Jaris lagde blidt hånden mod Daphnies lår og lod den så glide hele vejen op mod hoften, op over maven og hen over brystet, hvor han lige klemte lidt til, inden den fortsatte. Han havde trukket underkjolen af hende, skubbet hende ned i sengen og kravlet ind over hende. Han havde selv kun smidt skjorten.
Det var 5 dage siden Daphnie havde bundet Jaris til sengen, sørget for at gøre ham noget så opstemt, for derefter at efterlade ham helt skuffet, alene i sengen. Jovist, hun var kommet tilbage og han havde fået hvad han ville have, men det betød ikke at han ikke ville have hævn. Der var ikke længe til at han ville vende næsen hjemad, så hvis han skulle nå det, måtte han gøre det nu.
Jaris havde før bundet Daphnie til sengen, så forhåbentligt ville hun ikke fatte mistanke, da han førte begge hendes hænder over hendes hoved. Han fandt det samme sjal frem, som hun havde brugt mod ham, dels fordi det lå tæt på, dels fordi det ikke gjorde ondt at blive bundet fast med.

Sjalet blev viklet om begge hendes håndled og derefter bandt han det godt fast til hovedgærdet. Hun skulle jo helst ikke kunne slippe fri uden hans hjælp. Han rykkede sig lidt længere ned og måtte bide sig i læben for ikke at smile alt for bredt. Han gjorde et hurtigt forsøg på at skjule sin morskab, da han lænede sig ned over hende og pressede læberne mod hendes i et grådigt kys. Den ene hånd fandt ned mellem hendes ben, hvor den gav sig til at lege lidt, og et øjeblik efter slap han kysset, for at placere læberne mod hendes hals i stedet. Så ned over kravebenet, ned over brystet, hvor han nappede blidt i brystvorten og så videre ned over maven. Han trak hånden til sig og stoppede kyssene, lige inden han nåede hendes underliv og så rettede han blikket op mod hende.
”Skal jeg fortsætte?” Spurgte han drillende. Selvom han havde planlagt at hævne sig på hende, kunne han ikke undgå selv at blive opstemt af sit pilleri på den nøgne kvindekrop, men det skulle ikke stoppe ham. Daphnie skulle ikke slippe så let.

 Daphnie fattede ingen mistanke. Over hovedet. Hun var overbevist om, at Jaris havde taget det hævn han havde haft brug for, og derfor havde hun med god tro ladet sig binde fast til sengen, og et sug i maven og en kildende fornemmelse i resten af kroppen. Ligesom sidst han havde bundet hende fast, mærkede hun nervøsitet sitre lidt i kroppen, men spændingen for hvad der skulle ske tog også hurtigt over, især da hun mærkede Jaris læber mod sine. 
 Kysset blev lige grådigt gengældt, og Daphnies øjnene lukkede sig i. Hele hendes krop summede allerede efter at mærke ham, og et nydende og tilfreds suk forlod derfor hendes læber, da han gav sig til at lege mellem hendes ben. 
 Da Jaris trak sig fra kysset var Daphnies vejrtrækning allerede begyndt at blive lidt tung. Halsen strakte sig som Jaris gav sig til at kysse ned over hende, og Daphnie bed sig lidt i underlæben for at holde sukkene lidt tilbage. Da Jaris nappede lidt hende brystvorte sneg et støn sig over Daphnies læber, og hun vred sig lidt under ham. Ikke fordi hun ville have han skulle stoppe, men af ren nydelse. Daphnies mave trak sig lidt ind da han kyssede ned over den, som et sug gik gennem hendes krop, og fik hendes vejrtrækning til at blive noget langsommer og tung. 

 Daphnie åbnede øjnene og så ned på Jaris, som hans kys vandrede ned over hendes mave. Hendes blik brændte med lyst og endnu et støn forlod hendes læber inden hun bed sig lidt i læben igen. Hendes kinder var røde og varme af følelserne der svømmede rundt i hendes krop. Og så trak Jaris hånden til sig og løftede hovedet. Daphnie rykkede lidt i hænderne, så hun kunne mærke ham med dem, men de sat godt fast mod sengen. Blikket blev lidt mere bedende, da han spurgte om han skulle forsætte, som hun et kort øjeblik mærkede usikkerheden om, om han mon kunne finde på at gå sin vej, som hun havde gjort. Hun lod ham dog komme tvivl til gode og nikke ivrigt.
 " Du må ikke stoppe..  " lød det delvist bedende og krævende fra hende. Hun var bestemt ikke klar til at han skulle stoppe nu. Lidt utålmodigt vuggede Daphnie lidt med underlivet som en kom nu i gang.

Jaris nød altid at se hvordan han kunne få Daphnie til at vride sig under ham. Lige så meget nød han at se de lystige, men bedende, næsten tiggende blikke hun sendte ham, hver gang han ikke lige gjorde som hun ville have. Han fandt dette måske lidt for underholdende at se om han kunne holde den kørende længe nok, til at hun direkte ville begynde at tigge om mere, men det var ikke dét, der var formålet i dag. Smilet bredte sig over hans læber, som han udmærket godt så usikkerheden i hendes ellers dybt bedende blik. Var hun alligevel lidt nervøs om han kunne finde på at gå? Han løftede lidt overvejende det ene øjenbryn, for selvfølgelig kunne han ikke lade være med at tænke over muligheden, at droppe hævnen. Kun fordi Daphnie så utålmodigt bad ham om ikke at stoppe og gav sig til at vugge let med underlivet.
”Okay,” svarede han, idet han førte hånden hen mod hendes underliv. Han lod hende få sin vilje, da han gav sig til at lege lidt igen.

Daphnie skulle jo gerne lige nå at tro, at han bestemt ikke havde tænkt sig at efterlade hende, når han lige var så godt i gang. Men han fortsatte kun sin leg i et øjeblik, inden han trak hånden til sig igen og rettede sig op. Han rystede let på hovedet.
”Så let slipper du ikke.” Han nægtede at give efter, bare fordi hun gjorde sig lidt til. Det havde hun vist ikke helt fortjent. Så Jaris kravlede ud af sengen og rejste sig op. Han samlede skjorten op fra gulvet og trak den over skuldrene, men knappede den ikke, før han trådte i skoene. Til sidst gik han lige hen og trak et par småkager frem fra et af Daphnies gemmesteder og så gik han mod døren.
”Vi ses, Daffe! Hyg dig,” sagde han muntert, inden han lukkede døren efter sig.
”Hej, fru Svendsen!” Kunne man lige høre ham hilse, inden han gik videre, rundt om hjørnet. Han havde ikke tænkt sig at blive væk længe, kun cirka lige så længe, som hun havde efterladt ham.

Jaris satte sig på hug, lænet op ad muren om hjørnet i den lille gyde, lidt gemt væk fra dagens stressede gader. Han rettede den gode hørelse mod fru Svendsen, der gik og mumlede en masse om uanstændighed, da han ikke engang havde knappet skjorten. Med munden fuld af knasende småkager lagde han ikke mærke til den mand, der nærmede sig Daphnies lille hjem med hastige skridt.

