Da brevet var dukket op hjemme hos Lumine, var det blevet modtaget med ligedele mistænksomhed såvel som nysgerrighed. Et brev til Fru Lumine? Hvem skrev til hende, og vigtigst af alt - hvorfor? Hun havde ikke modtaget et brev fra Orpheus i evigheder nu, og Marad havde hun næsten lige besøgt selvsamme måned. Satte man de to mænd fra, og fjernede resten af hendes nærmeste som aldrig havde benyttet sig af brev indtil nu, var det ikke mange tilbage at kalde for venner.
Da hun åbnede brevet, havde hun derfor håbet på det bedste men forventet der værste. Det skulle dog vise sig, at indholdet var faldet lige ned i midten af de to ting! Svungne bogstaver havde nedskrevet en elegant invitation, hvoraf en elvisk udsending - en diplomat endda, bad om tilladelse til at komme til hende palæ, for på lige fod og med fælles interesser drøfte muligheden for handel og samarbejde. Som havde de kunne læse sig frem til hendes værdier og interesser i livet, havde Lumine's grådighed ikke tøvet et sekund; der blev i sandhed talt til hendes sorte morale, især når man valgte at indlede partnerskab med hende.

Derfor var det ikke foruden et kæmpe pres fra Lumine's side, at tjenestestablen havde fået gjort huset klart til sin eksotiske gæst. Ørkenelvere var nu engang en yndefuld race med en passion for smukke, elegante og kunstneriske finurligheder - ligesom Lumine selv. Derfor skulle huset fremstå perfekt når hans kritiske øjne ankom, og var det ikke perfekt, var det ikke godt nok til en chance mere på den her jord. Ikke en, ikke to, men hele tre slaver havde måtte lade livet for hendes til opfarende vrede og kyniske sadisme. Lugten af brændt kød var dog forsvundet inden Zahir trådte ind af lågen, hvor at en næsten ubehagelig stilhed nu hvilede over den smukke have. Fordi ingen dyr puslede i træerne, ingen insekter summede i luften. Nej, her var smukt men ufattelig sterilt i forhold til naturens vilde skønhed og liv.

Der rungede et par slag imod døren, og ild-dæmonen åbnede sine røde øjne i et ryk. Han var her.... endelig. Den hastige lyd af fødder imod stengulv, tilkendegav at en slave allerede var på vej for at åbne døren op, og med en tilfreds knurren lænede den feminine skikkelse sig godt tilbage i den fløjlsstol hun sad i, et lille smil sitrende i den røde mundvig. Hvordan mon han så ud? Hvordan mon han var at tale med? Dæmonens lange negle klikkede tænkende imod hendes vinglas, inden at hun i en smidig bevægelse fik rejst sig op, primært for at kunne bevæge sig ned i det rum han senere ville blive henvist til. Hvordan mon han... duftede? Ikke for sødt, håbede hun. 
"Fruen er her snart, Hr. Kahn" hviskede en hæs slave med blikket slået ned i jorden, og en frygtsom energi i sig da hun tog imod hans overtøj og diverse tasker han måtte have med. Som havde hun travlt, ville det lille menneske gerne have ham ind i en smukt dekoreret pejsestue næsten med det samme, og blev ved med at se sig over skulderen, som om at hun frygtede at hun var for sløset. 

Ikke før Lumine vidste at ørkenelveren var blevet sat til rette i pejsestuen - jah først der ankom hun selv. Det handlede trods alt om præsentationen! I 'venteværelset' kunne man finde en smuk karaffel med dyre dråber vin i sig, og et lille fad med frugter var også sat frem, skulle han være sulten. 
Dog gik der yderligere 5 minutter fra han var ankommet, til at dæmonen endelig selv trådte igennem de mørkebrune trædøre; iklædt rød, guld og glimtende drageskæl om liv og talje, et blændende smil i hendes forræderiske kønne ansigt. "Velkommen til min ydmyge bolig!" gled det over de fyldige læber, og ild-dæmonen trådte roligt ind i rummet, der med et hastigt klik atter blev lukket af. 

"De må være Zahir Kahn..." Kom det undersøgende fra hende, hvoraf de røde øjne med indespærrede gnister låste sig fast i hans. Og de var sultne, men dog ikke efter ham. Bare en generel sult, en evigheds sult skabt af grådighed lurede omkring Lumine, der mest af alt trådte ind som et dovent rovdyr, selvsikker i kraft af sin egen grund. En hånd blev rakt frem, og et afventende smil lurede i mundvigen. Indenfor få minutter, ville tilhørende slaver dukke op for at hælde vinen over i glas, serverer dem og på anden vis gøre sig selv til nytte, skulle han have andet end vin. 

