Det havde været passende at melde sit fravær fra sin tjeneste til fyrsten, men Cillian havde sine forglemmelser - omend hvor pligtfuldt han end måtte være. Men før hans ansættelses som fyrstens datter tjenestemand; beskytter og ofring nok sanerer; havde de søgte efter slaver. Så han kunne lige så godt se om han kunne vende det til sin egen fordel og finde en den perfekte kollega - deraf slave for Melika - for sig selv. 

Det lange brune hår var bundet op i en sølle hestehalse af strå, det ville aldrig holde hele dagen, men nødvendigheden for dette var ikke eksisterende. Den slækkeden trøje bar en dyb v-hals og ærme der var trekvart lange, i en mørkerød farve, og bukser i den mest naturlige cremede farve blottede det faktum at han vandret barfodet rundt. Det gav han en føling af at have kontrol over det som han fødder trådte på. 

Misfornøjet så han sig kort omkring og så noget der lignede et opholdssted for grumme mænd og kvinder af alle racer som ejet eller kendte ejerskab til slaver. Det var hvert fald et forsøg værd at tilnærme sig stedet; som lignede en stald end ikke heste gad at bruge. "Jeg er på søren efter en slave til fyrstens datter,", hvis ikke han havde taget en af deres værdiggenstande med, havde han næppe kunne lyve sig ind menensket, som nærmest var så grim som en ork. Men Cillian var inde - inde i varmen. "Er det sådan at man kan få mulighed for at opleve dem som selvstændige skabninger fra deres ejer?" han forsøgte så i hærdligt, måske hvis han tillod personen at beholde genstanden, han ville få lov? 

De isblå øjne havde i hvert fald allerede set noget han gerne ville snakke nærmere med. 

Dagen var knapt begyndt for Ramé men den føltes allerede endeløs. Solen bagte ned på handelsbyen og efterlod både hende og samtlige andre slaver tørstige og overophedede. Hun sad i sit lille bur, lænet op ad glød hede metalbarer der nemt kunne brænde hendes hud. Men i lang tid havde hun følt sig langt mere end bare tom inden i, og det havde resulteret i at hun var absolut ligeglad med at gøre skade på sig selv eller ej. Hvis ikke det var fordi hun havde holdt fast på bare den sidste lille smule af hendes forstand, havde hun ellers nok fået sig selv slagtet eller noget helt andet. Men lidt liv var der tilbage i hende. Hun savnede følelsen af at strække sine ben, og hun savnede at være fri. Hun var alligevel taknemmelig for at hun ikke havde nogen familie hun kunne sidde og savne, og det var også svært ikke at være taknemmelig over at få faste måltider efter hun også havde brugt en del tid på gaden hvor hun virkeligt havde sultet. Men det var ingen hemmelighed at disse omstændigheder var mere end forfærdelige. Det var den klammeste slum hun sad i.

Hendes opmærksomhed var i øjeblikket på en lille bille der kravlede uden for hendes bur, men hendes gode hørelse gjorde det svært ikke at bemærke at der skete noget nyt i dag. Der var kommet handlere. Men Ramé orkede ikke engang at løfte hovedet for at kigge, for efterhånden var hun så brugt og slidt at ingen ville sætte en værdi på hende længere. Det var i hvert fald hvad vagterne blev ved med at informere hende. Hun hørte til her hvor hun stod til rådighed for dem, lige så snart de havde lyst til hende. Det vidste hun godt ikke var rigtigt, men alligevel steg de tanker hende til hovedet en gang imellem. Som stemmerne uden for buret blev højere og tydeligere, vendte hun hovedet i deres retning med et suk. Hun blev hurtigt betaget af den unge mand der fulgtes med de velkendte vagter. Han var pæn og nydelig, men tydeligvis ikke adelig. Og så på bare fødder endda…

"Kan jeg se hende an?" spurgte han, det var tæt på han pegede med sine nøgne fingre ad hende, men han undgik det - og fik smidt et nik i hendes retning. Hun var nærmest sjusket at se på. Dyrisk og vild, men han kunne næsten ikke rive øjnene fra hende hende. Det var tæt på at man skulle tilkalde moderne paramedicinlæger for at tjekke hans puls - men dette var blot en fantasi fra en uvirkelig verden. Men han løsrev øjnene fra hende og så mod vagten. "Jeg vil gerne sikre mig hun er velegnet til fyrstinden," det var snarere en kommando, end et ønske - og med en kort stirre konkurrence med vagten, lød et grynten af accept for dette. 

