Solen skinnede, Medanien var foruroligende idyllisk og ned af hovedvejen trillede en smukt dekoreret karet med et mindre følge. Det var ikke ofte Lumine bevægede sig længere væk fra paladset end få timer... hun havde sjældent hverken lyst eller interesse i livet udenfor palæets vægge, hvor at hun i sin lille verden, reelt set levede i en fantastisk glas-bobbel. Hendes ønsker blev efterfulgt, hendes behov tilset og hvad end hun måtte mangle imellem de to ting - dem sørgede hun for at skaffe på en tredje måde. Men en gang imellem skete det at hun brød vanerne, og fik sadlet op i rejsekareten der skulle fører hende af sted. En gang imellem.... dæmonens slanke fingre, gled i et blidt kærtegn over det tørrer pergament i hendes hånd, der med svungne bogstaver inviterede hende til en aften på Herrergården. 
Herrergården! Et smil trak i de røde læber. Alene størrelsen var ufattelig, men det var ikke selve huset Lumine så frem til at besøge. Nej... hendes tanker faldt på hvem ejeren af huset, og hvilken aften han kunne have planlagt for dem.

De få gange hun havde besøgt Marad, havde det altid været... unikt. Et mørkt smil spillede om hendes læber ved tanken og mindet. Tænkte hun sig om, var det svært for ild dæmonen at finde et andet ord at beskrive en aften med ham på - fordi unikt satte absurd godt rammerne at beskrive det indenfor. Kareten blev med en knirkende lyd trukket videre, men på trods af larmen var der stadig et smil i de røde øjne der en anelse utålmodigt fulgte landskabet forandrer sig i takt med at de nærmede sig.
Han var en finurlig en.... dæmonens øjne gled fraværende foran sig. Lumine kunne ikke frasige sig, at det var underligt befriende at være omkring ham, og da kareten endelig trillede und af den enorme indgang til grunden, kunne hun endelig sætte mere end en finger på hvorfor; hvoraf den primærer grund var hvor... ny han var, i forhold til Orpheus. 

Det havde været nogle utroligt lange måneder for Marad. Tabet af James, for så at få ham tilbage og midte ham igen.. hvor mange gange præcist? Han havde ikke engang selv helt styr på det. Det var helt uvant for Marad at føle ting som kærlighed og sorg, så han havde brugt alt for meget energi på at håndtere disse nye følelser. Det var nu meget nemmere bare at holde sig til vreden, den vidste han, hvordan han skulle håndtere. Problemet var bare, at han ikke havde været i stand til at finde den sædvanlige vrede, ja, kort sagt havde han slet ikke følt sig som sig selv. Han havde ikke engang haft lyst til at hive slaver ned i kælderen for at torturere dem!
Egentlig havde Marad troet, at det hele ville vende tilbage til normal, når han lod James gå frivilligt, men han havde det stadig underligt. Intet han gjorde havde formået t virke, så til sidst havde han sendt besked til en gammel ven, som plejede at være i stand til at få de værste sider frem i ham. Hvis Lumine ikke kunne hjælpe, var han parat til at give op.

Som sædvanlig når han forventede Lumine, var de sidste par dage gået med forberedelse. Huset skulle være pletfrit, der skulle være god mad og endnu bedre vin, og så skulle der selvfølgelig stå et par perfekte slaver klar. Det havde virket dejligt normalt at hundse med husets tjenere mens de gjorde det hele klart.
Da dagen for Lumines ankomst endelig kom, sad Marad som sædvanlig i sit bibliotek, hvor hun kunne se ud over gårdspladsen,  som altid klædt i den fineste silke, som penge kunne købe. Det var underligt at befinde sig i rummet, hvor James var blevet myrdet, men det var nu og engang det rum i huset, hvor han foretrak at befinde sig.
Da han så kareten trille ind på gårdspladsen, skyndte han sig ned for at tage imod sin gæst. På vejen skævede han mod haven, normalt var haven en eneste del af herregården som var forfaldent og rodet at se på, men i James' minde havde Marad sørget for at få den fikset. Det gjorde nu egentlig også noget godt for huset.
Gæstfrit slog han armene ud og sendte Lumine en af sine sjældne, oprigtige smil.
"Lumine! Velkommen"

