Et skib var på vej mod piraternes by. Ikke en besynderligt iøjnefaldende begivenhed, hvis ikke man tilfældigvis havde hørt rygterne om skibets hemmelige last. Et rygte der endnu en gang havde nået A’reas ører, fordi de involverede parter ikke havde anet, at hun lurede i skyggerne. Og i dette tilfælde, hvor der var tale om et uimodståeligt magisk artefakt, som rigmanden bag handlen egentlig ikke burde have haft i sin varetægt, kunne hun ikke modstå fristensen for også at drage mod byen i øst. På farten det meste af dagen, ligesom artefaktet hun var efter.

Det var nu blevet nat, og en bleg måne skinnede ned mellem de enkelte skyer, der drev stille forbi. Det svage månelys spillede i hendes pels og gjorde faktisk hendes mørke træk nemmere at skelne fra hinanden, end de normalt var i dagslys. Hun var virkelig et nattens væsen. Hvad enten natten indhyllede hende i dens mørke, eller fremhævede hende som den gjorde nu. Det var her hendes eget mørke rigtig kom til sin ret. Ikke at hun selv så noget af alt dette.

A’rea lå roligt og spejdede ud over havet med de lange lemmer spredt ud over et af hustagene i piraternes by. Fristavn. Hun havde studset lidt over navnet, første gang hun hørte det. Som om denne by var mere fri end nogen af de andre. Det var nok snarere en løgn, piraterne fortalte sig selv og hinanden for at undskylde deres opførsel og deres foragt for reglerne. Men det passede hende egentlig fint. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at følge reglerne denne aften. Fri til at gøre hvad end hun ville.

At hun lå på taget af en bygning, i stedet for at skjule sig i en af byens mange skygger, skyldtes at man faktisk oftere var i fred for nysgerrige blikke der – hvis altså ingen så dig kravle derop. Det havde imidlertid ikke været tilfældet denne aften, ikke indtil videre i hvert fald, og derfor lå hun nu roligt og ventede på, at skibet kom i havn. Hun var sikker på at det kom i aften, men havde de fået nys om, at en tredjepart var interesseret i den særlige last, som skibet fragtede i al hemmelighed, kunne de selvfølgelig godt have fundet på at ændre planer.

Der var dog endnu ikke nogen tegn på andet end almen forsinkelse, også selvom vejret var roligt, og det var desuden hendes erfaring, at man ikke skulle tage tidspunkter og aftaler helt så højtideligt, når man havde med pirater at gøre. Og selv hvis skibet ikke kom i havn i nat, skulle hun nok finde en anden lejlighed til at stjæle artefaktet. Dette havde blot været en oplagt mulighed. Tanken fik et ubehageligt smil til at brede sig over hendes ansigt, og hendes nu blottede tænder lyste tydeligt op i mørket, da månelyset blev reflekteret i deres blanke overflade.

Natten var en forunderlig verden, hvor at skjulte dele af samfundets lag herskede enerådigt. I mulm og mørke kunne de groveste overfald foregå relativt ustraffet, og de mest svinske ærinder blev accepteret i det svindende lys. Morale og etik var ikke nødvendigvis lagt på hylden eller fjernet, nej gadens regler var nu engang relativt universelle. Men morale og etik blev i den grad ligeså forvredet og forandret som resten af verdenen blev. Det var jo næsten ikke til at få nok af... i et af de åbne vinduer af den nærmeste kirke, der sad Solari. Hun sad helt ude på kanten af vinduet, og betragtede byen under sig med et relativt doven blik i de måneblege øjne. Det ene ben hang løst udover vinduet, men der var ikke meget frygt i elveren for faldet under hende - hun vidste at hun ikke ville falde så nemt.
Når hun endelig befandt sig i byerne, bevægede hun sig sjældent direkte på vejene. På trods af Fristavns friere energi, havde hun ikke et behov for at kigge sig over skulderen ved hvert enkelt skulende blik hun fik.... udover det, så var der noget overordentligt tilfredsstillende ved at kunne se byen ovenfra, og på den måde kunne vælge og vrage til sig af nattens begivenheder. Som nu. Kirken befandt sig relativt tæt på havnen, og i skjul af skyggerne var folk altid klar på at satse livet for penge og skatter i de både der tilhørte pirater og dets lige.