Cillian satte sig ned på hug ved buret og lod let fingrene glide i mellem burets riller. "Har du et navn?" men han trådte sig tilbage, i det han rejste sig og ville gøre plads for at hun kunne komme ud. De skulle nok få hende igen, og han vidste at det nok burde ske den selv samme dag, men som hans ustabile seer evner, så var det uklart for ham at sige, om han kunne overholde tiderne. Han var jo kun en ung fyr, uegnet til sit job. Men han rakte hånden frem mod hende, så hun havde noget at tage fat i, for at komme op. "Jeg sørger for at hun er hjemme i godt behold" trøstede han vagten med, hvis ansigt næsten så fortrydende ud for beslutningen. Men ingen mand gik tilbage på sit ord, ikke i en handelsby eller for fyrstens 'gode' ansatte. 

Som den unge mand og vagterne bevægede sig tættere og tættere på Ramé’s bur, satte hun sig op i forvirring. Hvad skulle de dog herover for? Det var først som vagten tog nøglen frem og låste op ind til hende, at det gik op for hende hvad der skete. Hun kunne slet ikke svare da manden uden støvler stillede hende et spørgsmål, for hun var helt lamslået men også voldsomt tør i halsen. Men det var vel også lige meget, for hun regnede bare med at han havde betalt en af vagterne en sum krystaller for at få lov til at have hende for en nat som så mange af vagterne gjorde herinde. Der var ingen grund til at han skulle kende til hendes navn. Hun begav sig ud til dem, men nægtede at tage imod den hjælpende hånd han rakte. Det var en mærkelig gestus syntes hun, for hun var slet ikke vant til at blive behandlet med den slags respekt eller omsorg.

Det var en yderst rar følelse at komme ud, men Ramé havde godt nok nogle problemer med at holde balancen. Med de ben hun havde, blev de ofte immobile i de første par skridt hvis ikke hun brugte dem nok, og nu havde hun altså siddet i et bur uden at være kommet ud i et par dage. Hun strakte sig, så den lille bluse hun havde på hang for livet over hendes tydelige kraveben. Og hendes løse, slidte, revnede bukser blæste i vinden så hendes dyriske træk rigtig blev vist frem. Hun fulgte manden, væk fra hendes fangskab og overvejede hvor vidt det ville være værd at overfalde ham og stikke af. Men hun vidste at selv hvis hun prøvede at stikke af var der alt for stor sansynlighed for at slavejægerne bare ville fange hende på ny.

Cillian var ikke overrasket - havde han været den som var en slave, havde han nok reagere spå samme måde. Men han blev mindet om de tider hvor det var ham som var klædt som hende - nok han endnu gik i klæder der afsløret hans status, så var det endnu bedre end det hun havde om sig. En klump af spyt lå i svælget på ham, og han sank det hele i en klump, en let kuldegysningen ramte ham og han så sig kort over skulderen som de kom ud fra stalden. 

Et træk blev hevet på hans skuldre - "Så... Hvor vil du gå hen," som om de havde kendt hinanden i tid og evighed. Han så mod hende, og lod strået komme ud af håret så det hang frit. Cillian valgte at sætte gang i sin gang, det virkede til at føre ud i enden af handelsbyen - eller ruten til den vej. Der var rigeligt med mennesker omkring dem, og selv han kunne ikke overskue alle de mennesker omkring sig. Han skævede ned til hende, skulle han tilbyde hende mad - om end det var stjålet eller ej. Mad var mad, og de kunne bruge dagen som de ville. I sidste ende ville han blot lokke Melika til at vælge den slavepige som han syntes bedst om. 