Lumines selskab trillede med knirkende lyde ind i den ryddede gårdsplads, hvor at der i dagens anledning allerede stod tjenestefolk klar til at modtage dem. Bagved de røde gardiner, kunne dæmonens feminine silhuet anes imod lyset, men selvom man ikke direkte kunne se hende og hendes ansigt, var Lumine oboservant i forhold til det der lå udenfor. Det var trods alt lidt tid siden hun sidst havde været her, men der var noget andet ved området der skillede sig ud og forstyrrede hendes mentale billede af stedet. Der gik faktisk flere minutter, inden at hun med et dæmpet 'oh' endelig kunne konkluderer at det var den ryddede have man så ved siden af! Hvad havde dog fået Marad til det.... Lumine samlede kjolens slæb omkring sig, idet kareten endelig gjorde holdt. Han havde aldrig været særlig interesseret i naturen eller facaden...?
Med en lille hovedrysten lod ild-dæmonen tanken forstumme, og trådte endelig - efter flere timers rejse, ud i den friske luft i herrergårdens skygge; Lumine's ansigt glødede svagt af tilfredshed og iver. Den rubinrøde kjole faldt i et fejende slør nedad hendes ben, og var holdt tæt på plads af den glimtende og glitrende overdel i guld og rød. På trods af smilet i kvindens mundvig, var det dog ikke en venlig energi der lurede i hendes røde øjne til at starte med - nej, de var farvet en grad af hvor længe hun havde været undervejs. Det blev det dog, da hun så sin vært komme ned af trapperne med hænderne slået ud foran sig. "Den herre Marad!" gled det i en perlende latter over de fyldige læber, og med en begejstet nynnen i stemmen trådte Lumine selv ned ad karetens trin. 

Hun blev tilbudt en hånd at støtte sig på, men det var med en sammenbidt jamren at den nyeste vognfører erfarede, hvorfor man helt præcist ikke gjorde det. Da dæmonens slap hans hånd, var hele håndryggen dækket af væskende blister og røde plamager - ikke at det vækkede nogen opmærksomhed eller sympati fra Lumine, der roligt forsatte sin færd imod ham og hans hilsen. "Så lang tid siden det er, jeg kunne knap nok genkende indgangen" fulgte hun småleende op med, et fornøjet smil hvilende i mundvigen.
Den ene hånd blev strukket frem imod ham, og kort faldt Lumine's blik på den ringløse finger. Det havde været bizart ikke at have den på her de sidste par år, efter at den havde siddet næsten smeltet til hendes hånd i årtusinder. "Jeg håber at livet behandler dig som det skal...?" tilføjede hun en anelse mere lavmælt idet hun endelig stod foran manden, dog med et ligedele varmt men også nysgerrigt glimt i de lunefulde øjne. 

Det føltes efterhånden som århundreder siden, at Marad sidst havde set Lumine. Hun var en af de få personer, som han for alvor betragtede som en ven, nok fordi hun bar en af de få, som kunne matche ham nogenlunde i torturkælderen. På trods af det dårlige humør som havde plaget ham de sidste mange måneder, kunne han mærke en nærmest barnlig forventning i kroppen. Det var ikke meget torturkælderen var blevet brugt på det seneste, og forhåbentlig kunne Lumine puste lidt gang i den lyst igen. Om ikke andet kunne de da fornøje sig med et par slaver i nogle timer.

Galant tog Marad imod hendes hånd, så han kunne placere et kys på håndryggen, man var vel oplært til at færdes blandt det bedre borgerskab.
"Og alligevel ser du ikke en dag ældre ud" Normalt var Marad ikke den morsomme type, men lidt humor mellem to mere eller mindre udødelige væsner slog vel næppe nogen ihjel. 
Marad rettede sig op igen, og rettede hurtigt på tøjet. Om livet behandlede om som det skulle? Det kunne man vidst ikke rigtig sige, taget i betragtning af, hvad der var sket på det seneste. Ikke at han havde tænkt sig at fortælle Lumine om James. Nok var hun selv gift og kendte til, hvordan det var at have visse følelser for folk, men det betød ikke, at Marad var klar til at inddrage hende i sit kærlighedsliv.
"Jeg fik et lille besøg af en uønsket gæst" Han holdt den skadede hånd med de to manglende fingre op.
"Han efterlod noget af et mærke, men værst af alt er nok, at han tillod hele min tjenestestab at stikke af. Det er så svært at finde så mange gode tjenere på samme tid" Hans tjenestestab var ikke engang tilbage til samme antal, som den havde været Thanos, men nu havde han da i det mindste nok til at passe huset. Det havde bestemt ikke passet ham at tage sig af næsten alt selv 