De røde øjne der mødte Lumine's egne, fik et kort stød af forundring til at glide igennem hende, og med nysgerrige øjne så hun resten af hans velklædte skikkelse an. Hvid, guld, blå og sort - farver der klædte hans solbrune skikkelse godt og tøj der passende viste at han ikke var hvem som helst. Det var nydeligt... og Lumine's hjerte bankede altid højt for de smukke ting her i verdenen.
Propert blev hun taget imod, og med et afmålt nik lod hun komplimenten synke ind og nikkede i en grad af arrogant enighed. Man kom langt med smiger i en verden som hendes, og det var foruden skam at hun lod sig varme ind af den bløde stemme hans svang omkring hende. Så veltalende! Omend Lumine ikke var adelig af blod, havde hun størstedelen af sit liv levet på samme præmisser - hvis ikke bedre endda. Så opførslen var vigtig. Men Zahir viste sig hurtig som en naturlig del af det finurlige spil af høfligheder samt vurderinger der altid prægede de første par minutter. Det trænede øje ville næsten kunne se hvordan at et skakbræts brikker ville rykke sig med taktik i mente de første par minutter. 

Med det dybbrøde stof fejende omkring sine lange ben, fik Lumine placeret sig til rette i en af de større stole i rummet, hvor at hun ville kunne side overfor sin gæst. Det ene ben blev krydset over det andet, men holdningen var afslappet idet dæmonen faldt tilbage i stolens betræk. Af vane holdt hun afventende den ene hånd åben, albuen støttende imod armlænet. Og ikke længe skulle der gå, førhen en af tjenerne fik afsat det andet af vinglassene i hendes ventende greb. Lumine så ikke engang i deres retning, men holdt blikket på det vigtige, tydeligt betaget af hele hans udstråling. Hun prøvede heller ikke ligefrem at skjule det. "Jaså" kommenterede hun lyttende, og Lumine's blik fulgte de glimtende dråber af rød der blev slynget rundt, inden at hun igen så på diplomatens kønne ansigt; munden formet i et varmt smil. "Naturligvis Hr. Kahn. Deres besøg er ligeså værdsat som de ord De bringer med, forhåbentlig vil være" dæmonens melodiske stemme havde en klang af latter i sig, idet hun selv tog en tår af den dyre vin. Smagen eksploderede på hendes tunge og Lumine sukkede tilfreds. 

"De må undskylde hvis tjenerne har været en anelse... nervøse omkring Dem. Jeg mistænker Deres øjne, men det er aldrig en undskyldning." kom det opfølgende fra Lumine, der kort kastede et dovent blik i retning af de stakkels mennesker. Det gibbede kort i dem, men Lumine's blik fandt hurtigt sin vej tilbage til Zahir igen. Om det var en løgn eller ej, det måtte tiden vise. Men hans øjne mindede lidt for meget om dæmonens egne rødlige sprækker, og det morede hende et eller andet sted at se dem være ligeså nervøse omkring ham som om hende. 

Lumine var af væsen, ikke god til hverken at spare eller fedte med ressourcerne - både på godt og ondt. Livet skulle gerne leves til fulde, og det var ikke uvant for dæmonen at diske op med de dyreste vine, de fineste stoffer og de smukkeste genstande. Grådighed såvel som gerrighed prægede nok så meget af Lumine's personlighed, men det var aldrig en grådighed der skulle hive alt hjem til hende, og så kun hende. Nej... fordi hun delte gerne. Som nu, hvor de to kunne dele denne vin og disse timer.
Familie, venner og alt derimellem, blev behandlet med en kærlighed man ikke forventede den rødlige dæmon kunne rumme i sit gamle hjerte, og kunne stride imod mange af de følelser man ellers tillagde hendes race. Zahir var næppe hverken en ven eller et familie medlem, men han var stadigvæk en gæst i hendes hus, og faldt derfor - som det så ud lige nu i hvert fald, ind imellem de to eksempler. Besøgte hun en dag ham, ville hun i sin arrogance forvente samme velkomst, hvilket da også var en selvfølge når man inviterede ingen anden end selveste Fru Lumine. Hendes år med Orpheus, havde i den grad smittet af på visse aspekter af hende. 
Dog ikke kun på negative måder, og Lumine's røde øjne studerede den solfarvede ørkenelver, der nok så tydeligt - ligesom hendes mand, altid havde et formål med de ord han sagde. Det fik dæmonen til med afventen og interesse at betragte ham; røde øjne aldrig vigende fra hans skikkelse, omend de intense øjne ikke nødvendigvis var behagelige hvis man ikke kunne aflæse dem. De var fascinerede af ham, selvom det nok mest af alt kom til udtryk i et ulmende men myndigt blik. "Så bestemt en fordel" Lumine smilede en anelse, men forholdt sig ellers tavs imens hun lyttede. Han var trods alt ikke kommet for at komplimentere hendes bolig.
Og når de kom ind til sagens gerne, var det også meget bedre end hvad en overfladisk kommentar af et palæ kunne leverer af nysgerrighed hos den rødlige ild-dæmon, hvis negle tilfreds klikkede imod vinglasset i hånden, ved omtalen af varer. Sjældne varer, smukke varer... magiske artifaktor var noget af fundamentet for Lumine's rigdom. Og sikke en samling hun kunne fremvise!