Ramé fulgte skrantende efter manden, ud af den store slavehandel. Hun følte sig meget skrøbelig lige nu til trods af hendes ellers normale store ego. Den unge mand tog hende ned af en rute der virkede til at lede væk fra byen, hvilket forvirrede hende. Det blev også kun endnu mere forvirrende efter han spurgte hende hvor de skulle begive sig hen. ”Men… Jeg gik ud fra vi bare skulle hjem til dig..?” Sagde hun i sin bløde men raspe stemme. Det var det første hun havde talt i lang tid, siden hun under normale omstændigheder ikke brugte meget energi på at interagere med de andre slaver. Ramé kiggede meget fascineret på som manden ellers struttede afsted, og selvom hun havde lysten til bare at stikke af, ville hun egentligt hellere finde ud af hvad der skete hvis hun fulgte med ham. Ramé vidste ikke hvad hun skulle sige til fyren. Hun havne på ingen måde nået at udforske byen Balzera før hun blev fanget af slaveindfangerne.

Manden foran hende var i sandhed et syn for sig selv. Han gik med en helt særdeles selvtillid, på trods af at han også udstrålede at han ikke selv havde nogen anelse om hvad han havde gang i. Men i det at han kiggede tilbage på hende lod hun sit blik mødes kort med hans hvor efter hun så ellers ræv dem til sig selv igen. Hun ville ikke lyve bare fordi hun var bitter. Manden foran hende var ikke bare attraktiv. Han var smuk på en sær, sær måde…

Hun tøvede et kort øjeblik før hun talte. "Hvem er du?"

Forbavsede stoppe han op, sendte hende et blik over skulderen; "Mig hjem?" gentog han og lo af det. Hvis bare han kunne prale med det. Det sidste hjem han havde haft, var en faldefærdig grotte - og om det overhoved kunne kaldes en grotte, det tvivlede han stærkt på. Men et leg ryst blev givet, håret flakkede blomstende omkring hans hoved. En hånd ledte en lok af hans hår om bag øret; "Jeg arbejder for fyrsten, eller.. nok mere hans datter. Jeg er hendes tjenestemand," fortalte han med en varm tone i stemmen. "Og de ved ikke jeg er her, derfor er jeg skoløs," tilføjet han. 
Havde han sko på, ville de kunne se at han havde været ude fra de vante omgivelser, og han tog derfor ingen chancer. Måske hun kunne forstå det. 

Men Cillian stoppede op og lod hende komme op ved siden af ham. Det fungeret ikke for ham, at han var den der gik forrest. Men han stoppede kort op, slog nærmest armen ud foran hende, som et varsel for stop. I et split sekund, forsvandt han fra sin egen verden, øjnenes farve blev isblå (nærmest usynlige i øjeæblet). En følelse af løb, og alt han så var flakkende hår i vildskab - eller var det vildrede. Cillian kom tilbage til den virkelige verden, et ømt udtryk lød fra ham som han tog sig til hovedet kort; "Cillian Willick, som Silly-an," lød svaret til hendes spørgsmål. 

"Og du er hvem og.. er du..?" spurgte han, fingeren blev løftet op og ned i takt med hendes krop, var hun blanding, halv eller noget tredje. 

Ramé stoppede bræt op som Cillian strakte armen ud foran hende. Hun blev forskrækket og tog et skridt tilbage, i det at hun nu absolut nægtede at han skulle røre ved hende medmindre det var strængt nødvendigt. Den unge mand forklarede at han hed Cillian, hvilket var et latterligt navn i Ramé’s mening, men hun syntes alligevel at det klædte ham. ”Ramé… Og jeg ville nok kalde mig selv mere forbandet end halvulv, men hvis du vil há et konkret svar, så, ja, går halvulv vel an…” Siger hun en smule ukomfortabel. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle kalde sig selv eftersom hun hele hendes liv aldrig var blevet behandlet som de andre i hendes flok. Så hun følte sig på ingen måde som et halvdyr, selvom hun var rimeligt sikker på at det var det hun var. Om ikke andet så forbandet. Hun prøvede så vidt som muligt at trække hendes lasede bukser omring hendes ben, da menneskene ikke brød sig meget om hendes race til at begynde med.

Hun tænkte lidt mere over hvad Cillian havde fortalt hende før. ”Du siger du er tjenestemand? Hvad laver du så her?” spurgte hun nysgerrigt. Hendes øjne var store, og hun blev ved med at kigge sig over skulderen, for aldrig havde hun nået så langt fra Vargas’ slavehandel de gange hun havde prøvet at stikke af. Men nu var bare ikke tidspunktet til at forsøge at stikke af en gang til.