En ujævnhed i byens billede havde fanget hendes opmærksomhed til at starte med, og da hun senere fokuserede, måtte hun med forbavselse erkende at der var nogen tættere på hende end hun først havde troet. Et par tage væk, var der en sort klump... men af hvad, det kunne hun ikke sige.
Det havde været den største forstyrrelse i nattebilledet indtil videre, og med et overvejende glimt i øjet, endte hun med at beslutte at følge efter. Dog på afstand, selvfølgelig.
Elveren samlede benene under sig i en smidig bevægelse - klar til at bevæge sig med, hvis skyggen rykkede sig, førhen at hun spejdende fulgte med i hvad der skete, et lille smil i mundvigen. Der var nogle der havde planer, så det ud som om.... jo mere målrettede folk var, desto større var gevinsten som regel. 

Endelig syntes hun at fornemme noget i det fjerne, og hun løftede ørerne let, også selvom skibet endnu var for langt væk, til at hun ville kunne høre det. Et triumferende glimt gled over hendes hvide irisser, og hendes smil ændrede karakter til en mere frydefuld grimasse, der fik hendes øjne til at smalles en anelse. Godt. Så behøvede hun ikke ændre planer for i aften, også selvom det nok ville tage noget tid for skibet at komme i havn endnu.

Grundet de lange udsigter til skibets ankommen besluttede hun dog at bruge tiden en anelse anderledes, nu hvor hun ikke behøvede at være lige så opmærksom. Men netop som hun sænkede hovedet mod sine poter, for at hvile sig, fik hun pludselig fik den umiskendelige følelse af at blive iagttaget. Hun lod derfor det hvide blik løsrive sig fra havet og så sig omkring. De hvide irisser skinnede som ringe i natten, i skarp kontrast til resten af mørket både i og omkring hende. De var nu også det eneste, der brød mørket, da hendes smil var famlet. Der, ikke så langt derfra, fik hun så øje på en fremmed. Mørkelveren var naturligvis godt gemt i natten, som hun selv, og havde det ikke været fordi, at A’reas syn arbejdede på flere planer, så havde hun nok ikke opdaget hende lige med det første. Men selv i natten stod en mørk sjæl tydeligt frem på det åndelige plan.

Synet, der mødte hende, fik hende til at lægge ørerne tilbage igen, så de nu lå fladt langs hendes hoved, og hendes læber krængede sig tilbage i en lydløs snerren. Det var ganske tydeligt, at hun ikke satte pris på det uventede selskab. Også selvom mørkelveren holdt afstand og ikke umiddelbart lod til at ville hende noget, så havde A’rea ikke undgået at bemærke, at deres blikke havde mødtes. Og hun brød sig bestemt ikke om at blive iagttaget på denne måde. Så hvad end mørkelveren ville i piraternes by denne nat, så indbød A’rea til, at hun holdt sig til sine egne planer og ikke blandede sig i hendes færden. Derfor lod hun også en svag knurren brumme i sit bryst og skilte de blottede tænder let, så den kunne høres tydeligt i natten. Som en advarsel.

Der skulle ikke gå længe førhen at Solaris sorte skikkelse blev opdaget i det tætte mørke. Til hendes store ærgelse...  en anelse overrasket løftede det ene hvide øjenbryn sig dovent i hendes tatoverede ansigt - hun havde ikke forventet at blive set så hurtigt, men med tabet af overraskelses momentet gjorde hun ikke længere en indsats for at indhylde sig i de flygtige skygger. Nej, det sekund hun låste øjne med den deforme skikke - og indså sin egen tydelighed, det sekund rystede mørkelveren skjulet af sig og vippede hætten væk fra det skarpe ansigt. De snehvide fletninger skar i en foruroligende kontrast igennem natten, ligeså tydeligt som hendes måneblege blik og i mindre grad hendes snirklende tatoveringer.
Dog var det tydeligste elverens glimtende tænder, der i det hvide lys indtog hendes ansigt med en doven dog stadigvæk foruroligende energi i sig. 

