Det var et dybt suk der forlod den unge kvindes læber, som hun trådte igennem skoven hun stod i. Hjemsøgt? Det var næsten grinværdigt, da hun endelig ikke havde oplevet noget. Og hun var gået rundt i hele tyve minutter! Hvornår ville der ske noget? 
Solen var så småt ved at gå ned i horisonten, og nogle mørke skyer rullede faretruende hen over den blodrøde himmel. Heldigvis stod hendes evige slave ved siden af hende, og tændte et lys så Pleasance ikke skulle gøre andet, end at dikterer hvor de skulle gå hen. 

Så det var ikke det som der manglede i denne forbistrede skov, det var noget at lave! Et spøgelse, en dæmon - et eller andet!? Men ingen ting, ingen ting var hent, og nu måtte den ellers så rolige ulmende mørke at føle irritationen begyndte at prikke til vreden. Ikke at det var tit hun oplevede det, men den kom i ny og næ, også kriblede det næsten i den mørkhåret kvinde at ligge sine fingre omkring en hals og se livet forsvinde ud af personens øjne. Ikke at hun havde styrken til det, men derfor elskede hun stadig at fantaserer omkring det. 

Iført en fin mørke grøn kjole, med sort korset og en høj hals. Så det eneste der var synligt af Pleasance hud var hendes fine hvide dukke ansigt. Så man bort fra de livløse øjne uden pupiller. 
Hendes lyserøde tunge væddede hendes læber, som hun trådte et skridt tættere ind i skoven. Et hyl kunne høres, og hun vente sig spændt. Men intet at se, hun sukkede opgivende og satte sig ned på en træstub. “Jeg keder mig Signe! Giv mig noget at lave!” Vrælede hun som en lille skole pige, og sparkede til en sten. Den unge pige der stod med lanternen, skælvede næsten over tanken omkring, hvad der ville ske skulle der ikke snart komme noget og underholde den unge adelige kvinde. 

Natten var begyndte at komme frem på himlen, da vampyren begyndt at bevæge sig ud fra det hus, hvor han havde ædt dens beboer. Det havde været en underlig gal mand, som levet isoleret for omverden. Det var ikke særlig længe vampyren havde været i Kzar Mora, før han var gået mod den hjemsøgte skov. Der var nogen på en kro, som havde snakket højt om denne skov, at det var et dyster sted, hvor folk der havde været der ville komme tilbage med sindslidende af en art. Så denne vampyrs interesse var blevet til livs, da han ville se denne hjemsøgte skov, det kunne ikke være som bjergendes lange mørke gange. 

Ciara gik med en selvsikker gang mod skoven, som han mødte efter 2 timer. Udesendet importerne ikke denne vampyr snyderlig meget, men han valgte at gå derind. Han lænet sig op af et træ og lænet hovedet lidt tilbage, da han fik færden af et eller andet, som han besluttende sig for at finde ud af hvad var. Det var ikke fordi sulten var frem, men han kedet sig umenneskelige meget. 

Han gik rolig rundt om nogen træerne, da han fik øje på en kvinde, der sad på en træstub og en anden kvinde der holdt en lantern.  Ciara valgte at gå hen mod dem blot for at find ud af om dette kunne gik lidt spændende til denne skov. Så han trådte med rolige skridt ind i lyset, så de to kvinder kunne se ham. " Ser man det.. To unge kvinder ude på en nattur?" sagde han med en lusket undertone, dog var der et lille smil på hans læbe, før han så på denne person, der blev kaldt for Signe, hun var åbnebart ikke ligefrem den modigste af de to frøkener. Så han valgte at se mod kvinden, der sad på stubben, hun var klædt mere adeligt, som han selv. De isblå øjnene stirrende ind hende ude frygte, dog med en mere flirte blik. Han var selv iklædte en sort silkeskjorte, der sad tæt mod hans muskeløse krop, samt nogen stramme stof busker. " Vær hilst ? " sagde han med lidt mere spørgende tone.  

