Det var vidunderligt, at solen og varmen endelig var ved at vende tilbage til Dianthos. På trods af Declan var opvokset nordpå, havde han aldrig været en ret stor fan af kulde, så han så altid frem til, når solen for alvor begyndte at varme byen op. Normalt ville Declan nok have haft travlt med at sidde derhjemme og forsøge at få styr på forretningen, noget han havde brugt alt for lang tid på for tiden, men det gode vejr havde givet ham en undskyldning for at gå ud i byen for at ordne forretninger, der var en gæld som skulle indkræves, og ved lige denne kunde foretrak han at gøre det selv. 
Dagens forretning var med en ung mand, som havde lånt penge til at åbne sin egen forretning. Det gik sikkert fint nok med butikken, det var ikke noget Declan blandede sig i, men det gik tydeligvis ikke godt nok, for kunden havde nægtet at betale gælden tilbage. Selvfølgelig havde han fået den obligatoriske uge, og han havde endda fået længere, selvfølgelig med en passende rente som blev pålagt hver dag. Nu var tiden kommet til at tage mere aggressive midler i brug for at få pengene tilbage.

Som sædvanlig hvilede det afslappede smil på Declans ansigt, da han trådte ind i butikken. Mange undervurderede ham på grund af hans spinkle statur og behagelige fremtræden, men det var altid noget de endte med at fortryde.
Declan ventede indtil den sidste kunde forlod butikken, og gik så hen og slog slåen for døren. Hvis kunden ikke havde genkendt ham før, gjorde han det nu. Nok var Declan ikke officielt leder, men man kunne kalde ham en form for kassér, så han havde stadig kontakt med så godt som alle kunderne.
"Hr. Smith, de har en gæld, som skal betales" Declan gik hen til hylderne på væggen, som indeholdt en række fint udskårne træting. uden tvivl noget, som havde taget lang tid.
"De har allerede trukket rigelig på vores tålmodighed. Jeg går ikke ud fra, at de ønsker, at jeg skal tage mere hidsige midler i brug for at få pengene?" Han tog en af trætingene og vejede den i hånden. Genstanden blev stillet på hylden igen, og Declan vendte sig om, lige i tide til at butikkens ejer kunne gribe fat i hans krave.

"Sådan en forbandet snothvalp skal ikke komme her og true mig!" Ordene blev råbt ind i hovedet på Declan. Ah, Declans rygte havde tydeligvis ikke nået denne ubehagelige mand. Han skulle til at komme med en pointe om, at han ikke reagerede godt på trusler, men inden han nåede at gøre noget, blev han slæbt hen til døren og kastet ud på gaden, hvor han landede med en lav lyd.
"Hvis han vil have sine penge, kan han selv komme og hente dem!" Døren blev hurtigt smækket igen. Så han skulle være en af de besværlige.. Det var langt fra første gang, at Declan havde fået en lidt hård modtagelse, når han tog på besøg hos sine kunder, det gjorde det kun sjovere for ham.

Jaris havde brugt de sidste par uger hos Daphnie, hvor han mere eller mindre havde gemt sig fra sit egentlige liv. Han var klar over, at han måtte tage hjem på et eller andet tidspunkt, ikke kun for bordellets skyld, men også for Daphnies. Det var jo imponerende at hun endnu ikke var blevet så frustreret over ham, at hun havde smidt ham ud. En lille ferie hos hende, var lige hvad han havde haft brug for, men der var grænser for hvor længe han kunne gemme sig fra sin rædselsfulde far.
Så Jaris havde pakket en taske med lidt tøj, lidt vand og en pose småkager, som han selvfølgelig havde stjålet fra et af Daphnies gemmesteder, inden han var gået. Tasken var blevet svundet over skulderen og Jaris var gået afsted, mod den del af byen, han var sikker på førte mod sydvejen. Han havde bare ikke nået mange skridt, før han fik problemer med at finde rundt.

