// Mange måneder, men ikke år, efter Bart blev en engel // 

Hun havde rejst fra Nordlandet til Sumplandet, og det havde ikke været en nem rejse. Sværdet af hendes var blevet brudt og det skulle smedes sammen igen, men energien skulle genfindes og chakra skulle samle sig igen. Ilaria havde ingen forventning til at der skulle ske hende noget i udkanten af skoven, men alligevel øst fra slumpen. Hun havde slået et bål op, men sørget for det blot var gløder som gav hende en smule varme. Daggryet var ved at sætte sig, og hun lå op ad et træ med lange brede rødder. Armene var slået omkring sig selv og hun skimtede lyset mellem træerne. Det føltes så varmt, men alligevel var det en isnende følelses der greb omkring hende. Det virkede næsten som en modsætning af solens formål, men årstiderne kom som de kredsede omkring solen, eller den kredsede om dem. 

Alligevel havde Ilaria ørene omkring omgivelserne, hun havde til tider været vågnet op af kviste der blev knækket, vinger der baskede sammen, vandringe fra slumpen - hvad ikke hun havde opfanget, men det var ikke alt hun tog til sig, hvis det ikke lød faretruende ignoreret hun det. 

Hun satte sig hen mod glæderne og begyndte at grave lidt i jorden ved siden af, hvor hun havde haft gravet et klæde med frugt ned i. Illy sad med sit fokus der i og gravede det op. Det blev lagt ved siden af hende, der var rigeligt med frugt til flere dage. Hullet blev dækket til og hun foldet sit klæde sammen og lagde det i tasken ved siden af sig. 

Livet som menneskedreng virkede som en evighed siden, selvom det ikke engang havde været et år siden, at mørkelverne var kommet til deres gård og gjort en ende på blodlinjen af Ellis. Hvorfor havde den eneste overlevende stadig ikke fået et svar på. Han var knap nok en overlevende. Han var blevet fældet som resten af familien. Unge Bart havde blot fået en ekstra chance. Men hvad havde en lille dreng at gøre helt alene og med store vinger, han ikke kunne trække sammen? Simpelt. Han var endt som en gadedreng.

Det var med for stort tøj, at Bart flygtede fra udkantsbyen, som han havde opholdt sig i. Han var på flugt fra noget gadedrengeballaderi, som en kroejer ikke havde fundet spor passende. Derfor flygtede Bart, indtil han nåede ind i en skov, hvor hans tempo sænkede sig og han lod sine vinger folde ud igen. Ikke, at han kunne trække dem sammen. Han pakkede dem bare rundt om sig, men det krævede lidt fysisk af ham. Den kølig luft nåede ind under det posede tøj. Det var nok igennem hullerne på ryggen for at gøre plads til vingerne, at vinden fandt sin indgang.
Hvor længe og hvor langt ind han gik i skoven, var ikke til at sige, men da han fremad kunne se lys fremme. Ikke meget lys, bare skæret fra gløder ved et næsten slukket bål. Tankerne fløj straks konklusioner til mørkelvere. Lige siden dén dag havde drengens frygt for hele racen kun forstørret sig og hver gang hans øjne faldt på en eller mistanken om, at en var i nærheden, var Bart påpasselig. Alligevel gik han tættere på gløderne i skjul fra grene og træer. Faldet grene og indtørrede blade gjorde hans gang ikke den mest larmende, men med hans lille statur kunne hans skridt i det lange løb være tæt på lydløse. Vingerne blev slået bag ud, så deres lyse farve ikke tiltrak for meget opmærksomhed. I stedet manipulerede han med skyggerne af træerne foran ham. Han trak dem forud med sig, klar til at forvandle dem til et skjold eller et angreb, hvis der var behov.

Noget lød tungere end normale vinge brask eller sammentrækninger, og det var ikke hende selv. Hun blev siddende og overvejet mulighederne for dette. Noget som bar store vinger foruden engler. Kunne nogen racer havde fundet en vej til dette, at beherske vinger som de var angler. Dragefødte måske eller halvdyr, men ville de ikke udskille en særpræget duft. Tankerne flakkede omkring hende og hun skævede endelig kort over sin egen skulder, men intet andet end skygge var at se. Fantasien måtte have spillet et puds med hende, måske slumpens lugt havde sat sin dampe i hovedet på hende, intet var dog sikkert, men hun følt sig sikker nok i at det ikke var noget. 