Som kaldet, hørte hun en gren knække og en skikkelse trådte frem. Lyset tændes i den unge adelige kvindes øjne, som hun lagde hoved på skrå og betragtede manden. 
Blikket fulgte, uden at skjule det, ned over hans skikkelse. Indtog hans velformede krop, og den måde han stod på. Hoved blev lagt på skrå, som et dyr der anså sit bytte. Kalkulerende og nøjsomme. Interessant, hvad lavede så fin en mand i sådan en skov som denne? For hun vidste jo hvad hun selv lavede, og det var for at bringe hendes kedsomhed til livs. Så han måtte vel være her af samme årsager, problemet var bare - hvor farlig var denne mand så? 
Pleasance rejste sig langsomt og selvsikker op, fra træstubben hun havde siddet på. Børstede det skidt, der måske ville være kommet på kjolen. Inden hun stillede sig med fronten imod manden, hele hendes kropsholdning var stolt og rank. Et skævt, næsten dyrisk smil spredte sig på hendes læber. Øjnene kiggede nu næsten glubsk på manden, som hun trådte et skridt frem. “Vær hilst fremmede.” Svarede hun, mens hoved rullede langsomt frem og tilbage. Et skridt tættere på. “To unge kvinder, bestemt ude på en natte vandring.” Hun slikkede sig sulten om læberne, tog en dyb indånding for at dufte - han var ikke dæmon, så meget var sikkert. Men hvad var han så, for menneskelig passede ikke. Han snak spyttet der havde formet sig i hendes mund. “Hvem befinder jeg mig i selskab med?” Spurgte hun ganske nysgerrigt, som hendes hænder foldede sig foran hendes krop.

Lyset der faldt på hen mod ham, gjorde ikke det store han kunne næsten fornemme den enes frygte. Han kigger direkte ind i en kvindens øjnene nærmeste med et dyriske blik. Selvom han ikke kendte denne kvinde på træstumpen, var der noget over hende, som tiltræk ham. Han betragte kvinden som rejste sig op fra træstumpen. Han kunne næsten fornemme hun ikke var helt normal, men bange var han, der skulle mere til at skræmme denne vampyr. Han retter sig en smule op så hans krop blev lige så rank, som hende. Man kunne tydelig se på ham kom fra en adelige familien. Hendes blik fik ham kort til at rynke på næsen og en lille advarelede kom frem i der han viste hans oprigtig jeg. De sylespides hjørne tænder kom en smule til syn for dem. " Den ene er i ikke lige frem modig, som de frøken ?" Spurgte han hende rolig om, mens han holdt øjne med hende, mens hun trådte tætter ham. Vampyren valgte ikke at rykke sig, selvom han ikke stole på hende. Han skubbede en kastestjerne frem for venstre ærme, ikke fordi han på nuværende tidspunkt tænk at han skulle bruge den. " Mit navn er Ciara Delavu, der har fundet frem i dit selskab.. Hvem er de og hvad er du?" Spurgte han direkte frem og lagde hovedet lidt på skrå mens han holdt øjnene på hende. De is blå øjnene stirrende køligt ind i hendes. 

Vampyren valgte ikke at gå tæt på hende, men i stede for at holde en god afsted for hende kvinden, der virkede spænderne, men også farlig på sammen tid. Den ellers så flirtene vampyr, var på dupper denne gang og en fjendtlighed kom over ham blot, fordi han ikke stolende på denne kvinde overfor ham, selvom hun var smuk. Han trådte et lille skridt tilbage for at holde den afstand han ville havde til denne kvinde. " Synes vi skal holde afstand til hinanden" Sagde han med et lidt hårdt tryk på afstand.

Hendes blik lagde sig på Signe, der stod og skælvede ved siden af hende. Hun var tydeligvis ved at bukke under, både over for auraen der strømmede fra Pleasance - men ganske tydeligt også over for manden, der pludselig havde tilsluttet deres selskab. Selvom det ikke så ud som om, at han ønskede at komme nærmere. Det var dog en skam, den adelige kvinde lod tungen igen glide hen over hendes læber. Betragtede lyset der lagde sig på den flotte mand der stod foran hende, men det var ikke det som havde fanget hendes opmærksomhed - nej, det var tænderne der fremviste sig. Åh, det var en vampyr hun stod over for, hvor - apatisk. Men, hun måtte lære ikke at skue hunden på hårene, eller hvad man nu sagde. 
“Nej - det er hun tydeligvis ikke - skuffende virkelig. Men hun overlever nok ikke meget længere, som tjeneste pige for min familie” sagde hun, som det var den største medfølge hun kunne komme med. Dette fik bare Signe til at gispe voldsomt, og skælve voldsomt. Pleasance rynkede næsen, som hun kunne dufte at pigen ved hendes side måtte have tisset af skræk. Hun sukkede opgivende, nej nu kunne hun da bestemt slet ikke bruges noget. 

