Sted: Lige på grænsen mellem Rubinien og Medanien
Tidspunkt: Tidlig aften


Det havde været en travl dag for Ishar, der ikke nok med at have vidnet en af hans bedste kameler få sikret sig sine gener, havde han også haft godt gang i handlen med en handelsmand han var faldet over på sin vej mod markerne der lå på grænsen mellem Rubinien og Medanien. Det havde alt i alt været godt givet ud da de to mænd skiltes og Ishar istedet begav sig over imod sine te-marker, for at se hvordan tebuskene tog sig af jorden og den næring han gav den. 
I muntert humør hoppede han af sin kamel og forsvandt snart ind, indtil der kun var en bunke tøj ved siden af kamelen. Med en dæmpet 'rrrr' fik han kæmpet sig ud af sit tøj, nu i sin pragtfulde roadrunner skikkelse, findende skikkelsen langt mere praktisk til at kigge på rødderne og jordbunden ved planterne.. Desuden var det godt at få strukket benene lidt, også selvom det var i hans fugleskikkelse, det var trods alt bedre end at gå foroverbøjet gennem marken som en anden gammel mand.
Lydløst begav han sig ud og op langs de ydre rækker af markerne, med let sænket hoved.

Jago havde ferie. Han havde i hvert fald fået lov til at tage en uge fri, som han var blevet inviteret til bryllup ved en gammel bekendt. Han havde måske overdrevet lidt med, hvor lang tid det ville tage ham at rejse fra de nye øer, Mørkets nye hjem, til der, hvor festen skulle foregå. Det var så sjældent, at han havde tid til sig selv, og han måtte indrømme, at han havde brug for et par dage uden at være omgivet af de sorte uniformer og den fritid, der altid manglede, fordi man levede på sin arbejdsplads. Samtidigt havde han det stadig lidt svært ved forandringerne og den måde, de var foregået på. Han følte sig stadig vred over at være blevet efterladt med sine rekrutter og flere andre krigere tilbage på Kzar Dûn. Men hvad kunne han gøre? Selv Generalen var blevet taget på sengekanten.

Nej, han trængte bare lige til en pause, og selvom det var svært at få lov til at forlade sin stilling for en tid, var han gammel nok i gårde til, at hans overordnede havde givet ham tilladelse. Rekrutterne slap dog ikke for at skulle træne, som ridderen, der trænede de mere medgørlige rekrutter, havde fået lov til at døje med Jagos mere belastende elever. Hun havde ikke været tilfreds, men ønsket Jago en god tur alligevel.

Og nu var han her, på grænsen mellem Rubinien og Medanien. Hans bekendte boede længere syd på, men brylluppet var først dagen efter, så han tillod sig selv at nyde varmen og solen i frihed. Det blev selvfølgeligt gjort bedst i skikkelse af en ørn, og solen varmede fjerene på oversiden af hans krop, mens han svævede hen over landskabet. Egentligt var han på udkig efter aftensmad, som hans rationer var spist. En hare, måske. Eller en fasan. 
De skarpe øjne gled over hver eneste detalje under ham, og snart fik han øje på en fugl, der løb hen ad jorden. Det lignede en stor jordgøg, det ville være et fint måltid.
Han dalede med nogle bløde sving ned mod fuglen, indtil han var tæt nok på - og så slog han til! Vingerne blev foldet ind mod kroppen og han fór nedad. I sidste øjeblik satte han kløerne forrest og spredte vingerne en smule, så han ikke selv ville banke for hårdt mod jorden. Sammenstødet var dog hårdt nok, og han lukkede de lange kløer om ryggen på fuglen. Det så ud til at være en succes, selvom han alligevel havde haft lidt for meget fart på, og væltede om på jorden, stadig med den anden fugl låst fast i sit greb.

Ishar havde været lidt for optaget af rødderne og synet af uvelkomne insekter på dens blade, til at han havde bemærket kongeørnen, i al fald ikke før han bemærkede en let brise, kort efter fulgt af en skrap smerte der fik ham til at udbryde en højlydt advarende trille, ikke at han troede der var andre roadrunners i omkredsen, men mere den instinktive reaktion på at mærke smerten af kløer i hans mindre, spinklere skikkelse end kongeørnen. Med et mindre irriteret skrig, forsøgte han at vriste sig fri med baskende vinger, også selvom de begge lå akavet på jorden. Ved Zaladin om han ville dø som ørneføde!
 Næbbet blev også taget i brug i et forsøg på at hakke ud efter kløerne på den forvoksede fjerkost! Hvis bare han kunne få lidt mindre smerte end den de kløer han følte i sig lige nu gav, ville det være en smal sag at vise fuglen hvem der var herren her på egnen!

