Det var en varm dag i Rubinien, lige som alle andre dage. Hvis Chilam skulle være ærlig over for sig selv, som hun traskede sammen med resten af gruppen ned af de tørre ned banket sand, som var vejende her i Balzera. Det at hun var endt i en omrejsende gøgler gruppe, var hende stadig en gåde. Men hun havde elsket hver dag, og selvom hun stadig havde for tankerne at hun rejste rundt for at finde Kai - så var der nu gået så lang tid, at hun var ikke sikker på om hun nogen siden fandt ham. 
Var det et år siden at hun havde forladt templet i ly af mørket som den kujon hun havde været den gang? Hun sukkede kort, som hun bevægede sig ind på pladsen som der var deres for eftermiddagen. 

Fra den gang ind til nu, var der sket en del ting. Hun havde nu en flot kopperfarvet arm, hvor hendes venstre plejede at være. Der var sat fast med spænder hen over hendes skulder. Der bare gik i et med hendes spinkle statur, som var klædt med flotte røde og guld silke stoffer som løst smøg sig omkring hendes krop. Hun havde fået mere kød på kroppen, selvom at hun nu havde hofter, og en lidt mere fyldig barm. Var hun bestemt stadig en spinkle og tynd kvinde. 
Men - det gjorde bestemt ingen ting. Så længe hun så sund ud.
Begge sider af hendes hoved, var blevet barberet, og hendes hår lå i tre stramme fletninger ned over kroppen og lagde sig hen over hendes ryg til midten af lænden. 

Efter nogle minutter, havde de sat deres instrumenter op. Hende og to andre, en anden kvinde og en mand, begyndte at danse i takt med musikken der spillede. 
Hvilket hurtigt fik folk til at stoppe op og kigge på. Især da Chilam og manden begyndte at danse mod hinanden, som havde de gang i en kamp udført af rytmiske og bøjelige dansetrin. Det var en befrielse for hende, at bevæge sig på denne måde. Hvordan at hun med begge hendes arme, ikke længere havde restriktioner på hvad hun kunne - og ikke kunne gøre. 
Med et smil og grin på læben, dansede hun videre i takt med at musikken blev mere og mere dramatisk. Sveden begyndte at hagle ned af hendes ansigt, som de alle ufortrødent fortsatte. 

Meget var sket siden Kai havde sagt farvel til Chilam. Eller nok mere da Chilam havde sagt farvel til Kai og han havde taget det mindre pænt. Problemer, han ikke engang kunne huske han havde, var blusset op igen, og en af munkene havde på ny måtte tage hånd om ham, og hjælpe ham med at bearbejde hvordan han håndterede de lidt mere hårde følelser.
Der var gået et par uger med det, og så var han taget afsted, med de nye redskaber i hænderne, på jagt efter Chilam. Det var en underlig ting, at forlade templet for at undskylde overfor hende. De første to måneder var Dairinn med ham, for at sørge for at han ikke fik det værre, men så havde de skiltes veje og Kai havde gået videre ud i verdenen, nu alene. 

Kai havde vandret lidt på må og få. Heldigvis havde han lært om hvor tingene lå, så han kunne undgå det værste, og til sidst havde hans ben bragt ham til Rubinien. Her havde han slået følge med en karavane, og snart var han i den største handelsby i Krystallandet, kun slået af Dianthos. Det var en smule overvældende. Der var så mange nye indtryk, og når man havde begrænset mængder af penge, så var det begrænset med morskaben. Ikke at det var det han søgte.

Han blev heldigvis efterladt alene når han gik forbi de mange sælgere. Han lignede ikke en der var rig, men han så trods alt vigtig nok ud til at slavehandlerne ikke forsøgte sig. Den ene gang de havde forsøgt sig, var de ikke gået helskindet derfra.
Modsat i templet var Kai faktisk begyndt at gå i klæder der dækkede hans krop. Han havde sine simple bukser og slå om trøje, og med et par solide sko. Nogle tykkere klæder var lagt omkring ham i blå nuancer, der havde set bedre dage, men som hjalp med at holde på hans kropsvarme, men også indikere at han var en munk for dem der var omkring dem. Han havde ligeledes en taske på ryggen til at bære de få ejendele han havde, og et stav han brugt mest af alt som vandrepind. Håret, som der ellers altid havde været en stor barberet af, bar præg af at han ikke havde gjort det for nyligt. Sorte hårstubbe var overtalt på hans hoved, og det lidt længere krøllede hår var sat op i en knold bag i hans hoved. Der kunne også anes skægstubbe henover hans kæbeparti.