“Ciara” hun smagte næsten på navnet, som han lagde det frem for hende. De mange historiebøger, hun havde læst rullede igennem hendes nethinde. Havde hun hørt omkring denne Delavu slægt? Hun var ikke sikker, en smule interesseret lagde hun hoved på skrå. 
“Har de ikke lært nogle manerer Herre Delavu?” Sagde hun som et lumsk smil spredte sig som en splittende grimasse på den ellers så nydelige kvinde. “Man går vel ikke blot rundt, og spørger hvad folk er.” Hun rankede skuldrene yderligere op, og knyttede sine fingre en smule hårde sammen. “Mit navn er Pleasance Lochtree.. Og jeg er ganske vist blot en adelig kvinde.” Ikke helt usandt. “Men hvis du vil vide mere, må de gøre dem fortjent til sådan en fornøjelse.” Hun skulle til trække sig tættere på ham, trådte et skridt væk og bad hende om at holde afstand. Hendes bryn hævede sig en smule forundret. “Nuvel - må jeg vide hvorfor de mener Det?”

Denne hjælpe Signe, som stod og skælvede af frygt vækket næsten en form for morskab i vampyrens blik i hans øjnene var hun et ubrugelig stykke legetøj, særlig da stanken kom frem for tjeneste pigen " Hader også når ens legetøj ikke er renelig " svarende han lidt kækt selvom han ikke fornemmet noget sjov i kvinden tone. Denne rakte kvinde gjorde ham på en eller anden måde utryg ude han egentlig viste hvorfor. 

Da hun gentog hans navn, studere han hendes ansigt træk, selvom det var hendes blik, der fanget Ciara allemest, før han rolig trådte et skridt tætter på hende. " Jeg har lært del manerer Frøken. Men det er ofte jeg glemmer og bruge dem. Det var ikke manerer der fulgte med min forvandling. " svarede han ligeså rolig til hende. I det hun fortæller sit navn tænkter han lidt på hendes familien navn, selvom Ciara ikke går så meget op i det mere som han skulle, da hans slægt leve videre, dog uden han snakker særlig meget med dem mere. " Mig en ære og møde dem frøken Lochtree " sagde han, før han kom med et lille buk frem mod hende. 

Han rettede sig rolig op, så han stod rakt foran hende igen ud at kommer tætter på. " Om forladelse frøken Lochtree.. Der noget ved dem, der kan skræmme ung mennesker... De virker som en meget stærke kvinde i sind. " Svarede delvis sandt, da han igen studere hendes ansigt, han ledet efter hendes pupiller, som han ikke rigtig kunne få øje på. " Hvad er de frøken Lochtree? Menneske? " Spurgte han underne og kom et skridt nærmer hende, dog holdt han god afsted endnu, selvom han nok heller ville havde fat i tjenestepigen. 

Hun slap et kort grin, som han kommenterede på - at han også hadet at legetøj ikke var renlige. 
Han havde ganske ret, det var umådelig uhumsk - og havde hun haft styrken til det, ville kvinden nok også ligge død for hendes fødder i dette øjeblik. Men, ak - sådan skulle det nok ikke gå i aften.
Med mindre selvfølgelig, hun kunne få manden foran hende til at gøre det. Hendes hoved lagde sig let på skrå, som hun betragtede ham - stadig lidt som et nysgerrigt dyr der så på noget spændende og interessant. Og det gjorde hun vel nok også, det var ikke tit hun havde set vampyrer. 
Faktisk var hun i tvivl, om hun nogen sinde havde gjort det? 
Så dette, var i sandhed meget spændende - for den unge Lochtree.

Hoved drejede lidt frem og tilbage, som hun lyttede til hvad han fortalte - hvorfor han havde glemt at bruge sine manerer - selvom, det kunne jo godt være - at han blot ikke ønskede at gøre sig i sådanne baner. Hvilket var fint for hende. Hun brød sig generelt ikke om - hele dette aspekt af at man skulle være høflig, blot fordi at man skulle vise man var højere en pøblen. For det var man, under alle omstændigheder. 
“Og en ære af møde dem herre Delavu” bød hun tilbage, af samme jargon - et roligt smil bredte sig hen over hendes læber - og frem kom nogle spidse tænder - ikke noget man normalt så hos et menneske. Dog forsvandt smilet lige så hurigt, som det var dukket op. 
Stærkt kvinde af sind, han havde ganske ret. 
Hun trak på skuldrene, og lod sig glide tilbage - glide rundt omkring den skælvende pige - med hendes pegefinger der gled hen over hendes skulder - hendes ryg og den modsatte skulder. 
“Menneske og menneske.” Svarede hun nonchalant og trak på skuldrene. “Ja - det er jeg vel - også meget bedre end det.” Med et puf skubbede hun den nu hulkende tjeneste pige imod Ciara - selvom at det ikke var et hårdt skub. Fumlede Signe stadig i sine skridt, og lande på knæ ikke langt fra vampyren. “Tag endelig for dem - hvis de vil”

