Kulina havde efterhånden været i Dianthos et par dage, og selv om hun havde set mange ting og gået på en del tage, så havde hun stadigt ikke nåede det der havde tiltrukket hende til byen i denne omgang. 
Det var tidlig morgen, og Kulina havde endnu en gang sovet på en af byens mange tage, da hun ikke længere havde råd til et sted at sove, hvis altså ikke hun brugte af den del hun altid sørgede for at have til mad til sin ræv, men dette nægtede hun dog. Vejret havde dog været mildt om natten så det havde ikke været noget problem, selv med den blide vind havde hendes vinger været nok til at beskytte hende.
 
Hun strakte sig, og efter at have rejst sig børstede hun sin grønne kjole før hun hurtigt kørte hænderne igennem det blande hår for at få det til at side pænt. Ræven var allerede vågen på dette tidspunkt, og i samme øjeblik som den første rigtige solstråle skød ind over byen, hoppe ræven op i hendes arme og hun satte af fra taget.

Kulina havde forhørt sig om hvor hun kunne finde sit mål, og efter en sen aften udforskning dagen inde vidste hun nu præcis hvor hun skulle flyve hen. Det tog heller ikke mange minutter før hun var fremme og lande på græsset uden for Isari-katedralen.

Hun satte ræven fra sig og gik forsigtigt frem, håbende at hun ikke ville vægge nogle. Hun vidste det var for tidligt at finde nogle på denne tid, eller det regnede hun da med, men det holde hende ikke fra at være nysgerrig og forsigtigt gå frem.

Hun trådte ind af den store ulåste dør og gik med lette skridt hen til et bedealter hvor hun sank på knæ. Ræven havde fulgt hende pænt derhen, og som Kulina satte sig ned for at bede så satte ræven sig med hoved bøjet. Det var ikke at den rigtigt forstod hvad der forgik, men den havde set hende gøre det før og vidste at det var vigtigt at side pænt og stille der for at gøre Kulina glad, så det var hvad den gjorde, for den ønskede intet mere end lækkert kød og Kulina’s glæde

Selvom det var tidligt, var der dog ikke helt forladt i Isari-katedralen. Reina havde for vane at stå op tidligt, gerne før solen rigtig stod op. Nætterne var trods alt plaget af mareridt, så hun havde svært ved at finde roen. Heldigvis virkede det somo m at hendes engle krop ikke forlangte så meget søvn, som hendes menneskekrop havde, eller også havde hun blot vænnet sig til det.

Reina var begyndt at ordne nogle småting i templet, efter hun havde bedt sin morgenbøn til Isari. Hun samlede nogle skriftruller sammen som var blevet efterladt, og satte et par bøger på plads. Derudover hentede hun også nogle flere lys, da der var efterhånden var bleve brændt ned, og Isari-katedralen havde næsten altid et lys tændt. Hvis ikke fra præsternes side, så for dem der kom og bad Isari om hjælp.

Hun havde lige taget resterne af lysene ud, da hun hørte fodtrin inde i katedralen. De var ikke høje, men akustikken gjorde at alting følte lidt højere, især når der ingen andre var.
Der var ikke mange der kom forbi så tidligt, så ypperstepræstinden efterlod sine gøremål, og gik ud af det lille tilstødende rum, for at kigge rundt efter personen.
Oppe ved alteret stod en engel, hun så ung ud, og straks skreg Reina hjerte lidt. Hun sagde dog ikke noget, da hun ikke ville forstyrre en i at bede.

I stedet for gik ypperstepræstinden hen og satte sig på bænkene, og ventede på at englen var færdig. Selv var hun noget af et syn, selv som hun sad. Hun bare simple rober i hvid og guld, og hendes blonde hår hang forbi hendes skuldre. Vingerne på hendes ryg var store og hvide, men var foldet pænt bag hende.

Kulina havde ikke hørt at der var kommet nogle, men det havde Benjamin. Ræven vendte hoved og så på kvinden men dømmende øjne. Under normale omstændigheder havde han nok givet lyd fra sig, eller på anden måde skabt sig, men da kvinden havde de samme træk som Kulina, store hvide vinger og pænt lyst hår, så den mere mildt på hende og ventede derfor pænere end nogle sinde før. 