Han havde gået lidt på må og få i Balzera den pågældende dag, da han var blevet fanget af noget musik, og en menneskemængde der var ved at samle sig om nogen. Nysgerrigheden havde vundet over ham, og han gik målrettet dig over. I løbet af et par minutter, havde han også fået sneget sig op foran. Lidt dreng var man vel stadig, selvom man havde vandret så lang tid alene.
Han stod lidt og klappede i tak med alle de andre og kiggede på de mægtig fine mennesker der optrådte. Han overvejede ikke at Chilam kunne være en af dem, før der blev holdt en kort pause, og hans blå øjne tilfældig landede på den hvide kvinde. Hans øjne blev store og uden at kunne stoppe sig, udbrød han ”Chilam?” selvom han ikke var sikker på om musikken der begyndte igen havde druknet ud hans udbrød. Han var ikke engang sikker på om han havde ret. Det havde været så lang tid siden, og hende her så.... anderledes ud.

tempoet blev øget, som de dansede frem og tilbage. Kastede sig i buer rundt på det nedbanket sand, støvskyer blev dog stadig hvirvlet op omkring deres fødder og ben. De fine klæder, blev derfor også godt støvet til, skidtet satte sig på deres kroppe - men intet stoppede dem. 
Eller, hendes ravgule øjne lagde sig på en skikkelse i folkemængden. Som fik hendes ben til at stoppe, kun hjulpet på vej, af hendes med danser, der opdagede ganske hurtigt at hun var ude af takt. De lukkede deres arme omkring hende. Og svang hende op på skuldrene, af manden. Men hendes blik veg ikke fra skikkelsen; Kai.
Hvor han var usikker, var hun så sikker i hendes sag som hun overhoved kunne blive. Og det var som om et vandfald faldt over hende, som hun huskede deres sidste stund tilbage. Hvordan hun havde forladt ham, da han havde brug for det. Af hendes egne selviske grunde. Fordi hun var for bange og for stor en kujon til at tage konsekvensen. 
Derfor lod hun sig også hurtigt glide ned af skuldrene igen. Som hun hviskede nogle usammenhængende ord. Med hastige skridt, gik hun hen imod manden hun havde fået øje på. Og selvom han lige som sig selv, ikke lignede sig selv. Bredte sig et stort smil på hendes læber, før hun vidste af det, var hendes ben allerede begyndt at løbe. Med en retning, nemlig som hun sprang på ham i et kæmpe kram.
“Jeg tog tilbage! Men da jeg kom, var du allerede taget afsted! Jeg har ledt efter dig over alt.. undskyld, undskyld undskyld!” Fik hun frem, som hun prøvede at knuge sig fast til ham. Hun havde på intet tidspunkt, lyst til at give slip igen. Derfor var hun også ganske ligeglad, med hvordan resten af folkemængden ville tage dette lille stunt ind. 
Hendes gruppe var ligegyldig, alt var ligegyldig for hun fik lov til at se ham igen. 

Kais øjne fulgt hende, som han prøvede at finde hoved og hale i det. Hvad lavede hun her? Hvorfor var hun gøgler? Han mente trods alt at han havde haft rimelig godt styr på hvem hun var som person inden hun havde forladt det. Desuden var det mere mærkværdige at det lignede hun havde fået en ny arm, dog i en metallisk farve. Ikke noget som Kai ellers havde set på sin 'pilgrimsfærd'.

