Noriana havde glædet sig til denne aften. Ikke noget hun ofte gjorde til de større arrangementer mellem adelige, men lige denne dag, så hun frem til. Hun havde fået skræddersyet den pæneste kjole i en mørk rosenrød farve med tæt kjoleliv, så det faktisk lignede hun havde en eller anden form for former. Masken var udført i samme stof med sorte blonder henover. Hendes hår var opsat i et net af store flødefarvede perler.
Det eneste hun ikke så frem til var, at på denne aften skulle hun fremstå som en rigtig adelsfrøken og hun havde pligt til at hilse på alle og være imødekommen. Allerhelst ville hun meget hellere sidde et sted hvor der var stille og fredeligt med en god bog, men pligten kaldte og det måtte hun bare bide i sig. Hun frygtede sin moders reprimande dagen efter, hvis hun ikke opførte sig anstændigt og korrekt.
Hun stod i noget der mindede om flere timer sammen med fyrsten, fyrstinden og hendes to brødre, og hilste på de andre adelige og andre inviteret. Der var noget der klemte i ryggen fra korsettet og af flere omgange prøvede hun at rette det til uden at vække opmærksomhed.
Da de endelig satte sig ved højbordet, smagte hun på alle retter i små portioner. Hun talte høfligt med de omkringsiddende og var godt tilfreds med sig selv. Måske drak hun lidt for meget af vinen, for på et tidspunkt følte hun sig en smule frembrussende og sendte sin mor et nervøst blik i tilfælde af at hun havde lagt mærke til noget. Hun følte sig dejligt svimmel og snøvlende. Hun nippede til et glas koldt vand og håbede det ville bryde hendes rus.
Efter den overdådige middag rejste Noriana sig og bevægede sig mellem folk og snakkede. Hun dansede et par danse med unge mænd og trak sig så ud på den store balkon for at trække noget luft. Hun havde bevidst undgået sin mor og far og brødre, for hun var bange for de ville bemærke hvor beruset hun egentlig var. Hun træk vejret godt det i lungerne og nød den kølige luft.

Det havde været en storslået aften, hvis Fyrstinden selv skulle sige det. Alt var gået som planlagt, og endda en smule bedre, med det uventede fine besøg fra Elverly! Selvom hendes stab havde gjort et overraskende stykke arbejde med at give falsk information til de lidt for nysgerrige typer der havde været blandt de ekstra hænder der var hyret ind til lejligheden. Leonora var ikke naiv nok til at tro de andre familier ikke ville forsøge på ved sådan en lejlighed, og sandelig havde hun gjort det samme ved mere end en lejlighed. 

Der var dog én ting Leonora ikke havde kunne undgå at lægge mærke til, og det var hendes egen datter. Jovist havde Noriana gjort sig ganske respektabelt til ved ankomsten, men som middagen skred frem, havde der været en vis mangle på mådehold.

Det var nu blevet sent, og trods der stadig var mange pligter for Fyrstinden, tog hun sig alligevel tiden til at se sin datter, og få en mundfuld frisk luft.
Leonoras skridt var lette, men som altid fulgt af den karakteristiske 'klonk' fra stokken der evigt havde fuldt Fyrstinden siden Mørket havde mistet magten i landet, og Lyset var vendt tilbage.

"Nori, mit barn. Nyder du festlighederne?"

Noriana klemte om gelænderet. Den kolde luft hjalp ikke på hendes berusede jeg. Hvorfor havde hun også drukket så meget? Ganske enkelt fordi hendes bordherre havde hældt op når hun havde tømt det. En rigtig dame havde sagt nej tak, men Noriana var heller ikke en rigtig dame vel? Eller hun prøvede i hvert fald at være en. Men hun følte lidt at alle havde gennemskuet hendes komedie. Måske især hendes mor.

Også hørte hun stemmen og stokken bag sig. MOR! Hvad lavede hun her? Havde hun ikke for... travlt til at holde øje med sin datter?

Hun vendte sig langsomt om og betragtede den kendte skikkelse. Der var en ømhed i hendes moders stemme. Hun virkede ikke gal, men det var altid svært for Noriana at spore om hendes moder var sur eller blot iagttagende, eller kærlig for den sags skyld. Kunne hun fortælle hendes moder at hun havde fået for meget at drikke og hun skammede sig? Eller ville hun blive sendt direkte i seng? Hun så på sin mor med de slørede øjne. Hun nejede kort. 
"Jaaaaa.... ja moder.. Jeg trængte bare til lidt luft," sagde hun, og lød næsten helt normal. 
"Hvad med dig?" spurgte hun høfligt. 

Leonora trådte roligt nærmere sin datter, og skønt balkonen var oplyst, var det ikke nok til at afslører Norianas slørede blik. Og det lykkedes da også Noriana at holde sin stemme stabil nok til, at Leonora for et øjeblik overvejede om det havde været nerver, frem for alkohollen, der havde tilvejebragt den spændende opførsel under middagen.