 Sukket der forlod Daphnies læber, da Jaris gjorde som hun bad om, og begyndte at lege med hendes underliv igen. Øjnene lukkede sig i, og hovedet vippede bagover med et støn. Overbevist om at det var paranoia at Jaris kunne finde på at hævne sig, lod hun sig leve fuld ud ind i følelserne, og derfor var det også som at få smidt en spand fuld kold vand i hovedet da Jaris havde trukket hånden til sig, og ordene forlod hans mund. Daphnie blik flyttede sig lynhurtigt hen på ham, ved han og hun skulede til ham.
 " Nej nej nej nej nej! " lød det lettere panisk fra hende, da han rejste sig fra sengen.
 " Jaris... Jaris.. nej nej.. JARIS!  " Daphnie begyndte at vride sig lidt i sengen med lidt utilfredse støn, da sjalet gjorde ondt mod hendes håndled. 
 " Jaris! Jeg kommer til at fryse! Du kan ik bare... Jaris! Jaaaariiiis.....  " sidste blev sagt med en lettere klynkende tone, inden hun lavede et spjæt med kroppen, i et forsøg på at få hans opmærksomhed, men lige lidt hjalp det for døren var allerede lukket, og Jaris var sikkert på vej væk. Hun var dog sikker på han kunne hører hende, og hun sendte et surt fnys i hans retning.. Møgunge.. 

 Trods summen i kroppen, og irritationen over Jaris gav hende igen, kunne hun alligevel ikke lade vær med at smile lidt over det, for hun kunne nu alligevel også godt se det sjove i det. Når hun altså ikke tænkte for meget over hvor meget det dunkede i hendes underliv. 
 Daphnie havde bestemt ikke tænkt sig bare at ligge og vente på Jaris kom tilbage. Hun ville gøre en brav kamp om at komme fri og hun ville prøve alle ting hun komme på. Det første var at bruge tæerne til at binde sjalet op. Det ene ben blev derfor svunget op, i et forsøg på at nå sjalet, men hun kunne ikke helt nå. I et forsøg på at presse benet lidt mere, fik hun møvet det ind mellem armene, så hun måske kunne bruge dem til at guide benet. 
 I samme øjeblik som hun fik sat benet lidt i spænd mellem sengen og armene bankede det på. Daphnies blik flyttede hurtigt sig derhen, usikker på hvem der dog kunne banke på, men vendte tilbage til at prøve og komme fri, for hun regnede med at Jaris bare ville vade ind hvis det var ham.
 " Daphnie? " Den dybe stemme rungede i gennem døren og fik alt i Daphnie til at fryse til is. Far!? Hun blev pludselig meget bevidst om hvor nøgen hun var, og hvor afslørende en stille hun lå i, med det ene ben halvt om nakken, og armene bundet fast til sengen.

 Ud på den anden side af døren stod Albert. Han var sikker på Daphnie næsten måtte være hjemme, hun havde lige været over på kroen, og de havde sagt hun havde fri. Han bankede derfor på igen, og lagde øret mod døren. Lå hun stadig og sove? Det kunne vel ikke passe. En let rumstereren inde i hjemmet, fik ham til at rynke panden og trykke dørhåndtaget prøvende ned.
 Med et let klik åbnede døren sig og Albert trådte ind til det værste syn nogensinde. 
 " Daphnie!??  " der var tydelig panik i den store mands stemme som han hurtigt flyttede blikket væk fra han blottede datter, og hurtigt fik fundet noget at dække hendes krop med, som han gik i gang med at binde hende fri. Hvad var der dog sket!? Hvem havde overfaldet hans lille pige?!

 Daphnie lå til gengæld bare helt stille i sengen, med et hoved der næsten var rødere end en tomat, mens hun holdt vejret, i håb om at hun om lidt ville vågne og det hele bare var en drøm.

Det sidste lille stykke småkage blev skubbet ind i munden, da Jaris let grinende rejste sig op. Han kunne stadig høre fru Svendsen gå i sit hjem og surmule lidt, ikke kun over ham, men en masse andre småting, der ikke lige var gået efter hendes hoved i dag. Men nu var der vist også gået tilpas lang tid og mens han tyggede af munden, gik han stille og roligt tilbage.
Jaris skulle lige til at tage fat i dørhåndtaget, da han hørte Alberts paniske udbrud på den anden side. Han trak straks hånden til sig og trådte et skridt til siden, bare for ikke at stå og lytte ved døren. Det så næppe særlig pænt ud for alle dem der gik forbi i den lille gade. I stedet stillede han sig lænet op ad muren ved siden af, han havde jo ingen problemer med at høre derfra alligevel og så lignede han mere en der ventede på noget. Han undrede sig bare stadig over hvordan Albert var sluppet forbi, uden han havde lagt mærke til det. Han havde åbenbart moret sig for meget over lille fru Svendsen.

I et kort øjeblik ærgrede det Jaris, at Albert lige skulle dukke op nu og ødelægge hans hævn. Men ved nærmere eftertanke kunne han ikke lade være med at smile stort over det, som han var sikker på at Daphnie måtte være nået et nyt niveau af rød farve i det kønne ansigt. Derefter ærgrede det ham bare, at han ikke havde været der til at se begge deres udtryk, da Albert var gået ind og havde fundet sin datter nøgen og bundet til sin seng. Det faldt ikke Jaris det mindste ind, at den sure mand ikke ville give ham en varm velkomst, når han endelig trådte ind igen. Men indtil videre blev han stående ude foran. Han skulle da lige høre hvordan Daphnie havde tænkt sig at forklare den situation.

 Albert vidste ikke helt hvad han skulle gøre først. Benet der var vendt op og viklet ind i arme og seng gjorde det ret så akavet at skulle binde hende fri, men han fandt det også noget så uanstændigt at skulle tage fat om hans datters nøgne ben. Han endte dog alligevel med at få det viklet ud, da bestemt heller ikke måtte være behageligt for hende at ligge sådan. Derefter gik han i gang med at binde hende op. 
 Daphnie der stadig lå og holdt vejret måtte konkludere at det ikke var en drøm, for hun vågnede ikke. Da hun ikke længere kunne holde vejret længere måtte hun puste ud og derefter hev vejeret ind, noget der fik et endnu mere bekymret udtryk frem hos Albert.
 " Er du okay!? Hvad er det sket!? Hvem har gjort det her mod dig? " Det sidste blev sagt med en let snerre, mest henvendt til hvem end der kunne finde på at gøre hans eneste datter noget. Daphnie sagde ikke noget. Hun frygtede at Jaris ville komme ind af døren når som helst. Hun håbede bare at hendes far ikke selv tænkte sig til det måske kunne være Jaris. 
 