Illy rejste sig og sparkede noget jord hen over bålet for at slå gløderne ihjel. Hun skulle alligevel mod Medaninen og det var bedre at komme tidligt, mens der ikke var en svømflod af handler igang. Hun trak skuldrene tilbage og løftede sin stav op, den var lang og funktionel som en vandre stav, men også som kampstav, det var så at sige et multi værktøj. Frugten lod hun kort ligge, som hun trådte lidt væk fra det og nærmede sig mørket i skyggerne, men noget stak til hende og hun så frem for sig, der var intet at se, men næsen kildede: "Hvem der," kommanderet hun og holdte hånden let frem for sig, klar til at give et lysglimt som kunne blænde eller bare vise hende hvem det var der gemte sig. 

Bevægelser nær gløderne kunne høres, men de kunne i sandhed også ses af Bart. Eller rettere sagt, han kunne se, at gløderne forsvandt. Enten blev slukket måske med en magisk evne eller bare simpelt ved at sparke løs jord henover det. Dette tegn på afgang fra den eller de individer, skød frygten frem i drengen. Han lod skyggerne trænge tættere på, men der var altid en ulempe ved at handle på denne tid. Ja, skyggerne var stærke og dermed stærke for Bart at manipulere, men der var også mørkt, så det var ikke det nemmeste at se mulige fjender foran sig og da slet ikke i en skov, hvor visse træer og grenes silhuetter kunne sammenlignes med en person eller væsen.

En stemme brød stilheden i skoven, der ellers kun var blevet afbrudt af vind, som blæste i træernes blade eller skovvæsener, hvis område Bart var på. Det var en kvindelig stemme. Bart gispede, stadig i frygt for, at ejerkvinden af stemmen var en mørkelver, der ville gøre det næsten år gamle job færdigt.
"Ingen." kaldte Bart tilbage, alt imens han forvrængede sin egen stemme, så den virkede dybere. Mere mandlig og farlig. Ellers ville kvinden og hendes mulige fællesskab af rejsepartnere hurtigt kunne konstatere, at Bart ikke var andet end en lille dreng, hvis han snakkede i sin normale stemme. Den, der var lys og til tider pipende. Måske det også var tydeligt at høre, at det var en forvrænget stemme, han talte tilbage i, men heldigvis havde han træerne og endnu vigtigere deres skygger til at skjule og beskytte ham.

Det individ der gemte sig, måtte af en eller flere årsager føler sig truet. For Illy kunne fornemme den gipsende chokbølge der løb igennem personen i buksene. Hun havde sine fordele med sig at have været halvdyr i sit tidligere liv - hjortens liv kørte meget på instinkter og opfattelser igennem lugt og hørelse. Men hun gav et ryst på hovedet og smilede for sig selv. "Ingen siger du?" gentog hun og trådte nærmere drengen og satte sig på hug foran busken før hun spiddet vandrestaben i jorden så den stod oprejst af sig selv ved siden af hende, og hun rakte en hånd ind i mod busken for at trække den gemte ud af sit skjul. 

"Jeg kan lugte dig, du må være en ung en" sagde hun letter informerende til vedkommende. Han havde måske gjort sig umage med stemmen, men børn og voksne lugtede forskellige, ligesom hver enkelte race lugtede unik. 

Stemmen kom tættere på. Det kunne Bart høre, foruden lyden af skovbundens knasen af skridt også. Der kom en ordentlig knasen, som blev jorden spiddet. Denne forhøjet lyd fik drengen til at spjætte og selvom han var lille af størrelse, fik han delene af busken, der rørte ham, til at bevæge sig også. 
Og forvrængingen af stemmen var kun gjort i et forgæves forsøg. Men selvom denne kvinde havde lugtet alderen af ham, kunne hun sikkert have konstateret dette uden. Han overvejede, om han bare skulle løbe den anden vej. Han kiggede sågar bag ud, men skyggerne havde gjort alt mørkt bag ham. Han havde endnu langt til at kontrollere skyggerne komplet. Jo mørkere der var, jo stærkere var skyggerne og det var en bittersød fordel for ham. 
Derfor vendte Bart blikket frem igen, tog en dyb indånding og trådte ud af busken. Vingerne på hans ryg var lige ved at sidde fast i de tynde grene og spidserne var stadig inde bag grønt, da resten af kroppen var blottet for kvinden foran ham. Han havde for længst glemt kroejeren fra udkantsbyen. For denne kvinde virkede ikke til at være i selskab med kroejeren. Han havde i hvert fald ikke set en geviret kvinde derinde. Bart kunne ikke lade være med at kigge på hendes gevir, men han var nødigt en, der skulle snakke. Hans vinger trak uden tvivl mere opmærksomhed i offentligheden end hendes gevir højst sandsynligt gjorde. 
"Undskyld." småmumlede Bart blot. At træde ind på andres lejr var noget, visse individer ikke så godt på. Og andet vidste han ikke, hvad han skulle sige. Han var nød til at tænke nøje. For han vidste stadig ikke, om denne kvinde var alene eller havde rejsepartnere flere steder i skoven omkring dem. Han kunne meget vel være omringet lige nu.

