord, der skal sikre, at hun ved, at det er ham og ikke en tro kopi. Jeg har naturligvis forsøgt alligevel, men hun har ikke svaret. Budbringeren blev sendt tilbage, rystende på hovedet.”

Den gamle helbreder så op på Evlyn med hjælpeløse øjne, han dog ikke lange øjeblikke efter slog ned på Pax for endnu engang. Bag ham trådte Edna tættere på dem begge, indtil hun knælede ved Evlyns side. ”Carl sagde til mig, at hvis du nåede frem, og at han ikke ville være i stand til…”, begyndte den rødhårede kvinde at hviske, før hun tav brat, i det manden i halmen begyndte at tale i vildfarelse. Hans ord var uforstående, men næsten morede og venlige, og for blot et øjeblik, kunne lillesøsteren ikke tage øjnene fra sin storebror.

Omsider samlede hun sig dog, og efterfulgt af en let hovedrysten, talte Edna videre: ”han sagde, at du skulle overtage dem, som ville med dig videre. Så… det er dit… dit det hele.” 

Hendes næse trak sig sammen, i et fnysende grimasse. Han havde tænkt sig hun skulle overtage det? Hvordan kunne han! Hvordan – skulle hun kunne kigge på folk, som ville minde hende om ham hver evig eneste dag!
Men vreden var kort, som hun lukkede øjnene. Fingrene gled hen over hendes øjne over panden og pressede imod hendes tændinger. Det her, var ikke hvordan hun havde forudset deres genforening. Det var ganske tydeligt, i den ellers normale ulæselige kvinde – at se hvordan følelser stormede ind over hende. Som vejret der ramte ude på vandet.
Hun lænede sig frem, og lagde sine læber imod hans varme pande. Så rejste hun sig op, skuldrene presset tilbage. Hendes fingre knyttet ind som næver, som hun igen kastede blikket rundt på de mænd der stod omkring hende. De ville følge ham, selv i en tid hvor han ikke var i stand til at lede dem. “Godt” sagde hun med en beslutsom stemme. “Klanen er under oprør, de ser deres snit til at vælte ham af pinden – som alle andre med fornuft i sinde ville gøre.” hun løftede hånden, da hun så der var en som skulle til at snakke. “I stoler måske ikke på mig – i har måske ikke lyst til at følge mig endnu, så længe jeres leder stadig har en chance for livet. Men” afsluttede hun hårdt, og stirrede dem ind i øjnene, en efter en. “Jeg har ikke tænkt mig at opgive på ham – jeg skal nok sørge for at overlever natten. Men i mellemtiden, har jeg har ikke tænkt mig at lade nogen stå i vejen for at det er os der er ulvensflok!” at så lille og spinkel en kvinde, kunne kommanderer så mange skikkelser til at kigge på hende. Var i sig selv et vidunder. “Så har i tænkt jeg er at opgive!? Har i tænkt jer at overtage dem fra under jeres fødder, fordi at der er et øjeblikssvaghed at se i jeres leder!?” der til, var det ganske tydeligt at nogle fik deres lys tilbage i øjnene. Trods der var en hvis mængde af, at de ikke vidste om de kunne stole på hende. Men så trådte en dreng frem, hun huskede ham – det var drengen der havde fået næsen brækket af Tamar. “jeg følger dig” konstaterede han, og et smil spredte sig voldsomt på hendes læber. Et beslutsomt nik, og hun vendte blikket tilbage imod Pax – Vi ses snart igen min elskede.



Tamar. Den lille slange, havde snoet sig tilbage – da det var gået op for ham at Pax lå tæt på dødens dør. Selvfølgelig var han med til at starte dette opgør, med til at puste til gløderne så at ilden havde spredt sig. “Han er ikke en ordentlig leder! Han kunne ikke en gang slå mig ihjel, som loven lyder! Jeg kan være den rigtige leder denne klan har brug for!”
Hun skar en voldsom tvær grimasse, med sig havde hun resten af gruppen. Blandet med hendes egen mænd, og kvinder – Faith som altid var ved hendes side. Domino havde valgt at blive tilbage i rummet med Pax – noget omkring at han skyldte manden at være der, nu når det ikke havde været så heldigt et møde sidst. Desuden havde Domino også nogle ganske overraskende healende kræfter. Måske var det bare noget der lå til skovelver? Var det racisme? Lige meget.
Heldigt for hende, havde hun haft samlet en gnome op på vejen. En som havde brug for at komme lidt til Dianthos og havde hægtet sig på Evlyns karavane. Det vidste sig, at denne gnome var exceptionel i at lave proteser. Planen havde været lidt, at spørger Pax at hvis sygdommen blev for voldsom – at han kunne få nogle nye øjne. Ikke at hun havde regnet med, at det ville blive noget Svana skulle lave så hurtigt til ham. Hvis han overhoved ønsket sig et nyt øje. Det hele skulle nok gå, om få uger ville han være der til selv at stå og delegerer opgaver og ordre ud. Også kunne de tage alt det til den tid.
Men lige nu, tog hun gerne teten for at sørger for, at der var noget at være leder over!
“Måske – men det kan også være den nye leder ikke er så barmhjertig, og du lige om lidt ligger som rottefoder nede i dybet dreng!” hvæsede hun højlydt, så de råbende tilhænger af Tamar’s lille tale forstummede. Hans øjne rettede sig, smalle, imod hendes skikkelse. “Den lille skøge er vent hjem, men du har intet at have skulle sagt!” hun måtte le, en fjortenårig knægt troede virkelig at han kunne intimiderer hende? Hende!?
Latterne døde hen, som hendes blik vente sig mod resten af gruppen. “Det er i min bedste interesse, ikke at skulle udgyde blod i dag – jeg beder alle om at vende væk fra tankerne om at skulle begå mytteri – for det vil ikke ende godt for nogen af jer.” hun håbede stadig, at flere af dem ville se fornuften i at dette var galskaben der talte. Sulten, og forvirring. Ikke at de faktisk ønskede at Pax skulle dø.
“Hun vil bare stikke jer alle i ryggen! Hun kunne slet ikke vide hvordan tingene fungere hernede!” råbte Tamar igen, da panikken var tydelige at se i hans øjne. Flere havde lyttet, hun havde set det. Derfor var det også tydeligt hvad der skulle gøres. Knægten måtte dø.