 Da Daphnie var bundet fri, holdt hun tæppe Albert havde fået grebet fat i, og lagt over hende, godt ind til kroppen med armene, mens hun gned håndledene lidt. Den bedste løsning var nok at skynde sig at få sendt hendes far afsted igen, så han var ude af døren inden Jaris dukkede op. Hun vidste jo ikke hvor den orange øjet møgunge var forsvundet hen.
 " Jeg.. trænede bare..  " mumlede hun lidt, en stemme stille af flovhed og blikket slået langt ned i gulvet.
 " Til hvis nu jeg skulle blive bundet fast til en seng.. Så jeg vidste hvordan skulle komme fri..  " havde Daphnie kigget op på den store mand der stod på gulvet foran hende og tårnede sig, ville hun have set et blik med en dyb, undrende pande. Albert fandt det meget underligt. Daphnie havde altid været lidt specielt, men det her var for mærkeligt. Hvorfor havde hun gjort det nøgen? Og hvordan havde hun fået bundet sig selv fast til sengen. Hun havde ikke lige frem lignet end der kunne komme fri selv. Han sukkede dog for nu, for han viste at hvis ikke hun ville sige, kunne han heller ikke få hende til det. Der havde hun arvet hans stædighed.
 " Få noget tøj på..  " brummede han lidt, inden han vendte rundt og gik lidt væk så hun kunne tage tøj på, og ikke være så uanstændig. Daphnie rejste sig fra sengen og fik hurtigt fundet underkjolen og kjolen der begge lå smidt lidt tilfældigt rundt på gulvet, og fik hurtigt trukket det på. 
 " Tak... For hjælpen far.. Du kan godt gå hjem til mor igen.. Jeg skal nok snart komme og besøge jer..  " hun kunne stadig ikke få sig til at se på den store mand, men Albert gjorde ikke mine til at gå, og Daphnie knyttede hænderne lidt. Åh hvor var det pinligt!
 "Daphnie.. Du kan godt sige hvem der har gjort det her ved dig.. Det er ikke din skyld! Ham der har gjort det ved dig skal nok få det betalt! " Der var ingen tvivl om at Albert så kvinder som svage, og at det helt klar måtte have været en mand der havde gjort det. Og selvom det måske var rigtigt, kunne Daphnie ikke lade vær med at blive lidt irriteret over det.
 " Det var mig selv... Far..  " brummede hun en smule sammenbidt og skævede kort nervøst mod døren.

Selvom Jaris bestemt ikke regnede med at Albert ville gå fra sin datter lige med det samme, så satte han alligevel pris på at Daphnie prøvede at skynde lidt på ham. Men selvfølgelig ville den overbeskyttende fader ikke forlade sin datter, når han lige havde fundet hende bundet til sin egen seng. Han havde jo ret. En eller anden havde gjort det mod hende, og det skulle næsten ikke undre ham, hvis det kun ville gøre det værre at vide, at Jaris havde gjort det i en meget intim leg. Han var helt bestemt forberedt på at blive råbt ad og måske endda få at vide, at Daphnie ikke havde sin fars tilladelse til at blive gift med sådan en rædselsfuld mand som Jaris. En mand der kunne finde på at binde sin afklædte, kommende brud til sengen og så efterlade hende helt forsvarsløs til sig selv.

Lige meget hvad, kunne det vel ikke blive så slemt. Jaris var vant til lidt af hvert, specielt en fars vrede, så mon ikke det nok skulle gå. Han var i hvert fald ikke den mindste smule nervøs, da han endelig tog fat i håndtaget, trykkede ned og åbnede døren. Han forsøgte at se lidt overrasket ud, som om han ikke anede at Albert var her, da han trådte ind, stadig med åben skjorte. Han var da sikker på at Daphnie udmærket var klar over, at han havde smuglyttet.
”Hr. Nomokia… Godt at se dig igen,” sagde han smilende. Selvom Albert næppe ville kunne undgå at gætte, at skyldneren måtte være Jaris, opførte Jaris sig helt normalt, som om intet var galt. Han havde jo teknisk set ikke gjort noget forkert, det måtte Albert vel også kunne se. Forhåbentligt.
"Hvad laver du her?" Spurgte han kort efter lidt undrende, som han lige skævede mod Daphnie. Han kunne ikke holde et svagt morende blik tilbage, da han så farven i hendes ansigt. Det var ikke ligefrem den hævn han havde planlagt at få, men det var bestemt heller ikke skuffende.

 " Daphnie... " Lød det lidt opgivende fra Albert som han vendte sig om. Han troede tydeligvis ikke på hende. Hun kunne jo ikke binder sig selv så godt fast, det var ikke sådan det fungerede. Desuden kunne han jo se der var noget der gik hende på. Daphnie sukkede tungt og lagde armene over kors. Pustede kort til en vildfaren krølle for at få den væk fra ansigtet.
 " Far det er ikke sket noget.. Jeg er okay.. " sukkede Daphnie opgivende, og håbede at hendes far snart ville godtage hende forklaring og gå. 

 Desværre havde Daphnie ikke heldet på hendes side, og i det samme kom Jaris ind af døren. Daphnies blik gled kort ned over Jaris' næsten bare overkrop. Var det ikke fordi hun var ved at dø inden i, havde hun nok nydt synet, men lige nu hadede hun det. Det ville bestemt ikke tage hende far mange sekunder at lægge to og to sammen. Og som Albert blik gled ned over Jaris mellem tale pausen fald 5'øren da også for ham
 " Dig....! " kom det hvislende fra den store mand og pludselig var blevet meget anspændt kroppen. Albert vendte sig så han kom til at stå mellem Jaris og Daphnie, og pustede sig så lidt op. Så det var manden der havde lagt hånden på hans datter. Måske de skulle giftes, men de var ikke gift endnu! 

 " Jeg kom for at tjekke at Daphnie blev behandlet ordenligt.. Anstændigt... " Der var ingen tvivl om at Albert ikke mente at Jaris behandlede Daphnie som han ville have det. Måde han stod mellem Daphnie og Jaris lagde også lidt op til at Jaris ikke skulle have lov til at gå hen til hende.
 " Far... " Mumlede Daphnie lidt irriteret. Hun synes han var lidt pinlig nu. Hun var dog godt klar over at hun ville få en kæmpe skideballe så snart hun var alene med hendes far igen, så hun måtte huske at hendes mor var hjemme, næste gang hun kom forbi. 
Albert øjne så lynende på Jaris, og hans hænder var lige så knyttet som da han var stormet ud af døren sidst. Der var dog ingen tegn til at han havde tænkt sig at storme ud af døren denne gang. I hvert fald ikke uden hans datter. 

Jaris kunne se hver en muskel i den sure mands krop blive spændt op, idet han fik øje på synderen. Han var klar over at Albert ikke fandt dette her den mindste smule underholdende, men Jaris kunne ikke lade være med at smile, nok noget større end han burde i den situation. Han kunne jo ligefrem se åren i Alberts pande pulse på højtryk, da han så sin modbydelige svigersøns flabede smil.
Jaris skulle lige til at træde et skridt frem, da Albert stillede sig i vejen og pustede sig op mellem ham og Daphnie. Han løftede let det ene øjenbryn, før han prøvende trådte et skridt til siden for at gå udenom ham, men Albert flyttede sig stædigt med. Jaris skulle åbenbart ikke have lov til at komme i nærheden af Daphnie.

Nu havde Jaris jo aldrig været særlig passiv, så selvfølgelig kunne han ikke lade være med at lægge armene over kors og lidt udfordrende træde tættere på Albert. Han vendte kort blikket mod Daphnie, et blik der tydeligvis afslørede at han ikke havde andet end dårlige idéer i hovedet. Så rettede han blikket direkte tilbage i Alberts.
”Bare rolig, hr. Nomokia. Jeg behandler altid din datter ordentligt,” sagde han og nikkede let. Han lød næsten helt alvorlig, for det mente han da bestemt ikke var løgn, men tonen ændrede sig straks i de næste ord.
”Anstændigt er dog en helt anden ting. Ser du, jeg har aldrig rigtig lært at holde fingrene for mig selv.” Han kunne have valgt at holde sin kæft, eller i det mindste have formuleret sig anderledes, men det var da meget sjovere at give Albert diverse forestillinger om hvad Jaris foretog sig med hans datter og nogle lystige fingre. Han rykkede sig lige lidt tættere på Albert, for at rette et par hviskende ord mod Albert, men det fornøjelige blik var rettet mod Daphnie.
”Og hun kan lide det.”

