Sted: De Ældste Skove
Tidspunkt: Hundevagten
Vejr: Kraftig blæst
Begivenhed: En flok aggressive ænder angriber

Vinden hev i træernes grene, som et arrigt kæmpeegern der havde mistet sine nødder. Azra hang dovent hen over en tyk gren og sov så sødeligt, som blæsten tog mere og mere til i styrke som aftenen skred frem. Det hele havde ellers åndet fred og fordragelighed som hun havde ligget der, med en arm og begge ben dinglende ud over kanten, lidt gemt bag et par grønne friske grene og snorksovet til aftensolens sidste stråler. Hendes hoved hvilede på den sidste arm, mens savlen gled ned fra den åbne mund med de gullige store klodsede tænder, og landede på den gule læderhud på armen. Det røde hår kunne nemt forvekslet med en fuglerede, og med de atypiske farver der skilte sig ud fra trætoppenes mere jordnære farver, var hun egentlig ikke svær at få øje på. Et gryntende tungt snork forlod hende som vinden tog fat i hendes hår. Næsen gav sig til at rynke som bekæmpede hun et nys, inden hun vendte hovedet helt ned i sin arm så kun det røde hår stak op.

Sådan lå hun til solen var gået ned og nød roen og de vante lyde fra skoven, da et noget mere kraftigt pust af frisk vind fik fat. Hun vågnede med et sæt for at gribe fat rundt om den tykke gren, men var ikke helt vågen nok til at få ordentlig fat, men derimod kunne høre knækket fra en sølle gren der ikke så meget som overvejede at holde hendes kampvægt oppe.

Med et hyl faldte hun de korte halvanden meter ned fra træet og landede med et ordentligt plask direkte i lille små lugtende dam under sig hvor andemaden voksede noget aggressivt i kanten af siv og let ud i dammen før åkanderne for alvor fik fat. Der var dunkelt og mørkt omkring hende, mens videns tude faktisk gjorde det hele en lille smule mere skummelt. Søvndrukken forsøgte hun at rejse sig plaskende i det kolde vand, for i stedet at få en dunhammer i panden som vinden meldte sin ankomst endnu engang.
Endnu et plask meldte sig som Azra faldte bagover og knækkede store dele af de lange siv på vejen ned i vandet endnu engang. Hun spruttede, mens hun slog ud med arme og ben for at komme til overfladen igen. Av for en i Kiles underhyler!

Knotten, desorienteret og stadig ret træt, vendte hun sig skvulpende rundt i vandet og gav sig til at kravle mellem sivende i stedet. De slimerede grønne alger klæbrede sig op af hendes gule hud og håret hang slasket ned over hendes ansigt. Hendes øjne var lukket til at det kun var en skulen der kom ud. Hun fik kravlet omkring halvanden meter før et højt honk fik hende til at trække armen til sig og næsten falde om på røven igen.

Nysgerrig kiggede hun ind gennem sivende og så en rede. I reden lå der små søde plyssede fjerklumper. De snorksov og kun små dele af deres plyssede krop stak ud fra kroppen af en meget nattesur and. Azras blik gik langsomt op ad til hende og anden sad mere eller mindre næse til næb og hun forsøgte sig med et undskyldende klodset tandsmil til anden, før den bed hende hårdt i næsen.
”AV!” Azra kastede sig tilbage i vandet og måtte efterhånden havde vækket alt levende i miles omkreds med den påstyr. Anden gav sig til at klage, honke og rappe af hende som var hun sendt fra Zaladin selv. Azra lagde en hånd over næsen og ømmede den med tåre i øjnende over den pludselige smerte, imens anden baskede vildt med vingerne. ”Dumme rapand” klagede hun tvært, mens hun forsøgte at rejse sig endnu engang.

Men andemor måtte havde hidkaldt en mindre hær, for pludselig var der en god håndfuld ænder som kredsede om hende. Hun kunne havde svoret at de sendte hende kolde døde blikket.
Hun kom op af stå, undgik at få flere dunhamre i hovedet og gav sig til at bakke. ”Så så.. der.. der skete jo ikk noget vel..” brummede hun en smule gebrokken. Noget der åbenbart skulle tages som en opfordring til angreb!

Med et skrig af ren skræk, satte Azra i løb med en fem ænder baskende efter sig, snappende efter den pelsede halespids og et par enkle fik også bidt hende godt og grundigt i knæhaserne.
Det var ellers sådan en rolig aften.