Det burde ikke have taget mere end 20 minutters tid at finde sydvejen og alligevel havde Jaris brugt en god time, da han drejede om det næste hjørne. Han nåede kun lige at stoppe, så han ikke blev væltet omkuld af en halvflyvende mand, da denne blev kastet ud på gaden af en vred butiksejer. Med en halvkvalt, lettere chokeret lyd, trådte Jaris et hurtigt skridt tilbage, inden han rettede blikket mod manden, lige idet han smækkede døren til butikken i.
”Se dig lige for, inden du kaster om dig med mænd næste gang!” Bare fordi døren var lukket, tillod Jaris sig stadig at råbe efter den mugne mand. Da han så ned mod fyren på jorden, lod han lige blikket glide overvejende ned over ham, før han smilede svagt. Nu når den anden skulle kaste med mænd, havde han da bestemt valgt en pænere en af slagsen. Jaris rakte en hånd ned mod den fremmede for at hjælpe ham op hvis han tog imod.
”Hvis du gerne vil have mandens penge, skulle du måske prøve at spørge lidt pænere,” sagde han med et lidt morende smil om læberne. Han kunne ikke have undgået at høre butiksejerens kommentar og taget hans voldsomme temperament i betragtning, lod det ikke til at fyren på jorden havde spurgt særlig pænt.

At blive smidt ud på gaden, gjorde egentlig ikke Declan det store. Selvfølgelig var det ikke ligefrem sjovt, men det gav ham bare en undskyldning for at tage hævn og hæve butikejerens gæld. Formentlig så meget, at han aldrig ville have nogen chance for at betale den, og så ville være nødt til at tigge på sine grædende knæ.. Hvis han da havde knæ at ligge på, når Declan først var færdig med ham. Folk havde en tendens til undervurdere ham, lige indtil de var bundet fast til en stol, og Declan for alvor kunne komme til at more sig med dem.

Declan skulle lige til at rejse sig op, da en yderst nydelig mand kom ham til undsætning. Normalt var han bestemt ingen skønjomfru i nød, og han ville helst klare sig selv, men når det nu var et så nydeligt eksemplar, som tilbød sin hjælp..
"En simpelt misforståelse mellem gamle venner, intet andet" han tog imod hånden, og lod sig hive op at stå. Kort vandrede hans blik mod butikken, det kunne godt være, at han skulle gemme hævnen til en anden dag. Så kunne han også komme tilbage med et par vagter og et par ting, som kunne bruges til at sætte lidt fut i forhandlingerne.

Atter vendte Declan sin opmærksomhed mod "redningsmanden". Hans førstehåndsindtryk havde ikke været forkert, han var ganske pæn at se på.
"Tak for hjælpen. Er der noget jeg kan gøre, for at takke dem ordentligt?" Nok var det begrænset, hvor meget denne fremmede egentlig havde hjulpet ham, men det var Declans erfaring, at de fleste mænd nød at få pustet lidt til deres ego og tanker om egne evner.

Jaris smågrinede lidt over den fremmedes kommentar, som han lige så let trak ham på benene igen og derefter hev hånden til sig. Nok havde Jaris ikke den største vennekreds, hvis man da overhovedet kunne kalde nogle af hans bekendtskaber venner, men han var alligevel aldrig blevet kastet med, grundet en simpel misforståelse. Sidste gang han var blevet samlet direkte op og smidt hen ad jorden, var dengang han havde været lidt for flittig med de småperverse kommentarer og den unge kvindes far, der tilfældigvis sad i nærheden, ikke havde taget det så pænt. Siden da havde Jaris fået nogle grusomme blikke fra manden, lige indtil han var dukket op på bordellet.

Med et ubetydeligt ryst på hovedet vendte Jaris sin opmærksomhed mod fyren, der nu tilbød ham en ordentlig tak. Ikke at den hjælpende hånd havde været nok til at fortjene en bedre tak, men nu når han tilbød, ville han da ikke sige nej. Han løftede let det ene øjenbryn, som han lige lod blikket glide ned over ham en gang mere. Det svage smil afslørede hans tilfredshed over den fremmedes behagende udseende.
”Taget i betragtning at jeg har forsøgt at finde sydvejen alt for længe nu, burde jeg vel bede om et peg i den rigtige retning. Men jeg kan finde på andre ting, jeg meget hellere vil have som tak fra dig,” sagde han, idet han rettede blikket tilbage i hans. Jaris havde aldrig været typen der lagde skjul på sine sjofle tanker og med den undertone der hvilede i hans ord, var det bestemt heller ikke tilfældet her. Så var det bare et spørgsmål om hvor langt den anden ville gå for et simpelt tak.