Hvis han da mente mere end blot simple magiske spejle og kæder. Den røde dæmon nikkede, guldsmykkerne raslede om hendes skikkelse idet Lumine tog endnu en tår af vinen. "Utroligt svært" indrømmede hun glat, og kort efter trak et næsten skuffet udtryk trak i det feminine ansigt. "God smag er en sjældenhed nu til dags... vi må huske at bevarer skønheden som- og når vi finder den" dæmonens tænder glimtede i et smil. Bevarer den bagved lås og slå, indtil verdenen var mere taknemmelig af sig. Lumine tog gerne truede racer ind.
Der var dog samlinger der var åbne at vise, og samlinger der krævede mere end en veltalende mund og et behageligt ydre formåede at låse op for. Alt efter hvad han bød ind med, havde Lumine meget at dele med en interesseret samler. Dæmonens hoved tippedes en anelse på skrå. "Er der noget de foretrækker frem for andet? Sjældne genstande er trods alt et vidt begreb, men jeg vil mene-" Lumine tog en tår af sin vin førhen hun forsatte. "- at De er kommet til det rette sted." forsatte det småleende over Lumine's læber, og for første gang lænede hun sig umærkeligt en anelse fremad. Interesseret. 

Et karismatisk smil voksede frem på hans læber. Han havde pirret hendes interesse, og måtte nu spille sin hånd roligt og sikkert. Han var her trods alt kun, for at få lagt et fundament for et kommende venskab. Hvis man da kunne kalde det for et venskab. Han ønskede at få foden indenfor. Måske havde hun noget af værdi, måske havde hun sjældne væsner eller flere slaver... måske havde hun intet af interesse. Om ikke andet havde hun dejlig vin, og det kunne han i det mindste nyde. Han lod henkastet fingrene løbe henover rubinen, der hang om hans hals. Den glødede legesygt, da hans fingre strøg henover den glatte overflade. “Jeg finder stor interesse i sjældne arter,” nævnte han, og lod tankerne drive mod de mange bøger og leksikon, han havde studset over igennem tiden. “Jeg læste engang om en majestætisk fugl, med fjer af guld, hvis sang inspirerede elverkrigere i deres kampe mod menneskene.” Han lod øjnene falde på hende. Var magiske smukke væsner mon noget, der interesserede hende? “Eller de små isdrager fra de nordligste dværge. Det siges, at når solen skinner på deres skæl, så dannes det smukkeste nordlys.” Begge disse væsner var sagnomspundne, men der var rigeligt med beviser på, at de engang havde eksisterer. Der var ingen grund til ikke at nævne noget yderst sjældent og umenneskeligt smukt. 

Zahir lænede sig atter tilbage i polstringen. Vinglasset lå stadig tungt i hans hånd, og han førte det eftertænksomt til læberne. Smagen velsignede ham; blød, rund og alligevel kraftig og bestemt. Vinen ville smages. Den ville nydes. Et let suk forlod hans læber og han vendte synet væk fra sit glas og tilbage på den røde dæmon. Det var stadig en underlig mavefornemmelse at sidde foran sådan et væsen. Dæmoner var... urene. Han sendte hende er kælent smil. “Selvfølgelig er der også genstande med andre egenskaber. Armbånd der kan hele dine sår, sværd der skærer igennem sjæle og selvfølgelig ædelstene der beskytter mod forgiftning.” Han rettede sig en anelse op i stolen og lænede sig nu fremover. Deres øjne mødtes, rødt mod rødt. “Alt der kan hjælpe en som mig til nogle lidt mere... prestigefyldte positioner. De forstår vel hvordan det er, Fru Lumine. Den evige klatren efter toppen.” Han lod vinen rotere i glasset imens han afventede hendes reaktion. 