Da Kulina var færdig med sin bøn rejste hun sig i en enkelt bevægelse, langsomt og dog let på samme tid. ”Hvad ser du?” spurgte hun ræven med en blid stemme da hun opdagede dens vendte hoved. Hun vendte sig og opdagede først nu kvinden der sad på bænken. Hun smilede svagt ved synet af den smukke kvinde. ”Det var ikke min mening at trænge mig på” sagde hun blidt og trådte frem imod kvinden, dog langsomt og med lette skridt.

”Jeg søgte nogle, men kunne ikke holde mig tilbage” en svag latter gemte sig under den blive stemme mens hun lavede en gestus over mod alteret hvor hun før havde siddet. Ræven gik ind foran Kulina få meter før de kom til kvinden for at indikere at den trods ligheden ikke mente at de skulle komme tættere på. Kulina bøjede sig ned og nussede ræven på hoved med et smil ”det er okay Benjamin” hviskede hun til ham men dyret flyttede sig ikke, ja faktisk satte den sig i stedet for at slå fast at den mente det. ”okay så" hun kyssede den på hoved og rejste sig så igen og rettede sine krystal blå øjne mod kvinden

”Jeg er Kulina, og det her er Benjamin, min beskytter” igen kunne den svage latter anes under hendes blide stemme og det var tydeligt at hun mente det i den bedst mulige måde. ”Jeg har hørt at der er en exceptionel healer tilknyttede dette sted, måske de kunne hjælpe mig finde denne?” spurgte hun, dog med en tone der indikerede at hun ingen tvang puttede i det, at hun i sandhed ville acceptere et nej, eller at blive udspurgt.

Kulina havde søgt længe efter nogle der var bedre end hende når det kom til healing, for selv om hun kunne klare det meste, så blev hun så forbandet drænede, og det gik jo ikke når man ville rede hele verden. Men det der dog gjorde hende mest ondt, var at selv de mindste skader på ræven tog lige så meget af hende som voldsomme skader på et menneskelignende væsen. Det var ikke at hun ikke ønskede at få en straf for at gå imod skaderne, men det kunne nu være rart at blive bedre, stærkere, og måske en med stærkere evner kunne lære hende en ting eller to.

Reina lod sine egne tanker flyve frit, som hun sad og ventede pænt. Hun var altid interesseret i de som kom i templet i de tidlige morgentimer. Nogle gange havde de en hård hverdag, eller også var det fordi de ikke havde andre steder at være, men mest af alt så var der altid noget der tyngede deres hjerter. Reina var der for at afhjælpe dem i sådanne tilfælde. Selvom det var en del af hendes job, så betød det dog ikke at hun ikke nød at hjælpe andre. Det gjorde ondt i hendes hjerte hver gang hun hørte det, men at kunne afhjælpe en lille smule smerte var alt hvad hun ønskede. 

”Du trænger dig overhoved ikke på,” var Reina hurtig til at afkræfte. ”Templet er altid åben for dem der søger Isaris rådgivning.” Selvom det godt kunne være sværere at få lov til at komme ind om natten. En foranstaltning, de var blevet nødt til at tage desværre.

Selv rejste Reina sig op. Hun var alligevel rimelig imponeret over forskellen på deres højder. Reina var ikke en lav person, men man følte sig det hurtigt, når man var omkring andre der nærmede sig de to meter.

Et smil gled over Reinas læber da hun så hvor beskyttende ræven var. Den ville næppe kunne gøre noget, hvis englen virkelig havde behov for at blive beskyttet, men alligevel kunne Reina ikke lade vær med at tanke at det var en god ræv, at den gjorde så meget at beskytte sin ejer.

