“Mor mor! Sæt dig her!” Sif grinte over det store grin der bredte sig på den lille pige, som hun trådte ind i børnehjemmet. Den lille pige, som var snydt ud af næsen på sin mor, skubbede en stol frem som hun næsten ikke kunne bære på. “Så rolig nu, jeg kommer så hurtigt jeg kan.” pigen lod hoved glide væk fra stolens ryglæn og kiggede med store glædesstrålende øjne på hende. Sif gik hurtigt over, og satte sig i stolen, ikke mange sekunder gik der før at den lille krøltop begyndte at kravle rundt på skødet af hende. Med en lille smule hjælp fra hendes mor, kom hun helt op og sidde.
Som en ganske vant rutine, begyndte Sif at flette de lange blonde lokker. Nanna det lille pigebarn begyndte en talestrøm om hendes dag, fortalte at hun havde leget med de andre børn nede fra skumringskvarteret. Af en eller anden grund, var hun aldrig kommet super godt ud af det, med de andre børn der var i børnehjemmet. Misundelse kunne være en hård ting, især for små børn, så det gik tit ud over Sifs datter; da datteren teknisk set havde en mor. Men her var valget bare taget på baggrund af at datteren skulle have en opvækst blandt faste rammer, i stedet for et bordelhus.
“Oh og jeg legede med Ronja!” Sif måtte ærlig talt indrømme hun kortvarigt var faldet hen i tomheden. Og ikke lyttet efter, hvad der var blevet sagt.
Ronja var en af de piger som der løb sammen med Pax.. familie.
“Ja? Var det hyggeligt?” pigen nikkede ivrigt, og begyndte at grave rundt i hendes klæder, da det var tydeligt hun havde glemt noget. En seddel blev stukket i hånden på Sif, oh hvad var nu det?. Nanna nikkede “Ja! Hun er altid så sød, kan virkelig godt lide hende! Måske vi snart kan tage forbi sammen igen, måske med mere mad.” Fortalte datteren først, før hun lagde mærke til Sifs undrende udtryk “Det fra Pax... han sagde han gerne ville mødes med dig! Og fortalte mig hvor henne – men jeg glemmer så hurtigt, så jeg skrev det ned så snart jeg kom tilbage” med et stort smil der spillede på læberne, se mor hvor dygtig jeg er!
En adresse og et tidspunkt?
Sif knyttede sine bryn, hun havde før mødt lederen af Ulvens flok. De havde da også, snakket, når Sif havde leget med de små børn fra skumringskvarteret, bragt brød og noget at spise til dem. Det havde altid ødelagt hendes hjerte, når hun havde set hvor mange der led under ikke at have en familie der tog sig af dem. Og ikke kunne få en plads på børnehjemmet.
Men de havde aldrig, før mødt hinanden på den her måde. Noget fortalte hende dog, at det var vigtigt og en ting hun ikke kunne ignorerer.

Så efter hun havde brugt nogle timer med datteren, fortalt historie og lagt hende i seng. Havde hun kastet sin rejsekappe rundt omkring kroppen, som hun trådte ud af døren blev hun mødt af en blid støvregn. Hun skuttede sig i kappen, og trak hætten tættere hen over de velsoigneret hår.
Med hastige skridt gled hun igennem byens gader, hen til mødet stedet hun var blevet bedt om at møde op på. Igen begyndte hendes tanker at spekulerer på hvad han kunne bruge hende til. Det eneste der lige sådan gav mening, var at han havde brug for den service hun kunne give. Men, hvorfor var han så ikke mødt op på bordellet?
Det var meget få gange at hun gik ud af de rammer, for at tilfredsstille sine kunder. Det var sket tre eller fire gange i hele hendes tid mens hun havde arbejdet i dette erhverv. Og det var altid kunder hun kendte utrolig godt, og havde fået en aftale på plads med Vidgis.
Men nu måtte hun jo afvente og se hvad der skete så snart hun mødte op.
Der gik måske tyve minutter fra hun var trådt ud af døren, til hun stod foran døren til huset hvis adresse der var skrevet ned. Hun håbede det var det rigtige sted, selvom datteren var ganske dygtig, så kunne man stadig se at håndskriften var af en lille piges.
Hånden gled op fra kutten og bankede to hårde bank imod dørens brædder.
Hun glædet sig umådelig meget for at komme ud af denne kulde og forfærdelige regn.

Pax spjættede i skjul af mørket i den lille stue, i det kvinden meldte sin ankomst ved hoveddøren. Med skælvende hænder løftede han det grumsede glas til læberne, så den ravgyldne væske kolliderede med hans svælg og satte ild til hans følsomme væv.
For et langt øjeblik lå hans stålgrå blik og hvilede urokkeligt på mørket, hvori døren var at finde, og da han omsider rejste sig, lød små, lavmælte bønner i stuens tætte tavshed. Den hæse stemme let skælvende, som Pax aflagde afstanden mellem sig selv og hoveddøren, hans skridt så ukarakteristisk langsomme.