Tankerne hvirvlede i ham, men der gik ikke lang tid før Chilam virkede til at sno sig ud af optrædelsen, og hun så begyndte at sætte i løb... mod ham.
Da han godt kunne se hvor det her bar hen, gav han slip på staven, kun få sekunder før han måtte træde et skridt tilbage for ikke at vælte af Chilams kraft som stødte ind i ham. Han viklede hurtigt sine arme om hende i et kram, og skjulte kort sit hoved i hendes skulder. Han havde endelig fundet hende.
”Undskyld, undskyld, undskyld,” udbrød han selv, da Chilam begyndte på det. Skylden lå ligeså meget hos ham, som hos hende. De havde tydeligvis begge haft nogle problemer de ikke havde haft mulighed for at håndtere. Kai arbejdede stadig på sit, men der var ikke noget som hærdede ham, som at komme ud i en verden der ikke tog hensyn. Noget af hans hår var måske lidt forskellig længde, men det var efterhånden så lidt, at man skulle sidde og kigge i hans hår for at finde de steder det havde stået lidt dårligt til.
”Jeg tog ud for at finde dig,” sagde han, da de undskyldende ord stoppede. Det havde bare været typisk at de havde misset hinanden. ”Jeg var så dum. Kan du nogensinde tilgive mig?” Det var måske et dumt spørgsmål, som de to af dem stadig stod og omklamrede hinanden.

Selvom han var beskidt, selvom han lugtede af at han havde rejst langt - og måske ikke under de reneste vilkår, lagde hun næsen ind i hans hår og trak duften af ham ind i sig. Og selvom, at følelserne bestemt ikke var forsvundet fra hende, så kunne hun mærke, som hun holde om ham. At han havde haft ret, venskabet var vigtigere end at ødelægge det med, at hun havde romantiske følelser for ham. 
Hun gled ud af hans arme, og kiggede hen over hendes skulder, de andre var stadig igang med showet; så der var ikke behov for hun var der lige nu og her. Desuden, var det kun en måde at få penge ind på, så hun kunne rejse videre. Med et smil på læberne, lod hun sin metal arm glide omkring hans, og trak ham ind i folkemængden igen.
“Kom, lad os finde et sted, hvor vi kan snakke sammen... hvor der ikke står en masse folk omkring os.” smilet på hendes læber, kom betydeligt lettere end de var kommet før. Det var ganske tydeligt, at hun var ikke længere den pige som hun havde været en gang. For cirka et år siden. 
Og hun havde kun en hun kunne takke for det, nemlig manden hun trak med sig igennem de beskidte gader, forbi folkemængden og hen til den lille kro hvor hun havde et værelse. 

Det var fuldstændig surrealistisk at stå her med Chilam igen. Kais hele verden var tydeligvis blevet vendt op og ned af at have mødt Chilam. Måske for det bedre, måske ikke, men Kai vidste at han ikke ville kunne finde ud af det, med mindre han snakkede med hende, og fandt den tilgivelse han så desperat søgte.
En pilgrimsfærd var også for at finde sig selv og finde en mening man ikke havde før. Derfor var det vigtigt for en munk som Kai. At hans var startet pga. en pige, var måske lidt at grine af, men det gjorde ikke at Kai tog det mindre seriøst.

Den metalliske arm greb om hans, og han kunne ikke lade vær med at undre sig over kulden fra den. Den var ikke kold, men den var ikke varm som en menneskearm.
Han bukkede sig hurtigt ned for at få fat i sin stav inden Chilam fik hevet ham helt med. ”Vis vej,” sagde han, allerede en smule lettet over det ikke virkede som om at der var dårligt blod mellem dem.

Som Chilam hev ham af sted, kunne han ikke lade vær med at beundre hende. Hun havde virkelig forandret sig over årerne, mens han stadig så relativt meget ud som sig selv. En enkelt tatovering var blevet tilføjet til resten, men ellers så var det bare pga. alt rejsestøvet og at hans sidste barberblad var gået tabt et sted ude i ørkenen.

