Foråret var varmt, næsten ulideligt varmt, så da mørket falde på retunerede Fui fra sin vandring i håb om et køligt sted i byen, til en af de mange kroer byen havde, hvor han havde valgt at betale sig il et værelse for et par dage. 

Her havde han smidt sin gennemsvedte trøje og vaskede sig så godt han nu kunne på stedet for ikke at stinke alt for meget. Faktisk hvis man spurgte ham havde han gjort et ret godt job. Han tog en lille slat af den velduftende olie han havde købt på market ved sin ankomst, og gav hans hår nogle få dab for at fremme illutionen om at han var ren. 

Han vandrede ned af trappen og hen til baren hvor han hurtigt fik bestilt sig noget at drikke, og som timerne gik blev 1 til 3 og 3 blev til 5, og før han vidste af det var røvhullet for alvor på banen. Det var ikke at han var let til at blive fuld, og det var ikke at han blev en af de slørede fulderikker der ikke kunne sætte en ordenlig sætning sammen eller gå i en lige linje, nej han blev bare det røvhul han prøvede på at være til daglig, men i mere permanent og ufilterede form.  

Aftnen førte da også til at han kastede et par stykker rundt og ud af den stadigt åbne dør, men i følge bartenderen fortjente de det også, så han fik for en gang skyld ikke nogle problemer ud af det, ja faktisk fik han et, efter hans hoved velfortjent, klap på skulderen. 

Der var ikke mange kvinder der viste sig på den tid af natten, men nogle få vovede sig dog ind, og selv om han var sulten efter både det ene og det andet, så var der ingen der falde i hans kritiske smag den nat. Men så skete det endelig, han fik øjne på en, men han ventede dog tålmodigt i baren, velvidende at hvis hun ønskede at blive så var hun nød til at komme der op før eller siden. 

Dagen havde været lige så ulidelig lang, som den havde været varm, om det var en følelse skabt af det vanlige pulserende i Dianthos gader, ikke havde været meget mere end en konstant lavmælt summen, som folk havde søgt ly i skyggerne i håbet om de var kølige, var den mørkhåret kvinde ikke helt sikker på. Det eneste hun var sikker på, var at som dagen gik på hæld, voksede en restløshed sig i den adrætte krop. Ikke fordi hun havde siddet på sine hænder i løbet af dagen, det lå ganske enkelt ikke til hende.

Egentligt havde hun sat kursen mod sit hjem, bevægede sig i ly af de mørke skygger, skabt af det blegelys fuldmånen kastede af sig, da hendes opmærksomhed blev revet mod lyden af tumult fra en nærliggende kro. Den åbne dør kastede en kegle af varmt lys udover gaden, stærkt efterfulgt af en person der ikke længere var velkommen, at dømme ud fra hvordan end endnu højere mand kaste ham i et hårdt møde mod de glatte brosten.
Et fornuftigt menneske, eller et menneske med en sund fornuft, ville have drejet om på hælen og forsat sin kurs hjem, og selvom Fielthena ikke ville betegne sig selv som værende direkte ufornuftigt, så lod hun sig alligevel lokke.
Velvidende at hun, skulle det komme til det, sagtens kunne forsvare sig selv.
Det var derfor også uden tøven at hun trådte ind ad den selv samme dør, som kort forinden var blevet lukket.

Hun var iklædt sorte læderstøvler som sluttede lige under knæet, stramme sorte bukser som stadig sad løst nok til at hun kunne bevæge sig frit, et sort underbust læder korsage som holdte den midnatsblå hør trøje tæt mod hendes krop, fremhævede hendes timeglasfigur. Beklædningen var ganske simpelt, uden for mange detaljer eller metal spænder, som kunne reflektere lyset. Hvad der nok ville springe mest i øjnene, var de 5 små kasteknive spændt om højre lår.