Det stak i ham - og han forstod ikke engang hvad der sat det i gang, eller hvad det var han så. Det var som at bede ham lave en delikat ret af sten, blade og brænde, umuligt for en som ham. Men da hun svaret ham, gjorde han sit for at se på hende med sin fulde opmærksomhed; "Halvulv," gentog han og tog sig let til læben, som en overvejende gestikulation. "Jeg må have levet under en sten, for du er det første halvdyr jeg har mødt," erkendte han med et svagt smil, selv det afsløret dog at noget stak i ham, mentalt. Men han rettede kroppen og fik hænderne ned langs siderne af sig selv, et let ryst blev givet på kroppen, og han blinkede hårdt i. 

"Kom, Ramé," sagde han og begyndte at gå - men hendes spørgsmål indhentede ham. "Jeg hørte at Melika, fyrstens datter, endnu manglede en slaveinde, og jeg ville sikre mig at hun valgt én jeg kom godt ud af det med," det lød noget så selvisk, men det måtte vel også kunne antages som en kompliment. Men Cillian fortsatte sin gang, de ville langsomt nærme sig små bække, træer og noget der kunne minde tilnærmelsesvis om naturen, men om det virkelig var ægte. 

Han drejet om på hælene, og med et gled han ned i en siddende position med benene lagt for kors, "Hvad tænker du?" spørgsmålet var ment til hans selvoptaget mål med slaven. 

Cillian så ikke ud som om han havde det så godt. Han begyndte selv at svaje lidt, og hans hud så lidt bleg ud. Hun rakte hånden op og skulle til at lægge den på hans skulder, men hun valgte at lade vær. Hun ville ikke røre ved ham i tilfælde af at han ikke ville kunne klare hendes kolde fingre. Det var ellers varmt i Balzera, men hun var så underernæret at hun var kold det meste af tiden, uanset hvor varmt hun selv havde det.

Udsigten var smuk i udkanten af byen. Ramé drømte sig tilbage til den tid hun selv havde brugt i amazonitskovene. Hun fulgte efter Cillian som fortsatte et lille stykke før han kom til et halt og så endeligt satte sig ned. Hun lyttede til hvad han sagde, og selvom det var lidt svært at følge med i hvad der blev sagt så hun ud til at lytte til ordene der flød ud af hans mund. Hun satte sig på en sten en lille meter fra ham, men hendes lange ben strakte sig over ved siden af ham. Hun ville holde dem udstrakte lige indtil hun skulle tilbage i buret igen, hvor hun måtte trække dem op til hende selv for at kunne være der. Hun så forbavset op på Cillian som han havde stillet hende et spørgsmål. ”Hvad jeg tænker? Det er vel lige meget, det er vel hende der skal bedømme mig… Selvom at jeg ikke ville hade muligheden for at komme ud af det hul jeg bor i nu…” Sukker hun, som hun kigger op og får øjenkontakt med Cillian. Han så stadig bleg ud, og lignede han havde ondt. "Er... Er du okay..?" spurgte hun, bekymret for at hvis han skulle falde om her, ville hun klart blive beskyldt for at have overfaldt ham.

Selvom hun sad en meter fra hende, så var hendes ben lige der, så tæt på ham. Det var tydeligt at se, hun skulle udnytte den frihed hun havde lige nu. Men Cillian så fra den mindste tå til hendes ansigt. Nok var fyrstens datter smuk, men hvid som sne - så kunne han godt lide at se på dette halvdyr. Men han vidste de kun havde mødtes, hun kunne jo flå øjnene ud af ham hvis hun blev sur - ikke det? Cillian ført en hånd om på jorden bag sig og lænede sig let tilbage. Trøjen ramte jorden under sig, og han skar en minimal grimasse og udstødte et beklagende suk. Det var næsten uretfærdigt at de ikke kunne vandre for langt væk. 

Hun havde ret, Melika kunne snildt modsætte sig .. men hvem ønskede ikke en god (og pæn) slave? Han ville hvert fald gøre sit for at hun valgte den han kunne lide. Tiltrods for han ikke havde skænkede nogen andre et eneste blik. "Ja - jeg får bare følelsen og små klip fra en fremtid," det var vel kun fair han delte sin evne med hende, som hun havde delt sin status med ham. "Er du født ind i slave verdenen?" det var måske grænseoverskridende men han var nysgerrig. Måske de delte mere fortid end de havde tiltænkt sig. 

