Tid: 07.00
Vejr. Solopgang

Det er tidlig morgen, og man kunne se Alfredo i en mærkelig dans på markedspladsen: "Så stop dog, i sindsyge dyr!" sagde han imens han nærmest dansede rundt imens to gæs var i fuld gang med at hoppe på ham, de bed ham i benene og baskede med vingerne.
Måske at han lidt selv havde været ude om det, han syntes det var sjovt at drille fulgene en smule, men det fortrød han da bittert denne morgen.
Sandheden var jo nok at han faktisk var en smule bange for fugle og lige nu forsøgte han bare at få dem til at holde sig for sig selv.

Den ældre mand der ejede de to gæs forsøgte også at få dem til at holde op med at blafre efter Alfredo, men det var ikke helt så nemt som det så ud. 
"Hjælp.. Få dem væk" bad han, han var virkeligt ikke glad for de små nap de gav i hans ben, og selvom han tvivlede på om man kunne dø af gæs angreb, så var det ikke ligefrem noget han satte særligt meget pris på.
Den fremmede fik endeligt nogenlunde styr på den ene af de to gæs, og den anden hoppede nu frem og bed Alfredo atter engang hvilket fik ham til at sætte i løb væk for at prøve at slippe væk, hvilket gjorde at han stødte frontalt ind i et andet menneske.

Kulina havde været i byen mange gange før, men hver gang opdagede hun noget nyt. Denne gang havde hun dagen forinden gået af nogle snoede sidegader som hun havde fulgt rundt det meste af dagen, kun afbrudt af at skulle hjælpe nogle få her og der, noget hun glædeligt gjorde. Hun havde dog ikke haft mulighed for at betale sig til at sove nogle steder og havde derfor valgt blot at sove på et af tagene. 

Da hun vågnede kort før solopgang, strakte hun sine vinger. Hun rejste sig og fik børstede den smugle støv af som hun havde fået på sin grønne kjole så den igen så ud som ny. Hun greb sin ræv i sine arme og fløj forsigtigt ned i de stadigt forholdsvis tomme gader, hvor hun satte ræven fra sig. Den løb i forvejen ind mod marked, men før Kulina kunne nå at komme helt ind mærkede hun en ramme ind til sig og hun falde til jorden med et bump og et lille hvin.

Hvinet fik med det samme ræven til at vende om, og efter blot få sekunder stod den ved hendes side med blottede tænder, klar til at angribe den fremmede der havde rørt hende. Kulina lagde dog blot en beroligende hånd på den før hun vendte sine krystalblå øjne mod den fremmede ”de må undskylde hvis jeg var i vejen, jeg så dem slet ikke” det var tydeligt at hun mente sin undskyldning og at hun ikke bebrejdede ham på nogle måde, selv om det ville have været nemt når nu hun havde stået stille og det var ham der havde ramt hende.

Alfredo havde godt hørt før at han måske var lidt af en kylling, og hvis sandheden skulle frem så havde de nu nok ganske ret.
Men han var bare ikke særlig dygtig til fysisk kamp og det var da heller ikke fordi at hans magi ligefrem var noget at prale af, så han var altid en smule bange for at komme til skade uden mulighed for at forsvare sig selv.
Nu vidste han jo godt at dette her bare var dyr, men derfor så kunne det jo godt gøre ganske ondt alligevel, og han ville jo helst ikke skade dem i et forsøg på at undvige dem.

Han kiggede på den unge kvinde med store øjne, og kiggede så tilbage for at se at den anden gås også var blevet indfanget.
"Puha, det.. Det er mig der undskylder, jeg havde så travlt med at slippe væk fra det monster" sagde han og pegede i mod gåsen.
Han vidste godt at det måske var en smule overdrevet at kalde den et monster, den var jo bare et dyr, men lige nu og med hjertet op i hilsen, måtte han nu indrømme at han godt kunne se visse ligeheder imellem nogen væsner og det lille hidsige dyr.

Langsomt kom hun på bene igen og da han talte vendte hun da også hoved en smugle til siden så hun kunne se hvad det var han pegede på. Hun nikkede beslutsomt og gik forbi ham med rolige skridt mod gåsen. 

Hun satte sig på knæ og rakte forsigtigt hånden ud imod den, tydeligt ikke bange for at blive bidt. En hvæsen kom fra dyret og i respons begyndte Kulina at synge den blideste tone, døsig som en vuggevise men let som vinden på samme tid. Dyret slappede mere af og lod hende endda røre ved den ”Sov kære, for i søvnen er vrede nemmest at bekæmpe” sang hun med sin blide stemme før hun sang videre.
Der gik ikke længe før gåsen havde lagt sig til at sove midt på gaden, og ræven bag hende sad med døsigt hoved og nikkede. Kulina brugte sjældent denne evne, men hun vidste at vrede ikke var sundt for dyr, og slet ikke for fugle, så hun så det som en fantastisk måde at hjælpe dem begge.