Hendes gang var stærk, målrettet, og med en elegance man sædvanligvis ville finde hos kattedyr, som hun roligt bevægede sig nærmere baren og lagde en lille håndfuld ravstykker mod den hårde træflade ”Et glas rødvin og lad flasken stå, hvis den smager mig” gled det over de fyldige læber mod manden bag baren. Hun kunne have taget plads på en af de andre stole i baren, lægge en større afstand til manden med det gennemborende blå blik, end blot en stol.
Vinen blev skænket op til hende ikke længe efter og som den røde væske smagte hende blev et næsten usynligt nik sendt til bartenderen, som lod den grønne flaske stå foran hende. Som hun drejede sin halvt mod manden ved siden af hende, lagde det højreben krydsende over venstre knæ, mens hun skånede hovedet ganske let ”Så, smider du altid sådan rundt med andre krogæster?” hendes stemme var rolig, blød uden at være hverken lys eller mørk, ganske behagelig for de flestes øregange.

Det mørke hår, de lange sorte støvler der lugtede af læder, de stramme bukser er fangede de velformede ben, Fui’s øjne vandrede fra hendes føder og op, mens hun bevægede sig imod ham, og han nød alt hvad han så, med undtagelse måske af knivene, men på den anden side så var der nu også noget tiltrækkende ved en kvinde der ikke lagde skjul på at hun ville forsvare sig selv hvis hun fandt det nødvendigt. 

Den blå trøje, fangede af et korsage, og mosgrønne øjne med fyldige vipper der stod som deres eget lys mod den næsten blege hud og krævede opmærksomheden fra hans øjne, jov hun var i sandhed noget der var værd at se på, og han lagde ikke skjul på det, ikke et eneste sekund, for han så så absolut ingen grund til det.

Han kunne ikke undgå at ligge mærke til den næsten katteligende måde hun bevægede sig over gulvet på, noget der fangede hans indre løves opmærksomhed, og fik hans hoved til at falde en smugle på skrå, dog kun et øjeblik.

Et kort øjeblik overvejede han at stoppe hendes betaling og tilbyde selv at dække det, men tonen i hendes stemme gjorde det tydeligt at hun var en viljefast kvinde der måske endda ville blive fornærmet over hans forslag, så han forblev tavs, noget han ellers ikke normalt gjorde.

Hendes ord fik ham til at trække lidt på smilebåndet ”kun når de fortjener det” sagde han med en svag latter i stemmen. ”Desuden så fortjente han ikke at være i rum med en skønhed som dig” han lagde ikke skjul på hvor tiltrækkende han syntes hun var, han så igen grund til det, hun fortjente at vide at han nød hvad han så, selv hvis æren af at kigge på hende var den eneste han fik.

”Men hvad bringer sådan en som dig hen på sådan et sted som dette” spurgte han i en afslappede tone før han tog en tår af sin drik, tømte den og hurtigt fik bartenderens opmærksomhed så han kunne få noget mere at drikke

Han var bestemt ikke gad af det, som han sad og tog hende i øjesyn, der var næsten ikke den centimeter af hende som gik fri af hans blik. Endnu mindre ked af det var han som han så åben lyst, som det overhovedet muligt, forsøgte at indsmigre sig på hende hende.
Det ene af de velplukkede mørke øjenbryn hævede sig en anelse ved smigeren, mens en trækning blev synlig i mundvigene, men det formede sig aldrig helt til et smil. Hvilken kvinde brød sig ikke om at modtage komplimenter om deres skønhed? Fielthena var måske, delvist, undtagelsen til reglen, for selvom hans ord da var velkommende, så var hun også en anelse uimponeret. Hun vidste jo godt selv hun var en ganske attraktiv kvinde, men havde hun behov for at få beskæftigelsen fra en tydelig beruset, om end køn mand?

Den lyserøde tungespids gled ud mellem læberne og løb fugtende over underlæben før den forsvandt igen ”Hm, og hvorfor tænker du så at du fortjener at være i samme rum?” Denne gang lænede hun sig en anelse frem mod ham, hvilede hagen mod sin hånd til den arm, hvis albue hun støttede mod højre knæ. Et næsten legende smil dansede sig frem over hendes læber, mens øjnene glimterede udfordrende til ham ved hendes spørgsmål.