Smidig som en kat var Solari, der havde rettet sig op, så hun tilbagelænet stod op af tårnets vindue og så ned på skikkelsen. De spidse ører hørte natteluften bærer en dyb knurren med sig, men nok stik imod den fremmedes forhåbning, var det desværre kun en større invitation for præstinden og hendes søgende selskab. Målrettet og fjendtlig indstillet? Man skulle tro Nalish'ra gav nogle af sine gaver i nat. "Ikke ligefrem en høflig hilsen, er det vel, min kære?" spandt elveren over sine mørke læber, og kneb undersøgende det hvide blik sammen. Den melodiske stemme sneg sig elegant igennem luften imellem dem, og var nok så tydelig, på trods af afstanden imellem dem. Dog var den stadigvæk lavmælt, da hun ikke ønskede at tiltrække flere blikke end hvad hun allerede havde trukket indtil videre. 

Elverens rustning klirrede en anelse idet hun skiftede vægten over på det andet ben, men holdt sig for nu oppe i højden og på afstand. Dog var lurede der noget grådigt i de blege øjne, der langsomt begyndte at kunne trække en form ud af tagets tyve-skygge; Det lignede en stor ulv. Næppe nogen almindelig ulv, hviskede mørkelverens tanker med et nysgerrigt grin i sig. Fordi hvad var... den, så?

Mørkelveren var sandsynligvis vant til at natten skjulte hende fra de fleste væsner, men hun kunne jo selvfølgelig ikke vide, at A’reas sekundære synssans fungerede bedre end noget nattesyn, når det kom til at udskille personer fra mørket. Og hendes milde, om end dovne, overraskelse over denne udvikling, fik det til at trække let i A’reas ene mundvige. Nej, så nemt ville det ikke være. Erkendelsen af at være blevet opdaget lod også til at ændre på Solaris tilgang til situationen, som hun rystede skjulet af sig og i stedet mødte A’rea mere direkte. Og da hun gjorde det stod ikke blot hendes sjæl, men også hendes iøjefaldende hvide træk frem for A’reas øjne, der flettede begge synsindtryk sammen til et overordnet billede. Ikke at A’rea brød sig besynderligt mere om det, hun så, nu hvor mørkelveren stod mere tydeligt frem i natten. Mindst af alt den dovne, og dog foruroligende, energi, der lå over mørkelverens mest fremtrædende træk.

Der var desuden en vis arrogance i Solaris bevægelser, som hun valgte at rejse sig op i vinduet for at se mere åbenlyst ned på A’rea, men det var ikke noget, der havde den store effekt på dæmonen. Hun havde normalt ikke behov for det højeste udkigspunkt for at dominere en situation, også selvom denne mørkelver var betydeligt mere besværlig, og langt mere upåvirkelig, end Krystallandets brede befolkning. Og Solaris ord indikerede da også tydeligt, at hun ikke lod sig skræmme så nemt. A’rea fnøs af hendes kommentar og virrede let med hovedet, ikke helt komfortabel med tanken om at skulle tage øjnene fra mørkelveren igen. Hun havde bestemt ikke tænkt det som en hilsen, men trods hendes spydige svar, så lod Solari til at have forstået budskabet. Også selvom hun bevidst valgte at ignorere det. Men det var jo bare typisk. Ikke desto mindre lod A’rea sin knurren forstumme, så stilheden igen lagde sig over mørket mellem dem. Det forekom hende ikke, at der var nogen pointe i at blive ved med at knurre af hende, hvis mørkelveren alligevel ikke tog sig synderligt af hendes advarsel.