I det Ulven selv lod døren glide op, sank han mærkbart en voksende klump i halsen, og uden et ord lukkede han Sif ind i huset. Han betragtede hende ikke for længe, før han drejede rundt på hælen og skridtede tilbage til sin stol ved det massive spisebord.
”Du har vel undret dig…”, sagde Pax stille, men uden at lade den lette panik komme til udtryk i hans tone. Det var i hvert fald hvad han stræbte efter, men kun Sif kunne vide, om det var lykkes ham. ”Det… alle snakker jo om det, så meget ved jeg…”, mumlede den arrede og skælvende unge mand videre, som han endnu en gang satte glasset til læberne. Denne gang tømte han dog den for indhold og lod den finde vej tilbage til bordoverfladen med et højt ’bump’.

”Jeg bliver nødt til… at få det fikset… du ved…” Pax’s stålgrå øjne flakkede mellem Sif og det tomme glas, som kunne det ikke finde hvile nogle af stederne. 

Sif betragtede manden der åbnede døren, og lukkede hende ind.
I tavshed trådte hun ind igennem døren, hun havde lært igennem tidens løb; Det var altid var bedre at lade personen der havde brug for hendes hjælp, tale først og fortælle hvad problemet var.
Om hun havde undret sig? Ja, det havde hun.
Men, hvad de alle snakker om? Og fikset? Der måtte det ene øjenbryn glide op i panden, som hun slog kappen ned over de fine blonde lokker og tog den af.
Hun var i en meget simpel blå bondekjole. Og selvom hun intet korset havde på, formede det sig stadig om hendes vel proportioneret krop. Hofterne der fortalte en historie om hun havde båret barn, det var tydeligt hun ikke led last over ikke at få nok at spise. Det samme kunne dog ikke siges om den tydeligt oprevet mand.
“God aften til dig Pax” svarede hun med en meget blid og omsorgsfuld stemme. Det ville være en blind mand, som ikke ville kunne se stressen og angsten der prikkede voldsomt i det indre. Med langsomme skridt, gik Sif hen til glasset der stod på bordet og hældte ny alkoholisk væske op i det, fra flasken hun antog han havde drikker af. Og rakte det derefter til ham.
Hun rakte det til ham, og satte sig så ned på en stol. Det ene ben blev lagt over det andet. Mens hendes øjne betragtede ham ganske nøje dog med et ganske lille venligt smil.
“Så hvad har du brug for hjælp til Pax? For jeg er ikke sikker på, hvad det er alle render rundt og snakker om.” svarede hun ganske ærlig, satte albuen på stoleryggen og lænede sin hoved ned i håndfladen. Hun havde hele aften, da hun ikke længere som sådan tog imod kunder.
Så han havde al den tid, han havde brug for at fortælle hende hvad der var galt. For hun havde ikke i sinde, at gå før hun havde vristet det ud af ham. Da det tydeligvis var noget som åd den stakkels mand op inde fra og ud.

Pax satte de hvide og slanke fingre om glasset, for atter at tømme dens ravgyldne indhold i hans svælg. Stadig skælvede han ukontrollerbart og på intet tidspunkt forlod de stålgrå øjne Sif’s kønne skikkelse; som kunne hun springe frem af ingen ting og angribe ham.
”Du ved… at jeg ikke har lagt med en…”, lød det mumlende, og i en tone der ikke umiddelbart lod sig definere. Den var hverken krigerisk eller skamfuld, måske snarere konstaterende. Pax vidste, at det var hvad folk sagde om ham – og ganske sandfærdigt var det også – og endnu ikke havde det… provokeret ham.

Men nu… nu var alting anderledes. Alting syntes at have forandret sig.

”Det har været ligegyldigt indtil nu… det bliver nødt… det bliver nødt til at fikses…”, sagde han derefter, som glasset fandt vej tilbage til bordet, hvorpå det havde stået blot et øjeblik for inden. Højlydt sank Pax den voksende klump i halsen, men stadig veg hans blik ikke fra Sif. ”Og du… du kan… gøre det, ikke?”, spurgte han stille, grænsende til forhåbningsfuldt, for kvinden overfor ham var køn. Kønnere end de fleste og hvis ikke, at han kunne reagere på hende, så var der i sandhed noget galt med ham. 