 Der var ikke en chance for at Albert ville lade denne.. forfærdelige mand komme i nærheden af hans datter. Om hun ville have det heller ej. Hun skulle med hjem, og sådan var det. Hun var tydeligvis ikke i stand til at tage ordentlige beslutninger lige i øjeblikket. Albert gjorde derfor alt han kunne for at holde Jaris væk fra Daphnie, og rettede sig lidt mere op da Jaris i stedet troppede op foran ham. Øjnene smallede sig lidt, som Jaris sagde han altid behandlede Daphnie ordenligt, og han skævede kort mod Daphnie der prøvede at mase sig ind i mellem de to mænd, men Albert skubbede hende væk. 
 " Far.. Stop nu... Gå nu bare hjem.. " Det var tydeligt at høre på Daphnies stemme at hun ikke var glad. Hun ønskede ikke det her. Hun var næsten villig til at gøre hvad som helst, for at stoppe hvad end der var det at ske. Hun havde bare på fornemmelsen at Jaris ikke ligefrem ville opføre sig som en gentleman. Og hun havde helt ret. De næste ord der forlod Jaris' læber, fik hende til at sende Jaris et stramt og advarende udtryk. 
 
 Albert nåede ikke at svare Daphnie før Jaris snakkede igen, og han kunne bestemt ikke lide de ord der kom ud af den unge mands mund. Hånden der var modsat side af Daphnie løftede sig op og greb fat om Jaris skjorte, selvom det ikke var så effektivt og blev en smule akavet, da Jaris ikke havde den lukket. Albert fik derfor kun fat i den ene side af skjorten. Den anden hånd var tæt på at følge med, så han kunne tage ved den anden side af skjorten, men han brugte den stadig til at holde Daphnie fra at stille sig i mellem dem.
 Blikket der blev flytte hen på Daphnie var blandet. Albert var skuffet over at hans datter opførte sig så uanstændigt, uden at være gift. Men han var også vred, for hans datter var uskyldig. Jaris havde tydeligvis lokke hende i fordærv. Tanken om at hun var med barn, og det var derfor de ville giftes nåede kort at strejfe ham, men den nåede ikke at fæstne sig fast, da Jaris hviskede til Albert. Alberts flyttede sig lyn hurtigt hen på Jaris, og det var rasende. 

 "Hvad sagde du!? " hvislede han sammenbidt, selvom han havde hørt hvad der var blevet hvisket ganske tydeligt. Endelig flyttede han hånden der holdt Daphnie væk, op og tog fat i Jaris skjorte, og rive ham rundt og maste ham op af kommoden. 
 " Kan du ikke se hvad han gør ved dig!? Han er en dårlig mand, Daphnie! Han lokker dig i fordærv!? Er du sikker på han ikke har et bordel!? For lige nu virker det som om han prøver at gøre dig til en ansat! " Albert så han på Daphnie med et bekymret blik. Selvom det havde været en dårlig joke, havde Albert ikke kunne slippe tanken, om at der måske var noget sandhed over det. Albert kunne ikke lide manden foran sig, det var i hvert fald sikkert!
 " Far stop dog! Jaris er en god mand! Du kender ham ikke!  " lød det nu en smule vredt fra Daphnie. Hun vidste ikke hvad Jaris havde sagt, men hendes far havde tydeligvis ikke kunne lide det. Hun tog fat i Albert arm og prøvede at hive Jaris fri.
 " Lad ham gå, far! Slip ham så! " Usikker over den vej situationen pludselig var begyndt at tage, var en let panik begyndt at sprede sig i Daphnie, og den kunne høres i hendes stemme. 

Jaris kunne ikke undgå at lægge mærke til Daphnies advarende udtryk og selvom han udmærket godt var klar over, at hun mente det, så kunne han ikke finde ud af at tage det helt seriøst. Det var ikke fordi han ikke regnede med at Albert ikke ville kunne slå en proper næve, men han gik samtidig ud fra at han ville holde sig fra at gøre alt for meget skade på Jaris, for sin datters skyld. Jaris var ikke bange for at tage et par slag, lige meget hvem de kom fra og selvom han egentlig gerne ville forsøge at gøre det her så roligt for Daphnie som muligt, var han jo stadig nysgerrig på at se hvor langt han kunne skubbe Albert. Han havde allerede taget fat om hans skjorte med den ene hånd, mens han febrilsk forsøgte at holde Daphnie på afstand med den anden. Jaris følte sig tydeligvis ikke den mindste smule truet, hvilket uden tvivl kun pissede Albert endnu mere af, at han ikke tog ham alvorligt.

Hans hvisken ramte vist en helt forkert knap, da den anden hånd hurtigt fulgte med og greb fat i den åbne skjorte. Havde han ikke haft så godt fat i skjorten, ville Jaris være faldet, da han rev ham rundt, for derefter at skubbe ham op mod kommoden. Der lød en lidt anstrengt lyd fra Jaris, der fik kanten af kommoden mast direkte ind i ryggen, men smilet fra hans læber var ikke forsvundet. Det var vel ikke fordi Daphnie ikke ville være en interessant pige at ansætte på bordellet. Hun havde det gode, uskyldige udseende, men det var aldrig en tanke, der havde strejfet ham. Han tog et fast greb om Alberts ene håndled og lagde sin anden hånd mod hans brystkasse, hvor han gav sig til at skubbe lidt.

Han kunne sagtens gøre mere modstand og ville under normale omstændigheder også have gjort det, men panikken var begyndt at vise sig i Daphnies stemme og derfor holdt han sig tilbage. Men han kunne ikke slippe ubehaget han altid følte, når han blev holdt fast på den måde.
”Jeg ville utrolig gerne lege med dig, hr. Nomokia, specielt nu hvor jeg har fundet ud af, at du åbenbart godt kan lide det hårdt,” prikkede han flabet til ham, med et smil der passede til.
”Men jeg synes du burde lytte til Daffe. Du kender mig ikke. Jeg er slet ikke så slem, som du tror.” Måske Albert ville kunne se det i hans blik, at han løj. Jaris vidste jo udmærket godt, at han var meget værre end Albert troede. Han forsøgte at rette lidt på sig, da han konstant kunne mærke et af de små håndtag fra en skuffe presse sig ind mod lænden, men han fik ikke rigtig lov til at flytte så meget på sig.
"Er du sikker på din vrede ikke kommer af lidt jalousi? Så tæt som du står op ad mig, får du mig til at tro, at du sjældent får den tæthed derhjemme længere. Hvis du slipper mig, skal jeg give dig lidt tips til hvordan du genskaber den lidenskab med fruen." Jep, han burde virkelig holde sin kæft nu og han vidste det godt. Han ville bare så gerne se hvor meget mere der skulle til, for at få Albert til at blive lige så rød i hovedet af vrede, som Daphnie blev hver gang hun blev noget så flov. Måske som nu? Han skævede lige mod hende, bare for at se om kinderne var begyndt at tage farve. Jaris holdt sig muligvis tilbage for ikke at gøre fysisk skade på Albert, men det kunne vel næppe komme bag på hende, at han ikke kunne holde en masse mundlort tilbage.