Hver en bevægelse, der kom fra disse to kvinder blev iagttaget af vampyren. Det var ikke fordi han var på jagt efter mad, spist han nu ville det være en form for snack i den forstand. Han så på den rakte kvinde, der bar Lochtree slægtens navn. Denne slægt havde han hørt om før, men fordi han ikke gik så meget op i de adelig familie valgte han ikke at kommetarene det yderligere. 

Han så mod Pleasance, som bevægede sig rundt, som et hvileløs dyr på rov, der vente på spænding af en art, dog gjorde hun ikke noget på daværende tidspunkt, så han valgte at sænke sine paraderne lidt overfor hende. " Hvad bringer dig ud i denne skove frøken Lochtree ud over natte vandring?" spurgte han rolig, før han langsomt kom tættere på hende. Hvert et skridt var roligt og vel overvejet, dog var der noget fascinerede over denne kvinde, da hun smilede lod han mærkede til hendes spidse tænder. " De vist ikke rent menneske? Vampyr Frøken Lochtree?" Spurgte han undre om, da han langt fra var sikker på det han spurgte om, men noget sagde ham at han gerne ville finde ud af det. 

Da kvinden gik over til den skælvende pige, som tydeligvis ikke kunne lide denne situation.  Han lyttede til hendes ord og træk, da hun skubbet pigen over mod ham, hvorefter han lagde hovedet lidt på skrå med et lille smil på læben. " Tag for mig? Hvordan kan det være du tilbyder mig dit legetøj? Hvad skal jeg gøre til gengæld?" Spurgte han mistrodiske overfor denne kvinde, der ikke lige frem svarede på hans spørgsmål, det gjorde det også meget sjovere i følgende ham selv, da han skulle fiske efter tingene og det ikke kom af sig selv, som det normalt ville gøre. 

Hendes blik lagde sig på den skælvende kvinde, der lå og rystede imellem de to væsner. Den ene med et morende smil i hendes øjne, den anden nærmere overvejene - overvejene om han kunne stole på dette individ - og han gjorde sig nok også ganske klogt på, ikke at stole på halvdæmonen. Hvis hun stod i hans sted, havde hun i hvert fald ikke gjort det. 
Ikke når man var så utilregnelig som Pleasance Lochtree. 
“Kedsommer min gode herre DeLavu” svarede hun en smule kedsommeligt, som hun trak på skuldrene, og sendte ham et blik - ja der næsten kunne virke hoverende. “Jeg keder mig sådan i vores borg - ingen sjove ting, og havde håbet på at skoven ville leve op til dens navn - men ak.” Hun sukkede en smule teatralsk og gav ham et skævt smil. 
Vampyr? “Så særdeles ikke nej - ville mine øjne så se ud som de gør?” Demonstrativt prøvede hun at fange hans øjne - de pupilløse og næsten følelsesløse øjne. Selvom smilet gled morende hen over hendes læber. Var pupillen nu stadig en stor del, af at læse hvordan folks humør var. 

Hun rullede med overkroppen, som en let latter forlod hendes læber. 
“Intet - det at give hende væk til dem, er næsten en gave for sig selv. Så hvorfor skulle jeg ønske mere end det?” Svarede hun ganske ærligt, hun havde aldrig set en vampyr så tæt på. Og da aldrig en, som der dræbte et offer. Det i sig selv, måtte være ganske interessant.

Det var tydeligt at deres opmærksomhed delvis var på kvinden, som rystede over hele kroppen. Han kunne godt se det fra mennesket synspunkt, at være i nærheden af et rovdyr, som var kendt for at spise menneskeblod, hvor i nogle tilfælde var dyreblod, dog var Ciara den slags vampyr, som kun ville havde menneskeblod. 