Solaris dæmpede stemmeføring gav dog ikke indtryk af, at hun ønskede at opildne til konflikt, og derfor blev A’rea også roligt liggende på hustaget, selvom Solari flyttede på sig i vinduet. Om end hun holdt skarpt øje med hende. Mørkelveren forekom hende ikke umiddelbart som en type, man burde stole på, og da slet ikke vende ryggen til, men så længe hun holdt afstand, så kunne hun til dels acceptere hendes tilstedeværelse. Selvom hun ikke brød sig om udtrykket i de hvide øjne, og den måde de studerede hende på. Derfor slog hun også aggressivt med halen, som endnu en advarsel til mørkelveren. Det var ikke en bevægelse, der var typisk for ulvens kropssprog, som man måske kunne havde forventet inkluderet i hendes ’imitation’, men beskeden var tydelig. Hold dig væk. Og hold de øjne for dig selv.

At sige noget var forbudt, var det samme som at sætte spotlight på det, for et væsen som Solari. Sagde du nej, så sagde hun joh. Sagde du lad værd, bad hun dig om at blive ved. Var budskabet at man skulle holde sig væk.... jah så kom hun nærmere. Ikke fordi hun kun ønskede at være på tværs, det var som regel blot en fantastisk sidegevinst af besvær - nej, grundlaget lå gemt i intentionerne for det, og tankerne bagved at holde hende væk. Hvis der var noget hendes øjne ikke måtte se, ville de blege øjne grådigt opsøge lige præcis det nøglehul at kigge ind af.
Nu skulle det så også siges, at Solari var i et.... finurligt humør her til aften, og hendes sjæl og sind skreg efter stimulering, udfordringer og underholdning. Som regel betød det at sidde på en tilfældig kro med et godt og sort greb i dens mere sårbare gæster - alkoholikerne især, og dem i hjertesorg; hvor at hendes besnærende illusioner kunne hviske forræderier i live omkring sig. Som regel kunne hun bruge timer i hjørnets dybe skygge, og langsomt men stødt sprede sin giftige energi og observerer den disharmoni der ville følge med. Men rastløsheden havde drevet hende op over husenes tage her til nat, og det var nu selvsamme rastløshed der bad hende sætte skub i omgivelserne omkring hende. Som ved denne tyv. 

Stadigvæk stående på sin kirkelige trone og med nattens dulmende mørke over sig, var der tavshed et godt stykke tid imellem den fremmedes rumlende knurren og hendes næste ord. Var det virkelig et svar - og hvis jah, var det så med vilje at den ikke talte? Solari kneb blikket en anelse sammen, en mild skuffelse nu omkring hendes melodiske stemme da hun snakkede. "Så... du er trods alt bare en stor hund, selvom du ligner noget mere...?" forsatte mørkelveren, hvis feminine ansigt fortrak sig i en næsten hånende grimasse af skarpe linjer og metalliske glimt.

Dovent lod Solari den ene hånd glide ned imellem sine mange tasker, imens hun overvejende ledte efter noget spiseligt. Ikke til hende selv dog, men som en fremtidig lille snack at kaste efter dyret hvis det sad lidt for stille deroppe på taget. Dog holdt hun stadigvæk sin afstand, og agtede at gøre det indtil videre. Hun ville ikke starte noget hun ikke kunne se slutningen på... i hvert fald ikke endnu. 

Da Solari lod stilheden herske mellem dem en rum tid, lod A’rea blikke glide tilbage over havet. Hun brød sig stadig ikke om at blive iagttaget, men hvis mørkelveren lod stilheden falde, betød det vel, at de var færdige? Da Solari lidt efter genoptog kontakten, måtte hun dog konkludere, at hun tog fejl, og et irriteret suk passerede mellem hendes tænder. Nej, så heldig var hun vel ikke. Endnu en gang vendte hun derfor blikket op mod den mørke skikkelse i kirkens tårn, tydeligt irriteret, selvom skibet endnu havde langt i havn. Hvis hun ville hende noget, hvorfor kom hun så ikke ned og fik det overstået? Men nej, Solari virkede langt mere komfortabel med at kaste spydige og hånlige ord efter hende fra tårnets høje vindue, øjensynligt udenfor rækkevidde, også selvom det ikke ville tage A’rea længe at lukke afstanden mellem dem. Hvis altså Solari begyndte at tage sig for mange friheder…