Det var overraskende forfriskende, med en mand, som ikke skjulte, hvad han ville have. Declan mente da, at han selv var rimelig ærlig og direkte, men han var samtidig tynget af den opdragelse, hans forældre havde fået ind i hans hoved, som dikterede, at man skulle være høflig og respektfuld. Egentlig en fin nok regel, men det betød også bare, at når det kom til mere intime ting, var der en masse dansen om den varme grød, før der faktisk skete noget. Det kunne være utroligt trættende, men alligevel kunne han ikke helt få sig selv til at droppe det, det var trods alt en del af det regelsæt han havde for sig selv.

Nu hvor Declan havde besluttet sig for, at forretningerne med ejeren af butikken kunne vente, kunne han vel egentlig godt tage lidt tid fri. Det var så sjældent, at ham havde tid til fornøjelser.
"Så må det mest passende vel være, at finde et sted, som er lidt mere privat?" Havde han egentlig nogensinde sådan taget en fuldkommen fremmed med hjem? I hvert fald ikke, hvor det var intentionen, at de skulle ende i sengen med det samme. Forhåbentlig ville det ikke vise sig at være en fejltagelse.

"Mit hus er denne vej" Han slog ud med armen i den retning, som han bestemt mente hans hus lå i. Problemet var jo bare, at Declan næsten var kendt for sin dårlige stedsans, så der var ingen garanti for, at det faktisk var den mest direkte vej hen til huset. Nå ja, mon ikke de nok skulle finde det alligevel, ellers måtte de jo finde et alternativ.

En smule overrasket løftede Jaris det ene bryn lidt, som den anden ikke tøvede det mindste med at bide på en lidt vattet sætnings krog. Ikke at han kunne klage, han så det jo aldrig som en dårlig ting, når han kunne undgå at spilde tiden på ligegyldigt forspil, der ikke bestod af andet end lokkende ord og alt for uskyldigt pilleri. Men de småperverse kommentarer og dårlige vittigheder, dem slap man næppe for i hans selskab.
Jaris nikkede let, men med et smil der afslørede, at privat ikke var en nødvendighed for ham. Han ville dog aldrig beklage sig over et mere bekvemt sted at lege, så han fulgte med, som den anden slog ud med armen for at vise an. Jaris anede efterhånden ikke hvor han var alligevel, så hellere lade en anden, der forhåbentligt ikke havde så let til at fare vild som ham selv, føre an.

Jaris skævede kort mod butikken, inden han tog det første skridt.
”Du vælger at tage en syndefuld fremmed med hjem, i stedet for at rede trådene ud med din gamle ven?” Han smilede, måske mere end han burde, som han lige var blevet valgt over en anden. Han troede stadig ikke på historien om den simple misforståelse mellem gamle venner, men det var da altid rart at få pudset sit ego lidt. De havde jo ikke engang udvekslet navne endnu.
”Jeg valgte vist at hjælpe den rigtige,” konstaterede han, hvis en tur i sengen var belønningen for den mindste hjælp han kunne give.
”Og så skal jeg da nok sørge for, at du ikke kommer til at fortryde den beslutning,” sagde han, idet han lige rykkede sig helt tæt side om side med den anden og førte sin frie hånd hen mod hans balle, hvor han lige klemte lidt til. Ikke ret langt bag dem kom en lidt ældre, fin herre gående og man kunne lige høre en lyd af foragt, som han satte tempoet op og hurtigt passerede dem, med en dybt utilfreds kommentar om skamfuld opførsel i offentligheden. En kommentar Jaris ikke kunne lade være med at grine over, mens han stadig lystigt befamlede den lille balle, hvis han altså ikke blev bedt om at stoppe.

Det var nærmest sjovt at så overraskelsen i den unge mands ansigt, han var næppe vant til, at folk var lige så frembrusende son han selv. For Declan var det mest af alt rart at vide, at han trods alt kunne frembringe lidt overraskelse hos dem fremmede, det hjalp til at lære ham bedre at kende, han virkede trods alt anderledes end de svage og forsvarsløse typer, som Declan normalt omgav sig med. Måske det egentlig var meget godt, han trængte efterhånden til en god udfordring, livet var blevet alt for kedeligt og forudseeligt.
"Nye bekendtskaber kan ofte være mere interessante end gamle venskaber" Hvad Jaris ikke kunne bide var, at det uanset var meget nemmere for Declan at besøge sin "ven" på et senere tidspunkt, så e  passende hævn kunne planlægges.