Han lod blikkede langsom falde på denne kvinde, som snakkede til Ciara " Kedsomhed.. Den kan også være slem, hvis der ikke sker noget i ens hverdag. " Svarende han opmærksomt til Pleasance, dog var det ikke særlig tit vampyren søgte ting i kedsomhed, men af nyegrisehed noget som kunne være hans værste fjerne, da han elsket oplevede nye ting i sit liv.  Han lyttede opmærksomt da hun snakkede igen, dog var det mere om hvorfor hun søgte en form for spænding af en art. " Jers borg? Lever du i området?" Spurgt han rolig før han vippede hovedet en smule til side og studere hendes ansigt udtryk, det var ikke meget han opfanget. Da hun snakkede om sine øjnene, fik det ham til at slog blikket op i hendes, så de fik øjenkontakt igen. 

De isblå øjnene stirrede rolig, men med et vagtsom blik ind i hendes pupilløse. Blikket var ham ikke helt til at læse især ikke hendes følelser, som i øverig for ham var god til at skjule. " Der må jeg svar dig skydig. Frøken Lochtree. Jeg har set mange forskellige slags øjnene i mine leve år. Men aldrig sådan nogen øjnene som dem.. Er det familien bestemt at de ikke har nogen pupiller?" Spurgte han underne om. Det var ikke fordi han var skæmt forvid og sans. Frygt var ikke rigtig noget han eget mere efter hans forvandling. Han så kort ned på kvinden der skælvende over sit eget liv. Det rørt ikke vampyren at folk var bange for at dø, han var jo selv dø. 

Han gik nogen få skridt mod kvinden, før hans blik lande på Pleasance igen, da hun snakkede til ham. " Du giver mig simpelhen dit urenlig stuepige? De godt nok gavmild. " Svarede han sarkastisk, før han prikkede til kvinden med spidsen af sin fod, mens han rynket lidt på næsen over gaven han havde fået. " Pleasacnce er du en form for dæmon.. for rent menneske kan jeg ikke tror på, med de unikke øjnene.. og vareulv kan du heller ikke være. Fordi du stinker ikke som en. Så muligheder er ved at være få " Spurgte han igen, da han var oprigtig interesse i hvad han stod overfor lige nu. Hvis hun svarede mennesket måtte han tag til gode med det svar og ligge lå på sit nysgerrighed. 

Det var næsten et dyrisk smil som begyndte at glide hen over hendes velformet læber. Denne mand, vampyr eller hvad han nu helst ville kaldes. Han gjorde ganske fint op for, at hun havde kedet sig noget så grusomt i denne skov. Den lyserøde tunge, gled hen over hendes læber og vædet dem langsomt. Dog uden at hun på noget tidspunkt tog øjnene af Ciara. Hun betragtede hans bevægelse, hvordan han betragtede hende også den skælvende tjenestepige. Ville han ikke have hende? Hendes hoved gled lidt på sned, måske var det fordi hun stank. Ja, det kunne hun vel godt forstå. Hun foretrak også at hendes mad ikke kom fra uhumsk vilkår.
Hun nikkede langsomt. "Måske en lille times rejse herfra, men ganskevist, så bor jeg i området." forklarede hun ham, hun var faktisk ikke helt sikker på, hvor langt væk fra borgen de var. Mest fordi, hun havde været så optaget af at læse, som de havde siddet i kareten. Bøger havde en tendens til at stjæle alt hendes opmærksomhed. Flere gange, var hun nærmest vågnet op efter flere timer, med næsen stukket dybt ned i hendes bøger. 

Det var et ganske snedigt smil der formede sig på hendes læber, da han lagde sin teori ned omkring hendes øjne. Men hun svarede ham ikke, lod han tænkte videre over det. Og da hans blik igen, rettede sig imod Signe, måtte hun le. Han havde trods alt ret, hun var uren. "Min fejl.." grinede hun, og trak nonchalant på skuldrene, da hun tydeligvis ikke var spor ked af, at hun havde tilbudt ham tjenestepigen. Det næste der kom, var dog noget som fik smilet til at blomstre ganske oprigtigt på hendes læber. "Så de er ikke helt tabt bag et kærre Delavu, hvilken fantastisk overraskelse." hun lod sig glide tilbage hen imod træstuppen, og satte sig ned på den. Det ene ben lagde sig hen over det andet. "De har ganske ret, jeg blev fodret dæmon blod siden jeg var ganske spæd - og dette har resulteret i, at jeg ikke længere er af rent blod, som man siger."

Denne mørke skoves fortælling havde på end måde levet op til dens historie, men alligevel var det kun frøken Lochtree han havde mødt indtil videre med hende uredelig stuepige. " Kun måske ?" Spurgte han med et charmene smil på læben, det ville undre folk, hvis han begyndt at flirte med andre. Selvom han mistænksom overfor denne adelige kvinde. 