Hun rejste sig hurtigt og i en enkelt blid bevægelse før hun bakkede tilbage ved mandens side, ”kom” hviskede hun og kastede med hoved som tegn på at de skulle gå lidt væk for ikke at vægge gåsen igen. Ræven rystede hoved for at komme til sig selv og fulgte så Kulina det sidste stykke ned af gaden til hun var sikker på at de var i sikker afstand.

Med et blidt smil, og et glimt i øjne vendte hun sig igen mod manden ”Jeg er Kulina" hun tilbød sin hånd men så ikke ud som om hun forventede at han ville tage imod en af hendes blide håndtryk. ”hvorfor var den efter dem hr.?” spurgte hun nysgerrigt og kunne ikke undgå at vende hoved en smugle på skrå som et ekstra tegn på hendes nygerrighed.

Han kiggede i mod kvinden som tydeligvis besluttede sig for at tale med gåsen, nok mest fordi at Alfredo var en smule bange for dyret.
Hendes evner var han som sådan ikke overrasket over, for han vidste jo at folk kunne alverdens sjove, spændende og mærkelige ting i denne verden. Han havde dog aldrig selv bemærket det før han blev engel, han havde boet meget isoleret med kun mennesker.
Hans forældre havde gjort alt hvad de kunne for at beskytte hinanden for fare, og derfor havde de heller ikke ønsket at de kom for tæt på væsner.

Han kiggede forvirret rundt på de små dyr og nikkede så bare inden han tog hendes hånd og valgte at gå med hende for at komme væk.
"Jeg.... Jeg er lidt nervøs anlagt" sagde han helt lavt og med en nærmest hvisken som om han var bange for at helved pludseligt brød løst igen.
 "Tak Kulina.. Det er virkeligt venligt at Dem at hjælpe mig på den måde" sagde han og smilede roligt i mod hende.
"Det var fint, den prøvede ikke at gøre mig ondt det ved jeg godt.. Jeg er bare en smule nervøs omkring dyr" sagde han med en rolig stemme. Han var bange for at den ville skade ham.

Kulina’s smil forsvandt ikke da han talte, også selv om han virkede nervøs. Hun lagde en beroligende arm på hans overarm gav den et blidt klem og rystede blidt på hoved, ”det er der ingen grund til i nærheden af mig, jeg dømmer ikke og jeg er ikke til fare for nogle” erklærede hun i den blideste tone hun havde, en stemme der kun kunne tilhører en engel. 

”Jeg hjælper skam alle, der er intet bedre” bekræftede hun med en stemme der afslørede at hun virkelig mente det, for hun kunne ikke komme i tanke om nogle grund til at hun ikke skulle elske at hjælpe andre, når nu hun mente at det var grunden til at hun var kommet tilbage til livet.

Da hun hørte hans ord bøjede hun sig med det samme ned og samlede sin ræv op før hun trådte tættere på ham ”Her” tilbød hun blidt. Det var ikke at hun forventede at manden ville holde ræven, men en let berøring kunne jo altid være godt for psyken.

”Jeg lover han ikke gør dig noget så længe de ikke gør mig noget” hun var ikke et sekund i tvivl om at hun havde ret, for hun stolede på dyret med sin hele sin sjæl og vidste at den aldrig med vilje ville gøre hende til en løgner ”ingen tvang selvfølgelig” grinte hun blidt da det gik op for hende at hun måske var en smugle for ivrig.

Hun var virkeligt smuk.
Faktisk måtte han nok være ærlig at sige det var mange år siden at han havde kigget på en kvinde han syntes var så smuk og han kunne mærke at det gav ham en smule farve i hans ellers lyse kinder.
Ikke at det var noget han havde tænkt at gøre noget som helst ved, han levede i cølibat og det havde han bestemt planer om at gøre resten af livet, han skulle ikke fortsætte med noget som helst. Han skulle bare leve sit liv alene, ensomt og imens han tilbad den Gudinde som havde valgt at give ham en ekstra chance her på jorden.

”Her hva? Åh.. Ehm nej, nej tak” sagde han og rystede på hovedet som hun tilbød at han kunne holde ræven, det turde han slet ikke, lige på det punkt var han nok lige lidt en kylling (som han jo var på mange punkter).
”Er det dit kæledyr?” spurgte han istedet for, han havde aldrig selv haft nogen kæledyr og selvom der havde været dyr på det Gods Hvor han havde arbejdet.
Så var det ikke nogen han havde haft noget med at gøre.

Hans uro da hun tilbød ham ræven fik hende dog til at løsne sit greb og lade ræven kravle op på hendes ryg i stedet, eller rettere den stod hen over ryggen af hende og balancerede på skulderne, til Kulina grinte af den og den hoppede ned på jorden i stedet. 