Det var Edna og Domino der blev tilbage i grottens mørke. Samtlige af Evlyns nye følgere forlod modvilligt deres feberramte leder, og langsomt men sikkert begyndte tiden stødt at gå.
Den skaldede skovelver satte sig på hug ved Pax’s udsultede hoved, og lod langsomt sine fingre glide henover den forslåede hud, der lyste i alle nuancer af gul, grøn og sortblå. ”Er der ingen andre af jer, der kan helbrede?”, lød det overvejende fra den høje mand, i det hans skarpe øjne lagde sig på Edna. Den rødhårede kvinde trak på skuldrene, i det et lidende ansigtsudtryk fæstnede sig midt i alle fregnerne.
”Jeg ved det ikke”, indrømmede hun, hvormed Domino nikkede tavst.
”Så må jeg give det et forsøg”, lød det brummende og i særdeleshed tøvende, men til trods for ordenes karakter, gik Domino straks i gang med arbejdet. Et arbejde, der efterlod Domino svedende og udmattet tilbage, men som omsider fik Pax til at slå øjnene op, som feberen stille forsvandt.

Det første det ene stålgrå øje bed mærke i, var Domino og Ednas ansigter, der stirrede forventningsfuldt et sted ovenfra. Det tog Pax et øjeblik at forstå, hvad det var han så, men da han gjorde, begyndte han med et at bevæge sig.
”Giv… mig… hvad sker der…?”, snøvlede Pax uforstående, i det både Domino og Edna hjalp ham op at sidde. For blot et øjeblik sortnede alting for Pax’s ene øje, og han var ved at falde tilbage i den fugtige halm, men de fire hænder på hans krop, tillod ham ikke andet, end at han blev siddende. Så det gjorde han – og i samme øjeblik begyndte de begge at forklare…

Langsomme og tunge skridt gav genlyd i fællesarealet, hvori de to grupperinger stod placeret som fastspændte buer. Alle så de op, og alle havde de en formodning om skridtenes ejermand; en formodning der blev bekræftet ikke mange øjeblikke efter, da Pax, iført bukser og støvler, omsider trådte ind imellem dem.
Det ene stålgrå øje gled henover oprørerne og dernæst fæstnede de sig på Evlyns skikkelse. Et sted bag Pax’s ligblege pande konstaterede en tanke, at hun stod rank og mægtig, parat til at forsvare ham for enhver pris. Han nikkede indforstået til hende, velvidende at han ikke kunne vade hen imod hende. Pax var ganske enkelt ikke sikker på, at han ville nå hele vejen derhen uden at kollapse, og hvis først han lod sine knæ kollidere med den skarpe stenflade, var det ude med ham. Så snart Pax viste svaghedstegn – flere end dem, der allerede tegnede hans krop – ville Zaladins forgård forekomme som et paradis.

”Tamar”, lød det hæst fra Ulven selv, i det han bevægede sig tættere på knægten, der instinktivt bakkede nogle skridt bagud. Der var noget frygtindgydende ved den enøjede og stavrende skikkelse, med de mange indre blødninger, der selv i det lette mørke, lyste i alskens nuancer. ”Kan du huske – hvad jeg sagde – om kvinder i kamp?”, fortsatte Pax, i det han løftede sin ene hånd og rev forbindingen af, den der var viklet stramt om hans hoved. Det dybe sår – der hvor hans øje havde siddet og haft sin plads – blev derved afsløret, og det fik alskens af oprørerne til at spærre øjnene op.
Tamar sank en klump og for et langt øjeblik, kunne knægten intet andet end at stirre med morbid fascination på Pax, hvis skikkelse stødt men langsomt nærmede sig. ”De kæmper – for at – slå – ihjel”, fortsatte Pax brummende, for han vidste, at det var altafgørende, at han blev ved med at snakke. Tydeligvis bevægede han sig med et mål for øje –

Og kniven, stukket i hans buksekant på ryggen, glimtede i faklernes dansende lys; indbydende og sultent. 

Hun havde klar på at kaste sig over knægten, havde et indre billede af hvordan hun med et knæ i hans ryg. Havde tvunget ham frem over, hendes fingre knuget ind i det tjavsede fedtede hår. En kniv for struben, og hvordan hun langsomt ville skære halsen over – fremvise hvad der skete med forræder.
Dog noget hun ikke længere, end blot at tænke scenariet for sit indre øje før hun – lige som alle andre. Hørte skridt der bevægede sig imod dem, og selvom at lettelsen var nem at spore hos den blonde kvinde. Så snart de blå øjne lagde sig på hans skikkelse, var den hurtigt erstattet af forvirring. Hvorfor var han oppe og stå? Det var ganske tydeligt, at han ikke var i stand til ret meget. Og skulle han til at gøre det, som hun regnede med – kunne hun også se for sig, hvordan det ville ende grueligt galt.
Hun fugtede sine læber, og lagde hoved på skrå – fascinationen var svær at skjule – hun var interesseret i at se hvad han ville finde på.
Så derfor var hun afventende, rolig som hun slappede af hendes kropsholdning. Dog ikke nok til, at hun ikke ville være klar til at springe i aktion, skulle det kræves af hende.
Dog ny beslutning, og ganske roligt begyndte hendes fødder og bevæge sig imod alfa’ens retning. Hørte hans snak omkring; kvinder slog ihjel. Til denne kommentar, skinnede hendes hvide tænder i lyset, da et blodtørstigt smil formede sig på hendes læber.
“Tror desværre ikke Tamar har forstået hvad ulvens flok går ud på.” kom der tørt, som hun fangede den unge knægts øjne. Den måde som de to alfaer begyndte at snige sig imod ham, var tydeligt noget der satte frygt i hans krop. Hun holde sig bag den høje skikkelse, mens hendes hoved først viste sig fra den ene side – så den anden.
“Du ved Tamar – ulvens mentalitet er ganske klar – vi har alfaerne, den stærkeste. Det kan både være hunnen og hannen sammen. Eller blot en af de to.” hun slikkede sig om læben, og lagde kort en beskyttende hånd på Pax’s overarm, Jeg er her, du har min styrke hele vejen. Hun fjernede den dog hurtigt efter, som havde den slet ikke ligget der.
“Så er der beta’en – den højre hånd, ulven der overtager når alfa’en ikke længere er der.” hun gav ham et næsten sødt smil. “Også er der dem som dig Tamar – dem som ikke ses som andet end en Omega – selvom du så desperat prøver at være den stærkeste.” Evlyn lod sine fingre glide under hendes jakkes lag, og knugede sine fingre omkring kasteknivende der lå ved hendes lænd.
“Du kan ikke snyde os, måske har du fået de andre til at tro på din falske styrke – som bare ligger til grundlag for en ung knægt, der så gerne vil høre til. Spiller med muskler han ikke besidder” selv, kunne hun mærke svagheden i, at hun ikke kunne holde ud og kigge på Pax. Se hans tilstand, og slet ikke efter at han havde taget forbindingen af. Det var gjort med overlæg, den måde hans øje var fjernet på.
Et bæst hvæsede i vildskab i hendes indre, for at finde personerne der havde gjort det.
Men for nu, havde hun andre – mere vigtige ting, at tage stilling til. Men hun gjorde intet, afventende på hvad Pax ønskede at demonstrerer af sin magt. Og tage over, skulle det være nødvendigt.