Hun sukkede dybt. 
Ikke et suk, der var irritabelt eller havde et underliggende af at det han sagde påvirkede hende i en negativ vej. Blot et suk, der over stikket i hjertet over at se hvor meget det påvirkede ham. Det var vel i grunden lige meget, om han havde ligget med nogen eller ej. Men hun fik følelsen af, der var noget andet der stak under. Hvad, kunne hun jo kun gisne om, og det var typisk noget hun valgte at holde sig fra at gøre. “Okay.” kom der efter et minuts pause, mens alvorlige øjne gled over ham. “Pax, det er jo ikke nogen skam ikke at ligge med nogen?” prøvede hun sagte, bare for at sikre sig han forstod hvad hun mente understregede hun. “Er det ikke bedre... at ligge med en, som du elsker, og som elsker dig?” det var et forsøg for hende at forstå hvad der stak under, hvorfor det var så vigtigt, at hun skulle gøre det. Og med hun, mente hun nok med den service hun så mange år havde udbud i bordelhuset. 
“Jeg er på vej ud af faget Pax... Og normalt tager jeg aldrig kunder som ikke kommer til mig på bordellet. Der er forholdsregler jeg bliver nød til at sikre mig bliver fulgt..” hun rynkede brynene sammen. “Især hvis .. det er fordi du skal komme dig over noget? Hvad er det.. du reelt har brug for hjælp til, hvad er det jeg kan gøre.. for at hjælpe dig?” hun rejste sig ikke op, rørte ikke ved ham. Hendes stemme under det hele var blid og omsorgsfuld. Som kunne hendes ord omfavne ham, uden hendes arme lukkede sig om hans spinkle næsten rystende krop. 
Det gjorde næsten ondt i hendes hjerte, at betragte ham stående over for sig. Hun havde desværre set det før, det var en myte at det kun var kvinder der kunne opleve destruerende seksuelle oplevelser. Mænd kunne i den grad, få revet et sundt grundlag væk under deres fødder. Så de ikke længere kunne tåle synet eller berøringen af nogen anden. 
Var det dét, de var ude i? 

Pax kunne ikke længere forholde sine fødder i ro, hvormed han begyndte at trave få skridt frem og tilbage foran Sif. Han havde ikke forudset denne umiddelbare reservation hos den smukke kvinde, og for blot et øjeblik kæmpede Pax med det virvar af følelser, der udsprang på baggrund af afvisningen.
”Jeg skal blive som alle andre mænd! Det er det – det du skal hjælpe mig med”, kvækkede han, pludselig skingert, i det han krøb sidelæns op af væggen i det lette mørke. De tynde arme gled over kors, i det Pax’s stålgrå blik flakkede mellem gulvet og den blonde Sif. For blot et øjeblik syntes han at være nødsaget til at tæmme, ja, hvad end der foregik bag den beskidte pande og den udsultede brystkasse. Da han atter talte, var den hæse stemme kontrolleret; det var i hvert fald hvad Pax selv ønskede.

”Desuden… der er ikke nogen, ikke på den måde… jeg kan ikke… rygterne går… at hende jeg har udset mig ligger med Fabian, fordi jeg ikke kan…”, forsøgte Pax at rationalisere for Sif, alt imens han begyndte at vride sin hud på den ene arm, tilsyneladende ikke opmærksom på, at hans sætninger hverken var hele eller halve.
Pax skubbede sig pludselig fri af væggen og skridtede over mod Sif, hvor han satte sig på stolen ved bordenden. Han rømmede sig, stadig skælvende, i det han nikkede mod hende. ”Jeg vil ikke gøre dig fortræd… det… men kan du ikke gøre det så?”, spurgte han med desperationen dryppende midt i alt det hæse og forlegne.

Igen betragtede Sif ham blot, lod ham snakke og fortælle. 
Hun stoppede ham ikke, stillede ikke spørgsmål. Hun foldede blot sine hænder foran sig, og ventede på at hun troede han var færdig med sit vandfald af ord de tydeligvis havde ligget på hjerte i længere tid, end han nok selv ville indrømme. 
Gøre hende fortræd? Hun lod hoved glide til den ene side, mens nogle bekymret bryn knyttede sig imod hinanden. Manden havde tydeligvis brug for hendes hjælp, og selvom at hun mente i sit stille sind at det han bad om nok ikke var hjælpen han behøvede. Ville hun da gerne se, om hun kunne gøre det for ham som han ønskede. 
Fabian burde måske få en reaktion til at fremgå på hendes bløde mimik, men hun kendte den mand så godt at hun næsten ville kalde ham hendes bror. Hun elskede ham i hvert fald lige så højt som hun ville tro, søskende elskede hinanden. 
“Okay.” svarede hun, og lænede sig tilbage i sit sæde. “Jeg hjælper dig.”.
Hun blev dog siddende, gjorde ikke antegn på at gøre noget. “Går ud fra dette bliver utrolig hårdt og svært for dig. Du er sikker på du ikke har nogen, som du kan kontakte hvis det skulle blive for meget? Et navn og hvordan jeg kan kontakte personen hvis det skulle gå galt?” hun prøvede at rationaliserer lige som ham selv, at det var bedst hvis han havde en person som han stolede på en som der kunne få ham ud, hvis han fik - hvad hun forestillede sig kunne ske, på den måde han opførte sig på. Et angstanfald, og selvom hun var meget dygtig omkring det hun lavede. Så var der altid en der ville være bedre, til at sørger for at personen kom ud på den anden side, i bedre behold end hun selv kunne. 
“Før vi begynder, bliver jeg nød til at sende en besked af sted, har du nogen der kan løbe afsted med den?”