“Hvilke interesser har De selv, kære Frue?”

Et fysisk stød gik næsten igennem hende da Zahir begyndte at tale igen, og med en ulmende interesse der blot syntes at vokse, dansede et lys i dæmonens øjne, forræderisk bløde læber skiltes i et funklende smil. Af sjældenheder kunne hun præstere en fin samling, og havde for vane at omgive sig med fantastisk væsner af ligesindet karekater - var han virkelig en af dem? Der var intet uhelligt i at bevare verdenen, og som ordende forsatte, kunne hun ikke undgå at mærke det trække i hende. Den helt bestemte trækken, der ønskede at grave mere i elverens eftersigende 'store interesse. Ønskede at finde vej til kernen; det underliggende spørgsmål der æggede hende at vide hvorfor. 

Prestigefyldte positioner? Hun lod det ikke vise af sig, men en skuffet fornemmelse indfandt sig i den ellers voksende interesse. For noget så kedeligt som status, jah der var hun arrogant nok til at blive skuffet. 
En fornemmelse der udelukkende kunne komme fordi hun allerede sad på den top hun ønskede, og havde dertil et langt mere... besidderisk forhold til hvordan tingene burde være, et forhold hun ønskede at kunne dele med andre. En underliggende selvforståelse om at hun berettiget til det perfekte, det uvurderlige, og havde håbet at han delte det livssyn. Det skulle dog ikke stoppe ild dæmonen. Især ikke da hun med en knitren i kanten af sit blik, mærkede en misvisende, blød latter krænge over den halvåbne mund. Åhh, hendes egne interesser? 
"Skønhed, min kære Zahir. Skønhed i dens reneste afstøbning, det er mit krav på denne verden..." en melodisk stemme, og hun smilede mildt trods de egocentrerede ord. Fordi hun havde en anelse. Mange havde det med at lyve for sig selv... især når det gjaldt hvad der inderst inde motiverede dem selv, og især de højt hævede elvere af landet. 

Og det kunne godt være at hun løj for sig selv, når hun så en refleksion af hendes egen grådighed i mandens røde øjne. Men hun havde en idé om, at han følte sig mindst ligeså berettiget til det uvurdelige som hende. Det var vel derfor at han sigtede efter toppen. 
Tungen slog et klik, og hun lænede sig langsomt tilbage for at bryde den intense øjenkontakt der var blevet skabt. Bare en anelse. "... hvilket er derfor jeg har samlet den omkring mig i løbet af en god årrække". 

Hvis der var ubehag at sanse ørkenelverens kønne krop eller fintformede ansigt, så var det ikke noget Lumine kunne samle op på. Som en perfekt maske, spundet af mange års erfaring, var det at han forekom tilpas. Fuldkommen tilpas, og ganske kønt sad og udfyldte den stol han var blevet givet. Trods Lumine ikke talte meget, var man ikke i tvivl om at tanker blev tænkt bagved det forræderiske fine ansigt, som sammen med sine overvejelser af ham, også overvejede... bare ham. Hun kunne ikke lade være. 
Og selvom det nok aldrig ville blive til noget - elvere var så frygteligt sarte væsner, de næsten visnede i mangel på sollys og frihed - lå overvejelsen og ulmede i de røde øjne. 