Det var ikke normalt, at Declan lod folk gramse på ham i offentligheden, men nu var det så heller ikke normalt, at han valgte en person så ligefrem som denne fremmede. Hurtigt beskuttede han sig dog for, at han ikke havde noget imod hånden på ballen. Lyden af foragt fra manden, som gik forbi dem, fik Declan til at smile. Selvom man skulle tro, at Declan gik utroligt meget op i, hvad andre tænkte om ham, var det meget fjernt fra sandheden. Hna var forsigtig med, hvordan han fremstod i offentligheden, fordi det kunne have direkte indflydelse på hans evne til at drive sin forretning.

Efter at have gået et kort stykke tid, førte Declan dem rundt om et hjørne, som han var sikker på burde afsløre hans hus. Problemet var bare, at de befandt sig på en gade, som han ikke kunne mindes at have set før, og han havde ingen ide om, hvordan han fandt hjem.
"Det ser ud til, at jeg har ført os den forkerte vej" sagde han med et undskyldende smil.

Jaris trak let i enighed på skuldrende, som han ikke kunne andet end at give den fremmede ret. Mest fordi Jaris som regel altid blev valgt fra ret hurtigt, når han blev for irriterende at være i nærheden af og så var han nødt til at tøffe videre til den næste, der lige kunne holde ham ud i et øjeblik. Derudover begyndte han bare ret hurtigt at kede sig, hvis han holdt sig til få ad gangen. Han var ikke god til at være alene, det var ikke så underholdende at tale med sig selv.
Eftersom der ikke blev kommenteret på hånden mod ballen, tillod Jaris sig selvfølgelig at rage videre i et øjeblik, med et helt tilfredst smil bredt over læberne. Det var altid rart når han fik lov til at pille, også i offentligheden. At der blev sendt nogle lidt fortørnet blikke, gjorde det jo kun bedre.

Fordi Jaris bare fulgte efter, holdt han ikke det mindste øje med hvilken vej de gik. De var ikke gået længe, før den anden måtte indrømme sin fejl i at vise vej og Jaris kunne ikke lade være med at smågrine. Han var simpelthen rendt ind i en fyr, der havde lige så dårlig stedsans som ham selv.
”Jeg ville tilbyde mine eminente evner i orientering, hvis de altså eksisterede.” Jaris ville helt bestemt ikke være til megen hjælp, hvilket udtrykket i hans ansigt også afslørede, men efter at have kastet blikket rundt, rynkede han let på brynene. Han havde været her før.

”… Vent…” Han gik frem til næste hjørne, hvor han stak hovedet rundt om bygningen. Præcis som han troede, kunne han se Daphnies dør herfra. Han vendte sig mod den anden igen og gjorde tegn med en finger om at han skulle komme med, hvis han da ikke allerede var fulgt efter. Han gik ud fra at Daphnie var på arbejde på kroen.
”Du slår mig ikke som typen der har noget imod at låne lidt fra andre?” Smilet om hans læber indikerede at han nok mente noget lidt mere ulovligt med de ord, end han gav udtryk for. Det lød som et spørgsmål, men han forventede egentlig ikke et svar, da han næsten med det samme bevægede sig mod døren. Han tog fat om håndtaget og gav sig til at rykke lidt forsigtigt i det.
”Hvis jeg bare lige kan…” Mumlede han lidt tænkende, som han trak håndtaget helt op, skubbede lidt hårdt til døren og trykkede så håndtaget ned. Dørene i området var til hans held dårligt håndværk og Jaris havde flere gange brugt samme metode mens han havde været hos Daphnie. Han skubbede døren op, stillede sig pænt til siden og holdt en hånd frem, for at byde den fremmede med ind i Daphnies hjem. Hun havde vel ikke noget imod at han lige lånte sengen en enkelt gang mere.

På en måde var det næsten komisk, at Declan havde formået at finde en, som havde lige så dårlig stedsans, som han selv.
"Så er vi noget til fælles på det punkt" Han skulle til at begynde at gå i en tilfældig retning, de måtte da finde huset på et tidspunkt, da han bemærkede den fremmedes ansigtsudtryk, havde han en plan?