”Mit navn er Reina. Jeg er ypperstepræstinde her i templet,” svarede hun tilbage. Hun var ikke bange for at skræmme folk med titlen, selvom nogen blev mere afholdende når de hørte titlen. Dog var der også bare en aura af blidhed omkring Reina, som en mor der skulle tage sig af sit barn, uanset hvad det kom ind med. ”Vi har mange exceptionelle healere her.” Det var forskelligt hvor gode de hver især var. Reina var en af dem der havde den mest kraftfulde magi i templet, og hun havde en stærk fornemmelse af at det var hende der også blev talt om i det her tilfælde. Der var dog også noget mærkbart at englen var taget til Isari-katedralen i stedet for helbrederhuset her i Dianthos.
”Hvorfor søger du en healer? Har du behov for hjælp?” spurgte hun i stedet for faktisk at svare på om Reina kunne hjælpe hende.

Kulina nikkede dybt, ja nærmest bukkede med hoved som tak for hendes ord, for selv om hun vidste, følte, at Isaris altid var med hende, så var det nu stadig rart at vide at man også var velkommen i så storslået sted rejst i hendes ære. 

Da Reina rejste sig op, gik det op for Kulina hvor meget højere hun var end hende, ikke at det var noget nyt for hende at være den højeste i rummet, og slet ikke blandt kvinder, men det føltes stadig uvant at være så meget højere end folk der som oftest var meget ældre end hende selv.

Hun nejede dybt da kvinden introducerede sig, men hendes blik i øjne ændrede sig ikke, hun så ikke kvinden anderledes på nogle anden måde end med det navn hun havde fået. Mest af alt kom det fra en overbevisning om at alle fortjente den højeste form for respekt, og så i hendes hoved betød det at behandle alle som de børn af guder og natur de var.

”Det er jeg bestemt ikke i tvivl om, men jeg søger den bedste der er, hvilket er derfor jeg blev sendt her til og ikke helbrederhuset” hendes stemme var ydmyg, men dog ikke af flovhed, blot for at understrege at hun ikke havde ment det, som en fornærmelse mod nogle af de andre healere der befandt sig i området, for det ville hun aldrig gøre.

”Jeg er selv velsignet med gaven at hjælpe andre med deres skader” forklarede hun først før hun så kort ned på sin ræv. ”Jeg ønsker at blive bedre, stærkere, så jeg bedre kan hjælpe, men jeg ved ikke hvordan” forklarede hun og så igen ned på ræven ”Benjamin kom til skade for noget tid siden, fordi han forsøgte at beskytte mig, og selv om jeg var i stand til at hjælpe ham, så tog det alt hvad jeg havde” hendes øjne kom tilbage til kvinden og hun sukkede blidt ”Jeg ønsker bare at kunne hjælpe bedre i en verden der bringer mig så meget lykke, uden at skulle stoppe efter kort tid” afsluttede hun sig forklaring.

Hun holde om sit ene håndled med den modsatte hånd og stod med rank ryg. Hun var klar på at få at vide at det ikke kunne lade sig gøre, men hun følte at hun skylde ikke bare sin ræv og Isari det, men alle som havde hjulpet hende på hendes vej, at i det mindste forsøge at forbedre sig.

Reina holdt sine hænder samlet, foran sig, som hun lyttede og kiggede overvejende på Kulina. Det virkede til at være en kvinde der vidste hvad hun ville, og Reina ville næppe stå i vejen for sådan en type. Hun havde fundet vej til templet, og hvis der var noget Reina gjorde, så var det at hjælpe dem der havde behov for det, selvom det måske blot var med en evne.

"Jeg kan muligvis hjælpe, jeg blev også af Isari givet evnen til at helbrede, men desværre kræver det også meget kræft og viljestyrke for at kunne gøre det, især under presset situationer," indrømmede hun. Ikke alle var givet nok magi til at kunne helbrede de store skader, og mange af dem der havde, ville nok hellere ønske at de aldrig skulle have haft behov for evnen. Reina deriblandt, men hun havde brugt mange år på at sætte sig i nærheden af hvor skaden skete.
"Nogle gange er de mundane måder dog også den bedste måde, selvom det tager længere tid. Hvor slemt var såret på ham?" Nogle gange krævede det trods alt hvile for at komme sig over det, uanset hvor meget energi der også blev brugt for at fjerne det værste.


//12-09-2020: Hey, jeg lukker den fordi den har stået inaktiv så længe. Skriv hvis du vil have en ny tråd når du er tilbage til at være aktiv :3