Hendes kobber arm, gled fra hans arm ned til hans hånd. Det kølige magiske metal, greb omkring hans hånd som hun klemte lidt om den. Den dag hun havde fået armene, havde været en smule katastrofal. Hun havde smadret alt omkring sig. Den første hun havde givet hånd, havde skreget og brækket samtlige knogler i den. Men nu havde det næsten været syv måneder siden hun havde fået den, så hun have mere eller mindre styr på hvordan man brugte den. 
Med hastige skridt, nåede de kroen hvor hun havde et værelse. En meget lille en af slagsen, men den havde fire værelser, og det ene af dem havde hun været heldig nok at få lejet sig ind i; for en ganske fornuftig pris skulle man være ærlig! 
Der blev ikke sagt noget, som hun hæv ham ind i det kølige rum. Heldigvis, var dette en af stederne der havde hjælp fra noget magi som gjorde at det ikke var lige så varmt inden dørs som udendørs. Og selvom Chilam var en kvinde, som var vokset op i det varme klima, var Rubinien varm på en helt anden måde end hun var vant til. 
“Jeg har en gæst med!” Råbte hun til kromutteren, en ørkenelver der vinkede lidt forvirret som hun trak den forvirrede mand med hende op af trapperne. Det var først, da hun havde kastet ham ind i rummet, med styrken fra armen og lukkede døren. At et stort smil spredte sig på hendes læber. “Troede faktisk slet ikke jeg ville se dig igen!” Det hele var en smule forhastet, men hun havde meget svært ved at styre de følelser der rumsterede i hendes indre i dette øjeblik. “Hov.. jeg glemte helt.. er du sulten eller noget? Skal jeg gå ned igen.. jeg kan få noget at spise til os.. og noget drikke??” 

Heldigvis for Kai havde han altid været hurtig på fødderne. Han var en lille mand, der var vant til folk langt større end ham selv, men det generede ham egentlig ikke synderlig meget. Det var dog væsentlig sværere ikke at støde ind i folk i en overbefolket by som Balzera. Det var han stadig ikke vant til, da han altid havde haft massere plads i templet. Bortset fra når alle skulles samles, men gik alle de samme steder hen, ikek som her.
Det kølige rum ramte hans varme hud, og der gik lige et øjeblik, før han vænnede sig til det. Den rubinske hede var voldsom, især for en som ham der var vant til den friske havluft. Det ville måske være en smule bedre nede ved kajen, men han tvivlede på hvor meget.

Hans øjne gled rundt i rummet. Det var ikke meget, men det havde hans egne steder heller aldrig været. Til sidst landte de dog på Chilam igen, som hun talte til ham. Hun virkede næsten mere livsglad nu, men på den anden side, det  sidste han havde set af hende der var ingen parter glade.
”Nej ikke endnu,” sagde han grinende. Til trods for at nu leve på farten, så var han stadig et rutine menneske. Han havde altid lidt på sig, til hvis det var spisetid når han ikke kunne find enoget at spise, men for det meste så var det helt naturligt at han opsøgte mad kort før spisetid, så han næsten altid spiste på sammetid hver dag. Det så heller ikke ud som om at han manglede næring af nogen art på hans krop. Han havde altid været velnæret. ”Jeg er virkelig glad for at se dig igen, Chilam.” Han kløede sig lidt nervøst i nakken med den frie hånd. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre med staven eller tasken på sin ryg.

Hun fugtede nervøst læberne, og gumlede lidt i siden af underlæben, som hun betragtede ham. Nu da hele spændingen om at se hinanden igen, langsomt var ved at ebbe ud igen. Kunne hun mærke hvordan at nervøsiteten greb hende. Hvad skulle hun dog sige til ham? Hvordan skulle hun forklare hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort. Især når det bestemt ikke havde været okay. 
“Okay...” mumlede hun forsigtigt, og gav ham et forsigtigt smil. 
Hun vippede lidt frem og tilbage på de bare nøgne fødder. Inden det gik op for hende, at hun ikke havde tilbudt ham sætte sig ned. Hun slog sig imod panden. “Oh, sæt endelig dine ting fra dig, og sæt dig?”  Hun slog ud imod hendes dobbelt seng, der stod i midten af rummen. Eller stolen der stod over i et hjørne. Godt nok var meget af rummet fyldt med genstande, som hendes tøj - nogle stave hun brugte i numre. Der lå også andre sjove ting spredt ud over det hele.
“Ehm.. lad mig lige ...” hun gled forbi ham, og begyndte at tage tøj op i hendes favn som der lå på stolen, og smed det over i et hjørne i stedet. Det samme med tøjet der lå på sengen, samlede hun også væk og smed dem i samme bunke. For hun lod hånden glide over de stramme fletninger der lå hen over hendes hoved. “Ha.. man skulle tro måneden i templet ville lære mig at være mere organiseret - men det var som om så snart jeg fik krystaller og plads til det.. så kunne jeg ikke lade være med at købe ting..” hun vente sit blik tilbage imod ham, som kløede sin raske arm med metal armen. “Jeg... ved ikke helt hvad jeg skal sige..” mumlede hun så, og satte sig en smule slukøret ned i sengen. 