Skovens stilhed ramte dem, og hun gav ham sin tid til at beslutte sig for hvad han ville. Dog havde Ilaria en idé om hvad den lille skabning havde i sine at gøre. Men hun tog sagligt fejl, for hun måtte hoppe tilbage som hun sad på hug for at gøre plads til den lille, men fyldige, mandsperson. Hun susede kort over hans adfærd. Han virkede på mange måder forvirret, forskræmt og forvildet. Men han lignede også en som manglede et sted at kalde hjem. "Du skal ikke undskylde," side hun lavmælt og rejste sig. 

Ilaria overvejede det kort før hun valgte at slå sine vinger ud. De var større end drengens og formentligt også renere. "Du er en ung en af slagens," kommenteret hun og rakte hånden ud til drengen, mens hun smilede varmt og moderligt til ham. "Er du sulten?" det var han nok, ellers lå han vel ikke så tæt på hendes lille midlertidige lejre. En del tanker begyndte dog at flyve igennem. Dyriske og menneskelige. Hendes hjorte hjerte kaldt for at tage drengen til sig, men hendes menneskelige hjerne talte om fornuft og forstand. Den ville være villig til at efterlade drengen tilbage, men hun kunne ikke få sig selv til at gøre meget af den tanke. 

Som hjortekvinden rejste sig, blottede hun noget, Bart ikke havde forventet. Han vidste, han ikke var den eneste, men at se en anden med englevinger var stadig en ny oplevelse for drengen. Derfor kunne han ikke lade være med at stirre med åben mund på de langt større vinger end hans egne. Hun havde haft den gemt, inde i sig. En evne, han endnu ikke havde lært. Faktisk havde han ikke lært meget med sine vinger. Han kunne endnu ikke bruge dem til andet end at have en større silhuet.
Selvom hun var fremmed og stadig unavnet, valgte Bart alligevel at tage imod hendes hånd. Der var bare noget ved hende, der fik ham til at føle sig tryg. Måske var det faktummet, at hun var som ham. Men hendes smil hjalp vel også. Hendes varme og nærmest beskyttende smil.
Meget vel behøvede engle i princippet ikke næring - det var altid en fordel, når man intet hjem havde. Men selvom det var unødvendigt, kunne Bart stadig føle en form for sult. Han ville bare have mad ned, selvom han måske ikke havde brug for det. Derfor nikkede han svagligt. Scenariet om, at han var omringet, var skubbet helt i bagtankerne, men de var der stadig. Han var en tænkende dreng. "Du er også, ikke?" Bart var stadig barn af sind. Ja, kroppen var et år yngre end sindet, men han var stadig et barn. Det var først om år, hvor hans sind ville tilhøre et modent mennesket. Kroppen ville stadig være i sin tynde, barnlige statur. Forevigt.

Venligheden hvilet i hende, sammenklemte øjne opløftet af et smil. Han tog hendes hånd og hun trådte forsigtigt tilbage, i håb om at få ham lidt væk fra busken. "Jeg kan vente," sagde hun og slap den lille drengs hånd og satte sig ved det slukket bålsted. Hun flyttet sit fokus fra ham, for at tænde op i gløderne igen. Med to flintesten fik hun gang i gløderne igen, og trak sine vinger ind til sig selv igen. 