Hun studerede Cillian nærmere an og fnyste let af hans utilpashed. Han var måske vant til at folk havde medlidenhed med ham når han havde ondt, men som Ramé lærte at det skyldes en evne han havde var hun ikke længere lige så bekymret for ham. Hun skulle lige til at stille et spørgsmål til denne såkaldte evne, men Cillian afbrød hende hurtigt i det han kastede et spørgsmål efter Ramé. Hun kiggede lidt lamslået på ham, men valgte ikke at bringe op hvorvidt det var et uhøfligt spørgsmål. Faktisk, når det kom fra ham, virkede spørgsmålet egentligt ikke så slemt som hvis det havde været kommet fra nogen anden. Hun rømmede sig. ”Altså… Nej, jeg blev måske indfanget for godt 4, måske 5 år siden..? Det er svært at holde styr på tiden når man sidder indespærret... Men før det vandrede jeg rundt. Jeg holdt til i fredskilde i et godt stykke tid også.” Sagde hun tøvende. Hun vidste faktisk ikke hvorfor hun lod Cillian vide disse ting, for egentligt ragede det ikke ham. Men et eller andet ved ham gjorde det nemmere at åbne op, på trods af hvor lidt hun havde lyst til det.

Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvordan hendes liv ville ændre sig drastisk hvis hun skulle gå hen og arbejde med denne mand. Og så arbejde for adelige endda. Hun var lidt skræmt ved ideen, men hun ville gøre alt for at komme væk fra Vargas' slavehandel.

Sjældent havde Cillian vise sin utilpas så åbenlys, men han var et sted hvor han tillod sig det selv. Tillod sig selv at have ømheden trykke så nådeløst til ham. Det forekom ham så naturligt i hendes selskab, hvilket virkede som en hovedløs beslutning. De kendte ikke hinanden - langt fra. Men alligevel virkede det så harmonisk at være sig selv. Selv han kunne se at hun tog sig den frihed og frigjorde sig selv. Pamé kunne havde stukket ham en løgn for hvert spørgsmål, men det havde hun ikke gjort, eller det virkede det i hvert fald ikke til. Men som vinden blæste i deres hår, blev han nødsaget til at fjerne lokker af hår fra ansigtet løbende. "Fredskilde?" gentog han. Han havde aldrig været der - men det lød som en drøm bare ud fra navnet. Måske hun ville fortælle ham om stedet? Måske det var et sted, hvor ingen var herre over en, og man levede et ligeværdigt liv - så meget man nu engang kunne.

En rømmende ryst blev givet, og han trak på skuldrene. "Ramé," - "Fredskilde, hvad er det helt præcist?" spurgte han og så på hende med et blik der søgte svar. Måske hun kunne regne ud at han aldrig havde været der eller hørt om stedet, hvilket nok virkede som en løgn. Men han havde ikke været alverdens steder. Men forklaringerne på dette, det kunne hun altid få med tiden. 

Ramé så forbløffet på Cillian. Havde han virkeligt aldrig været i Fredskilde? Hvordan kunne han ikke engang have hørt om det? ”Altså…” Prøvede hun at starte, men hun havde svært ved at finde de rette ord. ”Fredskilde er vel… En by ligesom alle andre byer… Den ligger i Medanien, som jo uden tvivl har det smukkeste landskab du kunne falde over i Krystallandet. I hvert fald ud fra det jeg har set.” Sagde hun som hun prøvede at skabe forståelse. Hun vidste ikke helt om hun brugte alle de rette ord, for Cillian så stadig lidt forvirret ud. ”Jeg boede der i en årgang efter jeg kom ud af skov miljøet. Fredskilde er en god by, men jeg nåede aldrig rigtig at bo der ordentligt. Jeg havde intet hjem og boede for det meste på gaden hvor jeg levede af at stjæle fra stive mænd og kvinder. Det har til gengæld bragt nogle gode historier med sig…” Fortæller Ramé som hun smiler over alle de forfærdelige sjove historier hun havde fra det gamle gadeliv.