 Selvom om Albert ikke var en kæmpe mand, var han stadig større end Jaris. Det var tydeligt at Albert havde levet af fysisk arbejde, og så var en også godt 10 centimeter større end Jaris, og tungere. Han flyttede sig derfor ikke som Jaris lagde en hånd mod hans brystkasse og prøvede at skubbe ham væk. Han havde ikke tænkt sig at flytte sig. Ikke med mindre det var for at tage Daphnie med hjem, hvor hun kunne blive sat på plads, og blive opdraget lidt igen, for hun havde tydeligvis glemt hvordan man opførte sig!

 Daphnie kunne også godt se, at der ikke var en chance for hun fik Albert til at slippe Jaris, og hun lod opgivende armene hænge ned langs siden. Den utilfredse brummen der havde forladt mandens hals, havde været mere end svar nok til hende, om at han  var ligeglad med hvad hun fortalte. Han havde bestemt sig for, hvad han synes om Jaris. 
 " Far.. Kom nu.. Jeg skal nok følge dig hjem.. " Prøvede Daphnie en smule desperat, efter et kort blik på Jaris.  Hun var ikke i tvivl om, at han havde tænkt sig at trække den længere ud, og hun vidste ikke hvordan hun skulle redde hverken Jaris eller sig selv. Og lige efter snakkede Jaris videre. Albert holdt blikket stift på Jaris, og hele hans ansigt sitrede af vrede. Han troede ikke et sekund på noget som helst Jaris sagde, og det gjorde ondt i hans hjerte, at Daphnie ikke så det samme som ham. At knægten foran ham, kun var ude på ballade. Han var bestemt ikke værdig  som ægtemand til hans lille pige. 

 De næste ord der forlod Jaris mund fik Albert til at stramme grebet om hans trøje og hvis muligt, fik et endnu vredere udtryk. Tæt på at miste kontrollen pressede han Jaris mere op af kommoden. Han havde lyst til at banke knægten foran ham, så han aldrig kom igen. Så han ville holde sig væk for evigt, men ikke med Daphnie i rummet. 
 " Din lille...! " Snerrede Albert, som han hård trak Jaris lidt frem og slog ham mod væggen og kommoden igen. Kiggede Jaris i stedet hen på Daphnie, ville han se et udtryk han ikke havde set på hende før. Hun var stadig næsten lige så rød i hovedet som da Albert var kommet ind i rummet, men det var ikke længere kun af flovhed. Hænderne var nemlig og knyttet, som hun var begyndt at blive sur. Sur og skuffet, og det skinnede ud af hendes øjne. Hun var på ingen måde glad, og fandt bestemt ikke noget af det sjovt. 

 " Daphnie.. Gå udenfor og vent.. Jeg taget dig med hjem til din mor..! " Albert fjernede ikke blikket fra Jaris. Han havde stadigvæk heller ikke tænkt sig at slippe ham før han var sikker på Daphnie var gået ud, så Jaris ikke pludselig fik hende lokke til noget andet.
 Daphnie reagerede dog ikke. Hun havde ikke lyst til at gå. Det var nemlig ikke kun på grund af Jaris at hun var sur og skuffet, det var lige så meget hendes far. Hun var skuffet over at han lod Jaris ord nå ind til ham. Skuffet over han ikke ville høre på hende. Sur over, at han bare kom valsende og troede han kunne bestemme over hende. Måske var han hendes far, men hun var voksen og boede ikke under hans tag. Hun sagde dog heller ikke noget til det. I stedet blev hun bare stående, med hænderne knyttet, tænderne sammenbidt, og blikket slået irriteret ud til siden, så hun ikke skulle se på nogen af dem. 

Der var ingen tvivl om at Jaris fik Albert til at reagere præcis som han gerne ville. Det var ikke langt fra at være samme situation, som Jaris havde stået i så mange gange før. Det var jo lige netop af den her grund, at de fleste ikke kunne fordrage at være i selskab med ham, fordi han ikke kunne finde ud af at lukke munden, når han havde sagt rigeligt. Specielt når det var en overbeskyttende far, var det nok også lidt hans måde at være rebelsk på. Han kunne ikke finde ud af at sige fra over for sin egen far, så det måtte gå ud over alle de andres. Hvis Albert havde ladet ordene glide af sig som vand på en fjer, ville det heller ikke være så underholdende.
Det var ikke tilfældet, for inden længe kunne man høre den stakkels kommode give efter, som Jaris blev slået ind mod den igen.
”Det tager jeg som et ’nej tak’ til tips.” Nu hvor han i forvejen havde været plaget af kommodens kant i ryggen og en skuffeknop i lænden, gjorde det mere ondt at blive hamret ind mod dem en gang mere, men alligevel kunne man høre ham grine lidt. Det alt for morende smil falmede dog en smule, som han skævede mod Daphnie og så et noget anderledes udtryk i hendes kønne lille ansigt. Han havde aldrig set hende sur før, i hvert fald ikke hvor hun havde ment det og han kunne ikke komme helt udenom, at det faktisk gjorde lidt ondt i maven at se hende sådan. Han var jo ikke helt så vant til at tænke over hvordan hans handlinger påvirkede andre, end dem han henvendte sig til. Det skulle gå ud over Albert, ikke Daphnie.

Albert gav Daphnie noget der lød mere eller mindre som en direkte ordre og Jaris forventede egentlig, at hun ville lytte til sin far, at hun lige om lidt ville vende ryggen til og gå udenfor. Albert ventede tydeligvis også på, at hun ville gøre som der blev sagt, men det skete ikke.
”Det ser ikke ud til, at hun har tænkt sig at lytte. Det er mærkeligt, hva? At en voksen kvinde ikke lader sig diktere af sin gamle far,” stak han mere til Albert, idet han rettede blikket tilbage i hans.
”Du kan lige så godt indse, at jeg ikke har tænkt mig at lade din datter være. Ikke så længe hun selv vælger at lade mig blive. For det har hele tiden været hendes valg, ikke mit. Og lige meget hvor lidt du gider at indrømme det, så er hun voksen nok til at tage sine egne beslutninger. Du er bare muggen over at hun ikke længere vælger sin far, men det er vel heller ikke så underligt. Han er surere end Zaladins gamle sokker. Få det nu bare overstået og slå mig. Vi ved alle sammen at det er dét, du gerne vil,” afsluttede han udfordrende. Måske han var heldig, at de ord også ville trænge ind i den brede mands tykke hoved, for selvom noget af det uden tvivl stadig var sagt for at stikke til ham, var det ikke jo ikke løgn. For Daphnies skyld håbede han lidt på at Albert ville vælge at trække sig, hvis han bare fik lov til at komme ud med sine aggressioner først. Og for Daphnies skyld tog Jaris gerne et slag, hvis det var det, der skulle til.