"Er det for nyligt du er blevet en engel?" spurgte hun mens hun rodet noget brød frem for tasken. Han havde ikke magen erfaring med sine vinger virkede det til. Kunne han overhovedet flyve med dem? han var hvert fald et nemt offer for de som søgte engelvinger. Men havde hun virkelig tiden til at tilsidesætte alt for denne lille skabning? Det ville være et kæmpe sats, men han ville ikke overleve (selvom engler allerede er døde, kan man altid være en falden engel) alene i den facon. Hun sukkede dybt og skimtede i mod drengen med et bekymret blik. "Jeg er forresten Ilaria, men du kan kalde mig Doe, Illy, Lada - hvad du finder nemmest," 

Som kvinden blidt trak Bart med sig hen og ud af busken, lod drengen sig bare blive revet med. At hun kunne vente, gav ham dårlig samvittighed. Det var jo hendes mad, ikke hans. Man burde ikke vente på sin egen mad, men det gjorde.

Der kom igang i bålet igen. Barts ansigt blev oplyst af de orange flammer. Han kunne mærke varmen ramme hele hans krop. Kvinden trak sine vinger ind til sig igen. Gid, han kunne det. Han havde igennem sin tid med dem været på flugt fra individer, der var efter englevinger. Og når man ikke kunne skjule dem, var man et nemt mål for den type personer.
"Et år siden." sagde Bart bare. Han kiggede ned på de meget nedslidte sko. Det var ikke et helt år siden, men det var nemmere at sige end at regne helt præcis tilbage. At tænke tilbage på dagen, hvor han blev en engel var ikke en dag, han gerne ville genleve. Det var ikke kun ham, der var blevet ramt den dag. På én og samme dag var han blevet ændret fra en søn til en forældreløs og familieløs engeldreng. Men nu var minderne kommet tilbage. Familien, mørkelverne, klingen, smerten. Alting.
"Bart. Jeg hedder Bart." tilføjede han med en stemme, der endnu var påvirket af mindernes smerte. Som menneske havde han officielt heddet Bartolomew Ellis, men selv der var Bart hurtigt blevet mere hans navn end det egentlige navn. Nu var han bare Bart.

Varmen fra bålet rejste sig i den tidlige morgenstund. Hun hverken frøs eller havde behovet for mad, men det virkede ikke til at falde den unge dreng ind. Han var nok en typisk mors eller fars dreng, omsorgsfuld bror måske. Men han måtte være foruden det - ellers var han ikke en engel. Det vidste enhver der så ham da. 

"Ét år siden," sagde hun i en form af mumlende gentagen af hvad han sagde, hun lod det akavet dådyr blik glide ned ad drengen et par gange. Men han fortalte efterlidt tid sit navn som en gen gestus af hende. "Bare Bart?" spurgte hun og fik endnu et gang det moderlige udtryk i ansigtet. "Du må have haft en oplevelse for dig, siden du er en engel.. Lever din familie eller døde de?" det var direkte, men alligevel hensynsfuldt gjort af hende. Ilaria havde ikke meget tilovers for hvad der havde dem i komme senere på dagen, for lige nu sad hun her med lille Bart. Englen Bart. Det måtte være noget unikt i det alligevel. Ja, Ilaria sad og gjorde ham hellig i sit sind. Børn skulle aldrig være ofre for død eller noget andet i den dur. Men hun kunne ikke hindre det som verden var lige nu. 

Men derfor var hun healer og havde viet sit liv til lyset. 

"Bartholomew Ellis," valgte Bart at tilføje. Familienavnet var dog ikke noget, han behøvede længere. Der var ingen Ellis tilbage foruden ham. "De, de døde. Blev dræbt. Med mig. Men jeg blev, ja," Det var ikke til at finde hoved eller hale i drengens ord. Endnu ikke havde han fortalt andre, hvad der var sket. Han flygtede fra hjemmet, da familien står var der efter det hele. Om det gamle hjem stadig stod eller var blevet jævnet med jorden til fordel for en anden families nye hjem, vidste Bart ikke. Han vidste bare, at han ingen familie havde. "Mørkelvere kom og de, de.." Bart kunne ikke færdiggøre sætningen. Hans stemmen knækkede og han kiggede ned på fødderne. Øjnene blev blanke af væske. Han tog sig til brystkassen, ikke fordi det gjorde. Fordi det var der, mindet fra mørkelveren var. Klingen, der havde spiddet ham som et stykke kød og gjort en ende på ham. Eller en ende på mennesket Bart. 