Hun rettede sig op så hun atter sad rankt, men uden at tage blikket fra ham, ikke før hun greb vinglasset og betragtede det røde hav, om hun med en kontrolleret rotation i håndleddet fik til at cirkle i glasset. Som havde han spurgt til vejret, og hun svarede tilbage på selv samme trivielle spørgsmål , besvarede hun hans spørgsmål ”Dig” det var i sandhed ikke helt forkert, for det var hans høje skikkelse, som havde fanget hendes interesse og fået hende til at ændre sine planer. En plan der skulle have endt med et langt varmt bad, efter en yderst effektiv aften.

Havde alkoholen ikke fået for godt tag i ham, ville han, hvis han var observant nok have bemærket at ved lidt af hendes blottede hals, var der en lille klynge af mørkerøde pletter. Pletter efter indtørret blod, dog ikke hendes eget. For kvinden der sad afventede overfor manden, havde ikke en eneste synlig skramme, ikke andet end et svagt rødligt mærke midt på højre hånds håndryg og håndflade, som havde noget været gået i gennem hånden.

Hendes tunges blide gang over læberne gik ikke ubemærkede hen, og selv ikke der lagde han skjul på at han holde øje med hende, for han så stadig ingen grund til at ligge skjul på det når hun nu ikke så ud til at have noget imod det, men så igen, hvilken kvinde kunne ikke lide bare en smugle opmærksomhed.

Han trak en smugle på sit smil ved lyden af hendes ord og så kort ud over forsamlingen før han lænede sig en anelse imod hende ”fordi blandt monstre, er jeg en konge” sagde han selvsikkert, og for et kort øjeblik blev hans hår næsten sort, mens blikket i hans øjne blev så sultent at man kunne sætte spørgsmålstegn ved om han ville hoppe på hende, dog forsvandt det lige så hurtigt som det var kommet. 

”Jeg er ikke Yár-Rau for ingen ting” sagde han i en selvhøjtidelig tone og blinkede til hende med det ene øje, uden at forvente at hun faktisk vidste noget som helst om hans slægt eller endda forvente at hun forstod det elviske navn der betød blod løve.

Han ville endelig ikke have afsløret sit efternavn, men det røg ud før han kunne tænke over det. Nok hadet han til tider sin slægt og hvad det førte med sig at være del af den, men på den anden side var han også stolt af de kræfter det fulgte med sig.

At hun var kommet ind på kroen begrund af ham kom som en overraskelse for ham, men dog så han ud til at nyde det, eller rettere nyde ideen han formede sig i sit hoved om at et enkelt glimt af ham var nok til at lokke hende ind til ham og fange hendes nysgerrighed.

”Virkelig?” spurgte han nysgerrigt, tydeligt ivrig efter at vide mere om hvad der havde lokkede hende til ham, for det kunne jo være at det ikke bare var hans, ifølge ham selv, fantastiske fysik der havde gjort det, men måske at hun var på udkik efter noget andet at fylde hendes nat med

Tungens vandring over læben afsluttede hun ved at suge læben ind og lade det hvide tænder synke ned i dens bløde væv, kun for at slippe den igen, som havde den aldrig haft mødet med tænderne.
Ligesom han ikke lagde skjul på han holdte øje med hende, lagde hun på ingen måde skjul på at hun viste det og det ligeså stille gled over i en leg, at give ham lidt at se på. Som en kat der legede med sit bytte, før den enten tabte interessen eller slog det ihjel.

De grønne øjne spærre sig en anelse op, som hans hårfarve skiftede for øjnene af hende, som bladene skiftede farve under årets skiften. Det havde været lige før, men også kun lige, at hun næsten ikke hørte hans ord eller bemærkede hans afkortelse af afstanden mellem dem.
Hvor interessant!