Kai stod selv lidt og ændrede sin vægt fra den ene fod til den anden lidt ubevidst, som han selv prøvede at finde ud af hvad nu.
Heldigvis tog Chilam ordene i sin mund, og ligeså snart hun tillod ham at lægge sine ting kiggede han sig lidt om. Her rodede en smule, selv havde han aldrig haft nok til at kunne rodde, men hun forsøgte også ihærdigt at rydde op efter sig.

Han satte staven op af væggen, før han satte sin taske ved den. Den var overraskende lille i forhold til at han tydeligvis vandrede. Man kunne måske godt lidt tro at han rejste med flere, men det var ikke ligefrem normen hvor han kom fra, selvom det nogle gange skete kortvarigt. Som han havde gjort med Dairinn, bare for at hun kunne tjekke at han ikke helt brød sammen ved det mindste problem.
”Jeg tror ikke du er den eneste der har oplevet et sådan problem,” indrømmede han og kiggede lidt rundt, før han forsigtigt gik over og satte sig på kanten af sengen. Benet under ham begyndte allerede at hoppe af nervøs energi. Han havde i hvert fald set en masse der havde taget ting med hjem, som de ikke havde kunne skille sig af med, og de var endt alle mulige mærkelige ting, inden de ældre tog dem og smed dem ud. Det var bedre at gemme ens ting i en hule på stranden hvis det endelig var.

”Jeg... havde heller ikke forventet at finde dig her... eller nu,” indrømmede han oprigtigt. Hvis han havde hat en fornemmelse af det havde han forberedt sig, men den lange tur i ørkenen havde gjort ham så træt at han dårligt havde kunne tænke, og nu var han her, på ingen måde forberedt.

Hun grinede dæmpet, som han anerkendte at han havde det på samme måde. Hun gnavede igen ubevidst på hendes underlæbe, mens hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige. Det vigtigste var vel at sige undskyld? 
“Jeg...” mumlede hun som han begyndte at snakke omkring at han ikke havde forventet at se hende hende. Lige så stille, kravlede hun op i sengen og lagde sine ben over kors. Fingrene begyndte at pille lidt ved det røde silkestof hun var iført. Det var virkelig pænere, end hun normalt gik i - og pludselig følte hun sig en smule forlegen over hun var iført i så fint tøj. Hvorfor, det kunne hun ikke helt forklare. 
“Urgh.. måske bare kaste os ud i det?” Mumlede hun, som hendes blik gled væk fra hans skikkelse. “Jeg beklager.. at jeg ..” hun gemte sit ansigt i hendes hænder, som hun prøvede at finde de rigtige ord. Det var bare slet ikke så let som hun havde regnet med! Hun gnubbede ansigterne, og lod ingen hænderne glide hen over hendes hår. “Okay... okay..” mumlede hun som et mantra, for at få hendes mod op igen. De ravgule øjne gled hen over hans skikkelse. “Jeg skulle aldrig havde sagt de ting til dig.. og du havde ret.. det var dumt.. og selvfølgelig er dit venskab mere end nok.. Jeg beklager at jeg bare sådan løb min vej..” fik hun endelig frem, det sved en smule i øjnene. Men smilet der lige så stille gled hen over hendes læber, var nok til at få hende til holde dem tilbage. I hvert fald for nu.

Okay, Chilam kunne starte samtalen. Det kunne Kai godt acceptere. Det var vigtigt at lytte til andre, og lade dem få deres følelser over situationen. Især hvor uretfærdig han havde været. Han var en voksen mand, han kunne sagtens tage det.
Lige indtil hun begyndte at undskylde overfor sin opførsel, og at der absolut var intet der beklagede sig over hvordan han havde reageret på det. Man kunne se en lille panik sprede sig i Kais ansigt, som hun begyndte at undskylde.