Hun vidste godt, at hun ikke burde lade sig gå på af Solaris attitude, at hun bare skulle lade mørkelveren blive i troen om, at hendes indre matchede hendes dyriske fremtoning. At der ikke var mere at komme efter. Så hun måske ville miste interessen og lade hende i fred. Men lige denne dag lod hun sig provokere, i sådan en grad at hun næsten kunne mærke irritationen prikke i huden. Derfor trak hendes læber sig også endnu en gang tilbage fra hendes tænder, så de igen blottedes i en lydløs snerren. Hvad end mørkelveren ville opnå ved at provokere hende, så bød A’reas attitude hende at genoverveje det. Var det virkelig det værd?

Den hånlige tone gav ikke indtryk af, at Solari rigtig betragtede hende som en trussel, og selvom hendes åbenlyse undervurdering af sin ’modstander’ kun var til A’reas fordel, gled der alligevel et advarende skær gled over hendes øjne, inden hun besluttede at besvare mørkelverens ord. Hendes stilhed havde jo tydeligvis ikke den ønskede effekt. ”Hellere en stor hund, end en langsom mørkelver,” svarede hun derfor spydigt, hendes stemme forvrænget med en dyrisk lyd, da hendes stemmebånd skulle gengive både hendes ’menneskelige’ og dyriske stemme. ”Så sig mig, er du bare naturligt langsomopfattende, eller er det bevidst?” Der var en truende undertone af en knurren i hendes stemme, da hun stillede sit spørgsmål. Hendes spørgsmål var lige så meget en afklaring af, om Solari var bevidst i sin provokation, som det var et opfordring til at droppe skuespillet, hvis det var tilfældet. Hvis mørkelveren ville hende noget, så så A’rea hellere at hun kom til sagen. Altså, såfremt at der var en pointe med mørkelverens henvendelse.

Det var altid det værd. Et sus gik igennem Solari, idet hun med skjult fornøjelse hørte en raspende og dyrisk stemme svare hende igen, og hun måtte tilbage holde et bredere smil. Det var altid det værd - at se en reaktion var ret magisk. Især når den så viste sig at være ligeså fjendtlig som den så ud... elverens ene hvide øjenbryn løftedes tænkende, inden at hun lænede sig en anelse fremad. I månelyset syntes Solari's blik at gløde kortvarigt, i skærende kontrast til natten idet hun prøvede at nærstudere den nu meget mere interassandte skabning under hende. Stadigvæk med den ene hånd i lommen, slikkede Solari kortvarigt de sorte læber. "Helt naturligt langsomtopfattende..." svarede hun småleende igen, ikke synderligt påvirket af hendes trusler.
Joh, Solari havde fornuft nok i kroppen til at have holdt sig i live længe. Hun følte sig ret så sikker heroppe, og havde derudover også en tiltro til at kunne slippe helskindet fra de fleste situationer. Så i stedet for at tage en hentydning og lade... den, være, så trak elveren nu hånden ud af sin bæltetaske.

Med et vrid af hånden, kastede Solari et stykke tørret kød ned imod væsnet, et stadigvæk hånligt smil om læberne. "...men dog stadigvæk en ven af alle dyr. Du skal ikke være genert, spis op" tilføjede hun til sin første kommentar, og følte hvordan læberne krængede en anelse mere opad i et hvidglimtende smil.
Omend Solari havde en doven holdning i sin statur, så havde hun stadigvæk sine reflekser udenpå tøjet. Hun vidste stadigvæk ikke hvad væsnet var, men inden hun nåede at gruble mere over det, fejede en stærk vind henover tagene. Luften bar den fremmede fært med sig, og Solari snusede ind. Dæmon. Den stank kunne hun næsten altid genkende. 
Hendes forhold til dæmoner var... relativt neutralt. Hun havde levet i mange år, og med tiden kunne ting ændre sig. Hun brød sig ikke ligefrem om dem, men kunne sagtens enes med dem. Når de ikke var