Egentlig burde Declan vem protestere, forsæge at holde fa
caden som den retskafne mand, som blot forsøgte at leve et roligt liv. Men han hadede den facade, den var et nødvendigt onde, som han langsomt blev mere og emre træt af. Det var ikke en mulighed for ham bare at smide masken fuldkommen og lade alt det forfærdelige inde i ham, få frit løb.. Men at bryde ind i et tilfældigt hus, var vel en forholdsvis uskyldig måde at få lidt afløb fra nogle indestængte frustrationer. Hvad kunne det skade? Det værste der kunne ske var, at de blev opdaget, men så kunne han vel betale sig til personens tavshed.

Nysgerrigt så Declan til, mens den fremmede begyndte at arbejde med døren, det var aldrig faldet ham ind, hvor praktisk detvar ikke kunne lirke en dør op, han medbragte altid bare vagter, som kunne sparke døren ned.. Måske han skulme huske på denne mand, og ikke bare betragte ham som hurtig underholdning, han kunne ende med at være et praktisk bekendtskab.
"Det er vist ikke første gang, du gør det der" Ordene blev sagt med et smil og nysgerrig stemme. Da Declan gik forbi ham for at komme ind i huset, lod han hånden løbe over den fremmedes brystkasse, han kunne næsten ikke vente med at få tøjet af ham.

Præcis som Jaris havde forventet, hørte han ikke den anden beklage sig det mindste over det lille indbrud. Nu var det jo heller ikke fordi Jaris så det som et direkte indbrud, netop fordi det lige var Daphnies hjem. Han havde da i hvert fald altid været velkommen før og siden hun ikke var her til at sige nej, så han ikke noget problem med at blive her lidt længere, end han havde regnet med. Han trak let på skuldrene, som han lige skævede mod hånden der strøg hen over brystkassen, da han gik forbi for at komme ind.
”Jeg har måske været her før,” sagde han, tydeligt afslørende at det ikke kun var måske.

Jaris trådte med ind og skubbede døren i bag sig. Han smed tasken på gulvet og stillede sig lige så roligt hen bag den fremmede, hvor en hånd hurtigt fandt vej til samme balle han havde raget på tidligere. Han førte den anden hånd op og strøg den op over hans mave, op mod brystkassen, mens han trak ham lidt tættere ind til sig.
”Behøver du mit navn, inden du smider tøjet for mig?” Spurgte han med et smil. Så længe Jaris fik hvad han ville have, havde et navn aldrig været nødvendigt for ham, men han vidste også at de fleste andre ikke delte den mening. Hans bevægelser lagde egentlig op til at ville pille tøjet af ham, men der var altid noget yderst tilfredsstillende ved at se en anden gøre sig til, som de smed tøjet foran ham.

Det var yderst sjældent, at Declan blandede sig i folks personlige forhold og forretninger, hvis det ikke kunne komme ham selv til gode, han havde rigekigt at gøre med sin egen forretning. Derfor reagerede han hellere ikke videre på, at den fremmede havde været i huset før. Det ville ikke undre Declan, hvis det var fordi, at han havde en elsker som boede der, ikke at det betød det store. Så længe der ikke lige pludselig stod et eller andet rasende kvindemenneske i døren.. Det blev først relevant, hvis denne fremmede mand formåede at vinde Declans interesse og fascination, for han var bestemt ikke kendt for at ville dele sit legetøj.

Et navn.. Hele situationen var ny for Declan, så han havde slet ikke tænkt over, at han ikke havde den fremmedes navn. Det var vel egentlig meget godt at få det, hvis han nu skulle få brug for ham på et senere tidspunkt. Men så igen.. hånden på brystkassen gav ham lyst til bare at rive tøjet af dem begge, og så hive ham med hen til sengen.
"Mit navn er Declan" så måtte det være op til den fremmede, om han ønskede at oplyse sit eget navn.

Med rolige bevægelser begyndte Declan at løsne snørrene, som holdt hans skjorte samlet, så hans spinkle brystkasse ikke blev afsløret. Lige så snart snørrene var bundet helt op, trak han skjorten over hovedet. Det havde egentlig været fuldkommen ligegyldigt at åbne snørrene, men det var en del af legen at skubbe lidt til den andens tålmodighed.