”Du har absolut intet at undskylde overfor,” udbrød han. Måske ikke helt sandt. Han vidste jo godt at de begge havde lavet fejltagelser. ”Jeg var den der ikke var voksen nok til at håndtere situationen,” okay, han måtte forklare det her ordentlig. Han kunne gøre det. De havde snakket om det den korte tid han havde været i templet inden han tog af sted. Det var så også et år siden efterhånden. ”Jeg skulle ikke have kaldt det dumt, og det var ikke sådan ment!” Man kunne stadig godt høre desperationen i hans stemme, og han måtte lige lukke sine øjne.
Han tog et par dybe indåndinger, og man kunne se hvordan han fysisk prøvede at stabilisere sin lidt paniske tilgang til samtalen. Den var trods alt ikke oprivende nok til at han slet ikke kunne tænke, og han vidste at hans vejrtrækning var det vigtigste for ikke at komme ud på et sidespor.

Da han åbnede øjnene igen, kunne han dog ikke få sig selv til at kigge på hende, men kiggede i stedet for ned på sine hænder i sit skød. Han måtte få det ud. ”Vores venskab betød... betyder rigtig meget for mig, men jeg burde også have accepteret at ting ændrer sig. Dine følelser, om de er venskabelige eller...” Han tøvede, som han tog de næste ord i sin mund. ”Romantiske... er vigtige, om ikke andet bare at blive hørt. Dine følelser, uanset hvad de måtte være, vil aldrig være dumme. Hvad der var dumt var mit eget hoved og mine egne følelser... Jeg... håndterer åbenbart ikke de negative aspekter af livet særlig godt.” Endelig kiggede han op og mod Chilam med et lidt trist smil på læberne. Ordene han sagde var tydeligvis mere modne, og muligvis mere ord han havde hørt fra andre, som han gengav. Ikke at det gjorde dem mindre sande. 

Hun lod ham snakke ud, især da hun så hvordan han kæmpede med at få tingene sagt. Og hun havde ikke brug for, at han igen brød sammen foran hende. Selvom, hun vidste denne gang at det at løbe? Det var ikke den rigtige vej ud, selvom det stadig var fristende, når man blev konfronterede med meget voldsomme følelser hun ikke vidste hvordan man skulle håndtere. 
Langsomt sukkede hun, som hun betragtede hans let rystende skikkelse. Da han endelig kiggede på hende igen, gav hun ham et forsigtigt smil. Hun overvejede kort, inden hun langsomt kravlede hen til ham på sengen. Med knæene i madrassen, rejste hun sig op i oprejst stilling inden hun lagde sine arme omkring ham og lagde sit hoved på hans. 
“Du er tilgivet” mumlede hun stille imod hans støvede hår, og lukkede øjnene. Hun havde virkelig savnede ham, og hvis det betød hun skulle gemme sine følelser væk. Så var det okay, hun ønskede ikke at skræmme ham væk igen. I hvert fald ikke lige med det samme - ikke når hun endelig havde fået lov til at se ham igen. “Beklager, at jeg bare forlod dig.. det skulle jeg ikke have gjort.. lige meget hvad du sagde til mig - det var ikke okay” mumlede hun imod hans hår, som hendes hånd - ganske uden hun tænkte over det. Strøg ham over nakken og tommelfingeren gled fraværende frem og tilbage over hans hår.

Kai kiggede en smule forvirret op på Chilam, og han var ikke helt sikker på hvad hun ville som hun kom nærmere, men krammet hun tog ham ind i, var behageligt. Det var lang tid at han var blevet taget hånd om på den måde, han havde trods alt ikke været et sted i lang tid. Dairinn havde givet ham et enkelt, inden hun gik videre, og det var over et halvt år siden.

Han lagde armene om hende, lidt ligeglad med at dele ud af sit rejsestøv. Det her var nok lige præcist hvad han havde behov for fra Chilam, og han følte sig selv slappe mere af i hendes nærvær, selvom han spændte lidt op, som hun snakkede videre om hvad der var sket sidste gang.
”Det er okay. Jeg sagde nogle hårde ord... og du hentede Dairinn inden du helt smuttede,” sagde han. Han vidste at det ikke havde været et kønt syn hvis Chilam bare var smuttet. Han havde set hvordan håret havde set ud efterfølgende, og det var ikke et kønt syn. Han var blevet bedre til at få noget andet at fokusere på når det blev slemt, selvom det kun var et par uger siden han sidste gang gjorde det. Heldigvis i mindre grad.