Lettere fortumlet klemte Jago til om fuglen, så den ikke ville kunne vride sig fri. Den skreg af ham, og han kunne godt høre smerten i lyden. Ikke at det rørte ham, det var bare en fugl, og den skulle være hans aftensmad. Sådan var naturens orden. En skam at han ikke havde ramt den rigtigt, så kunne den være død i sammenstødet. Den var ikke så stor, ikke i forhold til ham, og det burde være en let sag for ham at hakke næbbet ned det rigtige sted og knække nakken på den.

Det var svært at skubbe sig rundt, når man ingen arme havde, og Jago slog tungt med vingerne i et forsøg på at få kroppen drejet nok til at kommen ovenpå den mindre fugle. En lyd kom fra ham, forskrækket, da smerten skød ud fra en af hans kløbeklædte fuglefødder. Den hakkede ved Zaladin igen!
Dødsguden tage det. Jago følte et stik af irritation og besluttede sig for at slippe fuglen, så han kunne komme på højkant. Mon ikke, at han kunne fange den igen?

Musklerne i de store fødder låste op og han begyndte at mase rundt for at komme op at stå, klar til at lette med det samme for at fange fuglen, om den fløj eller løb, det var lige meget. Den blødte allerede og han ville være imponeret, hvis den lettede, men han havde set desperate væsner gøre ting mere vilde end det, både som mand og som fugl.

Ishar havde stæigt fortsat sin hakken, indtil tyngen fra den langt større fugl, og smerten fra dens kløer forlod ham.  Så snart han var sikker på at kløerne ikke kom tilbage lige med det samme, trak han sin magi tilbage, og gled, forholdsvis ubesværet, om end rimelig ømt grundet sårene der under forvandlingen blev trukket ud, tlbage i sin menneskekrop. 
Rasende stirrede ha på ørnen og sparkede ud efter den. " For Zaladin da også, jeg er ikke noget måltid dit skøre fjerkræ!" Lød det arrigt spruttende, uden at tage sig af at han stod som guderne havde skabt ham. Det var hans område hvor han, kunne gøre hvad der passede ham, eller nogenlunde passede ham. 
De mørke rødviolette øjne hang, stirrende vredt på ørnen.

Lige som Jago kunne trække benene til sig og begynde at komme op på højkant, skete der noget. Den mindre fugl, der endeligt var fri, flaksede kort og ... forandredes. Der var noget alt for bekendt over det, Jago måbende så ske ved siden af sig. Fjerene, der forsvandt, kroppen der voksede, vingerne der blev til arme. Ved alle guder, han havde angrebet en formskifter! Hvad var chancerne alligevel for det?! Han var så overrasket, at han helt gik i stå, klodset siddende på jorden med vingerne halvt spredt ud og næbbet en smule åbent.

En fod kom i mod ham, og han hoppede klodset væk fra den - kongeørne var ikke skabt til at være på jorden, og så elegante de kunne være i luften så gumpetunge kunne de være på jorden. Han nåede ikke langt, men foden snittede heldigvis kun hans få kilo tunge krop og fik ham til at trille rundt på jorden. 
Egentligt burde han vare komme på vingerne og flyve sin vej. Bedst ikke at hidkalde sig for meget opmærksomhed. Men som han nu igen var væltet af benene, vidste han, at det ville tage for lang tid at få plads til vingerne og få løftet kroppen fra jorden. Manden ville kunne nå at sparke igen.

Så i stedet skiftede Jago også. Allerede mens hans krop ændrede sig, skubbede han sig op på hug, og inden han var kommet helt op at stå, var han en mand igen. I ren og skær instinkt trak han sværdet ved sin side som det første. Modsat den anden mand, som han først nu lagde mærke til var nøgen, fulgte Jagos tøj og mindre genstande med i forvandlingen. Han praktisk klædt, i civilt tøj, uniformen havde han ladet blive tilbage i den nye borg. Hans lille taske havde han ladt tilbage ved lejren, men han havde sværdet, en kniv og sin pung i bæltet. Sværdet var af god kvalitet, en krigers sværd, og han rettede det straks mod den fremmede, selvom han nu ikke virkede som den største trussel. Han var mindre end jago i højde og bredde, og ja, han var nøgen. Noget der ikke hylede Jago ud af den, men han holdt nu blikket mod mandens ansigt.
Tavst og med et udtryk af overraskelse, blandet emd en alvorligt rynket pande, så han på ham, ikke sikker på, hvad den passende reaktion var i denne situation.