Den anden præsenterede sig og Jaris nikkede let, bare for at vise at han havde registreret det. Så skulle han da nok også forsøge at huske det, men han havde nu aldrig været helt god til det med navne. Specielt ikke når han egentlig var mere optaget af at gramse på en fremmed, appetitlig krop.
Jaris flyttede sig ikke det mindste mens Declan fik løsnet snorene i skjorten, først da han gav sig til at trække skjorten over hovedet, trak han hænderne til sig og trådte et lille skridt tilbage for at gøre nok afstand mellem dem. Men lige så snart skjorten var væk, klæbede Jaris sig til den halvnøgne krop igen, denne gang med begge arme omkring ham og hænderne mod den bare hud på maven.

”Du kan kalde mig Jaris,” præsenterede han sig lidt henkastet, som han samtidig lod den ene hånd glide ned over den andens hud, ned til buksekanten, hvor han lige maste hånden ind under stoffet.
”Bare fortsæt med at tage tøjet af,” sagde han i en lettere lokkende tone, idet han maste hånden en anelse længere ned og tog fat om den. Han skulle da lige se hvor distraheret Declan ville blive i at smide tøjet, når Jaris stille og roligt gav sig til at bevæge hånden. At have en legende hånd i en andens bukser opstemte da også Jaris, hvilket Declan nok ville kunne mærke mod bagdelen, nu hvor han stod så tæt op af ham.

Hånden i bukserne fik Declan til at sukke nydende, og et kort øjeblik formåede den at distrahere ham i at tage tøjet af. Der var nu noget over at være sammen med mænd, selvom det langt fra var det, han oftest var. Helt ærligt foretrak han nok kvinder, det var nememre at opnæ den ønskede magtbalance med dem, men han havde nu savnet følelsen af en mand. Det var ikke sket ofte at han havde fundet sig en mand, siden han forlod sit hjem, der havde det været et fantastisk middel til at afpresse uskyldige adelsknægte, som for alt i verdenen ville skjule deres beskidte lyster for resten af det bedre borgerskab. Det havde været beskidt arbejde, men han havde da gjort det med fornøjelse.

Følelsen af noget mod hans bagdel fik Declan til at vågne lidt fra sine drømmende tanker. Han stønnede lavt mens han pressede sig bagud mod Jaris, det var da en skam at stå og drømme sig væk, når man havde sådan et pragteksemplar bag sig. Endelig fandt Declans hænder ned til snørren som stadig holdt bukserne oppe. Han forsøgte at være langsom og pirrende, men det var svært som snørren blev åbnet og bukser blev skubbet ned med en smule besvær, nu det stod så tæt. Med endnu et tilfreds støn pressede han sig mod Jaris, han var tilfreds med at overlade styringen lidt til ham, det virkede trods alt til at være en rolle, som han var ganske tilpas med.

Bare fordi Jaris var godt i gang med at rode i Declans bukser, betød det ikke at han ville slippe for at smide tøjet for ham. Men han kunne vel ikke undgå lige at lade ham nyde den legende hånd i bukserne, det faste greb om ham og de alt for langsomme, pirrende bevægelser. Det var jo netop en af grundende til at Jaris nød at tage styringen i disse lege, så han kunne pirre den anden længe nok til at de direkte ville bede om mere.

Et lydløst støn forlod hans læber, som Declan pressede bagdelen bagud og kun fik skridtet bag ham til at reagere endnu mere. Han kunne godt fornemme besværet med at få skubbet bukserne ned, fordi de stod så tæt, men Jaris gjorde ikke det mindste for at gøre det lettere. Nu havde Declan jo selv lagt det ekstra pres på, så måtte han vel selv finde ud af at smide bukserne samtidig. Og lige så snart de blev skubbet langt nok ned, blev bevægelserne med hånden om Declan også en del mere flydende, nu hvor stoffet ikke gjorde modstand.

Der var ingen tvivl om at Jaris nød den rolle, han meget hurtigt havde indtaget i deres friske forhold. Det gav ham en følelse af at kunne gøre hvad der passede ham, men lige som alle andre gange Jaris indledte sådan et forhold til en fremmed, ville han ikke gøre noget den anden ikke ville have. I stedet for at spørge direkte, placerede han læberne mod Declans blottede hals og bed ned i huden, hårdere end hvad der ville være behageligt for de fleste. Han måtte da lige finde ud af hvor hård han kunne tillade sig at være.
Med den frie hånd mod hans mave, borede han neglene ind i huden og bare for at være lidt mere irriterende, og trække tiden endnu længere ud, gav han sig til at bevæge hånden endnu langsommere. Han nød tydeligvis at drille mere end de fleste var glade for, og hvis Declan endte med at blive træt af hans drillerier, måtte han vel bare bede om mere.