Kunne man se på hende hun så fortabt ud da hun fik hans fuldenavn af vide. Bartholomew, det var et fandens langt navn - kunne han overhovedet stave til det selv? Det var dyrisk at tænke sådan, men hun var halvdyr og engel. Det var en cocktail i sig selv. Men Bart gav sig selv til at forklare hvad der skete, og hun var hurtigt om at få sine arme ud mod drengen for at omfavne ham tæt og kært ind til sig selv. "Du behøver ikke sige mere, jeg kan fornemme din trauma," sagde hun og det kunne hun. Dådyr havde bare fornemmelser for de ting. Drengen fik ikke meget frirum fra hende. "Bart, jeg er ked af det du har oplevet, men du kan få et liv ud af det hele igen. Familie er ikke kun blod. Men du skal lærer at begå dig blandt folk" sagde hun, om det var en direkte hentydning til at han havde ligget på lur nær hende og klar til at gøre noget frygteligt ved hende, det var svært at sige. Men hun slap ham igen og gav ham noget brød, og en spiddet kvist som kunne holde brødet ind over bålet hvis han ville have det lunet. "Spis, for vi rejser videre inden sol kommer for højt op på himlen," fortalte hun. 

Inden han nåede at sige meget mere, blev han omfavnet fra kvindens modne arme. Dette var en følelse, der i næsten et år kun havde været et minde for Bart. Sidst, han var blevet omfavnet, var på Ellis-familiens dødsdag fra sin ældste storesøster. Han hvilede sit hoved i mod hendes skulder og lod øjnene lukke i. At danne en ny familie virkede ikke som en mulighed. Hans familie var familien. Ingen ville kunne erstatte dem. Og hvem ville have en dreng, der forevigt ville være et barn og ikke engang kunne styre sine vinger?
Han fjernede hovedet og åbnede øjnene, da Ilaria trak sine arme væk fra sig. Han tog imod brødet fra hende og kvisten. Uden at tænke over det, tog han bare en bid af brødet, men han stoppede kæbernes bevægelse, da Ilaria snakkede igen. "Rejser vi? Sammen?"

Hun kørt en hånd mildt igennem hans hår, "Ja, sammen." sagde hun, men tilføjet: "Jeg kan ikke efterlade en falden engel her ude alene, og du skal lærer at kontroller dine vinger. Kan du flyve?" spurgte hun og samlede benene ind til sig og så mod drengen som han spiste brødet uden videre. Han varmede det ikke engang, men det gjorde nu heller ikke noget, det er en smagssag. 

Ilaria havde dog hele tiden solens placering i mente i baghovedet. Før han vidste af det, ville de være ude af skoven og ude i det lande landskab og på vej mod byen. Men hun havde en idé om at hun ikke kunne lade han ude af sit åsyn af sikkerhedsmæssige årsager. Hvad ville der ikke kunne ske med en lille dreng som ham? Kunne han overhovedet noget foruden at være menneske? 

Hånden igennem det tynde og uden tvivl beskidte hår var beroligende. Han burde måske hoppe i den første sø, han ville finde i skoven. Det var ved at være lidt for lang tid siden, han sidst have været under vand for at vaske snavs og skidt væk. Det kunne også tydeligt set under neglene, der var mørkebrune af snavs samlet siden sidste vask.
Bart kunne ikke lade være med at smile akavet. Kinderne afgav sågar en lyserøde farve. Endnu ikke havde han stødt på nogen, som havde set ham og rent faktisk ville tage ham under deres vinge - mere bogstavelig talt end bare figurativt lige nu. Derfor var han da også taknemmelig. Dog rystede han på hovedet. Han kunne baske uregelmæssigt med vingerne, men det krævede åbenbart mere end bare det for at flyve. 

"Hvorfor? Hvorfor vil du?" Han var ikke hendes ansvar. Ilaria havde ingen grund til at tage sig af Bart, så hvorfor gjorde hun? Det viste nok bare, hvordan andre havde behandlet ham, når han stadig var skeptisk over at blive tilbudt hjælp og varme tanker.