Hun fnøs næsten moret som han påstod han var konge mellem monstre. Uden antydningen af frygt forkortede hun afstanden endnu mere ”Jeg har danset med langt værre monstre end dig, hr Blod..” Hendes elviske var meget, meget begrænset, men hun kunne forstå ganske få ord og med et tidligere og delvist genoptaget erhverv som leje- og snigemorder var blod et ord hun var stødt på nogle gange, men det sidste forstod hun ikke betydningen af.
Før han ville kunne nå at trække sig tilbage, greb hun ham blidt omkring kæben og trak ham en anelse nærmere, så deres næser næsten rørte ”og selv konger kan falde” han havde for alvor fanget hendes interesse nu. Næsten kælent strøg hun ham over hagen, som hun trak hånden til sig i samme glidende bevægelse som hun rettede sig op i stolen. Drejede sig mere på stolen så hun endte med at hvile ryggen mod barens kant, skævende hen over kanten af glasset som hun tog en tår af vinen. 
'Virkelig?' Spørgsmålet fik lov at hænge i luften, ubesvaret og afventende. Afventede på hvordan han ville håndtere at hun ikke bare gav ham hvad han ville have?
En stille provokation, som måske kunne vise hende dette monster, som han påstod sad ved siden af hende.

I det hendes tænder blidt fik fat i hendes læbe gled en tanker gennem ham, som et lyn og uden han kunne stoppe det, og dog var det ikke en ren tanke, men en lyst, en jalousi over at det ikke var hans tænder ved hendes perfekte læber, og dog vidste han med sig selv at han ikke ville kunne styre sig hvis han først kom i gang og fik lov til at smage hendes skind. 

Hendes reaktion på hans hår kunne han ikke andet end at ligge mærke til, og som med alt andet elskede han det, at han kunne overraske hende med noget så simpelt når hun slet ikke havde set den bedste side af ham, når hun endnu ikke havde set det der gjorde at han følte sig som en konge, i hvert fald blandt bæster.

At hun fangede at den første del af hans navn betød blod fik ham blot til at smile igen, *så hun forstod noget af det* tænkte han imponeret ”ooh du skulle bare vide” lo han blidt tilbage, for han var selvsikker i sin sag,  han vidste at han var speciel, og selv om der var langt grusommere mænd der ude, så var han overbevist om at de fleste ville bakke væk hvis de først fik set hans fulde vrede, lige som alle andre havde gjort ind til videre, med undtagelse selvfølgelig af hans bror, men selv han havde måtte bøje sig i sidste ende.

Han tillod at hun trak ham tættere, også selv om det tænde det dyriske i ham endnu mere, og gav ham lysten til at slæbe hende ovenpå med det samme. Han holde dog igen, lod hende gøre som hun ville, dog i en hurtig bevægelse prikkede han til hendes næse med sin egen, selvsikkert og som tegn på at ikke alle berøringer var gratis, selv hvis han tillod dem.

Han lo mildt ”så sandt så sandt” hun havde jo ret, det kunne han ikke benægte men han havde ikke i sinde at tabe, for i hans hoved ville han altid være en konge, og ingen anden end den kvinde der en dag ville få hans hjerte skulle være over ham. Jeg er dog villig til at kæmpe for at forblive bæsternes konge” sagde han selvsikkert før han kopierede hendes side position med ryggen til baren.

At hun ikke svarede på hans spørgsmål, gjorde ham blot mere nysgerrig, mere ivrig ”Jeg beviser gerne min styrke for en gudinde” sagde han roligt, uden at se på hende, hvilket var en hel kamp i sig selv da han ville elske at se hendes reaktion, men det var ikke en del af planen.

”Vælg en, hvilken som helst” sagde han og så rundt i lokalet med sultne øjne, dog en anden mere blodtørstig sult end han havde haft mod hende ”og siden du er nattens gudinde kan du få lov til at bestemme om han overlever eller ej” han vendte hoved og så på hende, selvsikkert, charmerende, uden frygt for at nogle skulle hører hans ord ud over hende, og uden frygt for at nogle ville se ham slæbe afsted med personen skulle hun gå med til at udvælge et offer for hans sult og hungeren efter at vise sig frem.