En af de ting, som Declan virkelig nød ved at være intim med en anden, var den indflydelse, som man kunne have på den anden part. Gjorde man det rigtigt var det jo direkte manipulation. Selv havde han da brugt diverse små tricks til at lokke diverse adelssønner og døtre i unåde. Det var godt nok ikke, hvad det her handlede om, men derfor nød Declan nu alligevel, at han kunne få Jaris til at reagere, bare ved at trykke sig lidt ind mod ham.

Reaktionen ved Declan udeblev da bestemt heller ikke. Hans små suk var gået over i lave støn, og hvis der var nogen tvivl om, at han var hård før, så var der det i hvert fald ikke nu. Det var så fristende at fjerne Jaris' hånd og trække ham hen til sengen, men nu havde Declan jo besluttet sig for, at han ville slippe kontrollen bare lidt for en gangs skyld.

Havde de mødtes for bare et par dage siden, ville Declan aldrig havde fundet sig i, at nogen var så hårdhændet ved ham. Han avr vant til, at det var ham som bestemte til en vis grad og først og fremmest ham, som stod for at uddele smerten. Han kunne sagtens lade en anden tage styringen, men ligefrem at pådrage smerte ville normalt være alt for dominerende. Men han havde brug for noget - eller nogen- som kunne slukke den ild, som Fielthena så effektivt havde tændt i ham, og Jaris virkede som den helt rigtige til at stå for den opgave. Derfor reagerede Declan på den hårdhændede behandling ved at stønne lavt og dreje hovedet en anelse, så der var bedre plads ved halsen. Han ville have mere, så meget mere, og hvis Jaris foretrak at være hprdhændet tog han hellere end gerne imod.

Det lod til at den ublide behandling blev taget godt imod, som Declan gjorde bedre plads ved halsen og lydløst bad om mere. Jaris smilede. Han nød jo at kunne tage ordentligt fat og hvis den anden gav ham lov, ville han da ikke holde tilbage. Samtidig var det nok en måde at vise på, at han helst ikke så at rollerne blev byttet. Jaris havde intet imod at lade en anden overtage styringen en smule, men han ville hele tiden have muligheden for at tage den tilbage.

Jaris lod lige tænderne strejfe den blottede hals, som han lagde op til at ville fortsætte i samme stil, måske endda endnu hårdere, når det nu så ud til at Declan foretrak det sådan. Men lige inden han bed til, trak han begge hænder til sig og flyttede hovedet. I stedet lagde han en hånd i hans nakke og klemte så til med fingerspidserne, da han tog fat og i ét hurtigt ryk skubbede Declan op mod kommoden, hvis han altså fik lov. Hvis han ikke nåede at tage lidt fra, var der chance for at han ville få en mindre mavepuster af kommodens kant, men det var vel ikke Jaris’ problem.

Jaris slap ikke sit bestemte greb om Declans nakke, så han kunne holde ham fast i den position. Han fulgte selv med, så han stadig stod helt tæt op af ham, men fik lige mast den anden hånd ind mellem dem. Et par fingre fandt hurtigt ind mellem de nøgne baller, hvor den ene blev presset ind i Declan, uden den mindste advarsel.

Længselsfuldt sukkede Declan, da tænderne strejfede hans hals, hvorfor kunne Jaris ikke bide til? Selvfølgelig var han ikke et hak bedre selv, når han fik lov til at dominere, jo længere man kunne skubbe personen, jo sjovere var det. Men det betød da bestemt ikke, at han var helt tilfreds, når det blev gjort mod ham. Alligevel holdt han dog pænt sin kæft og forsøgte at spille underdanig.

Det kom noget bag på Declan, da Jaris pludselig blev noget mere hårdhændet og greb hårdt fat i hans nakke for derefter at skubbe ham op mod kommoden. Declan nåede iike at tage fra, så en lav og forpustet lyd blev presset ud af ham ved sammenstødet.
Det var langt fra første gang, at Declan blev hevet rundt på voldsom måde, men normalt var det af utilfredse kunder og ikke en nydelig ung mand. Et splitsekund glemte han da også, hvad de egentlig havde gang i og skulle derfor til at komme med et spydig  kommentar, me  han nåede at bide det i sig. Det her var godt, det var Jaris, som viste, at han bestemte, selvom det krævede noget selvovervindelse fra Declans side. Hånden som blev mast ned mellem dem undgik ikke Declans opmærksomhed, men inden han næsten nåede at overveje, hvor den var på vej hen, trængte en finger op i ham og fik ham til at udbryde et overrasket støn og presse sig den smule bagud, som han nu lige kunne komme til.