Om hun faktisk så det hele i farver var uklart. Det var abstrakt og uforklarligt, fra tid til anden var det hele i en verdens farve, andre gange i en anden dimission. Man havde vel sine vanskeligheder som (forhenværende) halvdyr. Ilaria lod hånden hvile på drengens hoved, indhyllet i hans oprejsende beskidte hår. Men som han gav vingerne til at baske løst som en hovedløs kylling flyttede hun hånden og så hvad han gjorde. Men før hun kunne sige noget, spurgte han hende om et af de mest skeptiske spørgsmål man som ung dreng kunne stille - og endda med mere end en fair grund. 

"Jeg ved hvordan det er at være alene, og selvom man er noget andet i sit forhenværende liv, er visse racer bare bedst egnet som par eller flokdyr," hun smilte så øjnene blev klemt sammen igen. Han var ikke et dyr som sådan, men han var ikke hende overlegen i race statuette, de var ligeværdige og fortjente det samme. En de kunne kalde et hjem, en som tænkte på en. 
Men Ilaria rejste sig fra stedet og gik hen og tog vandrepinden fra jorden og gik hen til ham. Hun ville have han selv to valget om han ville med, men han vidste nok godt at hun foretrak han tog med hende. 

På en måde fik Bart den fornemmelse, at Ilaria snakkede til ham som var han et dyr og ikke et menneske. Teknisk set var han heller ikke et menneske. Mennesker havde ikke vinger groet ud af deres ryg. Men han havde været et menneske, ligesom Ilaria tydeligt før havde været noget andet. Ikke et menneske, men et halvtdyr. Måske derfor, hun snakkede, som var Bart allerede blevet en del af hendes lille flok. Var det ikke normalt for visse dyr at tage små og hjælpeløse dyr under deres vinger, hvis de ingen andre har?

Hun gav ham nogle sekunder at tænke i. Hun vendte sig rundt for at finde et eller andet. I det korte tidsinterval tænkte Bart. Skulle han slutte sig til Ilaria og se, hvad hun ville gøre med ham? Eller skulle han fortsætte sin egen rejse alene? Alene mod intet på nær at løbe væk fra sure kroejere og hvad, der kunne være værre. Svaret var ikke svært. Derfor, da Ilaria vendte tilbage med en tyk og lang pind, gav Bart hende et kort nik. "Skal vi gå eller?" Måske Ilaria normalt udnyttede sine vinger, men hvis dette var hendes planer, måtte Bart ødelægge dem. Hans vinger var lige nu mere store og kluntede pyntegenstande end brugbare groninger.

Der var en tænkepause fra hans side af. Hun lod ham tænke i fred, i mellemtiden ville hun sørge for at pakke det hele sammen og huske alt hvad hun havde medbragt sig. Ilaria frygtede ikke for et afslag, men hun frygtede for hans tilfaldelse for deres kommende liv. Han havde ingen færdigheder inde for noget, og han havde været engel i omkring et lille år, hvis ikke mindre. 
En engel der ikke kunne flyve, hvad måtte guderne dog ikke tænke. 

Men da hun så i mod ham, anført han sit nik til hende. "Ja, kom Bartholomew Ellis," kommenteret hun med end hvis nøjelighed om at tiltale ham ved hans fulde navn. 

Ilaria gjorde antræk til at de kunne gå og satte gang i fodtøjet under sig. Ilden i det lille bål var endnu en gang blevet slået ud og gløderne bag sig lå i kvælning af jord. En ny og uforventet epoke var gået i gang ved deres møde og dettes udfald. 

I den tid, hvor Bart havde tænkt igennem, havde Ilaria allerede pakket det sammen, hun skulle pakke. Derfor havde det bare været hans svar, som var det manglende. Og da det var givet, godkendte Ilaria det og gjorde tegn på at komme væk. Bart luntede de få skridt i mellem dem for at komme op ved hendes side. 
Dette havde ikke været, som drengen havde forudset, dagen ville ende med. Han havde tænkt, han ville skjule sig i skoven indtil næste dag og enten forvilde sig tilbage til den nærmeste by eller begive sig videre til den næste. Han havde ikke tænkt, at en anden engel ville finde ham og da slet ikke vælge at tage ham under sine vinger. Men på en måde var Bart glad for dette. Nu var han ikke længere alene. Det havde han været i snart et år og det havde været et hård år. Nok det hårdeste år for drengen. Hans familie var stadig borte og han var stadig en engel, men han var ikke længere alene. Det var der alligevel en god trøst i. I hvert fald nok til, at drengen forlod skoven med et lille smil på læberne og taknemmelighed i sindet for Ilaria.