 Albert gjorde ikke andet end at fnyse over Jaris kommentar. Det gik fint for ham i sengen, der var ingen problemer i den form mellem ham og Emma, og havde der været, havde han bestemt ikke tænkt sig at bede om hjælp fra en lille mide som Jaris. Bare tanken om de tanker han gjorde sig om hans datter var skrækkelige nok, og han havde ikke glemt hvordan han havde flirtet med Emma da de var der sidst. Snurrede hende om hans lillefinger. Tankerne fik Albert til at stramme grebet lidt mere om Jaris skjorte, og små ticks dirrede i hans ansigt. 

 " Ti stille..  " mumlede Daphnie utroligt lavt da Jaris begyndte at snakke igen. Det var ikke ment som noget hendes far skulle hører, men hun vidste at Jaris kunne hører det. Hun vidste dog også godt han ikke have tænkt sig at hører efter. Han nød det. Nødt at pine andre. Hun havde jo også oplevet det selv, det var bare aldrig noget hun havde taget så tungt. Det havde aldrig ramt hende på punkter der havde såret eller gjort hende ondt. Undtagen lige nu, men det var ikke så meget hvad han sagde, mere at han blev ved. 
 Var det muligt, ville Albert øjne lyne mere af Jaris ord, og kunne hans blik slå ihjel, ville Jaris have været død på utallige forskellige måder nu. At en knægt som ham, skulle stå og fortælle ham hvordan han skulle opdrage hans datter, og sige at han ikke skulle bestemme over hende, fandt han sig ikke i. Det var i hvert fald de Albert hørte kom ud af munden på Jaris. Det sitrede i hele Alberts krop for at slå Jaris. At tæske ham gul og blå, men han nægtede stadig at gøre det foran Daphnie, og han ville bestemt ikke lade knægten få den tilfredsstillelse ved at Albert gjorde som han sagde.

I stedet hev Albert Jaris væk fra kommoden, og skubbede ham hårdt fra sig, med sådan en kraft og vinkel at Jaris nok ville falde. Væk fra Albert og Daphnie. Med Jaris så langt væk fra sig han kunne, tog han en smule hårdt fast og Daphnies overarm. Daphnie kom med en kort og lav klynkende lyd, men fulgte bare lidt modvilligt med. Hun vidste det var en tabt kamp. Hun kunne ikke gøre noget alligevel. Hun så dog hverken på Jaris eller hendes far. Hun havde mest af alt lyst til bare at forsvinde. Det var tydeligt hun ikke havde det fedt, og det var tydeligt hun ikke havde lyst til at gå med hendes far, men at hun havde givet op.

Jo mere Albert strammede grebet om begge sider af den åbne skjorte, jo mindre begyndte den at føltes. Det blev sværere og sværere at bevæge armene, medmindre skjorten skulle gå i stykker og det ville næsten være synd. Han hørte udmærket godt Daphnies ord og han vidste også, at hun havde ret. Han burde tie stille, han gjorde det kun værre for dem alle, men det filter havde han vist aldrig lært at lytte til. Så han snakkede videre, blev ved med at stikke til Albert, som kun stirrede mere og mere intenst på ham. Hvis øjne kunne dræbe… Og ja, han nød det. Han prøvede ikke engang og alligevel fik han Albert til at reagere sådan.
Jaris drejede hovedet en lille anelse for at opfordre Albert til at slå ham, og samtidig forberede sig på samme. Men han fik ikke sin vilje, for Albert formåede endnu at holde sig tilbage. Det var ikke et yderligere fast greb Jaris havde om den andens håndled, og uden at være forberedt på at blive flyttet og skubbet, nåede han ikke at gøre den mindste modstand. Lidt akavet forsøgte Jaris at vende sig, for ikke at lande på ryggen, men det gik ikke helt efter planen. I stedet hamrede albuen mod det hårde gulv først, og derefter hele den ene side af kroppen.

Jaris åbnede munden og skulle lige til at komme med endnu en dum kommentar, men som han rettede blikket mod Albert, der allerede havde fat i Daphnie og var på vej til at trække hende med sig, lukkede han straks munden igen. Hans første instinkt var at stoppe ham, med vold om nødvendigt. Hvis det ikke havde været hendes far, ville han også have gjort det, men flere ting talte for ikke at gøre det. Det ville næppe være måden at få Albert til at slippe hende på, og lade hende blive. Det ville ikke kun ødelægge hans forhold til Daphnie, det ville muligvis også ødelægge Alberts forhold til sin datter og han kunne ikke rigtig leve med noget af det. Jaris måtte vel bare indse, at han havde tabt.
”Okay, vent,” skyndte han sig at sige, idet han kom på benene og var lige ved at skvatte over sig selv, inden han lidt protesterende stillede sig foran døren. Albert skulle ikke have lov til at tage Daphnie med sig.

”Jeg ved godt du hader mig og det forstår jeg virkelig også godt, jeg er ikke let at elske.” Albert var trods alt ikke den første, der havde reageret sådan.
”Men jeg lover dig at jeg ikke er her for at udnytte hende. Hun er den eneste, der ikke hader mig. Du må ikke tage hende fra mig,” bad han, denne gang uden den mindste undertone af hån eller komik.
”Hvis jeg ikke har Daffe, har jeg ingen.” Det lød måske mindre seriøst når han stadig brugte et kaldenavn, han havde bare vænnet sig alt for meget til ikke at bruge hendes egentlige navn. Men han prøvede og lige meget hvad, havde han ikke tænkt sig at flytte sig fra døren. Ikke før Albert havde givet udtryk for, at han ikke ville tage hende med sig nu. Hvis han formåede at få Daphnies opmærksomhed også, rettede han lige et undskyldende blik mod hende. Havde han været flink, ville han have sagt undskyld til Albert, men han var ikke så sikker på om han mente, at han havde fortjent det.

 Der var ingen tegn til at Albert havde tænkt sig at stoppe op ved Jaris ord. Han havde bestemt sig for længst, og det var bestemt ikke hverken sikkert eller sundt for Daphnie at være i nærheden af ham. Daphnie havde dog andre tanker, og var blevet vækket lidt mere til livs ved Jaris ord. Nysgerrig over om han overhovedet var i stand til at stoppe med at prikke til Albert, kæmpede Daphnie pludselig lidt imod hendes far, der ellers var i gang med at storme ud af døren, og fik ham til at sænke farten lidt, så Jaris kunne nå op foran døren. Det stoppede dog ikke helt Albert, og de endte derfor med at stå helt op af hinanden, og Alberts blik kiggede køligt ned på Jaris.
 " Flyt dig..  " brummede han irriteret, inden han let fnyste over hvad Jaris sagde. Han troede ikke på ham, Hvordan skulle han? Han havde godt se blikket i knægtens øjne, da han havde sagt ikke var så slem. Hvem vidste hvor mange gange han havde brugt den her tale, til at få hvad han ville have? Og at Jaris ikke havde andre, ja, den troede han heller ikke på. Det skulle ikke komme bag på ham, hvis Jaris gik fra dør til dør, og udnyttede naive, unge piger. 