Tamar fnyste, i det Evlyn begyndte at tale, og foragten, der udsprang på baggrund af den blonde kvindes ord, fik hans mørke øjne til at stråle. Til stadig svarede han dog ikke, for Pax nærmede sig langsomt men stødt, og instinktivt vidste Tamar, at de var ved at lukke ham inde imellem dem. Erkendelsen sneg sig ind i alt det hadske, og som Tamar havde lært af sin leder, begyndte også han at bevæge sig –

Eller, det var i hvert fald knægtens intention. Oprørerne bag ham ville dog ikke tillade ham det, for Evlyn havde ret. Der var kræfter, der skulle bevises og en vaklende alfa, der betragtede Tamar med en sulten krigeriskhed, de ikke før havde set i Pax.
Og også han måtte bevise sit værd – at han kunne slå ihjel, når det var afkrævet af forstyrrelser, og ikke sende dem bort i skjul af mørket, til trods for den barmhjertighed, de, til trods, forstod.

”Kom”, lød det snøvlende fra Pax, der fortsatte sin vaklende gang imod Tamar, der besvarede hans anmodning med uforstående, vantro øjne.
”Hvad vil du have mig til? Angribe dig?”, udbrød den unge mand leende, hvorefter han skævede over skulderen, til de mennesker der indtil for få øjeblikke forinden, havde støttet ham. Ingen af den gengældte Tamars næsten spøgefulde facon, for de vidste, hvad der var i gang og de så, at Tamar ikke selv havde opdaget det endnu.
Pax nikkede, langsomt og overdrevent, som en forælder ville gøre overfor sit næveindbydende barn. ”Ja, det – er det – jeg – vil have dig til”, svarede den gråhårede mand, i det han spyttede på stengulvet, så en rødlig klat landede ikke mange meter fra ham. Stadig fortsatte han sin svømmende gang, indtil –

Indtil Tamar hvæsede og trak sin egen kniv, i det han straks efter satte i løb og stormede mod Pax. Først da reagerede alfaen med en bemærkelsesværdig hastighed, så ikke kun Tamar bar våben, og for blot et øjeblik – et sådant øjeblik, der syntes at strække sig i det uendelige – stod Pax og stirrede på knægten. Hans blik næsten sørgmodigt, men også beslutsomt og nådesløst. Det var en mærkværdig blanding – og en uudholdelige følelse – men Tamar nåede aldrig, at registrere Pax’s elendighed, for det endegyldige stød, der kom som et lynnedslag fra en skyfri himmel og berøvede den unge mand sit liv, var et udfald og begået med kynisk effektivitet. 

Pax stirrede på den døde knægts hoved, hvorunder hagen, hans egen kniv sad fast til hjernemassen i panden. Sekunderne var lange men kun i det moment, hvor Tamars rallende og sidste vejrtrækning gav genlyd i grotten. Da det omsider ophørte – og stadig med knægten hængende i hovedet på kniven – så Pax op på oprørerne.
”Jeg har nye jobs – til jer”, lød det snøvlende, i det dødvægten omsider blev for meget, og Pax gav slip på knivens skaft, hvormed liget af Tamar faldt til jorden. Pax svajede for blot et sekund, før han genfandt balancen og spyttede for endnu engang. Han blødte indvendig, så meget kunne han konstatere. ”Vi udvider. Vi får – Romulus – om bord nu. Strømmen – har – vendt. Tror I – jeg tog afsted – for eventyret? Tror I, at jeg – gav afkald – på mit øje for ingenting?”, lød det i en hvislende tone, der så tydeligt indikerede, at Pax var vred. Stadig fortsatte han sin usikre gang imod den lille menneskemængde, der alle syntes at krympe sig under Ulvens indestængte raseri.

Hendes fingre gav et spjættende refleks, som de to mænd kastede sig imod hinanden. Hun havde været tæt på at blande sig, men trådte i stedet et skridt til siden, før at gøre plads – sikre at hun ikke stod i vejen. Også var det allerede over, hun drog et skarpt hvæs igennem tænderne. Kolde øjne lagde sig på skikkelsen, Pax skubbede fra sig. Og selvom at det vendte sig i hendes mave, og hun kunne smage gallen i munden. Lod hun det ikke vise sig på hendes krop eller ansigtstræk – hun kunne ikke fremstå svag, lige meget hvor meget hendes hjerne protesterede – det at se en ung knægt lade livet, var aldrig en rar ting at være vidne til. Lige gyldigt hvor vigtigt en ting det havde været.
Hendes næse trak sig op i den ene side, og hun måtte vende hendes blik væk. Lagde dem på de mænd af hendes, der lagde deres våben tilbage i deres hylster og skeder. For nu var det værste overstået, de så hvordan at mængden rykkede sig sammen – det var ganske tydeligt at den krigeriske instinkt, var forduftet så snart at det varme lig var blevet kastet fra sig – ja næsten som et daggammelt brød der ikke længere havde interesse.
Hun tog en dyb indånding, måtte bekæmpe hver i fiber i hendes krop for ikke at række ud. Ikke at lade hans arm glide hen over hendes skulder. Så hun i det mindste kunne være en støtte, men i dette tilfælde vidste hun også – at det ikke ville være velkommen. Lige meget hvor meget hendes krop, hungrede efter også at mærke hans varme imod hendes igen. Fire uger – var pludselig meget lang tid.
Men som hun så, hvordan hans krop igen var ved at vende sig imod ham. Vidste hun også, at hun måtte købe han mere tid. Zaladin tage hende, om han ville det eller ej!
“I hørte ham!” knurrede hun og trådte op ved hans side. De blå øjne slog gnister hen over mængden, af dem der allerede krøb sammen. De vidste fejl var begået i disse dage, og spørgsmålet var blot – hvor meget ville de komme til at mærke den. “Og så det godt” hvislede hun igennem sammenbidte tænder, som hun vente sine øjne imod hans. Kærligheden der brændte i dem, var lige så voldsom som arrigskaben. At det her, var hvad hun var kommet tilbage til.
Det boblede i hende. “Nu kommer du med mig tilbage.” hun nikkede imod en af de yngre drenge hun havde samlet op på vejen. Han kom med et stort smil skridtende hen imod dem, klar til at gå med tilbage, til udhulingen Pax var kommet tilbage.
“Nu – kommer du med mig tilbage, jeg tror de har forstået alvoren i deres opførelse.” igen vente hun blikket imod flokken der stod og stirrede. “Så giv dine sidste ordre, eller jeg slæber dig tilbage igen – om du vil det eller ej” hendes hvisken var ikke højere, end kun han og knægten der stod ved siden af dem, med blide øjne og kiggede ud over mængden.