"Ganske det samme. Vi kan næppe lade dem tro at Fyrstinden af Arys er tilgængelig ved det mindste vink. Fyrstelige eller ej, så må gæsterne vente til vi er klar til at modtage dem" sagde Leonora, halvt som svar og halvt som lektion til sin datter. Nok var Noriana ikke sandsynlig til at skulle overtage Leonoras plads, med guderne havde før vist sig ubarmhjertige.

Leonora rakte frem mod sin datters ansigt, og flyttet en løst hår tilbage på plads. "Hvad har du så lært til denne fest indtil nu kærer datter?"

Noriana var taknemmelig for at lyset ikke afslørerede hendes slørede ophobet øjne og lidt for røde kinder. Hun greb fastere om gelænderet, og prøvede at undgå øjenkontakt med hendes moder. 

Hun smilede lidt ad sin moders kommentar, og sugede den til sig, selvom hun godt vidste at hun næppe ville arve fyrstedømmet, med alle hendes ældre søskende. Men hun var oprigtig glad for at hendes mor åbnede mere op overfor hende. 

Hvad havde hun lært af denne aften? Skulle hun sige sandheden med bordherren? På et eller andet tidspunkt ville hendes mor finde ud af at hun nok havde set lidt for langt ned i glasset. 

"Jeg har lært... jeg har lært at... man skal sige nej til...bordherren... Jeg mener sige nej fordi ellers bliver han bare ved med at hælde op i ens glas," snøvlede hun og fik hikke. 
"Undskyld mor, jeg er nok lidt for fuld til at være diplomatisk her til aften," sluttede hun og mødte endelig moderens blik.

Leonoras bryn trak sig en anelse sammen, og hun så midbilligende på sin datter. "Du er aldrig for fuld til at varetage din pligt, datter" svarede hun, men en tone så kølig som luften omkring dem. Det var tydeligt Noriana hverken tilvejeså sin pligt som prinsesse, eller håndterede sig selv med den nødvendige fornuft til ikke at skamme familien. Måske havde det været for tidligt at lade hende deltage i så stor en begivenhed i familiens eget hus. Måske havde det været for sent.

"Det ville også have været ganske upassende for dig at afslå din bordherre, som han blot opfylder sin pligt ved at varte dig. Hvad du burde have gjort, var ikke at dræne dit glas, som sad du på en simple landevejskro" irettesatte Leonora Noriana, og en smule af fyrstindens frustration var at hører i hendes stemme, til trods for hun forsøgte at lægge bånd på sig selv. 

Da Leonora mødte sin datters blik, var det med skuffelse.

Instinktivt bøjede Noriana hovedet. Hun vidste godt at der ikke var nogen god undskyldning i denne sammenhæng. Sandheden var at hun havde dummet sig. 
"Undskyld, moder. Jeg ved godt at jeg dummede mig. Jeg blev bare for usikker, da han blev ved med at hælde vin i mit glas. Jeg skulle have opført mig mere fornuftigt," svarede hun, og håbede hun kunne gøre det godt igen. 
Noriana tog blot imod sin moders ord. Hun lyttede for en gangs skyld. Sommetider lod hun bare sin moders ord gå ind i det ene øre og ud af det andet. 
"Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg ved godt at jeg dummede mig. Jeg skulle have tænkt mig om. Jeg er ked af hvis jeg har skuffet dig moder," snøvlede hun videre. 

Hun kiggede op og så sin moders skuffede blik. Pludselig begyndte store forræderiske tårer at trille ned af hendes kinder. Hun tørrede dem hidsigt væk, og håbede inderligt hendes moder ikke havde set dem. 

Leonora sukkede tungt, som hun løftede en hånd, og klemte sin næse mellem øjnene. Guderne give hende styrke!
"Det er ganske korrekt, det skulle du. Men dine undskyldninger ændre ikke hvad der er gjort. Spar dine ord, og tag ved lærer af dine fejl, så de ikke gentager sig" formanede Fyrstinden i en mere kontrolleret tone, da det lod til hendes datter for en gangs skyld lyttede efter.

Den snøvlede alkoholpåvirkede snak var dog en prøvelse i sig selv for Leonora, og de efterfølgende tårer var dråben der fik bægret til at flyde over.

Med et slog Leonora sin stok mod stengulvet, så det ekkoede fra balkonen. Dernæst slap hun den, og stokken blev stående af sig selv, som en lille fod af guld havde dannet sig på den ved Leonoras vilje. Fra sit ærme fremdog Fyrstinden dernæst et lommetørklæde. Med blid hånd løftede hun sin datters ansigt og tørrede hendes tåre bort. "Det har været en hård nok aften for dig for nu mit barn. Træk dig tilbage for i aften og få hvile, så kan vi tale videre i morgen" bød hun mere hengivent Noriana. Nok holdt Fyrstinden af Arys sine børn til en høj standard, men hun var ikke hjerteløs.