Fjerde år i fangenskab var ved at krybe op på den unge kvinde der sad indespærret i hvad der måtte være krystallandets største slavehandel. Kæder ranglede om hendes ben, der var blottet for den kolde morgen vind. Det var tidligt om morgenen, og solen var kun lige begyndt at stå op. Men det var overskyet så ikke meget lys kunne trække igennem de tykke skyer. Det så ud til at det godt snart kunne trække op til uvejr. For Ramé var det ikke en god ting. Det havde én af to betydninger. Enten ville hun blive siddende ude i kulden uden noget læ for blæst og regn, eller også ville hun blive trukket ind af en af vagterne der ville have sin omgang med hende. Det var ikke et sjældent syn heromkring at se vagterne udnytte de indfangede, især ikke når de følte sig ensomme på en regnvejrs dag. Nogen af de slaver som Ramé sad med foretrak endda at bruge en time eller to hos en af vagterne. Få lidt varme, lidt mad hvis de havde opført sig rigtig pænt. Men dette var langt fra tilfældet for Ramé. Første gang havde hun med sit ben sparket en vagt i halsen så hårdt at han blackede ud i et par minutter. Det var dengang hun stadig havde styrken til at kæmpe imod, men selv dér var der vagter der elskede at hun kæmpede imod. Det fik dem ofte til at ville have hende endnu mere.
Uden for hendes bur kunne hun se over i teltet hvor vagterne sad. De så ikke ud til at lave meget andet end at spille spil og drikke en enkelt bryg en gang i mellem. Men de så ikke ud til at gå alt for meget op i hverken Ramé eller nogen af de andre slaver på dette tidspunkt. Egentligt burde der ikke være mange af slaverne der var vågne på dette tidspunkt, men det var alligevel også svært at sove under disse omstændigheder. Det var koldt, og sikkert også snart vådt.
Den første vagt begyndte at begive sig lidt rundt i gården. Hans nattevagt var nok snart ovre, men han manglede nok lige lidt selskab til at hjælpe ham med at falde i søvn. Ramé prøvede at undgå hans blik, også ved at lade som om at hun ikke var vågen, men selv med lukkede øjne kunne hun høre hvordan hans støvler sjaskede hen ad jorden over til hende. Med et hamrende hjerte lå hun helt stille, og hun kunne mærke hvordan vagtens øjne åd hende op.

Ahhh solen var den eneste ting som Valentin ikke brød sig om, så selvfølgelig var han nød til at tag hans forholds regler når han begav sig ud om dagen, nattens mørke var helt klart det han fortrak mest, men man skulle heller ikke skille sig for meget ud i mængden, han havde trukket sig en sort kappe med hætte der dækkede det nødvendige, hvor på ryggen han bar hans families logo på, som var syet på den mørke kappe, det var på ingen måde til at tag fejl af når han kom gående hvor han stammede fra, hans familie var meget kendt indenfor slave handel, så derfor faldt det ham naturligt ind at være på dette sted, måske bare ikke når solen var på vej op, men han var nød til at virke normal overfor folk.

Han havde begivet sig hen til et sted som holde slaver, dog var det godt bevogtet af vagter, men igen hvis man havde nok med penge så kunne man komme langt i livet, vagterne lukkede ham ind sådan han kunne se på alle de slaver der var i buerne, han gik lidt fremsig tilbage og kiggede på dem, han gik forbi en vagt som stod foran et bur. 

Valentin stoppede op og kiggede på kvinden, han kneb øjne kort sammen, hvor efter han kiggede på vagten “ hvad koster hun “ sagde han roligt, hvor efter vagten kiggede på ham.

“ hun er ikke til sælg, hun er min ynglings “ sagde vagten bestemt, dog havde alle en pris “ må jeg “ sagde Valentin og satte sig på hug foran hende og holde blikket fast på hende.

“ vil du væk her fra “ sagde han og blinkede til hende.

Som taget på fersk gerning i sin rævesøvn sad Ramé nu med øjne så store man skulle tro hun var mere dådyr end ulv. Den kappeklædte skikkelse foran hende bragte hende skam intet mere tryghed end hvad hun i forvejen havde i det lille bur. Hans skikkelse kom tættere og tættere på til hans ansigt var mere eller mindre tydeligt. I et øjebliks raseri, helt klart blandet med en god sjat dumdrististighed valgte Ramé at gøre noget hun helt sikkert ville komme til at fortryde. En spytklat blev sendt ind i hætten på manden der sag uden for hendes bur. Den ramte, flot, lige på venstre side af hans næse, og trillede således ned af hans kind. Selvom hans ansigt ikke fortrak en eneste mine, kunne hun godt fatte en anelse væmmelse i hans øjne. Det var en fordel for hende at hun sad indespærret lige nu, så hverken manden eller vagten kunne straffe hende øjeblikkeligt. Men hun vidste jo at de lige så godt kunne flå hende ud af buret på få sekunder. Men sket var sket, og hun havde jo oplevet værre. Så mon ikke hun også overlevede denne gang.