For Pax var Evlyns gennemtrængende ord kærkommen, og nær var han ved at kollapse af lettelse, som han registrerede dem. Stadig forblev han dog oprejst, og med et enkelt fnys lod han oprørene vide, at deres kamp var tabt – men så absolut ikke glemt.
Dernæst drejede han rundt og fortsatte sin – uendelig – lange vandring tilbage mod grotten, hvortil han var blevet forflyttet, med Evlyn som en trolig støtte ved hans side. Snart skulle det dog vise sig, at der også var andre, der agtede at hjælpe ham. Om Pax ville det eller ej.

Så snart Pax og Evlyn blev alene i en af de mange, snoede gangtunneller, lod Pax sin ryg kollidere med stenvæggen. Instinktivt rakte han ud efter hende, og nåede kun med død og næppe, at gribe om Evlyns stofskjorte, før han langsomt men sikkert gled til den ene side. Den blonde kvinde forhindrede dog hans fald, og et lykkeligt smil adskilte den unge mands læber.
”Jeg – er så – stolt – af dig”, hvæsede han besværet, tydeligvis udmattet ind til benet af de mange anstrengelser, han havde gjort sig på den korte tid, hvori han ikke havde lagt vandret. ”Historierne – er også nået – hertil”, lød det dernæst, men det ord Pax ville lade følge, nåede aldrig ud. Straks efter blev han overmandet af et hosteanfald, der fik mørkerødt blod til at sprøjte fra hans mund. Kraften fra de mange, dybe host var nær for meget, og det havde fatale konsekvenser for Pax, der i et øjeblik vendte det hvide ud af øjnene, som bevidstheden truede med at forlade ham.

Den nåede dog aldrig andet end at true i et øredøvende hvæs, for straks lød der hastige, fjerlette skridt i nærheden af ham. Så snart tanken havde indfundet sig, fulgte den næste realisation, for bløde hænder omfavnede derefter hans udsultede kvinder og lod hans indre oplyses i et altomsluttende, blåviolet lys.

Isiodith.

Langsomt men sikkert fjernede den unge skovelver de mest fatale sår, og med hjælp fra Evlyn, fik de i fællesskab, båret Pax tilbage i halmen. 

Da hendes arme endelig lagde sig omkring hans krop, selvom at det var grundet, at han ikke længere kunne holde sig selv oppe. Blev hun næsten overvældet af lettelse, som hans duft penetrerede hendes næse. Hun lukkede kort øjnene, og lagde hendes hoved mod hans nakke. “Spar dig - du kan fortælle mig hvor fantastisk jeg er, når vi har fået styr på dine sår.” Hviskede hun hæst, især da han begyndte at hoste så voldsomt, at blod ramte hende. 
“Shit, Pax!” Udbrød hun, som hun så hvordan han næsten falmede i hendes arme. At livet var ved at forlade hans krop, og bevidstheden ville forlade ham igen. 

Hun måtte rykke sig lidt, trods hun ikke var meget for det. Da healeren endelig kom, da Isiodith greb Pax omkring kinderne. Så hvordan at de mange sår begyndte at lukke sig, og de nu kunne bære ham tilbage til udhulingen hvor han kunne få sovet. 
Drengen som hun havde kaldt hen til sig, fuldte troligt med. Snakkede en smule på vejen, ville høre hvem den smukke skovelver var - hvor hun kom fra. Ind til at han har fået nogle olme blikke fra den blonde kvinde, og fortiet næsten hurtigere end det næsten var menneskelig muligt. 
Som Pax var blevet lagt ned igen, satte hun sig ved hans side. Greb hans hånd, og nægtede at sige - eller kigge på nogen andre. Det eneste hun ville, det eneste hun kunne gøre lige nu - var at sidde og vente på at han ville vågne op igen. At hun kunne høre hans stemme, og ikke længere være dækket i sved og det ene øje der faktisk kunne fokuser på hende. 
Jo det eneste der faldt hende ind, var at vende hoved imod den unge knægt; “Theobald, fortæl Svana hun godt kan gå igang, med den ordre jeg havde snakket om.” Drengen nikkede med et kæmpemæssigt smil, og stak afsted ud af udhulingen. 

I det Pax landede i den bløde halm, gled et tungt, næsten lettet suk fra hans læber. Isiodith, der fulgte troligt med, lod ikke sine hænder vige fra hans forslåede skikkelse, for hendes – nu sorte – øjne talte sit tydelige sprog. Pax var ved at dø fra de levendes verden, og var hun kommet blot et øjeblik for sent –

Konsekvenser ville have været uundgåelige.

Den helbredende magi var ikke lang tid om at virke, og tilmed med en fart, der overraskede Edward selv. At hente de døende tilbage var trods alt ikke ofte set, men Isiodith var exceptionel med hendes evne. Den brød igennem, hvad end kroppen var blevet udsat for, og det lignede tilmed, at den unge skovelver end ikke fik sved på panden.
Koncentreret var hun dog. Det var tydeligt for enhver.

”Evlyn?”, lød det spørgende fra Isiodith, hvis sorte blik på fæstnet på Pax, men ganske uden at se drengen i halmen. ”Har I stadig hans øje?”
I det Evlyn afkræftede – og dernæst blev afbrudt af Edward – nikkede Isiodith tavst. Det var velsagtens også for meget at håbe på, men det kunne have lykkes. Måske hun tilmed ville kunne have fjernet den permanente sygdom, der havde hersket særligt i det forsvundne blik.
”Det er blevet fjernet med klinisk præcision. Det er skidda godt håndværk, det er hvad det er”, mumlede Edward, i lige dele vantro og morbid fascination, hvortil Isiodith nikkede. Selvom hun ikke så, hvad Edward gjorde, så hun det i langt dybereliggende lag af Pax’s krop.
”Og uden – han var bevidsthed. Det kan jeg – det kan jeg se”, hviskede Isiodith, i det hendes blide og hvide fingerspidser gled nedover bandelederens pande, indtil det landede ved det øverste af hans ene øjenbryn. Straks begyndte betændelsen at strømme derfra, imens såret lukkede sig helt, så kun hvid hud blev tilbage. Isiodith var trods alt så kompetent, at hun ikke efterlod sig ar, der kunne vidne om det foregående.