Det var godt gemt, sådan som hendes tanker kredsede bag den blege pande, både omkring hårets pludselige skiften af farve, og ikke mindst at han gled let forbi at afsløre hvad resten af det han havde kaldt sig betød. Det sidste fik det til at prikke under huden, og satte et mål i kvinden med det stærke grønne blik. Hun ville før natten var omme vide hvad der kom efter blod, om så hun skulle tvinge det ud af ham.
Dansen var jo allerede begyndt ikke sandt? Hun havde budt ham op til dans og han greb sultent invitationen, som han lod næsen prikke mod hendes.

Det vat tydeligt at hun lyttede nøje til hans ord, vendte og drejede dem for hende selv, men aldrig særlig længe ad gangen.
Han var ivrig efter at bevise sin magt, sin styrke for hende. Hun skulle være bødlen som afgjorde hvordan natten ville ende. Det var ikke en lille magt han lagde i hendes hænder, det var symbolsk. Ikke alene ville hun afgøre hvem der kom hjem til deres kære, hvis de da have det, men hun fik også en flig af kontrol over ham.
Hun slog et klik med tungen, før hun drejede hovedet og søgte hans blik, med selv samme selvtillid som han have pulserende fra ham, fik han sit svar ”.. Mig..” det ville helt sikkert ikke være dét af alle svar han forventede, hvilket kun ville gøre fornøjelsen større ved at se overraskelsen hos ham.
Benet som havde ligget krydset over det andet, fjernede hun, som gjorde hun sig klar til første angreb fra ham. Et angreb, kun bremset af en løftet pegefinger i hans retning ”men, lad os gøre det mere spændende end død. Nævn din pris, hvis du vinder” Denne gang var hendes blik dirkte udforende, der havde en underliggende tone af han kunne nævne lige hvad han ville have, som præmie.

Hendes valg af offer havde i sandhed overraskede ham og han havde intet imod at vise hende det som han sendte hende et yderst imponeret blik. Han rejste dig glidningsløst fra stolen og afslørede nu på tæt hold hvor høj han var. Han skulle til at træde imod hende da hun rejste hånden, og troligt stoppede han som frosset på sin plads. 

Smilet blev dog kun større da han hørte hendes ord ”Når jeg vinder, så vil jeg have dig, hele dig, og hver eneste dråbe du har til overs” det var tydeligt at det ikke kun var blod han var ude efter, at hendes krop var betagende nok til at vægge en anden sult, men at han ønskede begge dele, at en havde svært ved ikke at følge den anden når det kom til en smuk kvinde.

Han vendte sig og tømte sin drik før han rakte hende en hånd, dog tålmodigt og uden at kræve at hun tog den. ”Så hvad er målet? Tåre? Frygt? Lade dig svæve et sted hvor du ikke kan sige fra?” denne gang stod han tæt på hende, hviskende, men dog stadig med den samme stolthed og selvtillid i stemmen som før.

Han kunne være overmodig med hvad han sagde og hvor, men der var også sine grænser, og han viste at folk spidsede øre når en som ham nærmede sig en kvinde som hende, og han ville være sikker på at aftalen forblev mellem dem, og at det kun var hende der fik chancen for at have noget på ham.

Han kastede hoved mod trappen som tegn på at han havde et rum oven på. Et rum der ikke i sig selv var imponerende, men dog havde alt hvad man kunne behøve, nemlig en stor blød seng og et større gulv hvor der var godt med plads til en løve kunne bevæge sig frit.