”Det kan man vel godt kalde det” svarede hun dog med en blid latter ”jeg har haft ham siden han var få uger gammel, vi følges alle steder, han beskytter mig, men han er fri til at gå hvis han vil” hun trak en smugle på skulderne, for i ærlighed så var det faktisk ikke noget hun havde tænkte meget over, men det var nok fordi han bare altid havde været der

Den smugle farve hans kinder havde fået var noget hun havde lagt mærke til, men hun valgte ikke at kommentere på det, for hun vidste at mange ville blive generte og føle sig forlegne hvis hun gjorde, og hun ønskede ikke at skabe nogle negative følelser.

”Ooh men jeg vil ikke holde dig tilbage, din kone må savne dig” det var ikke som sådan fordi hun fiskede efter at finde ud af om han var single eller ej, men mere fordi hun helt naturligt troede at han i sandhed var gift, for med så smukke mænd som ham så var de som regel enten gift eller meget mørke sjæle, og han virkede ikke lige frem som den sidste af de 2, givet hvor nervøs han var med ræven

Nogen dyr var da meget søde, det var jo egentligt ikke fordi at Alfredo ikke kunne lide dem, det var nok mere fordi at han var bange for de ville nede med at gøre skade på ham.
Han kunne mærke hvordan hans hjerte let slog i mod hans brystkasse ved tanken om at han lige var blevet jagtet af den der flok gæs, men han blev trukket tilbage i mod virkeligheden som hun talte til ham.
”Du lyder som et godt menneske” sagde han og smilede i mod hende, det var sandheden og han var da glad for at hun havde hjulpet ham. Alfredo var ikke ked af at komplimenterer mennesker, nok mest fordi han følte det var en del af hans opgave her på jorden at sørge for at gøre andre folk glade.

”Kone? Åh nej... Min kone døde for mange år siden” sagde han i en rolig stemme, han kunne jo naturligvis bare sige at han ikke havde en kone.
Men det kunne han ikke få sig selv til. Hun var jo ganske virkelig, levende og på en eller anden mærkelig måde så elskede han hende jo stadigvæk og han følte det var at feje hende af bordet, hvis han ikke nævnte hende. Han ønskede ikke at tale om Agnes som om hun aldrig havde været der.

Kulina kunne ikke andet end at elske når nogle kalde hende for god, for det var jo rart at blive anerkendt for at gøre sit bedste, også selv om hun ikke altid var sikker på at hun fortjente det. "Jeg ved ikke hvad jeg var før, men jeg føler jeg bør vise mig fra min bedste side nu når jeg har været så heldig at blive en engel" sagde hun ærligt og så kort ned på sine hænder mens hendes vinger af ren refleks strakte sig, som var de stolte af ordet engel.

Hun havde endnu en gang vendte øjne imod ham da hun hørte hans svar, at han faktisk havde været gift, men at hans kone var gået bort. Hun vidste lige så vel som alle andre at døden var uundgåelig, men det gjorde den ikke mindre trist, selv ikke når det var en hun ikke kendte. "ooh det er jeg ked af at hører... Forhåbentligt var det ikke noget tragisk der tog hende" hun pressede ikke for et svar, tværtimod håbede hun at han vidste at han ikke behøvede at tale om det hvis det var ubehageligt for ham.

Hendes vinger var foldet tilbage, tæt ind til hendes ryg for at fylde så lidt som muligt. Hun studerede endnu en gang området omkring dem, nysgerrigt, før hun igen tillod sig selv at nyde synet af hans øjne. "Hvad bragte dig til denne del af byen, så tidligt? Kan jeg tilbyde min hjælp med noget? spurgte hun i en blid og hjælpsom tone, ikke for at mase sig på, men i håb in at kunne starte dagen med at hjælpe en anden, mere end hun havde allerede gjort 

Nogengange hadede han virkeligt at han var så nervøs af sig.
Han ville gerne være cool og selvsikker, og det havde han også været meget mere dengang at han var menneske, men det var som om at det var blevet selvforstærkende efterhånden som årene var gået. Som  om at han slet ikke kunne styre sine egne tanker og følelser længere, og som om at hver gang han blev bange, så blev han meget hurtigere bange igen.
Han kunne mærke hans hjerte stadig slog en smule hurtigt, og først nu var ved at falde til ro ovenpå de gæs som havde valgt at jage ham let.

"Jeg må være ærlig og sige at jeg ikke ved hvordan hun døde... Jeg døde desværre først, og så hende aldrig igen" sagde han og kiggede igen ned i jorden, det var tragisk og havde været helt utroligt hårdt for ham.
"Jeg skulle egentligt bare have handlet nogen frugter ind, men jeg tror vidst bare jeg venter lidt. Jeg er ikke så god til.. Nå ja, gæs" sagde han og grinede en smule nervøs.
Faktisk var han jo ikke god til noget som helst: "hvad med dig?" spurgte han nysgerrigt, og i et forsøg på at bibeholde den behagelige samtale.