Da helbredningen omsider nåede til vejs ende, lå Pax og sov i knap en halv time. Ikke længere var kroppen på overarbejde, men da han slå øjnene – næ, øjet – op, lignede han straks en, der var blevet rystet i sin grundvold. Smerten, der havde været ham en evig følgesvend, var med et væk og kun en mærkværdig sensation i højre side af hans hoved, vidnede om, hvad der var hændt ham.
Instinktivt løftede Pax sin ene hånd og lod den kollidere med huden, hvorunder hans ene øje havde siddet. 


Det føltes mildest talt mærkværdigt.

Der var ikke meget hun kunne gøre alligevel, så hun havde rykket sig – blot således at hun stadig kunne sidde med hans hånd i hendes hænder. Afventende, utålmodig – også selvom hun ikke var et sekund i tvivl om, at Isi havde gjort præcis det – som er skulle gøres for at sikre, at han ville vågne op igen.
Hjertet hamrede i hendes brystkasse, som vilde heste der galoperede hen over engene. Intet sted i hendes krop, kunne hun finde ro – ikke før hun så hans øje slå op og kigge på hende igen.
Da der var gået måske tyve minutter, listede hendes nyeste dreng ind i udhulingen og sendte Evlyn to tommelfinger i opadgående retning, for at fortælle hende at opgaven var fuldført. Det formåede alligevel, at få en grynt af latter ud af hendes strube, og med en hovedrysten blev hun dog mere opmærksom på hvordan at manden begyndte at bevæge sig i halmen.

Theobald, var ikke sky af sig og da han ikke havde fået lov til at svar på hans spørgsmål tidligere – lod han sig langsomt, næsten lydløst glide tættere på elveren. “Hej!” hviskede han med et stort smil på læberne, mens hans brune øjne næsten lyste som de kiggede på hende. Selvom at han lignede en, lidt lige som resten af de unge man fandt nede i grotten – en som er ikke havde mange fornødenheder i verden. Tog det stadig ikke det blide og venlige smil fra hans læber. “Mit navn er Theobald – hvad er dit?”

Evlyn himlede med øjnene, og måtte igen lade et moret fnys forlade hendes næse. Men opmærksomheden forsvandt helt fra Theobald, og hans umådelig dårlige forsøg på at skabe en relation til den smukke elver. Han var ved sig selv igen, han rejste sig op – og ikke længe efter, ville han mærke hendes arme der kastede sig omkring ham. Hendes kind imod hans, som hun begravede hendes næse i hans fedtede hår. Der mest af alt lugtede af sygdom, men hun var ligeglad – han var i live – han var her stadig. “Røvhul” hvæsede hun imod hans øregang, inden hun trak sig lidt væk. Stirrede ind i hans ene øje, inden hun rystede på hoved. “Dit kæmpemæssig.. store røvhul” inden hun pressede sine læber grådigt imod hans. Hvor havde hun savnet ham, det kunne slet ikke beskrives med ord – hvor meget hun havde savnet ham.

Isiodith så op, med øjne – nu atter isblå og strålende – i det at den unge mand, nærmede sig hende. For blot et øjeblik var hun ganske perpleks over afbrydelsen, men da Pax tilsyneladende atter vendte tilbage fra ubevidsthedens dyb, skyndte Isiodith at nikke og smile venligt.
”Mit navn er Isiodith”, svarede hun, om end en smule forhastet, hvorefter hun rejste sig og nær var drættet om igen af forlegenhed –

Evlyn havde nemlig kastet sig over Pax, og deres sammenviklede kroppe var ganske enkelt for meget, for den unge helbreder fra Elverly.

Isiodith undskyldte sig overfor denne kønne Theobald, hvorefter hun hastigt fortsatte forbi ham, og ud af de snoede gangtunneller. Det var dog ganske umuligt for hende, at finde rundt nede i undergrunden, hvormed hun ikke nåede særlig langt. Det gav dog Theobald rig mulighed for at nærme sig hende igen, og med svagt røde kinder smilede hun til ham – og blev ellers stående, ganske usikker på, hvad man i grunden talte med et menneske om.
”Jeg har altid syntes, at undergrunden var umulig at finde rundt i”, mumlede Isiodith forlegent, hvorefter hun rankede den smalle ryg, i håb om at blive ti centimeter højere.

Hvor Isiodith følte sig ganske forlegen, var Pax dog i himlen. I det Evlyn havde kastet sine tynde arme omkring hans hals, havde han gjort det samme, men dog om livet på den blonde livet, hvormed de atter lå tæt.
”Du kan selv være et røvhul”, hviskede han nydelsesfuldt, i det Evlyn omsider lod deres læber mødes. Han kunne ikke forestille sig, at det måtte være en fornøjelse for hende. Pax kunne tilmed lugte sig selv og det var ikke en køn odør. ”Det var dig, der skred uden et ord”, lød det dernæst, men så sandelig hverken vredt eller irettesættende. Pax var for optaget af, at lade sine hænder udforske Evlyn på ny. ”Hold kæft jeg har savnet dig”

Den meget yngre dreng, havde prøvet at stabiliserer elverkvinden, som det så ud til at hun havde fået det dårligt. “Isiodith – det godt nok – hov, hvor skal du hen?” spurgte han en smule forvirret, som kvinden pludselig valgte at smutte ud af udhulingen. Han kastede hurtigt et forvirret blik hendes vej, derefter lagde det sig på Evlyn og Pax der allerde var i gang med at genfinde hinanden. Han gav dem et stort smil, som et; godt for jer! Inden han hastede ud efter hende. Han var jo kun lige ved at lære hende at kende. Så kunne hun da ikke bare sådan gå fra ham.
Han skulle dog hverken løbe, eller gå særlig længe for han fandt hende igen. Stå forvirret og kigge rundt, han kløede sig i nakken og trak på skuldrene. “Ja altså, hvis man ikke har så god retningssans her hvor der er mørk, så kan jeg godt se det skaber problemer.” øjnene lyste venligt imod hende, som han stak en hånd ud “Skal jeg følge dig op igen? Det ville slet ikke være noget problem! Og jeg ville da nødig have at du fare i vild hernede – jeg.. for vild sidst..” for første gang siden han var trådt ind i udhuleningen, for trak hans sig i en grimasse der ikke var glad. Men nærmere som et barn der havde smagt citron for første gang. “Nå! Men, nu kender jeg altså vejen!” og inden hun kunne nå at modsige ham alt for meget, havde hans lange slanke fingre lukket sig omkring hendes bløde hånd, og trak afsted med hende.