”Men hvilken pris vil du have, skulle det ske at du i sandhed er nattens gudinde?” han var overbevist om at det ikke ville ske, men det betød ikke at han ikke ville vise sig fra sin gode side og give hende muligheden for at vælge en pris alligevel, hun havde jo trods alt imponeret ham dybt ind til videre, så det kunne jo være at hun var den der ikke ville bukke under for hans dyriske vrede

”De kan så sandelig imponere frøken” anerkendte han ”så hvis de er sikker, så tillad mig at imponere dig” han lokkede hende med et charmerede blik, hånden stadig vendt mod hende, og fødderne klar til at bære hende op i mørket hvis hun turde tage skridtet og se hvad han gemte på

Selv siddende på den lidt højere stol, tårnede han sig op over hendes skikkelse, kastede næsten en faretruende skygge, som burde have fået hende til at trække i land, men hun blev troligt siddende, bevist om hendes egen kunnen.

Svaret kom prompte, han skulle end ikke tænke over hvilken pris han ville have. En tynd steg lagde sig i panden på hende, men smilet famlede ikke det mindste. Nikkene gik hun med til hans ord, hvis det var hans pris, så måtte det være den han fik. Hver eneste dråbe, det havde været så tvetydigt et svar, at hun stadig var tvivlsom i om han mente det som hun forstod ham, at det ikke blot var hendes krop han var sulten efter?
Hun greb hans hånd, med en sådan blidhed at den ikke afslørede at der bag hendes mindre skikkelse lå en proper næve gemt, men hendes største trumfkort var nu hendes teknik og smidighed.
Det stadig fyldte rødvinsglas og flasken lod hun stå tilbage urørt, hun fortrak en kamp med et klart hoved, modsat denne konge af monstre.
”Det hele” svarede hun uden en tøven eller rysten i stemmen, hvis han kunne få hende til at føle det hele, så måtte han tage det hele; det var vel kun fair?
Mest spændende var hvad der ville komme først? Skulle det faktisk lykkes for ham. Det var årevis siden hun havde grædt så meget som en salt tårer.

Skyggen af et hemmelighedsfuldt blik, blev sendt op mod hans blå øjne, som hun elegant rejste sig fra stolen. Det havde været i hendes overvejelser og også dette spørgsmål skulle få lov at hænge i luften, men endte alligevel med at svare ham ”Dit navn, dit rigtige navn og resten af betydningen af dine ord” det var en simpel pris sammenlignet med hans, men det var dét hun ville have fra ham.
”Vis vej, konge af monstre” villigt lod hun sig fører af ham, op af den smalle trappe og ind i mørket der ventede dem på det lejet værelse.

Endnu en gang blev han imponeret over hendes ordvalg, at hun virkelig var villig til at presse ham så langt, men han havde ikke tænkt sig at skuffe, nej han havde tænkt sig at gøre alt hvad han kunne for at vinde, ikke blot for sit eget egos skyld, men fordi det var hende, han ønskede oprigtigt at imponere hende, selv hvis det førte frygt med sig. 

Han nikkede stille, bukkede næsten, som tegn på at han tog imod udfordringen. Hans hånd var varm, næsten unaturligt varm, men det var ganske enkelt fordi han holde tilbage og var så ophidsede inden i at han følte han var ved at eksplodere. Hun satte ham i sandhed på prøve.

Hendes valg af pris fik ham til at trække på smilet igen, han kunne simpelthen ikke andet, for aldrig før havde nogle været så interesserede i hans navn, og der var en hvis stolthed i ham, der for et øjeblik overvejede om hun skulle have det til sidst selv hvis han vandt, dog besluttede han sig for at tage den vurdering når han vidste hvordan hun klarede turen.

”Som de ønsker” sagde han i sin mest højtidelige tone før han førte hende hen til den store gamle trappe, op af trinene og ned af den lange gang, hvor hans værelse lå for enden. Værelset lå lige over pejsen og de varme sten fra skorstenen gik derfor i gennem, noget han ville have nydt godt af, havde det været i den kolde tid, men nu i den varme nat gjorde det blot værelset endnu varmere.