Og med et blink af øjet var det væk, fordi atter talte han, stilhed blev udfyldt af hans behagelige, dybe stemme. 
Vinen blev dovent slynget omkring i glasset, og ganske langsomt, og mindst ligeså dovent.. var det at de bløde læbers mundviger krølledes længere opad, det varme hjerte bankede en anelse hårdere. Oh, hun var simpelthen gennemskuet? At hendes skatte var godt gemt, ville de færreste antage når de så det prægtige hjem, og det kvikke sind så igennem den fængende facade af skønhed og glatpoleret arbejde, skabt af mange slavers sarte hænder. Hun sagde intet, men tavshed var også sit eget form for svar. Fordi hvad ledte han op til? 
Noget godt skulle det vise sig. Den pulserende lyd af hvad der kunne være, eller kunne have været hjerteslag fik blodets brusen til at lude højere for hendes ører, og Lumine af Ilden kunne ikke stoppe den lille, muntre latter som endelig pressede sig over tungen og ud i rummet. Perlende klar, og tydeligt underholdt. "Åh min kære, frygt føler jeg sjældent..." joh, hovmodet lå hendes hjerte nær, og Lumine rejste sig med en knitrende lyd af stof over gulv, for at skride hen til hans siddende skikkelse. "Jeg er dog... fascineret - " spandt hun varmt, og kastede det ene glas fra sig så det klirrende ramte gulvet bagved hende, begge hænder fri. Nogle skulle nok tage sig af det, i stedet, var det at Lumine's hænder fandt stolens armlæn, og hun greb om det udskårede træ, idet at hun lænede sig en smule indover den elviske mand. De røde øjne gnistrede, men det kunne ligeså godt være af vrede som det kunne være af nysgerrighed. 
" - hvad gør Dem til en... 'særligt indviet', udover Deres glatte ord og fantastiske selskab? Føler De dem så selv berettiget? Eller..." de bløde læber skiltes i et påtaget 'oh', og Lumine knurrede drilskt, et smil om læberne igen. "... er De en køber?" sagt i nysgerrighed, som ubevidst gav ham et afsats at bygge videre fra. 
Det var trods alt måden hun tjente pengene ind på, når hendes mand ikke var i det gavmilde humør... ikke alt var til salg, men meget kunne blive det, for den rette pris. 

Der var noget ved den... underliggende kækhed, som arbejdede i elverens bedste interesse... der var ikke nogen anden måde at sige det på, end at Lumine næsten fysisk kunne mærke hvordan at hvad end det var, så virkede det. Det fik hendes smils sultne kant til at blive en anelse blødere, mere samarbejdsvilligt, og det fik hendes grådige glimt af besiddertrang til at falde ind til ulmende gløder og glæder. Lænendene ind over ham, jah så ville det ikke være en forkert parallel at trække, om man følte at ildskabningen mindede om et rovdyr. Og havde hun lugtet frygt, havde hun nok også reageret som et rovdyr gjorde. 

Men det gjorde hun ikke, og dermed løsnede grebet sig om stolen en anelse, hvoraf brændemærker ville præge det ellers delikate træ, når hun endelig valgte at flytte hænderne. Men ikke endnu. Han talte godt for sin sag, og han talte hendes sprog når han gjorde det - Lumine's ansigt fulgte den bevægelse der vippede hovedet på skrå, ved at reflektere det med sit eget, hvoraf en fornøjet lille nynnen steg fra hendes bryst. "Det begynder i hvert fald at være nok" kom det næsten med en spindende kant til sig, og ild dæmonen slap endelig grebet omkring stolens armlæn, for i stedet at sætte sig tilbage på bordet; hun ønskede ikke længere bordets afstand imellem dem, og nød at observerer hans små trækninger - han var lige til at... tanken blev rystet ud af hovedet, og hun foldede hænderne over knæet, da benene under skørtet endnu engang blev krydset. "Nuvel, jeg har noget der muligvis kunne være af ganske fin interesse for dem, Zahir... så lad os se det, senere..." det var ikke naiv tro der gjorde at Lumine's næste ord bar behagelig accept med sig, men tværtimod tiltro til at han nok skulle fortryde det, om han.... læberne krusedes i et skyggeglimt af det sultne smil fra før, inden at det forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet. Om han havde fejlbedømt sig selv og sin egen værdi. For hende. 

En tjener, den der havde samlet de klirrende glasskår sammen imens det lille spil havde udspillet sig, kom nu op til bordet, bærende på et sølvfad med en henlagt pibe, sirligt udskåret af skinnende sort træværk så det formede en onyxdrage, skåret med kunstnerisk frihed, og et glas som erstatning for det der var blevet smidt i den impulsive beslutning om at rejse sig. Begge ting blev taget op. 
"Ryger De pibe, min kære elver? Jeg byder kun dette til venner..." dæmonens øjne funklede let, idet at hun lænede sig frem til en krystal klingende skål. "Det er en art af måneblads urten, ganske beroligende, ganske.... behagelig" og den ville gøre ham ganske... høj. De euforiserende stoffer var ikke stærke som sådan, men stærke nok til at Lumine bød dem til venner og bekendte, bare for at sætte stemningen. 
Det ville jo næsten være uhøfligt at sige nej; han ville selvfølgelig ikke være den eneste. 