Evlyn lod sig trække helt ind til ham, også selvom lugten så småt var ved at blive for meget. Skubbede hun den væk, hendes fingre gled op i det fugtige hår. Og måtte grine lidt, det var – næsten ubeskriveligt, hvor skønt det var at have ham så tæt på sig igen. Den aften, hvor savnet havde været for meget. Hvor hun havde ligget og grædt som en ulykkelig teenager. Tænk, at han skulle have så voldsom en effekt i hendes liv. Hun fnyste imellem kyssende, da han nævnte hun trods alt var skredet uden ord. “jeg efterlod da et fint billede” brummede hun tilbage, og bed sine tænder fast i hans læber. Drillesygt kiggede hun på ham, og lagde hendes pande imod hans. “Tror slet ikke savn er stærkt nok til at beskrive hvor meget jeg har savnet dig” mumlede hun hæst, som følelserne greb omkring hendes krop. Det var svært ikke at blive en smule påvirket, han havde været så tæt på at dø. Hun sukkede, og vrængede så næse. “Du trænger til et bad… et virkelig.. langt bad” hun kyssede ham igen, lukkede øjnene og ville egentlig helst slet ikke slippe ham igen. Men, lugten blev for meget til sidst.
“hvor længe tror du, du kan være væk?” spurgte hun forsigtigt, velvidende at det nok ikke var en mulighed. Men hvor ville hun dog ønske, at hun kunne få nogle dage bare dem. Men måske hun kunne nøjes med nogle timer, hvor han også fik vasket sig? “Og du skal vaskes i et ordenligt kar.. ikke halvhjertet fra en skål.” mumlede hun allerede på forhånd. “Og sæbe” Selv ikke den store stærke ulv, kunne få lov til at undgå, noget ordentlig hygiejne.

Isiodith skulle til at gøre indvending, men forinden, at hun nåede så langt, var hun allerede på vej igen. Theobalds hænder var stærke om hendes spinkle, hvide håndled, men den unge mand virkede ganske tilforladelig, hvormed skovelveren endnu ikke følte sig ubekvem. Han fremstod ikke grov, på samme måde som de resterende af Flokken, og der var en næsten barnagtig munterhed omkring ham, der i grunden var ganske tiltrækkende for Isiodiths eget væsen. Isiodith havde aldrig haft tætte venskaber, hvorfra hun kom, og Theobald var så varm, at hun næsten brændte sig.
”Jeg kunne da ellers også få lov til at vandre en evighed, sådan som Pax blev optaget”, lød det en smule stakåndet fra Isiodith, ganske enkelt eftersom, at hun var overvældet af Theobalds venlighed. Hun kunne dog ikke lade være med at smile bredt, så de hvide tænder bag de buttede læber blev afsløret. ”Hvor kender du egentlig Pax fra? Jeg har ikke set dig før – altså hernede.”
__
Pax lo brummende imellem de grådige kys. Hans ene øje var lukket af nydelse, for sensationen var fuldkommen. End ikke da Evlyn spurgte ind til hans gøremål, eller kommenterede på den klamme stank, der hang omkring hans skikkelse, syntes Pax at vågne fra den behagelige døs.
”Jeg kan gøre lige, hvad det passer mig”, mumlede han, i det et drenget, næsten arrogant, smil sneg sig henover hans læber. ”Det er faktisk mig der bestemmer”, tilføjede han prompte, hvorefter han hejste sin overkrop op og krævede Evlyns læber for endnu engang. Dog kun for en gang, for han kunne knap holde sig selv ud – det måtte være værre at ligge i den anden ende.

”Hvor finder vi sådan et kar henne? Og har du tænkt dig, at gøre mig selskab?”

Hånden der lå omkring hendes håndled, ændrede destination og lod fingrene lukke sig omkring hendes hånd i stedet. Han prøvede jo trods alt ikke at gøre hende ukomfortabel, og selvom at fingrene havde lukket sig omkring hendes - var det på ingen måde andet end et varmt tryk. Lige som, når han fulgte sin søster rundt på market. For det gjorde han trods alt også tit! 
Han måtte le, og trak på skuldrene. “Hun har savnet ham, de sidste par dage har hun næsten ikke snakket om andet.” Sagde han, og var tydeligvis slet ikke lige så påvirket af situationen, som Isiodith virkede til at være. Det var faktisk lidt kært, måtte han tænke for sig selv. Han vente sine øjne tilbage, og løftede et bryn. Kendte Pax? Oh ja, ham den gråhåret! “Jeg kender ham faktisk, ikke som sådan endnu?” Svarede han en smule tøvende og kløede sig i nakken. “Jeg har rendt ganske ofte med Evlyn og hendes team. Men mere som en hjælpende hånd, da jeg har mine søstre i Medianen - du ser, jeg er den ældste og min far er ikke meget værd til at arbejde desværre. Så jeg sørger for der er mad på bordet derhjemme! Også sagde Evlyn, at hun kendte en, der virkelig kunne få brug for en der så lidt mere lyst på tingene hernede i dybet..” han grinte, og kiggede stolt på hende hen over hans skulder som han træskede afsted med hende. “Men! Altså.. som du selv var vidne til, så tror jeg lidt hun glemte at introducerer mig... Den tid den sorg. Jeg vil da også meget hellere sørger for du kommer sikkert op til overfladen igen.” Han stopped op, da de kom til en skille vej - så, han ledte rundt i sin hjerne. Visualiserede for sig selv, hvordan han var kommet derned. Takkede sig selv, og hans fantastiske hukommelse. “Den her vej!” Og trak så afsted med hende igen. 

—

Hun var nød til at slå ham på skulderen, da hun mærkede hvordan han mistede alt sin forstand. Bare på grund af et lille kys? Desværre, måtte hun indrømme at det smigrede hende, det betød bare at han måtte være lige så fortabt som hende selv. Med tungen der vædet hen over hendes læber, lagde hun hoved på skrå, og nikkede langsomt. Så hvor fandt de sådan et kar henne? “Kan du huske det lille hus, hvor vi havde vores første møde, som andet end bare rivaler?” Mumlede hun imod hans læber “Det er blevet opgraderet lidt siden sidst..” hun lod kiggede på ham, gennem halvlukkede øjne. Hvis han bare havde været lidt rener, hun var ikke sikker på, om hun kunne have holdt fingrene for sig selv. Så jo, hun lugtede vel selv, efter den lange rejse. Det ville være skønt med et bad. Især, hvis han lå der sammen med hende. Hun rejste sig op fra ham, hurtigere end han kunne nå at holde hende tilbage. En hånd blev rakt ned til ham, så hun kunne hjælpe ham op og stå igen. 
Hvis han havde det bare, en anelse i retningen af hvordan hun havde haft det, efter at Isi’s kræfter havde rumsteret rundt i hende. Måtte der stadig være nogle efterskælv hvor svag man stadig kunne føle sig i kroppen. 