Den rasende Ishar havde knapt bemærket den store fugls måben, men forventede nærmest at den ville flyve væk efter at have opdaget sin fejl... Det var dog ikke hvad der skete og nu var det i steet Ishars tur til at måbe, omend kort, før blikket hastigt skævede tilbage ned for enden af marken for at bedømme hvor hurtigt han kunne nå til sit tøj og den dolk han bar på sig. *Førdømt!*
Hvem i al verden kunne det være der havde set sig sur nok på ham til at sende en lejemorder ud efter ham?
Han bakkede prøvende bagud, med hænderne vagtsomt oppe foran sig, parat til at om muligt tage om sværdets blad hvis det kunne forhindre at han fik stukket det i brystet eller maven.
Måske det var dem han havde købt jorden her af der havde brugt deres penge på det i et desperat forøg på at få marken tilbage.? En kvindes mand der forsøgte at genvinde hendes ære? Eller... En kort gysen gik gennem hans krop ved tanken, måske en advarsel fra hans far..?


Meget kunne han sige om lejemorderen, men Ishar kunne ikke helt lade være med at være imponeret over at han kunne forvandle sig med tøj og tingeltangel.

" Hvem har sendt dig? Hvem arbejder du for? " Den rubinske accent lå tykt over det fælles sprog for landet. Det var tydeligt for ham at den fremmede mand var trænet til at kæmpe. Så han måtte være godt betalt, det vidnede våbnene også om. At halvørkenelveren nok ikke burde være i position til  at stille spørgsmål, sådan som han stod uden våben og så nøgen som nøgen kan være, men han var lige glad, han måtte vide det.

Jago nåede ikke at komme op med noget at sige, før et spørgsmål blev skudt i mod ham. Tonen i stemmen fortalte ham, at han stod for en mand, der var vant til at bestemme, han lød selv på samme måde. Og man kunne måske også næsten se det på ham, trods støvet. Der var noget ved håret, den pæne hud, skægget og de smykker, der glimtede i solen. Manden var velhavende. Og tydeligvis fra ørkenlandet, med den accent. Hvad lavede han i fugleskikkelse her midt ude i ingenting i Medanien? En ... mark. Jago havde ikke kigget nærmere på omgivelserne, og gjorde det heller ikke nu, som han holdt blikket på den nøgne mand. Selv hvis han havde set sig om, ville han kun kunne konstatere, at det var en mark til landbrug med de pæne lige rækker. Han var kriger, ikke en bonde, og han ville ikke kunne have gættet, hvad der blev groet.

Spørgsmålet i sit selv overraskede ham en smule, men han gættede hurtigt, at den, hvad der så ud til at være, rige mand åbenbart forventede at han var der for at slå ham ihjel. I et øjeblik var han i tvivl, om manden vidste, at han var fra Mørket, det ville være den sikre død for ham for enden af Jagos sværd, men der var intet i hans udseende, der ville afsløre hans tilhørsforhold. Nej, det virkede mere til at være en rigmand, der forventede et snigmord.

"Sendt mig? Der er ikke nogen, der har sendt mig. Jeg var på jagt efter aftensmad." Det var sandheden, og efter en kort tøven, sænkede han sit sværd en anelse for at indikere, at han ikke havde intentioner om at bruge det. Man kunne aldrig vide, om den man stod overfor havde farlig magi. Jago selv kunne gøre stor skade med sin. Oftest var et sværd ikke nyttig mod magi, men han stak det alligevel ikke tilbage i skeden. Man kunne aldrig vide.

Ishar betragtede årvågent den fremmde mands kropssprog, i det mindste kom der lidt godt ud af de fægtetimer hans far havde fået ham til at gennemgå i hans ungdom. 
Overraskelsen var kortvarigt tydligt for ham at aflæse i den fremmedes ansigt, men fik ham ikke til at slappe yderligere af i sin forsvarsposition.