Hun kiggede momentært på Cillian. Hun forstod ikke helt hvorfor denne samtale var så nem. Han virkede endda til at lytte. ”Cillian, hvorfor valgte du mig? Du kunne lige så godt have siddet her med enhver anden slave fra gården?” Spurgte hun. Hun var nysgerrig, men mest fordi at hun endnu ikke stolede på ham.

Hun fortalte det så livligt, han kunne næsten se det for sig. Det lød mageløst - næsten uvirkeligt. Cillian kunne se de grønneste smukke træer, høre rindende vand og dufte den sødme i friheden og frisk bragt brød. Men det hele blev kun bedre i det hun fortalte om sine egne oplevelser, tiltrods for de ikke var fest og farver, så var der noget i det. Håb. En følelses af glæde. Eller var det bare ham? Var det bare Cillian som lagde mere i det hun sagde, end hvad hun faktisk sagde. Det ville næppe overraske ham. 

Men han var forsvundet ind i fantasi riget Fredskilde, det havde ellers været lige ham at spørge ind til de stive mænd og kvinder, hvorfor hun intet hjem havde eller hvorfor hun aldrig rigtig havde et bosted der. Men Ramé hev ham tilbage, et grynt af genkaldes lød, Cillian så med betagende øjne på hende; "Du kaldt på mig, jeg behøvede ikke at se de andre når det var dig jeg så," det lød som en omgang volapyk, men det gav mening for ham. Han havde ikke haft et syn om hende - men han havde drømt om det, ikke at der var hverken navn eller ansigt på det, men silhouetten af noget så smukt, som ikke var menneske eller noget han havde set før, i hvert fald ikke på nært hold (heraf. meters afstand). "Mine syn, de kommer mest som mareridt, drømme og jag igennem mig, jeg tror sjældent på dem - men nogen gange fører de mig igennem min dag, og sjældne gange, så leder de mig til det jeg søger - eller måske det en anden søger - altså mig," forsøgte Cillian at opsummere det. 

Ramé lyttede til Cillians gengivelse af hans drømme. Hun var betaget af hvad der mon foregik oppe i hans hoved, men også lettere bekymret for den unge mand. Det lød ikke på ham som om hans selv helt vidste hvad der skete med hans evner. Der var stille i et øjeblik, eftersom ingen af dem nok vidste hvad de skulle sige. Ramé strakte sine tær som hun stille og roligt glider ned på jorden fra den sten hvor hun førhen sad. Nu sad hun mere eller mindre lige foran Cillian. Hun lænede sig bagud så hun lå op ad stenen, og lukkede øjnene. Hun slappede af for første gang i lang tid, og hun var faktisk meget træt. Hvis hun havde muligheden kunne hun sagtens vær faldet i søvn lige her og nu.

Hun sukkede, stadig med lukkede øjne. ”Var du selv slave?” spurgte hun. Hun gik ud fra at han engang havde siddet i samme situation som hende, men hun vidste det jo faktisk ikke. Han kunne jo have været tjenestemand af egen lyst, eller være nedstammet fra en lang slægt af royale tjenestefolk. Det havde Ramé hørt om før. Da Cillian ikke svarede med det samme, rejste hun hovedet op og åbnede kun det ene øje for at kigge på ham. Hun ville være sikker på at han heller ikke bare efterlod hende her, for selvom hun ikke ville indrømme det, så nød hun at bruge tiden her sammen med en som ham. Han fik hende til at føle sig normal igen.

De blå øjne havde tildens med at kigge mod hendes ben, de så noget mere ulvede ud end menneskelige, men gjorde det at hun kunne løbe hurtigere - eller sænkede det hendes hurtig. Cillian havde dog intet i mod at hun ikke gav nogen svar eller udtryk til det han fortalte hende. Det beroligede ham faktisk kun mere i hendes nærvær. 