Varmen fandt atter vej tilbage til Isiodiths bløde kinder, i det Theobald pustede til gløderne, der var Isiodiths erindring om de to elskende. Hastigt nikkede hun dog, hvorefter hun åbnede og lukkede munden et par gange, før hun dog tilsyneladende opgav og nikkede for endnu gang.
”Det er – det er også skønt!”, udbrød skovelveren omsider, men i en skinger og forhastet tone, som var ordene ved at eksplodere på hendes tungespids. Derefter rømmede Isiodith sig tøvende, hvorefter også hendes fingre per instinkt, lukkede sig om Theobalds egne. Der var noget ganske kært over ham, sådan som han trak afsted med hende, og selv da de stoppede brat op, vidste Isiodith, at hun var i kompetente hænder. ”Men – ja, for at vende tilbage til Pax –”, lød det dernæst i en tone, der så sandelig indikerede, at Isiodith forsøgte, at genvinde blot en smule af hendes ranke statur, men at hun til trods fejlede grumt, ”Han kunne såmænd godt have brug for en som dig, men jeg bliver også nødt til at advare dig. Han er – ja, kort for hovedet og grov i munden, men han mener det nu altid godt. Eller, i hvert fald – altså, hans intentioner er altid direkte fra hjertet. Jeg tror, at det jeg – det jeg prøver at sige, er, at han god på bunden!”

- 

Pax grinede lavmælt og drenget, i det Evlyn daskede til ham. Hvordan kunne han andet? Som de lå der, som han mærkede hendes vægt mod sin udsultede krop, var han lykkelig. Alle hans planer om Verbatim og Solari var ligegyldige og grå, midt i alt det farverige, der var Evlyns væsen.
Langsomt gled Pax’s ene øje op og han så op på hende med hengivenhed i blikket. ”Der, hvor jeg bed dig i fingeren”, brummede han, hvorefter et rovdyrsmil kortvarigt satte sig fast på hans læber. ”Og alting gik helt af Zaladins til bagefter. Det husker jeg”, tilføjede han derefter, hvorefter han greb om Evlyns fremstrakte hånd.
I det at han kom op at stå, syntes svimmelheden for endnu engang, at gribe om hans krop, men det var intet sammenlignet med tidligere, hvormed Pax blev stående oprejst. ”Jeg skal – jeg skal have tøj på”, lød det omsider, som Pax vænnede sig til fornemmelsen, hvorefter han kiggede afprøvende rundt. I grunden var det ikke en kæmpe omvæltning, kun at betragte tingenes tilstand med et øje alene, men Pax vidste instinktivt, at det ville blive en… udfordring.
Det var dog ikke det, han underholdte sig selv med, for snart efter havde han fundet nyt tøj, som han iklædte sig. ”Lad os komme afsted, før nogle vil have mig til at synes noget om noget bestemt”, brummede han småleende, hvorefter han drejede rundt på hælen –

Og hamrede ind i en mur, der havde lagt truende i hans blinde vinkel og troligt ventet på netop det sammenstød. Pax sagde ingen ting, men stod blot et øjeblik og ømmede sig i tavshed, før han rettede sig op og stak sin tommelfinger i vejret med en lidende grimasse. ”Alting er godt.”

Han lyttede som hun begyndte på en talestrøm, ja det var jo næsten en lettelse at møde en - som der kunne finde på at snakke lige som ham selv! Han sendte hende altid nogle øjne der bød velkommen til hvad hun havde at sige til ham. At han lyttede, næsten til det punkt, hvor han var snublet over sine egne fødder, men med nogle ganske hurtige reflekser, var det som om der slet ikke var sket noget. 
Han fugtede læberne, og trak på skuldrene som hun mente han kunne være grov; “Min far investerede vores formue forkert, og vi ende med at sidde uden en eneste krystal til vores navn. Så vi gik fra en stor herregård, til slet ikke at have noget.” Grinede han, som om at det egentlig ikke var nogen ret forfærdelig historie han lige havde fortalt. “Eller, hvad jeg mener er - at han bruger meste af sin tid på at være fuld i øjeblikket, for at glemme det smadrede ben han fik, da de kom for at gøre krav på de penge min far skyldte dem. Så hvad han kan finde på at sige, må være små sten i åen, af hvad Pax kan byde mig!” Han nynnede let, som han kiggede rundt om hjørnet og kunne mærke luften der ramte has ansigt. “Så længe han er retfærdig, og kan sikre jeg får krystaller med hjem til de tre mindste, så de kan komme i skole.” Han vente sig imod hende, med et blændende stort smil, der på ingen måde så ud til at være tvunget frem. Det var blot - sådan han var. “Så er jeg sikker på, at jeg vil bryde mig om ham.” Han slap hendes hånd, måske en smule modvilligt - det måtte han indrømme over for sig selv. “Det var virkelig dejligt at møde dig Isiodith! Jeg håber virkelig, at jeg får fornøjelsen en anden gang.” Også, som var de allerede gode venner, lagde han sine arme omkring hende, i et varmt kram. 

-

Hun måtte grine af ham, da han tydeligvis huskede forkert. “Nej din idiot... det første møde, ude i skoven..” hun rystede på hoved, af ham, som han en smule ukoordinerede begyndte at tage tøj på. Hun skulle lige til at blande sig, da han tog sin trøje forkert på. Men valgte at tie, de skulle heldigvis ikke så langt. Og da hun skulle til at gå, så hun hvordan han gik direkte ind i en væg. Først, stod hun bare og stirrede - åben mund og det hele. Fordi hvordan skulle man kommenterer på det der lige var sket? Men da han med en lidende grimasse stak sin tommelfinger i vejret, udbrød hun en krystal klar latter. Og måtte holde sig på maven, før hun greb hans hånd med rystende hoved. “Kom - nu følger jeg dig sikkert resten af vejen.. vil helst ikke løbe efter Isi og sige du allerede har brug for en ny omgang healing.. Det kan hellere ikke være sundt for kroppen!”