" Hvis det virkelig er sandt, så antager jeg at du aldrig har jagtet ørkenfugle før..? " Det var snarere en konstantering end et egentligt spørgsmål, Ishar vidste at hans roadrunner skikkelse var større og mørkere i farverne end den sædvanlige roadrunner. Jo vist, kaldte nogle af kvinderne han havde sjovt i lagenerne med, ham for lækker, en enkelt havde sågar kaldt ham en snack, me det var ikke ensbetydende med at han værdsatte at folk, eller i dette tilfælde, fugle, angreb ham ud af det blå i et håb om en let fanget aftensmad. Faktisk var det nok første gang en rovfugl havde angrebet ham, sædvanligt var det mere de firbenede rovdyr han skulle være påpasselig med. 
Bevægelsen i sværdet fik ham til at holde et godt øje med det skarpe blad, der uvivlsomt blev brugt og plejet godt. Hans øjne gled op langs skaftet, og søgte op imod den fremmede, uden at tage sig af hverken varmen eller sin egen nøgenhed. Til gengæld brød han sig bestemt ikke om at være ubevæbnet overfor en skarpt bevæbnet fremmed.
Han rynkede brynene lidt, mens han forsøgte at inddæmme sin vrede, i al fald for nu.
" Så, hvem er du så? Hvad er dit navn? " Han var lige ved at spørge ind til sværdet, men tog sig i det. Istedet bakkede han yderligere bagud, roligt mellem tebuskerækken, hen mod kamelen. Enig med sig selv om ikke at forsøge at kalde på den. Sværdet foran ham var en ting, men den fremmedes magi kendte han ikke noget til. 
Faktisk vidste han ikke meget mere end hvad Ishar var blevet fortalt og vist: En mand, nok ikke meget ældre end ham selv at dømme efter ansigtet, selvom øjnene sagde noget foruroligene andet, en mand der kunne forvandle sig til en kongeørn med sit tøj.. Og at han tydeligt var kriger af en eller anden art. Om historien var sand var ikke til at sige endnu, selvom hans sænkede sværd viste en vis form for ydmyghed

Mandens konstatering om Jagos kendskab til ørkenfugle, var ikke til at benægte. Jago havde ikke brugt meget tid i Rubinien, om end han i perioder havde måtte udholde varmen, mere end han selv brød sig om. Han var født og opvokset i norden, hvor sneen lå dyb og vinden kunne få dine ører til at fryse af i de koldeste måneder. Han havde jagtet i ørkenen før, men ikke nok til at have et dybere kendskab til fuglene, andet end at kunne skelne dem ad, som han også havde genkendt mandens skikkelse som en jordgøg. Han antog, at mandens konklusion var bygget på, at fuglen havde set anderledes ud end de rigtige, hvilket Jago ikke havde bemærket.

Han overvejede kort, hvad hvordan han skulle reagere på manden, der tydeligvis anså sig selv for mere end ham. Jago var selvfølgelig ikke enig, manden var civil, men han virkede ikke som en, Jago ville kunne dominere som han normalt gjorde ved dem i mindre rang end han – eller dem i højere, skulle det kalde til det – og han besluttede sig ret hurtigt for at lægge korporalen på hylden og tage sig den civile rolle, han lige nu alligevel var i. Ikke at han kunne skjule, at han var soldat, men det ville ikke være første gang, at han lod som om, at han var lejesoldat. Nej, det var nok bedst at lade den anden tro, at han havde overhånden, når det kom til rang og magt.
”Jeg er mere vant til fasaner og agerhøns,” indrømmede han endeligt, lidt brummende og uden et smil. Der var stadig noget fast over ham, han havde ikke tænkt sig at bukke og skrabe for nogen. End ikke Mørkets general, men hun ville nok også blive meget chokeret, hvis han gjorde.

Mandens spørgsmål fik Jago til at tøve kort, men så sænke sværdet helt og lade armen hvile ned langs siden. Hans blik havde ikke forladt mandens ansigt endnu, som der ikke var nogen grund til at kigge på hans afklædte krop. Et navn. Jago var lige ved at give ham et falsk navn, men så igen, hvad skulle det gøre godt for?
”Mit navn er Jago. Og hvem er De?” Tiltalen faldt ham naturligt, og var passende med den rolle, han havde besluttet sig for. Stadig klar til kamp, stod han rank, og selvom hans blik hvilede på manden, var han også ganske opmærksom på omgivelserne. Hvis manden var noget mere end en rig bonde, ville det ikke være usandsynligt, at han havde vagter med sig, og selvom Jago ikke havde set nogen, kunne de sagtens være der.