Dårligt var hun kommet ind før han låste døren bag dem og lagde nøglen op på toppen af en kommode, sikkert ude for hendes rækkevidde, og han lagde ikke skjul på at han gjorde det, ja faktisk håbede han lidt at hun så det så han kunne understrege en sidste gang at hun nu i sandhed var fanget med ham. Skoene blev stillet ved døren før han gik en runde og samlede de få brændende lys i lokalet på et rundt bord, så de ville give mest muligt samlede lys på gulvet.

Og så skete det, uden varsel og uden et ord vendte han sig imod hende og i samme bevægelse forvandlede han sig til en stor mørk løve der med et sprang imod hende, klar på at kaste hende i jorden og vandre hen over hende. Hans plan var klar, og sulten var tydelig i hans nu gyldne øjne. Så snart han fik hende ned ville han stille sig over hendes hoved, snappe efter hende men uden at ramme, blot for at flytte sig så han kunne få fat i det forbistrede korsage og flå det af med tænderne, uden hensyn til om hænderne ville ramme hende andet end at sørge for at han trods alt ikke gjorde alt for meget skade på hende til at starte med.


"Overraskede?" spurgte han i sin løveform velvidende at hun ikke ville forstå det men blot høre det som en dyb og truende knurren idet han så tilbage på hende, afventede for hendes reaktion før han ville forsætte

Varmen der udsprang fra hans hud, spredte sig hastigt til hendes egen og hvis hun tillod sig det vil hun næsten have kunnet bilde sig selv ind, at selv samme varme spredte sig videre op ad hendes arm. Det var ikke varmen som spredte sig, det var hendes nervebaner som nærmest sendte stikflammer af signaler gennem hendes krop. Hendes aften havde ikke på nogen måde været det man ville kalde kedelig, men den havde ikke kunnet måle sig med den spænding som fyldte hver en celle af hende.

Han havde ikke tøvet som hun havde valgt sig selv, han havde stået lige så selvsikkert som han havde været fra hun trådte ind i kroen, og nu skulle hun endelig teste om hans selv udnævnte konge titel var passende eller om han måtte bukke sig en dronning. For nok var hendes udstråling ikke lige så aggressiv og direkte som hans, men det betød ikke at hendes egen selvtillid ikke matchede ham og det var i sandhed en farlig cocktail, som det gjorde luften mellem dem så elektrisk, at den mindste gnist kunne antænde en alt omslugende brand.

Varmen fra værelset ramte hende allerede da døren blev åbnet op og hun kun var halvt inde ad den, den var overdøvende, og det brændte næsten i næsen ved hvert åndedræt hun tog. Det her ville virkelig teste hendes kunnen, ville hun bukke under for varmen før noget andet og ville han?
En kliklyd, fik hende til at kigge lidt over skulderen, da hun havde bevæget sig længere ind i rummet ”Så du er så sikker på du kan få mig til at føle frygt?” spurgte hun moret uden at tage megen notits om at nøglen lå uden for rækkevidde, hvis hun ville så skulle hun nok få fat i den.

Hun forsøgte ingen gang at skjule det tydeligt overrasket udtryk, da han forvandlede sig til en stor hanløve i spring mod hende, men der var ikke et spor af frygt, endnu. Hun havde været klar på et angreb, men ikke et angreb af en fuldvoksen løve og det havde kun været med nød og næppe at hun undgik at blive væltet omkuld af det store dyr.
Hendes vejrtrækning havde ændret sig til en tungere men også lidt hurtigere en af slagsen, ved hendes spring væk fra hans.
”Så dét er kongen” små lo hun imponeret, for pludselig gav det mening at han kaldte sig konge. Hun stillede sig klar til næste angreb fra hans side, med det ene ben lidt længere fremme end det andet og bukkede let i knæene, så vægten blev bedre fordelt og hendes tyngdepunkt mere stabilt. Armene holdt bukket op med albuerne ind til sig, klar til at levere et kraftfuldt slag.



//Lukker tråden, men hiv fat i mig, hvis du gerne vil fortsætte den når du er tilbage og har tid/overskud <3