Med den hårde behandling var det næsten lige før Jaris forventede en kommentar fra Declan. Han var efterhånden vant til at få smidt en del irriterede kommentarer efter sig, når han valgte at være lidt voldsommere over for en han ikke kendte. Ikke at han valgte at stoppe af den grund, hvis de stadig lod til at kunne lide det, det var som regel bare deres måde at sætte grænser på. Grænser som Jaris overskred, men Declan så ud til at tage så fint imod, så han fortsatte da glædeligt.

Declan bagdelen endnu længere bagud og grundet Jaris’ legende fingre, fik han selv lidt fornøjelse af hånden der bevægede sig mod skridtet. Han slap lige så stille sit dominante greb om den andens nakke, men lod i stedet fingrene glide op i det røde hår, hvor han tog lige så hårdt fat. Endelig placerede han læberne mod halsen igen og denne gang bed han til, hårdt nok til at kunne efterlade mærker. Samtidig møvede han lige en finger mere ind i ham. Inden han trak hovedet til sig igen, sørgede han lige for at rive tænderne hen over huden.
”Vil du have mere?” Spurgte han hviskende, med munden tæt nok på til at Declan ville kunne mærke den varme ånde mod øret.

Grebet i håret var hårdt og fik Declan til at udstøde en lav, og lettere forpint, lyd. Der var dog lige så meget nydelse bag lyden, som der var smerte. Lige så snart Jaris' begyndte læbernes dans ned af hans hals, begyndte Declan da også på sine nydelsefyldte lyde igen. Det var dejligt nemt at være underdanig sammen med ham, nok fordi han virkede til at have indtaget den rolle. Alligevel kunne Declan ikke lade være med at overveje, hvordan Jaris mon ville være, hvis han var den underdanige.. Problemet var jo bare, at det ikke var planen. De skulle jo kun være sammen denne ene gang.

Hvis man kendte Declan, ville man vide, at han havde en tendens til at blive tabt i sine tanker, og lige nu var ingen undtagelse. De sædvanlige tanker om, hvor interessant det egent ville være at eje Jaris, han virkede jo ikke just som typen, som ville kunne holde sig til en. Declans tanker blev dog prompte afbrudt af det hårde bid, som fik tvunget et højt støn ud af ham.
"Ja!" Stønnede han. Forhåbentlig ville Jaris ikke tvinge ham tim at tigge, ligesom Fielthena havde gjort, han var så forfærdeligt dårlig til at tigge, og han havde virkelig ikke lyst til, at det her skulle ende allerede.. De var jo kun lige begyndt, og det var allerede helt fantastisk.

Sådan som Declan uden problemer valgte at tage imod den hårde behandling, kunne Jaris ikke lade være med at tro, at han helt bestemt havde gjort det før. Efter Jaris derudover havde set hvordan han var blevet smidt ud af butikken tidligere, var det ikke let at forestille sig den rødhårede fyr som andet end underdanig, hvilket passede Jaris helt fint. Hvis det virkelig var tilfældet, betød det bare at han med sikkerhed ikke ville overtage hans rolle i løbet af deres møde, at Jaris hele tiden ville kunne beholde den dominante rolle, han følte sig bedst tilpas i.

Et svagt, tilfredst smil gled hen over hans læber, som Declan stønnede sit svar. At få ham til at tigge var da en mulighed og helt sikkert også en mulighed som Jaris overvejede. Men han var da også klar over hvor længe det kunne tage. I stedet trådte han et lille skridt tilbage, trak sine fingre til sig og slap sit greb i hans hår, kun for at gribe fat om hans arm i stedet, hvor han trak i ham for at få vendt ham om.
”Så må du jo gøre dig fortjent til det,” sagde han opfordrende, som han lagde hænderne mod kommodens kant, en på hver side af Declan for at holde ham der. Han smilede lidt bredere og løftede et afventende øjenbryn. Nu måtte Declan selv vælge hvordan han ville gøre sig fortjent til at få hvad han gerne ville have.