Hun fnøs en smule fornøjet ind i hans hår. Mens hendes øjne var lukket. Han duftede af den varme sand, og støvet fra vejende. Men han havde også en velkendt duft omkring ham, og hun blev mindet om deres uger i templet hvor de havde trænet sammen.
Hvordan han havde samlet hende op og båret hende ind i templet ud af regnen og stormen. Alt han havde gjort for hende, og det svarede hun tilbage ved at løbe sin vej. Hun kunne mærke hendes krop rystede en smule. Så hun slap ham kort, for at synke tilbage så hun sad med numsen på hendes hæle. Derefter lod hun igen armene lukke sig omkring kroppen. Hendes hoved på hans skulder, som hun lukkede øjnene. Hun havde ikke troet at det ville være så rart, at se ham igen. “Jeg har savnet dig” mumlede hun stille, som hun knugede ham tættere på sig. Nu når ordene var sagt, var det så vigtigere at snakke om mere? Kunne de bare lade som om, at resten af tingene slet ikke var sket. Ligge et låg på kisten og begrave den. Selvom, hun godt vidste det nok ikke var muligt. Men det ville nu være rart, at hun kunne lade som om, at hun bare ønskede ham kun som ven. 
Og som hun sad der, med armene omkring ham - kunne hun mærke hvordan at følelserne boblede op til overfladen. Hun sukkede lidt opgivende, men valgte i stedet for at give slip - bare at knuge ham tættere ind til sig. 

Kai strøg blidt Chilam henover ryggen som de sad der, og bare nød nærværet. Havde de egentlig behov for sige mere til hinanden? Alt var måske ikke tilgivet og glemt, men ingen af dem virkede til at bære nag, bortset overfor dem selv. Kai vidste også godt dybt inde at de nok aldrig ville kunne få hvad de havde, men han var heller ikke klar over hvordan han selv havde det med det hele, med de følelser Chilam havde haft. Han var dog sikker på at de for længst måtte have forladt hende, ikke at han spurgte. Det var en ting for fortiden.
”Jeg har også savnet dig,” mumlede han tilbage, men gjorde ikke noget for at give slip på hende, som hans fingre lidt gravede sig ind i stoffet.

Han var ikke sikker på hvor lang tid de havde siddet sådan, men til sidst var det ham der trak sig lidt væk, ikke helt sikker på at give slip på hende endnu, men han ville også gerne se hende. Se hvordan hun havde ændret sig.
”Hvad er der så hændt siden vi sidst sås? Hvordan har du det?” spurgte han. Det virkede som småsnak, men ellers kunne Kai ikke have nogen fornemmelse af Chilam. Hvem hun var, hvorfor hun nu var en gøgler, og hvorfor hun var her i Balzera af alle steder. For ikke at nævne armen hun nu pludseilg havde.

Lige så stille lukkede hun øjnene, og nød bare at mærke hvordan han lige som hende selv; havde brug for krammet. At der var én følelse de kunne blive enig om, nemlig at de begge havde savnet hinanden mens de havde været adskilt. 
Så stilheden der faldt over dem, som de blot sad i sengen; var næsten healende i sig selv. Sår der lige så stille fik skorpe, det var i sandhed bare rart.
Derfor kom der også et lille sølle klynk da han begyndte at trække sig ud af hendes arme. Men hun slap ham modvilligt, og satte sig ved siden af ham i stedet. Hun gav ham et smil, og kiggede ned på kopperarmen. Ja hvad var der hændt siden de sidst havde set hinanden?

“Jeg drog lidt målløst rundt, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv” mumlede hun sandfærdigt, og lod en hånd glide hen over nakken som blikket blev fjernet. “Jeg fandt en smed i Medianen, der var villig til at lave mig en arm” hun løftede den nye mekaniske arm og op fleksede fingrene lidt “Hun var... virkelig speciel - har aldrig mødt nogen der var så positiv... Så jeg arbejdede for hende de måneder hun brugte på at lave armen” sagde hun med et smil, og vente sit blik imod ham igen. “Så tog jeg tilbage til templet for at finde dig, undskylde.. men der var du allerede taget afsted.. også har... jeg mere eller mindre brugt tiden på at finde dig.. igen.. hvilket har ledt mig over hele landet, og den nemmeste måde var at tilslutte sig en danse gruppe.. god mad - gode penge..” hun trak på skuldrene og gav ham et smil. “Hvad med dig?”