Han lod sit blik glide ned over denne stuepige, som lod på knæ foran ham. Man kunne tydelige se en smule sult i hans blik, selvom rovdyret i ham havde spist for nydeligt, men denne gang var det et simple bytte, som nok ikke gav meget modstand udover det stank væk af tis. Vampyren gik langsom frem om stuepigen, som stadigvæk lå på knæ mellem disse to, og et kort øjeblik blev de isblå øjnene lidt sorte, da udyret i ham næsten skreg om at æde kvinden foran ham. " Dog er det kun ude på hun er urenlig.. Ikke hendes blod.. tilgive dem frøken Lochtree" Svarede han rolig før han gik langsom ned i knæ og greb hårdt fat i den stakkel hjælpløs stuepige. Der gik ikke lang tid før  tvang stuepige til siden, så han kunne få plads til at bide sig fast i kvindens hals. I det halsen blev blot, bed han fast i halsen og den metalliske smag, som ramte hans tunge blev næsten godtaget med en form for tilfredsstille brummen. 

De isblå øjnene på de unge vampyr, blev næste kulsorte, da rovdyret kom frem i ham og slugte livet ude af den skrige kvinde, som prøvede at komme væk fra ham, men nok også den smerte han påført hende, da hans spyde spidse tænder borrede sig igennem kvindens hals. Der gik lidt tid før kvinden livløse krop gav op til sidst. Ciara havde vundet kæmpen, det havde vampyren også regne med han ville vinde, da han var en menneskeheden størrest rovdyr. Da kvindens krop blev tømt for blodet, slap vampyren kroppen, som var det et stykke brugt legetøj. Langsomt rettede han sig op, i en rank stillede og de isblå var ved bryde frem igen " Tak som byder " Svarede han rolig og tørre langsomt en løbende blod dåbe væk med tungen.  Der gik ikke lang tid før han lyttede opmærkesom på hvad frøken Lochtree havde at sige til ham og et lille hoved tippen blev rykkede mod den ene skulderne, hvor efter et bred smil kom frem på hans læber. " Det gælder mig at min dømmekraft i andre vænser ikke er helt tabt ved siden. " Svarede han rolig, før han langsom gik hen mod hende, dog en smule på vagt overfor denne kvinde. " Fodre med dæmon blod? af deres forældre?" Spurgte han undre, men også nysgerrig omkring hendes forvandling  " hvorfor om jeg må spørge?" spurgte han igen om. 

Det var helt utrolig fascinerende at betragte, hvordan at vampyren lod sine tænder spidde sig igennem stuepigens hals. Fabelagtigt - sagde en lille stemme i hendes hoved, som de pupilløse øjne betragtede scenen udfolde sig foran dem. Men ud over det, var der ikke meget som viste reaktionen i den adelige kvinde - som den mandelige vampyr fik drukket resten af blodet. Trods at der var et lille smil der dukkede op, da hun så hvordan at Signe hang mellem liv og død. Det fantastiske ved at se, fingrene der spjættede som prøvede hun at gribe fat i de sidste strå der var hendes ulykkelige miserable liv. Faktisk, så havde Pleasances lige gjort hende en tjeneste - sådan at sørge for at hun kunne forlade denne jord - dette liv. Hun havde trods alt ikke været glad hos familien Lochtree.

Hendes fokus vente tilbage, som Ciara færdiggjorde hans måltid og begyndte at gå nogle skridt tættere på hende. Pleasances lod dog blot det ene ben, hvile over det andet som hun betragtede ham indgående. Han var tydeligvis stadig meget mistænktsom, som han også gjorde sig klog i - han vidste trods alt ikke hvordan at hun kunne være - eller hendes magiske kræfter kunne være. Især nu, da han vidste hun ikke var af ren blod. 
"De er utrolig nysgerrig Ciara -" svarede hun med et lumsk smil og lagde hoved på sned, som var hun et rovdyr der betragtet sit bytte. "Det er da ikke sådan noget jeg bare kan gå rundt og dele ud af - mine families hemmeligheder." hendes tunge gled hen over hendes læber, som hun betragtede blodet som han havde fået til at forsvinde med sin egen tunge. "Hvordan smagte hun?" spurgte hun saglig og løftede kort brynene. Hun var som altid nysgerrig, og hun drak og hungrede kun dæmon blod. Men måske hun skulle prøve menneskeblod i stedet?