Marad rakte armen ud mod Lumine, så han kunne føre hende ind i huset.
"Jeg har sørget for at besøge min sædvanlige slavehandler, så jeg kunne skaffe noget underholdning til os" Det havde langt fra været de billigste slaver, men for Lumine betalte han gerne det ekstra.

Lumine havde ikke mange venner... selv så hun sig som et fantastisk selskab at være omkring, men det var ikke altid hendes defination og billede af sig selv, passede med det der blev modtaget omkring i landet. Dog kunne man ikke tage fra hende, at de få venner hun havde, dem holdt hun tæt og gav gerne alt den kærlighed der var at give af - såsom nu.
Galant blev hun taget imod, og med en perlende latter tog Lumine imod den 'lige til højrebenet' kommentar han kom med. At komplimentere hende på udseendet var altid en sikker succes, men hun vidste at han mente det, og tog med en taknemmelig nynnen hånden til sig igen idet han rejse sig, og nikkede. Det samme gjaldt for ham, årene prægede ikke det kønne ansigt hos Marad.
Dog skulle udtrykket af glæde brat ændre sig til overraskelse idet han viste sin hånd, og med et hvæs tog Lumine fat i den for at se nærmere på hans manglende fingre. Vovet at lægge sig ud med en mand a Marad's kaliber! Og den pludselige vrede over hans skamfering fik Lumineøs blik til at ulme faretruende. Var de i nærheden, var hun beskyttende nok til at vide hvad hun ville gøre ved dem.
Dog vidste hun også at han nok skulle sørge for at få sin hævn en dag, og mindede sig selv om at hun ikke skulle kæmpe sine venners kampe. Det var bare svært, når deres skader satte hende op i det røde felt.

Stadigvæk med en ulmende irritation over hans skade, lod Lumine ham fører hende ind i huset. Det lange hår fejede i en sky af rød af rødlig violet bagved hende, og hun lyttede, tjenestestaben? Kort gled blikket omkring - hun kunne ikke se nogen tydelig forandring, og Lumine nikkede. "Det undre mig dog ikke..." kom det fra hende, et overvejende blik over hans høje skikkelse. Han var en mand med øje for kvalitet, og det varmede at han havde taget den beslutning for hendes skyld. Men stadigvæk... Lumine's varme hånd gled kortvarigt i et lille klem over hans førende arm, og hun så op på hans ansigt. "Har i... fået fat i ham?" kom det en anelse hvislende fra hende, og kortvarigt lyste blikket op. Det var ikke et klem af trøst, men nærmere en berøring af forventning. Især hvis de havde fået gerningsmanden tilbage her til...
Hun vidste ikke hvor de var på vej hen endnu, og undersøgende gled hendes røde blik over væggene imens de forsatte fremad. Mest af alt fordi det var flere år siden hun sidst havde været her, og meget kunne ske på så kort tid. Meget kunne forandres.

Måske var det fordi, at Marad ikke havde mange venner.. okay, han havde en rigtig ven, men han havde ikke ligefrem forventede Lumines reaktion. Han var der selv gal over det, men i det store hele var de manglende fingre jo bare en mindre detalje. Selvfølgelig vidste Lumine ikke det, så måske var reaktionen alligevel meget passende. En ting var i hvert fald klar, Thanos skulle være glad for, at Lumine ikke havde været tilstede mens den ubehagelig mand stadig befandt sig i ejendommen. Måske Marad faktisk skulle invitere hende på besøg, når han ikke engang fik fat i Thanos.. efter han selvfølgelig selv havde fået taget hævn selv.