Derefter havde Pax ikke det store valg, som han blev trukket afsted af den ældre kvinde. Selvom hun ganske vist, så ud som om hun var yngre end ham selv. Sådan gik de, som de bevægede sig igennem udhulingerne, kom ind i kloakerne - igen blev hun mindet om den fæle duft der var der inde. Hvordan hun havde kunne bo i over et år, under sådanne vilkår. Her måtte hun jo minde sig selv om, man kunne meget for at overleve. Og der for, var det ikke så mærkeligt i længden - og da slet ikke efter hendes lugtesans havde valgt at opgive livet. 
Som de kom længere ind, kom der nogle lanterner, der viste at der måtte være liv omkring dem. Faktisk, var de ikke synderligt langt væk fra klanens oprindelige tilholdssted. Måske - femteminutters gå gang? Havde han nogen sinde vidst, at hans rival havde været så tæt på?
Hun slap hans hånd, sprang let og elegant op for at trække en stige ned. “Damerne og rakkerpak først” sagde hun med en sjov grimasse, som hun begyndte at skubbe ham hen imod stien. Mest alt, så hun kunne sikre sig, at han ikke skvattede ned - det øje - det kunne næsten kun gå for langsomt. 
Han ville møde det samme ovale rum, denne gang var det ikke støvet som sidst. Og det var mere, et soveværelse. Det ovale bord var der stadig, sammen med nogle af hendes malerier der også havde været der den gang. En stor seng, ja næsten en konge værdig, stod over i den en side, og mere eller mindre i midten stod et gyldent badekar med løve-fødder. “Man dræber overhoved i Rubinenen, og pludselig kan det kun gå for langsomt med at sikre at man ikke længere lever under kummerlige forhold..” grinte hun tørt, og gik forbi ham hen til en åbning i væggen. Den førte over til badekaret. Hun lagde nogle sten ned i karet, som ville varme vandet op så snart at vandet ville ramme. Som det gjorde, da hun trak i håndtaget. “Ah, den gnome er genial” lo hun, som hun så glædesfuldt hvordan at rent vand strømmede ned i det store kar. Vandet kom fra søen der lå over dem ved det lille hus, som hun i sin tid havde vist ham til. Hellere ikke det, led længere over at være snusket og forladt. Nej meget var sket under de fire uger, hun havde været væk fra ham. Og pludselig havde denne klan ikke arbejdede hurtigere og mere effektivt. 

Isiodith lyttede, så hendes isblå øjne var store af forbløffelse, og før hun vidste af det, havde Theobald fundet udgangen. Hun nåede knap at finde hoved og hale i hans historie, og før hun kunne nå, at åbne munden for at svare, lagde Theobald sine arme omkring hende.
Instinktivt stivnede Isiodith i den unge menneskedrengs favn, men da han derefter gav slip på hende, brændte hendes kinder afslørende. ”Jeg – jeg er her omkring”, udbrød Isiodith skingert, i det hun dernæst gestikulerede lidt rundt mod øst, vest og i selvopfundne retninger, der indikerede en fjerde og femte dimension. Dernæst nikkede hun – som en forretningskvinde tilfreds med dagens aftale – hvorefter Isiodith resolut drejede rundt på hælen, og fortsatte –

Nej, gal retning. Det her er helt den gale retning! ”Oh, ja, det var – det var jo den forkerte vej! Til – til vi ses igen Theobald!”
-
Pax skar en lige dele lidende og moret grimasse, i det Evlyns bjæffende latter forlod hende, hvorefter de sammen skridtede ud ad grotten. Vandringen var ikke uden forhindringer, men Evlyn ledte ham raskt afsted, hvilket var – ja, ligeså mærkværdigt som sensationen i hovedet. Pax vidste, at det kun var et øje, han havde mistet, men til stadig føltes det som væsentlig mere; som havde Solari taget en del af hans hjerne med også.
Da de nåede til stigen, stirrede Pax på den, som var det en trehovedet, ildspyende drage. Det virkede fuldstændig umuligt for ham, at skulle kravle den lange vej, men han brokkede sig ikke. I hvert fald ikke højt.
Op kom de dog efterhånden, og de nye omgivelser fik Pax til at spærre øjnene – næ, øjet – op i forundring. Der var vitterligt sket store forandringer. Aldrig havde han set en sådan seng før, heller ej et så stort badekar. Til trods for de mange herskabsboliger, som Pax havde betrådt, så havde han sjældent tid til, at tage deres ejendele – dem, han ikke kunne stjæle – i nærmere øjesyn.
Da vandet begyndte at løbe, frøs han dog på stedet. Hans blik forsvandt fra sengen og landede i stedet på det brusende vand, der hastigt begyndte at dampe af varme. Lyden fik ham til at stirre med et tomt blik, som var han tryllebundet, for bag sin beskidte pande, hørte han Carls stemme. ”Og så sagde vi jo, at mørkelverne og dragen kom! – betragt den store ridder, Carl, Lysets kriger! – jeg er ikke bange! Angriiiib!” 

Den unge dreng, vinkede med et lys der skinnede i de brune øjne. Et grin forlod hans læber, som kvinden måtte vende om og gik den anden retning. Hun havde været sød, og han skulle nok sørge for - at deres forening ville ske før eller siden - helst før. Dertil, bevægede han sig tilbage, til de andre lokaler, hvor en gnome ventede - sikkert på at han skulle ud og hente de sidste genstande hun skulle bruge. 

Hun betragtede vandet i noget tid, havde altid synes det var fascinerende; det samme med hun kunne sidde og stirre på vandfald i flere timer. Høre på lyden af vandet der plaskede mod vand og sten. Men også formerne der kom, fra vandets stråler - den måde lyset skinnede og glimtede. Og skabte, ja noget helt eventyrligt. Men som hun vente sig blik væk, og rettede det imod manden der, nu havde stået og stirret i ganske længe. Mærkede hun et velkendt sug i hendes mave, og ikke den gode slags. Han var forsvundet, et eller andet sted hen - det kunne hun se i hans ene øje, som var en film glædet hen over det. Og han slet ikke var til stede længere. 
Med forsigtige langsomme skridt, bevægede hun sig hen til ham. “Pax...” prøvede hun forsigtigt, som han stod der og kiggede på vandet der plaskede ned i det store kar. 
Hendes fingre gled op, og på tær måtte hun gribe omkring hans kinder og trak ham ned af imod sig. “Hey.. .. er alt okay?” Kom tilbage til mig, du må ikke forsvinde, når jeg først lige har fundet dig. Havde hun gjort noget forkert? På en eller anden måde misforstået situationen? Presset ham for hårdt, alskens tanker fór igennem hendes hoved - som hun betragtede ham indgående.