Spørgsmålet gik igen i hans hoved. Det havde han vel været, men hans mor havde nok sørget for at han ikke fik den følelse af det. Men tankeren lå i dvale i hans hoved, og han så mod hendes tær som hun tidligere havde strukket lidt i. Han skimtede mod hende mens hun ikke så på ham, rette han sig lidt op, og fik begge sine hænder frie, den ene hånd fandt hen til hendes fod, nænsomt - varsomt og forsigtigt, rørte han ved dem; "Det har jeg nok været, da jeg var barn, men min mor sørget meget for at jeg ikke følt mig som en," lyden af afsavn var at finde i hans stemme. Afsavnet til moderen, men også afsavnet til bare at han ikke havde til opgave at opvarte andre end sig selv og sine elskede. "Når man er halvdyr, og måske har underkrop eller lignende som dyret, hvordan fungere tingene så?" spurgte han, han var nok mere interesseret i at vide hvordan et halvdyr tissede hvis de havde underkrop som det dyr de nu engang var. 

Ramé lyttede nænsomt som hun kiggede op på træernes kroner. Hun troede at Cillian blot strejfede hendes tær, men som han lagde hånden om hendes fod så hun på ham med forvirrede øjne. Selvom hun med enhver anden person ville havet flået hendes ben til sig, lod hun hans hænder vandre. Hun vidste godt at hun ikke var i fare. Eller det håbede hun i hvert fald. Hun lagde lige så stille hovedet tilbage og lagde sig til rette på stenen endnu en gang. "Når man er halvdyr, og måske har underkrop eller lignende som dyret, hvordan fungere tingene så?" Spurgte Cillian noget så nysgerrigt.

”Hvordan hvad fungere? Min krop?” spurgte hun, og Cillian så ud til at nikke. ”Altså der er jo lige det med mig at jeg nok er halvdyr sådan teoretisk set, men et hvert anden halvdyr ville kalde mig noget andet… Jeg er ikke helt lige så heldig som de andre i mit kuld. Jeg er født en del mere menneske end dyr…” trillede hun af, men en fortsættelse fulgte. ”Andre i min flok er født ligesom mig, men i stedet for en glat hud som jeg, har de pels og ofte haler. De har hverken tær eller… Krop som jeg…” Sukkede hun. Hun ville gerne give Cillian et mere konkret svar, men hun vidste ikke helt præcis hvad hun skulle sige. Hun ville heller ikke snakke for meget om hendes fortid i flokken.

Hånden vandret - og hvilet - på hendes ben. Hans opmærksomhed gled fra omgivelserne til hende og hendes ben. Det var ikke noget som han tænkte væmmelige tanker om, men snarer fik en rejsende interesse for at forstå. Som slave eller tjenestemand som han var, så oplevede han ikke altid det som var ude i virkeligheden. Men hun gav ham en mulighed for at forstå - eller et forsøg på dette - hendes situation. 

Cillian så med drømmende øjne mod hende og et svagt smil; "Er der noget galt i at være født mere menneske end dyr?" han havde nok fået øjnene op for hende under alle omstændigheder. Men idéen om at hun virkede utilfreds med udfaldet undret ham beklageligt meget. Men Ramés næste forklaring fik ham til at studse over måden hun sagde det på. Han kunne faktisk ikke forstille sig hende anderledes, selvom de kun lige havde mødtes. "Men er du ikke langt mere.. interessant ved at være sådan?" spurgte han og mente sin oprigtighed i den sætning. Han var nok ikke så meget til haler og pels igen, hun måtte have porter hele vejen rundt hvis du spurgte ham. 

"interessant? Det var i hvert fald en ny måde at putte det på. Men jeg er ikke sikker på at interessant lige altid er en god ting..." Sukkede Ramé med et skævt smil. I hendes tanker puslede det rundt hvor vidt hun aldrig havde set på hende selv som værende mere unik i forhold til de andre fra hendes tidligere flok. Jo, hun var ganske nok anderledes end de andre, men hun var da alligevel sikker på at det ikke var en god ting. Hun kunne slet ikke begribe i hvilken forstand det overhovedet ville være til hendes fordel at være som hende. Hendes lugtesans var ikke lige så skærpet som de andres, heller ikke hendes syn. Jo, hun havde meget lettere ved at blive et i mængden af en menneskeflok, men det havde hun jo ikke behøvet havde hun været halvdyr nok. Hun studsede over det. "Jeg tror jeg er kommet til den konklusion at det måske bare ikke er nok at være interessant... Jeg ville hellere bare være til nytte." Sagde hun uden at skulle retfærdigøre den måde hun var født på. Hun vidste jo godt hendes form ikke kunne undskyldes, og at hun nu jo bare var som hun var.