”Jeg klarer mig selv i dag,” lød det fra fyrstedatteren, som var kommet meget sent hjem fra sin ellers lille tur til markedspladsen. Hun kunne høre hendes tjenestepiger forlod hendes gemakker og lukkede de store døre bag sig. Der lød et højt, dybt suk, som Malika satte sin flettede kurv ned for enden af hendes seng. Kurven far fyldt med skinnende grøntsager og en helt masse silke. Malika gik med rolige korte skridt mod det lange store spejl der var fastmonteret en flot guldstander. Hver en bevægelse var meget langsom, eftersom hun prøvede at skjule, hvor fuld hun stadig var. Stående foran spejlet lagde hun mærke til at hendes hud havde fået en anelse for meget sol, selvom hun havde haft et sjal over sig. Hun havde til gengæld ’mistet’ det på sin tur. Hendes krop var sluppet lidt mere, eftersom den havde båret orangerøde silkesjaler som var bundet op til en kjole med et guldbælte om taljen. Hun trak på smilebåndet for at se glad ud – ’så godt som hun så ud måtte hun jo være glad’. Smilet holdt dog kun et meget kort øjeblik, eftersom hun rettede sin opmærksomhed på bæltet om taljen. Med forsigtige, lettere rystende hænder åbnede hun bæltet. Det gjorde ondt. Guldbæltet faldt til jorden foran hendes fødder. Hun tog en dyb indånding, for at slappe mere af. Hendes lunger var dog ikke enige om at det var en god ide. Hun hostede voldsomt, og lagde sine hænder over sine knæ, for at støtte sig selv og sin vejrtrækning.

Der gik et øjeblik før hun fik kontrol over hosten og kunne rette sig op igen. Al den hosten havde givet hende tårer i øjnene. Skønt. Hun førte sin ene arm op til klemmen ved hendes skulder, og løsnede kjolen. Som hun fik gjort det på den modsatte side faldt kjolen ned om anklerne på hende. Malika var chokeret ved synet. Hendes ribben og maveregion var blevet lilla. Hun lod sine hænder glide ned langs siden, hvor hun så stod og studerede det blå mærke. Det var værst i venstre side. Den side der havde ramt bordet i hytten. Hun pressede tænderne sammen mod hinanden som hun mindes hele episoden.

…

Hun blev forgiftet af Pharos. Han førte hende over til en hytte, hvor det var meningen han skulle aflevere Malika, og få en slags belønning ud af det. Hun skulle være blevet afleveret til en mand, som kun ville bruge hende. Som gidsel, som kone, som… Malika fik kuldegysninger bare ved tanken om det. I ren frustration havde hun prøvet at flygte, selvom hun ikke var helt ovre døsigheden fra forgiftningen. Det havde resulteret i at hun var faldet direkte ned i et bord, som slog al luften ud af hende. Det var dog heldigt at hun havde gjort et godt indtryk på Pharos, således at han ombesluttede sig om den handling, han lige havde taget.

…

Forsigtig lod hun sine fingre glide langs omridset af mærket. Det gjorde ikke ondt. Selvfølgelig skulle hun jo også lige finde ud af hvor meget der skulle til for at det gjorde ondt. Hun placerede så sin hånd fladt på sin mave og trykkede langsomt ind. ”Av,” peb hun for sig selv. Der skulle alt for lidt til for at det gjorde ondt. Hun stod der over for sit nøgne spejlbillede og overvejede hvad hun skulle have gjort anderledes, for at have undgået den situation hun var endt i tidligere på dagen.

Mulighederne var uendelige. Hun gik hen mod nogle af sine skuffeelementer, og fandt noget bandage frem. Hun fik bevæget sig tilbage til sit spejl og begyndte at vinkle forbindingen rundt om sin mave og op over hendes nøgne bryster. Hun var nødt til at få det til at se ud som om det var meningen at hendes mave var bundet ind. Hun endte med at have næsten hele sin torso bundet ind i forbinding. Hun håbede bare at når morgenrutinen startede i morgen, at hendes tjenestepiger ikke ville spørge ind til det.

Malika lod fingrene glide hen over hele bandagen. Maven var øm, men brystkassen og kravebenene var kildne. Det mindede hende om Pharos blide hænder mod hendes kind og hænder. Og hans læber mod hendes øre. Hun smilte lidt for sig selv, også ved tanken om hendes succesfulde forbinding om sin mave. I en hurtig bevægelse førte hun sin håndflade til panden og skældte sig selv ud. Du skal glemme ham, Malika. Han er ikke andet end problemer.

Med et suk så hun ned på kjolen der lå på gulvet. Den kunne have været på mange forskellige gulve i dag, men den endte i det kendte gemakker. Et lille besværet støn kom fra hende, som hun bukkede sig ned for at samle kjolen og bæltet op fra jorden. Hun smed det hen over sin rumdeler og mod sin seng. Hun håbede virkelig ikke hun ville have tømmermænd i morgen.

//Oneshot opstået af denne tråd!//