 Trods ordene prellede af på Albert, gik de lige i hjertet på Daphnie, og det ellers noget så utilfredse og sure udtryk mildnede lidt op. Blikket flyttede sig fra gulvet, og løftede sig så det mødte Jaris'. Daphnie holdt vejret og hjertet sprang et par slag over, som hun for et øjeblik fortrød at hun ikke havde færdiggjort hendes sætning for nogle aftener siden. Hvis det ikke var fordi hele hendes ansigt stadig var helt rødt på grund af alle de mange følelser, ville en let rosa farve have sniget sig over hendes kinder. 
 " Du får det til at lyde som om hun er din.. " Nu var det Alberts tur til at lyde hånende, som han ubevidst afbrød det lille øjeblik mellem Daphnie og Jaris. Hans hånd om Daphnies arm, strammede ubevidst grebet lidt, hvilket fik Daphnie til at fjerne blikket fra Jaris og i stedet ned på hånden, der var begyndt at give hende smerter i armen.
 " Daphnie vil aldrig være din, jeg vil aldrig tillade dig få hendes hånd. Du kan godt glemme alt om det bryllup! " Stemmen var kølig og hård, og for at være sikker på at Jaris forstod alvoren flyttede den frie hånd sig op om bunden af Jaris hals, inden han maste ham til siden op mod dørkarmen. Han trådte helt op af ham, så han var sikker på Daphnie ikke hørte hvad han sagde.
 " Du skal holde dig langt væk fra hende.. Jeg vil aldrig se dig igen, er det forstået? " Snerrede Albert lavt og vredt med blikket i Jaris'. Han strammede grebet om Jaris hals en smule, for at understrege at han mente det, men det var på intet tidspunkt så hårdt Jaris ikke kunne trække vejret. Selvom han havde lyst. 

 Uden at tænke over det, strammede Albert også grebet om Daphnies arm, og et lavt, lidt smertende klynk forlod hendes læber, som hun gav sig til at prøve at hive sig fri. Optaget af hendes egen arm, lagde Daphnie slet ikke mærke til hvad der skete mellem de to mænd.
 " Far...  " mumlede Daphnie lavt, i et forsøg på at få hans opmærksomhed, mens hun prøvede at få ham til at slippe hendes arm.

Den vrede mand tårnede sig over Jaris, som han placerede sig noget tæt på ham. Det var ikke meget plads Jaris fik mellem Albert og døren, og han måtte bukke nakken for at kunne se op i de brændende øjne, som han brummende bad ham om at flytte sig. Han kommenterede ikke på det, rystede ikke engang på hovedet, men blev bare stående. Han havde helt bestemt ikke tænkt sig at flytte sig.
Intet han sagde lod til at påvirke Albert i den ønskede retning. Det var næsten lige før det kun havde den direkte modsatte effekt. At Jaris’ bedende ord ikke nåede gennem et eneste tyndt lag hud, selvom han vitterligt havde ment det. Som han rettede blikket mod Daphnie, fandt han dog hurtigt ud af at hun i hvert fald havde hørt ham. Det øjeblik blev hurtigt afbrudt, da Albert åbnede munden i en dybt hånende tone og Jaris straks rettede et lettere irriteret blik mod ham. Nu havde han lige, for en gang skyld, snakket pænt til manden og så var han bare ligeglad. Han kunne ikke lade være med lige at have tanken, at Daphnie var hans.

Trods Albert lige havde sagt, at han kunne glemme alt om brylluppet, kunne Jaris ikke lade være med at smile. Et smil der kun blev bredere, da han mærkede den truende hånd mod bunden af halsen og derefter blev mast op mod dørkarmen. Han følte sig tydeligvis ikke særlig truet, selvom han udmærket godt var klar over at det skulle tages som sådan. Albert var slet ikke klar over at Jaris kun tog det som en udfordring. Nu blev han jo nødt til at fortsætte sit stikkeri. Endnu mere da han hørte Daphnie klynke over smerten, som Albert kun strammede grebet om hendes arm. Hvis han formåede at frustrere ham nok, ville han slippe Daphnie. Hvis ikke, måtte han prøve lidt skrappere metoder.
”Du kommer aldrig til at se mig igen,” forsikrede han ham om, mens han forsøgte at holde et lille grin tilbage. Han behøvede jo ikke at se Albert, for at kunne være sammen med Daphnie. Derfor sagde han med vilje heller ikke, at han havde forstået, for det var ikke en aftale han ville gå med til.
”Og bare rolig, Albert. Det er ikke Daffes hånd jeg vil have, medmindre det er fordi den er på vej ned over min svedige, nøgne krop.” Ikke nok med at han forsøgte at stikke endnu mere til ham ved at kalde ham ved fornavn, så gav han sig også til at trække vejret lidt tungere og lade nogle falske, små støn slippe ud mellem læberne. Der gik heller ikke mere end et par sekunder, før han lige tilføjede en hviskende, stønnene kommentar;
”Lidt strammere.” Han løftede lige hånden og lagde den om Alberts, bare for at understrege at han hentydede til grebet om halsen.

 Albert havde vel egentlig forventet at Jaris havde reageret anderledes. Accepteret at det var slut, og gået hans vej. Derfor blev han noget overrasket over at Jaris begyndte at smile, og smallede derfor øjnene lidt. Det fik ham godt nok ikke til at trække sig. Grebet blev dog løsnet en lille smule, og Albert løftede det ene øjenbryn let, da Jaris sagde at Albert aldrig ville de ham igen. Der var dog noget over måde det blev sagt på, der gjorde Albert ikke troede på ham, og han trak derfor ikke hånden helt til sig. 
 Daphnie flyttede kort blikket over på de to mænd. Hvad end de snakkede om var umiddelbart noget de ikke ønskede at hun skulle følge med i, hun kunne i hvert fald ikke hører det, og hun vidste ikke helt om det var godt eller skidt. Hendes konklusion var dog at det ikke var godt, da Alberts negle pludselig borrede sig ned i hendes arm. 
 " Av.. Far..! " vrissede Daphnie lidt, og skar en grimasse. Hvorfor skulle han klemme så hårdt!? Hun prøvede at mase fingrene ind i mellem hendes arm og Alberts hånd, men han havde for godt fast til at det ikke gjorde nogen forskel. Indtil Albert pludselig trak hånden til sig, og Daphnie selv hurtigt greb om armen og ømmede sig.

 Det var dog ikke på grund af Daphnies klagen, Albert havde sluppet. Som Jaris meget grafisk beskrev hvad han ville gøre med Daphnies hånd, var det som om bærget flød over. Det begyndte at suse for Albert ører, og begge hænder strammede deres greb. Hans hoved, hvis muligt, blev rødere af vrede. Og  som Jaris nærmest bad ham stramme grebet, sortnede det for hans øjne. 
 Hånden der havde om Daphnies arm slap hende pludseligt, og blev med fuld kraft blev den slået ind i maven på Jaris. Hånden om Jaris hals, holdt knægten oppe, mens den fri hånd hurtigt blev svunget mod Jaris kind. Det gjorde ondt i Alberts hånd, men han var ligeglad, og trak hånden tilbage igen, for at sende endnu et slag mod Jaris kind, mens der blev strammet lidt mere om Jaris hals.
 Totalt uforberedt på hvad der skete, slap et forskrækket gisp ud mellem Daphnies læber, og hun hoppede lidt væk. Chokeret over hendes fars voldsomme, stod Daphnie bare med en hånd for munden og en ved brystkassen, ude at stand til at forstå hvad der skete, og hvad hun skulle gøre. Tårene fandt langsomt vej til hendes øjne.