Hvis Lumine havde været begejstret for sin gæst før... så steg det kun til nye højder, da hun opdagede hans magi. Fine gløder antændte nemlig nu den krydrede urt, som hun på pibe serverede for ham - hun håbede sådan at han brød sig om det. Og de let skrånede øjne spærredes derfor en anelse op, idet at pupillen i alt det røde med et slag af sekundet der passerede, forstørrede sig. Som når en killing så noget den brød sig rigtig godt om. Man ville måske tænke at lyset skulle gøre dem mindre, men i sidste ende... jah så var det den komplet modsatte effekt, som ilden Zahir beherskede, bar med sig. Og fik frem i hende. 
Blikket fulgte fascineret flammen der antændte urten, førhen at det i et fornøjet lille ryk gled over imod Zahir's kønne ansigt igen. "Ohh..." smilede hun, og lod med et knips af fingeren en flamme springe over hendes egne negle, for at antænde pibeurten. Det sorte lille mundstykke, blev placeret imellem de bløde læber. 

Nogle bab blev taget for rigtigt at få ilden til at fænge, og ikke videre lang tid efter, var det at en sødmefyldt og relativ tung røg spredte sig i rummet, og blev pustet ud af dæmonens næse i et tilfreds suk. 
Når man observerede den, jah så var den doven, den kære røg. Men også klæbende, som om at den lige hang en anelse ekstra ved alt hvad den omfavnede, til trods for at man absolut ikke kunne føle noget, når man kørte hænderne igennem det. Måneurt var fantastisk. 
Og ikke så vanedannende, som mange gik og tænkte; Lumine tog endnu et drag, idet at hun pustede endnu en røgsøjle ud, og behageligt satte den ene hånd imod bordpladen bagved sig, for at læne sig tilbage. ".... De nævnte aldrig at De beherskede ilden" kom det endelig, som en længe forsinket og doven opfølgning på den fantastiske overraskelse han bragte med sig ind i dette hus. 

Bagved hende gled det rødviolette hår ned imod bordpladen, og faldt i et velplejet og farverigt vandfald omkring hendes skikkelse, med dansende, lette bevægelser hver gang hun bevægede sig. Fra det nysgerrige, dovne blik som fulgte den elviske repræsentant, til det underspillede smil omkring hendes læber - intet tydede på at Lumine i noget tilfælde følte sig andet end magelig når hun igennem halvlukkede øjne betragtede ham lege med den dansende ild. En elegant, halvt om halvt forførrende leg for det ulmende blik af indvendige gløder, hun kunne kun give ham så evigt ret, når han prøvede at sætte ord på hvad ilden var. 
Og først da Zahir slukkede den, var det at hun atter bevægede sig, rødviolet hår atter i bevægelse - snoede sig ned over de blottede skuldre og langs korsettets glimtende skæld, da hun lænede sig frem igen. 

Glæden af gaven? 
Overvejende var det at dæmonens øjne søgte ned over Zahir, indtil at hun endelig nikkede, bevægelsen i en doven mimik af den røg der nu hvirvlede omkring hende, omkring dem. "Se det kan man roligt sige..." sagt og talt med et svært tilfreds suk. I tre lange, ulmende sekunder, var det som om at indre flammer tændtes under det mørke skind - som prøvede de at bryde fri fra det hylster der holdt dem fanget. Ikke at de fik lov, da den ene hånd i stedet med en lille latter gled henover kravebenene, der hvor at gløden var stærkest. Var det kun på grund af ilden at hun var så draget? "Jeg møder sjældent elvere der... gør sig i den slags magi" kurrede hund, og tog endnu et drag af piben, følte dens euforiserende summen i sine fingerspidser og lod tågen finde vej ind over hendes tanker. 
Lumine kunne ikke stoppe sig selv, da hun interesseret lænede sig tættere på Zahir, det kønne hoved tippet på skrå - som prøvede hun at se løsningen på et puslespil, hvis brikker var svære at sætte sammen. Så elegant som han sad i stolen, kunne hun mærke den summen som var i fingerspidserne, også kom med en kriblende følelse af at ville have, eller om ikke andet vide mere. "Hvorfor føles De så anderledes end Deres artsfæller, Zahir..?" 
Hvis der var flere af ham... så måtte hun få sig en. Det fascinerede blik, flakkede over i grådigheden førhen at det fascinerede atter fik plads. Sådan en elver, ville se fin ud på gangene.