Kai trak sine fødder op til sig, og fik vendt fronten rigtig mod hende. Han var rimelig beskidt, og det var måske ikke mest praktiske at sidde i en seng, som potentielt skulle soves i senere, men det havde han helt glemt. Man blev lidt vant til skidtet, når badene ikke skete så ofte. Han kunne pludselig ikke bare gå ned til den nærmeste strand og tage et bad. Det var stadig lidt underligt for ham.

Han lyttede til ordene hun sagde, og hans øjne faldt ned på hendes kobberarm. Var der virkelig en der kunne lave noget så magisk. Et ekstra lem for dem der havde mistet deres egne. Han mente aldrig selv at han ville få brug for det, men han kunne godt forstå vigtigheden for dem der havde mistet noget.
”Jeg brugte et par uger i templet, før jeg tog af sted ud for at finde dig. Det var alligevel også tid til at jeg kom ud og oplevede verdenen,” sagde han. Hans fortælling væsentlig kortere, men der var bare visse ting han ikke kunne sige til Chilam. Hvordan han måtte finde sig selv og gennemarbejde nogle personlige ting, alt sammen på grund af hende.

Hendes smil blev lidt bredere, som hun sad og kiggede på Kai. 
Det hjalp besynderlig meget på hendes humør, bare det også at betragte ham. Hendes følelser var unægteligt ikke væk, det måtte hun desværre hurtigt erkende.
Lige så stille begyndte hun og bevæge hendes hoved, som hun endelig tog ham ind. Han var jo fuldstændig helt og igennem beskidt! 
“Og det at opleve verden, har tydeligvis betydet du ikke har haft adgang til et bad... kam... eller barberblad det sidste lange stykke tid...” mumlede hun og begyndte derefter at grine da hun virkelig tog ham ind. Han lignede faktisk noget katten havde slæbt med ind. Og siden hun ikke havde flere planer for dagen. Så kunne hun vel i det mindste sørger for, at hendes gamle ven blev udsat for lidt velpleje.

“Der er faktisk et fantastisk badehus ikke langt her fra? Hvad siger du.. du ligner en, der kunne bruge lidt.. sæbe og rent vand.” Hun rejste sig hurtigt op på benene og gav ham et stort smil. Hendes rigtige hånd blev rakt ud imod ham. Lige så stille, føltes det som om de trådte ind i deres gamle roller - før alt det andet var sket.

Man kunne se hvordan smilet blev større, som hun begyndte at skælde ham ud over hvordan han så ud, og han tog en hånd op i nakken og kløede den let. Det var lang tid siden at nogen havde været bekymret med hvordan han så ud og om han havde det godt, så det var en dejlig forandring. Han havde aldrig taget det så tungt at blive skældt ud. Det pralede lidt af på ham, selvom han da lyttede til dem.

”Jeg mistede mit barberblad... på et eller andet tidspunkt, og jeg har ikke været lang tid nok i byen, til at gøre noget ved alt.. sandet,” sagde han. Heldigvis voksede hans skæg aldrig specielt hurtigt, da han faktisk ikke brød sig om at have hår i ansigtet. Det kradsede og var irriterende. Desuden var det slemt nok at holde håret i pæn stand. Han havde jo ingen idé om hvad man skulle gøre med skæg.
Der var dog også en anden grund til at Kai ikke så særlig godt ud. Penge var ikke ligefrem noget han havde oceaner af. At slå følge med karavanen havde taget de fleste af hans penge.

Han tog hendes hånd og kom op og stå. ”Hvor meget koster det?” sagde han, for man kunne godt lidt se tvivlen i hans øjne. I den tid Chilam havde været i templet havde hun nok også lært at størstedelen af hvad templet havde var enten doneret eller lavet hvor de stod. Det var ikke underligt at Kai selv ikke havde nogen opsparing.