Jaris hørte Daphnies vrissende ord, som Albert kun strammede sit greb om hendes arm endnu mere, men heldigvis lod det til at endnu en pervers kommentar, der gav den vrede mand diverse billeder i hovedet om hvad hans datter foretog sig, virkede som den skulle, da han endelig slap. Jaris var klar over at det betød, at han lige om lidt ville mærke næven mod sin kind, som han hele tiden havde været forberedt på ville ske på et eller andet tidspunkt. Men næven kolliderede først med hans mave og alt pusten blev slået ud af Jaris. Man nåede dårligt at høre den let pibende lyd, som han forsøgte at tage en dyb vejrtrækning, før næven hamrede mod hans kind. Hvis det ikke havde været for hånden mod sin hals, lå han på gulvet nu. Den let røde farve viste sig næsten straks, lige der hvor knoerne havde ramt kindbenet, men han sagde ikke en lyd. Jaris tog nu endnu hårdere fat om hånden mod sin hals, men denne gang ikke for at få Albert til at stramme sit greb, men det direkte modsatte. Han ville have ham til at slippe.

Ved næste slag mod samme kind kunne han alligevel ikke holde et lille støn i smerte tilbage. Kindens farve ændrede sig hurtigt til en svag lilla, takket være det hårde slag og Jaris begyndte at kunne smage jern. Lidt blod fra en løs tand viste sig i mundvigen, da han rettede blikket mod Daphnie, der stod og græd. Der satte Jaris grænsen, også selvom han måske selv havde været lidt skyld i det. Lidt.
Han flyttede blikket tilbage på Albert og sendte en slimet, blodig spytklat direkte i ansigtet på ham, i det han lossede et knæ ind mellem hans ben. Om han ramte eller ej ville det forhåbentligt være distrahering nok, da han greb fat i manden tøj med begge hænder og vendte dem rundt, så han kunne mase Albert op mod dørkarmen. Godt nok var Jaris mindre end Albert, men mon ikke dæmonens styrke ville komme bag på menneskemanden? Og nu havde han slået først, så nu måtte Jaris vel godt give lidt igen.
”Bliv ved med at fortælle mig, at jeg skal holde mig væk fra hende. Virker jeg som typen der adlyder ordrer?” Smålo han en smule forpustet, med en let hævet kind og lidt blod glidende ned ad hagen. Han gav ham lige et hårdt skub, inden han slap ham og gik et par små skridt tilbage, så han nu stod mellem Daphnie og Albert.
”Du kan ikke holde mig væk fra den eneste jeg har tilbage,” sagde han og smilede et stort, blodigt tandsmil. ”Selvom du er velkommen til at prøve, hvis du på den måde får det bedre med at jeg får din datter til at tigge desperat om mere, når jeg røre ved hende.” Jaris sørgede ikke længere for at dæmpe stemmen, så hvis Daphnie ville, kunne hun høre alt han sagde. Hvis Albert gerne ville have flere slag ind, ville Jaris da ikke stoppe ham.

 Da Albert stod med ryggen til Daphnie, kunne han selvfølgelig ikke se hvordan hun reagerede. Egentlig havde han også glemt alt om hende, som vreden havde taget over, og det eneste han kunne tænke på, var at sikre sig hans såkaldte svigersøn droppede alt om at blive hans svigersøn, og holde sig væk for evigt. Han havde derfor heller ikke i sinde at slippe Jaris, trods han tog fat om Alberts hånd. 
 Under hele scenariet havde Jaris virket passiv og kun brugt taletøjet som modstand. Derfor var Albert bestemt heller ikke klar på at han pludselig gjorde modstand. Spytklatten distraherede Albert, da han flyttede hånden op for at tørre den væk, og mærkede derfor den fulde kraft fra Jaris knæ, som det kolliderede med hans underliv. Et smertefuldt støn forlod den store mands læber og han lænede sig frem for at tage sig lidt til underlivet. Det var dog en kort fornøjelse da, Jaris med overraskende kraft vendte dem rundt og Albert nu var mod døren. Den pludselige styrker fra den unge mand, var virkelig kommet hvad på Albert, og det kunne set på hans ansigt. 
 
 Imens stod Daphnie bare og så på som situationen vendte og det pludselig var hendes far der stod mast op mod dørkarmen. Hendes arme faldt ned langs siderne, og hænderne knyttede sig sammen. Hendes holdning blev mere og mere anspændt. Selvom der var en lille del af hende, der var glad for at høre hvordan Jaris havde det med hende, var det bestemt ikke de følelser der fyldte mest, og hun blev i stedet mere og mere sur, over de andre ting han sagde. 
 Det samme var tilfældet for Albert, der efterhånden var kommet sig over smerten fra knæet i underlivet og chokket over den overraskende styrke. Ordene der forlod Jaris læber, fik det til at vænne sig i Albert krop, han kunne ikke forstille sig at hans uskyldige, artige, lille pige kunne gøre sådan nogle uanstændige ting. Han ville ikke forstille sig det. Han gjorde derfor klar til at gå til angreb igen. Der skete dog ikke noget, da han blev afbrudt som en høj kvindestemme skød gennem den trykkede stemning i det lille hjem.
 
 " SÅ ER DET NOK!  " Stemmen var bestemt og skinger, og selvom den ryste lidt, var der ingen i tvivl om at Daphnie mente det og at hun havde fået nok. I  forhold til hvor lille Daphnie var, havde hendes stemme en overraskende kraft, der helt klar var kommet bag på Albert. Hendes blik var igen rettet mod gulvet, mens hænderne knugede sig hårdt sammen, og kroppen rystede let. Hendes vejrtrækning var hurtig og overfladisk, ansigtet rødt af vrede med tårerne trillende ned over kinderne.
 " UD far!  " Uden at løfte blikket fra gulvet, løftede Daphnie hånden og pegede på døren. Hun burde måske smide Jaris ud, og en del af hende havde også lyst, for han fortjente det lidt. Jaris var selv skyld i at Albert var blevet så agressiv, men hun var skuffet over at hendes far havde startet slåskampen. 
 " Daphnie.. " lod det en smule usikker og forvirret fra Albert, der tydeligvis aldrig havde set hans datter på denne måde. Men Daphnie ville ikke høre på ham. Hun løftede blikket og sendte Albert et vredt men bestemt blik. 
 " Ud! " Gentog hun. Det var en surrealistisk situation. Aldrig havde Daphnie følt sig så såret, sur, skuffet og vred på samme tid. Og nu stod den unge pige og smed hendes næsten dobbelt så store far ud. 

 Albert lyttede sig, og med hovedet skamfuldt bukket, åbnede han døren bag sig. Han var godt klar over han havde dummet sig. Daphnie mindede trods alt meget om hendes mor. Han håbede bare ikke han havde dummet sig så meget, at hun ikke ville blive god igen.
 "Undskyld..  Daphnie.. " Sagde han, inden han flyttede et skulende blik hen på Jaris og løftede et advarende finger.
 " Det her er ikke slut! " hviskede han advarende. Han hentydede selvfølgelig ikke til deres slåskamp, men at Jaris var hos Daphnie. Det var heller ikke noget han ønskede Daphnie hørte, hvilket var grunden for den dæmpede stemme. Men så gik den store man også, og lukkede døren i efter sig.