På trods af de ubehagelige minder om Thanos, kunne Marad ikke lade være med at smile lidt, han kunne næsten mærke hendes forventning. En skam at han skulle skuffe hende.
"Desværre ikke, ellers havde vi haft noget meget mere underholdende i sigte. Men jeg skal selvfølgelig nok sørge for, at der bliver sendt bud efter dig, når jeg får fat i ham" nu hvor han havde fortalt hende om Thanos, tvivlede han ærlig talt på, at han ville slippe uskadt fra det, hvis han ikke sørgede for, at hun fik del i underholdningen.

Roligt førte han hende ind i husets store spisestue, hvis man kendte ham ville man vide, at spisestuen var endnu et eksempel på hans glæde for fine ting, for han havde jo ikke brug for mad, men han nød finere madlavning alligevel.
"Hvad ønsker du først? Skal vi snakke om gamle dage, fortælle hinanden hvad der er sket siden sidst, eller ønsker du at springe direkte til underholdningen?" Han fik så ofte glæden med at torturere folk, så meget ulig ham, ville han tillade hende at bestemme slagets gang.

Overraktioner kunne man sagtens tildele den rødhårede dæmon, der kunne farer op i et farligt felt, på absolut ingen tid. Hun var - og havde altid været - en anelse beskyttende, og sådanne en skamfering af et yderst smukt legeme, var noget der kunne få en farlig glød frem i de rødlige øjne. Det trøstede hende dog, at der ville blive sendt bud efter hende. Gjorde hende... tilfreds. 
Fordi selvom Marad nok sagtens kunne tage sin hævn, ville det ikke skade at have hende omkring, mente hun selv. Var denne person endda spændende nok - fordi noget måtte den alligevel være værd siden den havde kunne skade Marad, jah en eller anden værdi ville den i hvert fald få, som tilføjelse til hendes fine samling af væsnr. Hun havde altid plads til et ekstra lille ting, og lænker klædte mennesker og dets lige så vidunderligt smukt. 

Den varme hånd klemte endnu engang om dæmonens arm - hævn ville komme, inden at hun med et funklende smil, overvejede det gavmilde tilbud der blev sat frem foran hende. Det var dog nemt for Lumine at tage den beslutning, og hendes hals var alligevel så forfærdelig tør efter turen. "Jeg ville elske at høre, hvad du har fået tiden til at gå med" nynnede hun, tungen kortvarigt over de røde læber. "Og har du et glas vin, eller noget der minder om, ville det være fantastisk" et retorisk spørgsmål, selvfølgelig havde han vin. 
Hvilket nok også var det eneste dæmonen behøvede. Hun spiste så sjældent de dødeliges mad  - hun forstod ikke hvad der var tiltrækkende ved det, men kunne ikke helt holde sig fra de pressede druer.  

Det var aldrig helt nemt at regne ud, hvad der foregik i Lumines tanker. Lige nu havde han dog en fornemmelse af, at hendes tanker drejede sig om smerte og tortur. Hun måtte uden tvivl se frem til muligheden for at tage hævn over  Thanos, hvilket han da bestemt godt kunne forstå, men nu skulle hævnen først og fremmest være hans, hvad hun så valgte at gøre med de sørgelige rester, var han egentligt lidt ligeglad med. Men det var en diskussion de måtte tage, når han en dag formåede at få fat i lejemorderen.

Det ville næppe komme bag på Lumine, at han ville have foretrukket at påbegynde torturen af de to slaver, som han havde betalt store summer på. Men nu havde han tilladt hende at vælge, hvordan dagen skulle forløbe, og så havde han ikke tænkt sig at argumentere mod hendes valg.
"Selvfølgelig" Han havde et helt rum i kælderen fyldt med vin, endnu et eksempel på hans dyre smag.
Knapt var de kommer ind i spisestuen, før en ung kvindelig tjener hastede ind efter dem, klar til at tage imod sin herres ordre.
"Hent os noget vin, som er min gæst værdigt" Han trak en stol ud, så hun kunne sætte sig ned, inden han gik om på den anden side af det solide træbord og selv satte sig.
"Så fortæl mig, Lumine, hvad er der sket siden jeg sidste så dig?" Han lænede sig mageligt tilbage i den behagelige stol.
Forpustet kom tjeneren som han havde sendt afsted før gående ind med en bakke med glas og vin, hun havde tydeligvis løbet efter vinen, bange for at skuffe husets frygtede herre.